Bombe mod: Khobar Towers i Dharan, Saudi-Arabien,
25. juni 1996

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 15. december 2014.

 

Bombe mod Khobar Towers i Dharan, Saudi-Arabien, 25. juni 1996 kl. 21.50.

Efter kommentaren til billedet følger den officielle information om bombningen af Khobar Towers (jeg har komponeret teksten, så det er mere forståeligt).

Amerikansk og saudisk militært personel kigger ned i krateret, forårsaget af sprængningen af en tankbil uden for det nordlige hegn til Khobar Towers på King Abdul Aziz flyvebasen nær Darhan, Saudi-Arabien, kl. 14.55 EDT (Eastern Daylight Time), tirsdag den 25. juni 1996.

1996, “Khobar Towers”, Dharan, Saudi-Arabien.
(Det officielle foto på Internettet fra det amerikanske militær.)

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber

Krateret fra en “bilbombe”, som ifølge officielle informationer var indrettet i en lastbil, der havde fungeret som slamsuger på en amerikansk base i området. Dette krater taler sit tydelige sprog om, at denne såkaldte bilbombe var gravet et godt stykke ned i jorden inden den blev udløst. Bomben har tydeligvis været placeret i kloaksystemet, og dens effekt svarede til adskillige gange de 2,5 tons (underforstået konventionelt) sprængstof, der oprindeligt blev foreslået af “autoriteter” fra USA. Senere blev estimatet ændret til 10–15 tons TNT (trotyl). Ingen af disse udtalelser forklarer karakteren og omfanget af ødelæggelserne, tilstedeværelsen af et enormt krater, samt … hvordan man forestillede sig, at de 10–15 tons sprængstof var blevet anbragt i hvad der ligner 5–10 meters dybde, uden at nogen havde observeret det.

Al Khobar Towers var en del af et boligkompleks, der i 1996 blev anvendt til husning af fremmed militært personel, bl.a. fra USA. “Terroristerne” formodedes at have smuglet eksplosiver ind i Saudi-Arabien fra Libanon (man skal hæfte sig ved, at det skulle komme fra Libanon). I Saudi-Arabien mentes de at have anskaffet en lastbil (tankbil), der havde været brugt til rensning af kloaker. Den blev kaldt “honningbægeret” af de amerikanske soldater i området, men blev nu konverteret til en “bombe”.

Umiddelbare estimater, foretaget af amerikanske myndigheder over bombens størrelse, angav, at lastbilen måtte havde indeholdt 3.000–5.000 lb (1362 til 2270 kg) sprængstof (underforstået: konventionelt). Senere foreslog General Downing-rapporten om tilfældet, at styrken af sprængningen svarede til mellem 20.000 og 30.000 lb (eller 9 til 13,5 tons) TNT. (På det tidspunkt begyndte udredningerne at blive en smule grinagtige, især for militærpersoner, da dem, der stod for dækhistorien, besluttede at “opskrive” den oprindeligt estimerede mængde sprængstof med faktoren 6.)

Målet var den otte etagers Bygning 131, der husede luftvåbenpersonel fra De Forenede Staters Wing 4404, fortrinsvis en udsendt redningsenhed og en kampenhed. “Bilbomben” detonerede den 25. juni 1996 kl. 21.50 lokal tid.

Den såkaldte lastbilbombe hævdedes at have været parkeret på en parkeringsplads over for Bygning 131, dvs. i en afstand af 72 ft (eller ca. 22 meter).

Kraften fra sprængningen var enorm. Ladningens størrelse medførte en intens støvstorm, og kræfterne fra den betydelige trykbølge og det efterfølgende vakuum forårsagede i sig selv betydelig skade. Adskillige militære køretøjer, der var parkeret til venstre for Bygning 131 (iagttaget fra nulpunktet) blev ikke skadet af direkte fragmenter men betydeligt af den intensive chokbølge alene. Bomben ødelagde eller beskadigede seks andre beboelseshøjhuse i komplekset. Ruderne blev knust i bogstaveligt talt hvert eneste vindue i det øvrige kompleks og i nabolaget op til 1 mile væk (ca. 1,6 km).


Khobar-bombningen ifølge den officielle udlægning. Ill.: Internettet

 

Et enormt krater, 25–26 meter i diameter og omkring 10 meter dybt, markerede, hvor “bilbomben” havde været placeret. I alt blev 19 amerikanske tjenestegørende og 1 saudiaraber rapporteret dræbt (bemærk at “dræbt” og “rapporteret dræbt” er to forskellige størrelser, som det tydeligt fremgik af Bali-bombningen), og 386 meldtes sårede (ifølge uofficielle kilder var tallet 515). Der var 147 saudiarabere blandt de mange nationaliteter af sårede. Sprængningen kunne mærkes 80 km væk i ø-staten Bahrain i Persergolfen. Antallet af senere døde blandt de sårede er endnu aldrig blevet offentliggjort. Typen af skader er heller ikke blevet præciseret, men kan let gættes af en kvik observatør. Seismiske optagelser af sprængningen findes ikke offentligt tilgængelige, men kan også let kalkuleres alene ud fra kraterets størrelse.

Billedet i begyndelsen af artiklen er det officielle af Khobar Towers-bombningen i 1996 fra det amerikanske militærs hjemmeside. Det er trods alt lidt overraskende, at navnet på billedfilen, som militærets fotograf (eller måske den militære webdesigner) har tildelt jpeg-filen, inden billedet blev placeret på netop den hjemmeside, er:

“Khobartowersgroundzero.jpg”.

Det hed billedfilen, da jeg kopierede den til min PC fra Wikipedias artikel fra februar 2011.

[Artiklen og billedet er nu væk fra Wikipedia. Heldigvis gemte Dimitri Khalezov en skærmkopi fra 10. februar 2011 og viser den i sin bog. Når vi i dag slår op på samme URL på Internettet (http://en.wikipedia.org/wiki/File:Khobartowersgroundzero.jpg) ses beskeden: File: Khobartowersgroundzero.jpg … Siden er slettet … 23. august 2011 kl. 00.22.
Så selv om artiklen og billedet er væk, står det afslørende navn (endnu) tilbage.]

Faktisk så jeg det samme billede på Wikipedia med det forræderisk krater og navn allerede sidst i 2007 eller i begyndelsen af 2008, men det faldt mig ikke ind på tidspunktet at lave en skærmkopi. Jeg gemte rutinemæssigt billedet til min samling og lod det informerende filnavn være uændret. Samtidig kunne jeg på den officielle hjemmeside for “U.S. Department of Defense” finde samme foto i deres database blot ved at søge med “groundzero.jpg”, stadig uden at sikre en kopi af skærmbilledet. Det kan ærgre mig i dag. [En søgning med samme ord i dag, snart 2015, medfører hit på alle de tilladte “Ground Zero”. Det er en fordel at kunne kontrollere medierne og snart historien, når man er kriminel og har brug for at slette sine spor.

Billedet blev også fjernet fra det amerikanske krigsministeriums hjemmeside og er ikke længere tilgængeligt på nogen officiel hjemmeside. De såkaldte good guys havde indset fejltagelsen.

[Imidlertid kan (kunne) billedet stadig opleves i stort format under sit oprindelige filnavn på denne adresse: https://picasaweb.google.com/lh/photo/FoUNQPGwUlwHjRvITPhf9g (som pr. 2016-08-12 også  mistede referencen). En beskrivelse under billedet på siden picasaweb.google.com lyder (lød) som følger:
960626-N-00000-004? Amerikansk og saudisk militært personel kigger ned i krateret, forårsaget af sprængningen af en tankbil uden for det nordlige hegn til Khobar Towers på King Abdul Aziz flyvebasen nær Darhan, Saudi-Arabien, kl. 14.55 EDT (Eastern Daylight Time), tirsdag den 25. juni 1996.

Referencer til det oprindelige filnavn er generelt fjernet fra Internettet på officielle (jødekontrollerede) sites. Kun revisionistiske sites som O-D-I-N.org o.l. bevarer denne del af Verdenshistorien for eftertiden. Det samme billede verserer nu under andre, neutrale eller direkte misvisende navne, som for eksempel på “The Official Blog of US Air Force“, hvor billedfilen hedder “Crater-caused-by-an-explosion.jpg. “Eksplosion” er betegnelsen for det der sker, når sortkrudt lukkes inde og antændes, eller når brændstof antændes i en forbrændingsmotor – i modsætning til en detonation, som der i virkeligheden var tale om. De fleste referencer under det oprindelige navn, “Khobartowersgroundzero.jpg”, linkede til Wikipedia Images, hvorfra billedet er fjernet. ]

Som du sikkert husker, forklarede jeg i begyndelsen af bogen, at før den 11. september 2001 [attentatet på World Trade Center], blev udtrykket “ground zero” udelukkende brugt i forbindelse med nukleare sprængninger. Specialisterne i det amerikanske forsvar valgte ikke et så påfaldende navn til en billedfil i blinde. Stedet for “lastbilbomben”* i Khobar blev af oplagte grunde kaldt “ground zero”. Derfor gav fotografen det et praktisk navn, eller den person, der scannede det oprindelige negativ for at lave en digital kopi, valgte måske navnet. I 1996 blev alle fotografiske optagelser endnu, specielt hvis der var brug for høj opløsning, fotograferet med analog teknik. 

*) truck-bomb – benævnelsen “truck” bruges i USA også om en stor pickup, men i Khobar-tilfældet var den beskrevne bil en tankvogn.

Dette er igen et illustrativt eksempel på, hvordan fortrolig information af og til bliver afsløret ved en uskyldig handling eller bemærkning, ligesom udtrykket “millisekund”, der blev brugt i forbindelse med Bali-bombningen, begyndte at tiltrække sig uønsket opmærksomhed. Det er vigtigt at slå fast, at filnavnet med “groundzero” i sig blev knyttet til billedet inden 9/11. Billedet af Khobar-krateret eksisterede på det amerikanske krigsministeriums hjemmeside i 5 år forud for demoleringen af World Trade Center, og lige siden har det båret navnet “khobartowersgroundzero.jpg”.

Bondefangerne* bruger regelmæssigt at skyde mig i skoene, at jeg “har udviklet en teori om, at World Trade Center blev demoleret ved hjælp af nukleare ladninger, alene baseret på, at dets tidligere beliggenhed nu kaldes Ground Zero”. [Det er jo hensigten med den ekspanderede betydning af “ground zero”, at den skal fungere sådan.] De foretrækker naturligvis at ignorere, at jeg tidligere gjorde tjeneste som officer i den særlige sovjetiske kontrolenhed, der var ansvarlig for monitorering af nukleare sovjetiske sprængninger, samt overvågning af tilsvarende sprængninger – plus den generelle trafik med nukleart materiale – uden for Sovjetunionen. Derfor kendte jeg i mere end ti år forud for 9/11 til planerne, efter hvilke WTC i en nødsituation kunne demoleres ved hjælp af atombomber placeret i forberedte kamre under centret.
I tilfældet Khobar bygger jeg ganske rigtigt primært min påstand om en nuklear sprængning på det faktum, at bombestedet blev benævnt “ground zero” på et tidspunkt, hvor udtrykket kun havde én betydning, og det forannævnte foto vil bl.a. af den grund tjene som primært indicium. Det er interessant at bemærke, at i dette tilfælde gav bondefangernes sig ikke i lag med at diskutere med mig, men foretrak simpelthen at fjerne det afslørende billede med det forræderiske navn.

*) Bondefangerne er Dimitri Khalezovs betegnelse for den horde af agenter på Internettet og i den fysiske verden, der arbejder for den jødiske sekt ved konstant at angribe og grundskyde den 3. sandhed,  s-a-n-d-h-e-d-e-n, barbarernes sandhed. Det var dem, der den 11. september 2001 på Manhattan, “spontant” henvendte sig til tv-hold og større grupper af civile, der blev filmet! – og opførte deres forud indstudere rollespil om, at det bestemt var passagerfly, der havde ramt tvillingetårnene (for derefter fuldstændigt at forsvinde … !).

Den videre udledning af det foreliggende fra Khobar-bombningen er efterhånden rutine for os. De tre vigtigste argumenter er følgende:
– bilbomber og lastbilbomber efterlader ikke kratere,
– to (eller femten) tons konventionelt sprængstof kan hverken forårsage den omfattende ødelæggelse eller det betydelige antal tilskadekomster,
– stedet for en konventionel sprængning bliver aldrig kaldt “ground zero”.

Man skal være komplet novice i eksplosiver for at hoppe på historien om, at krateret, vist på billedet ovenfor, kunne være resultatet af en konventionel bombe placeret på en lastbil. Dette krater kan ikke engang opstå ved at udløse en miniatombombe på ladet af en lastbil. Det kan kun have været en miniatombombe udløst et godt stykke under jordoverfladen, formodentlig i kloaksystemet i nærheden af Bygning 131, indstillet på 0,2 kiloton (dvs. til en sprængkraft svarende til 200 tons trotyl), bedømt efter sporene. Sandelig lidt over de 15 tons, der blev “estimeret” af “sagkundskaben”. Pudsigt, ikke?

Det er relevant at stille spørgsmålet: Hvorfor bekymrede gerningsmændene sig om at placere bomben i en vis dybde? (ikke bare ude af syne, men dybere).
Svar: for at minimere skaderne så meget som muligt og skjule de ellers alt for typiske spor efter en atombombe for den civile almue – således at kun militære eksperter ville forstå, at der var tale om et nukleart våben. Med andre ord: de ønskede ikke at kreere en slags mini-Hiroshima af Khobar-komplekset.

“Khobar Towers-bombningen” var tilsyneladende planlagt som en slags “eksklusiv terror”, designet til at gøre indtryk på patricierne uden at skræmme plebejerne. Hvorfor? vil nogen spørge, og jeg må svare, at jeg ikke ved det med sikkerhed – sandsynligvis havde “nogen” behov for at bevise over for de amerikanske mæcener, at de onde islamiske fundamentalister i Iran stadig var farlige, selv efter Ayatollah Ruhollah Khomeinis død (dette til trods for, at islamisk fundamentalisme som fjende af den jødiske verdenssekt og NWO-ideologien internt i Iran afgik ved døden sammen med dens aldrende grundlægger i 1989). Det kan også have været et forsøg på at hænge Hezbollah ud, som repræsenterede den alvorligste trussel mod den israelske okkupation af det sydlige Libanon. Eller der lå en anden politisk intrige bag. Hvilken er vanskeligt at afgøre 15 år senere.

Gerningsmænd:
Det officielle USA forsøgte først at skyde skylden for forbrydelsen på en bestemt, indtil da ukendt, saudisk organisation benævnt “Hezbollah-al-Hijaz” – formodet shia-organisation, tilsyneladende forbundet med den velkendte libanesiske Hezbollah. Denne hidtil ukendte organisation var åbenbart en del af det militante Islam, som blev praktiseret i Iran under den islamiske revolution, også kaldt “islamisk fundamentalisme”. Denne påstand blev tilmed støttet af den saudiske indenrigsminister, da det var bekvemt for saudierne at holde liv i indtrykket af, at en beskeden shia-gruppering i landet (konstant i opposition til den regerende familie) var den eneste gerningsmand.

Det er lidt interessant, at FBI led et ret ydmygende nederlag i denne sag. Bureauet indgik en aftale med en bestemt shia-muslim af saudisk oprindelse, bakket op af saudiske kolleger. Denne person indvilgede til en begyndelse i at blive overført til USA for at erklære sig skyldig til gengæld for en modydelse af en eller anden art. Det var hensigten, at han i princippet skulle spille samme rolle som Timothy McVeigh under den famøse retssag efter Oklahoma-bomben, eller som klovnen Khalid Sheikh Mohammed og Zacarias Moussaoui (piloten fra Minnesota) besatte i de tilsvarende narrespil, der skulle forestille legitime retssager i forbindelse med 9/11. Men da denne ny stand-in var ankommet til USA, fik han åbenbart kolde fødder og erklærede sig ikke-skyldig, idet han fremlagde et alibi, der udelukkede hans tilstedeværelse i Saudi-Arabien på tidspunktet for bombningen af Khobar-Towers.

Af en temmelig afslørende Pressemeddelelse på FBI’s hjemmeside [den oprindelige skærmkopi fra 2012 er vist i Dimitri Khalezovs bog på s. 731, mens linket her fører til den aktuelle udgave pr. 11. december 2014] kunne man se, at ganske tæt på 9/11 [pressemeddelelsen var også i 2012 dateret “21. juni 2001”], gjorde USA’s officielle myndigheder end ikke forsøg på at sammenkæde noget “sunni-Al-Qaeda” med Khobar-bombningen. Det var alene de gode gamle “islamiske fundamentalister” af shia-observans der fik skylden – “pro-iransk saudisk Hizballah” og “libanesisk Hisballah”. Bemærk også, hvilken type forbrydelse disse mennesker blev anklaget for ifølge dette “anklageskrift”. Læs omhyggeligt andet afsnit fra oven og bemærk ordene “weapons of mass destruction” (masseødelæggelsesvåben), ubehændigt afsløret for plebejerne af selveste FBI. 

[Den Danske Ordbog på Internettet: “masseødelæggelsesvåben” er angrebsvåben der forårsager omfattende ødelæggelse – fx atombombe eller brintbombe. Dermed udelukkes i praksis konventionelle våben, da der ikke findes konventionelle våben med en samlet effekt, der overhovedet kommer i nærheden af nukleare våbens.]

Måske husker du, at i 1996 var det såkaldte Al-Qaeda (der tydeligvis var en “Wahhabi”-organisation af sunni-observans, og bestemt ikke “islamisk fundamentalisme”) endnu ikke blevet udråbt til det såkaldte demokratis hovedfjende. Det var endda omvendt; Al-Qaeda var stadig en slags allierede for USA. Osama bin Laden og co. hjalp amerikanerne med at bekæmpe de sovjetiske “vantro”, som invaderede Afghanistan (og samtidig hjalp den jødiske sekt med at udrydde den grundliggende islamiske ideologi, Adat, der blev fulgt i Afghanistan og andre steder, for at erstatte den med den kontroversielle Sharia-lovgivning (såkaldt), der banede vejen for et sekulært Islam.

Det såkaldte Al-Qaeda blev ført udnævnt til Vestens “hovedfjende” efter den endelige bortgang af islamisk fundamentalisme, den ortodokse islam (o. 1999). Den var endnu i live et par år efter Khobar-bombningen i 1996 (selv om den nominelt døde i 1989, var de sidste tilhængere til stede her og der og fortsatte nogle år endnu med at irritere “the good guys”). Men altså efter, at Al-Qaeda var blevet ophøjet til sin ny status af hovedfjende, forsøgte det officielle USA næsten øjeblikkeligt (og altså med tilbagevirkende kraft) også at placere ansvaret for Khobar Towers-bombningen hos Osama bin Laden.

Man skal være opmærksom på, at sunni-wahhabi’er (der traditionelt blev opfattet som det feje produkt af tidligere kolonialisme og lydige vagthunde for vestlig imperialisme) i modsætning til de islamiske ortodokse (som ansås for at være sande revolutionære med en ærlig agenda imod imperialisme, de jødiske frimurere og NWO) var hinandens dødsfjender. De to retninger inden for Islam, de “militante islamister” og fundamentalisterne ville under ingen omstændigheder kunne enes om at koordinere et angreb på USA’s udsendte personel i Khobar. Til trods for denne umulighed, blev Osami bin Laden hen mod slutningen af 1999 gjort ansvarlig for just den forbrydelse, først uofficielt, men efter 9/11 officielt.

Fx hedder det i denne Wikipedia-artikel, der (nederst) henviser til en note i den berygtede “9/11-kommissionsrapport” fra 2004, at:

Osama Bin Laden var set blive lykønsket samme dag, som angrebet på Khobar fandt sted, og det gjorde det sandsynligt, at han kunne have hjulpet gruppen, muligvis med at anskaffe sprængstofferne eller med den sofistikerede timer, der muliggjorde gerningsmændenes flugt. 

Dette stod i skarp kontrast til den amerikanske regerings og FBI’s tidligere opfattelse i det spørgsmål. Umiddelbart før Osama bin Laden og hans venner blev tildelt deres ny rolle, og især inden 9/11, hævdede det officielle USA, at “klassificeret materiale peger på, at den iranske regering var hovedsponsor af aktionen, og flere højt placerede medlemmer af Irans væbnede styrker kan have været involveret.”

Tilsyneladende havde amerikanske myndigheder ikke adgang til konsulenter, der kunne have oplyst dem om, at den nukleare novice, Iran, ikke var i stand til at producere miniatombomber. En sådan type atombombe kunne udelukkende komme fra en håndfuld teknologisk højt udviklede lande: USA, Rusland (tidl. USSR), Frankrig og Israel*, muligvis Storbritannien, ikke engang Kina og Indien var på det tidspunkt i stand til at fremstille en miniatombombe (der er baseret på plutonium og særlig teknologi), langt mindre Pakistan, Irak og de øvrige aspirerende nationer. 

*) Israelsk teknologi er primært en kopi af den amerikanske og europæiske. Våbenhjælp kombineret med spionage er grundlaget for det zionistiske produktionsapparat. Mere eller mindre sanktionerende “leverandører” på miniatombombeområdet er USA, det tidligere USSR og Frankrig. Israel har udviklet sit atomprøveprogram i ly af det Sydafrikanske.

Heller ingen fra den islamiske verden har følt sig foranlediget til at oplyse de amerikanske myndigheder om, at den shia-islamiske agenda i Iran og den tilsvarende i “sunni-Al-Qaeda” ligger så langt fra hinanden, at det var mere sandsynligt, at Al-Qaeda ville indgå aftaler med jøderne end med iranerne. 

Det er vel en af de mest bizarre fejlopfattelser i Vesten, at fundamentalistisk Islam, sådan som troen blev praktiseret i Iran under den islamiske revolution i 1979 og under ayatollah Khomeinis styre, sammenlignet med den moderne såkaldte militante islamisme, som den kendes fra Al-Qaeda, skulle være det samme. De to ideologier er lige så langt fra hinanden som den nationalsocialistiske og den kommunistiske var det i første halvdel af sidste århundrede. Eksempler på fup-islamisme, der i høj grad er et produkt af CIA og dets pakistanske og saudi-arabiske lakajer, har haft navne som “Al-Qaeda”, “Taliban”, “Egyptisk Islamisk Jihad”, m.fl.

Her er fx hvad Sheikh Hassan Nasrullah – Hezbollahs generalsekretær – har sagt om det “made in USA afghanske taliban”:

Det værste, det farligste, som denne (såkaldte) islamiske rival har opnået … var Taliban … Taliban-staten repræsenterede en afskyelig variant at en “islamisk stat”.*

*) Wright, Robin. “Inside the Mind of Hezbollah”. washingtonpost.com. 16. juli 2006. 18. november 2006.

[Vi kan tilføje, at i dag ved udgangen af 2014, hvor Taliban og Al-Qaeda stort set er forsvundet fra medierne, præsenteres vi for en ny CIA og Mossad-designet såkaldt islamisk organisation, der heller intet har med Islam at gøre, men i et og alt lever gennem medierne, nemlig “Islamic State of Iraq” (ISIS) eller mere komplet: “Islamic State of Iraq and Syria” (når jøderne ønsker at præcisere Israels seriøse fjender) eller den helt korte medieudgave: “IS” for “Islamisk Stat”.
Læs i denne Thesis … af Syed Nerman, Georgetown University, Kapitel 5, side 5, “Al-Qaeda’s Evolution and Osama Bin Laden”, hvordan Al-Qaeda blev præsenteret, da denne fup-gruppering endnu var “aktiv” og sammenlign med, hvordan medierne i dag præsenterer ISIS, i.e. “Islamisk Stat”.]

Nasrullahs udtalelse (citeret ovenfor), skyldte ikke, at Hezbollah var baseret på shia- og Taliban på sunni-retningen inden for Islam. Hans standpunkt havde intet at gøre med sekteriske forskelle mellem shia og sunni. Det var udtryk for, at hverken Taliban eller Al-Qaeda havde noget som helst med Islam at gøre. [Det samme gælder “Islamisk Stat”.]

Taliban blev som gruppering overvejende sandsynligt implementeret af CIA gennem tjenestens “wahhabi”-lakajer i Saudi-Arabien og Pakistan, men var udtænkt af den frimuriske sekt*. Taliban var fra første færd snedigt planlagt som et særligt redskab for “the good guys” til fjernelse af Adat-loven** i Afghanistan, der endnu var et frit og feudalt land og endnu ukoloniseret af Vesten. Redskabet tjente sit formål. Efter en uendelig række talibanske lov-innovationer gennem en periode af seks år, var det afghanske folk så æklet ved nyfortolkningerne af Islam, at da Taliban endelig tog flugten, var folkets eneste ønske en sekulær stat. Man ønskede ikke Adat-loven tilbage, selv om den havde været grundlaget for afghanernes uafhængighed gennem århundreder. Folket havde nået kvalmegrænsen for modbydelige religiøse regler.
Det var præcist, hvad den jødiske sekt havde håbet på. Talibans lovterror hjalp jøderne til at kolonisere det sidste feudale land på kloden uden videre kamp – ved simpelthen at pervertere dets grundliggende ideologi.

*) [“Freemasonic sect” er sammen med “the good guys” Dimitri Khalezovs udtryk for det vi kalder den verdensomspændende kriminelle jødiske sekt.]
**) [Ækvivalent med jødernes Moselov.]

For en vesterlænding, som normalt ikke læser religiøse skrifter, virker det ikke modsætningsfyldt at Hezbollah og Al-Qaeda i en eller anden anledning kunne gøre fælles sag. Men i mange muslimske lande findes en dybere indsigt i religiøse forhold. Det har næppe taget muslimerne lang tid at forstå, hvem der skabte Taliban og Al-Qaeda og hvorfor. Husker du, hvad den anklagede “bombemand” (Bali-bombningen i 2002) Abu Bakar Bashir, en ældre islamisk gejstlig fra Indonesien og den udpegede stifter af terrororganisationen “Jemaah Islamiah”, sagde i forbindelse med retssagen imod ham? (Han vandt i øvrigt sin sag.) Han sagde, at Al-Qaeda blev skabt af CIA, så de kunne forfølge muslimer, samt at Jemaah Islamiah var en opdigtet organisation.
Der hersker et mere realistisk syn på politiske forhold i islamiske lande. I Vesten er folk påvirket af massiv jødisk Tv-propaganda, i-Pods, i-Pads, i-Phones og anden tidsrøvende elektronik [alt sammen jødisk producerede “tilbud”, der sikrer dem kontrol med alt, ikke mindst vores børn og unge*].

*) [Det er tankevækkende, at da stifteren af Apple, Steve Jobs (i øvrigt af jordansk herkomst) i 2010 blev stillet spørgsmålet: “Dine børn må virkelig elske iPad’en?”, svarede han: “De har ikke brugt den. Vi begrænser, hvor meget teknologi vores børn bruger derhjemme.”
Steve Jobs skal have haft stor fokus på den direkte menneskelige kontakt til sine børn og have understreget vigtigheden af at læse bøger og uddanne sig.]

Bemærk specielt, at i modsætning til Hezbollahs Sheikh Hassan Nasrullah, som var shia-muslim, var Abu Bakar Bashir en sunni – blot for at understrege, at sidstnævntes kommentar til den sande oprindelse af “sunni-Al-Qaeda” var på trods af hans religiøse orientering.

Med dette kan du samtidig være overbevist om, at hvis nogen “muslimsk terrorist” af den såkaldte militante islamistiske afart henvendte sig til en repræsentant for den fundamentalistiske Islam (shia eller sunni, det er lige meget) med et forslag om, at de sammen skulle bombe et eller andet, ville han øjeblikkeligt blive anset for at være en af den jødiske sekts anstiftere. I bedste fald ville han blive skudt eller dolket på stedet, men mere sandsynligt tortureret, indtil han afslørede, hvad han vidste om “the good guys”, hvorefter han ville blive dræbt. Disse [islamiske] seriøse good guys ser en interesse i at afdække de falske good guys for at kunne jage og neutralisere dem.

Jeg håber, at læseren til tid og evighed vil forstå, at organisationer som “Jemaah Islamiah” og “Islamic Jihad” kun eksisterer i vestlige politikeres syge fantasier. Til forskel fra de amerikanske politikere er ikke alle specialister i det amerikanske forsvar lydige lakajer af den jødiske sekt (herunder den gren af frimureriet, der kan betegnes som “israelske hemmelige tjenester”). Alligevel var en overvældende majoritet af det amerikanske militærs specialister, baseret på groteske hints, der blev leveret af “hjælpsomme” Mossad, enige i, at saudisk og libanesisk Hezbollah var ansvarlig for denne uhyrlige forbrydelse mod amerikanske soldater i Khobar, og at gerningsmanden angiveligt blev finansieret fra Teheran, Iran. Heldigvis var en del af det amerikanske militærs specialister ikke så godtroende.

For eksempel fandt amerikanske bombeeksperter en “rest” i “eksplosiverne”, der blev brugt til Khobar-bombningen, fra stoffer “som kun var tilgængelige for det amerikanske forsvar og Israel”

[Fodnote 378 i The Third Truth about 9/11 viser stadig engelsk Wikipedias artikel “Khobar Towers bombing”, men sætningen “that were only available to the U.S. Military and Israel” forekommer ikke mere i artiklen og kan ikke findes ved en generel søgning på Wikipedia. Følgende engelske tekst kan findes flere steder på Internettet, men uden henvisning til den oprindelige kilde, som kan være fjernet: 

Army investigators suspect Israel:
The sophistication of the operation goes way beyond the capabilities of the Arabs. Col J Denim argues that the people involved had the physical layout of the entire complex. Normally they would have picked buildings with garages or in a tighter zone. The terrorists picked that building to infuriate an F-15 air wing. The US army let’s Israeli advisors wander all over this complex and that’s going to stop.

Army bomb squads find sophisticated explosives
Bomb expert find C-4 was only available in US and Israel. 

Teksten siger:
Hærens efterforskere mistænker Israel:
Den sofistikerede måde, operationen blev udført på, går langt ud over arabernes muligheder. Oberst J. Denim argumenterer for, at de involverede kendte hele komplekset. Normalt ville de have valgt bygninger med garageanlæg eller liggende mere koncentreret. Terroristerne valgte bygningen, der ville intimidere en F-15 luftforsvarsgruppe. Den amerikanske hær tillader israelske rådgivere at bevæge sig over hele komplekset, og det må høre op.

Hærens bombeafdeling finder sofistikerede eksplosiver
Bombeekspert mener, at C-4 kun var til rådighed i USA og Israel. 

“C-4” er navnet på et almindeligt konventionelt sprængstof, og at nævne det specifikt er naturligvis et hint til plebejerne.
Skulle en af vores læsere finde kilden til den engelske tekst, modtager vi gerne adressen i en e-mail.] 

Dimitri Khalezov fortsætter:
Disse ytringer, hvis de oversættes fra “plebejisk” til “patricisk” – eller til vores foretrukne sprog “barbarisk” – kommer til at lyde:
USA’s nukleare våbeneksperter havde ved at studere resterne fra den nukleare sprængning i Khobar været i stand til at konstatere, at den anvendte miniatombombe, der efterlod sig et krater med navnet “khobartowersgroundzero”, ikke var fremstillet i USSR eller Frankrig men enten i USA eller Israel.

[Det kræver ingen udvidet logik at udelukke den umulige af de to muligheder, og dermed kan vi konstatere, at miniatombomben også i dette tilfælde var fremstillet i Israel og derfor blev placeret og udløst af Mossad for at lede patricierne i USA og det øvrige Vesten ind på tankegangen “atomtruslen fra Iran er overhængende”.]

De mere uskyldige blandt det amerikanske militære personel (formodentlig helt uvidende om, at der var tale om en nuklear bombe) undrede sig over, hvor sofistikeret angrebet havde været, og pegede på, at “terroristerne” måtte have kendt til bygningskompleksets grundplan. De gjorde gældende, at kun israelske rådgivere, der havde tilladelse til at bevæge sig frit i komplekset, kunne have opnået så præcis viden, som udvælgelsen af målet syntes af forudsætte.

Det er klart, at disse forsvarets egne dissidenter, ved at lufte den slags ubehagelige mistanker, snart blev opfordret til at holde tand for tunge.

[Det er også klart, at visse patriciere i USA ville nære samme mistanke, at det var USA’s perfide mellemøstlige allierede, der havde leveret miniatombomben og ikke Rusland eller Frankrig, endsige Iran. Men ingen af betydning i USA risikerer længere at åbne munden offentligt med en sådan mistanke. Pressen ejes af jøder, og store dele af CIA og regeringsapparatet er infiltreret af den jødiske sekt. Hvis en ærlig amerikaner gik åbent ud og opfordrede det amerikanske folk til at gøre op med den fremmede besættelse, som John F. Kennedy gjorde det (læs hans tale, der er i oversættelse til højre på siden eller læs originaludgaven i WTC-attentatet opklaret), ville pågældende lide samme skæbne som Kennedy, eller sekten ville vælge at statuere det ultimative eksempel ved at udradere en større amerikansk by med et af de tilbageværende 21 nukleare Granit-missiler fra Kursk. Angrebet på Pentagon var i høj grad en løftet pegefinger om, hvad sekten formår, hvis den alvorligt anfægtes i USA.]