Attentatet mod World Trade Center 9/11-2001 er opklaret (afsnit 2 af 3)

Sand Historie

Morderens agenda

Morderens overordnede mål var at tjene den zionistiske sag ved at forøge det jødiske verdenssamfunds samlede beholdning af guld og reducere antallet af modstandere. Modstanderne er pr. definition goyim (alle ikke-jøder), uanset om de modsætter sig et sådant jødisk verdensdiktatur eller ikke.

Vejen til dette mål for jøderne er konstant destabilisering (COC) og forsøg på at anstifte krig. Når det er lykkedes for dem, har de mest ekstreme tilfælde kostet millioner af europæere og amerikanere livet.

Midlerne er betydelige materielle ressourcer, mediekontrol, agenter i politiske og militære kredse, i.e. fremmede efterretningstjenester (fx PET, søg med “fjært” i artiklen) – samt bestikkelses- og pressionsmidler til at sikre passiviteten hos personer, der i utide kunne fatte mistanke.

Morderen ønskede at overbevise den kristne verden om, at den blev angrebet af den islamiske verden. Princippet del og hersk er evigt gyldigt.

Illusionen måtte indeholde to falske virkeligheder, én for det patriotiske, statskontrollerende niveau, patricierne – en anden for den almindelige befolkning, publikum, plebejerne. (Den 3. virkelighed, sandheden, læser du om lige nu.)

I det øverste niveau skulle der skabes en overbevisning om, at USA var under atomangreb fra en ukendt fjende. Når statsledelsen under tidspres havde erkendt, at der fandtes et gabende hul i forsvarskæden mod øst, og at New York i næste øjeblik kunne forsvinde i et atomart ragnarok, skulle dette niveau, passende vejledt og assisteret af morderens agenter på stedet, offentliggøre og formidle historien om, at den islamiske verden under ledelse af Osama Bin Laden og netværket  Al-Qaeda havde kapret fire passagerfly og fløjet dem ind i World Trade Center, Pentagon og efter planen Det Hvide Hus – som “et islamistisk angreb på vestlig levevis”.

Hvilke ressourcer skulle morderen som minimum råde over:

  1. En agenda for angrebene på USA, Europa og den islamiske verden.
  2. En indledende kampagne, der hos FBI og CIA ville efterlade rapporter om, at et antal indrejste arabisk udseende personer bl.a. havde modtaget privat flyvetræning med specifikke krav om at landingsøvelserne kunne udelades!
  3. En højt placeret hjælper i det amerikanske forsvar, der ville kunne bestille og lade planlægge en omfattende luftforsvarsøvelse på østkysten fra om morgenen den 11. september 2001, således at store dele af det primære jagerforsvar var deployeret til øvelsesmæssige opgaver. Denne øvelse skulle integreres med en ABC-øvelse i New York, der skulle træne modsvar mod kemisk og nuklear krigsførelse.
  4. Et Granit-krydsermissil forsynet med nukleart sprænghoved, men uden tænding, så hensigten med angrebet ikke kunne afgøres umiddelbart.
  5. Ekspertisen til affyring af et Granit-missil fra havet, og en affyringsrampe.
  6. Efterretninger om det øjeblikkelige beredskab i USA, specielt mod Atlanten.
  7. En fjernstyret konventionel sprængladning ca. 300 meter oppe i hvert af tvillingetårnene og folk til at udløse dem på et givet signal.
  8. Agenter, der færdedes mellem beslutningsansvarlige personer eller var en del af dem, skulle stimulere indtrykket af et koordineret atomangreb, nævne de dødelige konsekvenser og styre konklusionen i retning af den eneste “rigtige” løsning; derefter pege på indicierne fra den forberedte dækhistorie om flykapringer og selvmordsterror (sandheden for plebejerne).
  9. Et nyhedsbureau i USA til lancering af de første falske nyheder.
  10. Adgang til et antal filmspecialister, der hurtigst muligt efter eksplosionerne i tårnene kunne producere falske billeder forestillende (et kapret) Boing-passagerfly i en spektakulær kollision med tårnet.
  11. Et imødekommende retssystem.

Den eneste organisation uden for USA, der rådede over alle disse ressourcer og havde mulighed for at gennemføre angrebet og skabe illusionen, var den israelske efterretningstjeneste, Mossad, der råder over en hær af agenter i USA.
Men Mossad fik sandsynligvis hjælp fra den franske efterretningstjeneste, fortæller Dimitri Khalezov, og her taler han om samarbejdende brødre i en international jødisk frimurerloge. (“Illuminati”* er beklageligvis spillevende.)

I de følgende afsnit redegør vi for morderens adgang til disse ressourcer.

*) Illuminati var en orden af “spirituelt oplyste” fra byen Ingolstadt i 1776’ernes selvstændige Bayern. Da ordenen blev afdækket og forbudt i 1784, blev mange af dens dokumenter beslaglagt og lagt offentligt frem. Papirerne rystede omverdenen ved at afsløre ordenens omstyrtende hensigter og evnen til at infiltrere usynligt. I de passager, der beskriver hvordan offentlige kontorer, professioner og politiske partier blev infiltreret, ses et stærkt sammenfald med de såkaldte Zions Protokoller, hvoraf et kapitel blev afsløret i England i 1905. Teksterne er gennemsyret af en olympisk nedladende tone over for den ikke illuminerede verden, pøbelen, plebejerne, slaverne.
Johan Adam Weishaupt (f. 1748, d. 1830) (hans logenavn var “Achilles”) var stifter og leder af Illuminati. Beskrivelser af hans baggrund begrænser sig ofte til: “bayrisk filosof fra Ingolstadt”. Hos formidlere af jødiske kilder, herunder Wikipedia, nævnes Weishaupts jødiske slægtskab ikke. I det hele taget giver mange privilegerede offentlige kilder udseende af, at Illuminati ikke var jødisk inspireret eller ledet. Men med Illuminatis ekstreme målsætninger er organisationens jødiske grundlag interessant for hele verden: Adam Weishaupt var søn af ortodokse jøder, og de konverterede først til et mere praktisk romersk-katolsk tilhørsforhold tidligt i hans barndom. Det er påfaldende, at selv om Illuminatis forskrifter og Zions Protokoller er skrevet i samme ånd og tone som visse dele af Torahen og Talmud, afviser det jødiske verdenssamfund vredt ethvert jødisk ansvar for indholdet.

Ad. 1, En agenda for angrebene på USA, Europa og den islamiske verden.

  1. Angrib USA’s forsvarsberedskab i ydmygende omfang.
  2. Angrib Nordtårnet i World Trade Center, et prominent nationalt smykke.
  3. Angrib Sydtårnet og udeluk et hændeligt uheld.
  4. Angrib Pentagon med et nukleart våben – og beslutningstagerne med “forklaringen”.
  5. Præparer befolkningerne gennem medierne.
  6. Slet sporene under og inde i Salomon-bygningen.
  7. Angrib den islamiske verden.
  8. Implicer Europa.
  9. Spind guld på krigen, på våbenproduktion, på afsætningen, på rådgivningen, på konsulenttjenesterne, på nødhjælpen, på mæglingen, på underleverancerne, på grundstofferne, på olien, på folkevandringerne, på undersøgelserne, på medicinen, på historieskrivningen, på nyhedsformidlingen, på filmene, på … uendeligt mange flere områder.
  10. Læn dig tilbage og nyd, at goyim udrydder sig selv, omkommer i indbyrdes krige, at al orden opløses, at nationerne går under og til sidst kan overtages uden modstand.
  11. Glæd dig til Zion og den ny verdensorden.

Ad. 2, En indledende kampagne, der hos FBI og CIA ville efterlade rapporter …

Vi husker alle den muntre beretning om den arabiske mand, der meldte sig på en privat flyveskole i Californien for at lære at flyve, men angiveligt under kursusforløbet skulle have spurgt, om han kunne spare landings-lektionerne, som han alligevel ikke ville få brug for! Dette blev naturligvis indberettet til FBI (og med sikkerhed blev det også registreret i CIA), men de gode borgere, der henvendte sig til myndighederne, hørte aldrig mere til sagen. I hvert fald ikke i form af påskønnelse.

Det var naturligvis ikke seriøse luftpirater, endsige agenter for Al-Qaeda, der opførte sig så uprofessionelt og provokerende, selv om de senere kom til at figurere på den officielle liste over fuldblods luftpirater.
Der blev registreret andre forrykte tilfælde af uprofessionel opførsel, men det er unødvendigt at referere dem alle for at gøre dette forståeligt.

Den lille flok var netop provokatører, som morderen ad omveje havde engageret til at plante falske spor. Målet var naturligvis, at ideen om en forestående flykapring skulle begynde at forme sig i de nedre lag af sikkerhedstjenesterne. Derfra ville den som ved en naturlov tilflyde pressen og dermed hele befolkningen.

På den baggrund var det meget nemt at sælge flykapringsscenariet til det amerikanske folk den 11. september 2001 gennem medierne.

Der blev brygget videre på scenen efter den 11. september 2001:

Den 12. september 2001 opdagede (man) flere biler, der kunne tilhøre de stærkt omtalte (indtil da unavngivne) flykaprere, parkeret i forskellige lufthavne. I bilerne fandt man flyvemanualer på arabisk, en video med titlen “Hvordan man flyver et passagerjetfly”, kopier af den hellige koran (nogle med personlig signatur fra Osama bin Laden selv), samt adskillige afskedsbreve, der fortalte, at forfatterne nu befandt sig i Paradis omgivet af smukke kvinder.

Mon ikke Barney og Betty i Tv-hjørnet derefter kunne lægge to og to sammen og få det til at gå op med, at det alfaderlige USA gjorde alt for at beskytte sine børn ved at forfølge disse saudiarabiske flypiraters forbryderiske leder gennem hulerne i de afghanske bjerge. En af Osama bin Ladens våbenfæller syntes at hedde Saddam Hussein og bo i Irak. Snart skulle det vise sig, at CIA havde pålidelige efterretninger om, at denne sponsor af terrorisme mod Vesten lå inde med umådelige mængder af “masseødelæggelsesvåben”.

Ad. 3, En højt placeret hjælper i det amerikanske forsvar …

Den 11. september 2001 var USA’s jagerluftforsvar engageret i øvelser, der bl.a. gik ud på, at finde og identificere virkelige jetlinere, der figurerede som “kaprede” fly forskellige steder over USA. Samtidig iværksatte FEMA en ABC-øvelse (Atomar-Biologisk-Cemisk) i New York, således at FEMA-enheder fra omkringliggende stater deltog i at forstærke New Yorks beredskab mod kemisk, biologisk og nuklear krig. Visse afdelinger havde modtaget ordrer om at være til stede i New York allerede fra om morgenen den 10. september 2001.
På toppen af dette var NEST (Nuclear Emergency Search Team), der udgjorde USA’s ekspertise i håndtering af nukleare nødsituationer, blevet sendt til Europa for at deltage i en øvelse (Jackal Cave), der skulle vare til den 15. september.
Var det et tilfælde, at disse øvelser engagerede centrale styrker, kommunikationsmidler og ekspertviden i relation til et nukleart angreb den 11. september 2001? Var det et tilfælde, at et øget ABC-beredskab stod klar i New York, hvis noget skulle blive radioaktivt?
Næppe.

Det kan i høj grad undre, at NORAD viste sig ude af stand til at præstere et effektivt modsvar på tilstedeværelsen af et fjendtligt atomvåbenbærende missil i amerikansk luftrum, selv om missilet og dets bevæbning blev registreret og identificeret korrekt og i tide til at udløse et modangreb. Vi taler om verdens dyreste og mest moderne forsvar. Denne side af 9/11 er fordækt, og private undersøgelser kompliceres af myndighederne. Vil læseren vide mere om dette hul i forsvaret hos verdens eneste supermagt, er der heldigvis mange undersøgere på Internettet, som ikke har givet op endnu.

Det er på sin plads at nævne Mr. Michael C. Ruppert i netop denne sammenhæng.


Præsentation: Wikipedia

 

Han døde i april 2014, angiveligt for egen hånd ved et skud gennem tindingen. Han var tidligere professionel efterforsker i LAPD. Som pensioneret politimand løb han utrætteligt myndighederne på døren for at få kastet lys over, hvem der havde det overordnede ansvar for forsvarsfadæsen den 11. september 2001. Han kan findes på Internettet, bl.a. med oplysningen om, at han lå inde med en bekræftet erklæring fra en ansat i forsvaret, og at denne erklæring ville kunne fælde Bush, junior, Cheney og Rumsfeld som medansvarlige.
Desværre er han ikke den eneste sandhedssøgende i forhold til 9/11, der er fundet død med et hul i tindingen og en pistol ved hånden, uden at nogen har kunnet bevidne selvmordet eller har set det komme.

Selv om Dimitri Khalezov i sin bog kommer langt omkring i det samlede hændelsesforløb, giver han i det britiske interview udtryk for den sympatiske holdning, at han hellere vil tale om det, han har sikker viden om, nemlig de nukleare ladninger under WTC og de umiskendelige spor de efterlod sig, end om det, han er nødt til at gætte sig til.

Hvad der i virkeligheden skete med de fire passagerfly, der er i spil i den officielle historie om 9/11, er uvist. Eller skal vi kalde dem “flights” (flyvninger). For der er ingen sikker relation mellem de omtalte flights og deres fysiske modstykker for nogen af dem. Khalezov nævner i det britiske interview, at de to Boing 767 jetpassagerfly der langt om længe blev associeret med de flights 11 og 175, der skulle have kolliderede med tårnene, enten blev stjålet tomme i Boston og sikret mod utidig tilstedeværelse senere ved at blive dumpet i havet, eller de blev skudt ned på samme måde som de fly, der blev kaldt flight 77 og 93, højst sandsynligt blev. Måske blev de alle fire brugt et eller andet sted over USA som tomme og fjernstyrede, meget troværdige øvelsesobjekter i den verserende flykapringsøvelse, indtil USA i det virkelige liv blev angrebet af et atomvåbenbærende missil, og forsvarsledelsen mistede overblikket over, hvem der var ven, og hvem der var fjende. Under den tiltagende panik blev flyene måske skudt ned som “kaprede fly med atomvåben”. Beredskabsniveauet nåede helt op på DEFCON 3 i den mest kritiske fase, et beredskabsniveau, der udløser en udvidet ret til at skyde først og spørge senere i forbindelse med et formodet atomangreb, og som ikke havde været i brug i USA i 30 år.

Med hensyn til muligheden for at fjernstyre fly, er det interessant, at jøden Dov Zakheim (ordineret rabbiner), der gjorde lynkarriere under George W. Bush og blev Undersecretary of Defence og chef for Pentagon, samtidig var CEO (Chief Executive Officer) for den internationale division af SPC (System Planning Coorporation), der havde udviklet systemet CTS (Command Transmitter System), som gjorde det muligt at fjernstyre op til 8 luftfartøjer samtidig, fra jorden eller fra et luftfartøj.
Dette fortælles i videoen “9/11 missing links“, fra 1:34:10. Vi vender tilbage til denne video under punktet Ad. 6.

Her på redaktionen er vi overbeviste om, at intet fly blev fløjet ind i WTC-tårnene, og at Pentagon blev ramt af et Granit-krydsermissil. Hvad der i virkeligheden overgik de fire fly, ved kun få med sikkerhed.
Til gengæld ved vi med sikkerhed, at de fire flights blev udpeget som årsag til og brugt som forklaring på brandene i World Trade Center og Pentagon og hullet i en mark i Pennsylvania.

Ad. 4, Et Granit-krydsermissil …

Som de tidligere beskrivelser viser, var Granit-missilet i lige høj grad avanceret og effektivt. I Israel stod planerne om at opbygge en selvstændig atomar ubådsslagstyrke højt på dagsordenen op mod årtusindeskiftet. Seks nybyggede ubåde er senere blevet leveret fra Tyskland, de tre som “wiedergutmachung” (krigsskadegodtgørelse), stadigvæk! Det er sandsynligt, at Frankrig også har bidraget med ubådsudstyr. Den zionistiske plan for en ny verdensorden fordrer, at forbryderstaten Israel råder over et uforholdsmæssigt stort atomarsenal (i dag allerede det 4. største i verden) samt muligheden for at sende et dødbringende atomvåben smykket med davidstjernen til ethvert punkt på kloden. Derfor var ubådene fra Tyskland forberedt til missiler, men blev ikke leveret med den tilfredsstillende type.

Vores hypotese er, at Mossad og den franske efterretningstjeneste slog pjalterne sammen og planlagde røveriet/tyveriet af Granit-missilet fra Kursk. Om de forårsagede ulykken eller blot udnyttede den, kan vi ikke vide. Franskmændene har stor erfaring med dykning og miniubåde, og Mossad skulle levere et effektivt missil til nationens nye ubådseskadre, helst uden at bruge tid på at udvikle en selvstændig teknologi. På den konto stjæles der patenter og kostbar viden i hele den højteknologiske verden. Hold dine kort godt ind til kroppen, hvis du har en god idé. Franskmændene, og her er der specifikt tale om jødiske logebrødre i fransk tjeneste, blev formodentlig betalt med en andel af det nukleare materiale, og senere med detaljer om Granit-missilet, da det var blevet adskilt og kopieret.

Dimitri Khalezov skriver i sin bog bl.a. følgende om mediernes omtale af Kursk’s forlis:
“I et af de tidligste Tv-interview (som naturligvis aldrig er blevet gentaget), blev der luftet en alternativ historie. En dykker, der med sin gruppe i al hast var blevet fløjet fra Sortehavsflåden til Nordflåden i et forsøg på at redde eventuelle overlevende besætningsmedlemmer fra Kursk, havde fortalt følgende historie: Hans gruppe var de første på stedet, hvor Kursk var blevet fundet. Trods en kraftig storm var de flere der dykkede for at nå den sunkne ubåd så hurtigt som muligt. Under nedstigningen observerede de adskillige andre dykkere, der allerede var travlt beskæftiget med den sunkne Kursk. Disse ukendte dykkere syntes at høre til to andre ubåde, der lå på bunden ved siden af Kursk. Gruppen af dykkere, der havde trodset den voldsomme storm på overfladen og havde problemer med at arbejde (alle forbindelser strammes og slækkes i takt med dykkerskibets bevægelser), gik korrekt ud fra, at dykkerne ved Kursk havde langt bedre betingelser for at løse opgaven, hvorpå de overlod bjærgningsopgaven til dem og steg op til dykkerskibet. (Det er nødvendigt at indskyde, at sigtbarheden i havene nord for polarcirklen ofte er 50–70 meter, hvilket gør dykkerarbejde mange gange lettere end i tempererede farvande.)
Sært nok blev det senere meddelt, at der ikke havde været ubåde i nærheden af den sunkne Kursk, og alle rygter om de Tv-omtalte ubåde døde ud – og gav plads for den officielle propagandamaskine.”

Vi har forsøgt at forestille os, hvilke muligheder dykkeren og mandskabet på dykkerskibet ville have haft, hvis deres observation havde givet anledning til mistanke. Ville bjærgningsoperationen ved Kursk på nogen måde have kunnet anfægtes fra overfladen. Vejret var hårdt, og det er vanskeligt at kommunikere gennem 108 meter vand, hvis modtageren ikke vil svare. Og uden en sikker identifikation af dykkerne omkring Kursk ville det have været hasarderet at angribe fra overfladen; Kursk og eventuelle overlevende kunne skades yderligere. Det er rimeligt at antage, at den rigtige form for assistance i dette tilfælde blev rekvireret, men næppe har været inden for umiddelbar rækkevidde.

En dybvandsoperation med dykkere udføres med fordel fra et undervandsfartøj, hvor dykkerne har korte distancer at svømme, hvor de ikke behøver at dekomprimere i vandet, og hvor de er uafhængige af vind og vejr på overfladen.
Under disse forhold kan dykkerne ved Kursk have haft tid nok til at fjerne de 22 missiler med deres nukleare ladninger og bringe dem i sikkerhed, inden de atter blev forstyrret. Under alle omstændigheder er Dimitri Khalezov overbevist om, at de 22 missiler med deres atomsprænghoveder blev stjålet fra Kursk, og at gerningsmanden er medlem af en frimurerloge (som mere korrekt må kaldes: en jødisk sekterisk bevægelse) med folk i Mossad og den franske efterretningstjeneste, blandt andre!

Dimitri Khalezov berører i sin bog muligheden, at sprængningen af torpedorummet i Kursk indtraf efter tyveriet af missilerne, at Kursk måske blev kapret af agenter, da ubåden planmæssigt, som en del af den igangværende flådeøvelse, var blevet “parkeret” på bunden. Øvelsen kan meget sandsynligt have inkluderet nedlukning af reaktorerne og nødbjærgning af missilerne på bunden. Dette skema ville have givet tyven længere tid, da kommunikationen til en taktisk ubåd kan være afbrudt i dagevis. Det ville aldrig komme til offentlighedens kendskab, hvis man fandt tegn på, at et antal besætningsmedlemmer havde kapret ubåden, myrdet dens ledelse og mandskab, åbnet siloportene og -dækslerne, oversvømmet ubåden og derefter forladt den. På det tidspunkt, hvor sprængningen i torpedorummet blev udløst, kunne tyven for længst have været i sikkerhed.

I morderens besiddelse fandtes i 2001 ikke bare ét, men 22 Granit-krydsermissiler – hvert med en termonuklear krigsladning svarende til 500 kiloton TNT. Pentagon var i egenskab af krigsministerium et primært mål for den tidligere sovjetiske modstander, og derfor var “Pentagon” allerede kodet ind som nr. 1 i missilets liste over primære mål.

Granit-missilet, der ramte Pentagon, har med stor sikkerhed været armeret med det originale sprænghoved og dets kærnemateriale. Dermed afslørede morderen ikke, at der var tale om et skinangreb. Den “forfejlede” udløsning kunne i situationens hede opfattes som held i uheld, og dermed blev trusselsbilledet fastholdt. Vi mener bestemt, at det IKKE var morderens hensigt at udløse denne atombombe. På en eller anden måde var mekanismen til dens udløsning blevet deaktiveret, så indgrebet ikke kunne opdages. En atomeksplosion i Washington DC ville havde kostet for mange brændofre blandt morderens egne, og det efterfølgende ragnarok ville ikke have kunnet styres.

Ad. 5, Ekspertisen til affyring af et Granit-missil fra havet, og en affyringsrampe.

Den nødvendige viden var allerede tilvejebragt af israelske og måske franske teknikere efter august 2000, da man havde dekonstrueret det første af Granit-missilerne og konstrueret en affyringsrampe, evt. ud fra data fra en af Kursk’s siloer, hvis man da ikke allerede var i besiddelse af tegningerne. 

Det er en mulighed, at Granit-missilet hurtigt blev installeret i en israelsk ubåd, og at Mossad fik hjælp fra dette våben. En ubåd kunne med forsigtighed nærme sig den amerikanske kyst uset og affyre missilet fra neddykket tilstand. Affyringen ville ikke efterlade spor af betydning på overfladen. Eller hvis teknikken endnu ikke tillod affyring i neddykket tilstand, måtte den ske fra overfladen efterfulgt af en hurtig dykning.

Affyringen kunne også have foregået fra et almindeligt handelsskib. Rampen fylder ikke meget på dækket. Den kunne have været monteret i en container, som blev sænket straks efter affyringen. Alle spor ville være slettet. Det civile fartøj behøvede end ikke at reducere farten. Blev der optaget satellitbilleder af affyringen, har vi ikke hørt om dem. Vi ville heller ikke have hørt om det, hvis fartøjet senere var blevet identificeret. “Missil” var netop det ord, som ikke kunne nævnes, og den efterfølgende dækhistorie om Flight 77’s påflyvning af Pentagon skulle mane alle missilfantasier i jorden.

Efter affyringen overtog Granit-missilet opgaven med at nå det indkodede mål, helt uden at møde hindringer, som vi ved i dag.

Ad. 6, Efterretninger om det øjeblikkelige beredskab i USA, specielt mod Atlanten.

Efterretninger af den kategori erhverver Mossad ved et rutinemæssigt telefonopkald, bogstaveligt talt. Den amerikanske administration, supermagtens forskellige værn og beredskabstjenester er i skræmmende omfang infiltreret af Mossads agenter på ledende poster, dvs. amerikanske jøder, hvis primære loyalitet ligger i Israel. Denne video af Mike Delaney og Christopher Bollyn, indtalt af John Martinson hedder “9/11 missing links” [(offentliggjort 23. oktober 2012 på YouTube under denne adresse: http://www.911missinglinks.com/). – Pr. 2016-08-12 findes en tilsvarende video, der er fra 2014, tilsyneladende med mindst samme indhold (måske udvidet med 3 min).]
Videoen demonstrerer glimrende omfanget af infiltreringen og nævner en god del af nøglepersonerne ved navn. Begynd 53:45 minutter inde i videoen fra afsnittet “Dual Citizens”. Fra 1:02:40 nævnes nogle af de “dobbelte statsborgerskaber”, der sidder i indflydelsesrige stillinger i USA med alverdens muligheder for at kompromittere statens politik. Det kan anbefales at se Videoen i fuld længde, godt 2 timer, ved en senere lejlighed. Den indeholder bl.a. John F. Kennedys tale, som vi bragte en oversættelse af som indledning til denne artikel. Videoen indledes med en beretning om Levon-affæren i Egypten i 1954 og det israelske overfald på det ubevæbnede amerikanske efterretningsskib “USS Liberty” i 1967. Der var vel at mærke tale om et angreb på USA fra supermagtens måske “allernærmeste allierede” (kig fra 5:20).

Ad. 7, En fjernstyret konventionel sprængladning i hvert af tvillingetårnene …

Hvordan lykkedes det morderen at placere – i begge tårne – sprængladninger og tilstrækkeligt brændstof, så resultatet kom til at ligne en eksplosionsbrand inde i bygningen omkring et passagerfly med sønderrevne brændstoftanke – og derefter yderligere sikre, at branden fik så godt fat i omgivelserne, at den ikke døde ud?

Vi har tidligere kommenteret de surrealistiske billeder af flyene, der som æteriske legemer glider uskadte gennem skyskrabernes stålvægge med bugen og vingerne fulde af jetbrændstof! Ved en virkelig påflyvning ville mindst halvdelen af flyet endnu have befundet sig uden for tårnet, når brændstoffet eksploderede, og karakteristiske vragdele og lemlæstede mennesker ville have landet nedenfor på jorden. Ildkuglen fra det eksploderende brændstof ville primært have udviklet sig på ydersiden af tårnet.
Men det er ikke det vi ser på de almindeligt accepterede billeder. Vi ser fly af aluminium penetrere panseragtige stålbjælker og eksplodere inde i skyskraberne. Talrige videooptagelser af angrebet på Sydtårnet (da alle havde fundet kameraet frem) viser, at ildkuglen fra eksplosionen alt overvejende bredte sig ud fra den nordlige side af skyskraberen, bagsiden, som var en gigantisk flammekaster blevet tændt inde i bygningen. Tilsvarende gælder i et vist omfang for eksplosionen i Nordtårnet.

Efter vores opfattelse har de eksplosionsbrande, vi ser fra tårnene, deres udspring inde i bygningen, og det harmonerer dårligt med, at brændstoffet skulle have været tilført i bugen og vingerne af et passagerfly. Hvis det var tilfældet, ville branden have været langt mere asymmetrisk og brændstoffet ville primært have eksploderet uden for bygningen på indslagssiden.

Et Boing 767-200ER passagerfly med fulde tanke rummer ca. 90.000 liter jetbrændstof. Hvad er nødvendigt til en flyvning fra Boston til Los Angeles? Det ved vi ikke. Men turen tager ca. 5 timer, og Boing 767 bruger ca. 6.500 liter hver time den flyver. Uden at gå nærmere ind i korrektion for vind, men med et tillæg på 5% for flyvesikkerheden, kræver det en mindste brændstofbeholdning på ca. 34.000 liter. Jetbrændstof vejer gennemsnitligt 800 g/liter. Det giver en samlet vægt på omkring 27.200 kg eller 27,2 tons. Beholdningen kan med andre ord rummes i 34 beholdere à 1 kubikmeter. De såkaldte palletanke som anvendes industrielt rummer 1.000 liter. Alternativt kunne 68 plasttromler à 500 liter bruges.
Det var altså ikke uoverkommeligt at bringe selv et matchende kvantum jetbrændstof på plads i bygningen i forvejen. 

Men hvem kan afgøre, om de kendte eksplosioner hver for sig matchede afbrændingen af 27 tons jetbrændstof? Vores påstand er, at 1/3, altså 9 tons af beholdningen ville kunne skabe et ganske overbevisende show, specielt, hvis det blev assisteret af en god pyroteknisk plan. Dermed er vi nede på 11–12 palletanke, til hvert af tårnene, kombineret med lidt yderligere materiel til effekter og til at holde branden i gang.  Palletanke kan stables, så 12 af dem med lethed kan opbevares i et mindre (aflåst) depotrum.
Således forklarer vi brændstofaspektet.

Det andet aspekt ved eksplosion (der på nogle optagelser umiskendeligt lyder som en detonation) er tilvejebringelsen af de åbninger, der skulle opstå i ydervæggene af tårnene. Den største åbning skulle ligne konturerne af et Boing 767 fly, og et antal mindre åbninger i de øvrige mure skulle gøre det ud for udslyngningsskader. 

Det er vores påstand, at disse åbninger blev frembragt med rettede sprængladninger, der var anbragt på indersiden af murenes stålprofiler. Princippet i en sådan ladning fremgår af illustrationen her:


1. Detonator, 2. Ladning, 3. Hul metalkegle af en vis tykkelse. Ill.: Internettet

 

Vi ser tværsnittet af en skæreladning. Længden (ind i tegningen) er normalt fra 30 til 100 cm, højden fra 10 til 50 cm. Fra venstre mod højre vises faserne fra tænding af detonatoren til den endelige kileform er opstået.  Når chokbølgen breder sig fra toppen mod bunden, bliver kærnen på grund af sin vinklede form omdannet til en plasmakile i hele midterplanets længde. Kilens hastighed er supersonisk og temperaturen mange tusinde °C.

Rettede ladninger findes kort fortalt i to udgaver, stråleladninger og skæreladninger. Med en stråleladning opstår en plasmastråle med cirkelrundt tværsnit; den efterlader en cirkulær åbning i alt, hvad den rammer. Med en sprængskæreladning opstår en plasmakile, der tilsvarende skærer og smelter gennem alt; den efterlader et snit som en skærebrænder. Meget kraftige stålprofiler kan på en brøkdel af et sekund skæres igennem på tværs uden i øvrigt at deformeres nævneværdigt.

Med skæreladninger ville stålprofilerne i væggene ikke blive bøjet udad, selv om ladningen var placeret på indersiden. Ved en hurtig beregning skønner vi, at der har været 2,50–2,60 m mellem fast gulv og fast loft på hver etage.


Det kendte billede af åbningen i Nordtårnet (fra FEMA-rapporten). Det er ledsaget af teksten: “Zone of aircraft impact on the north face of WTC 1.”

 

Vi har fremhævet etageadskillelserne (de blålige bånd på tværs) for at vise, at på etagerne 95, 96 og 97 blev en del af adskillelsen sprængt bort.


De gule linjer følger kanterne af de afskårne stålbjælker.
De røde linjer på næste billede markerer, hvor det ville være nødvendigt at placere skære- og trykladningerne langs gulvet og loftet på etagerne 94–99 for at sprænge denne åbning. Ill.: O-D-I-N.org

 


De ikke markerede områder, især “trappen” i billedets nederste venstre kvadrant, repræsenterer afskalning af aluminiumsbeklædningen, der efter at være skåret over på tværs blev revet væk i samlingen, som følger etageadskillelsen. Det skete, da væsken eksploderede og skabte et enormt tryk og en ildkugle ud gennem åbningen. Ill.: O-D-I-N.org

 

Mens vi var ved at tegne, hvor ladningerne skulle anbringes, faldt det os ind, at det “fly”, der skulle have skåret sig gennem nordvæggen må have haft vinger med større positiv v-form end en Boing 767–200ER, nemlig 13–14 grader mod Boings ca. 5–6 grader. Vingernes v-form, i dette tilfælde positiv, fordi vingespidserne er højere oppe end vingeroden, må ikke forveksles med de to vingers indbyrdes pilform. Selv for en hårdt belastet Boing 767–200ER vil v-vinklen ikke ændre sig ret meget for vingen som helhed. Belastningen vil primært få vingens yderste halvdel til at krumme en smule opad. Men åbningen i Nordtårnet har ingen krumme linjer.


Her markerer underkanterne af det gule felt de gennemgående retninger, som blev sprængt ud i væggen for at give indtryk af en v-formet flyvinge. Men vinklen passer ikke. Ill.: O-D-I-N.org

 

Se selv:


Hvis højre vinge fra et Boing 767–200ER passagerfly passer med snittet i væggen, så passer venstre vinge ikke (rød silhuet), og vice versa (blå silhuet).
Den venstre “vinge” har uheldigvis (eller heldigvis) efterladt sig en ret smal åbning, og hvis vingen fra en Boing 767–200ER skal passe i den åbning, vil der ikke findes en korresponderende åbning til den højre vinge. Vinklerne passer ikke. Skaderne på de lodrette kolonner passer ikke til det fly, der påstås at have forvoldt dem. Ærgerligt … efter alt det besvær. Ill.: O-D-I-N.org

 


Sådan ser v-formen ud i én af de computeranimationer, der er fremstillet for at understøtte den officielle rapport. Her er vinklen mellem vingerne rigtig og derfor meget forskellig fra vinklen i den virkelige åbning. Bemærk at mange flere stålbjælker er bøjet, som de ville være, hvis et pansret flyvende objekt, fremstillet i et superhårdt materiale med evnen til at penetrere konstruktionsstål og med supersonisk fart virkelig havde ramt Nordtårnet. Vi må skuffe med, at den slags egenskaber ikke findes hos noget eksisterende passagerfly. Foto: Internettet

 

På alle vores kopier af “indslagsåbningen” i Nordtårnet står en kvinde og støtter sig til en af kolonnerne. Hun blev senere identificeret som Mrs. Edna Cintron. Overraskende nok blev ingen undsat fra siden af tårnene, og hun omkom senest, da tårnet blev demoleret. Men hun bevidnede med sin tilstedeværelse i åbningen kort forinden, at der ikke var specielt varmt på etage 94, da væskerne var brændt ud. På billedet med den gule figur ses hun 5 kolonner tv. for figurens nedadvendte spids.


Her er en anden optagelse, hvor Mrs. Edna Cintron tydeligt ses. De nærmeste kolonner i venstre del af facaden bøjer ikke indad, men til siden, hvilket kan opnås med ensidige trykladninger. De mange lige snit i forskellig højde – ikke nødvendigvis vinkelret på kolonnerne – er skæreladningernes tydelige aftryk. Foto: Internettet

 

Vidner, der boede tæt på World Trade Center, har forklaret, at der i perioden op til den 11. september 2001 kunne observeres natlige besøgende, som ankom i anonyme biler omkring kl. 3, når tårnene var tomme og aflukkede, og alle i området formodedes at sove. De usædvanlige besøgende kørte igen nogle timer efter, inden de første morgenduelige mødte i centret.

En opgradering af brandbeskyttelsen blev udført mellem 1999 og 2000. Den foregik på etagerne 92–100 samt 102 i Nordtårnet og på etagerne 77–78, 88–89, 92 og 96–97 i Sydtårnet. Vi erindrer om, at de senere angrebne etager i Sydtårnet var 77–85 og i Nordtårnet 93–99. Mistanken er naturligvis, at morderens specialister allerede på det tidspunkt placerede sprængladninger inde i de hule stålkolonner og plastrede åbningerne til med den brandhæmmende belægning, som typisk ville være genstand for opgraderingen. Man kunne senere detonere ladningerne udefra, når man vidste, hvor de var placeret, eller bare efterlade en skjult ledningsforbindelse.

Den 18. august 2001 rømmede en gruppe bestående af fire præstations-kunstnere under navnet Gelatin* Nordtårnets 91. etage, hvor de havde disponeret over et antal rum gennem det meste af et år. Enoghalvfemsindstyvende etage ligger kun to etager under det niveau, der 3 uger senere blev sat i brand ved en eksplosion. Kunstnernes projekt gik officielt ud på at kreere en “illegal” installation, “The B-thing”**.
The Lower Manhattan Cultural Council havde sikret gruppen arbejdsro i dette “studie” i Nordtårnet. Council’et gjorde sig i øvrigt bemærket med støtte til et betydeligt antal israelske kunststuderende. Der kan imidlertid være tale om almindelig favorisering, som er helt normalt for jødiske forsamlinger i det værtsland, hvor de har ophold.
Her var altså en kunstnergruppe med midler (eller forbindelser) til at betale husleje i over ½ år i et af verdens dyreste handelscentre. Officielt blev gruppen sponsoreret af to gallerier i Wien, der ikke overraskende var jødisk ejede (Mossad fører sig gerne frem i skikkelse af “kunststuderende”).
Under arbejdet med “installationen” fjernede gruppen et af vinduerne, angiveligt for at opsætte en udvendig balkon! De ønskede ikke at præsentere værket for offentligheden endnu, da det åbenbart skulle udtrykkes i billeder, måske eksklusivt for Wien. Derfor blev det angiveligt fotograferet fra helikopter. Gelatin udgav senere en særpræget bog med en del skitser fra tårnet – og sølle billeder af balkonen udefra. Bogen ligner et dårligt alibi for at udgive sig for kunstnere.

En oprindelig video med John Friend, der fører os igennem bogen, er tilsyneladende væk fra YouTube. I stedet har vi fundet denne, om kunstnergruppen Gelatin’s tilstedeværelse i Nordtårnet.

Mistanken er naturligvis, at de indirekte arbejdede for morderen og uforstyrret kunne rekognoscere og berede vejen for de senere sprængningsspecialister i Nordtårnet og for den sags skyld i Sydtårnet under forskellige “kunstfærdige” påskud. Formålet med at fjerne et vindue kunne være at foretage en direkte pejling af stålbjælkernes kraftigste flige, dem der vender vinkelret på facaden. De ville kunne bore sig igennem fra vinduesfatningen, og hullet ville ikke kunne ses, når vinduet var monteret igen. Hvis tykkelsen af disse stålflige aftog mod toppen af skyskraberne, ville 91. etage være den rigtige etage at måle på.

*) Navnet Gelatin lyder på engelsk som et sprængstof.
**) The B-thing kan, for personer, der ikke har engelsk som første sprog (men måske tysk), udtales som “pryglingen” eller “afklapsningen”.

Vi ved ikke hvem, der har kunnet færdes i World Trade Center om natten, men det må have været folk med gode forbindelser. Det er nærliggende at mistænke, at det var specialister, der indgik i morderens plan. Under forudsætning af, at en sådan styrke har kunnet disponere over et centralt depot i hver af tårnene i forhold til etagerne 94–98 i Nordtårnet og 78–84 i Sydtårnet, og disse depoter har kunnet sikres mod åbning indtil natten til den 11. september 2001, har opsætningen eller dens færdiggørelse og klargøringen af de nødvendige sprængemner været en ukompliceret opgave. Den har kunnet gennemføres samme nat; som en velforberedt militær aktion.

Man skal forestille sig, at når materialerne først har været til stede i et eller flere centrale depotrum i forhold til de 5 aktuelle etager, og der har foreligget en detaljeret plan for opsætning af ladningerne, placering af væskebeholderne osv., har fx 12 rutinerede personer i hvert tårn kunnet gennemføre opstillingen på få timer. Dvs. man behøvede kun at afspærre etagerne under påskud af “fejl i airconditioneringen, området er lukket til kl. 10″ – fra om morgenen den 11, når man forlod tårnet for sidste gang. Eller låsene til de præparerede rum blev bare blokeret, og inden de tidligst mødte kunne finde ud af, hvorfor deres nøgler ikke virkede, udviklede det sig til ét af deres mindre problemer …

For at opnå en effekt, som vi ser ved sprængningerne, skulle den virke kraftigst ud fra sydsiden af Nordtårnet for at skabe indtryk af bevægelse fra nord mod syd. Derfor skulle den betydeligste del af brændstoffet trykkes ud af sydsiden på 3 af etagerne. På indersiden skulle væskebeholderne forsynes med trykladninger, som ville forstøve væsken, og i samme øjeblik skulle den tændes af fosfor og slynget ud ad de forberedte mindre åbninger på sydsiden, og ikke mindst, ud ad vinduerne. En mindre del skulle skydes ud ad den store indslagsåbning, når den opstod i nordsiden. Skæreladningerne skulle detonere en anelse før brændstoffet (som vi ser de gør), således at trykket fra den brændende væske blev sendt ud af åbningerne som ildkugler, der ville omspænde kanterne i samme øjeblik de opstod. Enkelte mortérlignende rør skulle slynge fastere brændende emner langt ud fra bygningen. Disse emner var ikke større flydele, men skulle senere kunne forklares som sådan. De rigtige flydele, 4 i alt (et fly af de nævnte typer indeholder flere millioner forskellige dele), blev plantet i omgivelserne, eller var allerede placeret, og blev efter eksplosionen afdækket for tilfældig opdagelse.


Teksten siger: “Areas of aircraft debris impact.” (steder hvor vragrester fra flyene ramte). Kilde: FEMA

 

Efter eksplosionen i Sydtårnet blev der bl.a. fundet en jetmotorkærne, som angiveligt skulle være en vragdel fra den Boing 767-200ER passagerudgave, der var fløjet ind i tårnet. En tidligere pilot i CIA, John Lear (fra 3:40 til 5:40), har forklaret, at den fundne motor ikke blev brugt i Boing 767, da den er produceret af General Electric, og Boing udelukkende anvendte Pratt & Whitney-motorer. Han siger, at de, der plantede motoren, tog fejl og efterlod en forkert motor. Emnet behandles også på Rense.com Artiklen indeholder bl.a. en (anonym) udtalelse fra en fly- og motormekaniker (i oversættelse):
Jeg er fly- og motormekaniker i et større luftfartsselskab. Jeg vedligeholder 767’ere. Motorerne [fotograferet på Manhattan] er IKKE fra en 767. Ingen eksisterende 767 bruger CFM56’ere. Den mangler kraft til at løfte en 67’er. DE MOTORER PÅ GADEN I NEW YORK FALDT IKKE AF EN 767.

Til at holde liv i branden var der måske anbragt oliebeholdere, der smeltede ved den primære brand og sendte brændende olie nedad i bygningen. Termitladninger i nærheden af bygningens strukturelle knudepunkter ville efter nogen tid bidrage til indtrykket af, at bygningen blev svækket.
Men stålkonstruktionen blev på intet tidspunkt i denne fase svækket af betydning, ikke før den nukleare demolering transformerede alt stof op til ca. 80. etage (300 meter) til hvidligt pulver. Man skal også lægge mærke til, at kort efter den indledende væskeeksplosion, svandt branden betydeligt ind, og havde der udelukkende været tale om jetbrændstof, ville den primære brand have slukket af mangel på næring, og det ville have været muligt at bekæmpe de mindre følgebrande.

Sprængningen blev udløst med en eller flere elektriske detonatorer med indbyggede små forsinkelser og masser af sprængsnor (tynde detonerende plasticslanger), der var trukket ud til alle komponenter i opsætningen, evt. med trådløse sekundære udløsere; eller de to tændingsprincipper var arrangeret parallelt som ekstra sikkerhed. Tændingen foregik via en eller flere radiostyrede udløsere, der var beskyttet, så sprængningen kun kunne udløses med et unikt signal. En sammensvoren i Bygning 7 ville derefter på et givet tidspunkt “lade Nordtårnet påflyve”. Det krævede kun et tryk på en knap og en afstumpet holdning til liv.
Det tilsvarende mønster blev anvendt ved forberedelsen til Sydtårnets påflyvning.

Denne forbrydelse er så foragtelig, at det er vanskeligt af finde ord for det. Først og fremmest fordi det planlagte helvede blev udløst, mens der var sagesløse mennesker i tårnene. De var dømt til at blive disintegreret, brænde inde eller springe i døden for at undgå flammerne. For patrioterne var det en panikhandling, for morderen var det et forsætligt massemord, en nødvendig detalje i den plan, hvis foreløbige mål var at give omverdenen indtryk af, at livet i World Trade Center og USA gik sin normale gang, indtil “islamistiske terrorister” angreb Amerika. Derefter ville han profitere af de medfølgende krige og ulykker. Guldet er hans drivkraft, og med det guld, han tjener på at myrde løs på goyim, vil han grundlægge en ny verdensorden (NWO).

Ad. 8, Agenter, der færdedes mellem beslutningstagerne …

Som punkt Ad. 6.

Ad. 9, Et nyhedsbureau i USA til lancering af de første falske nyheder.

Her kan vælges ad libitum. ABC, CBS, NBC, CNN, FOX m.fl. er alle jødisk ejede og kontrolleret. Måske var det ABC, der blev udvalgt som produktionssted for den første falske sekvens. I det følgende omtales et WABC-logo, som følger den første “optagelse” af et fly, der ser ud til at ramme Sydtårnet.

Skulle der blive yderligere behov for animeringer, er Hollywood og Disney også jødisk ejet. (Det var det oprindelige, værdifulde og elskede Disney & Co. ikke. Der er ikke meget oprindeligt Disney over de forcerede, bøssehysteriske tegnefilm, vi ser fra den kant i dag.)

Ad. 10, Adgang til et antal videospecialister, …

Vi gengiver her et uddrag af Dimitri Khalezov beskrivelse af forløbet i Tv-medierne, fra det første tårn, Nordtårnet, blev ramt af en spektakulær eksplosionsbrand højt oppe, hvorved der opstod et gabende hul i nordsiden:

***
[…]

“Den 11. september, kl. 8.46 [eksplosionen i Nordtårnet]:
Mange ledende øvrighedspersoner i USA var stadig ikke sikre på, om det virkelig var et fly eller noget andet (der havde ramt Nordtårnet). Ledende personer i Secret Service og forsvaret, som havde hørt om eksplosionen, inden den allerførste nyhedsrapportering fra CNN to minutter senere, hældte umiddelbart til den antagelse, at det enten var et krydsermissil eller endda et eller andet jord-til-luft-missil, som ved en fejl havde ramt tårnet i World Trade Center. Selv om der ikke umiddelbart fandtes videooptagelser til rådighed, der kunne vise det omtalte fly, “opdagede” man samme aften, at det “heldigvis” var lykkedes to franske kameramænd at filme flyet, da det nærmede sig Nordtårnet, og endda selve kollisionen, fulgt af en enorm orange ildkugle, der skød ud fra tårnmuren. Tårnet var tilsyneladende blevet ramt i en direkte vinkel, og ildkuglen bredte sig på den modsatte side i forlængelse af “flyveretningen” – senere for Sydtårnets vedkommende i modsat retning, så ildens udbredelse igen forstærkede indtrykket af en flyveretning. Denne eneste forhåndenværende optagelse, der var kommet fra franskmændenes kamera, blev repeterende bragt fra forskellige Tv-nyhedskanaler til langt ud på aftenen den 11. september og den følgende dag. De Tv-billeder, man var i besiddelse af fra før, man havde modtaget den franske optagelse, viste ingen ildkugle [idet eksplosionen da var overstået], men bare noget sort røg og et hul, der skulle forestille at være standset ud i tårnets stål-perimeter af et flys aluminiumvingespidser og -halefinne.

[…]

Den 11. september, kl. 8.49:
CNN blev det første større Tv-netværk, der begyndte at vise optagelser af WTC-ulykken, idet man hævdede at have ubekræftede forlydender om, at et fly denne morgen var fløjet ind i et af tårnene i World Trade Center.

Den 11. september, kl. 8.49:
Majoriteten af USA’s topledere, inklusive spidser fra efterretningstjenesterne, højtstående militære og endda NORAD’s oprationelle tjenestegørende personel modtog deres allerførste indtryk af WTC-ulykken gennem CNN’s nyhedsrapporter. Den alt overvejende majoritet af dem troede umiddelbart, at der kun var tale om en ulykke. United Airlines blev også først informeret om WTC-ulykken fra CNN’s Tv-nyheder.

[…]

Den 11. september, kl. 9.03 [eksplosionen i Sydtårnet, 17 minutter efter eksplosionen i Nordtårnet]:
[Obs, dette er yderst vigtigt!] CNN Live (men med en uforklarlig 19 sekunders tidsforskydning) viste angiveligt en direkte optagelse (“Live”) af det andet fly, der nærmede sig Sydtårnet og penetrerede det – fulgt af enorme orange ildkugler og flyvende vragstykker. I det øverste venstre hjørne af CNN’s skærmbillede vistes teksten “COURTESY WABC”, som betyder, at videoen ikke var CNN’s egen, men blev stillet til rådighed af andre. Hele baggrunden i billedet af Twin Towers var tydeligvis digitalt slettet [gjort éntonigt, det letter billedmanipuleringen] (faktisk temmelig klodset udført).
På et bestemt tidspunkt, uden at vi så billeder fra Courtesy WABC, talte CNN’s nyhedsvært med stationens rapporter på WTC-scenen, og pågældende meldte tilbage om en enorm eksplosion i Sydtårnet, uden overhovedet at antyde, at noget fly skulle have være involveret. Efter at have modtaget denne opdatering, udtalte værten, at måske var det et fly og tilføjede: “lad os ikke spekulere”, men holdt sit forslag åbent ved at gentage ordet “måske” yderligere to gange. 

Den 11. september, kl. 9.03 [eksplosionen i Sydtårnet]:
[Obs, dette er yderst vigtigt!] Nyhedsværten på Fox News 5 diskuterede med en tidligere FBI-agent, hvorvidt den første “påflyvning” kunne være en terrorhandling – da i det samme den “direkte” Tv-sending (med WABC-logoet) – viste det andet fly ramme tårn nr. 2 og totalt forsvinde ind i bygningen, der derefter eksploderede i en enorm orange ildkugle. Trods den omstændighed, at billederne angiveligt blev sendt direkte, udtalte nyhedsværten, da han 3 minutter senere havde besluttet at repetere samme sekvens: “Jeg troede først, det skete … Jeg troede, at det var en gentagelse [den første og “direkte” sekvens], men faktisk så vi det ske direkte, måske for 2 minutter siden …” Dette tyder på, at selv Fox News’ egen stab på dette tidspunkt ikke var sikre på, hvor sekvensen stammede fra, og først, efter at den var udsendt, fik fortalt, at de havde bevidnet en “direkte” udsendelse. Disse såkaldt “direkte” billeder blev vist med en uforklarlig forskydning på 19 sekunder.


Billedet: Formodet “live” Tv-skærm fra Fox News 5 kl. 9.03 (den er 19 sekunder forsinket i forhold til sand tid). Fox’ egen nyhedsvært opfattede ikke straks, at det var en direkte optagelse, og 3 minutter senere meddelte han, at han tidligere havde opfattet, at der allerede var tale om en gentagelse. Der går 3 minutter før han erfarer, at udsendelsen var direkte. Foto: The Third Truth about 9/11

 

[…]

Den 11. september, 9.04:
[Obs, dette er yderst vigtigt!] CBS’ nyhedsvært, der i begyndelsen blev ledsaget af nogle “direkte” optagelser af tvillingetårnene, med det anflyvende 2. fly – præcis de samme optagelser, som havde tilflydt andre større nyhedsagenturer, havde forpasset det andet flys “virkelige” kollision med tårnet, fordi han på tidspunktet havde interviewet en kvinde, der befandt sig et sted i nærheden af WTC. Han besluttede derfor at genvise forløbet, hvor flyet nærmede sig og kolliderede med tårnet. Men denne gang benyttede han CBS’s egne optagelser af scenen. Disse optagelser er taget fra et andet standpunkt og viser tydeligt en gigantisk orange ildkugle, der pludselig vælter ud af Sydtårnet, men intet fly. Studieværten beklagede, at han ikke kunne se noget fly overhovedet – og antydede, at det måtte skyldes en fejl. Imidlertid oplyste en kvinde, som han havde interviewet [i studiet] at eksplosionen blev forårsaget af et fly.
Få minutter senere besluttede studieværten, uden nærmere forklaring, at vise den samme optagelse igen, og denne gang bekræftede han, at han omsider “kunne se et fly” (til trods for, at der stadig intet fly var at se).

[…]


Side 154 i The Third Truth about 9/11.

 

[…]

Den 11. september, 9.16:
[Obs, dette er vigtigt!] CBS TV viste nye optagelser af flyet, der skulle have ramt Sydtårnet – denne gang bevægede flyet sig hen mod kameraet, og man kan tydeligt se, at det foretager et stejlt dyk, før det forsvinder bag Sydtårnet. (Senere blev denne specielle optagelse af 9/11’s efterforskere døbt “dykbomber-optagelsen”.) Den tilhører en kategori af optagelser, der viser den samme “blånelse”, såvel i baggrunden som i tårnene – som vi genser med ramme nr. 2 i WNYW-serien ovenfor.
En CBS nyhedsvært havde flg. kommentar: “nye optagelser; lidt Hollywood-agtige, men virkelige”.


Billedet: Nye optagelser som vist fra CBS 5 kl. 9.16 (ET). På de to billedrammer ovenfor ses et fly i en tydeligt dykkende kurs, inden det rammer sit mål (på andre optagelser er dette nummer 2 flys bane tydeligt horisontal et godt stykke før det rammer Sydtårnet). Da ildkuglen foldede sig ud, bemærkede studieværten, at det lignede noget fra Hollywood. Foto: The Third Truth about 9/11

 

[…]
11. september, kl. 9.22:
[OBS, dette er vigtigt!] CNN’s nyhedsvært gentog endnu en gang, at de [CNN] ikke var i besiddelse af optagelser med det 2. fly fra dets kollision med Sydtårnet [i betydningen: CNN var ikke i besiddelse af egne optagelser], og så genafspillede de et bånd, der netop viste flyet kollidere med tårnet, men med teksten “COURTESY WABC” i øverste venstre hjørne af billedet. Sekvensen viser et fly, der nærmer sig tårnet fra billedets højre side og forsvinder ind i tårnet, og kort efter bryder de orange ildkugler ud fra tårnets modsatte side. Ved normal hastighed er der ingen tegn på tekniske anormaliteter i sekvensen; men afspilles den ramme for ramme, er det meget tydeligt, at et par helt sorte rammer tilsyneladende umotiveret findes mellem det tidspunkt, hvor flyet forsvinder ind i tårnet og det tidspunkt, hvor de velkendte orange ildkugler begynder at vise sig. Dette peger for det første klart på digital manipulation, og for det andet på meget kort tid til at foretage denne manipulation. Den, der udførte dette, havde åbenbart ikke tid til at kontrollere sit arbejde og fjerne de sorte rammer. Tidsrummet mellem sand tid og disse rammer er kalkuleret til ca. 17 sekunder, og det betyder, at de personer, der udførte disse manipulationer den 11. september, sandsynligvis kun havde mellem 10 og 15 sekunder til rådighed.* Yderligere kan det ses, at ordet “Live” på de 4 rammer ovenfor tydeligvis er med forskellig baggrund (2 med rød baggrund og én med blå), fordi disse to dele af videoen blev kombineret i al hast (tidtagningen i det nederste højre hjørne plejer at skifte i CNN-optagelser mellem ET, MT, PT etc., men i den 4. ramme vises “PT” i stedet for “MT”, men det er ikke så unormalt for CNN, de skifter hele tiden. Ved normal hastighed er der mindre end 1 sekund mellem de 4 rammer). Det rigtigt fornøjelige ved dette klip er imidlertid, at to CNN-journalister, der diskuterede nyheden foran denne baggrund, ikke nævnte ordet “plane” en eneste gang. De gentog til gengæld ordene “explosion” og “exploded” mindst 6 eller 7 gange.


Side 161 i The Third Truth about 9/11.

 

[…]

11. september, kl. 9.25:
CNN bragte de første citater fra øvrighedspersoner i USA, der havde kaldt WTC-begivenhederne en “terrorhandling”. [Bemærk, at der endnu kun var forløbet 40 minutter siden det indledende angreb på Nordtårnet.]
***

Dette foregående uddrag er kun et kort interval af Dimitri Khalezovs omfattende kronologiske oversigt over en periode fra 5. september 2001 til 20. maj 2003 (s. 146–220 i bogen). Disse eksempler giver en fornemmelse af, hvor både sindrig og skrøbelig tilsløringen af 9/11 var. Men denne skrøbelighed vogtes endnu i 2014, snart 13 år efter forbrydelsen, med verdens kraftigste våben:

DET JØDISKE MEDIEMONOPOL !!!

Et meget lidt uafhængigt retssystem holder nemt sagsøgere fra døren, hvis de ikke har beviserne i orden, og i denne sag ligger bevisbyrden helt tydeligt hos dem, der anfægter den officielle rapport om 9/11.

Morderen leverede ikke personligt specialisterne til de digitale forfalskninger. Hans logebrødre har med sikkerhed stillet et centralt nyhedsbureau og måske det halve Hollywood med tilhørende ekspertise til rådighed for myndighederne, der i desperat omfang ønskede at skjule sandheden for det amerikanske folk. Det er sandsynligvis de samme myndigheder, der ad omveje lod Tv-stationernes ledelse forstå, i hvilken retning angrebene på tårnene skulle tolkes, og opfordrede til, at optagelser af flyene kom til veje hurtigst muligt. Ledere med veludviklede selvbevarende instinkter opfatter og formidler den slags instruktioner uden at stille forkerte spørgsmål. Morderen havde givetvis afstemt agendaen med ledelsen på de jødiske nyhedsbureauer, og “aktiverne” på de enkelte Tv-stationer havde præsenteret drejebogen og dens dramaturgi som et nyt nødvendigt felttog for skæbnefællesskabet. Når man yder sayanim, spørger man ikke, man handler.

Vi henviser til den udmærkede video “9/11 – The Great American Psy-Opera” af Alexander “Ace” Baker, der i underholdende kollager og scener tilsat egen musik viser sin opfattelse af 9/11 som en “psykologisk operation”. Specielt mellem 2:56:00 og 3:40:00 analyserer Baker meget illustrativt de forskellige videosekvenser med “angribende fly” den 11. september 2001, både dem på Manhattan og det, der skulle have ramt Pentagon. Han forklarer ikke blot, hvordan de kan være manipuleret – men viser, at de  var manipuleret. Afsnittet er et relevant supplement til dette sted i vores artikel. Videoen som helhed repræsenterer 4 timers god information med musikalske indslag. Desværre har Baker ikke nået at få Dimitri Khalezovs model med. Ace Baker spilles af en lignende person, men han dukker selv op i korte klip, ligesom Hitchcock.

Videoen beskriver flere af de mest prominente forklaringer på 9/11. Især har Judy Wood og Morgan Reynold med deres observationer og sunde spørgsmål været snublende tæt på løsningen. Desværre konkluderede de forkert, som titlen på deres memorandum antyder “… Directed Energy Weapon (DEW)” fra 2006; og havde de bare nøjedes med den, men den endelige titel blev: “Star Wars Directed Energy Weapon (DEW)”. De gjorde det for nemt for myndighederne at afvise deres i øvrigt prisværdige arbejde som fri fantasi. Men de havde mere ret, end de anede; en underjordisk nuklear ladning på 150 kiloton, der udvikler sig asymmetrisk, er i høj grad et directed energy weapon. Men konceptet faldt dem ikke ind. Det er for ubegribeligt i sit udgangspunkt. Khalezov havde et betydeligt forspring med sit professionelle forhåndskendskab til installationen under World Trade Centers bygninger 1, 2 og 7, helt tilbage fra 80’erne. Mange af de skader, som Wood og Reynold peger på og undrer sig over, bliver forklaret med Khalezovs model.
Selv om de to DEW-tænkere siden må have fået kendskab til forklaringen om kontrollerede nukleare demoleringsladninger, har det åbenbart været for vanskeligt for dem at ændre standpunkt, for åbenbart diskuteres emnet stadig. Akademikere er måske den stand i verden, der sidst erkender at have taget fejl.

Her følger de kaldenavne, der er blevet gængse for de forskellige sekvenser med “påflyvninger”. Vi har hentet en version af hver på YouTube og angiver starttidspunktet, hvis “kollisionen” ikke er den indledende scene.

Fortsæt til afsnit 3  Retur til afsnit 1