Bombe mod: AMIA-bygningen i Buenos Aires, Argentina, 18. juli 1994

Sand Historie

O-D-I-N.org ud fra The Third Truth about 9/11, 21. januar 2015.

 

Bombe mod AMIA-bygningen i Buenos Aires, Argentina – mandag 18. juli 1994 kl. 09.53.

Denne bombning kom til at afslutte det atomteknologiske samarbejde mellem Argentina og Iran. Vi “barbarer” behøver ikke at gætte på, hvem der ensidigt havde interesse i dette.

AMIA-bygningen efter bombningen i 1994. Foto: Internettet

 

Læste du hove­d­ar­tik­len?
CIA’s og Mossads terror-atombomber

Officielle oplysninger, motiver – det hele samlet i  Fodnote 370 og Fodnote 371.

[Måske var det hele samlet i 2013 … og fodnote 370 linker stadig til en engelsk Wikipedia-tekst, men  fodnote 371 anno 2015 linker til en ørkesløs serie af meningsytringer under overskriften “Hvad pokker er jøderne bange for, når det kommer til stykket?”, et spørgsmål, som anonyme deltagere i tråden svarer på ved at opregne en række angreb på israelske institutioner, som – hvis de virkelig var islamiske angreb – måtte fremkalde berettiget frygt. Men spørgsmålene: hvem stod bag angrebene, islamisterne eller jøderne (Mossad) selv, og var de nukleare eller ikke? er ikke diskussionens ærinde. Tråden konkluderer intet og er typisk for de professionelle bondefangeres forplumrende snik-snak overalt på Internettet og erstatter åbenbart den oprindelige tekst, der blev henvist til i 2013. Pr. 17/9–2015 fungerer linket ikke mere og er fjernet.]

Engelsk Wikipedia i 2013: … AMIA-bombningen den 18. juli 1994 var et angreb mod den bygning i Buenos Aires, der husede organisationen Asociación Mutual Israelita Argentina (Gensidigt Samarbejde mellem Israel og Argentina), hvorved 85 blev dræbt og flere hundrede såret. Den blev gennemført under Carlos Menems præsidentperiode (1989–1999) og var den hidtil mest dødbringende bombning i Argentina. En højeksplosiv bombe baseret på ammoniumnitrat blev i en Renault Trafic kassebil kørt gennem hovedporten til AMIA-bygningen i Once-distriktet tæt på Buenos Aires’ centrum. Den 7-etagers bygning var hovedkontor for Argentinas jødiske samfund.

Ifølge politiet udløste bombemanden bomben og jævnede dermed bygningen med jorden idet den, sammen med nærliggende bygninger, faldt sammen reduceret til smulder. Gennem årene er sagen blevet fremhævet for inkompetence og beskyldninger om tilsløring. Alle mistænkte i den “lokale sammenhæng” (deraf mange medlemmer af Buenos Aires provinspoliti) blev i september 2004 fundet ikke-skyldige. I august 2005 blev den federale dommer Juan José Galeano, der ledede sagen, draget i tvivl og fjernet fra sin post under anklage for “alvorlige” irregulariteter og fejlhåndtering af efterforskningen.

Den 25. oktober 2006 anklagede de offentlige anklagere Alberto Nisman [jøde*] og Marcelo Martinez Burgos formelt den iranske regering for at have fjernstyret angrebet og Hezbollah-militsen for at have udført det og anbefalede, at den tidligere iranske præsident Rafsanjani og syv andre, inklusive en del, der endnu befandt sig i officielle stillinger i Iran, skulle anholdes. Over den statslige radio beskrev Irans talsmand fra deres udenrigsministerium, Mohammad Ali Hoseyni, anklagerne mod hans land som et “zionistisk komplot”. Såvel Hezbollah som Iran afviste enhver forbindelse til bombningen.

Påstanden bag anklagemyndighedens krav i 2006 var, at Argentina var blevet angrebet af Iran, efter Buenos Aires’ beslutning om at annullere en kontrakt om overførsel af atomteknologi til Teheran. Dette har imidlertid været betvivlet, da denne kontrakt aldrig blev afsluttet, og Iran og Argentina netop lagde op til ubegrænset samarbejde efter alle aftaler fra 1992 til 1994, da bombningen indtraf

Jeg vil ikke kommentere yderligere, da det meget tydeligt fremgår af beskrivelsen, hvem der var gerningsmanden, og hvad de sande motiver var.

Man bør bemærke, at denne specielle nukleare bombning kom til at bidrage til den såkaldte internationale nukleare bevidsthed om Argentinas andel og dirigerede en del af den internationale opmærksomhed mod Argentinas selvstændige atomvåbenprogram. Som konsekvens blev Argentina tvunget til komplet at skrinlægge alle planer i den retning og underskrive en ikke-spredningsaftale (Non-Proliferation Treaty, NPT) i 1995.

[Her er det på sin plads at indsætte afslutningen fra artiklen om bomben mod Israel-ambassaden i Buenos Aires, da samme afslutning udelukkende vedrører AMIA-bombningen. Dimitri Khalezov citerer fra denne artikel af James Fetzer og Adrian Salbuchi:]

(…)

En meget anderledes situation, alt taget i betragtning, er opstået omkring omstændighederne ved det andet og mere dødbringende angreb, det på AMIA-bygningen, der op til denne dag er blevet detaljeret dækket i lokale og endog visse internationale medier. I modsætning til den israelske ambassade husede denne bygning en privat argentinsk organisation AMIA og dens politiske søsterorganisation, DAIA. De dræbte var alle argentinske statsborgere, og hele tragedien faldt ind under argentinsk jurisdiktion. Og alligevel, selv samme dag, som eksplosionen fandt sted, blev officiel assistance fra De Forenede Staters FBI og CIA og den israelske efterretningstjeneste Mossad samt Israels væbnede styrker rekvireret af præsident Carlos Menem.

(Her er det nødvendigt at læse mellem linjerne – et sådant bud efter “assistance” peger på en usædvanlig fysisk natur for den aktuelle eksplosion, for havde det handlet om TNT eller beriget kunstgødning, ville det argentinske politi og sprængstofeksperterne i de væbnede styrker selv have kunnet klare undersøgelsen, uden assistance fra “nukleare” stater.)

I det efterfølgende kaos mellem murbrokkerne, fik temperamenterne hos det lokale politi frit løb, da israelske militære efterretningsofficerer plantede et israelsk flag på ruindyngen. Næsten umiddelbart efter fandt de samme israelere ved et forunderligt tilfælde en del af den formodede bombe-bil, en hvid Renault “Trafic” kassevogn, der ved et sandt lykketræf indeholdt fabrikantens serienummer. Dette bringer minder frem om andre højst usandsynlige men utroligt heldige fund, fx da FBI fandt den udråbte selvmordsbomber Mohammed Attas intakte pas i ruinerne af World Trade Center lige efter 9/11 …

[Selv om der ikke nævnes typiske spor efter en miniatombombe i denne beskrivelse, og de heller ikke fremgår af billedet, hælder vi til at bekræfte Dimitri Khalezovs opfattelse af, at det var en miniatombombe; i så fald indstillet på mindste styrke. Det vægtigste argument er tilkaldelsen af særlig assistance fra USA og Israel. Knusningen af bygningen kan i høj grad skyldes gammelt byggeri med uarmeret bærende struktur. Vi mangler en opgørelse over, hvor mange af de ramte argentinske statsborgere, der var af argentinsk-jødisk herkomst – om nogen. Desværre er billedmaterialet på Internettet også i dette tilfælde meget begrænset, og vi har ikke kunnet finde oprindelige vidneforklaringer.]

*) [Denne Alberto Nisman skulle efterfølgende lide “døden i badekarret” for et håndvåben (selvmord eller drab lod sig åbenbart ikke afgøre). I medierne blev det mere end antydet, at hans død var konsekvensen af at havde kritiseret den argentinske præsident og anklaget ham for at “dække over” samarbejdet med Iran (som om det skulle være kriminelt fra andre synsvinkler end Israels).
Efter vores opfattelse er Alberto Nisman efter vel fuldført job med at ødelægge atomsamarbejdet mellem Argentina og Iran blevet optaget i et vidnebeskyttelsesprogram og nyder i skrivende stund frugterne af sin undergravende virksomhed som agent for Mossad og verdens slyngelstat nr. 1 på en solbeskinnet strand i Californien.]