Bombe mod: Sari Nightclub i Kuta, Bali, Indonesien,
12. oktober 2002

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 1. november 2014.

 

Bombe mod Sari Nightclub i Kuta, Bali, Indonesien – lørdag 12. oktober  2002 o. kl. 23.

Bomben mod Sari Nightclub i 2002 er et uhyggeligt eksempel på en såkaldt “false flag”-operation, dvs. et angreb, der foregives at være udført af en navngiven eller ukendt fjende, men som i virkeligheden er planlagt og udført af egne styrker. Med “egne styrker” taler vi i dette tilfælde om CIA og Mossad, der ifølge “vores” politikere skulle være allierede.

Blandt hundredvis af andre sagesløse mennesker kostede denne “allierede” terroraktion på Bali i 2002 tre danske piger livet.


Krateret (i markeringen) udfor Sari Nightclub er delvist jævnet ud.
Foto: Internettet

 


Samme krater i mere oprindelig tilstand (ikke resultatet af en bilbombe!).
Foto: Internettet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber

Var det et atomvåben, der blev anvendt i tilfældet Bali? Hvis du hører til dem, der ikke vil forlade dig på mediernes udlægning, er det nødvendigt at undersøge eventuelle motiver og efterladte spor.

Var der nogen såkaldt muslimsk terrororganisation, der behøvede den bombning?
Nej! – Det er åbenbart, at betydende muslimske organisationer lige så lidt behøvede dette angreb som de havde behøvet attentatet på World Trade Center et år tidligere. “Muslimske terrorister” var de sidste der ønskede, at dette skulle ske på Bali.

Så det er indlysende, at andre var interesserede i at tilintetgøre et antal stakkels australske turister. Dem der planlagde Bali-bombningen havde på tidspunktet primært behov for at overbevise nogle tvivlrådige mennesker med ansvar for at træffe politiske beslutninger om, at det virkelige var nødvendigt at angribe Irak og at afmontere regimet, som “øjensynligt” var i stand til at producere nukleare våben. En sidegevinst ville være, at denne nye nukleare manifestation yderligere ville bekræfte “den anden sandhed” fra WTC-demoleringen. Glem ikke, at US-regeringen i hemmelighed har fastholdt, at det var Saddam Husseins “mini-nukes”, der sendte Twin Towers til jorden, så det ville være logisk at forudsætte, at de såkaldte muslimske terrorister var i besiddelse af flere “mini-nukes” og en dag ville gøre brug af dem. Der er simpelthen ingen anden forklaring på Bali-bombningen.

Dertil kommer, at det var en terrorakt, der udelukkende var designet for at gøre indtryk på “patricierne” (amerikanske patriotiske beslutningstagere). Den var ikke møntet på plebejerne. Den folkelige version af Bali-bombningen blev ikke videre udviklet. Denne uhyrlige forbrydelse fik påfaldende ringe dækning i massemedierne, og stort set diskuteres Bali-bombningen fra 2002 ikke længere blandt hverdagens mennesker – den blev ret hurtigt “glemt”. Næsten ingen fotos eller videoer fra denne kyniske terrorakt er blevet frigivet for offentligheden, og de sædvanlige “vidner”, der ellers skal gøre indtryk på plebejerne ved at understrege de onde “muslimers” brutalitet, er ikke blevet ført. Ved at sammenholde alle disse facts, må det konkluderes, at Bali-bombningen var en terrorakt i en klasse for sig selv, “islamisk terror” udført af andre for at påvirke et eksklusivt publikum.

Lad os analysere logisk for at finde ud af, om denne bombning kunne have været konventionel (dvs. ikke nuklear). Forsøg at besvare følgende spørgsmål: Ville det være logisk for nogen, hvis mål det var udelukkende at skræmme patricierne at anvende konventionelt sprængstof (1 ton) i håb om en demonstration af ufattelig grusomhed? Selvfølgelig ikke. Kun et nukleart våben ville tjene det formål.

Derfor var det et nukleart våben, der blev udløst i et kloakrør kl. 23 den 12. oktober 2002 i nærheden den berømte Sari Nightclub på Kuta Beach på Bali.

Et af de første brudstykker af information om Bali-bombningen blev gengivet af mange nyheds-bureauer med en bestemt formulering:

“… Stedet var pakket med mennesker, og det hele forvandt i løbet af et millisekund …”

Ordvalget fangede opmærksomheden hos en af de tidlige efterforskere af Bali-bombningen: Jeg citerer:

NEWS BRIEF: “Indonesisk Natklub Bombning, kaldt en “Terrorakt”, Fox News, 12. oktober 2002.
Sprængningen fandt sted omkring kl. 11 om aftenen … Vidner på den populære turistø fortalte, at ilden bredte sig til en anden natklub, og adskillige bygninger inden for samme blok gik op i flammer; også et dusin biler blev sat i brand. Stedet var pakket af mennesker, og det hele forsvandt i løbet af et millisekund …
Dette ord, “millisekund”, blev hængende, selv om det normalt er reserveret mere tekniske beskrivelser. Kædereaktionen i et nukleart våben foregår på millisekunder, og det samme gælder den medfølgende ødelæggelse. Denne sprængning på Bali forekommer at være usædvanligt kraftig og ødelæggende …

For den der beskæftiger sig med at analysere formuleringer er brugen af “millisekund” tilstrækkelig til at skabe mistanke om, at Bali var blevet ramt af en atombombe.

Åbenbart var ordet “millisekund” blevet nævnt på en eller anden kanal i en sammenhæng, hvor en øvrighedsperson og et par kærnevåbenspecialister diskuterede Bali-sprængningen. Specialisterne havde enten vanemæssigt eller for at gøre indtryk på publikum anvendt udtrykket fra deres interne ordbog. Derefter klæbede en forholdsvis ukonventionel term til en fast del af rapporteringen fra Bali-affæren, og muligvis har de rapporterende derefter modificeret vidnernes udtalelser og ladet dem sige “millisekund”.

Men nok om det. Det er en detalje om valg af ord. Jeg går ud fra, at læseren er interesseret i mere solide indicier.

Den kendte muslimske gejstlige Abu Bakar Bashir, en inkarneret kritiker af ethvert hysteri i retning af “muslimsk terror”, blev af USA anklaget for at være “åndelig leder” for den såkaldte Jemaah Islamiah terrororganisation og for at stå bag Bali-bombningen. Samtidig forlangtes han udleveret til retsforfølgelse i USA. Han svarede med at erklære, at der var blevet anvendt en miniatombombe til Bali-bombningen! Dermed afslørede han en overraskende viden, men udelukkede samtidig, at han på nogen måde kunne være ansvarlig for denne terrorhandling, idet, som bekendt, ingen islamisk stat eller gruppering råder over miniatombomber. 

Hvordan kunne denne gamle mand kende til miniatombomber, når han nu hverken var videnskabsmand, specialist i kontra-terrorvirksomhed, feltingeniør, ekspert i eksplosiver, ikke engang lægmands konspirationsteoretiker og uden de nødvendige færdigheder til at søge via Google eller Wikipedia? Hvorfra havde han sit kendskab til “mini-nukes”, og til, at et sådant våben var blevet brugt til at udslette Sari Nightclub på Bali?

Svaret er: fra det indonesiske retsvæsen! Indonesiske myndigheder var blevet sat under pres fra USA og havde anholdt Abu Bakar Bashir. Han blev stillet for retten i et område, hvor retsplejen adskiller sig fra den, der udøves i farceagtige amerikanske standretter, hvor aflivning eller en enkeltbillet til Guantanamo Bay har erstattet civiliseret retspleje. Selv om andre deltagende i den lukkede retssag i Indonesien givetvis blev tvunget til at underskrive tavshedserklæringer om sagens indhold, var det ikke muligt at pålægge sagens tiltalte tavshed om, at han stod anklaget for at have udløst en miniatombombe på Bali.

Da retssagen var slut, og Bashir var blevet frikendt, kendte han naturligvis sagens detaljer og den “fortrolige og forfærdelige sandhed om et nukleart våben”, sandheden som eksklusivt var møntet på patricierne i USA. Hvordan skulle denne mand, hr. Bashir, i betragtning af hans alder, uddannelse, profession, en muslimsk gejstlig med større interesse i at studere koranen end i at surfe på Internettet efter konspirationsteorier, ellers nogen sinde have fostret tanken: “miniatombombe”.

Her er et yderligere indicium.

Måske erindrer du, at den indonesiske kriminalret (stadig under pres fra USA) til sidst fandt en forrykt mand ved navn “Amrozi” og kendte ham skyldig i Bali-bombingen. Over for plebejerne blev dommen formuleret som konventionel bombning, over for patricierne som nuklear bombning. Naturligvis var visse indonesiske politikere langt fra tilfredse med kendelsen. For de mest tænkende af dem opstod spørgsmålet: Hvordan kunne en indonesisk borger komme i besiddelse af en miniatombombe? Da Indonesien ikke selv producerer den slags våben, kunne det kun komme udefra.

Mandag den 18. november 2002 udtalte talsmanden, Rais, for det indonesiske parlament, at han stillede sig skeptisk over for gyldigheden af politiets konklusion: at Amrozi skulle være hovedmanden bag Bali-bombningen, der krævede mere end 187 liv. Rais blev støttet af talsmanden, A. M. Fatwa, fra De delegeredes hus, som udtalte: “Min samvittighed fortæller mig, at han ikke er gerningsmanden. Jeg tror ikke på, at Amrozi har forudsætningerne for at foretage alt det, der er nødvendigt for disse bombninger, såsom at kunne udløse en  mikroatombombe på Bali.”

En sådan udtalelse fra en patricier, en ledende politiker i et land med 200 millioner mennesker virker troværdig, og der er ingen grund til at betvivle hans ordvalg, der var virkelig tale om en “mini-nuke”.

Eftersom Indonesien ikke er så følgagtigt over for USA som Australien, var det ikke så ligetil at lukke munden på de lokale politikerne. Der var også en anden faktor, der bevirkede at omtalen af en miniatombombe blev dysset ned i Indonesien. Bali er et verdenskendt ferieparadis og at afsløre den forfærdelige sandhed over for almenheden ville bringe øens status som rekreativt område til ophør i en uoverskuelig fremtid. Holdningen er forståelig.

Det er et faktum, at almindelige civilister ikke giver sig af med at kalkulere, hvornår en strålingsdosis er “sikker”, og uanset hvad øvrighedspersoner måtte udtale i relation til sikkerheden for stråling efter en atomsprængning, vil de ikke blive troet af almindelige mennesker. Det er simpelthen umuligt at forklare lægmand, at visse strålingsniveauer er sikre og andre er farlige. Alene ordet “stråling” skræmmer de fleste fra vid og sans. Men faktisk producerede miniatombomben på Bali (udløst i en mikro-indstilling) ikke et langvarigt farligt niveau af radioaktiv forurening af omgivelserne (den til 0,01 kiloton reducerede atombombe er meget forskellig fra de tre gange 150 kiloton atombomber, der blev udløst i Manhattans klippegrund, som man kan forstå. Inden for få dage, var den resterende stråling fra miniatombomben på Bali henfaldet til et meget lavt niveau, og i løbet af få uger var strålingen helt væk. Men disse tekniske facts overbeviser ikke menigmand. Han vil altid opfatte Bali og Tjernobyl som to sider af samme sag, dvs. som “stærkt forurenet” og Bali ville aldrig igen have genvundet sin status af rekreativt område.

En anden begivenhed fortjener at blive nævnt. Den daværende indonesiske præsident, Megawati Sukarnoputri, havde kort efter bombningen en række konsultationer med højtstående amerikanske embedsmænd. På rejsen hjem foretog hun et stop på Bali og udstedte tilsyneladende en række instruktioner. Kort efter blev overfladejorden i den umiddelbare nærhed af nulpunktet for sprængningen, såvel som rundt om den tidligere Sari Nightclub, fjernet og begravet på en eller anden ukendt location (sandsynligvis kastet i en dybgrav fra havet). Afgravningen var påfaldende dyb.
Den kan kun være foretaget af én bestemt grund: for at forhindre uafhængige efterforskere i at samle prøver til detektering af de radioaktive isotoper, der optræder efter en kærnevåbensprængning.

Her er nogle yderligere tekniske detaljer, blot for at understrege, at det virkelig var et nukleart våben, der blev anvendt.

En officiel version af Bali-bombningen, møntet på plebejerne, var følgende: Der var tale om cirka 1 ton konventionelt sprængstof læsset på et jeep-lignende køretøj. Ladningen detonerede i umiddelbar nærhed af Sari Nightclub og forvoldte 187 døde og mange andres alvorlige tilskadekomst. Nogle af skaderne skyldtes en eksplosionsbrand, angiveligt forårsaget af ordinære køkkengasbeholdere i kvarteret, hvorved bygninger i omgivelserne eksploderede og en omfattende brand udviklede sig.
Der verserer naturligvis en “fortrolig” udlægning af begivenheden, møntet på patricierne. Den vil vide (som sandt er), at det var en miniatombombe, der blev udløst på sin laveste sprængkraft (alle miniatombomber har variabel sprængkraft med minimum omkring 0,01 til 0,015 kiloton). Videre fortæller denne fortrolige version, at bomben tilhørte og var anbragt af “Al-Qaeda” (hvilket til gengæld er usandt).

Hvorfor var Bali-bombningen ikke en konventionel sprængning?

1. Bombens sprængkraft

Vi har i den generelle indledning allerede forklaret, hvorfor bilbomber ikke efterlader et krater. Men Bali-bomben efterlod et krater. Billedet herunder viser et indiskutabelt kraterformet hul i jorden. Derfor var billedet ikke tiltænkt offentligheden.


Dette billede blev aldrig vist igen på Tv! Foto: Internettet

 

Billedet af krateret blev ikke frigivet som en enkeltstående illustration. Det blev, formodentlig ved et slip i overvågningen af medierne, vist på en Tv-kanal og optaget af en seer. Det er aldrig blevet vist igen. Nogle gange kan en enkelt billedramme eller en uoverlagt udtalelse være tilstrækkeligt til at afsløre sandheden. Her ser vi tydeligt et vandfyldt krater. Det kunne aldrig være opstået ved sprængning af 1 ton trotyl (eller mere) i et “jeep-lignende køretøj”. Dette krater blev frembragt af en ladning, der var placeret kort under gadeniveau. Bomben forvoldte betydeligt større ødelæggelser end 1 ton simpel trotyl ville kunne.
Kig nøje på krateret. Efterforskerne er ved at måle diameteren i et forsøg på at beregne kraften af sprængningen. Diameteren er tydeligvis mindre en de 17 meter, vi har nævnt i de indledende data som typiske for en miniatombombe på 0,01 kiloton, men “17 m” er under forudsætning af, at bomben er placeret fra 5–10 meter under overfladen. I dette tilfælde var bomben anbragt ganske tæt på gadeniveau, måske 1–2 meter, så krateret blev affladet og mindre dybt.


Dette billede af en bil fra Bali i 2002 afslører en typisk effekt ved nukleare sprængninger. Foto: Internettet

 

Bilen blev ramt af varmefronten efter atombombens ildkugle, og fordi varmestrålingen udbredes radiært fra nulpunktet, efterlader den typisk alle “skyggeområder” urørte. Derfor er bilens lak intakt på den afskyggede side. Billeder af halvt afsvedne biler o.a. er en sikker indikation for intens, radiær varmestråling – i modsætning til flammer. Flammer er brændende gas, der omslutter alle sider af et emne. Fænomenet optræder ikke ved konventionelle detonationer. Ildkuglens og varmefrontens udbredelse er ultra hurtig, og ultra kort. Derfor svides kun lakken på den udsatte side, og påvirkningen er for kortvarig til at sætte ild i fx dækkene.

Egentlig kunne gerningsmændene have anbragt miniatombomben over jorden. De kunne let have gemt den i en bygning, fx i anden sals højde. Så ville der naturligvis intet krater være opstået. Til gengæld ville skaderne have været  betydeligt mere omfattende. Men åbenbart ønskede bombemændene ikke, at deres atomsprængning skulle blive alt for tydelig som sådan. Den var primært beregnet til at gøre indtryk på patricierne, ikke til at skræmme befolkningen fra vid og sans. Hvis bomben var blevet udløst fx ti meter over jorden, ville ikke blot øvrigheden, men også almindelige mennesker have indset, at det var en atombombe, og det var næppe hensigten, må vi gå ud fra. Under alle omstændigheder maskerede den aktuelle placering i passende omfang de visuelle tegn på en atombombe.
Hvad beviser krateret? Ikke nødvendigvis, at det var en atombombe. Men det udelukker med sikkerhed en bombe i et “jeep-lignende køretøj”, og beviser dermed, at den officielle version var løgn fra begyndelsen. Hvorfor lyve? Eller kunne myndighederne have været i god tro om, at det var en virkelig bilbombe? Næppe. Alle militære bombekyndige ved, at en sprængladning skal være gravet ned for at kunne frembringe et krater. Så hvorfor fortalte man, at det var en bilbombe? Al-Qaeda verserede i medierne som en bekvem syndebuk. Hvis nogen dengang sagde “bilbombe”, tænkte den ydmyge medieforbruger som en anden Pavlovs hund: “islamisk terror”. Bombemændene fik den eftertragtede opmærksomhed hos bestemte beslutningstagere i USA, og myndighederne på Bali fik lukket historien og reddet deres ferieparadis.

Eksperter ved, at den største konventionelle bombe (pr. 2012) er luftbåren og medbringer en ladning på 10 tons sprængstof. Når en sådan bombe detonerer i et byområde, rydder den en hel gade af traditionelle bygninger, bestående af mursten eller af sammenstillede betonelementer. Bygninger forstærket med stål eller med gennemført jernbeton ødelægges i mindre omfang. Her taler vi om maksimale ødelæggelser fra den største konventionelle bombe. Den er præcis ækvivalent med 0,01 kiloton TNT – hvilket er den lavest mulige sprængkraft med en miniatombombe.

Versionen for plebejerne hævder, at Bali-bomben kun var på 1 ton konventionelt sprængstof. De australske politifolk, der fra starten var med til at markedsføre denne version for almenheden, må have været smarte nok til at indse, at bomben havde været ti gange større, og at løsningen på problemet: at arrangeret 10 tons konventionelt sprængstof i et mindre jeep-agtigt køretøj – var af guddommelig natur. Trods denne logik fastholdt de i deres omtaler loyalt: “1 ton konventionelt sprængstof”.
De foreliggende skader vidnede påtrængende om noget meget kraftigere, ikke ulig en kaliber på 0,01 kiloton. Radius fra nulpunktet, inden for hvilken alle bygninger var komplet ødelagte, og radius for bestemte skader på mure, tage etc. mere end antydede, at mindst én luftbåren bombe af den nævnte kaliber skulle have være brugt mod Sari Nightclub (om ikke snarere 2 samtidig.). Ingen med kendskab til sprængstoffer og deres effekt ville seriøst hævde, at en konventionel bombe på 1 ton kunne forårsage, at ti treetagers bygninger kollapsede fuldstændigt i en afstand af 200 meter og yderligere, at etageadskillelserne faldt ned i en afstand af 500 meter fra sprængningsstedet.

2. Antallet af døde og sårede

Det er på sin plads at gennemgå nogle umiddelbare udsagn for at fornemme, hvad der skete den aften og nat, ikke mindst på kontoen for døde og sårede. Her er én af de allerførste nyhedsrapporter om bombningen: Fox News, Oktober 13, 2002:

BALI, Indonesien – To amerikanere var blandt de 188 klubgæster – mange af dem turister fra udlandet – der blev dræbt på Bali lørdag aften i en dobbelt terrorbombning, har Udenrigsministeriet bekræftet over for Fox News. Ø-paradiset var en kaotisk flugtscene efter bombningen (muligvis med forbindelse til Al-Qaeda), som sårede mere end 300. Tre amerikanere var blandt de ramte …


Når der tales om “dobbelt” er det ikke forkert, eftersom der faktisk var tre bombninger. Foto: Internettet

 

To mindre, konventionelle, bombninger udførtes samtidig på to andre lokationer, en af dem var en selvmordsbomber i Paddy’s Bar (tæt ved Sari Nightclub), en anden bombe blev udløst i nærheden af det amerikanske konsulat. Disse bomber medførte ingen skade på andre og kom kun til at tjene som distraktion i forhold til hovedbombningen mod Sari Nightclub. Tilsyneladende havde et antal islamisk troende, der mente, at de kæmpede for en ærlig sag, forberedt 3 bomber, som de ville udløse et tilsvarende antal steder på Bali, men i tilfældet Sari Nightclub, var det lykkedes Mossad at “udbygge” angrebet med en miniatombombe, og da de overlevende muslimer blev pågrebet (de var givetvis kendt af Mossad i forvejen, om ikke ligefrem anstiftet af arabisk udseende agenter som Mike Harari), kom hele bombeaktionen til at fremstå som et muslimsk projekt. I et vist omfang kom denne kulisse til at virke lige så troværdig, som forklaringen om, at 2 kaprede alluminiumsfly var i stand til at skære gennem stålfacaderne i World Trade Center, som en varm kniv gennem smør! Logik kan være insisterende (og tilsvarende upåagtet).

Men der er flere interessante tekniske detaljer.

Nyhedsindslaget ovenfor satte ofrene til “188 døde” og “mere end 300” sårede (hvoraf mere end halvdelen ville dø inden for 1–3 dage og de fleste af dem senere). Som enhver kan se, er dødstallet overraskende højt. Det er alt for højt og helt uforklaret (hvis en konventionel ladning forudsættes). Det er faktisk ikke muligt på én gang at dræbe et par hundrede og såre andre 300 med en 1.000 kg konventionel sprængladning på en jeep eller et lignende køretøj i fri luft, uanset hvor tæt en folkemængde, der befinder sig rundt om. Selv med den ondeste vilje ville det være umuligt at begå et massedrab af de dimensioner inden for rammerne af den officielle udlægning.

Dødsraten var entydigt konsekvensen af et masseødelæggelsesvåben. Selv den tidligere nævnte 10 tons fabriksfremstillede konventionelle bombe ville ikke, selv om den blev droppet midt i en “pakket” Sari Nightclub, kunne dræbe og såre så mange mennesker, som blev dræbt og såret i det virkelige tilfælde, og det uanset, at 10 tons konventionelt sprængstof og 0,01 kiloton TNT er to udtryk for præcis samme sprængkraft.
En atombombe dræber ikke kun på grund af kraften fra sprængningen, men gennem mindst to yderligere destruktive faktorer, hvilket hæver dette våben til status af masseødelæggelsesvåben. En atombombe dræber gennem en enorm trykbølge og yderligere gennem varmestråling og radioaktiv stråling.

Når man inddrager disse yderligere dræbende faktorer, er det nemmere at forstå, at dødstallet var så højt. Inden for den såkaldte “dræbende zone”, hvor alle tilstedeværende omkommer med en sandsynlighed af 99%, bliver man enten offer for trykket, og ellers for varmen eller den radioaktive stråling, eller alle påvirkningerne i kombination. Så flere mennesker, der ikke blev dræbt øjeblikkeligt af trykket (den konventionelle dræber), døde af forbrændinger eller af strålingssyge (højst sandsynlig af kombinationen) inden for 1–3 dage, og endnu flere døde inden for de følgende par uger. Det er de kendte effekter og spor efter et nukleart våben.

For øvrigt – tallet 188, der blev leveret af australske politifolk, må gælde de umiddelbart identificerbare, idet uafhængige efterforskere hævder, at der kunne have været op til 300 mennesker, der blev dræbt på stedet, men de var brændt og skadet ud over enhver mulighed for genkendelse. Deri er ikke medregnet de personer, der stod i umiddelbar nærhed af nulpunktet og som ganske enkelt fordampede uden at efterlade sig spor.
Det følgende er en kommentar fra en af de mest prominente uafhængige efterforskere af Bali-atombombningen – nu afdøde Joe Vialls, hvis modige artikel om katastrofen oven i købet blev forsøgt publiceret af en større indonesisk avis som forsideartikel (hele oplaget fra den pågældende dag blev taget af hylderne inden middag og destrueret efter ordre fra regeringen):

“… tal, der er til rådighed i øjeblikket, viser, at mindst 40 australiere stadig mangler, 30 britiske, 7 tyske, 3 franske og muligvis 6 newzealændere [man må heller ikke glemme at tillægge de hundreder af indfødte indonesere, der også formodes at have opholdt sig i nærheden]. Jeg ved, at dette lyder brutalt, men hvis disse tal blot er i nærheden af at være præcise, så må Balis offentlige myndigheder ligge inde med 86 x 55 kg kropsdele (af kroppe af gennemsnitlig størrelse, inden væsketab og henfald). Lad og være generøse og tillade en fuld 30% reduktion efter væsketab og henfald, og resultatet bliver, at myndighederne i øjeblikket må have mindst 7.224 lb (3,28 tons) kropsdele på lager ventende på identifikation …”

Det er indlysende, at 3.280 kg forkullede (f-o-r-k-u-l-l-e-d-e) menneskedele let kan hidrøre fra mindst 100 forskellige personer, og hvem kan sætte grænsen. Antallet af afdøde ejere til disse rester kunne være et par tusinde eller flere.

Lad mig i jagten på et mere præcist dødstal nævne yderligere sparsomt publiceret information om Bali-bombningen 2002. Jeg går ud fra, at det står læseren klart, at massemedierne i deres henvendelser til plebejerne, aldrig ville give sig af med at opdatere antallet af dræbte, der dagen efter forbrydelsen blev opgjort til slet og ret “188”. Men selv “188 døde” plus “mere end 300 sårede” var skræmmende nok. Disse tab antyder allerede for den engagerede læser, at et masseødelæggelsesvåben var involveret. Man må gå ud fra, at patricierne ikke var fornøjede med, at tal af den størrelsesorden overhovedet blev offentliggjort. De havde foretrukket at tilsløre alt, men uheldigvis for dem var det for sent – tallene var i omløb.

Det endelige antal dræbte er aldrig blevet oplyst, og i dag (2012), 10 år efter – gælder stadig: “188 dræbte” og “mere end 300 sårede”. Det er aldrig kommet frem i medierne, at de fleste af de “mere end 300 sårede” døde inden for et par dage efter bombningen, og dermed dramatisk forhøjede dødstallet. De ikke fundne (savnede) er heller aldrig blevet føjet til det officielle dødstal. Det store antal døde og sårede af den indfødte befolkning heller ikke. Det er sandsynligt, at det totale dødstal kan andrage flere tusinde. Men det ville være for meget at håndtere for de kontrollerende kræfter.

Var de sande tal blevet offentliggjort, ville de over for plebejerne i stedet for at vise onde muslimers påståede brutalitet vise det modsatte. Uagtet hvor onde visse muslimer måtte være, er de ikke i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, og kun et sådant våben kan forårsage de omfattende tabstal, der fulgte med Bali-bombningen.

Lad os kigge på nogle artikler i forsøget på at opdatere det oprindelige dødstal ud fra egne skøn. Her er en af artiklerne: “To newzealændere er bekræftet døde efter Bali-bombningen. Kl. 5:00 onsdag morgen, den 16. oktober 2002 (artiklen er temmelig lang, så her følger nogle uddrag. De fremhævede passager er for dem, der vil øve sig i at læse mellem linjerne):

… Venner og familie, bl.a. fra New Zealand, står over for den tunge opgave at skulle identificere kære slægtninge, der blev dræbt ved sprængningen. Mange af ligene er alvorligt forbrændte. Sent i går begynde slægtninge at ankomme til Balis hovedby, Denpasar. De står over for et makaber skue på Sanglah hospitalets lighus, hvortil ligposer i går gennem flere timer blev overført fra kølevogne, så indholdet kan blive identificeret.

Newzealandske diplomater fra ambassaden i Jakarta forestod den tunge opgave at kontrollere ligposernes mærkesedler, eller, hvor mærkesedlerne var revet af, at åbne poserne for at identificere resterne.

Udsendte Nigel Alladyce udtalte om hospitalsscenen generelt: “Jeg tror, at mange er nødt til at blive identificeres gennem retsmedicinske metoder, for så vidt jeg kan se, er langt de fleste forkullet ud over enhver genkendelsesmulighed.” Hr. Alladyce udtalte videre, at nogle kroppe var ukomplette, og at ligposerne kun indeholdt ligdele. Australien har sendt ekstra retsmedicinske hold og bedemænd til Bali, men det frygtes, at en del kroppe aldrig vil kunne rekonstrueres.

“Der kan stadig være uidentificerede lig – og jeg er ked af at måtte udtrykke det så voldsomt – men mange opholdt sig meget tæt på det sted, hvor bomben blev udløst, og kroppene er blevet sønderdelt,” udtalte Australiens udenrigsminister Alexander Downer i går efter at have besøgt stedet for bombningen.

De fleste døde er australiere, men det formodes, at personer fra omkring to dusin (24) lande er blevet dræbt. New Zealands ministerium for fremmede anliggender og handel udtaler, at ingen sårede newzealændere er blevet efterladt på Bali. Seks blev evakueret til Darwin af Royal Australian Air Force, og andre søgte til Singapore og Taipei.

Ministeriet søger stadig yderligere information om 340 personer, der formodes at befindes sig på Bali og som endnu ikke har kontaktet venner eller pårørende

Omkring 769 newzealændere, der opholdt sig på ferieøen, er bekræftet at være i live og raske …

Hr. Parker var født i Timaru, men boede en tid i Wellington, hvor han arbejdede som salgsrepræsentant for energidrik-producenten Frucor Beverages. Efter ulykken blev Hr. Parker indskrevet på Sanglah Hospital. Nu figurerer han på en liste fra hospitalets Balis Crisis Centre som en af de 35 personer, der døde der

Læser vi artiklen med kritiske øjne, står følgende klart:

Efter den indledende indsamling af identificerbare lig umiddelbart efter sprængningen, kan det antages, at det bekræftede antal døde var 188 (sandsynligvis inkluderende identificerbare indonesere).

Men, så sent som den 16. oktober (dvs. 3½ dag efter en så vidtrækkende begivenhed) var der stadig alene 340 newzealændere, som endnu ikke havde kontaktet deres familier (australiere er ikke talt med, skønt de besøger Bali i langt større antal end newzealændere, og heller ikke turister fra flere andre lande, Singapore, Europæiske lande, Rusland, Japan, Korea, USA, Canada, og selvfølgelig indoneserne selv).

Det er rimeligt at antage, at de ulykkelige 340 newzealændere heller ikke senere ville kontakte deres familier, faktisk aldrig! … for enten blev de forpuffet, eller de blev reduceret til aske eller revet i tusinde stykker og brændt, så de ikke var genkendelige.

Dødsraten blandt de sårede var ekstremt høj. Ud af de mere end 300 sårede, døde 35 ret hurtigt på blot et enkelt balinesisk hospital, mens mange andre døde på andre hospitaler, og mange døde senere – selv efter at være bragt til hospitaler i Australien, Singapore og Taiwan, endog på vejen dertil.

Man kan slutte analogt og forsøge at gætte det tilsvarende antal “savnede” australiere, der aldrig vil kontakte deres familier (altså ud over de forholdsvis intakte lig, der blev fundet og var blevet bekræftet).
Hvis der manglede 340 newzealændere, kan raten for australiere nemt have været 1.000 eller flere. Australierne er lang flere, og de er forholdsmæssigt hyppigere besøgende på Bali end newzealænderne. Indenfor i Sari Nightclub alene (hvor enhver må antages at være fordampet, vi taler end ikke om forkulning) var der alene på dansegulvet mindst 300 mennesker, og de fleste var australiere. Her er et bekræftende citat fra artiklen “The last dance“, hvor en fodboldspiller udtalte sig om Sari Nightclub:

“… I Sari Club var dansegulvet pakket med mellem 300 og 350 personer, omkring 80 procent var australiere …”

Så vi taler om mindst 240 australiere, der må formodes at være forsvundet sporløst på grund af kort afstand til atombombens nulpunkt. Tillæg yderligere nogle få hundrede australiere, der kan have opholdt sig i nærområdet af Sari Nightclub og må være forkullet (dvs. forsvundet uden mulighed for identifikation). Drager vi en forholdsmæssig parallel til 340 “savnede” newzealændere, må der mindst have manglet 1500 australiere, af hvilke nogle senere ville kunne identificeres ud af de 3,28 tons menneskerester, der afventede identifikation på et kølelager.

Tilføj til dette estimat antallet af sandsynligt savnede taiwanesere, koreanere, singaporeanere, europæere, amerikanere, canadiere, japanere og andre. Tilføj et korresponderende antal savnede indonesere, hvoraf nogle, der boede på isolerede mindre øer med dårlige kommunikationsforhold, var taget til Bali for at tjene penge som uregistreret arbejdskraft, tjenere, kokke, opvaskere, etc.

Efter at have estimeret det mulige antal af savnede + bekræftede antal døde + antallet af dem, der ville dø ud af de “mere end 300 sårede” (de fleste ville dø inden for kort tid) – er det muligt at anlægge et kvalificeret gæt på det totale antal af ofre:

Der blev skønsmæssigt dræbt mere end 3.000 mennesker ved Bali-bombningen i 2002 og ikke kun “188”, som det hævdedes den følgende dag efter den umiddelbare opregning af identificerbare lig (og er blevet det lige siden).

Man kan vende argumentationen og anskue problemet på følgende måde. Der blev efter enhver logisk vurdering udløst en miniatombombe på 0,01 kiloton. Dette våbens radius for dræbende radioaktiv stråling er ca. 315 meter.
Det er sandsynligt, at der inden for det tilsvarende cirkulære areal (0,31 km2) med nulpunktet som centrum kan have opholdt sig tusindvis af mennesker. Det er klart, at koncentrationen har været højest omkring forlystelsesstederne. Da zonen for 50% dødelighed af den radioaktive stråling når ud til 250 meter, rammes ikke alle nødvendigvis direkte af den fulde stråling, men læg dertil, at varmestrålingen og chokbølgen hver for sig yderligere medfører 50% dødelighed inden for en radius af 60 meter. De ofre, der ikke dør på stedet, vil senere dø af deres strålingsskader eller andre komplikationer, nedstyrtede bygninger, forbrændinger m.v.

Lad os kigge på nogle flere vidners forklaringer.

“Alle bygninger i nærheden kollapsede, bilerne væltede omkuld og dele fra bygningerne faldt ned over dem,” fortalte en tilstedeværende uden at oplyse, hvor han kom fra. “Jeg har aldrig set noget så grufuldt.”

Hvad tænker du nu: kan “alle bygninger i nærheden kollapse og biler vælte omkuld” … på grund af 1 ton eksplosiver? Ikke i det virkelige liv. Selvfølgelig var der tale om en nuklear udladning og intet andet.

The Guardian, 13. oktober 2002, 14:34:
Den australske turist Rachel Hughes, 18, fortalte, at hun og hendes kæreste netop var ankommet til Kuta, da sprængningen raserede natklubben og knuste vinduerne i deres hotelrum. “Da vi kiggede ud … råbte og skreg folk … De vil dø alle sammen,” sagde hun (they are all going to die) … I Bounty Hotellets foyer “var folk lige begyndt at komme ind, blødende og med forbrændinger i ansigtet, hvor huden var ved at falde af,” fortalte hun til Australia’s Seven Network.

Dette udsagn er endnu tydeligere. Læs mellem linjerne. Uanset hvor kraftig en konventionel detonation er, vil den ikke i sig selv producere nævneværdig varme og ingen flammer. Den producerer hede gasser fra den kemiske proces, og disse gasser ekspanderer i alle retninger ud fra nulpunktet og omsættes til en chokbølge gennem luften. Hvis nogen skulle befinde sig tæt på, vil pågældende blive dræbt af den mekaniske påvirkning fra bølgen. Lidt længere ude er varmen aftaget, men rammes man af chokbølgen kan det stadig være fatalt. På yderligere afstand vil mennesker blive kastet til jorden og evt. pådrage sig granatchok-syndrom, men i alle større afstande vil påvirkningen fra chokbølgen være … ja, chokerende!, men ingen vil lide alvorlig skade.

Den afgørende forskel er, at – ingen bliver forbrændt af en konventionel detonation (hvis den ikke er kombineret med napalm, fosfor eller andre pyrokemiske midler, eller fx slår hul på et brændstoflager, og væsken antændes af opståede gnister).

Beskrivelserne ovenfor: “forbrændinger i ansigtet” og “huden var ved at falde af”, mens de ulykkelige ofre endnu var i stand til at holde sig oprejste, afslører, at de havde været udsat for den kortvarige, intense varmestråling, som også ramte fx køretøjer og efterlod dem afsvedet på den ene side. Den slags forbrænding kan kun forekomme ved en nuklear sprængning i fri luft (her sidestilles effekten af en få meter nedgravet miniatombombe med sprængning i fri luft).

Den 18-årige piges udsagn er det stærkest tænkelige bevis for, at der var en miniatombombe involveret. Men det vigtigste er, at Rachel Hughes (jødisk navn), uden tilsyneladende at være kvalificeret som civilforsvars- eller militær specialist, var i stand til at fastslå, at alle disse mennesker, som i det mindste ikke var synligt skadet i et omfang, så de ikke kunne gå selv – ikke desto mindre, efter hendes opfattelse – var dømt til at dø. Hvordan kunne denne 18-årige pige være så sikker på, at alle ville dø?

Den eneste logiske forklaring er, at nogen i forvejen havde fortalt hende, at der i virkeligheden var tale om en nuklear sprængning, og at alle ofre, selv om de endnu kunne gå, ikke blot havde været udsat for termisk stråling i et omfang, så deres hud faldt af; de havde også været udsat for en dødelig dosis af joniseret stråling. Anden forklaring findes næppe på denne profetiske skarpsindighed i en 18-årig piges udtalelse.

[Vi ved, at jødiske personer blev advaret via Internettet forud for attentatet mod World Trade Center, og der var – trods efterfølgende stribevis af falske mediekonstruktioner, der skulle give indtryk af det modsatte – ingen jødiske ofre for 9/11, måske med netop én enkelt persons undtagelse.]

Det er åbenbart, at de australske politifolk besluttede at skjule sandheden om en nuklear sprængning. Men udvalgte kredse var bedre informeret, og Rachel Hughes havde det held at være blandt de initielt indviede. Hendes besynderlige forudsigelse ville ikke desto mindre gå i opfyldelse: alle de forbrændte, der samtidig var blevet udsat for radioaktiv stråling på 500 R eller mere, ville alle dø. Dødsfaldene ville begynde at indtræffe 2.-dagen efter bestrålingen, og de ville fortsætte gennem de følgende 2 uger. 

Den næste specielle udtalelse er den kujonagtige australske regerings officielle. Man var bange for at skræmme plebejerne med sandheden om den nukleare bombning. Regeringens brug af bestemte ord afslører, at der ikke er tale om en konventionel bombe:

Inden for 10–15 sekunder efter den første sprængning i Paddy’s Bar, udløstes en voldsom bombe foran Sari Club … Detonationen frigjorde en enorm energi i form af hede gasser, lys og en trykbølge, der ødelagde alt, satte alt i brand og resulterede i den omfattende ødelæggelse, man kunne iagttage ved Sari Club.  Sprængningens styrke kan anskueliggøres ved, at den kunne høres op til 15 km væk.

Her et andet afslørende ordvalg fra en turist på Bali, der tilmed havde oplevet bombningerne i London i 90’erne:

“Jeg følte hotellet ryste voldsomt og løb hen for at kigge ud ad vinduet. I det fjerne kunne jeg se en stor hvid paddehattesky og jeg vidste, at det jeg var vidne til, ikke var et ordinært angreb.”

Umiddelbare vidneudsagn og formuleringer er vigtige. Jeg går ud fra, at alle ved, at en paddehatteformet sky er karakteristisk for en overjordisk atomsprængning. Den opstår ikke ved konventionelle sprængninger, primært på grund af den betydelige forskel i varmeudvikling.

3. Senere dækning

I betragtning af monstrøsiteten af denne handling, og at den var uden fortilfælde ved at være rettet mod festende, sagesløse turister fra hele verden, kunne man forvente, at den i de følgende år ville opnå bred dækning i massemedierne. Bali-bombningen i 2002 var måske det mest illustrative eksempel på den i medierne verserende “internationale terrorisme” og “muslimsk ondskab”. At undlade at udnytte muligheden for at fastholde pøbelen i frygt måtte forekomme at være en oplagt fejltagelse for mænd som Bush, Howard, Blair etc., der ellers gav udtryk for at have viet deres liv til bekæmpelsen af “muslimske terror”.

Hvor oplagt denne chance end var, blev den ikke fulgt op. Ingen syntes at ville beskæftige sig med Bali-forbrydelsen, en unaturlig afholdenhed hos massemedierne, der normalt går de virkelige forbryderes ærinde. 

Den logiske konklusion må være, at der ikke var brug for mere omtale i medierne. Budskabet var allerede modtaget hos dem, det var møntet på, nemlig USA’s patriotiske ledelse. “Vi behøver en krig mod Saddam Hussein og hans miniatombomber,” lød det entydige budskab.

Allerede umiddelbart efter bombningen, var der påfaldende få artikler om affæren, og de artikler, der allerede var skrevet, indeholdt meget få detaljer. I modsætning til 9/11 vil den private efterforsker ikke finde et omfattende materiale, der beskriver (eller vildleder om) Bali-bombningen i 2002. Men en del artikler er det alligevel blevet til. Lad os kigge på nogle af dem.

Her følger et typisk eksempel (uheldigvis er det oprindelige link til CBC News, Canada, ikke længere aktivt; det er gennemgående, at links fra Dimitri Khalezovs bog systematisk fjernes eller ændres på Internettet – forsøg selv at søge med “sari nightclub” på CBC News, http://www.cbc.ca/ og mød en typisk jødisk domineret nyhedstjeneste, der har cementere plebejernes version med en retrospektiv opremsning af falsk historie): 

Onsdag den 23. oktober 2002 21:26 (øst), “Canadier, der blev forbrændt under Bali-bombningen, er død.
En mand (fra British Columbia), der blev alvorligt forbrændt under natklub-bombningen på Bali er død af sine skader. Rick Gleason, 39, døde på et hospital i Melbourne, Australien, onsdag, meddelte Udenrigsministeriet. Gleason, der arbejdede som finansiel rådgiver i Vancouver, blev fløjet til Australien for at blive behandlet for forbrændinger på 45% af kroppen. Udenrigsministeriet oplyste, at Gleason vil blive kremeret i Australien og hans aske sendt hjem til Canada. En ingeniør fra Calgary, Mervin Popadynec, som opholdt sig i – eller i nærheden af natklubben, savnes stadig og formodes at være død.

Hvad hæfter vi os ved her, bortset fra, at en kremering forhindrer senere analyser?

Som nævnt tidligere medfører konventionelle eksplosiver ikke i sig selv forbrændinger. Folk kan blive ramt af napalm eller fosfor, hvis disse stoffer er kombineret med en konventionel ladning, men ingen bliver forbrændt af sprængstoffet som sådan, hvad enten det er TNT (trinitrotrotyl), C4, RDX, dynamit eller et andet konventionelt sprængstof. Det er indlysende, at det hverken var napalm eller fosfor, der blev anvendt til at udslette Sari Nightclub. Så hvordan kommer de alvorlige forbrændinger ind i billedet?

De nyhedsforbrugere, der lydigt sluger politikernes propaganda og som rutinemæssigt modsætter sig enhver “konspirationsteori” af principielle grunde – selv i de tilfælde, hvor alt taler for at “konspirationsteoretikerne” har ret, vil altid søge en bortforklaring, selv i tilfælde som dette. “Forbrændingerne kunne være opstået i forbindelse med sekundære brande, vi har jo hørt i medierne, at adskillige køkkengasbeholdere i området var eksploderet,” ville de indvende.

Men ordinære sprængninger forårsager ikke i sig selv spredning af brande. Det gør kun nukleare udladninger i kraft af den intense radiære varmestråling, der øjeblikkeligt udvikles fra ildkuglen. Heller ikke gasflasker medfører direkte forbrændinger, når de eksploderer. De udvikler en koncentreret varme ad kemisk vej og en chokbølge, der kan være dræbende på tæt hold. Rammes man af den primære varme fra en eksploderende gasflaske, vil den være for kortvarig til at medføre alvorlige brandskader; til gengæld vil man dø af chokbølgen.

Igen, hvordan opstår forbrændinger, der netop dækker 45% af kroppen?
Ikke fra brændende bygninger. Det er helt usandsynligt. Hvis denne mand havde været bevidstløs eller på anden måde ude af stand til at redde sig ud af en brændende bygning, ville han med stor sandsynlighed blive forbrændt på tæt ved 100% af kroppen. Hvis han på den anden side havde været ved bevidsthed og kunne flygte, ville hans forbrændinger have været mindre end 10%.

En på én gang opstået forbrænding, der netop dækker 45% af kroppen, er en typisk følgeskade ved en nuklear sprængning. Stående, ubeskyttede personer vil præcis blive forbrændt på 45% af kroppen. Ikke mere og ikke mindre, præcis 45%. Hvorfor? Husk på geometrien og reglerne for projektion. Det er dem, der gælder.

Den anden person, der nævnes i denne artikel som endnu savnet, var sandsynligvis blandt de meget “heldigere”, der befandt sig så tæt på nulpunktet, at de blev reduceret til aske, om ikke fordampet fra det ene sekund til det næste. I det mindste led de ikke.

[Dimitri Khalezov henviser med et link til en rapport fra NCRP (National Council on Radiation Protection & Measurements), der danner grundlag for de tidligere opremsede data. Dette link fungerer heller ikke mere, og http://www.ncrponline.org/ vil have betaling for rapporter, som allerede må være offentlig skattebetalt ejendom. Hvem kan have bemægtiget sig NCRP for at lægge hindringer i vejen for udbredelsen af vigtig information … ?]

Rapporten viser (eller viste i 2012), at den dødelige afstand i forhold til varmestrålingen fra en 0,01 kiloton nuklear sprængning er indtil 60 meter fra nulpunktet. Den dødelige dosis af radioaktiv stråling fra en tilsvarende udladning er indtil 250 meter fra nulpunktet.

Den 45% forbrændte mand må have stået mellem 50 og 70 meter fra nulpunktet, ikke nærmere, for så var han blevet dræbt på stedet af lufttrykket. Havde han stået længere væk end 70 meter fra nulpunktet, havde varmestrålingen ikke været kraftig nok til at forbrænde ham så alvorligt. Men han blev yderligere ramt af radioaktiv stråling, og inden for 250 m fra nulpunktet med mindst den dødelige dosis på 500 R. Så hvad kan vi antage, han har modtaget af stråling på en afstand af 50–70 meter? Dosis kan have været tæt på 1.000 R, og ingen læger i denne verden ville kunne redde hans liv.

Det ville have været muligt at redde ham fra en 45% forbrænding alene, for en sådan forbrænding, hvis den behandles af specialister på et hospital, er ikke dødelig. Men verdens bedste brandsårsbehandling ville være forgæves i dette tilfælde. Skaderne fra den radioaktive stråling alene var tilstrækkelig til at slå manden ihjel tre gange. Den radioaktive stråling var årsagen til hans død. Men i plebejernes medier blev dødsfaldet fremstillet som konsekvensen af forbrændingerne, ikke som sandheden var: resultatet af at have stået for tæt på en dødeligt radioaktiv miniatombombesprængning.

En anden påfaldende detalje er, at dette offer døde præcis efter 10 dage. Det er den typiske “deadline” for massive tilfælde af strålingssyge – den 10. eller 11. dag dør 90% af de alvorligt skadede (af de moderat skadede dør 50% inden den 30. eller 31. dag).

En anden artikel er god at blive klog af, hvis man kan læse mellem linjerne. Kvinde dør af forbrændinger, dateret 15. oktober 2002.
… En kvinde, alvorligt forbrændt ved Bali-sprængningen, døde i dag på hospitalet i Perth. En læge fra Royal Perth Hospital udtalte, at brændsårsteamets dybeste følelser går til kvindens familie (hendes navn er ikke frigivet). Kvindens død indtraf samtidig med, at andre 14 ofre var undervejs med fly til hospitaler i Perth; bl.a. to tyskere, en skotte og en anden newzealænder; sidstnævnte er blevet hyldet som helt for at have reddet sin kone og flere bekendte i sikkerhed …

Det bemærkelsesværdige her er ikke den alvorligt forbrændte kvindes død (det er ikke usædvanligt). Det særlige er historien om manden, der var blevet hyldet som helt. De 14 ofre befandt sig åbenbart i en tilstand, der krævede deres øjeblikkelig overførsel til behandling i Australien. Hvis denne mand var blevet omfattende forbrændt, ville han ikke være i stand til umiddelbart at deltage i de omtalte redningsaktioner. Det er lige meget, hvor meget man elsker sin kone, eller hvor meget man bekymrer sig om sine venner – ingen med 45% forbrændinger er i stand til at redde nogen anden i sikkerhed; “bare” 15% forbrænding af kroppens overflade vil gøre enhver “ukampdygtig”. En sådan forbrænding vil efterlade enhver ude af stand til at tænke på andet end egen overlevelse.

På den anden side, hvis de faktiske forbrændinger ikke var livstruende, og han ikke havde været udsat for mekaniske skader, der kunne forhindre hans umiddelbare deltagelse i den omtalte redning af andre, ville der ikke være behov for prompte at overføre ham med fly til Australien. Logik kan være insisterende.
Hvad er forklaringen så? Den er ret indlysende: Denne newzealænder var ikke primært forbrændt, han led først og fremmest af strålingsskader. Han havde formodentlig været afskærmet fra atombombens ildkugle og varmestråling; det kunne have været af et forholdsvis tyndt materiale, fx en trævæg, der beskytter udmærket mod den stærke, ultrakorte varmestråling, men ikke mod den radioaktive stråling, neutronstrålingen og gammastrålingen. Han kan have modtaget så høj en dosis som 1.500–2.000 R, hvilket er en definitivt dødelig dosis, uden at han behøvede at føle sig ramt eller syg umiddelbart. Det er velkendt, at den første effekt af en dødelig dosis først indtræffer efter nogle få timer efter eksponeringen.

Det er også en mulighed, at denne ulykkelige mand havde stået i en afstand på mere end 60 meter, dvs. uden for varmestrålingens rækkevidde, men inden for for den joniserede strålings rækkevidde. Derfor blev han ikke udsat for alvorlige forbrændinger (eller ingen overhovedet), men han modtog på samme tid en overvældende dosis radioaktiv stråling. Til trods for, at han allerede var dødsmærket, følte han sig i de første timer tilstrækkeligt kapabel til at kunne udføre de omtalte redningshandlinger for sin hustru og venner. Flere timer senere begyndte han at føle sig syg, da de dele af hans krop, der regenerer blodet, var skadet i uhelbredeligt omfang. Artiklen nævner ikke specielt mandens tilstand i detaljer.

Artiklen er under alle omstændigheder et eksempel på, i hvilket omfang de vidende forsøgte at føre plebejerne bag lyset. Den er et rendyrket bedrageri.

Artiklen fortsætter:

Syv brandofre ankommer til Melbourne. En Hercules fra RAAF med syv ofre for Bali-bombesprængningen ankom til Melbournes Essendon lufthavn her til morgen. En flåde af ambulancer var klar til at føre de syv hårdt sårede til forskellige hospitaler i Melbourne. De fleste bliver sendt til brandsårsafdelingen på The Alfred. Flyet ankom ca. 10:45 (australsk østtid). Chefen for traumeafdelingen på The Alfred, Thomas Kossmann, sagde, at de forventede patienter med forbrændinger på mellem 15 og 50 procent af kroppen, læsioner fra sprængstykker og skader på hænderne.

Her klokkede patricierne igen i rapporteringen. Ville det være logisk at “forvente”, at ofrene fra en ordinær sprængning primært var kandidater til “brandsårsafdelingerne”. Hvad havde en sådan sprængning af gøre med forbrændinger. Lærer australske brandsårslæger ikke at skelne mellem skader forårsaget af konventionelle kontra nukleare eksplosiver? Jo de gør – og det de ventede på var ofrene fra en atombombe. Derfor forventede de patienter med forbrændinger på indtil 50% af kroppen.

Den næste ejendommelighed består i at forvente patienter med skader på hænderne. Hvorfor på hænderne? Svaret er indlysende, når man kender det. I det øjeblik den trænede soldat opfatter det intense glimt fra en nuklear sprængning, vil han øjeblikkeligt kaste sig til jorden med ansigtet nedad og hovedet væk fra glimtet – hænderne gemt væk under kroppen! Tiden mellem det hvide glimt og den orange ildkugle, der udsender den termiske stråling, er meget kort, og derfor har den hurtigt reagerende soldat muligheden for at vende sig bort. Enhver civilist uden denne uddannelse vil, når han eller hun registrerer glimtet, reflektorisk gøre det modsatte: dække øjnene og ansigtet med begge hænder og forblive i samme stilling – indtil pgl. slås ihjel enten af trykbølgen eller varmebølgen (eller af begge). Dermed, hvis denne civilist undgår at blive dræbt umiddelbart, vil de alvorligste brandskader ofte være på hænderne, der sjældent er beskyttet. Derfor forventede de australske læger patienter med “skader på hænderne”.

Artiklen fortsætter:

Darwin-hospitalets Bali-patienter er nede på otte. Kun otte personer blev tilbage på Royal Darwin Hospital i dag, efter at mange hårdt sårede ofre for Bali-bombningerne var blevet fløjet til andre større byer. Hospitalet har behandlet flere end 60 af ofrene, af hvilke de fleste var forbrændte. Et Hercules-fly fra RAAF flyver ofre til Sydney, Melbourne, Brisbane, Perth og Adelaide. “Vi er nede på fire personer i intensiv behandling og andre fire i 2A-behandling,” fortalte hospitalets medicinske inspektør, Len Notaras, til ABC Radio. “Allerede inden det første offer var ankommet, var vi indstillet på at hjælpe med behandling, og vi har ydet førstehjælp og derefter pleje til dem, der havde behov for et længere ophold. Men når det er sagt bestræber vi os på, at få de alvorligst forbrændte patienter videre til to eller tre større hospitaler rundt om i landet, også gerne så tæt på deres hjem som muligt, så de kan være sammen med deres familier.” Flere end 60 patienter – inklusive fem tyskere, to englændere, en canadier, en svensker, en sydafrikaner og en newzealænder – ankom i går inden for 12 timer fra Denpasar som en del af fem Hercules-flyvninger. To af de første 15 ankomne døde.

Herefter er det yderligere muligt at estimere antallet af tilskadekomne, når vi ved, at det krævede fem Hercules-flyvninger at bringe blot de sværest tilskadekomne til Australien. (Et Hercules-fly på tidspunktet kunne nemt medbringe 100 personer, siddende og en del liggende.)
Man skal være opmærksom på, at mange af ofrene fra Bali ikke blev sendt til Australien, men fx til Singapore og Taiwan. Så de fem Hercules-flyvninger var ikke den eneste transportvej ud dagen efter bombningen. Dødeligheden var angiveligt så høj, at 2 af 15 patienter var døde (flere ville følge efter).
Ud over de sværest tilskadekomne, der umiddelbart blev fløjet til hospitaler i Australien, Singapore og Taiwan, må vi antage, at der var betydeligt flere, som i mindre invaliderende omfang var skadet af enten varmestråling eller radioaktiv stråling eller af kombinationen. Antallet kan let have været så stort, at ingen formåede at foretage en officiel opgørelse af denne gruppe. De fleste blev behandlet på indonesiske og enkelte andre hospitaler, men da deres skader ikke var akutte, har ingen bekymret sig om at gøre antallet op eller levere et officielt estimat. Læg yderligere til disse tal alle dem, der kun havde pådraget sig begrænsede strålingsskader, som ikke ville søge lægelig behandling og ville komme sig ved egen kraft. Det efterlader os med en ganske god forestilling om antallet af samtlige ofre og samtidig den sande skala af Bali-forbrydelsen. 

Lad os tage et par nyhedsformidlinger mere (kun de interessante passager er nævnt):

Antallet af tilskadekomne “meget højt” advarer Downer fra Bali. 15. oktober 2002. Antallet af australske tilskadekomne kan blive “meget højt”, men ikke alle savnede kan uden videre anses for at være døde, udtalte udenrigsminister Alexander Downer i dag. Tyve australiere er bekræftet døde, men med over 160 savnede forventes det endelige tal at stige betydeligt. Hr. Downer, der talte på Bali efter at have lagt kranse på stedet for lørdagens dødelige bombesprængning, udtalte på basis af henvendelser fra familier, der leder efter slægtninge og venner, at antallet af savnede australiere var i nærheden af 160 til 170. “Men det er ikke til at sige, om det nuværende antal også er antallet af fatale tilfælde,” sagde han til journalister på stedet. Hr. Downer oplyste, at det totale dødstal, i øjeblikket på omkring 183, sandsynligvis ville stige yderligere. “Det er sandsynligt, at flere er blevet dræbt … de er simpelthen blev tilintetgjort af sprængningen,” udtalte han. – Hr. Downer gav udtryk for, at den “grufulde” scene af ødelæggelse omkring Sari Club var tilstrækkeligt til at gribe enhver om hjertet. Han og justitsminister Chris Ellison lagde kranse mellem ruinerne fra klubben, der havde været pakket med australiere da bilbomben eksploderede lørdag nat [bemærk: her tales kun om australiere, ikke inkluderende newzealændere, hvoraf der savnedes over 340; nu kan man forestille sig, hvad antallet af savnede australiere ville ende med at blive]. “Niveauet for terrorisme og massemord, som vi har bevidnet på Bali den 12. oktober om aftenen, må gøre indtryk på enhver,” udtalte hr. Downer. “Vi arbejder med en liste, der indeholder omkring 160 australiere, som formodes at kunne have opholdt sig i området, og vi er dermed i gang med at reducere listen til de personer, der har mere direkte betydning for os,” sagde han.
Hr. Mules oplyste, at alle tilskadekomne australiere var blevet evakueret fra øen. “Der er ingen australske tilskadekomne, som endnu opholder sig på lokale hospitaler, alle er nu evakueret til Australien,” meddelte han. En medarbejder fra Den Australske Ambassade, Kirk Coningham, oplyste, at 196 australiere med skader, som de havde pådraget sig under lørdagens bombning, var blevet evakueret, 16 af dem i kritisk tilstand og 40 på bårer. Australien havde også tilbudt at evakuere tilskadekomne indonesere til behandling i Australien,” fortalte hr. Downer. AAP …

Efter min opfattelse er antallet af “savnede” hhv. “tilskadekomne” australiere i denne specielle artikel bevidst nedskrevet. Det kan umuligt passe, at kun 160–170 australiere savnedes, når samtidig 340 newzealændere var meldt savnet. Denne diskrepans modsiges af en anden kalkule: det blev indledningsvis erklæret, at “over 300” var blevet såret ved Bali-bombningen. Nu blev det bekræftet, at af disse “over 300” var 196 australiere, altså kun lidt under 2/3. Det er en kendsgerning, at australske turister udgør den overvejende del af alle Balis turister. Det må derfor være tilladeligt at gå ud fra, at mere end 1.000 australiere “savnedes” i dette tilfælde, hvis deres sædvanlige forholdsmæssige præsentation ellers var gældende.

Motivet til den konsekvente underdrivelse er tydelig nok. Patricierne ønsker ikke at skræmme plebejerne ved at offentliggøre de sande tal over savnede. Det er en velkendt praksis i krigs- og krisesituationer at underdrive egne tab og overdrive fjendens eller “de andres” tab.
Forfatteren til disse linjer brugte adskillige timer på Internettet for at opsøge information, der relaterede sig til Bali-ofrene, bl.a. for at kunne modbevise de officielle tal. Det gav følgende resultat:
Forskellige lande opgjorde den 15. oktober 2002 antallet af medborgere som var bekræftet tilskadekomne (ikke døde eller savnede, kun tilskadekomne) til: australiere, mere end 200; danskere, 2; briter, mange, men det præcise antal var ikke opgjort; canadiere, mange, men det præcise antal var ikke opgjort; franskmænd, mindst 5; tyskere, 10; grækere, 1; indonesere, mindst 200; italienere, 6; japanere, mindst 7; newzealændere, mindst 12; sydafrikanere, 1; svenskere, 3; schweizere, 5; amerikanere, 3; hongkongnesere, taiwanesere, koreanere, singaporeanere, også mange sårede, men det præcise antal var ikke opgjort.

Det mindste antal sårede, vi kan udlede af ovennævnte, er 500, men det kunne meget vel være flere. Betydeligt flere. Endvidere skal “sårede” her opfattes i betydningen “hospitalsindlagte sårede”. Mange flere, herunder dem, der blev ramt at mindre doser af radioaktivitet og ikke følte sig syge umiddelbart, er heller ikke med. Tillæg yderligere det store antal af indonesere, der undlod at søge offentlig hjælp, selv om de var kommet til skade. Heller ikke de er med.
Når der officielt kan opregnes mindst 500 sårede ved blot at sammenlægge de forskellige landes umiddelbart opgjorte tal over sårede, hvordan kan det så være, at massemedierne kun rapporterede “over 300” sårede efter Bali-bombningen?
Svaret er: politiske hensyn. Og det er det tilbagevendende problem med tidens propagandamaskine; ingen kan fæste lid til, hvad man erfarer gennem medierne. Det er nødvendigt at læse mellem linjerne og analysere sig frem til eventuelle afsmitninger af sandheden.

Vi har set, at proportionerne haltede mellem australiere og newzealændere. I remsen ovenfor er der 200 sårede indonesere mod 12 newzealændere. Tidligere blev det gjort gældende, at der var 340 savnede newzealændere mod 170 australiere. Tallene passer ikke sammen, de modsiges af de sandsynlige repræsentationer af nationaliteterne på og omkring gerningsstedet på gerningstidspunktet. Som et absolut minimum må over tusinde australiere være forsvundet sporløst som følge af atombombesprængningen, men den australske regering ønsker ganske enkelt ikke at forholde sig anstændigt til sandheden. Det siger en hel del om denne regerings præferencer og afhængighed.

Det vigtigste fra den citerede artikel ovenfor er ikke det sølle forsøg på at nedskrive antallet af dræbte og sårede, men vendinger som “massemord” og “niveauet for terrorisme …”, som hr. Downer betjener sig af – en australsk udenrigsminister og én af det 21. århundredes kendte “antiterror stridsmænd”, i øvrigt sammen med den australske udenrigsminister, John Howard, der formentlig er endnu mere stridbar end selv præsidenten for USA, George Bush. Se fx, hvad John Howard udtalte i forhold til Bali-bombningen:

“Ordet terrorisme er for antiseptisk til at beskrive det, der er sket,” udtalte premierminister John Howard i parlamentet i går. “Hvad der skete var et barbarisk, brutalt massemord uden nogen berettigelse.”

Det er mærkeligt, at man først anvender en fuldstændig berettiget, fordømmende retorik kun få dage efter en af de mest uhyrlige – ja, i virkeligheden en af de mest ubeskriveligt kyniske – forbrydelser i det 21. århundrede (kun sammenlignelig med 9/11 i 2001 og Hiroshima-bombningen i 1945), for kort efter, helt frem til i dag (2012), at lade det hele gå i glemmebogen. Overraskende hvordan folk som Howard og Bush, hvis position i samfundene var direkte afhængig af, hvor højlydt de buldrede om farerne ved “muslimsk terrorisme”, kunne slette Bali-forbrydelsen fra propagandatavlen og derefter agere, som om den ikke havde fundet sted. Det kan synes mærkeligt rent umiddelbart.

Bali-bombningen i 2002 var, som allerede nævnt, det mest velegnede rædselscenarium at skræmme den ydmyge hob med, bloddryppende og barbarisk som den var – om muligt mere kujonagtig end terrorangrebet mod Pentagon og tvillingetårnene på Manhattan (det var under alle omstændigheder et terrorangreb, selv om terroristerne ikke var dem, der blev udpeget). Det er forklarligt, at tvillingetårnene kunne blive et højt prioriteret mål som symbol på amerikansk kapitalisme, og at Pentagon kunne udpeges som et legitimt militært mål – men den inferiøre Sari natklub, et samlingssted for banal turisme og absolut uden politisk betydning af nogen art; hvem med blot en smule anstændighed i behold ville udslette den?
Det forholder sig præcis som hr. John Howard gør gældende: Bali-angrebet var uden nogen berettigelse. Alligevel blev dette “perfekte” højtprofilerede massemord sat på stand-by af tidens propagandister. Hvorfor?

Tillad mig at give min forklaring. Som nævnt tidligere udførtes den nukleare bombning af Sari Nightclub ikke på noget tidspunkt “til ære for” offentligheden. Det var en ganske udsøgt terror, der eksklusivt var møntet på patricierne. Det bagvedliggende problem var, at visse patriciere i USA ikke havde været specielt ivrige efter at godkende en latterlig krig mod Irak. Så miniatombomben på Bali tjente sit eksklusive mål: de tøvende patriciere holdt op med at tøve for kort efter at godkende krigen mod den onde Saddam Hussein. Det blev omhyggeligt skåret ud i pap for dem, at det var Saddam, der leverede miniatombomben til det såkaldte Al-Qaeda og Jemaah Islamiah. Ydermere bekræftede miniatombomben på Bali den “fortrolige” 2. sandhed over for US-regeringen, at det nok var 3 andre miniatombomber, måske ligefrem fra samme leverandør, der sendte Twin Towers til jorden den 11. september 2001. Og dermed – da Bali-bombningen således havde tjent sine primære formål, var det ikke længere nødvendigt at omtale den. Det er præcis derfor, at den synes at være glemt i dag (i det mindste af plebejerne). Desuden druknede enhver erindring kort efter i massemediernes hysteriske hetz mod Saddam Hussein, da USA invaderede Irak 5 måneder senere.

Efter at have læst det foregående, vil en yderligere kompromitterende detalje næppe overraske dig: Nulpunktet for Bali-bombningen i 2002 blev døbt “ground zero” allerede den følgende dag. Det er overvejende sandsynligt, at det var ABC*-personel fra det australske militær, der først introducerede dette unikke navn for det sted, hvor en atombombe er blevet udløst. Betegnelsen blev hængende, og endnu i dag kaldes stedet for “Ground Zero”. Dette selvhævdende engelske udtryk har beriget selv de indonesiske og balinesiske sprog. Siger du “Ground Zero” til en indonesisk taxi-chauffør, som knapt forstår engelsk, bringer han dig uden yderligere kommentarer prompte til stedet, hvor den tidligere Sari Nightclub fandtes.

*) ABC-personel indsættes ved Atomar, Biologisk og Cemisk krigsførelse.

Hvis du mener, at udtrykket “ground zero” allerede i 2002 havde antaget sin udvidede betydning (typisk for tiden efter 9/11), tager du fejl. I virkeligheden greb US-regeringen først ind i 2003 og beordrede betydningen af “ground zero” redefineret i alle engelske ordbøger, og først i 2004 begyndte dens spindoktorer at fremstille falske ordbøger, der gav sig ud for at være udgivet før 9/11, med den udvidede definition. For australsk-engelsk indtraf modifikationerne fra efter 9/11 noget senere. Den officielle udgave af “Australian English – the full Macquarie Dictionary” lancerede den udvidede definition i 2005, mens de australske udgaver af de komplette Oxford og Collins engelskordbøger gjorde det henholdsvis i 2004 og 2003. 2002-udgaverne af de komplette australien-engelsk-ordbøger (Macquarie, Collins og Oxford) definerede eksklusivt “ground zero” som “det sted, hvor en nuklear bombe er eksploderet”, altså uden sekundære betydninger. Så når de militære aussier i 2002 kaldte nulpunktet for Bali-bombningen “ground zero”, var det i den unikke betydning og givetvis seriøst ment.

Jeg tror, at dette må være tilstrækkeligt om miniatombombningen på Bali i 2002. Hvis det ikke er nok til at skabe en forståelse af, hvad der hændte på Bali, er jeg ude af stand til at hjælpe yderligere. Hvis nogen stadig foretrækker at mene, at alle ødelæggelserne, ofrene, lemlæstelserne, forbrændingerne og “ground zero” kunne have været forårsaget af 1 ton kunstgødning, behændigt ændret til et sprængstof af Amrozi efter inspiration fra den muslimske gejstlige Abu Bakar Hashir, så melder jeg pas. Det ville være det samme som at påstå, at den nu afdøde Timothy McVeigh var den virkelige bombemand bag miniatombombningen af Alfred P. Murrah Federal Building i Oklahoma den 19. april 1995 – en af de mest afskyelige forbrydelser i det foregående århundrede. 

[Afslutningsvis et billede af organisatoren for missionen på Bali, Mike Harari, operativ chef i Mossad og langvarigt stationeret i Bangkok, Thailand, hvor Mossad er permanent til stede for at kontrollere udskibningen af opium fra “Den gyldne trekant” (delvist Kina, Burma, Thailand, Laos og Vietnam, storproducenter af råopium). Transporten til udskibning foregår bl.a. gennem Thailand (hvor myndighederne holder kikkerten for det blinde øje) til Vesten, herunder til Europa via Frankrig. Mossad finansieres overvejende af handel med narkotika på de vestlige markeder.


Mike Harari, Bangkok, 2002. En af de charmerende rygstikkere, som kendetegner Mossad. Han ville udmærket kunne udfylde rollen som hyggekok i Tv-køkkenet.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

Mike Harari gjorde ingen hemmelighed af, at han var hovedplanlægger af angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001. Han fejrede personligt begivenheden under Dimitri Khalezovs tilstedeværelse, så snart den fuldbyrdede forbrydelse var blevet vist på thailandsk Tv.
Mike Harari var også aktiv i planlægningen af bombningen på Bali, hvor han optrådte i skikkelse af den franske statsborger “Doctor Hadji Mohammed Husseini” (med arabiske aner). Han er gengivet med et diplomatpasfoto nedenfor. Denne figur (og en dårlig s/h kopi af billedet) figurerede efter Bali-bombningen på en af FBI’s lister over formodede forbindelser mellem operationelle personer i “Jemaah Islamiah” og “Al-Qaeda”. Tydeligere bevis for Mossads infiltration og anstiftende virksomhed på Bali under falsk flag kan næppe leveres. Dimitri Khalesov bevidnede det hele fra første parket, som man kan læse meget mere om i bogen The Third Truth about 9/11. (Den kan downloades som e-bog via artiklen WTC-attentatet opklaret, kig nederst i artiklen og følg anvisningen.)


Mike Harari i skikkelse af Doctor Hadji Mohammed Husseini. Der er tale om en mindre korpulent fremtoning med skæg, men personen er umiskendeligt den samme.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

I 2007 figurerede navnet Mike Harari under overskriften Political Affairs på den israelske ambassades hjemmeside i London. Han tituleredes på siden: “Counsellor for Political Affairs”. Linket i den oprindelige udgave er for længst gjort ubrugeligt, men en skærmkopi er vist i bogen.]