Bombe mod: Barajas Int. Lufthavn, Madrid, Spanien,
30. december 2006

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 24. januar 2015.

 

Bombe med Barajas Int. Lufthavn i Madrid, Spanien, lørdag 30. dec. 2006 kl. 08.59.

Det var en bombe større end en miniatombombe. Den blev stadig kaldt en “bilbombe”, eftersom det var traditionen. Men dette var noget langt kraftigere.


Det komplet ødelagte parkeringsanlæg i forbindelse med Terminal 4 i Madrid-Barajas lufthavnen. Foto: Internettet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len? CIA’s og Mossads terror-atombomber

Naturligvis blev bomben kaldt en “miniatombombe”, når patricierne lyttede – ligesom årsagen til Tvillingetårnenes fald blev antydet at være miniatombomber efter 2001. Men en miniatombombe var det ikke (og heller ikke en konventionel bombe pakket i en kassebil, som det lød i forklaringen til plebejerne). Det var noget langt kraftigere, der lagde et helt nyt parkeringsanlæg i grus – for hverken en konventionel bombe eller en miniatombombe ville være kraftig nok til at forårsage disse ødelæggelser.

Lad os begynde med den officielle historie, sådan som talerøret Wikipedia leverede den:
[Fodnote 418, vær opmærksom på senere ændringer i forhold til de følgende citater fra 2012.]

… Om morgenen den 30. december indtraf en eksplosion i parkeringsbygningen i forbindelse med Terminal 4 i Madrid Barajas internationale lufthavn i Spanien. Den blev først rapporteret af en medarbejder fra Time Warner, Samantha Graham, via telefon til CNN omkring kl. 8.34 GMT [ca. 35 min. efter hændelsen]. Reuters distribuerede også en telegrammeddelelse om begivenheden, men sparsomt med detaljer. Artiklen oplyste, at en bombetrussel var blevet indtelefoneret omkring kl. 8.15 lokal tid (7:15 GMT); personen havde fortalt, at bomben ville eksplodere kl. 9.00 lokal tid (8.00 GMT). Efter at have modtaget advarslen, var det muligt for politiet at evakuere en del af lufthavnen. Ansvaret for bombningen er senere blevet erklæret telefonisk af en anonym person, der hævdede at repræsentere ETA.

Eksplosionen fandt sted i terminalens parkeringsanlæg, og indenrigsministeren har udtalt, at det næsten helt nye parkeringsanlæg blev lagt i ruiner (tre af fire etager blev ødelagt ved eksplosionen, 60% af bygningen blev ødelagt). Der skete også en del skade på terminalen. To blev dræbt og 26 andre blev såret, primært i form af høreskader på grund af chokbølgen.

Eksplosionen skyldtes en bilbombe, en Renault Trafic, stjålet i Frankrig fra en spansk statsborger, som blev bortført, men løsladt kort efter bombningen. Bilen havde indeholdt 500 til 800 kg eksplosiver. En tilsvarende lastet Renault Trafic bombe-bil fra ETA, på vej mod Madrid 11 dage før togbombningen i Madrid, var blevet opsnappet af politiet …

Hvad kan vi konkludere ved at læse denne artikel mellem linjerne, den eneste metode, når der snydes?

For det første kan vi se, at detaljerne om denne hidtil uset kraftige bombning var “sparsomme”. Og selv i dag er de sparsomme. Denne usædvanlige bombning blev utroligt lidt omtalt, hvilket allerede i sig selv er mistænkeligt. Normalt vil en begivenhed af en sådan størrelsesorden tiltrække sig langt mere opmærksomhed, det måtte man forvente i dette tilfælde også. Aviser og nyhedsbureauer tjener deres penge på nyheder, så de er normalt begejstrede for en godbid af det format og ville suge næring af den længst muligt. Det var rimeligt at forvente, at alle ville presse citronen til sidste dråbe. Tilfældet havde påfaldende medieværdi. Barajas-bombningen i 2006 havde fortjent massemediernes opmærksomhed i allermindst nogle måneder. Men mærkeligt nok var massemedierne ikke særligt ivrige efter at informere den sagtmodige offentlighed om netop den bombning. Det i betragtning af, at det var landets største lufthavn, der var blevet angrebet, et vigtigt knudepunkt i infrastrukturen og oplagt mere betydningsfuld end en skyskraber i Madrids forretningskvarter. [Der hentydes til Windsor Tower-bygningen, der blev ødelagt af en brand i 2005.] Forestil dig, at terrorister ved hjælp af en enorm mængde TNT ville udslette en god fjerdedel af New Yorks lufthavn, og at medierne knapt nok nævnte tilfældet, med undtagelse af Reuter med sparsomme detaljer. Hvordan ville man opfatte en så mystisk afvigelse fra det normale. Ville man ikke konkludere, at noget måtte være helt galt? 

For det andet kan vi se, at det ikke var ETA, der påtog sig ansvaret. Det var en “anonym” opkalder, der hævdede at repræsentere ETA – det tager artiklen heller ikke fejl af med brugen af ordet “hævdede”.

For det tredje kan vi se, at det angiveligt skulle handle om 500 til 800 kg eksplosiver. Det var imidlertid tidligere blevet oplyst, at det kun drejede sig om 200 kg. Man må være klar over, at professionelle ikke begår den slags fejl, når de skal estimere en ladning ud fra de foreliggende ødelæggelser. Der er tale om en forøgelse af ladningen med 4 gange. Det er ikke ekspertarbejde.

Og endelig kan vi se, at en tilsvarende “Renault kassevogn” angiveligt “tilhørende ETA” allerede var blevet brugt af det spanske politi én gang forud for denne bombning, nemlig da der skulle lægges røgslør over togbombningen i 2004 …

[Åbenbart har verdens terrorister en forkærlighed for Renaults Trafic kassevogn, som tidligere i denne serie af bombninger har indgået i de officielle forklaringer. Modellen blev angiveligt brugt i bombningen mod Israels ambassade i Buenos Aires i 1992 og mod AMIA-bygningen i Buenos Aires i 1994. Og nu i Spanien i 2004 og 2006 hele to gange …! Man kan let få indtryk af, at der ligger en skjult besked i at henvise til denne bestemte (franske) bilmodel.]


[Googles satellitbillede over terminalområdet i Madrid-Barajas lufthavnen. Det røde rektangel angiver parkeringshusets placering op mod Terminal 4.]

 


[Denne illustration må være fra en spansk avis, viser (foruden parkeringshusets placering i forhold til Terminal 4) den officielle forklaring: at ETA (den baskiske frihedsbevægelse) stod bag bombningen af lufthavnen.
Billedet er fra en Internet-artikel af “Soeren Kern” (form. en “Søren” med jødisk efternavn, Kern). Den er et eksempel på, hvordan bondefangere formidler den internationale jødiske sekts version af historiens begivenheder. Pseudoprofessionelle analyser, vildledende tegninger og om nødvendigt falske fotografier er de sædvanlige virkemidler. I Danmark udfylder det jødiske organ DIIS den tilsvarende funktion, bl.a. i forhold til Holocaust-myten.
Klik på billedet.]

 

Lad og kigge på skaderne, der blev påført af disse “500 til 800 kg eksplosiver”. Kig igen på det indledende billede. Der opstod et stort tomt rum i midten, hvor der tidligere stod en 5 etagers jernbetonkonstruktion. Hele den centrale del blev tilintetgjort af eksplosionen.

Tror du virkelig, at denne skade kunne være påført af 200- eller for den sags skyld 800 kg konventionelle sprængstoffer, der var placeret i en bil, dvs. på ét og samme sted? Naturligvis ikke. Den maksimale skade, en sådan ladning kunne påføre konstruktionen, var at knuse betonen i umiddelbar nærhed og flytte lidt rundt på køredækket og loftsdækket gennem maksimalt to etager. Men knusningen af dæk og piller ville ikke overrive den iliggende stålarmering, og konstruktionen som helhed ville ikke blive så svækket, at den styrtede sammen. Skadesradius ville skønsmæssigt være 20–30 meter, højest, og sandsynligvis mindre. Man kan ikke bringe en solid jernbetonkonstruktion af betydeligt omfang til at kollapse ved hjælp af 800 kg konventionelle sprængstoffer placeret samme sted. Med passende rettede ladninger ville det være muligt at gennemskære et antal betonpiller fuldstændigt, men altså ikke fra samme punkt. Forestil dig så, hvor stor kraften må have været for at kunne fjerne det centrale område af parkeringshuset, dvs. overrive alt armeringsstål og pulverisere betonen.

Det er indlysende, at bygningen ikke blev sprængt ved hjælp af konventionelt sprængstof. Den blev ødelagt af noget andet eksplosivt. Det er logisk at gætte på en miniatombombe – og den løsning ville fungere som den patriciske sandhed om begivenheden. Men selv ikke en miniatombombe, der er indstillet til sin maksimale udladning, 1 kiloton (ækvivalent med en sprængkraft på 1.000 tons TNT), ville kunne ødelægge en jernbetonbygning med så mange stålforstærkede betonpiller og med så store frie rum i den udstrækning, det fremgår af billederne. En miniatombombe kunne udslette alt inden for sin ildkugle og fragmentere alt i den dobbelte afstand. En udladning fra en miniatombombe inden for lufthavnens område ville medføre følgende: 1) den ville frembringe en elektromagnetisk bølge, der ville ødelægge alt elektronisk udstyr i lufthavnen, således at den ikke længere kunne fungere; 2) den ville forårsage et betydeligt antal tilfælde af akut strålingssyge, da lufthavnen (trods delvis evakuering) normalt er tæt befolket, 3) den ville brænde tilbageværende biler uden for zonen for total udslettelse med sin termiske stråling (og mennesker rundt om tilsvarende); og den ville knuse tilbageværende biler med sin enorme chokbølge.
Men ingen af disse forventelige effekter blev observeret efter denne “bilbombning” af Barajas’ lufthavn. Det var ikke en miniatombombe der udførte jobbet. Det kan udelukkes. Her er et andet billede, der viser skaden på de dele af parkeringsbygningen, som sprængningen ikke blæste omkuld.


De overlevende perifere dele efter udslettelsen af den centrale del.
Foto: Internettet

 

Ligner det ikke til forveksling en typisk beskadigelseszone koncentrisk omkring en knusningszone efter en dyb underjordisk nuklear udladning? Kig nøjere. Enderne af armeringsstålet er skåret af som med en gigantisk skærebrænder. Men pillerne et lille stykke længere ude er ubeskadigede; skilte og brandslukkere sidder intakte tilbage. Disse detaljer har ikke været påvirket af en chokbølge eller af termisk stråling. Et kendt fænomen har gjort sig gældende her.

Trækker man en tænkt linje hen over kanterne på etagerne, danner den en vinkel på ca. 45° med lodlinjen. Hvorfor denne markante forskel mellem knusnings- og beskadigelseszonen langs en imaginær omvendt kegle? Husker du, at visse facade-stål-bjælker i WTC’s tvillingetårne af en bestemt grund stod tilbage, efter at resten var blevet pulveriseret – helt bogstaveligt? Tårnenes nederste hjørner overlevede, fordi de befandt sig i vinklen lige uden for knusningszonens lineære udbredelse fra nulpunktet.
I Barajas må det være foregået på præcis samme måde: en dybt begravet kraftig nuklear ladning blev udløst under parkeringsanlægget.


Disse billeder viser øverst spanske Tv-nyheders optagelser fra “ground zero” i Barajas [Fodnote 420] – til sammenligning med billederne nederst fra den populære video “Red-hot Ground Zero” fra oprydningsarbejdet på Manhattan efter 9/11 [Fodnote 421]. Foto: The Third Truth about 9/11.

 

Man behøver kun at åbne øjnene for at opfatte, at bilen, der holder i umiddelbar nærhed af beskadigelseszonen, er fuldstændigt intakt. Den er hverken beskadiget af chokbølge eller varmestråling, ikke det allermindste. Dette er et stensikkert bevis for, at der ikke var tale om en nuklear udladning i fri luft (eller blot i nærheden af overfladen). Og se på de ejendommelige skyer, der overalt udgår fra det ødelagte underlag. Det er ikke røgskyer! for der findes ikke mere, der kan brænde over jorden; desuden ved vi, at røg typisk er af mørkere farve. Dette er dampskyer, radioaktive dampskyer som forventeligt vil sive op fra det glødende inferno efter en underjordisk nuklear udladning, selv når der er trængt tonsvis af vand ned. Disse billeder og billederne fra Manhattan ligner hinanden, fordi de viser det samme fænomen.

Vi kan udelukke den patriciske version af “sandheden”, at det skulle være en miniatombombe, der havde forårsaget dette. Og vi kan se bort fra plebejernes udgave også, der fortæller om en sprængning på 800 kg konventionelt sprængstof. Disse udelukkelser er ikke vanskelige.

MADRID_Barajas_parkeringsanlaeg_3_560xy
Tankerne ledes naturligt mod de faner af dampe, der af “uforklarlig årsag” steg op mod himlen fra Manhattans undergrund i månederne efter 9/11.
Foto: Internettet

 

Hvem gjorde det og hvorfor? Jeg ved det ikke. Jeg kan kun gætte. Måske var det nogle “good guys”, der ville sandsynliggøre den patriciske udgave af forklaringen på demoleringen af WTC’s tvillingetårne. Måske ville de vise, at en miniatombombe godt kan forårsage den skade, der opstod i dette tilfælde. Omridset i grundplan var stort set det samme som for tvillingetårnene.

Men under alle omstændigheder var den mest inkriminerende side af denne hidtil usete type “bilbombe” naturligvis, at den knapt nok blev rapporteret til offentligheden. Mediernes reaktion burde have været lige så hysterisk, som efter Oklahoma-bomben i 1995 og den første WTC-bombning i 1993. Helt overraskende ignorerede medierne stort set Barajas-begivenheden. Ingen ved, hvad der skete med de brandmænd, der indåndede skyerne af radioaktive dampe. Der hersker total tavshed fra den side.

[Den naturlige forklaring på denne medie-passivitet ville være, at jødepressen havde aftalt med sig selv ikke at betone dette tilfælde. Det er samtidig den eneste plausible forklaring på en så disciplineret tilbageholdenhed. En sådan beslutning kunne kun komme fra verdenssamfundet af kriminelle jøder, sekten, der af og til har brug for at adfærdsregulere andre operatører på verdensplan ved at demonstrere simpel slagkraft. Sekten kan have haft en anledning til at gøre sig gældende som faktor over for Spanien. Spanien er det land i Vesteuropa, der længst har måttet finde sig i jødisk vold og udbytning og allerede frabad sig jødernes tilstedeværelse 450 år før det blev nødvendigt i Tyskland. Måske er Spanien blevet for pro-arabisk eller for velvilligt indstillet over for sine atomteknologi-udviklende sprogfæller i Sydamerika, eller måske bare for uservil over for den zionistiske slyngelstat. Kun israelske eller amerikanske “entreprenører” ville have mulighed for at placere en atombombe dybt nok under dette parkeringsanlæg. Amerikanerne havde erfaring med installationen siden 1966, da bygningen af WTC’s tvillingetårne blev påbegyndt. Når bomben i Barajas detonerede, ville den spanske regering præcis vide, hvem, der stod bag. Gerningsmanden ville have opnået sit mål og behøvede ikke at risikere langvarig medieomtale, der kunne bringe de sande spor og omstændigheder for dagens lys. Samme tilbageholdenhed kunne iagttages efter Bali-bombningen i 2002.
Den vestlige verden lever efter 2001 med en ny slags terror-u-balance, som vi har beskrevet i artiklen “Verdens gale køter …”]