Auschwitz: Myter og facts

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, IHR (sep. 2009), 18.oktober 2013.

 

Aus­chwitz-lej­ren i Polen er ble­vet kaldt cen­tret for “nazi­ster­nes pro­gram for mas­seud­ryd­del­se”.

Fra alle sider under­vi­ses vi i, at under Anden Ver­denskrig blev hund­re­de­tu­sin­der af fan­ger – alt over­ve­jen­de jøder – syste­ma­tisk dræbt i den­ne lejr, de fle­ste i gaskam­re.

Der er ingen tvivl om, at Aus­chwitz mod slut­nin­gen af kri­gen udvik­le­de sig til et hel­ve­de, og at man­ge døde under tragi­ske omstæn­dig­he­der.

Der er hel­ler ingen tvivl om, at lej­re­ns reel­le for­mål uaf­brudt har været at leve­re en så effek­tiv og vel­fun­ge­ren­de arbejds­styr­ke som muligt til krigs­pro­duk­tio­nen i indu­stri­kom­plek­set Bir­ke­nau og satel­lit­lej­re­ne.

At det ikke lyk­ke­des mod kri­gens slut­ning skyld­tes i høj grad ude­fra kom­men­de fak­to­rer, smit­ten med tyfus*, der gen­tag­ne gan­ge udvik­le­de sig til epi­de­mi­er og med­før­te bety­de­lig over­dø­de­lig­hed, og den alli­e­re­de bomb­ning af lej­ren og dens for­sy­nings­linjer i kri­gens sid­ste måne­der, så der opstod alvor­lig medi­cin- og føde­va­re­man­gel.

De Alli­e­re­des krigs­pro­pa­gan­da skab­te bil­le­det af fol­ked­rab, en opfat­tel­se, der sene­re skul­le befor­dre det forag­te­li­ge rets­op­gør i Nür­n­berg, hvor jøder­ne uden mod­stand fik lov til at ankla­ge, dom­fæl­de og hen­ret­te tyske nøg­le­per­so­ner på grund­lag af fal­ske ankla­ger og til­stå­el­ser — en af vor tids mest luse­de sku­e­pro­ces­ser.

Siden 70’erne har Euro­pa og dan­sker­ne levet med fort­sæt­tel­sen af den­ne mod­by­de­li­ge og vild­le­den­de pro­pa­gan­da fra jøder­nes medi­er. Den bre­der sig som en pest i vores børns sko­ler og på lære­an­stal­ter­ne og for­gif­ter de unges viden om vores euro­pæ­i­ske histo­rie. Her føl­ger en ræk­ke facts, der i høj grad viser, at Aus­chwitz-lej­ren hver­ken blev opret­tet til- eller anvendt som cen­ter for syste­ma­tisk udryd­del­se af noget fol­keslag.


Ver­dens­re­kor­den i fol­ke­mord.

 

Det­te sym­bol for det jødi­ske ver­dens­sam­fund repræ­sen­te­rer de fle­ste mord på men­ne­sker.

Føl­gen­de arti­kel skil­drer det fak­tum, at det ikke er tysker­ne som folk og nation, der har for­ø­vet et holo­caust, men der­i­mod jøder­ne, der som ban­ner­fø­re­re for ide­o­lo­gi­er som bol­sje­vis­men, kom­mu­nis­men og zio­nis­men inde­ha­ver ver­dens­re­kor­den i fol­ke­mord.

Et omfattende lejrkompleks

Lej­rkom­plek­set Aus­chwitz blev anlagt i 1940 i det, der nu er den syd­li­ge del af det cen­tra­le Polen. Et stort antal jøder blev, lige­som andre poli­ti­ske fjen­der af Tyskland, depor­te­ret til Aus­chwitz fra 1942 og til mid­ten af 1944. Hoved­lej­ren var kendt som Aus­chwitz I. – Bir­ke­nau, eller Aus­chwitz II, var det påstå­e­de hoved­cen­ter for udryd­del­sen, mens Monowitz, eller Aus­chwitz III, var et stort indu­stri­elt områ­de, der pro­du­ce­re­de ben­zin fra kul. Der fand­tes yder­li­ge­re dusin­vis af min­dre satel­lit-lej­re, der ind­gik i krigs­pro­duk­tio­nen.

Fire millioner ofre?

Under Nür­n­berg-pro­ces­sen efter kri­gen, ankla­ge­de De alli­e­re­de tysker­ne for at have udryd­det fire mil­li­o­ner men­ne­sker i Aus­chwitz. Det­te tal, der kom fra Sov­jet­mag­ten, blev ukri­tisk accep­te­ret gen­nem man­ge år og blev ofte gen­ta­get i før­en­de ame­ri­kan­ske avi­ser og bla­de [1]. I dag er der ingen seri­øs histo­ri­ker, der aner­ken­der det­te dødstal.
Den isra­el­ske Holo­caust-histo­ri­ker Yehu­da Bau­er udtal­te i 1989, at det nu måt­te være på tide at aner­ken­de, at det offi­ci­el­le tal på fire mil­li­o­ner var en bevidst etab­le­ret myte. I juli 1990 annon­ce­re­de Aus­chwitz Stats­mu­se­um i Polen sam­men med det isra­el­ske Yad Vas­hem Holo­caust Cen­ter, at alt ibe­reg­net døde måske en mil­li­on men­ne­sker (jøder og ikke-jøder) i Aus­chwitz. Ingen af dis­se insti­tu­tio­ner vil­le udta­le sig om, hvor stor en del af dis­se men­ne­sker, der blev dræbt, og der blev ikke angi­vet et esti­mat af, hvor man­ge, der efter påstan­den om gas­ning, skul­le være dræbt på den måde [2].
En frem­træ­den­de Holo­caust-histo­ri­ker, Gerald Reit­lin­ger, vur­de­re­de at måske var 700.000 jøder gået til grun­de i Aus­chwitz [3]. Den fran­ske Holo­caust-histo­ri­ker Jean-Clau­de Pres­sac anslog i 1993, at antal­let af omkom­ne var 800.000 – hvoraf 630.000 var jøder. [4]
Fritjof Mey­er, en aner­kendt ana­ly­ti­ker af uden­rigs­po­li­ti­ske anlig­gen­der, for­fat­ter til fle­re bøger, og leden­de redak­tør af et af Tys­klands før­en­de ugent­li­ge nyheds­ma­ga­si­ner, præ­sen­te­re­de i 2002 et end­nu lave­re tal. I tids­skrif­tet Ost­eu­ro­pa anslog han, at i alt mel­lem 500.000 og 510.000 per­so­ner – jøder som ikke-jøder – omkom i Aus­chwitz. [5]
Selv om alle dis­se tal efter sagens natur er usik­re, viser de, hvor­dan histo­ri­en om Aus­chwitz har ændret sig dra­ma­tisk gen­nem åre­ne.

Falsk “gaskammer”

År efter år gen­nem årti­er har titu­sin­der af besø­gen­de i Aus­chwitz [i 2012 var det 1,4 mio.] fået fore­vist et “auten­tisk” hen­ret­tel­ses-gaskam­mer, der lig­ger i hoved­lej­ren. I janu­ar 1995 skrev det anse­te fran­ske uge­ma­ga­sin L’Express, at “alt” ved det­te “gaskam­mer” er “falsk”, og at det reelt er en rekon­struk­tion fra efter kri­gen. [6]

Bizarre historier

En over­gang blev det hæv­det, at jøder i Aus­chwitz syste­ma­tisk blev dræbt med elek­tri­ci­tet. Ame­ri­kan­ske avi­ser cite­re­de i febru­ar 1945 en sov­je­tisk øjen­vid­ne­be­ret­ning fra en nylig befri­et lejr. Man kun­ne læse, at de meto­di­ske tyske­re hav­de dræbt jøder ved hjælp af et “elek­trisk leden­de trans­portbånd, på hvil­ket hund­re­der af per­so­ner kun­ne dræ­bes med elek­tro­chok på en gang [og] trans­por­te­res vide­re til smel­te­o­v­ne, hvor de næsten øje­blik­ke­ligt blev omdan­net til gød­ning for at bli­ve udnyt­tet på de nær­lig­gen­de kål­mar­ker”. [7]
Under Nür­n­berg-pro­ces­sen ankla­ge­de USA’s che­fankla­ger Robert Jack­son tysker­ne for at have gjort brug af en “nyligt opfun­det” indret­ning [anta­ge­lig med hen­vis­ning til ryg­ter­ne om tysker­nes næsten fær­di­ge atom­bom­be], der var i stand til øje­blik­ke­ligt at “for­dam­pe” 20.000 jøder i nær­he­den af Aus­chwitz “på en sådan måde, så der ikke blev efter­ladt spor af dem”. [8] Ingen velanskre­vet histo­ri­ker aner­ken­der nogen af dis­se fan­ta­si­hi­sto­ri­er.

Höss’ “tilståelse”

En afgø­ren­de brik i De alli­e­re­des Holo­caust-bevis­fø­rel­se er “til­stå­el­sen” fra den tid­li­ge­re lej­r­chef for Aus­chwitz, Rudolf Höss. I en under­skre­vet erklæ­ring, og ved afhø­rin­gen af ham under Nür­n­berg-pro­ces­sen den 15. april 1946, udtal­te han, at mel­lem maj 1940 og decem­ber 1943, mens han var chef for Aus­chwitz lej­rkom­plek­set, blev “mindst to og en halv mil­li­on ofre hen­ret­tet og uds­let­tet ved gas­ning og bræn­ding”, og “mindst en halv mil­li­on omkom yder­li­ge­re af sult og syg­dom, så det tota­le dødstal var omkring tre mil­li­o­ner” ale­ne under hans tid i lej­ren. [9]
Selv om den­ne “til­stå­el­se” er en falsk og usam­men­hæn­gen­de til­stå­el­se, der er opnå­et under brutal tor­tur, mis­bru­ges erklæ­rin­gen fra Rudolf Höss end­nu i stor stil som et væg­tigt histo­risk bevis.

[Redak­tio­nel kom­men­tar: Som det altid sker i dis­se til­fæl­de, hvor jøder­ne vil sik­re sig mod frie ytrin­ger mod omver­de­nen – man kun­ne for­ven­te, at Höss en dag i fri­hed vil­le for­tæl­le sand­he­den – skynd­te man sig at døm­me ham til døden på grund­lag af en falsk til­stå­el­se. Han blev hængt i Aus­chwitz-lej­ren den 16. april 1947. I dag vises gal­gen frem som en del af Aus­chwitz-muse­ets rari­te­ter. Det­te muse­um har karak­ter af et jødisk ople­vel­ses­cen­ter. Det er fun­de­ret på mas­siv løgn, og det cemen­te­rer dag­ligt – mod beta­ling natur­lig­vis – løg­nen om det orto­dok­se Holo­caust. Man kan spør­ge, hvor­for Höss ikke for åben mikro­fon under afhø­rin­gen af ham i Nür­n­berg råb­te sand­he­den ud. Hvor­for bekræf­te­de han den fal­ske til­stå­el­se. For det før­ste ved vi ikke, hvad hans pla­ge­ån­der hav­de stil­let ham i udsigt af for­mil­den­de straf, hvis han holdt sig til for­kla­rin­gen. Men én ting ved vi: at de jødi­ske (bri­ti­ske) efter­for­ske­re alle­re­de hav­de inti­mi­de­ret hans kone og en min­dre søn for at fin­de hans til­holds­sted. De kend­te hans fami­lie, hustru og fem børn, og det er ikke van­ske­ligt at fore­stil­le sig, at Rudolf Höss accep­te­re­de sin skæb­ne, imod at hans fami­lie gik fri. Der kun­ne fx bli­ve tale om deporta­tion til Rusland, som det ske­te for man­ge andre tyske­re – end­nu et mørkt og nedt­o­net kapi­tel i “De alli­e­re­des” (her­un­der Sov­jet­mag­tens), opgør med Tyskland og det tyske folk.]

Nog­le år efter kri­gen beskrev Ber­nard Clar­ke [jøde] fra det bri­ti­ske mili­tæ­re efter­ret­nings­væ­sen, hvor­dan han og fire andre bri­ti­ske sol­da­ter tor­tu­re­re­de den tid­li­ge­re chef for Aus­chwitz for at opnå hans “til­stå­el­se”. Höss beskrev med egne ord sine prø­vel­ser såle­des: “Abso­lut; jeg under­skrev en erklæ­ring om, at jeg hav­de dræbt to og en halv mil­li­on jøder. Jeg kun­ne lige så godt have sagt fem mil­li­o­ner jøder. Der gives meto­der, så enhver til­stå­el­se kan opnås, hvad enten den er sand eller ikke.” [10]
Selv histo­ri­ke­re, der over­ord­net accep­te­rer Holo­caust-udryd­del­ses­hi­sto­ri­en, aner­ken­der efter­hån­den, at man­ge af de spe­ci­fik­ke udta­lel­ser i Höss’ “til­stå­el­se” sim­pelt­hen ikke kan pas­se. Først og frem­mest er der ikke en ene­ste sag­kyn­dig på områ­det, der i dag mener, at tab­stal­let fra Aus­chwitz på nogen måde kun­ne nær­me sig 2,5 mil­li­on.
Höss “til­stå­el­se” siger des­u­den, at jøder alle­re­de blev udryd­det ved gas i som­me­ren 1941 i tre andre lej­re: Belzec, Tre­blinka og Wolzek. “Wolzek-lej­ren”, der næv­nes af Höss er en opfin­del­se [måske et sig­nal til omver­de­nen om, at han blev tvun­get til at afgi­ve falsk for­kla­ring?]. Der eksi­ste­re­de ikke en sådan lejr, og nav­net næv­nes ikke læn­ge­re i Holo­caust-lit­te­ra­tu­ren. Oven i købet er det sådan, at dem, der end­nu accep­te­rer Holo­caust-myten om gas­ning, i øje­blik­ket hæv­der, at gas­nin­gen af jøder først begynd­te engang i 1942.

Mange jødiske internerede var uarbejdsdygtige

Man­ge tusin­de tyske hem­me­li­ge doku­men­ter fra kri­gen om Aus­chwitz blev kon­fi­ske­ret af De alli­e­re­de efter kri­gen. Men ikke et ene­ste hen­vi­ser til et pro­gram for mas­seud­ryd­del­se. I vir­ke­lig­he­den er den kend­te Aus­chwitz-udryd­del­ses­hi­sto­rie aldrig ble­vet under­byg­get med tek­ni­ske bevi­ser [men kan til gen­gæld i den fore­lig­gen­de form mod­be­vi­ses med eksi­ste­ren­de tek­ni­ske bevi­ser].
Det er ofte ble­vet udma­let, at jøder i Aus­chwitz, der var ude af stand til at arbej­de, umid­del­bart blev dræbt. Jøder, der var for gam­le, for unge, syge eller sva­ge, blev, efter påstan­den, gas­set ved ankom­sten, og kun dem, der kun­ne arbej­des til døde, blev holdt i live med det for­mål.
Men bevis­ma­te­ri­a­let indi­ke­rer noget andet. I vir­ke­lig­he­den var en meget høj pro­cent­del af de jødi­ske inter­ne­re­de ikke i stand til at arbej­de, men blev alli­ge­vel ikke dræbt. En intern tysk telex, date­ret 4. sep. 1943, fra che­fen for fore­tagsom­heds­for­valt­nin­gens hoved­kon­tor under SS (WVHA, SS Wir­t­s­chafts-Verwal­tungs­haup­tamt), siger: “af de 25.000 jøder, der hol­des inter­ne­ret i Aus­chwitz, er kun 3.581 i stand til at arbej­de, og omkring 21.500 uar­bejds­dyg­ti­ge” (omkring 86 pro­cent). [11]
Det­te bekræf­tes i en hem­me­lig rap­port date­ret 5. april 1944 om “sik­ker­heds­an­lig­gen­der i Auswitz” af Oswald Pohl, leder af SS kon­cen­tra­tions­lej­r­sy­ste­met, til che­fen for SS, Hein­rich Him­m­ler. Pohl rap­por­te­re­de, at der i alt var 67.000 ind­sat­te i hele Aus­chwitz-kom­plek­set, og der­af var 18.000 enten under hospi­tals­be­hand­ling eller uar­bejds­dyg­ti­ge. I Aus­chwitz II (Bir­ke­nau), der er udnævnt til det pri­mæ­re cen­ter for udryd­del­se, var der 36.000 ind­sat­te, de fle­ste kvin­der, af hvil­ke “anslå­et 15.000 er ude af stand til at arbej­de”. [12]
Alle indi­ka­tio­ner viser, at Aus­chwitz-Bir­ke­nau i høj grad fun­ge­re­de som lejr for jøder, der ikke var i stand til at arbej­de, inklu­si­ve de syge og ældre, såvel som for et antal, der afven­te­de over­før­sel til andre lej­re. Det­te er også opfat­tel­sen hos Dr. Art­hur Butz fra Nort­hwestern Uni­ver­si­ty, der næv­ner, at den­ne omstæn­dig­hed var en bety­de­lig årsag til den usæd­van­ligt høje døds­ra­te på ste­det. [13]
Den jødi­ske aka­de­mi­ker Arno May­er, pro­fes­sor i Histo­rie på Prin­ce­ton Uni­ver­si­ty, aner­ken­der i sin bog fra 1988 om “den ende­li­ge løs­ning”, at fle­re jøder døde i Aus­chwitz af tyfus og andre “natur­li­ge” årsa­ger end ved hen­ret­tel­ser. [14]

Anne Frank

Måske er den mest omtal­te inter­ne­re­de fra Aus­chwitz – Anne Frank, som huskes for sin berøm­me­de dag­bog. Meget få men­ne­sker er klar over, at tusin­der af jøder, inklu­si­ve Anne Frank og hen­des far, Otto Frank, “over­le­ve­de” ophol­det i Aus­chwitz.
Den 15-åri­ge pige og hen­des far blev depor­te­ret fra Holland til Aus­chwitz i sep­tem­ber 1944. Adskil­li­ge uger sene­re under ind­tryk af den avan­ce­ren­de sov­je­ti­ske hær, blev Anne sam­men med man­ge andre jøder evaku­e­ret fra Aus­chwitz til lej­ren Ber­gen-Bel­sen i Tyskland, hvor hun døde af tyfus i marts 1945. Mens de sta­dig var fan­ger i Aus­chwitz, blev Otto Frank ramt af tyfus og blev sendt til lej­re­ns hospi­tal for at kom­me sig. Han var en blandt tusin­der af syge og sva­ge jøder, som blev efter­ladt, da tysker­ne opgav lej­ren i janu­ar 1945, kort før den blev over­ta­get af sov­jet­styr­ker­ne. Han døde i Schweiz i 1980.
Hvis den tyske poli­tik hav­de været at dræ­be Anne Frank og hen­des far, vil­le de ikke have over­le­vet Aus­chwitz. Deres histo­rie er uen­de­ligt tragisk, men sam­ti­dig helt ufor­e­ne­lig med den orto­dok­se udryd­del­ses­hi­sto­rie.

Allieret propaganda

Myten om gas­nin­ger i Aus­chwitz er i vidt omfang base­ret på for­ly­den­der fra jødi­ske tid­li­ge­re inter­ne­re­de, der ikke per­son­ligt har obser­ve­ret fysi­ske spor af “udryd­del­sen”. Deres for­mod­nin­ger er til en vis grad for­stå­e­li­ge, for ryg­ter om gas­nin­ger i Aus­chwitz var vidt udbred­te. De Alli­e­re­de ned­ka­ste­de et stort antal fly­ve­bla­de på polsk og tysk over Aus­chwitz-lej­ren og dens omgi­vel­ser. I fly­ve­bla­de­ne blev det hæv­det, at ind­sat­te blev dræbt ved gas­ning inden for lej­ren [det har næp­pe for den enkel­te fan­ge været muligt at over­skue hele kom­plek­set, så alle har kun­net tro, at det fore­gik et andet sted i lej­ren]. Den­ne Aus­chwitz-gas­nings­hi­sto­rie var en virk­nings­fuld del af den alli­e­re­de pro­pa­gan­daind­sats under kri­gen. Bud­ska­bet blev også udsendt over De alli­e­re­des radio­sta­tio­ner i Euro­pa. [15]

Beretninger fra “overlevende”

Tid­li­ge­re inter­ne­re­de har bevid­net, at de aldrig hav­de set spor af nogen udryd­del­se i Aus­chwitz.
En østrigsk kvin­de, Maria Van­herwaar­den, afgav vid­ne­er­klæ­ring om sine ople­vel­ser fra Aus­chwitz-Bir­ke­nau i Tor­on­tos distrikt­s­ret i marts 1988. [16] Hun blev inter­ne­ret i lej­ren i 1942 for køns­lig omgang med en polsk mand, der afso­ne­de tvangs­ar­bej­de. Under tog­rej­sen til Aus­chwitz for­tal­te en sigø­j­n­er­kvin­de hen­de og alle andre, at de alle vil­le bli­ve gas­set i lej­ren. Da Maria og de øvri­ge kvin­der ankom, fik de besked på at tage tøjet af og gå ind i et stort beton­rum uden vin­du­er, hvor de vil­le få et bru­se­bad. De skrækslag­ne kvin­der var sik­re på, at de nu skul­le dø. Men i ste­det for gas kom der vand ud af bru­ser­ne.
Maria lod for­stå, at Aus­chwitz ikke var noget feri­e­cen­ter. Hun hav­de bevid­net man­ge medind­sat­tes død som føl­ge af syg­dom, især tyfus­ram­te. Hun hav­de også ople­vet, at en del hav­de taget deres eget liv. Men hun hav­de aldrig set noget, der kun­ne tyde på mas­sed­rab, gas­nin­ger eller spo­re­ne efter et udryd­del­ses­pro­gram.
En jødisk kvin­de ved navn Mari­ka Frank ankom til Aus­chwitz-Bir­ke­nau fra Ungarn i juli 1944, da det hed sig, at 25.000 jøder blev gas­set og kre­me­ret hver dag. Også hun bevid­ne­de efter kri­gen, at hun intet hav­de set til gaskam­re i den tid, hun var inter­ne­ret i lej­ren. Hun hav­de først hørt gas­nings­hi­sto­ri­en sene­re. [17]

Indsatte blev løsladt

Fle­re end 200.000 fan­ger blev over­ført fra Aus­chwitz til andre lej­re, og omkring 8.000 af de sva­ge­ste fan­ger befandt sig i lej­ren, da den blev ind­ta­get af sov­je­ti­ske styr­ker. Tid­li­ge­re var omkring 1.500 ble­vet løsladt efter at hav­de udstået deres straf og var ble­vet sendt til deres respek­ti­ve hjem­lan­de. [18]
Hvis Aus­chwitz vir­ke­lig hav­de været et top­hem­me­ligt udryd­del­ses­cen­ter, er det van­ske­ligt at fore­stil­le sig, at de tyske myn­dig­he­der vil­le løsla­de ind­sat­te, der hav­de “kend­skab” til det­te.

Afslørende luftfotos

De Alli­e­re­des detal­je­re­de rekog­nos­ce­rings­fo­tos af Aus­chwitz-Bir­ke­nau, opta­get på fle­re til­fæl­di­ge dage i løbet af 1944 – den peri­o­de, hvor mas­seud­ryd­del­sen skul­le have kul­mi­ne­ret – blev offent­lig­gjort af CIA i 1979. Der er intet i dis­se bil­le­der, der indi­ke­rer stak­ke af lig, rygen­de kre­ma­to­ri­eskor­ste­ne eller mæng­der af jøder, der afven­ter døden. Det er ellers emner, som gen­tag­ne gan­ge er ble­vet frem­stil­let som vir­ke­lig­hed og som vil­le have efter­ladt sig syn­li­ge spor, hvis Aus­chwitz hav­de været det udryd­del­ses­cen­ter, som nogen påstår. [19]

Absurd påstand om krematorier

Nuti­di­ge spe­ci­a­li­ster i kre­ma­to­ri­er har erklæ­ret, at det vil­le have været umu­ligt at kre­me­re tusin­der af lig hver dag, som det hæv­des at have fore­gå­et i Aus­chwitz i for­å­ret og som­me­ren 1944. Ivan Laga­cé, admi­ni­stra­tor af et stort kre­ma­to­ri­um i Cana­da, bevid­ne­de i ret­ten i april 1988, at den påberåb­te kapa­ci­tet for kre­ma­to­ri­er­ne i Aus­chwitz for­by­des af de tek­ni­ske mulig­he­der. Påstan­den, at 10.000, ja endog 20.000, lig skul­le være brændt i kre­ma­to­ri­er­ne hver dag i Aus­chwitz i løbet af som­me­ren 1944 er gan­ske enkelt “lat­ter­lig” og “uden hold i vir­ke­lig­he­den” erklæ­re­de han under ed. [20]

Ekspert i gaskamre afviser udryddelseshistorien

En før­en­de ame­ri­kansk eks­pert i gaskam­re, Fred A. Leu­ch­ter, under­søg­te omhyg­ge­ligt de udpe­ge­de “gaskam­re” i Polen og kon­klu­de­re­de, at gas­nings­hi­sto­ri­en fra Aus­chwitz er absurd og kan ude­luk­kes på basis af de tek­ni­ske under­sø­gel­ser. Da han udfør­te sine under­sø­gel­ser [mel­lem 1988 og 1991], var han i USA aner­kendt som den før­en­de spe­ci­a­list i design og instal­la­tion af gaskam­re til hen­ret­tel­se af døm­te kri­mi­nel­le [ved hjælp af cyan­gas]. Han har fx desig­net gaskam­me­ret, der bru­ges af sta­ten Mis­souris fængselsvæ­sen.
I febru­ar 1988 udfør­te Leu­ch­ter en detal­je­ret under­sø­gel­se af sel­ve “gaskam­re­ne” i Aus­chwitz, Bir­ke­nau og Maj­da­nek i Polen, hvoraf en del end­nu stod eller lå del­vist i rui­ner. I en bee­di­get erklæ­ring til ret­ten i Tor­on­to, ledsa­get af en tek­nisk rap­port, beskrev Leu­ch­ter ethvert aspekt fra sin under­sø­gel­se. Han kon­klu­de­re­de, at de faci­li­te­ter, der efter påstan­den skul­le have fun­ge­ret som hen­ret­tel­ses-gaskam­re, ikke på nogen mulig måde kun­ne have fun­ge­ret som sådan. Blandt andet pege­de han på, at dis­se “gaskam­re” ikke hav­de været til­stræk­ke­ligt for­seg­le­de eller ven­ti­le­re­de til at inde­hol­de cyan­gas til hen­ret­tel­se af fan­ger, uden at gas­sen sam­ti­dig vil­le hav­de taget livet af per­so­na­let. [21]

Dr. Wil­li­am B. Lind­sey, for­sken­de kemi­ker gen­nem 33 år hos Dupont Cor­pora­tion, vid­ne­de til­sva­ren­de i ret­ten i 1985 om, at gas­nings­hi­sto­ri­en fra Aus­chwitz er tek­nisk umu­lig. På grund­lag af omhyg­ge­li­ge under­sø­gel­ser på ste­der­ne med de påstå­e­de “gaskam­re” i Aus­chwitz, Bir­ke­nau og Maj­da­nek, og på sin man­ge­åri­ge erfa­ring, erklæ­re­de han: “Jeg er kom­met til den kon­klu­sion, at ingen per­son for­sæt­ligt kan være dræbt med Zyklon B-gas efter påstan­den. Jeg anser det for fuld­stæn­dig umu­ligt.” [22]

I marts 1992 skab­te en østrigsk inge­ni­ør over­skrif­ter, da en rap­port fra ham om de påstå­e­de tyske gaskam­re under kri­gen blev offent­lig­gjort. Wal­ter Lüftl, der var aner­kendt som rets­lig eks­pert inden for sit felt og leder af et stort inge­ni­ør­fir­ma i Wien, kon­klu­de­re­de, at den sæd­van­li­ge histo­rie om mas­seud­ryd­del­se af jøder under kri­gen i gaskam­re i Aus­chwitz og Maut­hau­sen (ene­ste kz-lejr i Østrig) kun­ne ude­luk­kes af tek­ni­ske grun­de. Lüftl bekræf­te­de spe­ci­fikt Leuchter’s resul­ta­ter om Aus­chwitz. [23]

Himmler gav ordre til at bringe dødsraten ned

Som reak­tion på, at man­ge inter­ne­re­de var døde af syg­dom, især tyfus, beor­dre­de de tyske myn­dig­he­der med ansva­ret for lej­re­ne stren­ge mod­for­holds­reg­ler. Lede­ren af SS lej­rad­mi­ni­stra­tions­kon­to­ret udsend­te et direk­tiv, date­ret 28. decem­ber 1942, til Aus­chwitz og andre kon­cen­tra­tions­lej­re. Det kri­ti­se­re­de skar­pt det høje dødstal som føl­ge af syg­dom blandt de ind­sat­te og beor­dre­de “… læger­ne må med ethvert mid­del til deres rådig­hed sør­ge for en bety­de­lig reduk­tion af døds­ra­ten i lej­re­ne”. Og vide­re: “Læger­ne må ofte­re, end det har været til­fæl­det, over­vå­ge fan­ger­nes ernæ­rings­til­stand og må i sam­ar­bej­de med lej­rad­mi­ni­stra­tio­nen afgi­ve for­bed­rings­for­slag til lej­re­ns ledel­se … Lej­re­ns læger har ansva­ret for, at arbejds­be­tin­gel­ser­ne på de for­skel­li­ge arbejds­plad­ser for­bed­res så meget som muligt”.
Til slut under­stre­ger direk­ti­vet, at “Rei­chs­führer SS [Hein­rich Him­m­ler] har beor­dret, at døds­ra­ten nød­ven­dig­vis skal ned”. [24]

Sygdomsbekæmpelse

Som beor­dret ind­før­te læger­ne i Aus­chwitz omfat­ten­de og inten­si­ve for­holds­reg­ler for at ned­sæt­te døds­ra­ten for fan­ger­ne. Eksem­pel­vis infor­me­re­de che­flæ­gen, Dr. Wir­th, det cen­tra­le WVHA-kon­tor med ansvar for SS kon­cen­tra­tions­lej­r­sy­ste­met, som føl­ger:
“Som tid­li­ge­re rap­por­te­ret fulg­te der, efter at tyfu­sepi­de­mi­en i Aus­chwitz-lej­ren prak­tisk taget var over­vun­det i løbet af novem­ber og decem­ber, en ny stig­ning i antal­let af til­fæl­de blandt såvel ind­sat­te som besæt­nin­gen, smit­tet af nyan­kom­ne trans­por­ter fra øst. Til trods for de hur­tigt iværk­sat­te mod­for­holds­reg­ler, er et fuld­stæn­digt ophør af tyfustil­fæl­de­ne end­nu ikke opnå­et”. [25]

Intet af det­te har­mone­rer med den ver­se­ren­de offi­ci­el­le Aus­chwitz-udryd­del­ses­hi­sto­rie.

Sammenfattende

At nære hadet og naget fra for­ti­den er en for­hin­dring for for­so­ning og varig fred. Aus­chwitz-udryd­del­ses­hi­sto­ri­en opstod som krigs­pro­pa­gan­da under Anden Ver­denskrig. Hvis ikke had og nag skal have det sid­ste ord, må vi begyn­de at for­hol­de os kri­tisk til den­ne pro­pa­gan­da. Det er på tide, at vi anlæg­ger et mere objek­tivt syn på det­te yderst pole­mi­se­re­de kapi­tel af histo­ri­en.

Kil­de: IHR

Noter

* Tyfus (Engelsk: Typ­hoid Fever) skyl­des en bak­te­rie, Samo­nel­la­typ­hi, og er en smit­som feber­syg­dom, som ube­hand­let varer i 3–4 uger med sti­gen­de feber. Som regel kom­mer der kraf­ti­ge symp­to­mer fra mave­tarm­ka­na­len i syg­dom­mens anden til tred­je uge. Den klas­si­ske tyfus er en alvor­lig syg­dom. Den kan være liv­stru­en­de, og ube­hand­let får cir­ka 20 pro­cent liv­stru­en­de kom­pli­ka­tio­ner i form af hul på tar­men og bug­hin­de­be­tæn­del­se og/eller blød­ning fra tar­men. Der fin­des dog effek­tiv anti­bi­o­ti­ka-behand­ling.
Syg­dom­men smit­ter via føde eller drik­ke­vand foru­re­net med Sal­mo­nel­la typ­hi bak­te­ri­er fra men­ne­sker med tyfus, så det er hygiej­ne og sani­tæ­re for­hold, der især bestem­mer udbre­del­sen. Det er først og frem­mest der­for, at den ikke ses så ofte i Euro­pa og USA mere, hvor syg­dom­men for 100 år siden var ret hyp­pig.
Kil­de: Net​dok​tor​.dk

1 Nür­n­berg-doku­ment 008-USSR. Inter­na­tio­nal Mili­tary Tri­bu­nal (IMT) “blå serie”, volu­men 39, sider­ne 241, 261; Nazi Con­spira­cy and Aggres­sion (NC&A), “rød serie”, volu­men 1, side 35; C. L. Sulz­ber­ger, “Oswie­cim Kil­lings Pla­ced at 4.000.000”, New York Times, 8. maj 1945, og New York Times, 31. janu­ar 1986, side A4.

2 Y. Bau­er, “Figh­ting the Distor­tions,” Jerus­a­lem Post (Israel), 22. sep­tem­ber 1989; “Aus­chwitz Deat­hs Redu­ced to a Mil­li­on”, Daily Tele­graph (Lon­don), 17. juli 1990; ” Poland Redu­ces Aus­chwitz Death Toll Esti­ma­te to 1 Mil­li­on”, The Was­hin­g­ton Times, 17. juli 1990, side A11.

3 G.Reitlinger, The Final Solu­tion (Lon­don: Sphe­re [2. udg.], 1971), sider­ne 500–501.

4 J.-C. Pres­sac, Le Cré­ma­toi­res d’Auschwitz: La Machin­e­rie du meurt­re de mass (Paris: CNRS, 1993), side 148. Se også: “New ‘Offi­ci­al’ Chan­ges in the Aus­chwitz Story”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, maj–august 2002, sider­ne 24–28.

5 F. Mey­er, “Die Zahl der Opfer von Aus­chwitz”, Ost­eu­ro­pa, maj 2002, sider­ne 631–641, gen­gi­vet i: “New ‘Offi­ci­al’ Chan­ges in the Aus­chwitz Story”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, maj–august 2002, sider­ne 24–28.

6 Eric Conan, “Aus­chwitz: La Memoi­re du Mal”, L’Express, 19–25. janu­ar 1995, sider­ne 54–73. Se også: “Major French Maga­zi­ne Ack­now­led­ges Aus­chwitz Gas Cham­ber Fraud”, Jour­nal of Histo­ri­cal Review, januar–februar 1995, sider­ne 23–24.

7 Was­hin­g­ton (DC) Daily News, 2. febru­ar 1945, sider­ned 2, 35. (Uni­ted Press-rap­port fra Moscow).

8 IMT “blå serie”, volu­men 16, sider­ne 529–530. (21. juni 1946).

9 IMT “blå serie”, volu­men 11, sider­ne 414–418, og IMT, volu­men 33, sider­ne 275–279 (Nür­n­berg-doku­ment 3868–PS [USA-819]).

10 Rupert But­ler, Legions of Death (England: 1983), sider­ne 235; R. Fauris­son, “How the Bri­tish Obtai­ned the Con­fes­sions of Rudolf Höss”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, vin­ter 1986–87, sider­ne 389–403.
(http://​www​.ihr​.org/​j​h​r​/​v​0​7​/​v​0​7​p​3​8​9​_​F​a​u​r​i​s​s​o​n​.​h​tml)

11 Jødisk histo­risk insti­tuts arki­ver i Warszawa, tysk doku­ment nr. 128, gen­gi­vet i: H. Eschwe­ge, Ken­n­zei­chen J. (Ber­lin [øst-]: 1966), side 264.

12 Nür­n­berg-doku­ment NO-021. Nurem­berg Mili­tary Tri­bu­nal (NMT) “grøn serie”, volu­men 5, sider­ne 384–385.

13 Art­hur Butz, The Hoax of the Twen­tieth Cen­tury (Chi­ca­go: 2003), sider­ne 157–159.

14 Arno May­er, Why Did the Hea­vens Not Dar­ken?: The ‘Final Solu­tion’ in History (Pant­heon, 1988), side 365.

15 Nür­n­berg-doku­ment NI–11696. NMT “grøn serie”, volu­men 8, side 606.

16 Vid­ne­for­kla­ring i Tor­on­to distrikt­s­ret, 28. marts 1988. Tor­on­to Star, 29. marts 1988, side A2; B. Kulaszka, Did Six Mil­li­on Real­ly Die?: Report of the Evi­den­ce in the Cana­di­an ‘Fal­se News’ Tri­al of Ernst Zün­del (Tor­on­to: 1992), sider­ne 253–255. (http://​www​.ihr​.org/​b​o​o​k​s​/​k​u​l​a​s​z​k​a​/​2​1​h​e​r​w​a​a​r​d​e​n​.​h​tml)

17 Syl­via Rot­h­child, Voi­ces from the Holo­caust (New York: 1981), sider­ne 188–191.

18 Fran­ciszek Pipers essay i: Y. Gut­man & M. Beren­baum, Ana­to­my of the Aus­chwitz Death Camp (1994), side 71.

19 Dino A. Bru­gio­ni og Robert C. Poi­ri­er, The Holo­caust Revi­si­ted (Was­hin­g­ton, DC: Cen­tral Intel­li­gen­ce Agen­cy, 1979).

20 Vid­ne­for­kla­ring i Tor­on­to distrikt­s­ret, 5–6. april 1988. Cana­di­an Jewish News (Tor­on­to), 14. april 1988, side 6; B. Kulaszka, Did Six Mil­li­on Real­ly Die?: Report of the Evi­den­ce in the Cana­di­an ‘Fal­se News’ Tri­al of Ernst Zün­del (Tor­on­to: 1992), sider­ne 267–271. (http://​www​.ihr​.org/​b​o​o​k​s​/​k​u​l​a​s​z​k​a​/​2​6​l​a​g​a​c​e​.​h​tml)

21 Vid­ne­for­kla­ring i Tor­on­to distrikt­s­ret, 20–21. april 1988. B. Kulaszka, Did Six Mil­li­on Real­ly Die?: Report of the Evi­den­ce in the Cana­di­an ‘Fal­se News’ Tri­al of Ernst Zün­del (Tor­on­to: 1992), sider­ne 354–362.
(http://​www​.ihr​.org/​b​o​o​k​s​/​k​u​l​a​s​z​k​a​/​3​3​l​e​u​c​h​t​e​r​.​h​tml)
The Leu­ch­ter Report (Tor­on­to: 1988). (http://​www​.ihr​.org/​b​o​o​k​s​/​l​e​u​c​h​t​e​r​/​l​e​u​c​h​t​e​r​.​t​o​c​.​h​tml)

22 The Glo­be and Mail (Tor­on­to), 12. febru­ar 1985, side M3. Se også: M. A. Hof­f­man, The Gre­at Holo­caust Tri­al (1995 [3. udg.]), sider­ne 65, 66.

23 Wal­ter Lüftl, “The Lüftl Report: An Austri­an Engineer’s Report on the ‘Gas Cham­bers’ of Aus­chwitz and Maut­hau­sen”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, vin­ter 1992–93, sider­ne 391–420. (http://​www​.ihr​.org/​j​h​r​/​v​1​2​/​v​1​2​p​3​9​1​_​L​u​f​t​l​.​h​tml)

24 Nür­n­berg-doku­ment PS-2171, anneks 2. NC&A “rød serie”, volu­men 4, sider­ne 833–834.

25 Doku­ment 502–1-68, sider­ne 115–116, fra histo­risk doku­men­tar­kiv i Moskva. Gen­gi­vet af C. Mat­tog­no i “Die ‘Gasprü­fer’ von Aus­chwitz”, Vier­tel­ja­hres­h­ef­te für freie Ges­chi­chts­fors­chung, marts 1998, side 16 (og fod­no­te 26). Gen­gi­vet i: “High Frequen­cy Delou­sing Faci­li­ties at Aus­chwitz”, The Jour­nal of Histo­ri­cal Review, maj–juni 1999, sider­ne 4–12. 

Redaktionel kommentar

I dag, næst­ne 70 år efter Anden Ver­denskrig, har vi en situ­a­tion i Euro­pa, hvor jødi­ske inter­es­ser udfol­des mere aggres­sivt og repres­sivt end nogen sin­de tid­li­ge­re.

Hvor­dan kan et jødisk ople­vel­ses­cen­ter som Aus­chwitz-muse­et i Polen fort­sat eksi­ste­re og udbre­de sig om gaskam­re og fol­ked­rab, og hvor­dan kan man ind­fø­re en “Aus­chwitz-dag” blandt sko­lebørn i Danmark, når kva­li­fi­ce­re­de under­sø­ge­re siden slut­nin­gen af 80’erne ud over enhver tvivl har vist, at den orto­dok­se holo­caust­myte er en illu­sion og det videre­før­te pro­dukt af sim­pel krigs­pro­pa­gan­da?

Hvor­dan kan man på nogen måde begri­be, at såkaldt “holo­caust-benæg­tel­se” kan give ind­til fem års fængsel i et civi­li­se­ret euro­pæ­isk land som Tyskland, vores nær­me­ste nabo og en tid­li­ge­re bæren­de nation af euro­pæ­isk kul­tur?

Hvor­dan kan DIIS (Dansk Insti­tut for Inter­na­tio­nal Stu­di­er) ansæt­te 10 højt­løn­ne­de aka­de­mi­ke­re til at for­ske i holo­caust og fol­ked­rab, og hvor­dan kan det­te jødisk anlag­te insti­tut for “inter­na­tio­na­le stu­di­er” – bl.a. med paki­sta­ne­ren Mona Kanwal Sheikh sat til at stu­de­re “Mellem­østen” – mod­ta­ge net­to 27 mil­li­o­ner i 2013 over Finans­lo­ven for bl.a. at udbre­de løg­nen om jøder­nes Holo­caust i vores børns sko­ler og lære­an­stal­ter?

Hvor­dan kan dan­sker­ne og de euro­pæ­i­ske folk være så blin­de for, at de dag­ligt bli­ver mani­p­u­le­ret ind i en falsk fore­stil­lings­ver­den, hvor jøder­nes Holo­caust er vir­ke­lig­hed?

Hvor­for er der så få i Vesten, der ken­der til Euro­pas san­de holo­caust?

Hvor­dan slip­per jøder­ne af sted med at ophø­je en løgn til stats­un­der­støt­tet vir­ke­lig­hed?

Ved at eje alle medi­er og have monopol på “vir­ke­lig­he­den”, og ved at dan­ske børn og deres for­æl­dre hver dag gøres dum­me­re og mere pas­si­ve gen­nem de sam­me mani­p­u­le­ren­de medi­er.

Læs også artik­len om Aus­chwitz-løg­nen af Thies Chri­stop­her­sen.)