Bekendelser under tortur

Sand Historie

O-D-I-N, Santiago Alvares, The Barnes Review, 20. maj 2013.

 

Det er omsi­der kom­met for en dag: De Alli­e­re­de tor­tu­re­re­de deres tyske fan­ger, ikke blot under kri­gen, men også efter, for at fremtvin­ge ure­de­li­ge til­stå­el­ser om for­bry­del­ser, der aldrig var begå­et, ale­ne for at opnå dom­fæl­del­ser i krigs­for­bry­der­sa­ger. Emnet er kendt blandt revi­sio­ni­ster, der udmær­ket ved, at de histo­ri­ske kends­ger­nin­ger er ble­vet under­trykt af main­stream­pres­sen gen­nem mere end 65 år, så kun få men­ne­sker i almin­de­lig­hed ken­der til dis­se over­greb. For nylig dis­ku­te­re­de et bri­tisk dag­blad tema­et helt åbent. Artik­len har med­ført en del kon­tro­vers. Den bri­ti­ske pres­se fortje­ner ros for sit arbej­de, og TBR vil i den­ne arti­kel for­sø­ge at sæt­te de histo­ri­ske begi­ven­he­der kor­rekt på plads i for­hold til dis­se bort­gem­te alli­e­re­de for­bry­del­ser.

I sine memoi­rer, skre­vet under de sid­ste måne­der af sit liv i polsk fan­gen­skab og i ven­ten på hen­ret­tel­se, for­tal­te tid­li­ge­re lej­rkom­man­dant for Aus­chwitz Rudolf Höss, at han var ble­vet alvor­ligt mis­hand­let af sine bri­ti­ske fan­ge­vog­te­re  efter kri­gens ophør.

 

Sådan blev Höss behand­let af “bri­ter­ne”. Bemærk også den ops­vul­me­de kæbe.

Bil­le­det er fra den bri­ti­ske zone i Tyskland.

Jeg fik en skræk­ke­lig behand­ling af felt­sik­ker­heds­po­li­ti­et (det bri­ti­ske) … Under de før­ste afhø­rin­ger tæve­de de mig for at frem­skaf­fe bevis­ma­te­ri­a­le. Jeg ved ikke, hvad der står i rap­por­ten, eller hvad jeg sag­de, selv om jeg skrev den under, for de fyld­te alko­hol på mig og slog mig med en pisk. Det var for meget, selv for mig.* … Min­den på Weser flo­den … der behand­le­de de mig end­nu vær­re; især den før­ste bri­ti­ske ankla­ger, der var major … Jeg blev prak­tisk talt psy­ko­lo­gisk dis­se­ke­ret. … De lod mig hel­ler ikke på nogen måde være i tvivl om, hvad der vil­le ske med mig. [1]

Selv om en sådan erklæ­ring fra en per­son, der gen­nem­gå­en­de opfat­tes som en af de mest bela­ste­de SS-mænd, ikke har stor vægt i gængs måle­stok, så er den kends­ger­ning, at Höss fak­tisk blev tor­tu­re­ret, sene­re ble­vet bekræf­tet af en af hoved­mæn­de­ne bag tor­tu­ren (Clar­ke). Det­te blev afslø­ret i 1986 i en bri­tisk bog, hvor vi fin­der føl­gen­de beskri­vel­se:

Höss skreg i ræd­sel ale­ne ved synet af bri­ti­ske uni­for­mer. Clar­ke råb­te: “Hvad er dit navn?”
For hvert svar: “Franz Lang,” smadre­de Clar­ke næven ind i ansig­tet på fan­gen. Den fjer­de gang brød Höss sam­men og indrøm­me­de, hvem han var. Til­stå­el­sen udlø­ste en plud­se­lig afsky hos de jødi­ske ser­gen­ter i anhol­del­ses­grup­pen, hvis for­æl­dre var døde i Aus­chwitz efter en ordre under­skre­vet af Höss.** Fan­gen blev truk­ket ned fra en over­kø­je og hans pyja­mas flå­et af ham. Han blev der­ef­ter truk­ket nøgen til en af slag­te­bæn­ke­ne, og for Clar­ke syn­tes sla­ge­ne og skri­ge­ne ikke at have nogen græn­se.
Til slut lød opfor­drin­gen fra den læge­li­ge offi­cer til kap­ta­j­nen: “Få dem til at hol­de op, med­min­dre du ønsker at brin­ge et lig med til­ba­ge.”
Et tæp­pe blev kaste over Höss, og han blev truk­ket ud til Clar­kes bil, hvor ser­gen­ten hæld­te en anse­lig dram whi­sky ned i hal­sen på ham. Der­ef­ter for­søg­te Höss at sove. Clar­ke pres­se­de sin tje­ne­ste­stav op under man­dens øjen­låg og beor­dre­de på tysk: “Hold dine gri­seøj­ne åbne, dit svin.”
Lang­somt og for før­ste gang udtal­te Höss den ofte gen­tag­ne ret­fær­dig­gø­rel­se: “Jeg modt­og mine ordrer fra Him­m­ler. Jeg er sol­dat på sam­me måde, som du er sol­dat, og vi var nødt til at adly­de ordrer.”
Sel­ska­bet nåe­de til­ba­ge … omkring tre mor­gen. Det sne­e­de sta­dig, men tæp­pet blev revet af Höss, og han blev tvun­get til at gå kom­plet nøgen gen­nem fængsels­går­den til sin cel­le. [2]

Revi­sio­ni­ster har insi­ste­ret på, at det­te er en påli­de­lig bekræf­tel­se på fejl­be­hand­lin­gen [3] af Höss, hvil­ket under­støt­tes af det fak­tum, at Höss’ udta­lel­ser om de påstå­e­de udryd­del­ses­ak­ti­vi­te­ter, som han beskri­ver i vari­e­ren­de “til­stå­el­ser” og i sine memoi­rer, på skift er absur­de, fysisk umu­li­ge og i kon­flikt med selv den orto­dok­se beret­ning af, hvad der fandt sted i Aus­chwitz under kri­gen. [4]

Britiske efterkrigstids torturcentre

Das Sch­lam­m­ba­de­haus (“mud­der­ba­de­hu­set”) i Bad Nenn­dorf fun­ge­re­de efter Anden Ver­denskrig som bri­tisk tor­tur­cen­ter. I sep­tem­ber 2005 publi­ce­re­de en tysk revi­sio­nist med mel­lem­rum et skrift, der beskæf­ti­ge­de sig med bri­tisk tor­tur­prak­sis i deres efter­krigs­tids inter­ne­rings­cen­ter i Bad Nenn­dorf i Nordtys­kland. [5] Skrif­tet var hoved­sa­ge­lig anlagt på en arti­kel, der var udkom­met i 1952 i det ugent­li­ge tyske maga­sin Qui­ck [6], som i en fod­no­te nævn­te, hvor man kun­ne fin­de bri­ti­ske doku­men­ter om den­ne efter­ret­nings­lejr.

Kun to måne­der efter publi­ce­rin­gen af det (tyske) skrift, frem­kom tre artik­ler af Ian Cobain i det ven­stre­o­ri­en­te­re­de bri­ti­ske dag­blad The Guar­di­an om det­te og andre bri­ti­ske efter­ret­nings­cen­tre, både i Tyskland og i UK, samt tor­tu­ren, der var ble­vet anvendt de ste­der for at hale “til­stå­el­ser” ud af de ind­sat­te. [7] Det vides ikke, om Cobain var ble­vet inspi­re­ret af det tyske skrift, eller om sam­men­fal­det var et til­fæl­de. Under alle omstæn­dig­he­der, base­ret på og inspi­re­ret af Cobains avis­ar­tik­ler, publi­ce­re­de et team af (tyske) revi­sio­ni­ster en anden arti­kel i et revi­sio­ni­stblad, og der blev afslø­ret end­nu mere om de bri­ti­ske udø­ve­re af tor­tur; i det­te til­fæl­de med fokus på et cen­ter, der var pla­ce­ret i den tyske by Hameln. [8] Ingen af de to (tyske) revi­sio­ni­stud­gi­vel­ser er end­nu ble­vet over­sat til engelsk.
Et af tor­tur­cen­tre­ne, der næv­nes i Cobains artik­ler, var Min­den, hvor Höss syste­ma­tisk var ble­vet tor­tu­re­ret. Såle­des bestyr­ke­de dis­se afslø­rin­ger end­nu en gang den revi­sio­ni­sti­ske opfat­tel­se, at Höss vid­nes­byrd ikke er påli­de­li­ge.

Hans Aumeier

Rudolf Höss var natur­lig­vis ikke den ene­ste tyske lej­rkom­man­dant, der blev hånd­pluk­ket af bri­ter­ne. To andre objek­ter var Josef Kra­mer, ved kri­gens afslut­ning lej­rkom­man­dant for den omstrid­te lejr Ber­gen-Bel­sen, samt Hans Aumei­er, leder af vare­tægts­af­de­lin­gen i Aus­chwitz-lej­ren, og såle­des en af Höss’ under­ord­ne­de. Om den grove behand­ling, som Kra­mer og andre med­lem­mer af lej­rsta­ben blev udsat for af bri­ter­ne, fin­des en beskri­vel­se fra den bri­ti­ske histo­ri­ker Montg­o­me­ry Bel­gion [9], som skrev:

Da vi nær­me­de os cel­ler­ne for SS-vag­ter­ne, blev den (bri­ti­ske) ser­gents sprog vul­gært. “Vi fore­tog en afhø­ring her til mor­gen,” sag­de kap­ta­j­nen. “Jeg er ban­ge for, at de ikke ser godt ud.” … Ser­gen­ten slog låse­me­ka­nis­men fra på den før­ste dør og … storme­de ind i cel­len, svin­gen­de et metals­pyd for­an sig. “Rejs jer op,” råb­te han. “Kom op. Kom op, I beskid­te bastar­der.”
Der lå – eller halvvejs lå – fem-seks mænd på gul­vet. En eller to af dem var i stand til at kom­me op at stå. Man­den tæt­test på mig, hans ansig­tet var over­s­murt med blod, gjor­de to for­søg, før han kom op på knæ­e­ne og der­ef­ter grad­vis på fød­der­ne. Han stil­le­de sig med arme­ne strakt frem for sig, skæl­ven­de. “Kom nu. Kom op,” råb­te ser­gen­ten (i den til­stø­de­n­de cel­le). Den­ne mand lå i sit blod på gul­vet, en kraf­tig per­son med et stort hoved og til­sø­let skæg. “Hvor­for slår I mig ikke ihjel?” viske­de han. “Hvor­for slår I mig ikke ihjel? Jeg kan ikke hol­de til mere.” Den sam­me sæt­ning drev med spyt­tet over hans læber igen og igen. “Det har han sagt hele mor­ge­nen, den beskid­te bastard,” sag­de ser­gen­ten.

Nu er der intet af det­te, der er vir­ke­lig nyt, idet det alle­re­de er refe­re­ret af leden­de revi­sio­ni­ster i for­skel­li­ge afhand­lin­ger. Med hen­syn til Hans Aumei­er, har der ind­til vide­re været ret begræn­set med vid­nes­byrd om, hvor­vidt han over­ho­ve­det blev tor­tu­re­ret. I sin bog fra 2004 om Hit­ler og Sta­lin, hæv­de­de den tyske histo­ri­ker prof. dr. Wer­ner Maser, at Aumei­er hav­de afgi­vet en til­stå­el­se om frem­gangs­må­de og dødstal ved­rø­ren­de gaskam­re i Aus­chwitz: “helt klart uden brug af tvang.” [10]

I kon­trast til det­te, skrev den bri­ti­ske histo­ri­ker David Irving i en arbejds­tekst, date­ret 2007, om de bri­ti­ske doku­men­ter, der refe­re­rer hem­me­ligt over­hør­te sam­ta­ler mel­lem tyske fan­ger i bri­tisk fan­gen­skab: [11] “Desvær­re var leden­de Aus­chwitz offi­ce­rer, der var i bri­tisk fan­gen­skab, kom­man­dan­ten Rudolf Höss og hans tid­li­ge­re sted­fortræ­der, Hans Aumei­er, ikke gen­stand for … sofi­sti­ke­re­de afhø­rings­me­to­der, men blev udsat for ober­st­løjt­nant A. P. Scot­lands rå læder­strop-meto­der, og hans “under­sø­ge­re”, der svin­ge­de knyt­næ­ver­ne over dem, mens de skrev og omskrev deres til­stå­el­ser, ind­til ord­ly­den var helt rig­tig.”

Irving oply­ser ingen kil­der til det­te, men ober­st­løjt­nant Scot­land er den sam­me bela­ste­de per­son, omtalt af Ian Cobain som den ansvar­li­ge for tor­tu­ren mod tyske fan­ger i bri­tisk fan­gen­skab. Irving har udsendt et antal doku­men­ter, der refe­re­rer til Hans Aumei­er, via sin hjem­mesi­de. Blandt dem den før­ste beken­del­se fra 29. juni 1945, frem­stil­let mens han var fan­ge i Oslo, og i hvil­ken han kort udta­ler: “Jeg ken­der intet til gaskam­re, og i min tid (som tje­ne­s­te­gø­ren­de i lej­ren) blev ingen fan­ge gas­set.”

Men i en udta­lel­se, nedskre­vet den 25. juli 1945, rap­por­te­rer han plud­se­lig i detal­jer om angi­ve­ligt den før­ste gas­ning i Aus­chwitz og om alle de sene­re byg­ge­de gaskam­re i de for­skel­li­ge byg­nin­ger af Bir­ke­nau lej­ren. Årsa­gen til ændrin­gen mel­lem hans for­kla­rin­ger kan destil­le­res fra en bri­tisk rap­port om afhø­rin­ger­ne af ham, der bl.a. siger: “Under­sø­ge­ren er til­freds med, at stør­ste­delen af mate­ri­a­let i den­ne rap­port er i over­ens­stem­mel­se med sand­he­den, så vidt angår fak­tu­el­le ting, men Aumei­ers per­son­li­ge reak­tio­ner og følel­ser, som de frem­fø­res i den­ne rap­port, kan have ændret sig en del, siden hans skæb­ne har taget en drej­ning mod det vær­re.”

Som den ita­li­en­ske revi­sio­nist Car­lo Mat­tog­no i sit 2004-stu­di­um af de såkald­te Aus­chwitz-bun­ke­re [12] påvi­ser, er Aumei­ers beskri­vel­ser af frem­gangs­må­der for bru­gen af de angiv­ne Aus­chwitz-gaskam­re ful­de af ana­kro­ni­sti­ske pas­sa­ger, som kan for­kla­res med, at bri­ter­ne var ble­vet under­ret­tet af de pol­ske tje­ne­ster om “histo­ri­en”, de hav­de etab­le­ret om Aus­chwitz-lej­ren, og at bri­ter­ne der­på præ­sen­te­re­de den­ne histo­rie for Aumei­er, så han kun­ne kopi­e­re og “bekræf­te” den, efter at have for­stå­et, at hans skæb­ne hav­de taget en drej­ning mod det vær­re.

Fak­tisk blev Aumei­er slut­te­lig udle­ve­ret til Polen og hen­ret­tet efter en sku­e­pro­ces isce­ne­sat med Aus­chwitz-lej­re­ns gar­ni­son som bag­grund. Så, hvor­dan fik bri­ter­ne inden for en måneds tid Aumei­er til at for­stå, at hans skæb­ne hav­de taget en drej­ning mod det vær­re? I mod­sæt­ning til andre ind­sat­te blev hver­ken Höss eller Aumei­er på noget tids­punkt gen­stand for skjult aflyt­ning, mens de var indespær­ret – eller, hvis de er ble­vet det, er afskrif­ter­ne af, hvad de kan have sagt, enten ikke ble­vet fri­gi­vet end­nu, eller de er ble­vet destru­e­ret. Uan­set det­te er rea­li­te­ter­ne, at bri­ter­ne må have vur­de­ret egent­li­ge til­stå­el­ser fra fan­ger­ne som nød­ven­di­ge for pådøm­mel­se, og de har taget de nød­ven­di­ge mid­ler i brug for at opnå dem.

Grusomme Britannien

Den tid­li­ge­re nævn­te Cobain har for nylig skre­vet en hel bog om histo­ri­en omkring den tor­tur, der blev udø­vet af bri­ti­ske øvrig­heds­per­so­ner i de for­skel­li­ge kon­flik­ter, begyn­den­de med Anden Ver­denskrig og spæn­den­de helt frem til de aktu­el­le over­greb mod ind­sat­te, der er til­ba­ge­holdt under ankla­ge for ter­r­o­ris­me eller med­del­ag­tig­hed i sam­me. Cru­el Bri­tan­nia (Gru­som­me Bri­tan­ni­en*** med en klang af Rule Bri­tan­nia) er tit­len på hans bog, der blev udgi­vet i 2012.

Cobain begyn­der sin bog med at kig­ge på, hvor­dan bri­ter­ne under kri­gen opnå­e­de vita­le infor­ma­tio­ner fra tyske krigs­fan­ger med udgangs­punkt i alt­af­gø­ren­de krigs­si­tu­a­tio­ner, med få betæn­ke­lig­he­der angå­en­de meto­der­ne. Hvor kri­tisab­le den slags hand­lin­ger end er, kan man for­stå dem, og måske kan mid­let endog hel­li­ges af målet: at vin­de kri­gen. Tin­ge­ne ændre­de sig imid­ler­tid, da kri­gen først var vun­det.

Eller ret­te­re, tin­ge­ne ændre­de sig ikke, og det er pro­ble­met. Selv om “det hel­li­gen­de mål” ikke kun­ne gøres gæl­den­de mere, blev bri­ter­ne ved med at tor­tu­re­re; den­ne gang ikke for at opnå livsvig­ti­ge infor­ma­tio­ner, men med det for­mål at sik­re doms­af­si­gel­ser i krigs­for­bry­der-sku­e­pro­ces­ser­ne.

Cobain skri­ver:

Hvor­dan kan vi være sik­re på de meto­der, der blev brugt i Lon­don “buret”?
– For­di den mand, der stod i spid­sen, har indrøm­met en stor del af det – og er ble­vet tys­set på gen­nem et halvt århund­re­de af et establis­h­ment, der fryg­te­de skam­men, hans histo­rie kun­ne brin­ge over det Stor­bri­tan­ni­en, som skul­le hav­de kæm­pet for rede­lig­hed, anstæn­dig­hed, lov og ret. Den­ne mand var oberst Ale­xan­der Scot­land, en aner­kendt mester i afhø­rings­tek­nik. Efter kri­gen gav han i sine memoi­rer en åben­hjer­tig rede­gø­rel­se for sine akti­vi­te­ter, idet han genkald­te sig, hvor­dan han tænk­te ved ankom­sten til “buret” hver mor­gen: “Opgiv ethvert håb, du som ender her.” For, som han sag­de, inden han gik i detal­jer: “Hvis nogen tysker sad inde med nogen infor­ma­tion, vi behø­ve­de, vil­le den uvæ­ger­lig bli­ve halet ud af ham med tiden.” Som nor­malt for­ud for en publi­ce­ring send­te Scot­land i 1954 sit manuskript til Krigs­mi­ni­ste­ri­et for at få det god­kendt. Det med­før­te bestyr­tel­se. Alle fire kopi­er blev beslag­lagt. Alle, der kend­te til dets ind­hold, blev pålagt tavs­hed med advar­sel om til­ta­le efter de offi­ci­el­le reg­ler for hem­me­lig­hol­del­se. Den vir­ke­li­ge bestyr­tel­se var imid­ler­tid over hans afslø­ring af, at gru­som­he­der­ne var ble­vet ved efter kri­gen, da for­må­let med afhø­rin­ger­ne ændre­de sig fra ind­sam­ling af mili­tæ­re efter­ret­nin­ger til sik­ring af dom­fæl­del­se i krigs­rets­sa­ger. Ud af 3.573 fan­ger, der pas­se­re­de gen­nem (Lon­don afhø­rings­cen­tret i nr. 6–8) Ken­sing­ton Pala­ce Gar­dens, blev fle­re end 1.000 over­talt til at under­skri­ve en til­stå­el­se eller afgi­ve vid­ne­for­kla­ring til brug for til­ta­ler om krigs­for­bry­del­se. … I sine (A. Scot­lands) memoi­rer afslø­rer han, at et antal mænd blev tvun­get til at miskre­di­te­re sig selv.

Ken­sing­ton Pala­ce Gar­dens, skrev Cobain, var kun ét ud af ni til­sva­ren­de afhø­rings­cen­tre, også kaldt “bure” på grund af den måde de ind­sat­te var indespær­ret: som vil­de dyr i bure. Og der var fle­re af slagsen, der blev dre­vet af andre afde­lin­ger under den bri­ti­ske rege­ring. De sam­me tek­nik­ker blev anvendt på den anden side af Kana­len, blandt andet i de oven­for nævn­te i Tyskland, Bad Nenn­dorf, Min­den og Hameln.

Og hvad ske­te der i Akers­hus fængs­let i Oslo, hvor Aumei­er blev holdt fan­get? Måske fin­der vi aldrig ud af det. Men vi kan på et rime­ligt grund­lag anta­ge, at bri­ter­ne anvend­te deres sæd­van­li­ge meto­der til at sik­re til­stå­el­ser op til de fore­stå­en­de krigs­for­bry­der sku­e­pro­ces­ser i den­ne sag også.

Konklusioner

Hvil­ke kon­klu­sio­ner kan vi dra­ge af Cobains afdæk­ning? Først og frem­mest bevi­ser hans research, at bri­ter­ne og i vide­re omfang sand­syn­lig­vis også de øvri­ge alli­e­re­de natio­ner – udnyt­te­de alle mid­ler til rådig­hed for at til­ve­je­brin­ge et hvil­ket som helst inkri­mi­ne­ren­de bevis, der fand­tes nød­ven­digt, for at få til­talt og straf­fet med­lem­mer af de tyske væb­ne­de styr­ker og civi­le tyske tje­ne­ste­mænd. Tvang og tor­tur var ikke und­ta­gel­sen men reg­len, og den blev gen­nem­ført syste­ma­tisk i et og alt og ikke blot i iso­le­re­de til­fæl­de, som main­stream-histo­ri­ker­ne ind­til vide­re påstår. I den hen­se­en­de er de alli­e­re­de efter­krigs­pro­ces­ser essen­ti­elt iden­ti­ske med de meto­der, der anvend­tes under afhø­rin­ger i sager om ankla­ger for hek­se­ri under den hel­li­ge Ink­vi­si­tion fra det 14. til det 18. århund­re­de.

Den anden kon­klu­sion, der kan udle­des af den syste­ma­ti­ske til­si­de­sæt­tel­se af fun­da­men­tale huma­ne rets­prin­cip­per, er, at enhver til­stå­el­se, der er afgi­vet af nogen per­son, mens den­ne har været i alli­e­ret vare­tægt efter kri­gen, må anses for uan­ta­ge­lig – helt sik­kert i enhver rets­lig for­stand, men også som tro­vær­digt grund­lag for histo­ri­ke­re. Det­te bety­der ikke, at alt, hvad dis­se tyske­re sag­de eller skrev auto­ma­tisk er for­kert. Men enhver histo­ri­ker, der ønsker at bli­ve taget alvor­lig, kan ikke til­la­de sig at tage dis­se erklæ­rin­ger eller til­stå­el­ser for påly­den­de.

End ikke 100 af dis­se “beken­del­ses­syn­de­re”, som alle kan have udtalt sig om det sam­me for­hold, kan tages for påly­den­de. De må anta­ges at have gen­ta­get, hvad de fik besked på at sige eller skri­ve. Jeg vil end­da gå lidt vide­re. Syste­ma­tisk kræn­kel­se af ind­sat­te i den hen­sigt at opnå til­stå­el­ser for­ud­sæt­ter en plan. Den for­ud­sæt­ter ordrer. Impli­ka­tio­nen af det­te er, at den­ne sag ikke var det ene­ste bed­ra­ge­ri­ske til­fæl­de udført af De Alli­e­re­de efter kri­gen.

Den som syste­ma­tisk tor­tu­re­rer men­ne­sker er fuldt ud i stand til at begå andre ikke min­dre afsky­e­li­ge hand­lin­ger for at nå sit mål, fx ved at for­fal­ske doku­men­ter. Det ska­der kun den histo­ri­ske sand­hed. Så hvor­for skul­le De Alli­e­re­de ikke syste­ma­tisk have for­fal­sket doku­men­ta­tion for at sik­re “bevi­ser”, der med­før­te dom­men Skyl­dig! i ret­ten, når de ikke gik af vej­en for syste­ma­tisk at tor­tu­re­re men­ne­sker i den sam­me hen­sigt?

Noter

1

Ste­ven Pasku­ly (ed.), Death Dea­ler: The Memoi­res of the SS Kom­man­dant at Aus­chwitz, Da Capo Press, New York 1996, 179f.

2

Rupert But­ler, Legions of Death, Arrows Books Ltd., Lon­don 1986, 236f.

3

Robert Fauris­son, “How the Bri­tish Obtai­ned the Con­fes­sions of Rudolf Höss,” Jour­nal of Histo­ri­cal Review, 7(4) (1986), 389–403; cf. David Irving, Nurem­berg: The Last Batt­le, Focal Point, Lon­don, 1996, 241–246.

4

Most recent­ly: Car­lo Mat­tog­no, Aus­chwitz: the Case for Sani­ty. The Bar­nes Review, Was­hin­g­ton, D.C., 2010, 425–36.

5

Johan­nes Hey­ne, “Die bri­ti­s­chen Fol­ter­un­gen in Bad Nenn­dorf,” Vier­tel­ja­hres­h­ef­te für freie Ges­chi­chts­fors­chung, 2005, Vol. 9, No. 1, 14–19.

6

Hin­ter den Kulis­sen der Nachkri­egszeit: Der drit­te Grad,” Qui­ck, Vol. 5, No. 10, March 9, 1952, 28–31.

7

Ian Cobain, “Reve­a­led: Uk war­ti­me tor­tu­re camp” & “The secrets of the Lon­don cage,” The Guar­di­an, Nov. 12, 2005; idem. “The inter­ro­ga­tion camp that tur­ned pri­so­ners into living ske­le­tons,” The Guar­di­an, Dec. 17, 2005.

8

Hans Fles­sner, Erich Kern. “Das grau­en­haf­te Geheim­nis von Hameln,” Vier­tel­ja­hres­h­ef­te für freie Ges­chi­chts­fors­chung, 2006, Vol. 9, No. 4, 419–28.

9

Montg­o­me­ry Bel­gion, Victor’s Justi­ce, Reg­ne­ry, Hin­s­da­le, IL, 1949, 80f.

10

Wer­ner Maser, Fäls­chung, Dich­tung und Wahr­heit über Hit­ler und Sta­lin, Olzog, Munich 2004, 347.

11

David Irving, Secret­ly Over­heard: Eave­s­drop­ping on Hitler’s Reich, 150.

12

Car­lo Mat­tog­no, The Bun­kers of Aus­chwitz. Bla­ck Pro­pa­gan­da ver­sus History, The­ses & Dis­serta­tions Press, Chi­ca­go 2004, 133–6.

Redaktionelle noter

*

Rudolf Höss hav­de kæm­pet i Før­ste Ver­denskrig og var til­delt Jer­n­kor­set i lig­hed med Hit­ler. Det var ikke en udmær­kel­se, der blev til­delt i flæng. Höss var i slut­nin­gen af Anden Ver­denskrig igen i Aus­chwitz som koor­di­na­tor for alle kz-lej­re. Den stil­ling skyld­tes pri­mært, at han var en admi­ni­stra­tiv bega­vel­se, der evne­de at få det bed­ste ud af meget få res­sour­cer. Hit­ler gjor­de sig fortjent til jer­n­kor­set for sin ind­sats i den sær­ligt udsat­te funk­tion som ordon­nans. Få over­le­ve­de mere end end et par uger i det job, men Hit­ler over­le­ve­de dyg­tigt i man­ge måne­der, ind­til kri­gen ende­lig slut­te­de. Trods den ekstra­or­di­næ­re kva­li­tet af hans tje­ne­ste blev han ikke til­ladt at avan­ce­re i det gam­le mili­tæ­re system, hvor man anså hans ide­er og evner som en trus­sel mod det etab­le­re­de.

**

Et i høj grad under­vur­de­ret eller direk­te over­set for­hold er den jødi­ske over­re­præ­sen­ta­tion i såvel de vest­li­ge som øst­li­ge efter­ret­nings­en­he­der, der ope­re­re­de i Euro­pa lige efter afslut­nin­gen af Anden Ver­denskrig og mål­ret­tet frem mod Nür­n­berg-pro­ces­ser­ne.
Det er en skænd­sel ud over alle græn­ser, at de alli­e­re­de vest­mag­ter til­lod (eller ikke evne­de at for­hin­dre) jødisk per­so­nel i at del­ta­ge i anhol­del­sen og afhø­rin­gen af tyske mili­tæ­re og civi­le nøg­le­per­so­ner under den oppi­ske­de stem­ning, der var skabt på grund af ryg­ter om brug af gas mod jøder­ne i kz-lej­re­ne. I den grup­pe, der anholdt Rudolf Höss, var ikke kun “ser­gen­ter­ne” jøder, men også løjt­nan­ten, Ber­nard Clar­ke, var jødisk.
Den “major”, som Höss omta­ler, der ved en anden lej­lig­hed tor­tu­re­re­de ham, var sam­ti­dig ankla­ger i pro­ces­sen og hed Gerald Dra­per (bil­le­der­ne her­un­der). Han for­lod tje­ne­sten som oberst i Irish Guard (skul­de­rem­ble­met i bil­le­det til ven­stre siger “IRISH BRANCH”). Det er end­nu uvist, om han var af jødisk her­komst, men det er sik­kert, at han var glø­de­n­de zio­nist. Han har ved fle­re lej­lig­he­der i sit sene­re liv del­ta­get i offi­ci­el­le fejrin­ger i “Israel”. Det anses for sik­kert, at to ame­ri­kan­ske med­vir­ken­de, psy­ko­lo­gen G. M. Gil­bert og ober­sten Har­lan Amen, var jøder.

 

Gerald Dra­per var major i 1946 da han “sik­re­de” Rudolf Höss’ til­stå­el­se. Bil­le­det er fra den bri­ti­ske zone i Tyskland.

 

Pro­fes­sor Gerald Irving Anto­ny Dare Dra­per (1914–1989).

Slut­te­lig blev Höss sendt til Polen og kon­fron­te­re­des med andre alli­e­re­de jøder dér. Da han skrev sine “memoi­rer” ske­te det under opsyn og super­vi­se­ring af Jan Sehn, der anses for at være jøde.

(Engelsk Wikipe­dia om Jan Sehn: Han var med­lem af den kom­mis­sion, der efter­for­ske­de nazi-krigs­for­bry­del­ser, og for­mand for Krakows distrikt­skom­mis­sion ind­til 1953. I 1945–46 led­te han ger­nings­steds­un­der­sø­gel­ser­ne i nazi-kon­cen­tra­tions­lej­ren Aus­chwitz-Bir­ke­nau. Som under­sø­gen­de dom­mer for­be­red­te han til­ta­len mod den tid­li­ge­re lej­rkom­man­dant Rudolf Höss. Fra 1949 var han direk­tør for Insti­tut for Rets­me­di­cin­ske Under­sø­gel­ser i Krakow. Sehn døde plud­se­lig i 1965 i Frank­furt. I 1966 blev insti­tut­tet navn­gi­vet efter Jan Sehn.)

Jan Sehn udgav i 1957 en bog om under­sø­gel­ser­ne i Aus­chwitz-Bir­ke­nau. Selv om der blev pro­du­ce­ret bety­de­li­ge mæng­der rap­por­ter og vid­ne­for­kla­rin­ger, valg­te Sehn til sidst at se bort fra vid­ner­ne og ale­ne begrun­de sin til­ta­le på Höss’ til­stå­el­ser. Det stri­der mod vest­lig rets­prak­sis, når Höss’ for­skel­li­ge til­stå­el­ser ikke fulg­tes op med påvis­ning på ger­nings­ste­der­ne til yder­li­ge­re sik­ring af tek­ni­ske bevi­ser, der kun­ne have be- eller afkræf­tet de afgiv­ne til­stå­el­ser. Det er påfal­den­de og tan­ke­væk­ken­de, at de men­ne­sker, der gjor­de sig til ankla­ge­re og dom­me­re i det­te og paral­lel­le til­fæl­de, til­si­de­sat­te grund­læg­gen­de prin­cip­per for sik­ring af bevi­ser i sager om livs­straf.

Robert Fauris­son, 1990:

Dachau
Fra 1945 til 1960 blev vi fra De Alli­e­re­des pro­pa­gan­da og rets­pro­ces­ser infor­me­ret om, at der var ble­vet brugt gaskam­re mod men­ne­sker i Dachau, Maut­hau­sen og Hart­heim. Til­sy­ne­la­den­de mang­le­de der hver­ken bevi­ser, vid­ner eller til­stå­el­ser, der kun­ne bekræf­te det­te fak­tum.

Man lag­de spe­ci­elt vægt på Dachau “gaskam­me­ret” og dets ofre. Ame­ri­kansk pro­pa­gan­da var så svulstig, at hvis der er noget land i dag, hvor “gas­nin­ger­ne” i Dachau anses for en kends­ger­ning på høj­de med pyra­mi­der­ne i Egypten, så er det i USA.

En af de afgø­ren­de dage under Nür­n­berg sku­e­pro­ces­sen var, da ankla­ge­myn­dig­he­den frem­lag­de en film om de tyske kon­cen­tra­tions­lej­re. Ulti­ma­tiv for­fær­del­se ind­traf med sce­nen, der viste “gaskam­me­ret i Dachau”. Kom­men­ta­to­ren for­kla­re­de instal­la­tio­nens vir­ke­må­de, og at den for­mode­des at have gas­set “måske hund­re­de mand på én gang”. Det er umu­ligt at over­dri­ve, hvor meget den­ne sekvens om “Nazi-kon­cen­tra­tions­lej­re­ne” – 7,5% af den sam­le­de film­læng­de, der var ble­vet opta­get – har påvir­ket det offent­li­ge bil­le­de, inklu­si­ve ikke mindst de ankla­ge­de tyske­res.

De to begi­ven­he­der, der i høje­ste grad hjalp til at piske den offent­li­ge stem­ning op mod de besej­re­de tyske­re var først vis­nin­gen af den­ne film og der­næst den næsten offent­li­ge til­stå­el­se fra Rudolf Höss, “kom­man­dan­ten i Aus­chwitz”, aflagt over for tri­bu­na­let. I dag ved vi, at hans til­stå­el­se var “dik­te­ret”. Sub­stan­sen i den flød fra en bri­tisk jødes syge fore­stil­lin­ger, en af dem, der tor­tu­re­re­de Höss efter hans til­fan­ge­ta­gel­se (se bogen: “How the Bri­tish Obtai­ned the Con­fes­sions of Rudolf Höss” (af R. Fauris­son) fra The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, vin­ter, 1986–1987, p. 389–403).

Men histo­ri­en om “gas­nin­ger­ne” i Dachau var til­sva­ren­de skabt ud af den blå luft. Vi måt­te ven­te ind­til 1960, før løg­ner­ne gik til beken­del­se.

Den 19. august 1960 i Die Zeit indrøm­me­de den beryg­te­de Mar­tin Broszat, at der aldrig hav­de været mord ved gas­nin­ger i Dachau. To år tid­li­ge­re hav­de den selv sam­me histo­ri­ker, til sin evin­de­li­ge skam, publi­ce­ret Rudolf Höss “til­stå­el­se”. Den skul­le vel fore­stil­le at være afgi­vet i fængs­let, efter at Höss var ble­vet udle­ve­ret til de pol­ske kom­mu­ni­ster af bri­ter­ne. I sin frem­stil­ling præ­sen­te­re­de han (Broszat) til­stå­el­sen som ægte og tro­vær­dig, selv om Höss’ “til­stå­el­ser” essen­ti­elt var de sam­me, der var opnå­et af bri­ter­ne, nu i en omkal­fa­tret og udvi­det ver­sion af de bri­ti­ske kon­struk­tio­ner, og med et polsk islæt.

(I 1972 blev Mar­tin Broszat leder af Insti­tu­te for Con­tem­porary History i Mün­chen.)

Robert Fauris­son, 2005:

Holo­caust har vist sig at være et mon­strum af gigan­ti­ske dimen­sio­ner. Men den­ne “gigant”, som dr. Art­hur Butz påpe­ge­de i The Hoax of the Twen­tieth Cen­tury (Det tyven­de århund­re­des bed­rag) er en kæm­pe på ler­fød­der. For at se dis­se fød­der af ler, behø­ver man blot at besø­ge kon­cen­tra­tions­lej­ren Aus­chwitz i Polen. Med dr. Wil­helm Stäg­li­chs ord: “udryd­del­ses­te­o­ri­en står og fal­der med påstan­den om, at Aus­chwitz var en ‘døds­fa­brik’.” Hvad mig selv angår, så er hele myste­ri­et om Aus­chwitz på én gang kon­cen­tre­ret inden for de 65 kva­drat­me­ter, der omfat­ter det påstå­e­de gaskam­mer i Aus­chwitz I og de 210 kva­drat­me­ter der inde­hol­der det påstå­e­de gaskam­mer i Bir­ke­nau. Dis­se 275 kva­drat­me­ter skul­le have været retsvi­den­ska­be­ligt under­søgt af De Alli­e­re­de straks efter kri­gen, men ingen under­sø­gel­se af den karak­ter blev på noget tids­punkt gen­nem­ført, den­gang eller siden. Den pol­ske under­sø­gel­ses­dom­mer Jan Sehn rekvi­re­re­de vis­se kri­mi­nal­tek­ni­ske under­sø­gel­ser i Aus­chwitz, men ikke af sel­ve de påstå­e­de hen­ret­tel­ses-gaskam­re.

Nu, i 2013, frem­vi­ser den jødi­ske ledel­se i Aus­chwitz-muse­et et “auten­tisk” gaskam­mer, som muse­ums­di­rek­tø­ren under et fil­met inter­view har måt­tet indrøm­me er en rekon­struk­tion fra efter kri­gen. Han er i øvrigt den hove­d­ansvar­li­ge for under­sø­gel­ser­ne, der lig­ger til grund for det aktu­elt ver­se­ren­de tab­stal for Aus­chwitz-Bir­ke­nau, 1,1 mio., nu ikke læn­ge­re døde, men “for­s­vund­ne”, og “omkring 960.000 var jøder”, oply­ses det (det­te giver en jødisk andel på 87 pct., mens kon­kre­te kil­der indi­ke­rer, at jøder­ne var til ste­de i en andel på ca. 40 pct.).

Hvor­for gra­ve­de under­sø­ger­ne ikke de tek­ni­ske bevi­ser frem, da mulig­he­den for at fin­de dem var bedst? Hvor er bil­le­der­ne af de ste­der, hvor gaskam­re­ne skul­le have lig­get, hvis de ikke lå der mere? En nær­lig­gen­de tan­ke er, at frem­lag­te fotos vil­le inde­bæ­re en risi­ko for, at de foto­gra­fe­re­de ger­nings­ste­der sene­re vil­le kun­ne iden­ti­fi­ce­res som noget andet end det, der frem­gik af ankla­ge­skrif­ter­ne.

Höss til­stå­el­ser er afgi­vet under tor­tur. Efter over­fal­det på ham ved pågri­bel­sen blev han for­hin­dret i at sove gen­nem tre døgn. Bød­ler­ne beskri­ver selv, hvor­dan to vag­ter hav­de til opga­ve at stø­de til ham med en stok, hver gang han var ved at fal­de i søvn. Det er vel­kendt, at meto­den for­år­sa­ger sinds­sy­ge og vari­ge ska­der efter et styk­ke tid. Han blev også tvun­get til at gen­nem­fø­re gård­t­u­re i biden­de kul­de, kun iført tynd beklæd­ning. Også hans mulig­hed for at skri­ve til sin kone og børn (som alle­re­de var ble­vet inti­mi­de­ret for­ud for anhol­del­sen af ham) blev brugt som pres­sions­mid­del. Efter tre dage brød han sam­men og erklæ­re­de sene­re, at han lige så godt kun­ne have til­stå­et gas­ning af 5 mio. jøder som af 2,5 eller 3 mio. Höss opnå­e­de med den før­ste til­stå­el­se at hol­de sine bød­ler fra livet. Gran­skes hans til­stå­el­ser nær­me­re, giver de kun mening i rela­tion til den kon­spira­tion, der var i fuld gang med at for­be­re­de jøder­nes holo­caust i Euro­pa. Lige inden sin hen­ret­tel­se i Aus­chwitz, trak Höss sin til­stå­el­se til­ba­ge, uden stør­re risi­ko for repres­sa­li­er.

Når artik­lens for­fat­ter neut­ralt taler om, at “bri­ter” modt­og det fær­di­ge kon­cept til krigs­for­bry­de­rankla­ger­ne fra “polak­ker”, var det (når sand­he­den skal frem) jøder, der kom­mu­ni­ke­re­de med jøder.

***

Bri­tan­nia er oprin­de­ligt nav­net på den romer­ske del af England, men her går det nok ikke at ude­luk­ke det øvri­ge Stor­bri­tan­ni­en som rek­rut­te­rings­om­rå­de.