Bombe mod: Israels ambass. i Buenos Aires, Argentina, 17. marts 1992

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 19. januar 2014.

 

Bombe mod Israels ambassade i Buenos Aires, Argentina – tirsdag 17. marts 1992 kl. 14.45.

Tro ikke at “Islamisk Jihad” ville skåne én af sine egne ambassader fra en bombning.


Den Israelske Ambassade i Buenos Aires efter bombningen i 1992.
Foto: Internettet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber

Her er den officielle udlægning (som den bliver formidlet af Wikipedia): [Fodnote 366, med forbehold for ændringer siden Dimitri Khalezovs bog blev udgivet i juli 2013.]

… Det Israelske Ambassade-angreb i Buenos Aires (som det officielt blev døbt) var et bombeangreb mod Israels ambassade i Buenos Aires i Argentina den 17. marts 1992. En pickup-lastbil ført af en selvmordsbomber og lastet med eksplosiver smadrede frontalt ind i facaden til Den Israelske Ambassade, der ligger på hjørnet af Arroyo og Suipacha, og detonerede, ødelagde ambassaden, en katolsk kirke og en nærliggende skolebygning. Adskillige israelere blev dræbt, men de fleste af ofrene var argentinske civilister, mange af dem børn. Eksplosionen dræbte 29 og sårede 242 …

Gerningsmænd: En gruppe ved navn “Islamisk Jihad” angiveligt et synonym for Hezbollah tog ansvaret for bombningen. Det angivne motiv skulle være mordet på Hezbollah-lederen Sayed Abbas Al-Musawi.

Det hele var en velkalkuleret produktion, der skulle forstås i to-trin. Det første: israelske helikoptere havde angrebet en bilkortege med den daværende Hezbollah-leder og dræbt ham, hans kone, hans søn og fire andre. Andet trin: som tilsyneladende gengældelse for dette mord udløste “nogen” (angiveligt “Islamisk Jihad”, synonym for det indlysende pro-iranske “Hezbollah”) en miniatombombe* mod den israelske ambassade i Argentina.

Der blev ikke dræbt “adskillige” israelere (og næppe nogen overhovedet – i virkeligheden kunne israelerne rapportere hvad som helst, for ingen uafhængige havde mulighed for at verificere opgørelserne. Min egen opfattelse: jeg er absolut overbevist om, at ingen israeler blev dræbt på ambassaden, for alle jøder må have været advaret i forvejen – som de blev det op til 9/11). De fleste af ofrene fra denne nukleare bombning var sagesløse argentinere, der intet havde med Iran, Hezbollah eller andre mellemøstlige problemer at gøre.

Motiver: Det virkelige motiv forstås ret let af følgende stykke officiel historie:
[Det er i 2015 samme Wikipedia-artikel Fodnote 367 og 366 linker til.]

… I maj 1998, blev Moshen Rabbani (kulturattache i den iranske ambassade i Argentina frem til december 1997) tilbageholdt i Tyskland, og den argentinske regering udviste syv iranske diplomater fra landet, idet de hævdede at have “tungtvejende bevis” for, at iranerne havde været involveret i bombningen (det “tungtvejende bevis” var ganske åbenbart tilflydt de godtroende argentinere fra Mossad – hvorfra ellers?). Angrebet indtraf netop som Iran og Argentina håbede på at genoptage deres atomsamarbejde, selvom Argentina et par måneder før bombningen havde meddelt at de havde indstillet udskibningen af nukleart materiale til Iran …
[Fodnote 368: Argentina’s Iranian nuke connection, Gareth Porter, 15. november 2006.]

Det var forventeligt, at den argentinske regering efter en miniatombombning* midt i deres hovedstad – efter alt at dømme udført af de “sindssyge” iranere (eftersom ingen åbenbart kunne forestille sig, at Mossad ville gå så vidt som til at bombe deres egne ambassader) – ikke var særligt ivrige efter at fortsætte samarbejdet om nuklear udvikling med iranerne. Dette resultat var målet for Mossads aktion og motivet for bombningen.

Det er begrænset, hvor mange “afslørende” artikler, der er tilgængelige om denne bombning, til forskel fx fra Oklahoma-bombningen i 1995. Dels er det så længe siden, at Internettet ikke var særligt udviklet, dels indtraf begivenheden i en ikke-engelsksproget del af verden. Man kan dårligt forvente, at der skulle findes en artikel, hvor ordet “ground zero” var blevet brugt i beskrivelsen af den ødelagte israelske ambassade i Buenos Aires. Måske ville man kunne finde afslørende detaljer ved at søge på et stort bibliotek i selve Buenos Aires gennem mange avisartikler, men altså – tilsyneladende intet afslørende på Internettet.

Imidlertid fandt jeg en enkelt interessant oplysning relateret til denne bombning. Desværre er artiklen ikke så neutral, som det kunne ønskes. Der spores en tydelig antiisraelsk holdning hos forfatteren, men det betyder ikke noget her, for den indeholder under alle omstændigheder en meget vigtig oplysning. 

[Efter organisationens opfattelse er det kritisk nødvendigt at kritisere Israel og jøderne, og det vil aldrig med nogen berettigelse kunne anfægtes som forkert, så længe kritikken ikke er uredeligt. Men ordvalget kan helt sikkert blive farvet og komme til at ligne jødernes egne fordømmelser af alt “antisemitisk”, hvilket til gengæld er koordineret propaganda, der hver dag strømmer ud over den vestlige hemisfære via jødepressen; den påvirker konstant alle, der lader sig underholde af den, i retning af konformitet.]

Så her er den vigtige detalje:

Det islamiske spor modbevises. Maskerede angreb i Argentina: 1992 og 1994 af James Fetzer, Adrian Salbuchi. 

[Fodnote 369 linker i 2015 til voltairenet’s “article166428” af Thierry Meyssan, der skriver om noget andet. Her er den rigtige artikel, som fodnoten skulle henvise til, article162474; vær som sædvanlig opmærksom på, at den kan være ændret her og der.]

Jeg citerer (fede fremhævelser er som sædvanligt mine):

… Imidlertid forduftede grundlaget for en bilbombe, da statsanklageren og den retslige høring i anledning af denne sag inviterede inspektører (tekniske specialister), fra Argentinas nationale ingeniørakademi til at afgøre, hvad der havde forårsaget den israelske ambassadebygnings kollaps. Deres konklusion var, at eksplosionen havde sit udspring fra indersiden af bygningen og blev ikke som påstået forårsaget af en bilbombe. For at gøre omstændighederne endnu værre for de zionistiske pressionsgrupper havde en forbipasserende fra en afstand på flere husblokke fotograferet paddehatteskyen, der rejste sig fra eksplosionen, en karakteristisk effekt, der også pegede på en ([sic]) intern eksplosion.

Ambassadebygningen lå i en meget tæt befolket del af Buenos Aires, og skønt chokbølgen knuste vinduerne i- og rev puds af praktisk taget alle bygninger på den modsatte side af vejen i forhold til ambassaden – og oven i købet blæste en keramisk udsmykning af en kirke på den modsatte side af gaden, beklageligvis så uheldigt, at den ramte en præst og dræbte ham – var den eneste bygning, der blev påvirket strukturelt, selve ambassaden. Så det er indlysende, at enten havde vi at gøre med en bilbombe med en urealistisk selektiv chokbølge eller en eksplosion, der fandt sted inde i bygningen uden hjælp fra en bil.

[Teoretisk kunne en stor pickup fyldt med sprængstof godt gennembryde en muret eller elementbygget facade og dens last detonere inde i bygningen. Chaufføren behøvede ikke at overleve påkørslen, bomben kunne selvudløse efter en indstillet forsinkelse, hvis bomben ellers var intakt efter påkørslen. Der foreligger intet i Dimitri Khalezovs bog om spor efter dette køretøj. Dette scenarium er imidlertid højst usandsynligt i praksis, eftersom de fleste ambassadebygninger for nationer, der kalkulerer med hævnende angreb, er massivt forstærket med jernbeton.
Imidlertid findes denne artikel i dag på Internettet, og forfatteren hævder, at bilen ikke kørte frontalt ind i facaden, men blev parkeret op ad ambassaden, hvorefter føreren udløse bomben. Dette harmonerer under alle omstændigheder dårligt med de omtalte tekniske beviser, der pegede på en detonation inden for ambassadens grundplan.]

Der er mange andre tegn, der peger på den konklusion. Det er formodentlig af samme grund, at ambassade-sagen blev nævnt mindre hyppigt i medierne, især efter at der opstod vedholdende rygter om, at det, der egentlig sprang i luften, var et arsenal, som israelerne måtte havde haft i bygningens kælder. Omkring tidspunktet for eksplosionen mødtes en gruppe af israelske arbejderregeringsansatte til en diskussion angående den for nyligt igangsatte Madrid-fredskonferences forløb, men de forlod “til alt held” bygningen lige inden eksplosionen. Det samme var tilfældet for ambassadøren selv, der ved forsynets gunst forlod området, inden eksplosionen indtraf.

*) [Resten af denne delartikels citater fra James Fetzers og Adrian Salbuchis artikel vedrører en anden bombning mod organisationen AMIA i Buenos Aires i Argentina i 1994, altså 2 år senere. Den beskrives mere indgående i en separat delartikel. De indicier, der kan udledes af resten af denne delartikel har altså mindre betydning for bomben mod ambassaden, og der findes efter vores opfattelse ikke afgørende indikationer for en miniatombombe i det tidligere, så medmindre Dimitri Khalezov har glemt at nævne spor, der mere sikkert peger på en paddehattesky (fx et officielt billede) eller hidrører fra termisk stråling, radioaktiv stråling, magnetisk impuls, akut strålingssyge eller beretninger om efterfølgende dødsfald, der kan tilskrives stråling fra ambassaden, mener vi, at denne bombning lige så godt kunne være konventionel – meget sandsynligt i form af en “indbygget” ladning i kælderen på ambassaden. Billedet ovenfor viser generelt ingen tegn på ild eller afsvidning. Den politiske effekt ville være den samme, og jøderne ville alligevel til enhver tid kunne producere “nukleare” beviser mod Iran. Samtidig ville de undgå at skulle tage højde for radioaktivitet i den tid, deres tilstedeværelse på gerningsstedet var påkrævet.]

Dimitri Khalezov fortsætter citaterne om AMIA-bombningen.

En meget anderledes situation, alt taget i betragtning, er opstået omkring omstændighederne ved det andet og mere dødbringende angreb, det på AMIA-bygningen, der op til denne dag er blevet detaljeret dækket i lokale og endog visse internationale medier. I modsætning til den israelske ambassade husede denne bygning en privat argentinsk organisation AMIA og dens politiske søsterorganisation, DAIA. De dræbte var alle argentinske statsborgere, og hele tragedien faldt ind under argentinsk jurisdiktion. Og alligevel, selv samme dag, som eksplosionen fandt sted, blev officiel assistance fra De Forenede Staters FBI og CIA og den israelske efterretningstjeneste Mossad samt Israels væbnede styrker rekvireret af præsident Carlos Menem.

(Her er det nødvendigt at læse mellem linjerne – et sådant bud efter “assistance” peger på en usædvanlig fysisk natur for den aktuelle eksplosion, for havde det handlet om TNT eller beriget kunstgødning, ville det argentinske politi og sprængstofeksperterne i de væbnede styrker selv have kunnet klare undersøgelsen, uden assistance fra “nukleare” stater.)

I det efterfølgende kaos mellem murbrokkerne, fik temperamenterne hos det lokale politi frit løb, da israelske militære efterretningsofficerer plantede et israelsk flag på ruindyngen. Næsten umiddelbart efter fandt de samme israelere ved et forunderligt lykketræf en del af den formodede bombe-bil, en hvid Renault “Trafic” kassevogn, der ved et andet lykketræf indeholdt fabrikantens serienummer. Dette bringer minder frem om andre højst usandsynlige men utroligt heldige fund, fx da FBI fandt den udråbte selvmordsbomber Mohammed Attas intakte pas i ruinerne af World Trade Center lige efter 9/11 …