Bombe mod: Sari Nightclub i Kuta, Bali, Indonesien,
12. oktober 2002

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org ud fra The Third Truth about 9/11, 1. november 2014.

 

Bom­be mod Sari Nigh­tclub i Kuta, Bali, Indo­nesi­en – lør­dag 12. okto­ber  2002 o. kl. 23.

Bom­ben mod Sari Nigh­tclub i 2002 er et uhyg­ge­ligt eksem­pel på en såkaldt “fal­se flag”-operation, dvs. et angreb, der fore­gi­ves at være udført af en navn­gi­ven eller ukendt fjen­de, men som i vir­ke­lig­he­den er plan­lagt og udført af egne styr­ker. Med “egne styr­ker” taler vi i det­te til­fæl­de om CIA og Mos­sad, der iføl­ge “vores” poli­ti­ke­re skul­le være alli­e­re­de.

Blandt hund­red­vis af andre sage­s­lø­se men­ne­sker koste­de den­ne “alli­e­re­de” ter­r­orak­tion på Bali i 2002 tre dan­ske piger livet.


Kra­te­ret (i mar­ke­rin­gen) udfor Sari Nigh­tclub er del­vis glat­tet ud.
Foto: Inter­net­tet

 


Sam­me kra­ter i mere oprin­de­lig til­stand (ikke resul­ta­tet af en bil­bom­be!).
Foto: Inter­net­tet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mos­sads ter­ror-atom­bom­ber

Var det et atom­vå­ben, der blev anvendt i til­fæl­det Bali? Hvis du hører til dem, der ikke vil for­la­de dig på medi­er­nes udlæg­ning, er det nød­ven­digt at under­sø­ge even­tu­el­le moti­ver og efter­lad­te spor.

Var der nogen såkaldt mus­lim­sk ter­r­or­or­ga­ni­sa­tion, der behø­ve­de den bomb­ning?
Nej! – Det er åben­bart, at bety­den­de mus­lim­ske orga­ni­sa­tio­ner lige så lidt behø­ve­de det­te angreb som de hav­de behø­vet atten­ta­tet på Wor­ld Tra­de Cen­ter et år tid­li­ge­re. “Mus­lim­ske ter­r­o­ri­ster” var de sid­ste der ønske­de, at det­te skul­le ske på Bali.

Så det er ind­ly­sen­de, at andre var inter­es­se­re­de i at til­in­tet­gø­re et antal stak­kels austral­ske turi­ster. Dem der plan­lag­de Bali-bomb­nin­gen hav­de på tids­punk­tet pri­mært behov for at over­be­vi­se nog­le tvivlrå­di­ge men­ne­sker med ansvar for at træf­fe poli­ti­ske beslut­nin­ger om, at det vir­ke­li­ge var nød­ven­digt at angri­be Irak og at afmon­te­re regi­met, som “øjen­syn­ligt” var i stand til at pro­du­ce­re nuk­lea­re våben. En side­ge­vinst vil­le være, at den­ne nye nuk­lea­re mani­fe­sta­tion yder­li­ge­re vil­le bekræf­te “den anden sand­hed” fra WTC-demo­le­rin­gen. Glem ikke, at US-rege­rin­gen i hem­me­lig­hed har fast­holdt, at det var Sad­dam Hus­se­ins “mini-nukes”, der send­te Twin Towers til jor­den, så det vil­le være logisk at for­ud­sæt­te, at de såkald­te mus­lim­ske ter­r­o­ri­ster var i besid­del­se af fle­re “mini-nukes” og en dag vil­le gøre brug af dem. Der er sim­pelt­hen ingen anden for­kla­ring på Bali-bomb­nin­gen.

Der­til kom­mer, at det var en ter­r­orakt, der ude­luk­ken­de var desig­net for at gøre ind­tryk på “patri­ci­er­ne” (ame­ri­kan­ske patri­o­ti­ske beslut­nings­ta­ge­re). Den var ikke mønt­et på ple­be­jer­ne. Den fol­ke­li­ge ver­sion af Bali-bomb­nin­gen blev ikke vide­re udvik­let. Den­ne uhyr­li­ge for­bry­del­se fik påfal­den­de rin­ge dæk­ning i mas­se­me­di­er­ne, og stort set dis­ku­te­res Bali-bomb­nin­gen fra 2002 ikke læn­ge­re blandt hver­da­gens men­ne­sker – den blev ret hur­tigt “glemt”. Næsten ingen fotos eller video­er fra den­ne kyni­ske ter­r­orakt er ble­vet fri­gi­vet for offent­lig­he­den, og de sæd­van­li­ge “vid­ner”, der ellers skal gøre ind­tryk på ple­be­jer­ne ved at under­stre­ge de onde “mus­li­mers” bruta­li­tet, er ikke ble­vet ført. Ved at sam­men­hol­de alle dis­se facts, må det kon­klu­de­res, at Bali-bomb­nin­gen var en ter­r­orakt i en klas­se for sig selv, “isla­misk ter­ror” udført af andre for at påvir­ke et eks­klu­sivt publi­kum.

Lad os ana­ly­se­re logisk for at fin­de ud af, om den­ne bomb­ning kun­ne have været kon­ven­tio­nel (dvs. ikke nuk­lear). For­søg at besva­re føl­gen­de spørgs­mål: Vil­le det være logisk for nogen, hvis mål det var ude­luk­ken­de at skræm­me patri­ci­er­ne at anven­de kon­ven­tio­nelt spræng­stof (1 ton) i håb om en demon­stra­tion af ufat­te­lig gru­som­hed? Selv­føl­ge­lig ikke. Kun et nuk­leart våben vil­le tje­ne det for­mål.

Der­for var det et nuk­leart våben, der blev udløst i et klo­a­k­rør kl. 23 den 12. okto­ber 2002 i nær­he­den den berøm­te Sari Nigh­tclub på Kuta Beach på Bali.

Et af de før­ste brud­styk­ker af infor­ma­tion om Bali-bomb­nin­gen blev gen­gi­vet af man­ge nyheds-bureau­er med en bestemt for­mu­le­ring:

… Ste­det var pak­ket med men­ne­sker, og det hele for­vandt i løbet af et mil­li­se­kund …”

Ord­val­get fan­ge­de opmærk­som­he­den hos en af de tid­li­ge efter­for­ske­re af Bali-bomb­nin­gen: Jeg cite­rer:

NEWS BRIEF: “Indo­ne­sisk Nat­klub Bomb­ning, kaldt en “Ter­r­orakt”, Fox News, 12. okto­ber 2002.
Spræng­nin­gen fandt sted omkring kl. 11 om afte­nen … Vid­ner på den popu­læ­re turi­stø for­tal­te, at ilden bred­te sig til en anden nat­klub, og adskil­li­ge byg­nin­ger inden for sam­me blok gik op i flam­mer; også et dusin biler blev sat i brand. Ste­det var pak­ket af men­ne­sker, og det hele for­svandt i løbet af et mil­li­se­kund …
Det­te ord, “mil­li­se­kund”, blev hæn­gen­de, selv om det nor­malt er reser­ve­ret mere tek­ni­ske beskri­vel­ser. Kæde­re­ak­tio­nen i et nuk­leart våben fore­går på mil­li­se­kun­der, og det sam­me gæl­der den med­føl­gen­de øde­læg­gel­se. Den­ne spræng­ning på Bali fore­kom­mer at være usæd­van­ligt kraf­tig og øde­læg­gen­de …

For den der beskæf­ti­ger sig med at ana­ly­se­re for­mu­le­rin­ger er bru­gen af “mil­li­se­kund” til­stræk­ke­lig til at ska­be mistan­ke om, at Bali var ble­vet ramt af en atom­bom­be.

Åben­bart var ordet “mil­li­se­kund” ble­vet nævnt på en eller anden kanal i en sam­men­hæng, hvor en øvrig­heds­per­son og et par kær­ne­vå­ben­spe­ci­a­li­ster dis­ku­te­re­de Bali-spræng­nin­gen. Spe­ci­a­li­ster­ne hav­de enten vane­mæs­sigt eller for at gøre ind­tryk på publi­kum anvendt udtryk­ket fra deres inter­ne ord­bog. Der­ef­ter klæ­be­de en for­holds­vis ukon­ven­tio­nel term til en fast del af rap­por­te­rin­gen fra Bali-affæ­ren, og mulig­vis har de rap­por­te­ren­de der­ef­ter modi­fi­ce­ret vid­ner­nes udta­lel­ser og ladet dem sige “mil­li­se­kund”.

Men nok om det. Det er en detal­je om valg af ord. Jeg går ud fra, at læse­ren er inter­es­se­ret i mere soli­de indi­ci­er.

Den kend­te mus­lim­ske gejst­li­ge Abu Bakar Bas­hir, en inkar­ne­ret kri­ti­ker af ethvert hyste­ri i ret­ning af “mus­lim­sk ter­ror”, blev af USA ankla­get for at være “ånde­lig leder” for den såkald­te Jemaah Isla­mi­ah ter­r­or­or­ga­ni­sa­tion og for at stå bag Bali-bomb­nin­gen. Sam­ti­dig for­lang­tes han udle­ve­ret til rets­for­føl­gel­se i USA. Han sva­re­de med at erklæ­re, at der var ble­vet anvendt en mini­a­tom­bom­be til Bali-bomb­nin­gen! Der­med afslø­re­de han en over­ra­sken­de viden, men ude­luk­ke­de sam­ti­dig, at han på nogen måde kun­ne være ansvar­lig for den­ne ter­r­or­hand­ling, idet, som bekendt, ingen isla­misk stat eller grup­pe­ring råder over mini­a­tom­bom­ber. 

Hvor­dan kun­ne den­ne gam­le mand ken­de til mini­a­tom­bom­ber, når han nu hver­ken var viden­skabs­mand, spe­ci­a­list i kon­tra-ter­r­or­virk­som­hed, fel­tin­ge­ni­ør, eks­pert i eks­plo­si­ver, ikke engang læg­mands kon­spira­tions­te­o­re­ti­ker og uden de nød­ven­di­ge fær­dig­he­der til at søge via Goog­le eller Wikipe­dia? Hvor­fra hav­de han sit kend­skab til “mini-nukes”, og til, at et sådant våben var ble­vet brugt til at uds­let­te Sari Nigh­tclub på Bali?

Sva­ret er: fra det indo­ne­si­ske retsvæ­sen! Indo­ne­si­ske myn­dig­he­der var ble­vet sat under pres fra USA og hav­de anholdt Abu Bakar Bas­hir. Han blev stil­let for ret­ten i et områ­de, hvor rets­plej­en adskil­ler sig fra den, der udø­ves i far­ce­ag­ti­ge ame­ri­kan­ske stand­ret­ter, hvor afliv­ning eller en enkelt­bil­let til Guan­ta­na­mo Bay har erstat­tet civi­li­se­ret rets­ple­je. Selv om andre del­ta­gen­de i den luk­ke­de rets­sag i Indo­nesi­en givet­vis blev tvun­get til at under­skri­ve tavs­hed­ser­klæ­rin­ger om sagens ind­hold, var det ikke muligt at pålæg­ge sagens til­tal­te tavs­hed om, at han stod ankla­get for at have udløst en mini­a­tom­bom­be på Bali.

Da rets­sa­gen var slut, og Bas­hir var ble­vet fri­kendt, kend­te han natur­lig­vis sagens detal­jer og den “for­tro­li­ge og for­fær­de­li­ge sand­hed om et nuk­leart våben”, sand­he­den som eks­klu­sivt var mønt­et på patri­ci­er­ne i USA. Hvor­dan skul­le den­ne mand, hr. Bas­hir, i betragt­ning af hans alder, uddan­nel­se, pro­fes­sion, en mus­lim­sk gejst­lig med stør­re inter­es­se i at stu­de­re kor­a­nen end i at sur­fe på Inter­net­tet efter kon­spira­tions­te­o­ri­er, ellers nogen sin­de have fostret tan­ken: “mini­a­tom­bom­be”.

Her er et yder­li­ge­re indi­ci­um.

Måske erin­drer du, at den indo­ne­si­ske kri­mi­nal­ret (sta­dig under pres fra USA) til sidst fandt en for­rykt mand ved navn “Amrozi” og kend­te ham skyl­dig i Bali-bom­bin­gen. Over for ple­be­jer­ne blev dom­men for­mu­le­ret som kon­ven­tio­nel bomb­ning, over for patri­ci­er­ne som nuk­lear bomb­ning. Natur­lig­vis var vis­se indo­ne­si­ske poli­ti­ke­re langt fra til­fred­se med ken­del­sen. For de mest tæn­ken­de af dem opstod spørgs­må­let: Hvor­dan kun­ne en indo­ne­sisk bor­ger kom­me i besid­del­se af en mini­a­tom­bom­be? Da Indo­nesi­en ikke selv pro­du­ce­rer den slags våben, kun­ne det kun kom­me ude­fra.

Man­dag den 18. novem­ber 2002 udtal­te tals­man­den, Rais, for det indo­ne­si­ske par­la­ment, at han stil­le­de sig skep­tisk over for gyl­dig­he­den af poli­tiets kon­klu­sion: at Amrozi skul­le være hoved­man­den bag Bali-bomb­nin­gen, der kræ­ve­de mere end 187 liv. Rais blev støt­tet af tals­man­den, A. M. Fatwa, fra De dele­ge­re­des hus, som udtal­te: “Min samvit­tig­hed for­tæl­ler mig, at han ikke er ger­nings­man­den. Jeg tror ikke på, at Amrozi har for­ud­sæt­nin­ger­ne for at fore­ta­ge alt det, der er nød­ven­digt for dis­se bomb­nin­ger, såsom at kun­ne udlø­se en  mikro­a­tom­bom­be på Bali.”

En sådan udta­lel­se fra en patri­ci­er, en leden­de poli­ti­ker i et land med 200 mil­li­o­ner men­ne­sker vir­ker tro­vær­dig, og der er ingen grund til at betviv­le hans ord­valg, der var vir­ke­lig tale om en “mini-nuke”.

Efter­som Indo­nesi­en ikke er så føl­g­ag­tigt over for USA som Austra­li­en, var det ikke så lige­til at luk­ke mun­den på de loka­le poli­ti­ker­ne. Der var også en anden fak­tor, der bevir­ke­de at omta­len af en mini­a­tom­bom­be blev dys­set ned i Indo­nesi­en. Bali er et ver­den­skendt feri­e­pa­ra­dis og at afslø­re den for­fær­de­li­ge sand­hed over for almen­he­den vil­le brin­ge øens sta­tus som rekre­a­tivt områ­de til ophør i en uover­sku­e­lig frem­tid. Hold­nin­gen er for­stå­e­lig.

Det er et fak­tum, at almin­de­li­ge civi­li­ster ikke giver sig af med at kal­ku­le­re, hvor­når en strå­lings­do­sis er “sik­ker”, og uan­set hvad øvrig­heds­per­so­ner måt­te udta­le i rela­tion til sik­ker­he­den for strå­ling efter en atoms­præng­ning, vil de ikke bli­ve tro­et af almin­de­li­ge men­ne­sker. Det er sim­pelt­hen umu­ligt at for­kla­re læg­mand, at vis­se strå­lings­ni­veau­er er sik­re og andre er far­li­ge. Ale­ne ordet “strå­ling” skræm­mer de fle­ste fra vid og sans. Men fak­tisk pro­du­ce­re­de mini­a­tom­bom­ben på Bali (udløst i en mikro-indstil­ling) ikke et lang­va­rigt far­ligt niveau af radio­ak­tiv foru­re­ning af omgi­vel­ser­ne (den til 0,01 kilo­ton redu­ce­re­de atom­bom­be er meget for­skel­lig fra de tre gan­ge 150 kilo­ton atom­bom­ber, der blev udløst i Man­hat­tans klip­pe­grund, som man kan for­stå. Inden for få dage, var den reste­ren­de strå­ling fra mini­a­tom­bom­ben på Bali hen­fal­det til et meget lavt niveau, og i løbet af få uger var strå­lin­gen helt væk. Men dis­se tek­ni­ske facts over­be­vi­ser ikke menig­mand. Han vil altid opfat­te Bali og Tjer­no­byl som to sider af sam­me sag, dvs. som “stærkt foru­re­net” og Bali vil­le aldrig igen have gen­vun­det sin sta­tus af rekre­a­tivt områ­de.

En anden begi­ven­hed fortje­ner at bli­ve nævnt. Den davæ­ren­de indo­ne­si­ske præ­si­dent, Megawa­ti Sukar­no­put­ri, hav­de kort efter bomb­nin­gen en ræk­ke kon­sul­ta­tio­ner med højt­stå­en­de ame­ri­kan­ske embeds­mænd. På rej­sen hjem fore­tog hun et stop på Bali og udsted­te til­sy­ne­la­den­de en ræk­ke instruk­tio­ner. Kort efter blev over­fla­dejor­den i den umid­del­ba­re nær­hed af nul­punk­tet for spræng­nin­gen, såvel som rundt om den tid­li­ge­re Sari Nigh­tclub, fjer­net og begra­vet på en eller anden ukendt loca­tion (sand­syn­lig­vis kastet i en dyb­grav fra havet). Afgrav­nin­gen var påfal­den­de dyb.
Den kan kun være fore­ta­get af én bestemt grund: for at for­hin­dre uaf­hæn­gi­ge efter­for­ske­re i at sam­le prø­ver til detek­te­ring af de radio­ak­ti­ve iso­to­per, der optræ­der efter en kær­ne­vå­bens­præng­ning.

Her er nog­le yder­li­ge­re tek­ni­ske detal­jer, blot for at under­stre­ge, at det vir­ke­lig var et nuk­leart våben, der blev anvendt.

En offi­ci­el ver­sion af Bali-bomb­nin­gen, mønt­et på ple­be­jer­ne, var føl­gen­de: Der var tale om cir­ka 1 ton kon­ven­tio­nelt spræng­stof læs­set på et jeep-lig­nen­de køre­tøj. Lad­nin­gen deto­ne­re­de i umid­del­bar nær­hed af Sari Nigh­tclub og for­vold­te 187 døde og man­ge andres alvor­li­ge til­ska­de­komst. Nog­le af ska­der­ne skyld­tes en eks­plo­sions­brand, angi­ve­ligt for­år­sa­get af ordi­næ­re køk­ken­gas­be­hol­de­re i kvar­te­ret, hvor­ved byg­nin­ger i omgi­vel­ser­ne eks­plo­de­re­de og en omfat­ten­de brand udvik­le­de sig.
Der ver­se­rer natur­lig­vis en “for­tro­lig” udlæg­ning af begi­ven­he­den, mønt­et på patri­ci­er­ne. Den vil vide (som sandt er), at det var en mini­a­tom­bom­be, der blev udløst på sin lave­ste spræng­kraft (alle mini­a­tom­bom­ber har vari­a­bel spræng­kraft med mini­mum omkring 0,01 til 0,015 kilo­ton). Vide­re for­tæl­ler den­ne for­tro­li­ge ver­sion, at bom­ben til­hør­te og var anbragt af “Al-Qae­da” (hvil­ket til gen­gæld er usandt).

Hvor­for var Bali-bomb­nin­gen ikke en kon­ven­tio­nel spræng­ning?

1. Bombens sprængkraft

Vi har i den gene­rel­le ind­led­ning alle­re­de for­kla­ret, hvor­for bil­bom­ber ikke efter­la­der et kra­ter. Men Bali-bom­ben efter­lod et kra­ter. Bil­le­det her­un­der viser et indis­kuta­belt kra­ter­for­met hul i jor­den. Der­for var bil­le­det ikke til­tænkt offent­lig­he­den.


Det­te bil­le­de blev aldrig vist igen på Tv! Foto: Inter­net­tet

 

Bil­le­det af kra­te­ret blev ikke fri­gi­vet som en enkelt­stå­en­de illu­stra­tion. Det blev, for­modent­lig ved et slip i over­våg­nin­gen af medi­er­ne, vist på en Tv-kanal og opta­get af en seer. Det er aldrig ble­vet vist igen. Nog­le gan­ge kan en enkelt bil­led­ram­me eller en uover­lagt udta­lel­se være til­stræk­ke­ligt til at afslø­re sand­he­den. Her ser vi tyde­ligt et vand­fyldt kra­ter. Det kun­ne aldrig være opstå­et ved spræng­ning af 1 ton tro­tyl (eller mere) i et “jeep-lig­nen­de køre­tøj”. Det­te kra­ter blev frem­bragt af en lad­ning, der var pla­ce­ret kort under gade­ni­veau. Bom­ben for­vold­te bety­de­ligt stør­re øde­læg­gel­ser end 1 ton sim­pel tro­tyl vil­le kun­ne.
Kig nøje på kra­te­ret. Efter­for­sker­ne er ved at måle dia­me­te­ren i et for­søg på at bereg­ne kraf­ten af spræng­nin­gen. Dia­me­te­ren er tyde­lig­vis min­dre en de 17 meter, vi har nævnt i de ind­le­den­de data som typi­ske for en mini­a­tom­bom­be på 0,01 kilo­ton, men “17 m” er under for­ud­sæt­ning af, at bom­ben er pla­ce­ret fra 5–10 meter under over­fla­den. I det­te til­fæl­de var bom­ben anbragt gan­ske tæt på gade­ni­veau, måske 1–2 meter, så kra­te­ret blev affla­det og min­dre dybt.


Det­te bil­le­de af en bil fra Bali i 2002 afslø­rer en typisk effekt ved nuk­lea­re spræng­nin­ger. Foto: Inter­net­tet

 

Bilen blev ramt af var­me­fron­ten efter atom­bom­bens ild­kug­le, og for­di var­me­strå­lin­gen udbre­des radiært fra nul­punk­tet, efter­la­der den typisk alle “skyg­ge­om­rå­der” urør­te. Der­for er bilens lak intakt på den afskyg­ge­de side. Bil­le­der af halvt afsved­ne biler o.a. er en sik­ker indi­ka­tion for intens, radiær var­me­strå­ling – i mod­sæt­ning til flam­mer. Flam­mer er bræn­den­de gas, der omslut­ter alle sider af et emne. Fæno­me­net optræ­der ikke ved kon­ven­tio­nel­le deto­na­tio­ner. Ild­kug­lens og var­me­fron­tens udbre­del­se er ultra hur­tig, og ultra kort. Der­for svi­des kun lak­ken på den udsat­te side, og påvirk­nin­gen er for kortva­rig til at sæt­te ild i fx dæk­ke­ne.

Egent­lig kun­ne ger­nings­mæn­de­ne have anbragt mini­a­tom­bom­ben over jor­den. De kun­ne let have gemt den i en byg­ning, fx i anden sals høj­de. Så vil­le der natur­lig­vis intet kra­ter være opstå­et. Til gen­gæld vil­le ska­der­ne have været  bety­de­ligt mere omfat­ten­de. Men åben­bart ønske­de bom­be­mæn­de­ne ikke, at deres atoms­præng­ning skul­le bli­ve alt for tyde­lig som sådan. Den var pri­mært bereg­net til at gøre ind­tryk på patri­ci­er­ne, ikke til at skræm­me befolk­nin­gen fra vid og sans. Hvis bom­ben var ble­vet udløst fx ti meter over jor­den, vil­le ikke blot øvrig­he­den, men også almin­de­li­ge men­ne­sker have ind­set, at det var en atom­bom­be, og det var næp­pe hen­sig­ten, må vi gå ud fra. Under alle omstæn­dig­he­der maske­re­de den aktu­el­le pla­ce­ring i pas­sen­de omfang de visu­el­le tegn på en atom­bom­be.
Hvad bevi­ser kra­te­ret? Ikke nød­ven­dig­vis, at det var en atom­bom­be. Men det ude­luk­ker med sik­ker­hed en bom­be i et “jeep-lig­nen­de køre­tøj”, og bevi­ser der­med, at den offi­ci­el­le ver­sion var løgn fra begyn­del­sen. Hvor­for lyve? Eller kun­ne myn­dig­he­der­ne have været i god tro om, at det var en vir­ke­lig bil­bom­be? Næp­pe. Alle mili­tæ­re bom­be­kyn­di­ge ved, at en spræng­lad­ning skal være gra­vet ned for at kun­ne frem­brin­ge et kra­ter. Så hvor­for for­tal­te man, at det var en bil­bom­be? Al-Qae­da ver­se­re­de i medi­er­ne som en bekvem syn­de­buk. Hvis nogen den­gang sag­de “bil­bom­be”, tænk­te den ydmy­ge medi­e­for­bru­ger som en anden Pav­lovs hund: “isla­misk ter­ror”. Bom­be­mæn­de­ne fik den efter­trag­te­de opmærk­som­hed hos bestem­te beslut­nings­ta­ge­re i USA, og myn­dig­he­der­ne på Bali fik luk­ket histo­ri­en og red­det deres feri­e­pa­ra­dis.

Eks­per­ter ved, at den stør­ste kon­ven­tio­nel­le bom­be (pr. 2012) er luftbå­ren og med­brin­ger en lad­ning på 10 tons spræng­stof. Når en sådan bom­be deto­ne­rer i et byom­rå­de, ryd­der den en hel gade af tra­di­tio­nel­le byg­nin­ger, bestå­en­de af mur­sten eller af sam­men­stil­le­de beto­n­e­le­men­ter. Byg­nin­ger for­stær­ket med stål eller med gen­nem­ført jer­n­be­ton øde­læg­ges i min­dre omfang. Her taler vi om mak­si­ma­le øde­læg­gel­ser fra den stør­ste kon­ven­tio­nel­le bom­be. Den er præ­cis ækvi­va­lent med 0,01 kilo­ton TNT – hvil­ket er den lavest muli­ge spræng­kraft med en mini­a­tom­bom­be.

Ver­sio­nen for ple­be­jer­ne hæv­der, at Bali-bom­ben kun var på 1 ton kon­ven­tio­nelt spræng­stof. De austral­ske poli­ti­folk, der fra star­ten var med til at mar­keds­fø­re den­ne ver­sion for almen­he­den, må have været smar­te nok til at ind­se, at bom­ben hav­de været ti gan­ge stør­re, og at løs­nin­gen på pro­ble­met: at arran­ge­ret 10 tons kon­ven­tio­nelt spræng­stof i et min­dre jeep-agtigt køre­tøj – var af gud­dom­me­lig natur. Trods den­ne logik fast­holdt de i deres omta­ler loy­alt: “1 ton kon­ven­tio­nelt spræng­stof”.
De fore­lig­gen­de ska­der vid­ne­de påtræn­gen­de om noget meget kraf­ti­ge­re, ikke ulig en kali­ber på 0,01 kilo­ton. Radi­us fra nul­punk­tet, inden for hvil­ken alle byg­nin­ger var kom­plet øde­lag­te, og radi­us for bestem­te ska­der på mure, tage etc. mere end anty­de­de, at mindst én luftbå­ren bom­be af den nævn­te kali­ber skul­le have være brugt mod Sari Nigh­tclub (om ikke sna­re­re 2 sam­ti­dig.). Ingen med kend­skab til spræng­stof­fer og deres effekt vil­le seri­øst hæv­de, at en kon­ven­tio­nel bom­be på 1 ton kun­ne for­år­sa­ge, at ti tre­e­ta­gers byg­nin­ger kol­lap­se­de fuld­stæn­digt i en afstand af 200 meter og yder­li­ge­re, at eta­ge­ad­skil­lel­ser­ne faldt ned i en afstand af 500 meter fra spræng­nings­ste­det.

2. Antallet af døde og sårede

Det er på sin plads at gen­nem­gå nog­le umid­del­ba­re udsagn for at for­nem­me, hvad der ske­te den aften og nat, ikke mindst på kon­to­en for døde og sår­e­de. Her er én af de aller­før­ste nyheds­rap­por­ter om bomb­nin­gen: Fox News, Okto­ber 13, 2002:

BALI, Indo­nesi­en – To ame­ri­ka­ne­re var blandt de 188 klub­gæ­ster – man­ge af dem turi­ster fra udlan­det – der blev dræbt på Bali lør­dag aften i en dob­belt ter­r­or­bomb­ning, har Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et bekræf­tet over for Fox News. Ø-para­di­set var en kao­tisk flugts­ce­ne efter bomb­nin­gen (mulig­vis med for­bin­del­se til Al-Qae­da), som sår­e­de mere end 300. Tre ame­ri­ka­ne­re var blandt de ram­te …


Når der tales om “dob­belt” er det ikke for­kert, efter­som der fak­tisk var tre bomb­nin­ger. Foto: Inter­net­tet

 

To kon­ven­tio­nel­le min­dre bomb­nin­ger udfør­tes sam­ti­dig på to andre loka­tio­ner, en af dem var en selv­mord­s­bom­ber i Paddy’s Bar (tæt ved Sari Nigh­tclub), en anden bom­be blev udløst i nær­he­den af det ame­ri­kan­ske kon­su­lat. Dis­se bom­ber med­før­te ingen ska­de på andre og kom kun til at tje­ne som distrak­tion i for­hold til hoved­bomb­nin­gen mod Sari Nigh­tclub. Til­sy­ne­la­den­de hav­de et antal isla­misk tro­en­de, der men­te, at de kæm­pe­de for en ærlig sag, for­be­redt 3 bom­ber, som de vil­le udlø­se et til­sva­ren­de antal ste­der på Bali, men i til­fæl­det Sari Nigh­tclub, var det lyk­ke­des Mos­sad at “udbyg­ge” angre­bet med en mini­a­tom­bom­be, og da de over­le­ven­de mus­li­mer blev pågre­bet (de var givet­vis kendt af Mos­sad i for­vej­en, om ikke lige­frem anstif­tet af ara­bi­sk udse­en­de agen­ter som Mike Hara­ri), kom hele bom­be­ak­tio­nen til at frem­stå som et mus­lim­sk pro­jekt. I et vist omfang kom den­ne kulis­se til at vir­ke lige så tro­vær­dig, som for­kla­rin­gen om, at 2 kapre­de allu­mi­ni­ums­fly var i stand til at skæ­re gen­nem stå­l­fa­ca­der­ne i Wor­ld Tra­de Cen­ter, som en varm kniv gen­nem smør! Logik kan være insi­ste­ren­de (og til­sva­ren­de upå­ag­tet).

Men der er fle­re inter­es­san­te tek­ni­ske detal­jer.

Nyheds­indsla­get oven­for sat­te ofre­ne til “188 døde” og “mere end 300” sår­e­de (hvoraf mere end halv­de­len vil­le dø inden for 1–3 dage og de fle­ste af dem sene­re). Som enhver kan se, er dødstal­let over­ra­sken­de højt. Det er alt for højt og helt ufor­kla­ret (hvis en kon­ven­tio­nel lad­ning for­ud­sæt­tes). Det er fak­tisk ikke muligt på én gang at dræ­be et par hund­re­de og såre andre 300 med en 1.000 kg kon­ven­tio­nel spræng­lad­ning på en jeep eller et lig­nen­de køre­tøj i fri luft, uan­set hvor tæt en fol­ke­mæng­de, der befin­der sig rundt om. Selv med den onde­ste vil­je vil­le det være umu­ligt at begå et mas­sed­rab af de dimen­sio­ner inden for ram­mer­ne af den offi­ci­el­le udlæg­ning.

Døds­ra­ten var enty­digt kon­se­kven­sen af et mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben. Selv den tid­li­ge­re nævn­te 10 tons fabriks­frem­stil­le­de kon­ven­tio­nel­le bom­be vil­le ikke, selv om den blev drop­pet midt i en “pak­ket” Sari Nigh­tclub, kun­ne dræ­be og såre så man­ge men­ne­sker, som blev dræbt og sår­et i det vir­ke­li­ge til­fæl­de, og det uan­set, at 10 tons kon­ven­tio­nelt spræng­stof og 0,01 kilo­ton TNT er to udtryk for præ­cis sam­me spræng­kraft.
En atom­bom­be dræ­ber ikke kun på grund af kraf­ten fra spræng­nin­gen, men gen­nem mindst to yder­li­ge­re destruk­ti­ve fak­to­rer, hvil­ket hæver det­te våben til sta­tus af mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben. En atom­bom­be dræ­ber gen­nem en enorm tryk­bøl­ge og yder­li­ge­re gen­nem var­me­strå­ling og radio­ak­tiv strå­ling.

Når man ind­dra­ger dis­se yder­li­ge­re dræ­ben­de fak­to­rer, er det nem­me­re at for­stå, at dødstal­let var så højt. Inden for den såkald­te “dræ­ben­de zone”, hvor alle til­ste­de­væ­ren­de omkom­mer med en sand­syn­lig­hed af 99%, bli­ver man enten offer for tryk­ket, og ellers for var­men eller den radio­ak­ti­ve strå­ling, eller alle påvirk­nin­ger­ne i kom­bi­na­tion. Så fle­re men­ne­sker, der ikke blev dræbt øje­blik­ke­ligt af tryk­ket (den kon­ven­tio­nel­le dræ­ber), døde af for­bræn­din­ger eller af strå­lings­sy­ge (højst sand­syn­lig af kom­bi­na­tio­nen) inden for 1–3 dage, og end­nu fle­re døde inden for de føl­gen­de par uger. Det er de kend­te effek­ter og spor efter et nuk­leart våben.

For øvrigt – tal­let 188, der blev leve­ret af austral­ske poli­ti­folk, må gæl­de de umid­del­bart iden­ti­fi­cer­ba­re, idet uaf­hæn­gi­ge efter­for­ske­re hæv­der, at der kun­ne have været op til 300 men­ne­sker, der blev dræbt på ste­det, men de var brændt og ska­det ud over enhver mulig­hed for gen­ken­del­se. Deri er ikke med­reg­net de per­so­ner, der stod i umid­del­bar nær­hed af nul­punk­tet og som gan­ske enkelt for­dam­pe­de uden at efter­la­de sig spor.
Det føl­gen­de er en kom­men­tar fra en af de mest pro­mi­nen­te uaf­hæn­gi­ge efter­for­ske­re af Bali-atom­bomb­nin­gen – nu afdø­de Joe Vialls, hvis modi­ge arti­kel om kata­stro­fen oven i købet blev for­søgt publi­ce­ret af en stør­re indo­ne­sisk avis som for­si­dear­ti­kel (hele opla­get fra den pågæl­den­de dag blev taget af hyl­der­ne inden mid­dag og destru­e­ret efter ordre fra rege­rin­gen):

… tal, der er til rådig­hed i øje­blik­ket, viser, at mindst 40 austra­li­e­re sta­dig mang­ler, 30 bri­ti­ske, 7 tyske, 3 fran­ske og mulig­vis 6 newze­alæn­de­re [man må hel­ler ikke glem­me at til­læg­ge de hund­re­der af ind­fød­te indo­ne­se­re, der også for­modes at have opholdt sig i nær­he­den]. Jeg ved, at det­te lyder brutalt, men hvis dis­se tal blot er i nær­he­den af at være præ­ci­se, så må Balis offent­li­ge myn­dig­he­der lig­ge inde med 86 x 55 kg kro­p­s­de­le (af krop­pe af gen­nem­snit­lig stør­rel­se, inden væsket­ab og hen­fald). Lad og være gene­rø­se og til­la­de en fuld 30% reduk­tion efter væsket­ab og hen­fald, og resul­ta­tet bli­ver, at myn­dig­he­der­ne i øje­blik­ket må have mindst 7.224 lb (3,28 tons) kro­p­s­de­le på lager ven­ten­de på iden­ti­fi­ka­tion …”

Det er ind­ly­sen­de, at 3.280 kg for­kul­le­de (f-o-r-k-u-l-l-e-d-e) men­ne­ske­de­le let kan hid­rø­re fra mindst 100 for­skel­li­ge per­so­ner, og hvem kan sæt­te græn­sen. Antal­let af afdø­de eje­re til dis­se rester kun­ne være et par tusin­de eller fle­re.

Lad mig i jag­ten på et mere præ­cist dødstal næv­ne yder­li­ge­re spar­somt publi­ce­ret infor­ma­tion om Bali-bomb­nin­gen 2002. Jeg går ud fra, at det står læse­ren klart, at mas­se­me­di­er­ne i deres hen­ven­del­ser til ple­be­jer­ne, aldrig vil­le give sig af med at opda­te­re antal­let af dræb­te, der dagen efter for­bry­del­sen blev opgjort til slet og ret “188”. Men selv “188 døde” plus “mere end 300 sår­e­de” var skræm­men­de nok. Dis­se tab anty­der alle­re­de for den enga­ge­re­de læser, at et mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben var invol­ve­ret. Man må gå ud fra, at patri­ci­er­ne ikke var for­nø­je­de med, at tal af den stør­rel­ses­or­den over­ho­ve­det blev offent­lig­gjort. De hav­de fore­truk­ket at til­slø­re alt, men uhel­dig­vis for dem var det for sent – tal­le­ne var i omløb.

Det ende­li­ge antal dræb­te er aldrig ble­vet oplyst, og i dag (2012), 10 år efter – gæl­der sta­dig: “188 dræb­te” og “mere end 300 sår­e­de”. Det er aldrig kom­met frem i medi­er­ne, at de fle­ste af de “mere end 300 sår­e­de” døde inden for et par dage efter bomb­nin­gen, og der­med dra­ma­tisk for­hø­je­de dødstal­let. De ikke fund­ne (sav­ne­de) er hel­ler aldrig ble­vet føjet til det offi­ci­el­le dødstal. Det sto­re antal døde og sår­e­de af den ind­fød­te befolk­ning hel­ler ikke. Det er sand­syn­ligt, at det tota­le dødstal kan andra­ge fle­re tusin­de. Men det vil­le være for meget at hånd­te­re for de kon­trol­le­ren­de kræf­ter.

Var de san­de tal ble­vet offent­lig­gjort, vil­le de over for ple­be­jer­ne i ste­det for at vise onde mus­li­mers påstå­e­de bruta­li­tet vise det mod­sat­te. Uag­tet hvor onde vis­se mus­li­mer måt­te være, er de ikke i besid­del­se af mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben, og kun et sådant våben kan for­år­sa­ge de omfat­ten­de tab­stal, der fulg­te med Bali-bomb­nin­gen.

Lad os kig­ge på nog­le artik­ler i for­sø­get på at opda­te­re det oprin­de­li­ge dødstal ud fra egne skøn. Her er en af artik­ler­ne: “To newze­alæn­de­re er bekræf­tet døde efter Bali-bomb­nin­gen. Kl. 5:00 ons­dag mor­gen, den 16. okto­ber 2002 (artik­len er tem­me­lig lang, så her føl­ger nog­le uddrag. De frem­hæ­ve­de pas­sa­ger er for dem, der vil øve sig i at læse mel­lem linjer­ne):

… Ven­ner og fami­lie, bl.a. fra New Zealand, står over for den tun­ge opga­ve at skul­le iden­ti­fi­ce­re kære slægt­nin­ge, der blev dræbt ved spræng­nin­gen. Man­ge af lige­ne er alvor­ligt for­brænd­te. Sent i går begyn­de slægt­nin­ge at ankom­me til Balis hoved­by, Den­pa­s­ar. De står over for et maka­ber skue på Sang­lah hospi­ta­lets lig­hus, hvor­til lig­po­ser i går gen­nem fle­re timer blev over­ført fra køle­vog­ne, så ind­hol­det kan bli­ve iden­ti­fi­ce­ret.

Newze­aland­ske diplo­ma­ter fra ambas­sa­den i Jakar­ta fore­stod den tun­ge opga­ve at kon­trol­le­re lig­po­ser­nes mær­ke­sed­ler, eller, hvor mær­ke­sed­ler­ne var revet af, at åbne poser­ne for at iden­ti­fi­ce­re rester­ne.

Udsend­te Nigel Alla­dy­ce udtal­te om hospi­tals­sce­nen gene­relt: “Jeg tror, at man­ge er nødt til at bli­ve iden­ti­fi­ce­res gen­nem rets­me­di­cin­ske meto­der, for så vidt jeg kan se, er langt de fle­ste for­kul­let ud over enhver gen­ken­del­ses­mu­lig­hed.” Hr. Alla­dy­ce udtal­te vide­re, at nog­le krop­pe var ukom­plet­te, og at lig­po­ser­ne kun inde­holdt lig­de­le. Austra­li­en har sendt ekstra rets­me­di­cin­ske hold og bede­mænd til Bali, men det fryg­tes, at en del krop­pe aldrig vil kun­ne rekon­stru­e­res.

Der kan sta­dig være uiden­ti­fi­ce­re­de lig – og jeg er ked af at måt­te udtryk­ke det så vold­somt – men man­ge opholdt sig meget tæt på det sted, hvor bom­ben blev udløst, og krop­pe­ne er ble­vet søn­der­delt,” udtal­te Austra­li­ens uden­rigs­mi­ni­ster Ale­xan­der Dow­ner i går efter at have besøgt ste­det for bomb­nin­gen.

De fle­ste døde er austra­li­e­re, men det for­modes, at per­so­ner fra omkring to dusin (24) lan­de er ble­vet dræbt. New Zealands mini­ste­ri­um for frem­me­de anlig­gen­der og han­del udta­ler, at ingen sår­e­de newze­alæn­de­re er ble­vet efter­ladt på Bali. Seks blev evaku­e­ret til Darwin af Roy­al Austra­li­an Air For­ce, og andre søg­te til Sin­ga­po­re og Taipei.

Mini­ste­ri­et søger sta­dig yder­li­ge­re infor­ma­tion om 340 per­so­ner, der for­modes at befin­des sig på Bali og som end­nu ikke har kon­tak­tet ven­ner eller pårø­ren­de

Omkring 769 newze­alæn­de­re, der opholdt sig på feri­eø­en, er bekræf­tet at være i live og raske …

Hr. Par­ker var født i Timaru, men boe­de en tid i Wel­ling­ton, hvor han arbej­de­de som salgs­re­præ­sen­tant for ener­gi­drik-pro­du­cen­ten Frucor Bevera­ges. Efter ulyk­ken blev Hr. Par­ker ind­skre­vet på Sang­lah Hospi­tal. Nu figu­re­rer han på en liste fra hospi­ta­lets Balis Cri­sis Cen­tre som en af de 35 per­so­ner, der døde der

Læser vi artik­len med kri­ti­ske øjne, står føl­gen­de klart:

Efter den ind­le­den­de ind­sam­ling af iden­ti­fi­cer­ba­re lig umid­del­bart efter spræng­nin­gen, kan det anta­ges, at det bekræf­te­de antal døde var 188 (sand­syn­lig­vis inklu­de­ren­de iden­ti­fi­cer­ba­re indo­ne­se­re).

Men, så sent som den 16. okto­ber (dvs. 3½ dag efter en så vid­træk­ken­de begi­ven­hed) var der sta­dig ale­ne 340 newze­alæn­de­re, som end­nu ikke hav­de kon­tak­tet deres fami­li­er (austra­li­e­re er ikke talt med, skønt de besø­ger Bali i langt stør­re antal end newze­alæn­de­re, og hel­ler ikke turi­ster fra fle­re andre lan­de, Sin­ga­po­re, Euro­pæ­i­ske lan­de, Rusland, Japan, Korea, USA, Cana­da, og selv­føl­ge­lig indo­ne­ser­ne selv).

Det er rime­ligt at anta­ge, at de ulyk­ke­li­ge 340 newze­alæn­de­re hel­ler ikke sene­re vil­le kon­tak­te deres fami­li­er, fak­tisk aldrig! … for enten blev de for­puf­fet, eller de blev redu­ce­ret til aske eller revet i tusin­de styk­ker og brændt, så de ikke var gen­ken­de­li­ge.

Døds­ra­ten blandt de sår­e­de var ekstremt høj. Ud af de mere end 300 sår­e­de, døde 35 ret hur­tigt på blot et enkelt bali­ne­sisk hospi­tal, mens man­ge andre døde på andre hospi­ta­ler, og man­ge døde sene­re – selv efter at være bragt til hospi­ta­ler i Austra­li­en, Sin­ga­po­re og Taiwan, endog på vej­en der­til.

Man kan slut­te ana­logt og for­sø­ge at gæt­te det til­sva­ren­de antal “sav­ne­de” austra­li­e­re, der aldrig vil kon­tak­te deres fami­li­er (alt­så ud over de for­holds­vis intak­te lig, der blev fun­det og var ble­vet bekræf­tet).
Hvis der mang­le­de 340 newze­alæn­de­re, kan raten for austra­li­e­re nemt have været 1.000 eller fle­re. Austra­li­er­ne er lang fle­re, og de er for­holds­mæs­sigt hyp­pi­ge­re besø­gen­de på Bali end newze­alæn­der­ne. Inden­for i Sari Nigh­tclub ale­ne (hvor enhver må anta­ges at være for­dam­pet, vi taler end ikke om for­kul­ning) var der ale­ne på dan­se­gul­vet mindst 300 men­ne­sker, og de fle­ste var austra­li­e­re. Her er et bekræf­ten­de citat fra artik­len “The last dan­ce”, hvor en fod­bold­spil­ler udtal­te sig om Sari Nigh­tclub:

… I Sari Club var dan­se­gul­vet pak­ket med mel­lem 300 og 350 per­so­ner, omkring 80 pro­cent var austra­li­e­re …”

Så vi taler om mindst 240 austra­li­e­re, der må for­modes at være for­s­vun­det spor­løst på grund af kort afstand til atom­bom­bens nul­punkt. Til­læg yder­li­ge­re nog­le få hund­re­de austra­li­e­re, der kan have opholdt sig i nær­om­rå­det af Sari Nigh­tclub og må være for­kul­let (dvs. for­s­vun­det uden mulig­hed for iden­ti­fi­ka­tion). Dra­ger vi en for­holds­mæs­sig paral­lel til 340 “sav­ne­de” newze­alæn­de­re, må der mindst have mang­let 1500 austra­li­e­re, af hvil­ke nog­le sene­re vil­le kun­ne iden­ti­fi­ce­res ud af de 3,28 tons men­ne­ske­re­ster, der afven­te­de iden­ti­fi­ka­tion på et kølela­ger.

Til­føj til det­te esti­mat antal­let af sand­syn­ligt sav­ne­de taiwa­ne­se­re, kore­a­ne­re, sin­ga­po­re­a­ne­re, euro­pæ­e­re, ame­ri­ka­ne­re, cana­di­e­re, japa­ne­re og andre. Til­føj et kor­re­spon­de­ren­de antal sav­ne­de indo­ne­se­re, hvoraf nog­le, der boe­de på iso­le­re­de min­dre øer med dår­li­ge kom­mu­ni­ka­tions­for­hold, var taget til Bali for at tje­ne pen­ge som ure­gi­stre­ret arbejds­kraft, tje­ne­re, kok­ke, opva­ske­re, etc.

Efter at have esti­me­ret det muli­ge antal af sav­ne­de + bekræf­te­de antal døde + antal­let af dem, der vil­le dø ud af de “mere end 300 sår­e­de” (de fle­ste vil­le dø inden for kort tid) – er det muligt at anlæg­ge et kva­li­fi­ce­ret gæt på det tota­le antal af ofre:

Der blev skøns­mæs­sigt dræbt mere end 3.000 men­ne­sker ved Bali-bomb­nin­gen i 2002 og ikke kun “188”, som det hæv­de­des den føl­gen­de dag efter den umid­del­ba­re opreg­ning af iden­ti­fi­cer­ba­re lig (og er ble­vet det lige siden).

Man kan ven­de argu­men­ta­tio­nen og anskue pro­ble­met på føl­gen­de måde. Der blev efter enhver logisk vur­de­ring udløst en mini­a­tom­bom­be på 0,01 kilo­ton. Det­te våbens radi­us for dræ­ben­de radio­ak­tiv strå­ling er ca. 315 meter.
Det er sand­syn­ligt, at der inden for det til­sva­ren­de cir­ku­læ­re are­al (0,31 km2) med nul­punk­tet som cen­trum kan have opholdt sig tusind­vis af men­ne­sker. Det er klart, at kon­cen­tra­tio­nen har været højest omkring for­ly­stel­ses­ste­der­ne. Da zonen for 50% døde­lig­hed af den radio­ak­ti­ve strå­ling når ud til 250 meter, ram­mes ikke alle nød­ven­dig­vis direk­te af den ful­de strå­ling, men læg der­til, at var­me­strå­lin­gen og chok­bøl­gen hver for sig yder­li­ge­re med­fø­rer 50% døde­lig­hed inden for en radi­us af 60 meter. De ofre, der ikke dør på ste­det, vil sene­re dø af deres strå­lings­ska­der eller andre kom­pli­ka­tio­ner, nedstyr­te­de byg­nin­ger, for­bræn­din­ger m.v.

Lad os kig­ge på nog­le fle­re vid­ners for­kla­rin­ger.

Alle byg­nin­ger i nær­he­den kol­lap­se­de, biler­ne væl­te­de omkuld og dele fra byg­nin­ger­ne faldt ned over dem,” for­tal­te en til­ste­de­væ­ren­de uden at oply­se, hvor han kom fra. “Jeg har aldrig set noget så gru­fuldt.”

Hvad tæn­ker du nu: kan “alle byg­nin­ger i nær­he­den kol­lap­se og biler væl­te omkuld” … på grund af 1 ton eks­plo­si­ver? Ikke i det vir­ke­li­ge liv. Selv­føl­ge­lig var der tale om en nuk­lear udlad­ning og intet andet.

The Guar­di­an, 13. okto­ber 2002, 14:34:
Den austral­ske turist Rachel Hug­hes, 18, for­tal­te, at hun og hen­des kære­ste net­op var ankom­met til Kuta, da spræng­nin­gen rase­re­de nat­klub­ben og knu­ste vin­du­er­ne i deres hotel­rum. “Da vi kig­ge­de ud … råb­te og skreg folk … De vil dø alle sam­men,” sag­de hun (they are all going to die) … I Boun­ty Hotel­lets foy­er “var folk lige begyndt at kom­me ind, blø­de­n­de og med for­bræn­din­ger i ansig­tet, hvor huden var ved at fal­de af,” for­tal­te hun til Australia’s Seven Net­work.

Det­te udsagn er end­nu tyde­li­ge­re. Læs mel­lem linjer­ne. Uan­set hvor kraf­tig en kon­ven­tio­nel deto­na­tion er, vil den ikke i sig selv pro­du­ce­re næv­ne­vær­dig var­me og ingen flam­mer. Den pro­du­ce­rer hede gas­ser fra den kemi­ske pro­ces, og dis­se gas­ser eks­pan­de­rer i alle ret­nin­ger ud fra nul­punk­tet og omsæt­tes til en chok­bøl­ge gen­nem luf­ten. Hvis nogen skul­le befin­de sig tæt på, vil pågæl­den­de bli­ve dræbt af den meka­ni­ske påvirk­ning fra bøl­gen. Lidt læn­ge­re ude er var­men afta­get, men ram­mes man af chok­bøl­gen kan det sta­dig være fata­lt. På yder­li­ge­re afstand vil men­ne­sker bli­ve kastet til jor­den og evt. pådra­ge sig gra­nat­chok-syn­drom, men i alle stør­re afstan­de vil påvirk­nin­gen fra chok­bøl­gen være … ja, cho­ke­ren­de!, men ingen vil lide alvor­lig ska­de.

Den afgø­ren­de for­skel er, at – ingen bli­ver for­brændt af en kon­ven­tio­nel deto­na­tion (hvis den ikke er kom­bi­ne­ret med napalm, fos­for eller andre pyro­ke­mi­ske mid­ler, eller fx slår hul på et brænd­sto­fla­ger, og væsken antæn­des af opstå­e­de gni­ster).

Beskri­vel­ser­ne oven­for: “for­bræn­din­ger i ansig­tet” og “huden var ved at fal­de af”, mens de ulyk­ke­li­ge ofre end­nu var i stand til at hol­de sig oprej­ste, afslø­rer, at de hav­de været udsat for den kortva­ri­ge, inten­se var­me­strå­ling, som også ram­te fx køre­tø­jer og efter­lod dem afsve­det på den ene side. Den slags for­bræn­ding kan kun fore­kom­me ved en nuk­lear spræng­ning i fri luft (her sidestil­les effek­ten af en få meter ned­gra­vet mini­a­tom­bom­be med spræng­ning i fri luft).

Den 18-åri­ge piges udsagn er det stær­ke­st tæn­ke­li­ge bevis for, at der var en mini­a­tom­bom­be invol­ve­ret. Men det vig­tig­ste er, at Rachel Hug­hes (jødisk navn), uden til­sy­ne­la­den­de at være kva­li­fi­ce­ret som civil­for­svars- eller mili­tær spe­ci­a­list, var i stand til at fast­slå, at alle dis­se men­ne­sker, som i det mind­ste ikke var syn­ligt ska­det i et omfang, så de ikke kun­ne gå selv – ikke desto min­dre, efter hen­des opfat­tel­se – var dømt til at dø. Hvor­dan kun­ne den­ne 18-åri­ge pige være så sik­ker på, at alle vil­le dø?

Den ene­ste logi­ske for­kla­ring er, at nogen i for­vej­en hav­de for­talt hen­de, at der i vir­ke­lig­he­den var tale om en nuk­lear spræng­ning, og at alle ofre, selv om de end­nu kun­ne gå, ikke blot hav­de været udsat for ter­misk strå­ling i et omfang, så deres hud faldt af; de hav­de også været udsat for en døde­lig dosis af joni­se­ret strå­ling. Anden for­kla­ring fin­des næp­pe på den­ne pro­fe­ti­ske skar­psin­dig­hed i en 18-årig piges udta­lel­se.

[Vi ved, at jødi­ske per­so­ner blev adva­ret via Inter­net­tet for­ud for atten­ta­tet mod Wor­ld Tra­de Cen­ter, og der var – trods efter­føl­gen­de stri­be­vis af fal­ske medie­kon­struk­tio­ner, der skul­le give ind­tryk af det mod­sat­te – ingen jødi­ske ofre for 9/11, måske med net­op én enkelt per­sons und­ta­gel­se.]

Det er åben­bart, at de austral­ske poli­ti­folk beslut­te­de at skju­le sand­he­den om en nuk­lear spræng­ning. Men udvalg­te kred­se var bed­re infor­me­ret, og Rachel Hug­hes hav­de det held at være blandt de ini­ti­elt ind­vie­de. Hen­des besyn­der­li­ge for­ud­si­gel­se vil­le ikke desto min­dre gå i opfyl­del­se: alle de for­brænd­te, der sam­ti­dig var ble­vet udsat for radio­ak­tiv strå­ling på 500 R eller mere, vil­le alle dø. Døds­fal­de­ne vil­le begyn­de at ind­træf­fe 2.-dagen efter bestrå­lin­gen, og de vil­le fort­sæt­te gen­nem de føl­gen­de 2 uger. 

Den næste spe­ci­el­le udta­lel­se er den kujo­n­ag­ti­ge austral­ske rege­rings offi­ci­el­le. Man var ban­ge for at skræm­me ple­be­jer­ne med sand­he­den om den nuk­lea­re bomb­ning. Rege­rin­gens brug af bestem­te ord afslø­rer, at der ikke er tale om en kon­ven­tio­nel bom­be:

Inden for 10–15 sekun­der efter den før­ste spræng­ning i Paddy’s Bar, udlø­stes en vold­som bom­be for­an Sari Club … Deto­na­tio­nen fri­gjor­de en enorm ener­gi i form af hede gas­ser, lys og en tryk­bøl­ge, der øde­lag­de alt, sat­te alt i brand og resul­te­re­de i den omfat­ten­de øde­læg­gel­se, man kun­ne iagt­ta­ge ved Sari Club.  Spræng­nin­gens styr­ke kan ansku­e­lig­gø­res ved, at den kun­ne høres op til 15 km væk.

Her et andet afslø­ren­de ord­valg fra en turist på Bali, der til­med hav­de ople­vet bomb­nin­ger­ne i Lon­don i 90’erne:

Jeg føl­te hotel­let ryste vold­somt og løb hen for at kig­ge ud ad vin­du­et. I det fjer­ne kun­ne jeg se en stor hvid pad­de­hat­te­sky og jeg vid­ste, at det jeg var vid­ne til, ikke var et ordi­nært angreb.”

Umid­del­ba­re vid­neud­sagn og for­mu­le­rin­ger er vig­ti­ge. Jeg går ud fra, at alle ved, at en pad­de­hat­te­for­met sky er karak­te­ri­stisk for en overjor­disk atoms­præng­ning. Den opstår ikke ved kon­ven­tio­nel­le spræng­nin­ger, pri­mært på grund af den bety­de­li­ge for­skel i var­me­ud­vik­ling.

3. Senere dækning

I betragt­ning af mon­strø­si­te­ten af den­ne hand­ling, og at den var uden for­til­fæl­de ved at være ret­tet mod festen­de, sage­s­lø­se turi­ster fra hele ver­den, kun­ne man for­ven­te, at den i de føl­gen­de år vil­le opnå bred dæk­ning i mas­se­me­di­er­ne. Bali-bomb­nin­gen i 2002 var måske det mest illu­stra­ti­ve eksem­pel på den i medi­er­ne ver­se­ren­de “inter­na­tio­na­le ter­r­o­ris­me” og “mus­lim­sk ond­skab”. At und­la­de at udnyt­te mulig­he­den for at fast­hol­de pøbe­len i frygt måt­te fore­kom­me at være en oplagt fejl­ta­gel­se for mænd som Bush, Howard, Blair etc., der ellers gav udtryk for at have viet deres liv til bekæm­pel­sen af “mus­lim­ske ter­ror”.

Hvor oplagt den­ne chan­ce end var, blev den ikke fulgt op. Ingen syn­tes at vil­le beskæf­ti­ge sig med Bali-for­bry­del­sen, en una­tur­lig afhol­den­hed hos mas­se­me­di­er­ne, der nor­malt går de vir­ke­li­ge for­bry­de­res ærin­de. 

Den logi­ske kon­klu­sion må være, at der ikke var brug for mere omta­le i medi­er­ne. Bud­ska­bet var alle­re­de mod­ta­get hos dem, det var mønt­et på, nem­lig USA’s patri­o­ti­ske ledel­se. “Vi behø­ver en krig mod Sad­dam Hus­se­in og hans mini­a­tom­bom­ber,” lød det enty­di­ge bud­skab.

Alle­re­de umid­del­bart efter bomb­nin­gen, var der påfal­den­de få artik­ler om affæ­ren, og de artik­ler, der alle­re­de var skre­vet, inde­holdt meget få detal­jer. I mod­sæt­ning til 9/11 vil den pri­va­te efter­for­sker ikke fin­de et omfat­ten­de mate­ri­a­le, der beskri­ver (eller vild­le­der om) Bali-bomb­nin­gen i 2002. Men en del artik­ler er det alli­ge­vel ble­vet til. Lad os kig­ge på nog­le af dem.

Her føl­ger et typisk eksem­pel (uhel­dig­vis er det oprin­de­li­ge link til CBC News, Cana­da, ikke læn­ge­re aktivt; det er gen­nem­gå­en­de, at links fra Dimi­tri Kha­lezovs bog syste­ma­tisk fjer­nes eller ændres på Inter­net­tet – for­søg selv at søge med “sari nigh­tclub” på CBC News, http://​www​.cbc​.ca/ og mød en typisk jødisk domi­ne­ret nyhed­s­tje­ne­ste, der har cemen­te­re ple­be­jer­nes ver­sion med en retrospek­tiv oprems­ning af falsk histo­rie): 

Ons­dag den 23. okto­ber 2002 21:26 (øst), “Cana­di­er, der blev for­brændt under Bali-bomb­nin­gen, er død.
En mand (fra Bri­tish Colum­bia), der blev alvor­ligt for­brændt under nat­klub-bomb­nin­gen på Bali er død af sine ska­der. Rick Glea­son, 39, døde på et hospi­tal i Mel­bour­ne, Austra­li­en, ons­dag, med­del­te Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et. Glea­son, der arbej­de­de som finan­si­el råd­gi­ver i Van­co­u­ver, blev flø­jet til Austra­li­en for at bli­ve behand­let for for­bræn­din­ger på 45% af krop­pen. Uden­rigs­mi­ni­ste­ri­et oply­ste, at Glea­son vil bli­ve kre­me­ret i Austra­li­en og hans aske sendt hjem til Cana­da. En inge­ni­ør fra Cal­gary, Mer­vin Popa­dy­nec, som opholdt sig i – eller i nær­he­den af nat­klub­ben, sav­nes sta­dig og for­modes at være død.

Hvad hæf­ter vi os ved her, bort­set fra, at en kre­me­ring for­hin­drer sene­re ana­ly­ser?

Som nævnt tid­li­ge­re med­fø­rer kon­ven­tio­nel­le eks­plo­si­ver ikke i sig selv for­bræn­din­ger. Folk kan bli­ve ramt af napalm eller fos­for, hvis dis­se stof­fer er kom­bi­ne­ret med en kon­ven­tio­nel lad­ning, men ingen bli­ver for­brændt af spræng­stof­fet som sådan, hvad enten det er TNT (tri­ni­tro­tro­tyl), C4, RDX, dyna­mit eller et andet kon­ven­tio­nelt spræng­stof. Det er ind­ly­sen­de, at det hver­ken var napalm eller fos­for, der blev anvendt til at uds­let­te Sari Nigh­tclub. Så hvor­dan kom­mer de alvor­li­ge for­bræn­din­ger ind i bil­le­det?

De nyheds­for­bru­ge­re, der lydigt slu­ger poli­ti­ker­nes pro­pa­gan­da og som ruti­ne­mæs­sigt mod­sæt­ter sig enhver “kon­spira­tions­te­o­ri” af prin­ci­pi­el­le grun­de – selv i de til­fæl­de, hvor alt taler for at “kon­spira­tions­te­o­re­ti­ker­ne” har ret, vil altid søge en bort­for­kla­ring, selv i til­fæl­de som det­te. “For­bræn­din­ger­ne kun­ne være opstå­et i for­bin­del­se med sekun­dæ­re bran­de, vi har jo hørt i medi­er­ne, at adskil­li­ge køk­ken­gas­be­hol­de­re i områ­det var eks­plo­de­ret,” vil­le de ind­ven­de.

Men ordi­næ­re spræng­nin­ger for­år­sa­ger ikke i sig selv spred­ning af bran­de. Det gør kun nuk­lea­re udlad­nin­ger i kraft af den inten­se radiæ­re var­me­strå­ling, der øje­blik­ke­ligt udvik­les fra ild­kug­len. Hel­ler ikke gas­fla­sker med­fø­rer direk­te for­bræn­din­ger, når de eks­plo­de­rer. De udvik­ler en kon­cen­tre­ret var­me ad kemisk vej og en chok­bøl­ge, der kan være dræ­ben­de på tæt hold. Ram­mes man af den pri­mæ­re var­me fra en eks­plo­de­ren­de gas­fla­ske, vil den være for kortva­rig til at med­fø­re alvor­li­ge brand­ska­der; til gen­gæld vil man dø af chok­bøl­gen.

Igen, hvor­dan opstår for­bræn­din­ger, der net­op dæk­ker 45% af krop­pen?
Ikke fra bræn­den­de byg­nin­ger. Det er helt usand­syn­ligt. Hvis den­ne mand hav­de været bevidst­løs eller på anden måde ude af stand til at red­de sig ud af en bræn­den­de byg­ning, vil­le han med stor sand­syn­lig­hed bli­ve for­brændt på tæt ved 100% af krop­pen. Hvis han på den anden side hav­de været ved bevidst­hed og kun­ne flyg­te, vil­le hans for­bræn­din­ger have været min­dre end 10%.

En på én gang opstå­et for­bræn­ding, der net­op dæk­ker 45% af krop­pen, er en typisk føl­ge­ska­de ved en nuk­lear spræng­ning. Stå­en­de, ube­skyt­te­de per­so­ner vil præ­cis bli­ve for­brændt på 45% af krop­pen. Ikke mere og ikke min­dre, præ­cis 45%. Hvor­for? Husk på geo­me­tri­en og reg­ler­ne for pro­jek­tion. Det er dem, der gæl­der.

Den anden per­son, der næv­nes i den­ne arti­kel som end­nu sav­net, var sand­syn­lig­vis blandt de meget “hel­di­ge­re”, der befandt sig så tæt på nul­punk­tet, at de blev redu­ce­ret til aske, om ikke for­dam­pet fra det ene sekund til det næste. I det mind­ste led de ikke.

[Dimi­tri Kha­lezov hen­vi­ser med et link til en rap­port fra NCRP (Natio­nal Coun­cil on Radi­a­tion Pro­tection & Mea­su­re­ments), der dan­ner grund­lag for de tid­li­ge­re oprem­se­de data. Det­te link fun­ge­rer hel­ler ikke mere, og http://​www​.ncr​pon​li​ne​.org/ vil have beta­ling for rap­por­ter, som alle­re­de må være offent­lig skat­te­be­talt ejen­dom. Hvem kan have bemæg­ti­get sig NCRP for at læg­ge hin­drin­ger i vej­en for udbre­del­sen af vig­tig infor­ma­tion … ?]

Rap­por­ten viser (eller viste i 2012), at den døde­li­ge afstand i for­hold til var­me­strå­lin­gen fra en 0,01 kilo­ton nuk­lear spræng­ning er ind­til 60 meter fra nul­punk­tet. Den døde­li­ge dosis af radio­ak­tiv strå­ling fra en til­sva­ren­de udlad­ning er ind­til 250 meter fra nul­punk­tet.

Den 45% for­brænd­te mand må have stå­et mel­lem 50 og 70 meter fra nul­punk­tet, ikke nær­me­re, for så var han ble­vet dræbt på ste­det af luft­tryk­ket. Hav­de han stå­et læn­ge­re væk end 70 meter fra nul­punk­tet, hav­de var­me­strå­lin­gen ikke været kraf­tig nok til at for­bræn­de ham så alvor­ligt. Men han blev yder­li­ge­re ramt af radio­ak­tiv strå­ling, og inden for 250 m fra nul­punk­tet med mindst den døde­li­ge dosis på 500 R. Så hvad kan vi anta­ge, han har mod­ta­get af strå­ling på en afstand af 50–70 meter? Dosis kan have været tæt på 1.000 R, og ingen læger i den­ne ver­den vil­le kun­ne red­de hans liv.

Det vil­le have været muligt at red­de ham fra en 45% for­bræn­ding ale­ne, for en sådan for­bræn­ding, hvis den behand­les af spe­ci­a­li­ster på et hospi­tal, er ikke døde­lig. Men ver­dens bed­ste brandsår­s­be­hand­ling vil­le være for­gæ­ves i det­te til­fæl­de. Ska­der­ne fra den radio­ak­ti­ve strå­ling ale­ne var til­stræk­ke­lig til at slå man­den ihjel tre gan­ge. Den radio­ak­ti­ve strå­ling var årsa­gen til hans død. Men i ple­be­jer­nes medi­er blev døds­fal­det frem­stil­let som kon­se­kven­sen af for­bræn­din­ger­ne, ikke som sand­he­den var: resul­ta­tet af at have stå­et for tæt på en døde­ligt radio­ak­tiv mini­a­tom­bom­be­s­præng­ning.

En anden påfal­den­de detal­je er, at det­te offer døde præ­cis efter 10 dage. Det er den typi­ske “dead­li­ne” for mas­si­ve til­fæl­de af strå­lings­sy­ge – den 10. eller 11. dag dør 90% af de alvor­ligt ska­de­de (af de mode­rat ska­de­de dør 50% inden den 30. eller 31. dag).

En anden arti­kel er god at bli­ve klog af, hvis man kan læse mel­lem linjer­ne. Kvin­de dør af for­bræn­din­ger, date­ret 15. okto­ber 2002.
… En kvin­de, alvor­ligt for­brændt ved Bali-spræng­nin­gen, døde i dag på hospi­ta­let i Perth. En læge fra Roy­al Perth Hospi­tal udtal­te, at brændsår­s­tea­mets dybe­ste følel­ser går til kvin­dens fami­lie (hen­des navn er ikke fri­gi­vet). Kvin­dens død ind­traf sam­ti­dig med, at andre 14 ofre var under­vejs med fly til hospi­ta­ler i Perth; bl.a. to tyske­re, en skot­te og en anden newze­alæn­der; sidst­nævn­te er ble­vet hyl­det som helt for at have red­det sin kone og fle­re bekend­te i sik­ker­hed …

Det bemær­kel­ses­vær­di­ge her er ikke den alvor­ligt for­brænd­te kvin­des død (det er ikke usæd­van­ligt). Det sær­li­ge er histo­ri­en om man­den, der var ble­vet hyl­det som helt. De 14 ofre befandt sig åben­bart i en til­stand, der kræ­ve­de deres øje­blik­ke­lig over­før­sel til behand­ling i Austra­li­en. Hvis den­ne mand var ble­vet omfat­ten­de for­brændt, vil­le han ikke være i stand til umid­del­bart at del­ta­ge i de omtal­te red­nings­ak­tio­ner. Det er lige meget, hvor meget man elsker sin kone, eller hvor meget man bekym­rer sig om sine ven­ner – ingen med 45% for­bræn­din­ger er i stand til at red­de nogen anden i sik­ker­hed; “bare” 15% for­bræn­ding af krop­pens over­fla­de vil gøre enhver “ukamp­dyg­tig”. En sådan for­bræn­ding vil efter­la­de enhver ude af stand til at tæn­ke på andet end egen over­le­vel­se.

På den anden side, hvis de fak­ti­ske for­bræn­din­ger ikke var liv­stru­en­de, og han ikke hav­de været udsat for meka­ni­ske ska­der, der kun­ne for­hin­dre hans umid­del­ba­re del­ta­gel­se i den omtal­te red­ning af andre, vil­le der ikke være behov for promp­te at over­fø­re ham med fly til Austra­li­en. Logik kan være insi­ste­ren­de.
Hvad er for­kla­rin­gen så? Den er ret ind­ly­sen­de: Den­ne newze­alæn­der var ikke pri­mært for­brændt, han led først og frem­mest af strå­lings­ska­der. Han hav­de for­modent­lig været afskær­met fra atom­bom­bens ild­kug­le og var­me­strå­ling; det kun­ne have været af et for­holds­vis tyndt mate­ri­a­le, fx en trævæg, der beskyt­ter udmær­ket mod den stær­ke, ultra­kor­te var­me­strå­ling, men ikke mod den radio­ak­ti­ve strå­ling, neut­ron­strå­lin­gen og gam­ma­strå­lin­gen. Han kan have mod­ta­get så høj en dosis som 1.500–2.000 R, hvil­ket er en defi­ni­tivt døde­lig dosis, uden at han behø­ve­de at føle sig ramt eller syg umid­del­bart. Det er vel­kendt, at den før­ste effekt af en døde­lig dosis først ind­træf­fer efter nog­le få timer efter eks­po­ne­rin­gen.

Det er også en mulig­hed, at den­ne ulyk­ke­li­ge mand hav­de stå­et i en afstand på mere end 60 meter, dvs. uden for var­me­strå­lin­gens ræk­ke­vid­de, men inden for for den joni­se­re­de strå­lings ræk­ke­vid­de. Der­for blev han ikke udsat for alvor­li­ge for­bræn­din­ger (eller ingen over­ho­ve­det), men han modt­og på sam­me tid en over­væl­den­de dosis radio­ak­tiv strå­ling. Til trods for, at han alle­re­de var døds­mær­ket, føl­te han sig i de før­ste timer til­stræk­ke­ligt kapa­bel til at kun­ne udfø­re de omtal­te red­nings­hand­lin­ger for sin hustru og ven­ner. Fle­re timer sene­re begynd­te han at føle sig syg, da de dele af hans krop, der rege­ne­rer blo­det, var ska­det i uhel­bre­de­ligt omfang. Artik­len næv­ner ikke spe­ci­elt man­dens til­stand i detal­jer.

Artik­len er under alle omstæn­dig­he­der et eksem­pel på, i hvil­ket omfang de viden­de for­søg­te at føre ple­be­jer­ne bag lyset. Den er et ren­dyr­ket bed­ra­ge­ri.

Artik­len fort­sæt­ter:

Syv bran­dof­re ankom­mer til Mel­bour­ne. En Her­cu­les fra RAAF med syv ofre for Bali-bom­be­s­præng­nin­gen ankom til Mel­bour­nes Essen­don luft­havn her til mor­gen. En flå­de af ambu­lan­cer var klar til at føre de syv hårdt sår­e­de til for­skel­li­ge hospi­ta­ler i Mel­bour­ne. De fle­ste bli­ver sendt til brandsår­s­af­de­lin­gen på The Alfred. Fly­et ankom ca. 10:45 (australsk øst­tid). Che­fen for trau­me­af­de­lin­gen på The Alfred, Tho­mas Kos­smann, sag­de, at de for­ven­te­de patien­ter med for­bræn­din­ger på mel­lem 15 og 50 pro­cent af krop­pen, læsio­ner fra sprængstyk­ker og ska­der på hæn­der­ne.

Her klok­ke­de patri­ci­er­ne igen i rap­por­te­rin­gen. Vil­le det være logisk at “for­ven­te”, at ofre­ne fra en ordi­nær spræng­ning pri­mært var kan­di­da­ter til “brandsår­s­af­de­lin­ger­ne”. Hvad hav­de en sådan spræng­ning af gøre med for­bræn­din­ger. Lærer austral­ske brandsår­slæ­ger ikke at skel­ne mel­lem ska­der for­år­sa­get af kon­ven­tio­nel­le kon­tra nuk­lea­re eks­plo­si­ver? Jo de gør – og det de ven­te­de på var ofre­ne fra en atom­bom­be. Der­for for­ven­te­de de patien­ter med for­bræn­din­ger på ind­til 50% af krop­pen.

Den næste ejen­dom­me­lig­hed består i at for­ven­te patien­ter med ska­der på hæn­der­ne. Hvor­for på hæn­der­ne? Sva­ret er ind­ly­sen­de, når man ken­der det. I det øje­blik den træ­ne­de sol­dat opfat­ter det inten­se glimt fra en nuk­lear spræng­ning, vil han øje­blik­ke­ligt kaste sig til jor­den med ansig­tet nedad og hove­d­et væk fra glim­tet – hæn­der­ne gemt væk under krop­pen! Tiden mel­lem det hvi­de glimt og den oran­ge ild­kug­le, der udsen­der den ter­mi­ske strå­ling, er meget kort, og der­for har den hur­tigt rea­ge­ren­de sol­dat mulig­he­den for at ven­de sig bort. Enhver civi­list uden den­ne uddan­nel­se vil, når han eller hun regi­stre­rer glim­tet, reflek­to­risk gøre det mod­sat­te: dæk­ke øjne­ne og ansig­tet med beg­ge hæn­der og for­bli­ve i sam­me stil­ling – ind­til pgl. slås ihjel enten af tryk­bøl­gen eller var­mebøl­gen (eller af beg­ge). Der­med, hvis den­ne civi­list und­går at bli­ve dræbt umid­del­bart, vil de alvor­lig­ste brand­ska­der ofte være på hæn­der­ne, der sjæl­dent er beskyt­tet. Der­for for­ven­te­de de austral­ske læger patien­ter med “ska­der på hæn­der­ne”.

Artik­len fort­sæt­ter:

Darwin-hospi­ta­lets Bali-patien­ter er nede på otte. Kun otte per­so­ner blev til­ba­ge på Roy­al Darwin Hospi­tal i dag, efter at man­ge hårdt sår­e­de ofre for Bali-bomb­nin­ger­ne var ble­vet flø­jet til andre stør­re byer. Hospi­ta­let har behand­let fle­re end 60 af ofre­ne, af hvil­ke de fle­ste var for­brænd­te. Et Her­cu­les-fly fra RAAF fly­ver ofre til Syd­ney, Mel­bour­ne, Bris­ba­ne, Perth og Ade­lai­de. “Vi er nede på fire per­so­ner i inten­siv behand­ling og andre fire i 2A-behand­ling,” for­tal­te hospi­ta­lets medi­cin­ske inspek­tør, Len Nota­ras, til ABC Radio. “Alle­re­de inden det før­ste offer var ankom­met, var vi indstil­let på at hjæl­pe med behand­ling, og vi har ydet første­hjælp og der­ef­ter ple­je til dem, der hav­de behov for et læn­ge­re ophold. Men når det er sagt bestræ­ber vi os på, at få de alvor­ligst for­brænd­te patien­ter vide­re til to eller tre stør­re hospi­ta­ler rundt om i lan­det, også ger­ne så tæt på deres hjem som muligt, så de kan være sam­men med deres fami­li­er.” Fle­re end 60 patien­ter – inklu­si­ve fem tyske­re, to eng­læn­de­re, en cana­di­er, en sven­sker, en syd­afri­ka­ner og en newze­alæn­der – ankom i går inden for 12 timer fra Den­pa­s­ar som en del af fem Her­cu­les-flyv­nin­ger. To af de før­ste 15 ankom­ne døde.

Her­ef­ter er det yder­li­ge­re muligt at esti­me­re antal­let af til­ska­de­kom­ne, når vi ved, at det kræ­ve­de fem Her­cu­les-flyv­nin­ger at brin­ge blot de svæ­rest til­ska­de­kom­ne til Austra­li­en. (Et Her­cu­les-fly på tids­punk­tet kun­ne nemt med­brin­ge 100 per­so­ner, sid­den­de og en del lig­gen­de.)
Man skal være opmærk­som på, at man­ge af ofre­ne fra Bali ikke blev sendt til Austra­li­en, men fx til Sin­ga­po­re og Taiwan. Så de fem Her­cu­les-flyv­nin­ger var ikke den ene­ste trans­port­vej ud dagen efter bomb­nin­gen. Døde­lig­he­den var angi­ve­ligt så høj, at 2 af 15 patien­ter var døde (fle­re vil­le føl­ge efter).
Ud over de svæ­rest til­ska­de­kom­ne, der umid­del­bart blev flø­jet til hospi­ta­ler i Austra­li­en, Sin­ga­po­re og Taiwan, må vi anta­ge, at der var bety­de­ligt fle­re, som i min­dre inva­li­de­ren­de omfang var ska­det af enten var­me­strå­ling eller radio­ak­tiv strå­ling eller af kom­bi­na­tio­nen. Antal­let kan let have været så stort, at ingen for­må­e­de at fore­ta­ge en offi­ci­el opgø­rel­se af den­ne grup­pe. De fle­ste blev behand­let på indo­ne­si­ske og enkel­te andre hospi­ta­ler, men da deres ska­der ikke var aku­t­te, har ingen bekym­ret sig om at gøre antal­let op eller leve­re et offi­ci­elt esti­mat. Læg yder­li­ge­re til dis­se tal alle dem, der kun hav­de pådra­get sig begræn­se­de strå­lings­ska­der, som ikke vil­le søge læge­lig behand­ling og vil­le kom­me sig ved egen kraft. Det efter­la­der os med en gan­ske god fore­stil­ling om antal­let af samt­li­ge ofre og sam­ti­dig den san­de ska­la af Bali-for­bry­del­sen. 

Lad os tage et par nyheds­for­mid­lin­ger mere (kun de inter­es­san­te pas­sa­ger er nævnt):

Antal­let af til­ska­de­kom­ne “meget højt” adva­rer Dow­ner fra Bali. 15. okto­ber 2002. Antal­let af austral­ske til­ska­de­kom­ne kan bli­ve “meget højt”, men ikke alle sav­ne­de kan uden vide­re anses for at være døde, udtal­te uden­rigs­mi­ni­ster Ale­xan­der Dow­ner i dag. Tyve austra­li­e­re er bekræf­tet døde, men med over 160 sav­ne­de for­ven­tes det ende­li­ge tal at sti­ge bety­de­ligt. Hr. Dow­ner, der tal­te på Bali efter at have lagt kran­se på ste­det for lør­da­gens døde­li­ge bom­be­s­præng­ning, udtal­te på basis af hen­ven­del­ser fra fami­li­er, der leder efter slægt­nin­ge og ven­ner, at antal­let af sav­ne­de austra­li­e­re var i nær­he­den af 160 til 170. “Men det er ikke til at sige, om det nuvæ­ren­de antal også er antal­let af fata­le til­fæl­de,” sag­de han til jour­na­li­ster på ste­det. Hr. Dow­ner oply­ste, at det tota­le dødstal, i øje­blik­ket på omkring 183, sand­syn­lig­vis vil­le sti­ge yder­li­ge­re. “Det er sand­syn­ligt, at fle­re er ble­vet dræbt … de er sim­pelt­hen blev til­in­tet­gjort af spræng­nin­gen,” udtal­te han. – Hr. Dow­ner gav udtryk for, at den “gru­ful­de” sce­ne af øde­læg­gel­se omkring Sari Club var til­stræk­ke­ligt til at gri­be enhver om hjer­tet. Han og justits­mi­ni­ster Chris Elli­son lag­de kran­se mel­lem rui­ner­ne fra klub­ben, der hav­de været pak­ket med austra­li­e­re da bil­bom­ben eks­plo­de­re­de lør­dag nat [bemærk: her tales kun om austra­li­e­re, ikke inklu­de­ren­de newze­alæn­de­re, hvoraf der sav­ne­des over 340; nu kan man fore­stil­le sig, hvad antal­let af sav­ne­de austra­li­e­re vil­le ende med at bli­ve]. “Niveau­et for ter­r­o­ris­me og mas­se­mord, som vi har bevid­net på Bali den 12. okto­ber om afte­nen, må gøre ind­tryk på enhver,” udtal­te hr. Dow­ner. “Vi arbej­der med en liste, der inde­hol­der omkring 160 austra­li­e­re, som for­modes at kun­ne have opholdt sig i områ­det, og vi er der­med i gang med at redu­ce­re listen til de per­so­ner, der har mere direk­te betyd­ning for os,” sag­de han.
Hr. Mules oply­ste, at alle til­ska­de­kom­ne austra­li­e­re var ble­vet evaku­e­ret fra øen. “Der er ingen austral­ske til­ska­de­kom­ne, som end­nu ophol­der sig på loka­le hospi­ta­ler, alle er nu evaku­e­ret til Austra­li­en,” med­del­te han. En med­ar­bej­der fra Den Austral­ske Ambas­sa­de, Kirk Coning­ham, oply­ste, at 196 austra­li­e­re med ska­der, som de hav­de pådra­get sig under lør­da­gens bomb­ning, var ble­vet evaku­e­ret, 16 af dem i kri­tisk til­stand og 40 på bårer. Austra­li­en hav­de også til­budt at evaku­e­re til­ska­de­kom­ne indo­ne­se­re til behand­ling i Austra­li­en,” for­tal­te hr. Dow­ner. AAP

Efter min opfat­tel­se er antal­let af “sav­ne­de” hhv. “til­ska­de­kom­ne” austra­li­e­re i den­ne spe­ci­el­le arti­kel bevidst nedskre­vet. Det kan umu­ligt pas­se, at kun 160–170 austra­li­e­re sav­ne­des, når sam­ti­dig 340 newze­alæn­de­re var meldt sav­net. Den­ne diskre­pans mod­si­ges af en anden kal­ku­le: det blev ind­led­nings­vis erklæ­ret, at “over 300” var ble­vet sår­et ved Bali-bomb­nin­gen. Nu blev det bekræf­tet, at af dis­se “over 300” var 196 austra­li­e­re, alt­så kun lidt under 2/3. Det er en kends­ger­ning, at austral­ske turi­ster udgør den over­ve­jen­de del af alle Balis turi­ster. Det må der­for være til­la­de­ligt at gå ud fra, at mere end 1.000 austra­li­e­re “sav­ne­des” i det­te til­fæl­de, hvis deres sæd­van­li­ge for­holds­mæs­si­ge præ­sen­ta­tion ellers var gæl­den­de.

Moti­vet til den kon­se­kven­te under­dri­vel­se er tyde­lig nok. Patri­ci­er­ne ønsker ikke at skræm­me ple­be­jer­ne ved at offent­lig­gø­re de san­de tal over sav­ne­de. Det er en vel­kendt prak­sis i krigs- og kri­se­si­tu­a­tio­ner at under­dri­ve egne tab og over­dri­ve fjen­dens eller “de andres” tab.
For­fat­te­ren til dis­se linjer brug­te adskil­li­ge timer på Inter­net­tet for at opsø­ge infor­ma­tion, der rela­te­re­de sig til Bali-ofre­ne, bl.a. for at kun­ne mod­be­vi­se de offi­ci­el­le tal. Det gav føl­gen­de resul­tat:
For­skel­li­ge lan­de opgjor­de den 15. okto­ber 2002 antal­let af med­bor­ge­re som var bekræf­tet til­ska­de­kom­ne (ikke døde eller sav­ne­de, kun til­ska­de­kom­ne) til: austra­li­e­re, mere end 200; dan­ske­re, 2; bri­ter, man­ge, men det præ­ci­se antal var ikke opgjort; cana­di­e­re, man­ge, men det præ­ci­se antal var ikke opgjort; fransk­mænd, mindst 5; tyske­re, 10; græke­re, 1; indo­ne­se­re, mindst 200; ita­li­e­ne­re, 6; japa­ne­re, mindst 7; newze­alæn­de­re, mindst 12; syd­afri­ka­ne­re, 1; sven­ske­re, 3; schweize­re, 5; ame­ri­ka­ne­re, 3; hong­kong­ne­se­re, taiwa­ne­se­re, kore­a­ne­re, sin­ga­po­re­a­ne­re, også man­ge sår­e­de, men det præ­ci­se antal var ikke opgjort.

Det mind­ste antal sår­e­de, vi kan udle­de af oven­nævn­te, er 500, men det kun­ne meget vel være fle­re. Bety­de­ligt fle­re. End­vi­de­re skal “sår­e­de” her opfat­tes i betyd­nin­gen “hospi­tal­s­ind­lag­te sår­e­de”. Man­ge fle­re, her­un­der dem, der blev ramt at min­dre doser af radio­ak­ti­vi­tet og ikke føl­te sig syge umid­del­bart, er hel­ler ikke med. Til­læg yder­li­ge­re det sto­re antal af indo­ne­se­re, der und­lod at søge offent­lig hjælp, selv om de var kom­met til ska­de. Hel­ler ikke de er med.
Når der offi­ci­elt kan opreg­nes mindst 500 sår­e­de ved blot at sam­men­læg­ge de for­skel­li­ge lan­des umid­del­bart opgjor­te tal over sår­e­de, hvor­dan kan det så være, at mas­se­me­di­er­ne kun rap­por­te­re­de “over 300” sår­e­de efter Bali-bomb­nin­gen?
Sva­ret er: poli­ti­ske hen­syn. Og det er det til­ba­ge­ven­den­de pro­blem med tidens pro­pa­gan­da­ma­ski­ne; ingen kan fæste lid til, hvad man erfa­rer gen­nem medi­er­ne. Det er nød­ven­digt at læse mel­lem linjer­ne og ana­ly­se­re sig frem til even­tu­el­le afsmit­nin­ger af sand­he­den.

Vi har set, at pro­por­tio­ner­ne hal­te­de mel­lem austra­li­e­re og newze­alæn­de­re. I rem­sen oven­for er der 200 sår­e­de indo­ne­se­re mod 12 newze­alæn­de­re. Tid­li­ge­re blev det gjort gæl­den­de, at der var 340 sav­ne­de newze­alæn­de­re mod 170 austra­li­e­re. Tal­le­ne pas­ser ikke sam­men, de mod­si­ges af de sand­syn­li­ge repræ­sen­ta­tio­ner af natio­na­li­te­ter­ne på og omkring ger­nings­ste­det på ger­nings­tids­punk­tet. Som et abso­lut mini­mum må over tusin­de austra­li­e­re være for­s­vun­det spor­løst som føl­ge af atom­bom­be­s­præng­nin­gen, men den austral­ske rege­ring ønsker gan­ske enkelt ikke at for­hol­de sig anstæn­digt til sand­he­den. Det siger en hel del om den­ne rege­rings præ­fe­ren­cer og afhæn­gig­hed.

Det vig­tig­ste fra den cite­re­de arti­kel oven­for er ikke det søl­le for­søg på at nedskri­ve antal­let af dræb­te og sår­e­de, men ven­din­ger som “mas­se­mord” og “niveau­et for ter­r­o­ris­me …”, som hr. Dow­ner betje­ner sig af – en australsk uden­rigs­mi­ni­ster og én af det 21. århund­re­des kend­te “anti­ter­ror strids­mænd”, i øvrigt sam­men med den austral­ske uden­rigs­mi­ni­ster, John Howard, der for­ment­lig er end­nu mere strid­bar end selv præ­si­den­ten for USA, George Bush. Se fx, hvad John Howard udtal­te i for­hold til Bali-bomb­nin­gen:

Ordet ter­r­o­ris­me er for anti­sep­tisk til at beskri­ve det, der er sket,” udtal­te pre­mi­er­mi­ni­ster John Howard i par­la­men­tet i går. “Hvad der ske­te var et bar­ba­risk, brutalt mas­se­mord uden nogen beret­ti­gel­se.”

Det er mær­ke­ligt, at man først anven­der en fuld­stæn­dig beret­ti­get, for­døm­men­de reto­rik kun få dage efter en af de mest uhyr­li­ge – ja, i vir­ke­lig­he­den en af de mest ube­skri­ve­ligt kyni­ske – for­bry­del­ser i det 21. århund­re­de (kun sam­men­lig­ne­lig med 9/11 i 2001 og Hiros­hi­ma-bomb­nin­gen i 1945), for kort efter, helt frem til i dag (2012), at lade det hele gå i glem­me­bo­gen. Over­ra­sken­de hvor­dan folk som Howard og Bush, hvis posi­tion i sam­fun­de­ne var direk­te afhæn­gig af, hvor højlydt de bul­dre­de om farer­ne ved “mus­lim­sk ter­r­o­ris­me”, kun­ne slet­te Bali-for­bry­del­sen fra pro­pa­gan­da­ta­v­len og der­ef­ter age­re, som om den ikke hav­de fun­det sted. Det kan synes mær­ke­ligt rent umid­del­bart.

Bali-bomb­nin­gen i 2002 var, som alle­re­de nævnt, det mest vel­eg­ne­de ræd­sels­ce­na­ri­um at skræm­me den ydmy­ge hob med, blod­dryp­pen­de og bar­ba­risk som den var – om muligt mere kujo­n­ag­tig end ter­r­or­an­gre­bet mod Pen­ta­gon og tvil­lin­getår­ne­ne på Man­hat­tan (det var under alle omstæn­dig­he­der et ter­r­or­an­greb, selv om ter­r­o­ri­ster­ne ikke var dem, der blev udpe­get). Det er for­klar­ligt, at tvil­lin­getår­ne­ne kun­ne bli­ve et højt pri­o­ri­te­ret mål som sym­bol på ame­ri­kansk kapi­ta­lis­me, og at Pen­ta­gon kun­ne udpe­ges som et legi­timt mili­tært mål – men den infe­ri­ø­re Sari nat­klub, et sam­lings­sted for banal turis­me og abso­lut uden poli­tisk betyd­ning af nogen art; hvem med blot en smu­le anstæn­dig­hed i behold vil­le uds­let­te den?
Det for­hol­der sig præ­cis som hr. John Howard gør gæl­den­de: Bali-angre­bet var uden nogen beret­ti­gel­se. Alli­ge­vel blev det­te “per­fek­te” højt­pro­fi­le­re­de mas­se­mord sat på stand-by af tidens pro­pa­gan­di­ster. Hvor­for?

Til­lad mig at give min for­kla­ring. Som nævnt tid­li­ge­re udfør­tes den nuk­lea­re bomb­ning af Sari Nigh­tclub ikke på noget tids­punkt “til ære for” offent­lig­he­den. Det var en gan­ske udsøgt ter­ror, der eks­klu­sivt var mønt­et på patri­ci­er­ne. Det bag­ved­lig­gen­de pro­blem var, at vis­se patri­ci­e­re i USA ikke hav­de været spe­ci­elt ivri­ge efter at god­ken­de en lat­ter­lig krig mod Irak. Så mini­a­tom­bom­ben på Bali tjen­te sit eks­klu­si­ve mål: de tøven­de patri­ci­e­re holdt op med at tøve for kort efter at god­ken­de kri­gen mod den onde Sad­dam Hus­se­in. Det blev omhyg­ge­ligt skå­ret ud i pap for dem, at det var Sad­dam, der leve­re­de mini­a­tom­bom­ben til det såkald­te Al-Qae­da og Jemaah Isla­mi­ah. Yder­me­re bekræf­te­de mini­a­tom­bom­ben på Bali den “for­tro­li­ge” 2. sand­hed over for US-rege­rin­gen, at det nok var 3 andre mini­a­tom­bom­ber, måske lige­frem fra sam­me leve­ran­dør, der send­te Twin Towers til jor­den den 11. sep­tem­ber 2001. Og der­med – da Bali-bomb­nin­gen såle­des hav­de tjent sine pri­mæ­re for­mål, var det ikke læn­ge­re nød­ven­digt at omta­le den. Det er præ­cis der­for, at den synes at være glemt i dag (i det mind­ste af ple­be­jer­ne). Des­u­den druk­ne­de enhver erin­dring kort efter i mas­se­me­di­er­nes hyste­ri­ske hetz mod Sad­dam Hus­se­in, da USA inva­de­re­de Irak 5 måne­der sene­re.

Efter at have læst det fore­gå­en­de, vil en yder­li­ge­re kom­pro­mit­te­ren­de detal­je næp­pe over­ra­ske dig: Nul­punk­tet for Bali-bomb­nin­gen i 2002 blev døbt “gro­und zero” alle­re­de den føl­gen­de dag. Det er over­ve­jen­de sand­syn­ligt, at det var ABC*-personel fra det austral­ske mili­tær, der først intro­du­ce­re­de det­te unik­ke navn for det sted, hvor en atom­bom­be er ble­vet udløst. Beteg­nel­sen blev hæn­gen­de, og end­nu i dag kal­des ste­det for “Gro­und Zero”. Det­te selv­hæv­den­de engel­ske udtryk har beri­get selv de indo­ne­si­ske og bali­ne­si­ske sprog. Siger du “Gro­und Zero” til en indo­ne­sisk taxi-chauf­før, som knapt for­står engelsk, brin­ger han dig uden yder­li­ge­re kom­men­ta­rer promp­te til ste­det, hvor den tid­li­ge­re Sari Nigh­tclub fand­tes.

*) ABC-per­so­nel ind­sæt­tes ved Ato­mar, Bio­lo­gisk og Cemisk krigs­fø­rel­se.

Hvis du mener, at udtryk­ket “gro­und zero” alle­re­de i 2002 hav­de anta­get sin udvi­de­de betyd­ning (typisk for tiden efter 9/11), tager du fejl. I vir­ke­lig­he­den greb US-rege­rin­gen først ind i 2003 og beor­dre­de betyd­nin­gen af “gro­und zero” rede­fi­ne­ret i alle engel­ske ord­bø­ger, og først i 2004 begynd­te dens spin­dok­to­rer at frem­stil­le fal­ske ord­bø­ger, der gav sig ud for at være udgi­vet før 9/11, med den udvi­de­de defi­ni­tion. For australsk-engelsk ind­traf modi­fi­ka­tio­ner­ne fra efter 9/11 noget sene­re. Den offi­ci­el­le udga­ve af “Austra­li­an Eng­lish – the full Macqua­rie Dictio­nary” lan­ce­re­de den udvi­de­de defi­ni­tion i 2005, mens de austral­ske udga­ver af de kom­plet­te Oxford og Coll­ins engelskord­bø­ger gjor­de det hen­holds­vis i 2004 og 2003. 2002-udga­ver­ne af de kom­plet­te austra­li­en-engelsk-ord­bø­ger (Macqua­rie, Coll­ins og Oxford) defi­ne­re­de eks­klu­sivt “gro­und zero” som “det sted, hvor en nuk­lear bom­be er eks­plo­de­ret”, alt­så uden sekun­dæ­re betyd­nin­ger. Så når de mili­tæ­re aus­si­er i 2002 kald­te nul­punk­tet for Bali-bomb­nin­gen “gro­und zero”, var det i den unik­ke betyd­ning og givet­vis seri­øst ment.

Jeg tror, at det­te må være til­stræk­ke­ligt om mini­a­tom­bomb­nin­gen på Bali i 2002. Hvis det ikke er nok til at ska­be en for­stå­el­se af, hvad der hænd­te på Bali, er jeg ude af stand til at hjæl­pe yder­li­ge­re. Hvis nogen sta­dig fore­træk­ker at mene, at alle øde­læg­gel­ser­ne, ofre­ne, lem­læ­stel­ser­ne, for­bræn­din­ger­ne og “gro­und zero” kun­ne have været for­år­sa­get af 1 ton kunst­gød­ning, behæn­digt ændret til et spræng­stof af Amrozi efter inspira­tion fra den mus­lim­ske gejst­li­ge Abu Bakar Has­hir, så mel­der jeg pas. Det vil­le være det sam­me som at påstå, at den nu afdø­de Timo­t­hy McVeigh var den vir­ke­li­ge bom­be­mand bag mini­a­tom­bomb­nin­gen af Alfred P. Mur­rah Fede­ral Buil­ding i Okla­ho­ma den 19. april 1995 – en af de mest afsky­e­li­ge for­bry­del­ser i det fore­gå­en­de århund­re­de. 

[Afslut­nings­vis et bil­le­de af orga­ni­sa­to­ren for mis­sio­nen på Bali, Mike Hara­ri, ope­ra­tiv chef i Mos­sad og lang­va­rigt sta­tio­ne­ret i Bang­kok, Thailand, hvor Mos­sad er per­ma­nent til ste­de for at kon­trol­le­re udskib­nin­gen af opi­um fra “Den gyld­ne tre­kant” (del­vist Kina, Bur­ma, Thailand, Laos og Viet­nam, stor­pro­du­cen­ter af råo­pi­um). Trans­por­ten til udskib­ning fore­går bl.a. gen­nem Thailand (hvor myn­dig­he­der­ne hol­der kik­ker­ten for det blin­de øje) til Vesten, her­un­der til Euro­pa via Frankrig. Mos­sad finan­si­e­res over­ve­jen­de af han­del med narko­ti­ka på de vest­li­ge mar­ke­der.


Mike Hara­ri, Bang­kok, 2002. En af de char­me­ren­de rygstik­ke­re, som ken­de­teg­ner Mos­sad. Han vil­le udmær­ket kun­ne udfyl­de rol­len som hyg­ge­kok i Tv-køk­ke­net.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

Mike Hara­ri gjor­de ingen hem­me­lig­hed af, at han var hoved­plan­læg­ger af angre­bet på Wor­ld Tra­de Cen­ter og Pen­ta­gon den 11. sep­tem­ber 2001. Han fejre­de per­son­ligt begi­ven­he­den under Dimi­tri Kha­lezovs til­ste­de­væ­rel­se, så snart den fuld­byr­de­de for­bry­del­se var ble­vet vist på thailand­sk Tv.
Mike Hara­ri var også aktiv i plan­læg­nin­gen af bomb­nin­gen på Bali, hvor han opt­rå­d­te i skik­kel­se af den fran­ske stats­bor­ger “Doctor Had­ji Moham­med Hus­se­i­ni” (med ara­bi­ske aner). Han er gen­gi­vet med et diplo­mat­pas­fo­to neden­for. Den­ne figur (og en dår­lig s/h kopi af bil­le­det) figu­re­re­de efter Bali-bomb­nin­gen på en af FBI’s lister over for­mode­de for­bin­del­ser mel­lem ope­ra­tio­nel­le per­so­ner i “Jemaah Isla­mi­ah” og “Al-Qae­da”. Tyde­li­ge­re bevis for Mos­sads infil­tra­tion og anstif­ten­de virk­som­hed på Bali under falsk flag kan næp­pe leve­res. Dimi­tri Kha­lesov bevid­ne­de det hele fra før­ste par­ket, som man kan læse meget mere om i bogen The Third Truth about 9/11. (Den kan down­lo­a­des som e-bog via artik­len WTC-atten­ta­tet opkla­ret, kig nederst i artik­len og følg anvis­nin­gen.)


Mike Hara­ri i skik­kel­se af Doctor Had­ji Moham­med Hus­se­i­ni. Der er tale om en min­dre kor­p­u­lent fremto­ning med skæg, men per­so­nen er umi­sken­de­ligt den sam­me.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

I 2007 figu­re­re­de nav­net Mike Hara­ri under over­skrif­ten Poli­ti­cal Affairs på den isra­el­ske ambas­sa­des hjem­mesi­de i Lon­don. Han titu­le­re­des på siden: “Coun­sell­or for Poli­ti­cal Affairs”. Lin­ket i den oprin­de­li­ge udga­ve er for længst gjort ubru­ge­ligt, men en skærm­ko­pi er vist i bogen.]