Bekendelser under tortur

Sand Historie

O-D-I-N, Santiago Alvares, The Barnes Review, 20. maj 2013.

 

Det er omsider kommet for en dag: De Allierede torturerede deres tyske fanger, ikke blot under krigen, men også efter, for at fremtvinge uredelige tilståelser om forbrydelser, der aldrig var begået, alene for at opnå domfældelser i krigsforbrydersager. Emnet er kendt blandt revisionister, der udmærket ved, at de historiske kendsgerninger er blevet undertrykt af mainstreampressen gennem mere end 65 år, så kun få mennesker i almindelighed kender til disse overgreb. For nylig diskuterede et britisk dagblad temaet helt åbent. Artiklen har medført en del kontrovers. Den britiske presse fortjener ros for sit arbejde, og TBR vil i denne artikel forsøge at sætte de historiske begivenheder korrekt på plads i forhold til disse bortgemte allierede forbrydelser.

I sine memoirer, skrevet under de sidste måneder af sit liv i polsk fangenskab og i venten på henrettelse, fortalte tidligere lejrkommandant for Auschwitz Rudolf Höss, at han var blevet alvorligt mishandlet af sine britiske fangevogtere umiddelbart efter krigens ophør.

 

Sådan blev Höss behandlet af “briterne”. Bemærk også den opsvulmede kæbe.

Billedet er fra den britiske zone i Tyskland.

Jeg fik en skrækkelig behandling af feltsikkerhedspolitiet (det britiske) … Under de første afhøringer tævede de mig for at fremskaffe bevismateriale. Jeg ved ikke, hvad der står i rapporten, eller hvad jeg sagde, selv om jeg skrev den under, for de fyldte alkohol på mig og slog mig med en pisk. Det var for meget, selv for mig.* … Minden på Weser floden … der behandlede de mig endnu værre; især den første britiske anklager, der var major … Jeg blev praktisk talt psykologisk dissekeret. … De lod mig heller ikke på nogen måde være i tvivl om, hvad der ville ske med mig. [1]

Selv om en sådan erklæring fra en person, der gennemgående opfattes som en af de mest belastede SS-mænd, ikke har stor vægt i gængs målestok, så er den kendsgerning, at Höss faktisk blev tortureret, senere blevet bekræftet af en af hovedmændene bag torturen (Clarke). Dette blev afsløret i 1986 i en britisk bog, hvor vi finder følgende beskrivelse:

Höss skreg i rædsel alene ved synet af britiske uniformer. Clarke råbte: “Hvad er dit navn?”
For hvert svar: “Franz Lang,” smadrede Clarke næven ind i ansigtet på fangen. Den fjerde gang brød Höss sammen og indrømmede, hvem han var. Tilståelsen udløste en pludselig afsky hos de jødiske sergenter i anholdelsesgruppen, hvis forældre var døde i Auschwitz efter en ordre underskrevet af Höss.** Fangen blev trukket ned fra en overkøje og hans pyjamas flået af ham. Han blev derefter trukket nøgen til en af slagtebænkene, og for Clarke syntes slagene og skrigene ikke at have nogen grænse.
Til slut lød opfordringen fra den lægelige officer til kaptajnen: “Få dem til at holde op, medmindre du ønsker at bringe et lig med tilbage.”
Et tæppe blev kaste over Höss, og han blev trukket ud til Clarkes bil, hvor sergenten hældte en anselig dram whisky ned i halsen på ham. Derefter forsøgte Höss at sove. Clarke pressede sin tjenestestav op under mandens øjenlåg og beordrede på tysk: “Hold dine griseøjne åbne, dit svin.”
Langsomt og for første gang udtalte Höss den ofte gentagne retfærdiggørelse: “Jeg modtog mine ordrer fra Himmler. Jeg er soldat på samme måde, som du er soldat, og vi var nødt til at adlyde ordrer.”
Selskabet nåede tilbage … omkring tre morgen. Det sneede stadig, men tæppet blev revet af Höss, og han blev tvunget til at gå komplet nøgen gennem fængselsgården til sin celle. [2]

Revisionister har insisteret på, at dette er en pålidelig bekræftelse på fejlbehandlingen [3] af Höss, hvilket understøttes af det faktum, at Höss’ udtalelser om de påståede udryddelsesaktiviteter, som han beskriver i varierende “tilståelser” og i sine memoirer, på skift er absurde, fysisk umulige og i konflikt med selv den ortodokse beretning af, hvad der fandt sted i Auschwitz under krigen. [4]

Britiske efterkrigstids torturcentre

Das Schlammbadehaus (“mudderbadehuset”) i Bad Nenndorf fungerede efter Anden Verdenskrig som britisk torturcenter. I september 2005 publicerede en tysk revisionist med mellemrum et skrift, der beskæftigede sig med britisk torturpraksis i deres efterkrigstids interneringscenter i Bad Nenndorf i Nordtyskland. [5] Skriftet var hovedsagelig anlagt på en artikel, der var udkommet i 1952 i det ugentlige tyske magasin Quick [6], som i en fodnote nævnte, hvor man kunne finde britiske dokumenter om denne efterretningslejr.

Kun to måneder efter publiceringen af det (tyske) skrift, fremkom tre artikler af Ian Cobain i det venstreorienterede britiske dagblad The Guardian om dette og andre britiske efterretningscentre, både i Tyskland og i UK, samt torturen, der var blevet anvendt de steder for at hale “tilståelser” ud af de indsatte. [7] Det vides ikke, om Cobain var blevet inspireret af det tyske skrift, eller om sammenfaldet var et tilfælde. Under alle omstændigheder, baseret på og inspireret af Cobains avisartikler, publicerede et team af (tyske) revisionister en anden artikel i et revisionistblad, og der blev afsløret endnu mere om de britiske udøvere af tortur; i dette tilfælde med fokus på et center, der var placeret i den tyske by Hameln. [8] Ingen af de to (tyske) revisionistudgivelser er endnu blevet oversat til engelsk.
Et af torturcentrene, der nævnes i Cobains artikler, var Minden, hvor Höss systematisk var blevet tortureret. Således bestyrkede disse afsløringer endnu en gang den revisionistiske opfattelse, at Höss vidnesbyrd ikke er pålidelige.

Hans Aumeier

Rudolf Höss var naturligvis ikke den eneste tyske lejrkommandant, der blev håndplukket af briterne. To andre objekter var Josef Kramer, ved krigens afslutning lejrkommandant for den omstridte lejr Bergen-Belsen, samt Hans Aumeier, leder af varetægtsafdelingen i Auschwitz-lejren, og således en af Höss’ underordnede. Om den grove behandling, som Kramer og andre medlemmer af lejrstaben blev udsat for af briterne, findes en beskrivelse fra den britiske historiker Montgomery Belgion [9], som skrev:

Da vi nærmede os cellerne for SS-vagterne, blev den (britiske) sergents sprog vulgært. “Vi foretog en afhøring her til morgen,” sagde kaptajnen. “Jeg er bange for, at de ikke ser godt ud.” … Sergenten slog låsemekanismen fra på den første dør og … stormede ind i cellen, svingende et metalspyd foran sig. “Rejs jer op,” råbte han. “Kom op. Kom op, I beskidte bastarder.”
Der lå – eller halvvejs lå – fem-seks mænd på gulvet. En eller to af dem var i stand til at komme op at stå. Manden tættest på mig, hans ansigtet var oversmurt med blod, gjorde to forsøg, før han kom op på knæene og derefter gradvis på fødderne. Han stillede sig med armene strakt frem for sig, skælvende. “Kom nu. Kom op,” råbte sergenten (i den tilstødende celle). Denne mand lå i sit blod på gulvet, en kraftig person med et stort hoved og tilsølet skæg. “Hvorfor slår I mig ikke ihjel?” viskede han. “Hvorfor slår I mig ikke ihjel? Jeg kan ikke holde til mere.” Den samme sætning drev med spyttet over hans læber igen og igen. “Det har han sagt hele morgenen, den beskidte bastard,” sagde sergenten.

Nu er der intet af dette, der er virkelig nyt, idet det allerede er refereret af ledende revisionister i forskellige afhandlinger. Med hensyn til Hans Aumeier, har der indtil videre været ret begrænset med vidnesbyrd om, hvorvidt han overhovedet blev tortureret. I sin bog fra 2004 om Hitler og Stalin, hævdede den tyske historiker prof. dr. Werner Maser, at Aumeier havde afgivet en tilståelse om fremgangsmåde og dødstal vedrørende gaskamre i Auschwitz: “helt klart uden brug af tvang.” [10]

I kontrast til dette, skrev den britiske historiker David Irving i en arbejdstekst, dateret 2007, om de britiske dokumenter, der refererer hemmeligt overhørte samtaler mellem tyske fanger i britisk fangenskab: [11] “Desværre var ledende Auschwitz officerer, der var i britisk fangenskab, kommandanten Rudolf Höss og hans tidligere stedfortræder, Hans Aumeier, ikke genstand for … sofistikerede afhøringsmetoder, men blev udsat for oberstløjtnant A. P. Scotlands rå læderstrop-metoder, og hans “undersøgere”, der svingede knytnæverne over dem, mens de skrev og omskrev deres tilståelser, indtil ordlyden var helt rigtig.”

Irving oplyser ingen kilder til dette, men oberstløjtnant Scotland er den samme belastede person, omtalt af Ian Cobain som den ansvarlige for torturen mod tyske fanger i britisk fangenskab. Irving har udsendt et antal dokumenter, der refererer til Hans Aumeier, via sin hjemmeside. Blandt dem den første bekendelse fra 29. juni 1945, fremstillet mens han var fange i Oslo, og i hvilken han kort udtaler: “Jeg kender intet til gaskamre, og i min tid (som tjenestegørende i lejren) blev ingen fange gasset.”

Men i en udtalelse, nedskrevet den 25. juli 1945, rapporterer han pludselig i detaljer om angiveligt den første gasning i Auschwitz og om alle de senere byggede gaskamre i de forskellige bygninger af Birkenau lejren. Årsagen til ændringen mellem hans forklaringer kan destilleres fra en britisk rapport om afhøringerne af ham, der bl.a. siger: “Undersøgeren er tilfreds med, at størstedelen af materialet i denne rapport er i overensstemmelse med sandheden, så vidt angår faktuelle ting, men Aumeiers personlige reaktioner og følelser, som de fremføres i denne rapport, kan have ændret sig en del, siden hans skæbne har taget en drejning mod det værre.”

Som den italienske revisionist Carlo Mattogno i sit 2004-studium af de såkaldte Auschwitz-bunkere [12] påviser, er Aumeiers beskrivelser af fremgangsmåder for brugen af de angivne Auschwitz-gaskamre fulde af anakronistiske passager, som kan forklares med, at briterne var blevet underrettet af de polske tjenester om “historien”, de havde etableret om Auschwitz-lejren, og at briterne derpå præsenterede denne historie for Aumeier, så han kunne kopiere og “bekræfte” den, efter at have forstået, at hans skæbne havde taget en drejning mod det værre.

Faktisk blev Aumeier sluttelig udleveret til Polen og henrettet efter en skueproces iscenesat med Auschwitz-lejrens garnison som baggrund. Så, hvordan fik briterne inden for en måneds tid Aumeier til at forstå, at hans skæbne havde taget en drejning mod det værre? I modsætning til andre indsatte blev hverken Höss eller Aumeier på noget tidspunkt genstand for skjult aflytning, mens de var indespærret – eller, hvis de er blevet det, er afskrifterne af, hvad de kan have sagt, enten ikke blevet frigivet endnu, eller de er blevet destrueret. Uanset dette er realiteterne, at briterne må have vurderet egentlige tilståelser fra fangerne som nødvendige for pådømmelse, og de har taget de nødvendige midler i brug for at opnå dem.

Grusomme Britannien

Den tidligere nævnte Cobain har for nylig skrevet en hel bog om historien omkring den tortur, der blev udøvet af britiske øvrighedspersoner i de forskellige konflikter, begyndende med Anden Verdenskrig og spændende helt frem til de aktuelle overgreb mod indsatte, der er tilbageholdt under anklage for terrorisme eller meddelagtighed i samme. Cruel Britannia (Grusomme Britannien*** med en klang af Rule Britannia) er titlen på hans bog, der blev udgivet i 2012.

Cobain begynder sin bog med at kigge på, hvordan briterne under krigen opnåede vitale informationer fra tyske krigsfanger med udgangspunkt i altafgørende krigssituationer, med få betænkeligheder angående metoderne. Hvor kritisable den slags handlinger end er, kan man forstå dem, og måske kan midlet endog helliges af målet: at vinde krigen. Tingene ændrede sig imidlertid, da krigen først var vundet.

Eller rettere, tingene ændrede sig ikke, og det er problemet. Selv om “det helligende mål” ikke kunne gøres gældende mere, blev briterne ved med at torturere; denne gang ikke for at opnå livsvigtige informationer, men med det formål at sikre domsafsigelser i krigsforbryder-skueprocesserne.

Cobain skriver:

Hvordan kan vi være sikre på de metoder, der blev brugt i London “buret”?
– Fordi den mand, der stod i spidsen, har indrømmet en stor del af det – og er blevet tysset på gennem et halvt århundrede af et establishment, der frygtede skammen, hans historie kunne bringe over det Storbritannien, som skulle havde kæmpet for redelighed, anstændighed, lov og ret. Denne mand var oberst Alexander Scotland, en anerkendt mester i afhøringsteknik. Efter krigen gav han i sine memoirer en åbenhjertig redegørelse for sine aktiviteter, idet han genkaldte sig, hvordan han tænkte ved ankomsten til “buret” hver morgen: “Opgiv ethvert håb, du som ender her.” For, som han sagde, inden han gik i detaljer: “Hvis nogen tysker sad inde med nogen information, vi behøvede, ville den uvægerlig blive halet ud af ham med tiden.” Som normalt forud for en publicering sendte Scotland i 1954 sit manuskript til Krigsministeriet for at få det godkendt. Det medførte bestyrtelse. Alle fire kopier blev beslaglagt. Alle, der kendte til dets indhold, blev pålagt tavshed med advarsel om tiltale efter de officielle regler for hemmeligholdelse. Den virkelige bestyrtelse var imidlertid over hans afsløring af, at grusomhederne var blevet ved efter krigen, da formålet med afhøringerne ændrede sig fra indsamling af militære efterretninger til sikring af domfældelse i krigsretssager. Ud af 3.573 fanger, der passerede gennem (London afhøringscentret i nr. 6–8) Kensington Palace Gardens, blev flere end 1.000 overtalt til at underskrive en tilståelse eller afgive vidneforklaring til brug for tiltaler om krigsforbrydelse. … I sine (A. Scotlands) memoirer afslører han, at et antal mænd blev tvunget til at miskreditere sig selv.

Kensington Palace Gardens, skrev Cobain, var kun ét ud af ni tilsvarende afhøringscentre, også kaldt “bure” på grund af den måde de indsatte var indespærret: som vilde dyr i bure. Og der var flere af slagsen, der blev drevet af andre afdelinger under den britiske regering. De samme teknikker blev anvendt på den anden side af Kanalen, blandt andet i de ovenfor nævnte i Tyskland, Bad Nenndorf, Minden og Hameln.

Og hvad skete der i Akershus fængslet i Oslo, hvor Aumeier blev holdt fanget? Måske finder vi aldrig ud af det. Men vi kan på et rimeligt grundlag antage, at briterne anvendte deres sædvanlige metoder til at sikre tilståelser op til de forestående krigsforbryder skueprocesser i denne sag også.

Konklusioner

Hvilke konklusioner kan vi drage af Cobains afdækning? Først og fremmest beviser hans research, at briterne og i videre omfang sandsynligvis også de øvrige allierede nationer – udnyttede alle midler til rådighed for at tilvejebringe et hvilket som helst inkriminerende bevis, der fandtes nødvendigt, for at få tiltalt og straffet medlemmer af de tyske væbnede styrker og civile tyske tjenestemænd. Tvang og tortur var ikke undtagelsen men reglen, og den blev gennemført systematisk i et og alt og ikke blot i isolerede tilfælde, som mainstream-historikerne indtil videre påstår. I den henseende er de allierede efterkrigsprocesser essentielt identiske med de metoder, der anvendtes under afhøringer i sager om anklager for hekseri under den hellige Inkvisition fra det 14. til det 18. århundrede.

Den anden konklusion, der kan udledes af den systematiske tilsidesættelse af fundamentale humane retsprincipper, er, at enhver tilståelse, der er afgivet af nogen person, mens denne har været i allieret varetægt efter krigen, må anses for uantagelig – helt sikkert i enhver retslig forstand, men også som troværdigt grundlag for historikere. Dette betyder ikke, at alt, hvad disse tyskere sagde eller skrev automatisk er forkert. Men enhver historiker, der ønsker at blive taget alvorlig, kan ikke tillade sig at tage disse erklæringer eller tilståelser for pålydende.

End ikke 100 af disse “bekendelsessyndere”, som alle kan have udtalt sig om det samme forhold, kan tages for pålydende. De må antages at have gentaget, hvad de fik besked på at sige eller skrive. Jeg vil endda gå lidt videre. Systematisk krænkelse af indsatte i den hensigt at opnå tilståelser forudsætter en plan. Den forudsætter ordrer. Implikationen af dette er, at denne sag ikke var det eneste bedrageriske tilfælde udført af De Allierede efter krigen.

Den som systematisk torturerer mennesker er fuldt ud i stand til at begå andre ikke mindre afskyelige handlinger for at nå sit mål, fx ved at forfalske dokumenter. Det skader kun den historiske sandhed. Så hvorfor skulle De Allierede ikke systematisk have forfalsket dokumentation for at sikre “beviser”, der medførte dommen Skyldig! i retten, når de ikke gik af vejen for systematisk at torturere mennesker i den samme hensigt?

Noter

1

Steven Paskuly (ed.), Death Dealer: The Memoires of the SS Kommandant at Auschwitz, Da Capo Press, New York 1996, 179f.

2

Rupert Butler, Legions of Death, Arrows Books Ltd., London 1986, 236f.

3

Robert Faurisson, “How the British Obtained the Confessions of Rudolf Höss,” Journal of Historical Review, 7(4) (1986), 389–403; cf. David Irving, Nuremberg: The Last Battle, Focal Point, London, 1996, 241–246.

4

Most recently: Carlo Mattogno, Auschwitz: the Case for Sanity. The Barnes Review, Washington, D.C., 2010, 425–36.

5

Johannes Heyne, “Die britischen Folterungen in Bad Nenndorf,” Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung, 2005, Vol. 9, No. 1, 14–19.

6

“Hinter den Kulissen der Nachkriegszeit: Der dritte Grad,” Quick, Vol. 5, No. 10, March 9, 1952, 28–31.

7

Ian Cobain, “Revealed: Uk wartime torture camp” & “The secrets of the London cage,” The Guardian, Nov. 12, 2005; idem. “The interrogation camp that turned prisoners into living skeletons,” The Guardian, Dec. 17, 2005.

8

Hans Flessner, Erich Kern. “Das grauenhafte Geheimnis von Hameln,” Vierteljahreshefte für freie Geschichtsforschung, 2006, Vol. 9, No. 4, 419–28.

9

Montgomery Belgion, Victor’s Justice, Regnery, Hinsdale, IL, 1949, 80f.

10

Werner Maser, Fälschung, Dichtung und Wahrheit über Hitler und Stalin, Olzog, Munich 2004, 347.

11

David Irving, Secretly Overheard: Eavesdropping on Hitler’s Reich, 150.

12

Carlo Mattogno, The Bunkers of Auschwitz. Black Propaganda versus History, Theses & Dissertations Press, Chicago 2004, 133–6.

Redaktionelle noter

*

Rudolf Höss havde kæmpet i Første Verdenskrig og var tildelt Jernkorset i lighed med Hitler. Det var ikke en udmærkelse, der blev tildelt i flæng. Höss var i slutningen af Anden Verdenskrig igen i Auschwitz som koordinator for alle kz-lejre. Den stilling skyldtes primært, at han var en administrativ begavelse, der evnede at få det bedste ud af meget få ressourcer. Hitler gjorde sig fortjent til jernkorset for sin indsats i den særligt udsatte funktion som ordonnans. Få overlevede mere end end et par uger i det job, men Hitler overlevede dygtigt i mange måneder, indtil krigen endelig sluttede. Trods den ekstraordinære kvalitet af hans tjeneste blev han ikke tilladt at avancere i det gamle militære system, hvor man anså hans ideer og evner som en trussel mod det etablerede.

**

Et i høj grad undervurderet eller direkte overset forhold er den jødiske overrepræsentation i såvel de vestlige som østlige efterretningsenheder, der opererede i Europa lige efter afslutningen af Anden Verdenskrig og målrettet frem mod Nürnberg-processerne.
Det er en skændsel ud over alle grænser, at de allierede vestmagter tillod (eller ikke evnede at forhindre) jødisk personel i at deltage i anholdelsen og afhøringen af tyske militære og civile nøglepersoner under den oppiskede stemning, der var skabt på grund af rygter om brug af gas mod jøderne i kz-lejrene. I den gruppe, der anholdt Rudolf Höss, var ikke kun “sergenterne” jøder, men også løjtnanten, Bernard Clarke, var jødisk.
Den “major”, som Höss omtaler, der ved en anden lejlighed torturerede ham, var samtidig anklager i processen og hed Gerald Draper (billederne herunder). Han forlod tjenesten som oberst i Irish Guard (skulderemblemet i billedet til venstre siger “IRISH BRANCH”). Det er endnu uvist, om han var af jødisk herkomst, men det er sikkert, at han var glødende zionist. Han har ved flere lejligheder i sit senere liv deltaget i officielle fejringer i “Israel”. Det anses for sikkert, at to amerikanske medvirkende, psykologen G. M. Gilbert og obersten Harlan Amen, var jøder.

 

Gerald Draper var major i 1946 da han “sikrede” Rudolf Höss’ tilståelse. Billedet er fra den britiske zone i Tyskland.

 

Professor Gerald Irving Antony Dare Draper (1914–1989).

Sluttelig blev Höss sendt til Polen og konfronteredes med andre allierede jøder dér. Da han skrev sine “memoirer” skete det under opsyn og supervisering af Jan Sehn, der anses for at være jøde.

(Engelsk Wikipedia om Jan Sehn: Han var medlem af den kommission, der efterforskede nazi-krigsforbrydelser, og formand for Krakows distriktskommission indtil 1953. I 1945–46 ledte han gerningsstedsundersøgelserne i nazi-koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau. Som undersøgende dommer forberedte han tiltalen mod den tidligere lejrkommandant Rudolf Höss. Fra 1949 var han direktør for Institut for Retsmedicinske Undersøgelser i Krakow. Sehn døde pludselig i 1965 i Frankfurt. I 1966 blev instituttet navngivet efter Jan Sehn.)

Jan Sehn udgav i 1957 en bog om undersøgelserne i Auschwitz-Birkenau. Selv om der blev produceret betydelige mængder rapporter og vidneforklaringer, valgte Sehn til sidst at se bort fra vidnerne og alene begrunde sin tiltale på Höss’ tilståelser. Det strider mod vestlig retspraksis, når Höss’ forskellige tilståelser ikke fulgtes op med påvisning på gerningsstederne til yderligere sikring af tekniske beviser, der kunne have be- eller afkræftet de afgivne tilståelser. Det er påfaldende og tankevækkende, at de mennesker, der gjorde sig til anklagere og dommere i dette og parallelle tilfælde, tilsidesatte grundlæggende principper for sikring af beviser i sager om livsstraf.

Robert Faurisson, 1990:

Dachau
Fra 1945 til 1960 blev vi fra De Allieredes propaganda og retsprocesser informeret om, at der var blevet brugt gaskamre mod mennesker i Dachau, Mauthausen og Hartheim. Tilsyneladende manglede der hverken beviser, vidner eller tilståelser, der kunne bekræfte dette faktum.

Man lagde specielt vægt på Dachau “gaskammeret” og dets ofre. Amerikansk propaganda var så svulstig, at hvis der er noget land i dag, hvor “gasningerne” i Dachau anses for en kendsgerning på højde med pyramiderne i Egypten, så er det i USA.

En af de afgørende dage under Nürnberg skueprocessen var, da anklagemyndigheden fremlagde en film om de tyske koncentrationslejre. Ultimativ forfærdelse indtraf med scenen, der viste “gaskammeret i Dachau”. Kommentatoren forklarede installationens virkemåde, og at den formodedes at have gasset “måske hundrede mand på én gang”. Det er umuligt at overdrive, hvor meget denne sekvens om “Nazi-koncentrationslejrene” – 7,5% af den samlede filmlængde, der var blevet optaget – har påvirket det offentlige billede, inklusive ikke mindst de anklagede tyskeres.

De to begivenheder, der i højeste grad hjalp til at piske den offentlige stemning op mod de besejrede tyskere var først visningen af denne film og dernæst den næsten offentlige tilståelse fra Rudolf Höss, “kommandanten i Auschwitz”, aflagt over for tribunalet. I dag ved vi, at hans tilståelse var “dikteret”. Substansen i den flød fra en britisk jødes syge forestillinger, en af dem, der torturerede Höss efter hans tilfangetagelse (se bogen: “How the British Obtained the Confessions of Rudolf Höss” (af R. Faurisson) fra The Journal of Historical Review, vinter, 1986–1987, p. 389–403).

Men historien om “gasningerne” i Dachau var tilsvarende skabt ud af den blå luft. Vi måtte vente indtil 1960, før løgnerne gik til bekendelse.

Den 19. august 1960 i Die Zeit indrømmede den berygtede Martin Broszat, at der aldrig havde været mord ved gasninger i Dachau. To år tidligere havde den selv samme historiker, til sin evindelige skam, publiceret Rudolf Höss “tilståelse”. Den skulle vel forestille at være afgivet i fængslet, efter at Höss var blevet udleveret til de polske kommunister af briterne. I sin fremstilling præsenterede han (Broszat) tilståelsen som ægte og troværdig, selv om Höss’ “tilståelser” essentielt var de samme, der var opnået af briterne, nu i en omkalfatret og udvidet version af de britiske konstruktioner, og med et polsk islæt.

(I 1972 blev Martin Broszat leder af Institute for Contemporary History i München.)

Robert Faurisson, 2005:

Holocaust har vist sig at være et monstrum af gigantiske dimensioner. Men denne “gigant”, som dr. Arthur Butz påpegede i The Hoax of the Twentieth Century (Det tyvende århundredes bedrag) er en kæmpe på lerfødder. For at se disse fødder af ler, behøver man blot at besøge koncentrationslejren Auschwitz i Polen. Med dr. Wilhelm Stäglichs ord: “udryddelsesteorien står og falder med påstanden om, at Auschwitz var en ‘dødsfabrik’.” Hvad mig selv angår, så er hele mysteriet om Auschwitz på én gang koncentreret inden for de 65 kvadratmeter, der omfatter det påståede gaskammer i Auschwitz I og de 210 kvadratmeter der indeholder det påståede gaskammer i Birkenau. Disse 275 kvadratmeter skulle have været retsvidenskabeligt undersøgt af De Allierede straks efter krigen, men ingen undersøgelse af den karakter blev på noget tidspunkt gennemført, dengang eller siden. Den polske undersøgelsesdommer Jan Sehn rekvirerede visse kriminaltekniske undersøgelser i Auschwitz, men ikke af selve de påståede henrettelses-gaskamre.

Nu, i 2013, fremviser den jødiske ledelse i Auschwitz-museet et “autentisk” gaskammer, som museumsdirektøren under et filmet interview har måttet indrømme er en rekonstruktion fra efter krigen. Han er i øvrigt den hovedansvarlige for undersøgelserne, der ligger til grund for det aktuelt verserende tabstal for Auschwitz-Birkenau, 1,1 mio., nu ikke længere døde, men “forsvundne”, og “omkring 960.000 var jøder”, oplyses det (dette giver en jødisk andel på 87 pct., mens konkrete kilder indikerer, at jøderne var til stede i en andel på ca. 40 pct.).

Hvorfor gravede undersøgerne ikke de tekniske beviser frem, da muligheden for at finde dem var bedst? Hvor er billederne af de steder, hvor gaskamrene skulle have ligget, hvis de ikke lå der mere? En nærliggende tanke er, at fremlagte fotos ville indebære en risiko for, at de fotograferede gerningssteder senere ville kunne identificeres som noget andet end det, der fremgik af anklageskrifterne.

Höss tilståelser er afgivet under tortur. Efter overfaldet på ham ved pågribelsen blev han forhindret i at sove gennem tre døgn. Bødlerne beskriver selv, hvordan to vagter havde til opgave at støde til ham med en stok, hver gang han var ved at falde i søvn. Det er velkendt, at metoden forårsager sindssyge og varige skader efter et stykke tid. Han blev også tvunget til at gennemføre gårdture i bidende kulde, kun iført tynd beklædning. Også hans mulighed for at skrive til sin kone og børn (som allerede var blevet intimideret forud for anholdelsen af ham) blev brugt som pressionsmiddel. Efter tre dage brød han sammen og erklærede senere, at han lige så godt kunne have tilstået gasning af 5 mio. jøder som af 2,5 eller 3 mio. Höss opnåede med den første tilståelse at holde sine bødler fra livet. Granskes hans tilståelser nærmere, giver de kun mening i relation til den konspiration, der var i fuld gang med at forberede jødernes holocaust i Europa. Lige inden sin henrettelse i Auschwitz, trak Höss sin tilståelse tilbage, uden større risiko for repressalier.

Når artiklens forfatter neutralt taler om, at “briter” modtog det færdige koncept til krigsforbryderanklagerne fra “polakker”, var det (når sandheden skal frem) jøder, der kommunikerede med jøder.

***

Britannia er oprindeligt navnet på den romerske del af England, men her går det nok ikke at udelukke det øvrige Storbritannien som rekrutteringsområde.