Auschwitz-løgnen

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org praes. Thies Christophersen (1973), 12. september 2013.

 

Thies Chri­stop­her­sen (f. 1918 i Kiel, d. 1997) udgav bogen Ich war in Aus­chwitz / Die Aus­chwitz-Lüge i Tyskland i 1973.


Thies Chri­stop­her­sen. Foto: Inter­net­tet

 

Ind­hol­det er base­ret på hans erin­drin­ger som arbejds­le­der i Raisko (en satel­lit­lejr til Aus­chwitz-lej­ren) i tids­rum­met fra 15. janu­ar 1944 til decem­ber 1944.

Bogen Aus­chwitz-løg­nen er kun på 36 sider (liden tue væl­ter ofte stort læs), udgi­vet på dansk fra for­la­get Nord­land. For­læg­ge­ren, Riis-Knud­sen, for­modes også at være den dan­ske over­sæt­ter.

ADV. MANFRED ROEDER:

Forord

Bliv dog for Guds skyld ved kam­pen imod por­no­gra­fi­en og det moral­ske for­fald, men bland Dem ikke i poli­tik. Og hvad skal det i det hele taget til at beskæf­ti­ge sig med for­ti­den? De vil da vel ikke ret­fær­dig­gø­re Natio­nalso­ci­a­lis­men eller sæt­te spørgs­måls­tegn ved for­ti­dens for­bry­del­ser?”

Sådan­ne ind­træn­gen­de appel­ler kom der fra meget gode ven­ner, efter at jeg for før­ste gang hav­de bragt ordet Aus­chwitz i for­bin­del­se med begre­bet Ræd­selspro­pa­gan­da.
Og en ærligt bekym­ret præst skrev: “Jeg må sige, at Deres drej­ning imod den poli­ti­ske høj­re­ek­stre­mis­me for­skræk­ker mig noget. Men jeg bli­ver på Deres side, da jeg jo ken­der Dem.”

Jeg glæ­der mig over til­li­den, men jeg for­skræk­kes over at måt­te fast­slå, at enhver ind­sats for sand­hed og ret­fær­dig­hed for Tyskland lige­stil­les med poli­tisk høj­re­ek­stre­mis­me. Ja, hvor ger­ne vil­le jeg ikke lade for­ti­den hvi­le, der­som alle sider vil­le lade den være glemt og love hin­an­den gen­si­dig til­gi­vel­se, såle­des som det ske­te i fredstrak­ta­ten efter 30-års kri­gen. Iføl­ge den måt­te intet mere berø­res eller for­føl­ges. I sand­hed en stor­sin­det og her­oisk præ­sta­tion i Chri­sti ånd!

Men hvor­dan ser det ud i dag? [1973] Hvor er til­gi­vel­sen, hvor er den glem­se­lens bal­sam, som skal få sår­e­ne til at heles? Kun fra tysk side til­by­des den til sta­dig­hed og bekræf­tes af hand­ling især af dem, der er ble­vet for­dre­vet fra deres hjem. Men hvad gør mod­par­ten?

Den tyske rigs­re­ge­ring blev [efter kri­gen] afsat i strid med gæl­den­de ret. Tyske offi­ce­rer, som ikke hav­de gjort andet end deres pligt, og som med hen­syn til karak­ter var de alli­e­re­de him­mel­højt over­leg­ne, blev kvalt på sadi­stisk måde, men der var ikke en ene­ste sol­dat eller par­tisan på mod­stan­de­rens side, som blev stil­let for ret­ten på grund af krigs­for­bry­del­ser. Det blev gjort Tyskland umu­ligt at udø­ve domsmyn­dig­hed og at søge sand­he­den. Kun sej­r­her­rer­ne måt­te hol­de ret­ter­gang og skri­ve histo­rie. I ethvert andet land blev for­føl­gel­se af krigs­for­bry­del­ser straks for­budt. Påstå­e­de tyske mis­ger­nin­ger blev der­i­mod ikke blot for­fulgt på den mest bruta­le måde og under omgå­el­se af alle inter­na­tio­na­le rets­reg­ler, men man ophæ­ve­de udtryk­ke­ligt for­æl­del­ses­fri­sten for såkald­te tyske krigs­for­bry­del­ser og fol­ke­mord, såle­des at man ind­til Dom­me­dag kan tage hævn over tysker­ne. På den­ne måde blev feje par­tisa­ner og snig­mor­de­re til fol­ke­hel­te, tyske offi­ce­rer, som for­sva­re­de sig imod dem, til krigs­for­bry­de­re.

For­bunds­re­ge­rin­gen har bestemt at en 14 bind tyk doku­men­ta­tion af for­bry­del­ser begå­et imod tyske krigs­fan­ger og civi­li­ster ikke må offent­lig­gø­res, men skal sen­des direk­te i papir­møl­len.

Den isra­el­ske mini­ster­præ­si­dent, Gol­da Meir, har med en tyde­lig­hed, der ikke kan mis­for­stås, ladet sive ud, at der “aldrig vil kun­ne etab­le­res fuld­stæn­dig nor­ma­le for­bin­del­ser imel­lem Tyskland og Israel”. Hvor­dan kan man lade en for­tid hvi­le, som der dag­ligt røres op i med det for­mål at anven­de den imod vort folk?

Alle sko­ler fort­sæt­ter med at udbre­de ræd­selsløg­ne om kon­cen­tra­tions­lej­re­ne. Såle­des vises der net­op nu i Wies­ba­den under den hes­si­ske mini­ster­præ­si­dents pro­tek­tion en udstil­ling, “KZ Sach­sen­hau­sen”, med for længst mod­be­vi­ste pro­pa­gan­daløg­ne. Sko­le­klas­se efter sko­le­klas­se bli­ver slu­set igen­nem og læser med for­fær­del­se, at der blev byg­get et gaskam­mer i Sach­sen­hau­sen i 1943, selv­om det for længst er ble­vet påvist, at der aldrig har eksi­ste­ret gaskam­re på tysk jord. Med gysen læser man, at “den sød­li­ge lugt af brændt men­ne­ske­kød dag og nat” svæ­ve­de over lej­ren. På trods af at det Inter­na­tio­na­le Røde Kors lige ind­til marts 1945 regel­mæs­sigt besøg­te KZ-lej­re­ne og aldrig har kun­net fin­de hver­ken gaskam­re eller for­bræn­dings­an­læg eller kun­net spo­re nogen “sød­lig lugt”.

End­vi­de­re påstås det, at enhver SS-mand hav­de “ret” til at slå en fan­ge bevidst­løs eller dræ­be ham på appel­plad­sen i Sach­sen­hau­sen. Desvær­re fore­kom der gru­som­he­der, men de blev næsten ude­luk­ken­de begå­et af med­fan­ger­ne og de såkald­te “kapos” [ind­sat­te, der fun­ge­re­de som vag­ter; måske er Kapo for­kor­tel­sen af Kame­ra­den­po­lizei, eller fra det ita­li­en­ske “capo”: chef, leder]. Hvis en SS-mand eller en anden ansat tysker for­greb sig på fan­ger­ne eller deres ejen­dom, kom han for en krigs­ret. Hvil­ken inter­es­se kan Mini­ster­præ­si­dent Osswald have i at frem­me udbre­del­sen af sådan­ne løg­ne imod Tyskland?

Hele vor skole­ung­dom bli­ver for­gif­tet med dis­se løg­ne om deres fædre, for at hadet imel­lem gene­ra­tio­ner­ne kan bli­ve afgrunds­dybt. Sådan øde­læg­ger man et folk efter de kred­ses recept, som har sam­men­s­vo­ret sig imod ver­dens­fre­den og fol­ke­nes selv­stæn­dig­hed. Og vi, som ved bed­re, skul­le vi tie? Og enhver, der oven i købet måt­te påstå, at det vil­le være kri­stent at gøre det, han er i mine øjne ikke andet end en ussel kryster og pjalt!

Den hes­si­ske kul­tur­mi­ni­ster har ladet jøden Han­nah Vogt skri­ve en bog om Tys­klands for­tid, “Skyld eller Skæb­ne”, som alle­re­de er udkom­met i 11 oplag og udde­les til alle ele­ver, der for­la­der fol­ke­sko­len. En jøde vil vel næp­pe være i stand til at bedøm­me den tyske for­tid objek­tivt, men den­ne bog er et så direk­te mester­værk af histo­ri­e­for­falsk­ning og hade­pro­pa­gan­da, maske­ret som viden­ska­be­lig­hed, at den er vær­dig at sidestil­le med komin­tern-agen­ten Wil­ly Mün­zen­bergs pro­duk­ter, den uover­truf­ne mester i anti­tysk hetz og løg­ne­pro­pa­gan­da, som råb­te til sine med­ar­bej­de­re, når de hav­de skre­vet en arti­kel imod Tyskland: “For svagt, for objek­tivt! Slå til! Sørg for at ver­den spær­rer gabet op af for­fær­del­se. Gør dem til en pest på jor­den. Sørg for, at men­ne­ske­ne for­ban­der dem og får kul­de­gys­nin­ger af ræd­sel!”

Der fin­des intet doku­ment, der kan tages alvor­ligt, som angi­ver den jødi­ske befolk­nings sam­le­de tab i den sid­ste krig til mere end 200.000. På en ene­ste nat omkom der i Dres­den fle­re vær­ge­lø­se og uskyl­di­ge tyske­re, børn, kvin­der, oldin­ge og frem for alt sår­e­de, end der omkom jøder i alle kon­cen­tra­tions­lej­re under hele det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske her­re­døm­me! Og i dis­se sam­le­de jødi­ske tab er endog med­reg­net de natur­li­ge døds­fald!

Der­med er tabe­ne både pro­cen­tu­elt og abso­lut langt min­dre end hos nogen anden krigs­før­en­de magt. Og den jødi­ske ver­den­sor­ga­ni­sa­tion hav­de alle­re­de i 1933 erklæ­ret Tyskland hel­lig krig lige til den fuld­stæn­di­ge til­in­tet­gø­rel­se – end­nu før der var krum­met et hår på hove­d­et af nogen jøde! Og alli­ge­vel gen­ly­der ver­den af jam­ren over de døde jøder. Men der lyder ingen stem­me over Dres­den og over de 6 mil­li­o­ner tyske­re, der rent fak­tisk blev myr­det i de tyske øst­om­rå­der. Ingen stem­me løf­ter sig over de mil­li­o­ner af dræb­te tyske og euro­pæ­i­ske krigs­fan­ger, der kæm­pe­de på vor side. Ingen min­de­tav­le erin­drer om de 105.000 fransk­mænd, der blev myr­det, blot for­di de var tyskven­li­ge. Ingen min­de­ta­le afhol­des for de besti­alsk nedslag­te­de hol­læn­de­re, dan­ske­re, bel­gi­e­re, nord­mænd, rumæ­ne­re, rus­se­re, kosak­ker, ukrai­ne­re, der kæm­pe­de og arbej­de­de på tysk side, for­di de vil­le red­de Euro­pa fra Bol­sje­vis­men, eller for­di de betrag­te­de det tyske her­re­døm­me som det mind­ste onde.

For det vest­ty­ske post­væ­sen er det grund til øje­blik­ke­lig afske­di­gel­se, der­som en af de ansat­te bestri­der, at der er ble­vet gas­set jøder. En hes­sisk dom­stol bekræf­ter den­ne “rets”-opfattelse, thi sådan­ne ytrin­ger, “hvis mod­by­de­lig­hed ikke kan over­gås”, behø­ver ingen arbejds­gi­ver at fin­de sig i.

Men enhver pjalt kan i dag bryste sig af at have øvet sabo­ta­ge eller for­ræ­de­ri imod Tyskland.

En kvin­de­lig læser spurg­te bekym­ret, om jeg ikke baner vej­en for en ny anti­se­mi­tis­me. Tvær­ti­mod! Jeg sør­ger for, at jøder­ne bli­ver behand­let som alle andre og ikke kan kræ­ve nogen sær­ret­tig­he­der. Thi kun sær­ret­tig­he­der og løg­ne, såle­des som de udbre­des af bestem­te jødi­ske kli­ker, der drøm­mer om ver­dens­her­re­døm­met, fører til ny anti­se­mi­tis­me. Hr. Wie­sent­hal gør mere for at ska­be en sådan anti­se­mi­tis­me end jeg.

Enhver anstæn­dig jøde vil hil­se vor søgen efter sand­hed vel­kom­men og der­med også det­te skrift. Thi med udgi­vel­sen af den­ne sen­sa­tio­nel­le beret­ning opf­lam­mer vi hver­ken til natio­na­lis­me eller had, men tje­ner sand­he­den, og kun sand­he­den vil gøre os og andre frie. Og kun den uret, der vir­ke­lig er ble­vet begå­et, kan gøres god igen eller til­gi­ves. Opfun­den uret ska­ber imid­ler­tid uvæ­ger­ligt nyt had og læg­ger grun­den til nye kon­flik­ter.

Det dre­jer sig her slet ikke om at reg­ne på tab eller uger­nin­ger. Det dre­jer sig om at gen­ska­be vort folks sjæle­li­ge sund­hed. Man må ikke glem­me, at vi er ble­vet ankla­get for de stør­ste for­bry­del­ser i men­ne­ske­he­dens histo­rie: nem­lig for med fuldt over­læg at have star­tet en ver­denskrig og for at have myr­det mil­li­o­ner af uskyl­di­ge men­ne­sker. Og der­som vi hav­de haft tid og lej­lig­hed, så vil­le vi også have udryd­det resten af alle de “under­tryk­te” folk.

Den, der stil­let over for en sådan ankla­ge blot uden vide­re kan gå over til næste punkt på dags­or­de­nen, har hver­ken hjer­te eller for­stand! Plud­se­lig træ­der der nu vid­ner frem og siger: det er slet ikke sandt! Tyskland har hver­ken vil­let kri­gen eller star­tet den, men er ble­vet tvun­get ind i den af sine døds­fjen­der. Hit­ler hav­de slet ikke til hen­sigt at dræ­be jøder­ne og har aldrig givet ordre til at udryd­de hver­ken dem eller andre fol­keslag. Der fand­tes ingen gaskam­re. Det er alt sam­men opfun­det af syge­li­ge hjer­ner. Næsten samt­li­ge såkald­te krigs­for­bry­der- og KZ-pro­ces­ser er ble­vet ført ved hjælp af løg­n­ag­ti­ge vid­ner og for­fal­ske­de doku­men­ter!

Enhver ankla­get er glad, når der kom­mer mate­ri­a­le frem som taler til hans for­del, eller hvis det lige­frem viser sig, at den for­bry­del­se, han er ankla­get for, slet ikke er ble­vet begå­et.

Vi tyske­re bur­de med andre ord jub­le, når der i dag mel­der sig vid­ner, som kan bevi­se, at Aus­chwitz ikke var et døds­ma­ski­ne­ri, men et kæm­pe­mæs­sigt rust­nings­cen­trum. At de inter­ne­re­de som hoved­re­gel blev anstæn­digt behand­let, og at uden­for­stå­en­de til enhver tid kun­ne besø­ge lej­ren. De fle­ste af vore lands­mænd rea­ge­rer imid­ler­tid gan­ske ander­le­des. De opfø­rer sig, som om man vil­le tage den skøn­ne­ste ople­vel­se efter kri­gen fra dem: deres skyldskom­pleks. Med næb og klør klam­rer de sig til den tyske skyld. Det er jo lige­frem et ene­stå­en­de fæno­men i men­ne­ske­he­dens histo­rie. I ethvert andet folk vil­le en sådan reak­tion være utæn­ke­lig. Man kan kun beteg­ne det som en dyb sjæle­lig syg­dom. Thi det er ikke nor­malt, at man ube­tin­get vil være skyl­dig.

Her lig­ger det egent­li­ge pro­blem og den san­de grund til offent­lig­gø­rel­sen af det­te skrift. Det dre­jer sig ikke om at påvi­se, på hvil­ken side der er ble­vet begå­et mest uret. Det står for længst fast for enhver, der blot over­fla­disk har beskæf­ti­get sig med de til­gæn­ge­li­ge kil­der. Det er en klar fri­ken­del­se af Tyskland. Roo­se­velts svi­ger­søn, oberst Dalls bog, “USA’s Krigs­po­li­tik”, var slet ikke læn­ge­re nød­ven­dig. Men den har hævet det over enhver tvivl, at Roo­se­velt og Chur­chill ale­ne bærer ansva­ret for den­ne krig og har afdæk­ket deres for­bry­de­ri­ske sam­men­svær­gel­se imod fre­den. Enhver, der sta­dig påstår det mod­sat­te, benæg­ter gan­ske enkelt fak­ta!

Hvor­for er vi tyske­re så forel­ske­de i even­ty­ret om de 6 mil­li­o­ner gas­se­de jøder? Jeg taler her af erfa­ring, for jeg har selv tro­et på det.

Vi tyske­re er grub­le­re og af natur gud­fryg­ti­ge. Der­for må vi have en dybsin­dig reli­gi­øs for­kla­ring på, hvor­for vort folk er styr­tet ud i den­ne umå­de­li­ge elen­dig­hed. En blot og bar hen­vis­ning til, at de andre var stær­ke­re og mere hen­syns­lø­se, er ikke til­stræk­ke­ligt for den tyske sjæl. Vi kan ikke tro, at nogen uden grund kom­mer ud i en sådan nød. Det er det berøm­te pro­blem, vi alle­re­de fin­der hos Job, hvis grun­digt indok­tri­ne­re­de ven­ner også bild­te ham ind, at ethvert skæb­ne­slag var en straf fra Gud. Der­for kun­ne kata­stro­fen i 1945 [Tys­klands kapi­tu­la­tion] også kun ses som en gud­dom­me­lig ret­ter­gang over vores syn­der og for­bry­del­ser. Even­ty­ret om 6 mil­li­o­ner uskyl­digt myr­de­de men­ne­sker var lige­frem som skabt til at stil­le den­ne hunger efter en meta­fy­sisk for­kla­ring og blev der­for opsu­get så begær­ligt. End­nu kla­re­re bli­ver det, når det kan begrun­des ud fra Bibe­len: vi har ikke blot myr­det nog­le til­fæl­di­ge men­ne­sker, men der­i­mod det udvalg­te folk! Ja, vi har som en kvin­de­lig læser ordret skrev til mig anta­stet Guds øje­sten! Hvil­ken forun­der­lig for­kla­ring! Nu ved vi hvor­for. Nu kan vi bøde for det og ved at beta­le og være under­da­ni­ge over for alle jøder i det mind­ste gen­vin­de noget af Guds gun­st eller som angren­de syn­de­re glæ­de os til til­gi­vel­sen. Der­for klam­rer tyske­ren sig til de “myr­de­de jøder” som til sin sjæls frel­se, thi uden den­ne for­kla­ring vil­le Tys­klands for­fær­de­li­ge under­gang ikke have nogen høje­re mening og vil­le såle­des være end­nu van­ske­li­ge­re at bære.

Der­for bebrej­der vi hel­ler ikke de stak­kels lands­mænd, der tror på KZ-ræds­ler­ne, noget. Men vi gør op med sel­ve de to sto­re løg­ne, på hvil­ke hele efter­tids­kri­gens udvik­ling hvi­ler. Der fin­des ikke noget udvalgt jødisk folk, og frem for alt fin­des der ikke noget for­ka­stet, for­bry­de­risk tysk folk! Og vi vil kæm­pe kom­pro­mis­løst imod enhver, der opret­hol­der dis­se løg­ne­hi­sto­ri­er for der­med at tvin­ge vort folk end­nu dybe­re ned i elen­dig­he­den. Tiden er nu kom­met til at gå i ret­te med den­ne skæb­ne. Vi vil betvin­ge den, thi vi udfø­rer en gud­dom­me­lig opga­ve. Der­for er jeg Thies Chri­stop­her­sen uen­de­ligt tak­nem­me­lig, for­di han med det­te modi­ge skrift går for­an vort folk som et lysen­de for­bil­le­de og såle­des er garant for, at vi skal ven­de tidens strøm.
 

Af Thies Christophersen

Den­ne beret­ning er skre­vet for tyske­re, der end­nu ikke har mistet deres tro.
[De er nu i 2018 ved at gen­vin­de den.]

Presset til tavshed

Jeg var i Aus­chwitz, nær­me­re bestemt fra janu­ar 1944 til decem­ber 1944. Efter kri­gen hør­te jeg om de mas­se­mord, som SS-fol­ke­ne angi­ve­ligt skul­le have begå­et på de inter­ne­re­de jøder. Jeg blev ikke så lidt for­bløf­fet. På trods af alle vid­neud­sagn, avis­repor­ta­ger og udsen­del­ser i radio og fjern­syn tror jeg hel­ler ikke i dag på, at dis­se gru­som­he­der har fun­det sted. Det­te har jeg også til sta­dig­hed sagt overalt, hvor jeg er kom­met hen, men det har været til ingen nyt­te. Ingen har vil­let tro på mig. Man sag­de, at bevi­ser­ne var enty­di­ge og uimod­sag­te. Pro­ces­ser­ne hav­de klart bragt for dagen, at der hav­de været gaskam­re i Aus­chwitz, og Höss hav­de selv som lej­rkom­man­dant bekræf­tet det­te. Enhver, som vil­le bestri­de dis­se kends­ger­nin­ger, udsat­te sig for mistan­ke om selv at have del­ta­get i jøde­mor­de­ne. Jeg skul­le tage mig i agt! Krigs­for­bry­del­ser var end­nu ikke for­æl­de­de. Jeg kun­ne sta­dig bli­ve slæbt for ret­ten og skul­le hel­le­re tie stil­le. “Hvem gav­ner det, at du nu vil for­sø­ge at kor­ri­ge­re histo­ri­en? Du kan intet som helst ændre. Kun aner­ken­del­sen af vor skyld har atter giver os en plads i fol­ke­nes fæl­les­skab … Betænk at du har fami­lie … Ingen vil tro på dine beret­nin­ger … Ti stil­le, det er det klo­ge­ste, du kan gøre!”

Gan­ske ærligt, så kom jeg også selv i tvivl. Når man fra alle sider til sta­dig­hed hører de sam­me histo­ri­er, så er det kun alt for for­stå­e­ligt, at man til sidst selv tror på dem. “Hvad er der da ble­vet af alle de jøder, hvis man ikke har gas­set dem?” Jeg ved det ikke, men jeg vil spør­ge på den­ne måde: “Hvor kom­mer alle jøder­ne da fra, når man påstår, at man har slå­et 6 mil­li­o­ner af dem ihjel under kri­gen? I min slesvig-hol­sten­ske hjem­stavn fand­tes der også før kri­gen så godt som ingen jøder. De såkald­te “kvæ­gjø­der”, der ellers var almin­de­li­ge på lan­det, mang­le­de her fuld­stæn­digt. Ond­skabs­ful­de folk sag­de, at de kun mang­le­de, for­di bøn­der­ne i Dit­mar­sken og Angel var jøder­ne langt over­leg­ne … Sær­de­les man­ge jøder slap både før og under kri­gen til udlan­det, og man­ge har også over­le­vet kon­cen­tra­tions­lej­re­ne og man­ge lever i dag atter iblandt os.

Før­ste gang jeg blev bestyr­ket i min tvivl på histo­ri­en om de 6 mil­li­o­ner var, da jeg læste en løbe­sed­del, for­fat­tet af Ejnar Åberg fra Nor­r­vi­ken i Sverige. Han stil­le­de her det sam­le­de offi­ci­el­le jødi­ske befolk­nings­tal før og efter kri­gen over for hin­an­den og fastslog, at hvis det vir­ke­lig skul­le pas­se, at der var ble­vet dræbt 6 mil­li­o­ner jøder under kri­gen, så måt­te de øvri­ge have for­me­ret sig så stærkt, at hver ene­ste jødi­ske kvin­de i den frugt­ba­re alder skul­le have født et barn om året! I 1938 skal der iføl­ge den jødi­ske “Wor­ld Alma­nac”, udgi­vet af “The Ame­ri­can Jewish Com­mit­tee”, have været 15.688.259 jøder i hele ver­den. Iføl­ge en arti­kel i “New York Times” den 25. febru­ar 1948, skre­vet af W. Baldwin, en aner­kendt og fuld­stæn­dig upar­tisk eks­pert i alle befolk­nings­spørgs­mål, som end ikke med den vil­de­ste fan­ta­si kan beteg­nes som “anti­se­mit”, skal der i 1948 atter have været imel­lem 15.600.000 og 18.700.000 jøder. Even­ty­ret om de 6 mil­li­o­ner dræb­te jøder kan med andre ord ikke være sandt, thi selv om man tager det lave­ste tal, 15.600.000, vil­le det bety­de, at en befolk­ning på 15.688.259 indi­vi­der minus de 6.000.000 dræb­te, alt­så ca. 9.000.000 på 10 år skul­le have for­me­ret sig med 7.000.000, hvil­ket er en bio­lo­gisk umu­lig­hed.

Det jødi­ske folks tab under den 2. ver­denskrig er bestemt bekla­ge­li­ge; det har imid­ler­tid ikke andra­get 6 mil­li­o­ner, men der­i­mod højst 200.000. Iføl­ge opgø­rel­ser fore­ta­get af det Inter­na­tio­na­le Røde Kors er antal­let af omkom­ne i kon­cen­tra­tions­lej­re og fængs­ler på grund af race­mæs­sig og poli­tisk for­føl­gel­se 300.000 (Se fx CANNSTATTER ZEITUNG fra lør­dag den 12. maj 1956). Det­te tal omfat­ter imid­ler­tid ikke ude­luk­ken­de jøder, lige­som det ikke siger noget om dødsår­sa­gen. Det regi­stre­rer såle­des blot alle døds­fald, også dem, der skyld­tes alder og syg­dom! Andre kil­der anslår tal­let til at være end­nu lave­re. Doku­men­ter og udsagn, der påstår noget andet, er af mere end tvivl­s­om her­komst. (Se her­om fx Harwood: Did Six Mil­li­on Real­ly Die? Rich­mond, Sur­rey 1975; A. R. Butz: The Hoax of the 20th Cen­tury, samt fransk­man­den Ras­si­ni­ers under­sø­gel­ser). Selv den før­en­de østrig­ske soci­al­de­mo­krat dr. Bene­dikt Kaut­sky, der er jøde og til­brag­te tiden fra 1938 til 45 i for­skel­li­ge KZ-lej­re, der­af 3 år i Aus­chwitz, må til­stå: “Jeg har været i sto­re tyske kon­cen­tra­tions­lej­re. Jeg må imid­ler­tid i over­ens­stem­mel­se med sand­he­den erken­de, at jeg aldrig noget sted har set noget, der kun­ne min­de om et gaskam­mer.”
(Kaut­sky: “Teu­fel und Ver­dam­m­te”, Zürich 1946, side 272 f).

Richard Baer, den sid­ste kom­man­dant i Aus­chwitz (fra 1943) og der­med det vig­tig­ste vid­ne, døde gan­ske plud­se­ligt i vare­tægts­ar­re­sten den 17. juni 1963, selv­om han 14 dage tid­li­ge­re var ker­nes­und, efter at det pari­si­ske uge­blad “Riva­rol” hav­de beret­tet, at han ikke var til at rok­ke fra den påstand, at “han i al den tid, han hav­de ledet Aus­chwitz, aldrig hav­de set et gaskam­mer eller vidst, at sådan­ne over­ho­ve­det skul­le fin­des”.

Selv har jeg aldrig søgt at skju­le min tid i Aus­chwitz. Når jeg er ble­vet spurgt om jøde­ud­ryd­del­ser­ne, har jeg sva­ret, at jeg ikke kend­te noget til dem. Jeg har imid­ler­tid undret mig over, hvor hur­tigt og uimod­sagt histo­ri­er­ne om mas­se­gas­nin­ger blev opta­get og tro­et af befolk­nin­gen.

Jeg blev sår­et i 1940, og føl­ger­ne her­af ind­brag­te mig en kro­nisk pan­de­hu­le­be­tæn­del­se. Den mind­ste for­kø­lel­se hav­de til føl­ge, at jeg måt­te på laza­ret. I efter­å­ret 1942 blev jeg under­søgt af en embedslæ­ge, der erklæ­re­de mig per­ma­nent ueg­net til front­tje­ne­ste. Jeg søg­te om stu­di­e­or­lov og besøg­te i vin­te­r­en 1942/43 Den høje­re Land­brugs­sko­le i Lands­berg an der Wart­he. I for­å­ret 1943 fik sko­len besøg af en kap­ta­jn fra Hærens Over­kom­man­do, der for­søg­te at over­ta­le nog­le lands­mænd til at tage til Ukrai­ne for at dyr­ke kaut­s­juk. Jeg meld­te mig og blev anta­get.

Kok Sagis

En bevæ­gel­ses­krig kræ­ver køre­tø­jer, køre­tø­jer behø­ver dæk, og dæk er af gum­mi. Gum­mi kan gan­ske vist frem­stil­les kun­stigt af kul, kalk og svovl – kal­det Buna – men uden til­sæt­ning af natur­k­aut­s­juk går det ikke. Der mang­ler klæ­be­stof­fet. Rus­ser­ne hav­de i deres bestræ­bel­ser for at gøre sig uaf­hæn­gi­ge af import (når vi gjor­de det sam­me, beteg­nes det i dag som krigs­for­be­re­del­ser) syste­ma­tisk under­søgt hele deres flora for at fin­de kaut­s­juk­bæ­re­re og hav­de også fun­det nog­le – blandt andet Kok Sagis, der er i fami­lie med løve­tand. Rød­der­nes hvi­de saft inde­holdt kaut­s­juk, og den­ne kaut­s­juk blev nu meget vig­tig for den vide­re krigs­fø­rel­se. Den befuld­mæg­ti­ge for motortrans­port­væ­se­net i Hærens Over­kom­man­do hav­de ind­ret­tet afde­lin­ger for dyrk­ning, udnyt­tel­se og forsk­ning. Jeg blev nu efter en kort uddan­nel­se sendt til Ukrai­ne som sag­kyn­dig i dyrk­ning af plan­te­k­aut­s­juk. En Kok Sagis plan­te hav­de jeg end­nu aldrig set. Det prak­ti­ske arbej­de og nog­le rus­si­ske agro­no­mers bistand gav mig imid­ler­tid snart den nød­ven­di­ge viden.

I 1943 miste­de vi Ukrai­ne, og i begyn­del­sen af 1944 blev jeg for­flyt­tet til afde­lin­gen for plan­teavl ved Kej­ser Wil­helm Insti­tut­tet. Insti­tut­tet hav­de flyt­tet en fili­al til Aus­chwitz. Alt­så tog jeg til Aus­chwitz, og først under rej­sen erfa­re­de jeg, at der fand­tes en kon­cen­tra­tions­lejr der.

Da jeg alle­re­de var ble­vet sår­et under felt­to­get i Frankrig og hav­de til­bragt det meste af min tid på laza­ret­ter, hav­de jeg ikke kun­net gøre nogen mili­tær kar­ri­e­re. Jeg var alt­så blot under­kor­poral, men blev på grund af mit arbej­de ved Hærens Over­kom­man­do udnævnt til fagof­fi­cer (Z), hvil­ket gav mig rang af løjt­nant. I efter­å­ret 1943 var vort tje­ne­ste­sted ble­vet under­lagt SS, og rigs­fø­rer Hein­rich Him­m­ler, der som bekendt var uddan­net land­mand, hav­de over­ta­get rol­len som pro­tek­tor. Vort tje­ne­ste­sted kald­tes nu: OKH (Hærens Over­kom­man­do), BDK (Befuld­mæg­ti­get for Motortrans­port­væ­se­net) udkom­man­de­ret til Rigs­fø­re­ren for SS, Afde­lin­gen for Plan­te­k­aut­s­juk.
Vi beholdt dog vore vær­ne­magts­u­ni­for­mer og fik hel­ler ikke ind­ta­to­ve­ret vores blod­ty­pe. Det har afgjort red­det livet for man­ge af os.

Når jeg nu skal til at for­tæl­le om mine ople­vel­ser i Aus­chwitz, nærer jeg betæn­ke­lig­he­der om, hvor­vidt jeg skal næv­ne nav­ne­ne på de kam­me­ra­ter, der end­nu lever, og som jeg sta­dig har kon­takt med. Jeg selv ved, at jeg må reg­ne med repres­sa­li­er, når jeg bry­der tavs­he­den. Jeg er nu vil­lig til at læg­ge ryg til dis­se – og har til dels alle­re­de måt­tet gøre det. Som udgi­ver af DIE BAUERNSCHAFT og KRITIK og tid­li­ge­re også af DER DEUTSCHE BAUER har jeg aldrig lagt skjul på noget. I 1969 over­drog jeg min gård til min søn. Den­gang men­te jeg, at jeg hav­de en sik­ker nærings­vej som che­fre­dak­tør af DER DEUTSCHE BAUER. Mine ven­ner vil vide, at det­te tids­skrift på grund af øko­no­mi­ske van­ske­lig­he­der blev over­ta­get af dr. Freys DSZ-For­lag i Mün­chen. Jeg hav­de kon­trakt­li­ge til­sagn om, at den redak­tio­nel­le ledel­se skul­le for­bli­ve i mine hæn­der. Den redak­tio­nel­le ledel­se af det­te blad har imid­ler­tid aldrig været i mine hæn­der, efter at hoved­sæ­det blev for­lagt til Mün­chen. Jeg var i begre­bets san­de­ste betyd­ning “nomi­nel redak­tør”. Bla­det fik jeg først at se, når det var trykt. Mine egne artik­ler gen­fandt jeg sta­dig sjæld­ne­re. Gen­tag­ne kla­ger fik dr. Frey til at afske­di­ge mig på gråt papir. En pro­ces for en arbejds­ret end­te med et magert for­lig. Iføl­ge vor kon­trakt var det mig umu­ligt at udta­le mig om redak­tio­nel­le for­hold, idet det­te vil­le udlø­se en auto­ma­tisk bod på 40.000 DM. Siden da har jeg gan­ske enkelt været arbejds­løs, og skønt jeg af Arbejds­for­mid­lin­gen er ble­vet omsko­let til at kun­ne påta­ge mig let­te­re kon­to­r­ar­bej­de, er det umu­ligt for mig at fin­de beskæf­ti­gel­se. Ingen offent­lig myn­dig­hed og desvær­re næp­pe hel­ler noget pri­vat­fo­re­ta­gen­de vil ansæt­te et men­ne­ske, der har arbej­det som redak­tør for dr. Frey … Skønt jeg kun er 55 år gam­mel, har jeg ikke mere nogen udsigt til at kom­me ind på arbejds­mar­ke­det igen. Hvor­for skul­le jeg ikke nu kun­ne skri­ve min beret­ning? Jeg fri­ster til­væ­rel­sen i en beske­den, men lyk­ke­lig fat­tig­dom. Mine børn er for­sør­get. Imid­ler­tid ønsker jeg ikke at ska­be van­ske­lig­he­der for mine tid­li­ge­re fore­sat­te og kam­me­ra­ter, der til dels sta­dig befin­der sig på arbejds­mar­ke­det.

Livet i lejren

Det var koldt og blæ­sen­de, da jeg den 15. janu­ar 1944 ankom til bane­går­den i Aus­chwitz. Jeg over­ve­je­de, om jeg ikke skul­le tage en dros­che, men der fand­tes kun hested­ros­cher, og jeg beslut­te­de mig til at gå. Jeg afle­ve­re­de min baga­ge i gar­dero­ben på sta­tio­nen og spurg­te om vej til lej­rkom­man­dan­tu­ren. Det var slet ikke langt. Lej­ren, et kaser­ne­an­læg med hæs­li­ge, men mas­si­ve byg­nin­ger, lå lige i nær­he­den. Por­ten til lej­ren med ind­skrif­ten “Arbej­de gør fri” var det før­ste, jeg så af kon­cen­tra­tions­lej­ren Aus­chwitz. Hvad jeg straks lag­de mær­ke til var, at man­ge fan­ger gik frit omkring uden bevogt­ning. Sene­re fik jeg at vide, at lej­ren, som var omgi­vet af et elek­trisk pig­t­rå­ds­hegn, kun blev bevog­tet om nat­ten. Om dagen kun­ne fan­ger­ne bevæ­ge sig frit på et kæm­pe­mæs­sigt områ­de, der dog var omgi­vet af vagt­po­ster, som så blev ind­dra­get om afte­nen efter appel­len.

Jeg meld­te mig hos min fore­sat­te, ober­s­turm­ban­n­führer dr. A., en høj, sta­te­lig mand med stå­l­blå øjne og let rød­ligt hår. Han hil­ste hjerte­ligt på mig. Det viste sig, at han kend­te min bro­der, der også gjor­de tje­ne­ste ved SS, sær­de­les godt. Jeg stil­le­de straks nog­le nys­ger­ri­ge spørgs­mål angå­en­de kon­cen­tra­tions­lej­ren. For eksem­pel vil­le jeg såle­des ger­ne vide, hvad det var for men­ne­sker, der sad indespær­ret her. Hans sva­re­de: “Hvad angår tysker­ne, vi har her, så er de fjen­der af fol­ket … Ellers er det den euro­pæ­i­ske eli­te, der sid­der her.” Som jeg sene­re kun­ne fast­slå, var der noget sandt i dis­se ord. Jeg blev præ­sen­te­ret for hans med­ar­bej­de­re. Haupt­s­turm­führer B., en rus­sisk emi­grant og tid­li­ge­re zari­stisk offi­cer, der for­u­den rus­sisk også tal­te per­fekt tysk og fransk, til­bød at køre mig til mit kvar­ter. Offi­ce­rer­ne ved land­brugs­af­de­lin­gen hav­de ikke biler, men heste­vog­ne med kusk til rådig­hed, hvil­ket jeg fandt noget pra­len­de. Jeg føl­te det også lidt pin­ligt, at de fan­ger, vi mød­te, stand­se­de, tog huen af og ind­t­og ret­stil­ling. Men vi var jo offi­ce­rer, og også SS-sol­da­ter­ne hil­ste os med mili­tær hon­nør.

Mit kvar­ter lå i Raisko, ca. 3 kilo­me­ter fra hoved­lej­ren. Her fand­tes der en kvin­de­lejr samt driv­hu­se og labo­ra­to­ri­er for vort plan­teavls­ar­bej­de. Jeg fik anvist et værel­se i et ensomt belig­gen­de hus, som jeg del­te med min kol­le­ga, ober­s­turm­führer dr. C., som hav­de opsy­net med afde­lin­gen for plan­teavl. Han var en sær­de­les glad og lystig mand, og hans lat­ter hav­de noget inder­ligt for­fri­sken­de over sig. Han var meget popu­lær blandt de inter­ne­re­de og kor­re­spon­de­rer end­nu i dag med tid­li­ge­re fan­ger fra Aus­chwitz. Han hav­de gif­tet sig i en ung alder og lod sene­re sin kone og sine to end­nu ikke sko­leplig­ti­ge børn kom­me og bo hos sig i lej­ren. Jeg flyt­te­de sene­re ind i en lej­lig­hed i et nybyg­get driv­hus, hvor jeg boe­de sam­men med en viden­skabs­mand fra Kai­ser Wil­helm Insti­tut­tet. Hans navn kan jeg næv­ne. Det var dr. Böh­me. Han blev efter kapi­tu­la­tio­nen skudt af pol­ske civi­li­ster, der gik amok. Han hav­de bestemt ikke gjort nogen noget ondt og var elsk­vær­dig­he­den og hjælp­som­he­den i egen per­son.

Den før­ste fan­ge, jeg lær­te at ken­de, var Agnes. Agnes til­hør­te “Jehovas Vid­ner” og var til­delt os som “stu­epi­ge”. Jeg vil­le udspør­ge hen­de om for­hol­de­ne i kon­cen­tra­tions­lej­ren, men hun for­blev tavs. Gan­ske ander­le­des var det med fru Pohl, som her­ske­de i køk­ke­net. Hun for­ske­de også i Bibe­len og uddel­te skrif­ter til fan­ger­ne. Det var gan­ske vist ikke til­ladt men det var ikke min opga­ve at over­vå­ge fan­ger­ne. Des­u­den fandt jeg hen­des skrif­ter harm­lø­se. I tros­spørgs­mål har jeg altid været tole­rant. Jeg kan sta­dig ikke lade være at nære en vis beun­dring og agtel­se for “Jehovas Vid­ner”. De lod sig spær­re inde på grund af deres tro og led, for­di de vil­le lide. Bevogt­ning behø­ve­de de ikke, og de kun­ne også bevæ­ge sig frit uden for det områ­de, der var omgi­vet af vagt­po­ster.

I vores kvin­de­lejr var der anbragt ca. 300 kvin­der i tre barak­ker. Det var udsøg­te folk, der næsten ude­luk­ken­de arbej­de­de i afde­lin­gen for plan­teavl. Der var i hoved­sa­gen tale om jøder, polak­ker og nog­le fransk­mænd. Alle tal­te sær­de­les godt tysk, og man­ge hav­de en aka­de­misk grad. Deres arbej­de hav­de viden­ska­be­lig karak­ter, og de var meget selv­stæn­di­ge. Det var rent fak­tisk sådan, at det var fan­ger­ne, der måt­te sæt­te mig ind i arbej­det, og ikke omvendt. Jeg lod dem for­kla­re mig, hvori deres arbej­de bestod, hvil­ket de gjor­de med en vis stolt­hed næsten græn­sen­de til pra­le­ri. Det gav mig imid­ler­tid ind­tryk af, at fan­ger­ne udfør­te deres forsk­nings­ar­bej­de med iver og glæ­de.

Plan­teavl efter udvæl­gel­ses­me­to­der byg­ger på under­sø­gel­se og sor­te­ring. Kaut­s­juk-plan­ter­nes rød­der blev under­søgt for deres kaut­s­jukind­hold og videre­for­me­ret ved hjælp af stik­lin­ger. Dis­ses frø blev omhyg­ge­ligt høstet og udså­et igen. Det vil­le have været let at øve sabo­ta­ge, men der er aldrig ble­vet kon­sta­te­ret et ene­ste til­fæl­de. Nu skal det der­til siges, at fan­ger­ne ind­byr­des ikke hav­de megen til­lid til hin­an­den. Der her­ske­de det gam­le had imel­lem polak­ker og jøder. Imod det var det natio­nalso­ci­a­li­sti­ske jøde­had harm­løst. Resul­ta­ter­ne i bestræ­bel­ser­ne for at øge kaut­s­jukind­hol­det var helt igen­nem til­freds­stil­len­de. Desvær­re kan jeg ikke mere huske de pågæl­den­de tal.

Haup­s­turm­führer B. rej­ste til de besat­te øst­om­rå­der for at lede efter viden­ska­be­li­ge med­ar­bej­de­re. Han brag­te nog­le rus­si­ske viden­skabs­mænd med fami­li­er med til­ba­ge til Aus­chwitz, hvor de arbej­de­de for os som civilan­sat­te – og gjor­de det med glæ­de.

Dra­ma­tisk blev det, da han brag­te den rus­si­ske agro­nom J. Sas­smos­chek til Aus­chwitz. Den­ne gen­fandt sin tid­li­ge­re kære­ste blandt fan­ger­ne, og det­te gen­syn for­blev ikke uden føl­ger. Sas­smos­chek kun­ne imid­ler­tid gif­te sig med sin kære­ste. Hun blev løsladt. Efter evaku­e­rin­gen fra Aus­chwitz mød­te jeg dem beg­ge i Hal­le an der Saa­le. De strå­le­de beg­ge af lyk­ke. Selv føl­te jeg mig ikke spor lyk­ke­lig, thi jeg hav­de net­op ople­vet bom­be­an­gre­bet på Dres­den den 13. febru­ar 1945. Som ved et under slap jeg selv uskadt fra det, men jeg tror, at der på den­ne ene dag er omkom­met fle­re men­ne­sker i Dres­den end der er omkom­met i Aus­chwitz i løbet af hele kri­gen. Alli­ge­vel er der sta­dig ikke nogen, der taler om de alli­e­re­des krigs­for­bry­del­ser.

Hvor­dan var fan­ger­nes dags­pro­gram i Aus­chwitz? Klok­ken 7 væk­ning, vask og bru­se­bad, mor­gen­mad, mor­ge­nap­pel. Kl. 8 begynd­te arbej­det. Fra 12 til 13 var der mid­dags­pau­se og kl. 17 fyraf­ten. Kl. 19 hold­tes der appel med mand­tal, hvor­ef­ter poster­ne uden for lej­ren blev ind­dra­get, såle­des at kun sel­ve lej­ren blev bevog­tet. Fan­ger­ne fik dag­ligt udle­ve­ret post. Pak­ker blev åbnet ved appel­len og kon­trol­le­ret af lej­ro­p­sy­net. Det var sjæl­dent, der var noget, som ikke blev udle­ve­ret, fx medi­ka­men­ter og vis­se bøger og skrif­ter, foto­ap­pa­ra­ter, radio­mod­ta­ge­re og andet tek­nisk udstyr. Dis­se ting for­blev imid­ler­tid fan­ger­nes ejen­dom. De blev bragt til “Kana­da” og opbe­va­ret der.

Kana­da” var en enorm lager­hal, hvor de inter­ne­re­des ejen­de­le blev opbe­va­ret. I den fand­tes alt, der­af nav­net. Men lage­ret blev udadtil meget strengt bevog­tet. Vi hav­de på vores mete­o­r­o­lo­gi­ske sta­tion en kvin­de­lig SS-hjæl­per, som engang orga­ni­se­re­de sig et par sil­ke­strøm­per i “Kana­da”. Hun blev af den grund stil­let for en krigs­ret – ankla­get for plyn­dring. De fan­ger, der arbej­de­de der, stjal imid­ler­tid som rav­ne.

Jeg kun­ne ikke lade være at læg­ge mær­ke til, hvor ele­gant vore fan­ger var klædt. Gan­ske vist måt­te de gå i fan­ge­tøj, men deres under­tøj, strøm­per og sko var upå­kla­ge­li­ge og tip­top. Hel­ler ikke skøn­heds­ple­je skor­te­de det på. læbe­stift, pud­der og smin­ke hør­te natur­ligt til de kvin­de­li­ge fan­gers rek­vi­sit­ter. Medens jeg var i Aus­chwitz fore­kom det ikke, at man klip­pe­de kvin­der skal­de­de, men jeg har ladet mig for­tæl­le, at noget sådant tid­li­ge­re skal have fun­det sted. Det var imid­ler­tid et så for­fær­de­ligt syn, at selv ikke de mest hård­hu­de­de SS-offi­ce­rer kun­ne udhol­de det.

Hver lør­dag blev der sendt en kom­man­do af vore kvin­der til hoved­lej­ren for at hen­te og afle­ve­re vaske­tøj. De kom så altid til­ba­ge med det her­lig­ste byt­te, som blev for­delt blandt fan­ger­ne. Det var min opfat­tel­se, at man stil­tien­de så igen­nem fin­gre med dis­se tyve­ri­er.

Olga!

I maj fik jeg for før­ste gang besøg af min kone. Hun vir­ke­de som lære­rin­de i land­hus­hold­nings­kund­skab og var nu nys­ger­rig efter at se, min arbejds­plads i kon­cen­tra­tions­lej­ren. Ale­ne den kends­ger­ning, at det var muligt når som helst at mod­ta­ge fami­lie­be­søg, viser, hvor åben lej­ren var. Hav­de Aus­chwitz været en stor udryd­del­ses­lejr, hav­de vi bestemt ikke kun­net mod­ta­ge besøg. De for­ma­li­te­ter, der end­nu den dag i dag er nød­ven­di­ge for at aflæg­ge et besøg i det af Wal­ter Ulbri­cht opret­te­de tugt­hus, var ikke nød­ven­di­ge den­gang. Sam­men­lig­nin­gen af DDR med Aus­chwitz er slet ikke så absurd.

Vi var unge, da vi gif­te­de os, og hav­de end­nu ikke haft sær­lig megen tid sam­men. Jeg hen­te­de hen­de på bane­går­den. Hun kom i træsko, uden strøm­per og med et tørklæ­de om hove­d­et. Der var krig, og ele­gan­ce var for os en util­la­de­lig luksus.

På det tids­punkt hav­de jeg fået en ny “ren­gø­rings­hjælp” – kam­merjom­fru vil­le have været et mere pas­sen­de udtryk, Olga! Olga var polak. Hun var et uni­kum. Hun sør­ge­de for mig på den mest røren­de måde og var over­or­dent­lig tjenstvil­lig. Der var altid blom­ster på mit værel­se altid ren dug på bor­det og rene gar­di­ner for vin­du­er­ne, og altid hav­de Olga en over­ra­skel­se parat til mig.

I anled­ning af min kones besøg hav­de Olga gjort mit værel­se ekstra hyg­ge­ligt. Over min seng hav­de hun anbragt en beden­de engel – djæ­vel­en må vide, hvor hun hav­de den fra. Hen­des omsorg for mig var næsten for påtræn­gen­de, men jeg måt­te jo fin­de mig i det, da jeg natur­lig­vis hel­ler ikke vil­le gøre den­ne gode og tjenstvil­li­ge sjæl ondt.

Medens min kone var i lej­ren, begynd­te arbej­det på kaut­s­juk­mar­ker­ne, og jeg kun­ne ikke selv tage mig sær­lig meget af min gæst. Men min kone hav­de det bedst tæn­ke­li­ge sel­skab i Olga, som mun­den ikke stod stil­le på. Min kone men­te, at hun måt­te foræ­re hen­de et eller andet og hav­de købt en lil­le gave til hen­de. Da min kone atter skul­de rej­se, og jeg fulg­te hen­de til toget, kun­ne jeg dår­ligt ken­de hen­de igen. Hun hav­de fået nyt tøj fra top til tå. Alt muligt hav­de Olga skaf­fet hen­de, endog en ny kuf­fert. Min kone hav­de taget nog­le små læk­ke­ri­er med til mig, som hun hav­de spa­ret sam­men ud af sin egen hus­hold­ning, bl.a. også en pak­ke smør. Olga lave­de nu hver aften bra­se­kar­to­f­ler til mig, som svøm­me­de i smør. Men smør­ret slap aldrig op. Der kom dag­ligt CARE-pak­ker, og Olga føl­te sig for­plig­tet til også at sør­ge for mig. Nej, sul­tet har fan­ger­ne i Raisko ikke! Og når der kom en ny fan­ge til lej­ren, mager og unde­rer­næ­ret, vare­de det ikke man­ge dage, for han begynd­te at få sul på krop­pen.

Udryddelseslejren?

Udryd­del­ses­lej­ren lå slet ikke i Aus­chwitz, udryd­del­ses­lej­ren lå i Bir­ke­nau.” Såle­des har jeg hørt og læst efter kri­gen. Nuvel, jeg har også været i Bir­ke­nau. Bir­ke­nau brød jeg mig slet ikke om. Lej­ren var over­fyldt, og men­ne­ske­ne der gjor­de ikke noget godt ind­tryk på mig. Alt var meget for­sømt og snav­set. I Bir­ke­nau så jeg også fami­li­er med børn, et syn, der gjor­de ondt. Man sag­de til mig, at man ikke vil­le skil­le bør­ne­ne fra for­æl­dre­ne, når dis­se blev inter­ne­ret, og nog­le børn var også ivrigt opta­ge­de af et lystigt bold­spil. Alli­ge­vel mener jeg ikke, at børn hører til i en inter­ne­rings­lejr – og at eng­læn­der­ne har gjort det sam­me, fx under Boer­kri­gen, er en dår­lig und­skyld­ning. Det­te sag­de jeg også til min fore­sat­te, som sva­re­de: “Jeg deler Deres ansku­el­se, men jeg kan ikke ændre det.”

Jeg hav­de til opga­ve at udsø­ge 100 mand til at hak­ke imel­lem Kok Sagis plan­ter­ne. Det fore­gik på føl­gen­de måde. Ved appel­len blev de ind­sat­te spurgt, om de var vil­li­ge til at udfø­re det­te arbej­de, og om de tid­li­ge­re hav­de haft lig­nen­de beskæf­ti­gel­se. Der meld­te sig for det meste fle­re end der behø­ve­des. Når det var til­fæl­det blev der “selek­te­ret”. Den­ne “selek­te­ring” er sene­re ble­vet udlagt fuld­stæn­dig for­kert. Natur­lig­vis vil­le man beskæf­ti­ge de ind­sat­te, og de ind­sat­te vil­le også ger­ne beskæf­ti­ges. “Selek­te­ring” betød ikke andet, end at fan­ger­ne blev sat til et arbej­de, der sva­re­de til deres evner og inter­es­ser – og også til deres rent fysi­ske for­må­en.

Det er en kends­ger­ning, at der i Aus­chwitz var fle­re men­ne­sker, end det var muligt at beskæf­ti­ge. Natur­lig­vis lag­de jeg vægt på, at jeg fik arbejds­kraft, som tid­li­ge­re hav­de arbej­det inden for land­bru­get. På det felt mang­le­de jøder­ne fær­dig­he­der. Polak­ker­ne var sær­de­les gode arbej­de­re. Sigø­j­ner­ne var fuld­stæn­dig umu­li­ge til prak­tisk arbej­de. Kom­man­do 11, som vor kvin­de­ar­bejds­ko­lon­ne fra Bir­ke­nau benævn­tes, kom dag­ligt til Raisko og arbej­de­de på kaut­s­juk­mar­ker­ne uden for kæden af vagt­po­ster. Jeg har næsten hver dag haft med dis­se men­ne­sker fra Bir­ke­nau at gøre og har også ger­ne lyt­tet til deres kla­ger. Engang så jeg en SS-vagt­post spar­ke en kvin­de i bag­de­len. Jeg for­lang­te at få en for­kla­ring af ham. Han hæv­de­de, at kvin­den hav­de kaldt ham et “nazisvin”. Sand­he­den var imid­ler­tid, at det var vagt­po­sten, som hav­de for­nær­met kvin­den først.

Jeg ind­be­ret­te­de epi­so­den, og SS-man­den blev over­ført til en straf­fe­ba­ta­l­jon i Dan­zig. Fra den dag hav­de jeg en høj stjer­ne hos fan­ger­ne, og især hos Kom­man­do 11 fra Bir­ke­nau. De ind­sat­te kom nu ofte til mig, når de hav­de ønsker eller kla­ger. Jeg gjor­de, hvad jeg kun­ne, thi for mig var fan­ger­ne ikke fjen­der men inter­ne­re­de. Ofte har jeg også gjort dem en tje­ne­ste, som stred imod for­skrif­ter­ne. Den stør­ste glæ­de kun­ne jeg bere­de dem, når jeg på de var­me som­mer­da­ge i 1944 tog dem med på en spad­se­re­tur ned til Sula flo­den og lod dem bade.

I øvrigt var hak­ke­kom­man­do­en fra Bir­ke­nau en lystig ska­re. De sang deres pol­ske fol­kesan­ge under arbej­det, og de få sigø­j­ne­re, der var med, opfør­te deres dan­se. Jeg var til at begyn­de med oprørt og bekym­ret over arbej­der­nes dår­li­ge ernæ­rings­til­stand, men måt­te affin­de mig med, at når de var så tyn­de, når de ankom til lej­ren, måt­te det tage nogen tid, før de fik rig­tigt sul på krop­pen. Ofte har jeg ind­ta­get mit mid­dags­må­l­tid sam­men med dem fra deres gul­las­hka­non, og maden smag­te mig udmær­ket.

Men kom­man­do 11 hav­de også hem­me­li­ge for­sy­nings­kil­der. Fra hem­me­li­ge skju­le­ste­der hen­te­de man de forun­der­lig­ste sager frem. Dis­se skju­le­ste­der blev så om nat­ten fyldt op igen af ven­ner. Det er også fore­kom­met, at dis­se ven­ner er truk­ket i fan­ged­rag­ter og er mar­che­ret med ind i lej­ren, medens nog­le fan­ger tog sig et par dages ferie uden­for. Når blot antal­let stem­te, var der ingen, de bekym­re­de sig stort om den enkel­tes iden­ti­tet. Aus­chwitz lå i Polen, og den loka­le befolk­ning hjalp de inter­ne­re­de, så godt den kun­ne – også selv om det var for­budt.

De tyske besæt­tel­se­s­trop­per og spe­ci­elt den såkald­te civilad­mi­ni­stra­tion har, som vi alle ved, ikke altid gjort sig lige popu­læ­re i befolk­nin­gen. Et skridt, som jeg bestemt ikke syn­tes om, var eks­pro­p­ri­a­tio­nen af de pol­ske småbøn­ders jord. De måt­te afgi­ve deres are­a­ler til de land­brugs­virk­som­he­der, der hør­te under kon­cen­tra­tions­lej­ren Aus­chwitz. Jeg har imid­ler­tid ladet mig for­tæl­le, at de modt­og erstat­ning helt på linje med andre grun­de­je­re, der måt­te afgi­ve deres jord, fx til anlæg­gel­se af motor­ve­je. Jeg fandt det hel­ler ikke rig­tigt, at man evaku­e­re­de sto­re befolk­nings­grup­per, men man for­sik­re­de mig til sta­dig­hed, at dis­se for­holds­reg­ler aldrig blev gen­nem­ført med tvang. Det er natur­lig­vis hårdt at miste sin fri­hed – men krig er end­nu hår­de­re, og også for os blev den nu sta­dig mere hård og gru­som. I efter­å­ret 1944 blev kon­cen­tra­tions­lej­ren i Aus­chwitz for før­ste gang bom­bet af ame­ri­kan­ske fly­ve­re. Ca. 20 fan­ger omkom. Selv hav­de jeg tro­et på ende­lig sejr, da de alli­e­re­de gik i land på Kanal­ky­sten – i hvert fald var jeg selv begyndt at tviv­le. Front­be­ret­nin­ger­ne blev sta­dig mere skuf­fen­de, og også fan­ger­ne var godt under­ret­tet – pok­ker må vide hvor­fra.

Der blev imid­ler­tid nu som før sør­get godt for de ind­sat­te i vort områ­de. Ober­s­turm­ban­n­führer A. hav­de sat igen­nem, at film­frem­vis­nings­vog­nen kom til lej­ren en gang om ugen. Sam­men med fan­ger­ne så vi bl.a. fil­me­ne “Mün­chau­sen” og “Den gyld­ne stad”. Fil­men “Jøden Süss” blev natur­lig­vis ikke vist for fan­ger­ne og hel­ler ikke pro­pa­gand­a­film som “Kol­berg” og “Kadet­ter”. I for­sam­lings­sa­len hav­de de inter­ne­re­de ret til at afhol­de gud­stje­ne­ster. Jeg har selv over­væ­ret for­skel­li­ge gud­stje­ne­ster og må sige, at man­ge af dem var sær­de­les høj­ti­de­li­ge, især den rus­sisk-orto­dok­se menig­heds, til hvil­ken vore rus­si­ske civilan­sat­te hør­te. Blandt de ind­sat­te var der også dan­net en tea­ter­grup­pe, og en aften ind­bød de os til Faust opfø­rel­se. Pro­fes­sio­nel­le sku­e­spil­le­re vil­le ikke have kun­net gøre det bed­re!

Selv vil­le jeg ger­ne have taget stu­di­e­or­lov om vin­te­r­en, men situ­a­tio­nen var alvor­lig, og krigs­ud­sig­ter­ne dår­li­ge. Man til­bød mig et kor­re­spon­dan­ce­kur­sus. Jeg modt­og bøger, og en kvin­de­lig jødisk læge fra Prag, der var inter­ne­ret i lej­ren, til­bød at ban­ke stof­fet ind i hove­d­et på mig. Jeg modt­og såle­des hver dag pri­va­tun­der­vis­ning af en fan­ge. Det var muligt i Raisko. Jøder­ne var intel­li­gen­te, og i den udstræk­ning, jeg lær­te dem at ken­de i Aus­chwitz, også gan­ske flin­ke.

Om som­re­ne hav­de jeg haft besøg af min moder et par dage. Natur­lig­vis opstod der straks et varmt ven­skab imel­lem min moder og Olga. En aften spurg­te min moder mig, hvor kre­ma­to­ri­et var, hvor man brænd­te folk. Jeg vid­ste ikke noget om eksi­sten­sen af et sådant anlæg og for­hør­te mig hos Olga. Noget bestemt kun­ne hun hel­ler ikke sige mig, men i ret­ning mod Bie­litz skul­le man altid se et ildskær. Jeg kør­te ud i den ret­ning og stød­te på et bjerg­værks­an­læg, hvor der også arbej­de­de fan­ger. Jeg kør­te rundt i hele lej­ren og under­søg­te alle ild­ste­der og rygen­de skor­ste­ne. Jeg fandt imid­ler­tid intet. Jeg spurg­te mine kol­le­ger, men fik blot det svar, at jeg ikke skul­le tro på dis­se “retira­de­pa­ro­ler”. Man for­tal­te mig, at der natur­lig­vis var et kre­ma­to­ri­um i Aus­chwitz, thi her leve­de omkring 200.000 men­ne­sker, og i enhver stor­by med 200.000 men­ne­sker er der et kre­ma­to­ri­um. Natur­lig­vis døde der også men­ne­sker i Aus­chwitz – og ikke blot fan­ger. Ober­s­turm­ban­n­führer A’s kone var også død her. Dis­se svar fandt jeg til­freds­stil­len­de.

Jeg har i min tid i Aus­chwitz ikke bemær­ket de rin­ge­ste tegn på mas­seud­ryd­del­ser, lige­som også påstan­den om, at der kon­stant skal have lig­get en stank af brændt kød over lej­ren er en lodret løgn. I nær­he­den af hoved­lej­ren lå der imid­ler­tid en beslags­med­je, og lug­ten af brænd­te hove, når heste­ne blev sko­et, var natur­lig­vis ikke beha­ge­lig. I øvrigt bor ledel­sen af den­ne beslags­med­je i dag i min nabo­lands­by.

I den­ne tid blev der i det hele taget gen­nem­ført sta­dig fle­re let­tel­ser for de ind­sat­te. I hoved­lej­ren blev der ind­ret­tet et bor­del for mæn­de­ne. Kær­lig­hed og hvad der­til hører, er vel noget men­ne­ske­ligt, og det skul­le de inter­ne­re­de hel­ler ikke berø­ves. Natur­lig­vis fand­tes der også kære­ste­par blandt fan­ger­ne. Om glæ­des­hu­set nu har for­hin­dret det, skal jeg ikke kun­ne sige, men jeg vover at betviv­le det. At der fand­tes glæ­des­hu­se for fan­ger­ne i Aus­chwitz er imid­ler­tid ble­vet for­ti­et i alle efter­krigs­tids­be­ret­nin­ger. En bil­let til bor­del­let var sådan en slags præ­mie for god opfør­sel. Der var imid­ler­tid også fan­ger, som smed bil­let­ten i hove­d­et på deres kapo igen. Al respekt! Mig fore­kom det at være en gan­ske sær­lig god opfør­sel!

Histo­ri­en om lig­bræn­din­ger­ne før­te til uove­r­ens­stem­mel­ser mel­lem Olga og mig. I læng­den gik den­ne kvin­de mig på ner­ver­ne med sin evi­ge slad­der. Hen­des tjenstvil­lig­hed var mig for under­da­nig, for kry­ben­de. Det brød jeg mig ikke om. Hun fik en ny opga­ve, som jeg ikke mis­und­te hen­de. Hun blev sat til at være vagt i kvin­de­lej­ren og skul­le sør­ge for, at der ikke kom uved­kom­men­de mand­li­ge fan­ger ind i kvin­de­lej­ren. Olga var så vidun­der­lig til at skæl­de ud, og det var en for­nø­jel­se at se, hvor­dan hun befor­dre­de mæn­de­ne ud af kvin­de­lej­ren. Hen­des med­fan­ger kald­te hen­de “Ker­be­rus”, der i den græ­ske myto­lo­gi er en fryg­tind­g­y­den­de hund med tre hove­d­er, som bevog­ter ind­gan­gen til under­ver­de­nen.

Den gode Olga, hvad er der vel ble­vet af hen­de? Til et kom­mu­ni­stisk Polen vil­le hun ikke ven­de til­ba­ge næsten ingen af de pol­ske fan­ger vil­le det – hel­ler ikke jøder­ne. Sær­de­les man­ge af dem bad endog for en tysk sejr. Efter hvad jeg har erfa­ret af min kol­le­ga, Ober­s­turm­führer dr. C., som jeg net­op for kort tid siden har besøgt, befin­der man­ge af de tid­li­ge­re fan­ger sig i USA. Han kor­re­spon­de­rer sta­dig med nog­le. En del af dem var også vil­li­ge til at vid­ne til for­del for SS-offi­ce­rer i KZ-pro­ces­ser­ne … men de fik i reg­len ikke lov. Beret­nin­ger her­om gik den­gang igen­nem hele den natio­na­le pres­se.

Der var ingen hem­me­lig­he­der i Aus­chwitz. I sep­tem­ber 1944 kom der en kom­mis­sion fra det Inter­na­tio­na­le Røde Kors til Aus­chwitz for at besig­ti­ge lej­ren. Den inter­es­se­re­de sig imid­ler­tid mere for lej­ren i Bir­ke­nau. I dag for­sø­ger det Inter­na­tio­na­le Røde Kors i Gene­ve at benæg­te det­te, idet man påstår, at de dele­ge­re­de i sep­tem­ber 1944 ikke nåe­de læn­ge­re end til kom­man­dan­tens kon­tor. Det­te er gan­ske enkelt ikke sandt! Jeg har selv set Røde Kors køre­tø­jer­ne på vej til Bir­ke­nau.

Vi hav­de sær­de­les man­ge besøg i Raisko, med det dre­je­de sig natur­lig­vis mest om folk, der var inter­es­se­re­de i vort plan­teavls­ar­bej­de. Jeg var ofte med til at gen­nem­fø­re dis­se rund­vis­nin­ger, og skønt det egent­lig ikke var til­ladt gæster­ne at under­hol­de sig med fan­ger­ne, var det dog for det meste dis­se, som måt­te for­kla­re de besø­gen­de om deres arbej­de.

Vi fore­tog den­gang de før­ste for­søg med Col­chizin. Col­chizin er det gift­stof, der er inde­holdt i plan­ten høst­tid­løs (col­chi­um aun­tum­na­le). Det lyk­ke­des os ved hjælp af den­ne gift at for­hin­dre cel­ler­nes reduk­tions­de­ling, såle­des at plan­ten fik det dob­bel­te kro­mo­som­tal. Sådan­ne plan­ter hav­de en til­bø­je­lig­hed til at bli­ve kæm­pe­sto­re, hvil­ket imid­ler­tid gik ud over deres frugt­bar­hed. Ind­sam­lin­gen af såsæd spil­le­de den­gang end­nu en stor rol­le. Ind­høst­nin­gen af frø­e­ne var imid­ler­tid på grund af deres pap­pus (fly­vel­e­ge­mer af sam­me art, som vi ken­der dem fra mæl­kebøt­ten) ikke helt lige­til. Jeg var sam­men med nog­le dyg­ti­ge hånd­vær­ke­re og nog­le rus­si­ske agro­no­mer gået i gang med at kon­stru­e­re en høst­ma­ski­ne. Vi hav­de blandt mæn­de­ne nog­le sær­de­les gode hånd­vær­ke­re og råde­de også over velud­sty­re­de værk­ste­der. Nog­le rus­si­ske agro­no­mer arbej­de­de med den såkald­te “iono­galva­ni­se­ring”. Til det­te for­mål byg­ge­de fan­ger­ne appa­ra­ter, der arbej­de­de med ultra­kortbøl­ger. Mate­ri­a­let til dis­se appa­ra­ter hen­te­de jeg på en virk­som­hed, der ophug­ge­de nedstyr­te­de og nedskud­te fly­ve­ma­ski­ner. De ind­sat­te fandt også der mate­ri­a­le til at byg­ge små radio­mod­ta­ge­re af. Dis­se måt­te natur­lig­vis ikke brin­ges med ind i lej­ren. Selv udvik­le­de jeg mig i Aus­chwitz til en hel lil­le radio­fa­na­ti­ker. Mine lære­me­stre var fan­ger, som skaf­fe­de mig alt, hvad jeg behø­ve­de til byg­nin­gen af små mod­ta­ge­re.

I Aus­chwitz blev der natur­lig­vis ikke kun dre­vet plan­teavl. Der udfør­tes også utal­li­ge andre forsk­nings­op­ga­ver, idet sta­dig mere forsk­ning blev for­lagt til Aus­chwitz på grund af den uud­nyt­te­de arbejds­kraft, man her råde­de over. End­vi­de­re var man i Aus­chwitz min­dre udsat for nat­li­ge bom­be­an­greb. Ca. en gang hver fjor­ten­de dag mød­tes offi­ce­rer­ne – hos SS blev de kaldt “fører­ne” – til en “casi­no-aften”, hvor en eller anden afde­lings­le­der holdt fored­rag om sit arbejds­om­rå­de. Jeg over­væ­re­de man­ge inter­es­san­te fored­rag, men jeg har ingen erin­dring om noget anstø­de­ligt. Sene­re har jeg hørt, at der også skul­le være ble­vet fore­ta­get for­søg på leven­de men­ne­sker i Aus­chwitz. Jeg husker, at jeg engang hør­te et fored­rag om, hvor­le­des gravi­de kvin­ders ernæ­rings­til­stand ind­vir­ke­de på foste­rets udvik­ling. Om der er nog­le kvin­der, som i den for­bin­del­se har måt­tet gen­nem­fø­re et svan­ger­skab uden til­stræk­ke­lig ernæ­ring, kan jeg natur­lig­vis ikke sige noget om. Man sag­de imid­ler­tid den­gang, at den­ne forsk­ning hav­de givet vig­tig ny viden om den gravi­de kvin­des ernæ­ring. Beret­nin­ger­ne om, at man skul­le have prø­vet nyud­vik­le­de læge­mid­ler på fan­ger­ne, fin­der jeg ikke sær­ligt tro­vær­di­ge. Jeg har af en læge i Aus­chwitz fået for­talt, at nye medi­ka­men­ter først bli­ver anvendt på men­ne­sker, når dyre­for­sø­ge­ne er afslut­tet. Sådan er det vel også i dag.

Jeg husker, at jeg efter kri­gen har set en film om Aus­chwitz i fjern­sy­net, i hvil­ken der blev vist en byg­ning med kæm­pe­skor­ste­ne i nær­he­den af hoved­lej­ren. Det skul­le være kre­ma­to­ri­et [i til­knyt­ning til “gaskam­re­ne”]. Det gør mig nu meget ondt at måt­te sige det, men da jeg for­lod Aus­chwitz i decem­ber 1944, fand­tes den­ne byg­ning ikke. Jeg kan hel­ler ikke for­stil­le mig, at man skul­le have nået at byg­ge dis­se skor­ste­ne i den kol­de vin­ter 1944/45. Jeg kan der­for ikke fri­gø­re mig for mistan­ken om, at dis­se anlæg først er ble­vet opført der efter kri­gen. Jeg fin­der det også usand­syn­ligt, at SS-fol­ke­ne ikke skul­le have øde­lagt dem ved evaku­e­rin­gen, der­som de vir­ke­lig hav­de eksi­ste­ret.

Net­op i dis­se dage har jeg hørt en beret­ning i radio­en, iføl­ge hvil­ken ale­ne 4 mil­li­o­ner men­ne­sker skul­le være ble­vet skudt i Aus­chwitz. Der blev i Aus­chwitz bestemt ikke skudt nogen men­ne­sker, thi det vil­le man uvæ­ger­ligt have hørt. Jeg husker gan­ske vist, at der ved en bestemt lej­lig­hed var stor ophid­sel­se i lej­ren, for­di der gik ryg­ter om, ar der skul­le sky­des gids­ler. Den­ne form for hævn er den afsky­e­lig­ste, jeg kan fore­stil­le mig, for­di den ram­mer uskyl­di­ge men­ne­sker. At den er fore­kom­met på beg­ge sider er sand­syn­ligt. Men der­som man skul­le have skudt en fan­ge for hvert offer for bom­be­an­gre­be­ne, vil­le der med sik­ker­hed ikke være en ene­ste af de 200.000 fan­ger i Aus­chwitz, der var kom­met fra det med livet i behold.

Når man betæn­ker, at Aus­chwitz kun eksi­ste­re­de i fire år, skul­le der med andre ord være ble­vet dræbt 1.000.000 men­ne­sker om året eller omkring 3.000 om dagen. Hvil­ket omfang skul­le et kre­ma­to­ri­e­an­læg ikke have for at kun­ne til­in­tet­gø­re 3.000 men­ne­sker om dagen. Hel­ler ikke mas­se­gra­ve i en sådan måle­stok vil­le kun­ne hol­des hem­me­li­ge.

Alli­ge­vel tror det tyske folk sta­dig på mas­se­mor­de­ne i kon­cen­tra­tions­lej­re­ne. Hvor­for egent­lig? Har ikke alle vi, der ken­der sand­he­den, pådra­get os en uhy­re skyld? Hvor­for har vi tiet så læn­ge?

Jeg skal her for­sø­ge at besva­re det­te spørgs­mål:

1. Vi har jo slet ikke tiet, men der var ingen, der vil­le høre vore beret­nin­ger, ingen avis, der vil­le offent­lig­gø­re dem, intet for­lag, der vil­le tryk­ke dem.

2. Også i dag er der et til­stræk­ke­ligt antal vid­ner i live, som bekræf­ter mine udsagn og selv kun­ne frem­kom­me med lig­nen­de beret­nin­ger. Hvad vi mang­ler, er en upar­tisk rets­stat. I dagens Tyskland vil­le det være det rene selv­mord at sige sand­he­den.

3. Jeg er gan­ske vist ikke træt af livet, men jeg har min livs­op­ga­ve bag mig, mine børn er for­sør­ge­de, og min kone vil vel, når hun fyl­der 65, få sin vel­fortjen­te pen­sion, som man ikke vil fra­ta­ge hen­de, selv­om der skul­le ske mig noget.

4. Jeg har nu gen­nem min man­ge­åri­ge virk­som­hed som jour­na­list og udgi­ver af “Die Bau­erns­chaft” og “Kri­tik” skabt mig selv en lil­le læser­kreds og kan nu også med støt­te fra Det tyske Bor­ge­r­i­ni­ti­a­tiv selv udgi­ve min beret­ning uden at være afhæn­gig af andre hen­syn.

5. Det siges – desvær­re også af de sto­re par­ti­ers med­lem­mer og væl­ge­re – at kun aner­ken­del­sen af vor skyld i kri­gens udbrud og udryd­del­sen af de 6 mil­li­o­ner jøder vil gøre det muligt for os atter at bli­ve opta­get i natio­ner­nes fæl­les­skab. At efter­le­ve det­te vil­le være at til­fø­je det tyske folk stor ska­de.

6. Med en gen­dri­vel­se af histo­ri­er­ne om mas­seud­ryd­del­ser­ne i de tyske kon­cen­tra­tions­lej­re vil­le de tyske efter­krigs­po­li­ti­ke­re bli­ve tvun­get til at indrøm­me, at hele den tyske poli­tik efter Den anden Ver­denskrig har hvilet på et fuld­stæn­dig for­kert grund­lag. Det kan ikke til­la­des!

7. Men der har natur­lig­vis også været kujo­ner, løg­ne­re og køb­te vid­ner. Nog­le ankla­ge­de, som helt bestemt må have vidst, at beskyld­nin­ger­ne imod dem var fal­ske, har alli­ge­vel aflagt til­stå­el­se, for­di de har ment, at de ved at vid­ne i over­ens­stem­mel­se med ankla­ge­rens ønsker kun­ne opnå for­de­le for sig selv – hvil­ket givet­vis også er ble­vet lovet dem. Der fore­lig­ger imid­ler­tid også den mulig­hed, at de ankla­ge­de er ble­vet aft­vun­get til­stå­el­ser under tor­tur. Også her­om fin­des der beret­nin­ger.

Hvor meget ander­le­des kun­ne ikke vort folks og spe­ci­elt vor ung­doms til­væ­rel­se bli­ve, der­som den blev over­be­vist om fædre­nes uskyld. Skyld­fø­lel­se kan være en svær belast­ning for et men­ne­ske og brin­ge det i et sla­ve­ag­tigt afhæn­gig­heds­for­hold. Det­te er nøj­ag­tigt, hvad sej­r­her­rer­ne vil­le opnå – og de vil ikke fin­de sig i, at frug­ter­ne af deres løg­ne, som de nu høster, går tabt.

Jeg har nedskre­vet mine erin­drin­ger sådan, som jeg har ople­vet dem og kan huske dem. Jeg har sagt sand­he­den, så sandt Gud er mit vid­ne. Der­som jeg med den­ne beret­ning kun­ne bidra­ge til igen at give vor ung­dom stør­re agtel­se for deres fædre, der kæm­pe­de som sol­da­ter for Tyskland og ikke var for­bry­de­re, så vil­le jeg være meget lyk­ke­lig.

Krä­mer­ste­en, den 3. janu­ar 1973.

Thies Chri­stop­her­sen
 

Redaktionel kommentar

Da den jødi­ske revi­sio­nist David Cole besøg­te Aus­chwitz-muse­et i 1992, fik han fore­vist ste­dets hel­lig­dom, “det auten­ti­ske gaskam­mer”, som hver dag frem­vi­ses for nye måben­de gene­ra­tio­ner [der lin­kes til hans film fra Aus­chwitz sidst i artik­len]. (Det­te såkald­te muse­um er i vir­ke­lig­he­den et jødisk pro­pa­gan­da­cen­ter, pr. 2012 med 1,4 mio. beta­len­de gæster om året.)
Under Coles ved­hol­den­de spør­gen erkend­te chef­gu­i­den og direk­tø­ren at det­te “auten­ti­ske” gaskam­mer er en rekon­struk­tion fra efter kri­gen.
Efter revi­sio­ni­sters og den­ne redak­tions opfat­tel­se fun­ge­re­de det­te rum fra det blev byg­get (måske i 1941) og gen­nem hele kri­gen som lig­hus i til­slut­ning til det loka­le kre­ma­to­ri­um i Aus­chwitz I, hoved­lej­ren. Da de alli­e­re­de begynd­te af bom­be Aus­chwitz’ krigs­pro­duk­tion, blev lig­hu­set lej­lig­heds­vis brugt som beskyt­tel­ses­rum for vagt­per­so­na­let. Kre­ma­to­ri­er­ne hav­de mure­de, rela­tivt kor­te, fir­kan­te­de skor­ste­ne.
Tæt op ad det rekon­stru­e­re­de “gaskam­mer” er der efter kri­gen til­fø­jet et nyt skor­stensan­læg. Det skal vir­ke­lig­gø­re myten om, at de fle­ste jøder for­lod lej­ren gen­nem skor­ste­ne­ne (en deli­kat jødisk for­mu­le­ring, der vir­ker godt i medi­er­ne). Det til­byg­ge­de anlæg er imid­ler­tid ikke for­bun­det med “gaskam­me­ret”, idet det ude­luk­ken­de fun­ge­rer som kulis­se og var­tegn.
Men der­med fin­des der alt­så i 2013 mindst én skor­sten i Aus­chwitz, som ikke fand­tes, da Thies Chri­stop­her­sen for­lod lej­ren, og den blev næp­pe byg­get mel­lem hans afgang i decem­ber 1944 og Den Røde Hærs ind­t­og i lej­ren den 27. janu­ar 1945.
Den for tiden gæl­den­de orto­dok­se udlæg­ning af histo­ri­en om det­te lig­hus, der blev til et “gaskam­mer”, for­tæl­ler, at det under kri­gen fun­ge­re­de som hen­ret­tel­ses-gaskam­mer for mas­seud­ryd­del­se af jøder. Byg­nin­gen er støbt i beton. Den har pud­se­de væg­ge, buet beton­loft og støbt gulv. Muse­ets gui­der for­kla­rer, at der i taget oprin­de­lig fand­tes de 4 kva­dra­ti­ske åbnin­ger, som kan ses i dag, og det var gen­nem dis­se åbnin­ger, Zyklon B-gas­gra­nu­la­tet blev drys­set ned mel­lem de tæt sam­men­st­u­ve­de ofre. Åbnin­ger­ne i taget blev luk­ket, inden gas­sen begynd­te at fri­gø­res, hvor­ef­ter alle i rum­met døde. (Inden du gri­bes af den­ne histo­rie, bør du læse Fred Leu­ch­ters rap­por­ter, der bl.a. kon­klu­de­rer, at rum­met aldrig har inde­holdt Zyklon B-gas og i øvrigt er uan­ven­de­ligt til mas­se­mord ved gas­ning.) Sta­dig iføl­ge myten blev gaskam­me­ret på et tids­punkt, da den alli­e­re­de bomb­ning var ble­vet for inten­siv, omdan­net til beskyt­tel­ses­rum “for SS-fol­ke­ne” og for­sy­net med skil­le­væg­ge. De kva­dra­ti­ske hul­ler i taget blev muret til, og i den til­stand over­tog rus­ser­ne byg­nin­gen i 1945. På et sene­re tids­punkt (muse­ums­di­rek­tø­ren dr. F. Piper præ­ci­se­rer ikke nær­me­re) gen­skab­te “rus­ser­ne” de oprin­de­li­ge åbnin­ger i beskyt­tel­ses­rum­mets tag og fjer­ne­de skil­le­væg­gen, der adskil­te lig­hu­set fra det til­stø­de­n­de skyl­le­rum. Der­for er rum­met nu stør­re, end det nogen­sin­de har været. For at for­stå den­ne pro­ces er det nød­ven­digt at opfat­te “rus­ser­ne” syno­nymt med de jødi­ske holo­caust-inter­es­sen­ter med rus­sisk, polsk, engelsk og ame­ri­kansk bag­grund, der efter Tys­klands kapi­tu­la­tion hav­de en helt ny pro­pa­gan­da­mis­sion i at til­ve­je­brin­ge et “nazi-gaskam­mer”.
Efter­som de “gen­skab­te” åbnin­ger i taget iflg. påstan­den præ­cis dæk­ker de tid­li­ge­re åbnin­ger, er der hver­ken spor af sådan­ne tid­li­ge­re åbnin­ger eller af de mel­lem­lig­gen­de påstå­e­de afblæn­din­ger. Man skul­le tro, at der fand­tes foto­do­ku­men­ta­tion af de for­skel­li­ge faser. Men nej. Muse­ets for­kla­ring er ret smart, da den und­dra­ger sig tek­nisk veri­fi­ka­tion. I øvrigt er det ikke til­ladt at fore­ta­ge uaf­hæn­gi­ge tek­ni­ske under­sø­gel­ser i muse­et. Men muse­ets for­kla­ring under­støt­tes ikke af vir­ke­lig­he­den. Luft­fo­tos af byg­nin­gen har aldrig vist kva­dra­ti­ske eller andre typer af åbnin­ger i taget fra det tids­rum, hvor “mas­seud­ryd­del­sen” skul­le have kørt i høje­ste gear. De jødi­ske histo­ri­ke­re, der stæ­digt fast­hol­der den­ne for­kla­ring, har abso­lut intet fore­ta­get sig for at føre bevis for deres påstand, men har blot erklæ­ret den for et fak­tum, hvil­ket er helt typisk for til­sva­ren­de påstan­de om holo­caust.
Når vi gør en del ud af at for­kla­re det sva­ge stand­punkt for påstan­den om mas­seud­ryd­del­se ved gas­nin­ger i Aus­chwitz, er det for­di Aus­chwitz er den sid­ste bastion, som sta­dig besæt­tes af jøder­ne i den­ne jødi­ske krig mod vir­ke­lig­he­den. Alle øvri­ge ankla­ger mod andre tyske kz-lej­re i spørgs­må­let om et plan­lagt fol­ke­mord er gen­dre­vet af revi­sio­ni­ster, og resul­ta­tet accep­te­res af ærli­ge histo­ri­ke­re. Når også løg­nen om Aus­chwitz som udryd­del­ses­fa­brik til sidst spil­ler fal­lit, har den omfat­ten­de Sho­ah-busi­ness og den orto­dok­se myte om gas­ning af 6 mil­li­o­ner jøder et bety­de­ligt for­kla­rings­pro­blem. I dag har vi en situ­a­tion, hvor jøder­ne reelt igno­re­rer fak­ta, og det vil de fort­sæt­te med, hvis vi ikke for­hin­drer dem i at frem­tu­re. Det er lyk­ke­des dem i Danmark at ind­fø­re en fast årlig Aus­chwitz-dag for­mid­let af DIIS, som dan­ske skole­le­ver mere eller min­dre pres­ses til at del­ta­ge i, og som deres skat­te­be­ta­len­de for­æl­dre finan­si­e­rer.

Se David Coles film her.