Attentatet mod World Trade Center 9/11-2001 er opklaret (nyt kapitel 2 af 3)

Sand Historie

Opdateret pr. 11. september 2017

Morderens agenda

Morderens overordnede mål var at tjene den zionistiske sag ved at forstærke det jødiske verdenssamfunds indflydelse og forøge denne mafias beholdning af guld, samt – som det altid gælder i de kredse – at reducere antallet af ikke-jøder, idet de må formodes at modsætte sig det planlagte jødiske verdensdiktatur.

Vejen til dette mål for jøderne er konstant destabilisering (COC) og forsøg på at anstifte krig. Når det er lykkedes for dem, har de mest ekstreme tilfælde kostet millioner af europæere og hvide amerikanere livet.

Jødernes midler består af betydelige materielle ressourcer, mediekontrol, agenter i politiske og militære kredse, ikke mindst i fremmede efterretningstjenester (fx PET, søg med “fjært” i artiklen) – samt bestikkelses- og pressionsmidler til at sikre tilbageholdenhed hos personer, der kunne fatte mistanke.

Morderen ønskede at overbevise den kristne verden om, at den blev angrebet af den islamiske verden. Princippet del og hersk er evigt gyldigt.

Illusionen måtte indeholde to falske virkeligheder, én for det patriotiske, statskontrollerende niveau, patricierne – en anden for den almindelige befolkning, publikum, plebejerne. (Den 3. virkelighed, selve sandheden, læser du lige nu.)

På øverste forsvarsniveau skulle der skabes en overbevisning om, at USA var under atomangreb fra en ukendt fjende. Når statsledelsen under tidspres havde erkendt, at der fandtes et gabende hul i forsvarskæden mod øst, og at New York i næste øjeblik kunne forsvinde i et atomart ragnarok, skulle dette forsvarsniveau, passende vejledt og assisteret af morderens agenter på stedet, offentliggøre og formidle historien om, at den islamiske verden under ledelse af Osama Bin Laden og netværket Al-Qaeda (eller for de mere oplyste – blot Mossad i samarbejde med CIA) havde kapret fire passagerfly og henholdsvis fløjet dem ind i World Trade Center, Pentagon og efter planen Det Hvide Hus og dermed gennemført “et islamistisk angreb på vestlig levevis”.

Hvilke ressourcer skulle morderen som minimum råde over:

  1. En agenda for angrebene på USA, Europa og den islamiske verden.
  2. En indledende kampagne, der hos FBI og CIA ville efterlade rapporter om, at et antal indrejste arabisk udseende personer bl.a. havde modtaget privat flyvetræning med specifikke krav om, at landingsøvelserne kunne udelades!
  3. En højt placeret hjælper i det amerikanske forsvar, der ville kunne bestille og lade planlægge en omfattende luftforsvarsøvelse på østkysten fra om morgenen den 11. september 2001, således at store dele af det primære jagerforsvar var deployeret til øvelsesmæssige opgaver. Denne øvelse skulle integreres med en ABC-øvelse i New York, der skulle træne indsats mod kemisk og nuklear krigsførelse.
  4. Mindst 1 Granit-krydsermissil forsynet med nukleart sprænghoved, men uden detonator, så hensigten med missilangrebet ikke umiddelbart var indlysende.
  5. Viden og udrustning til affyring af et Granit-missil fra en affyringsrampe på eller neddykket i havet.
  6. Efterretninger om det øjeblikkelige beredskab i USA, specielt mod Atlanten.
  7. En fjernstyret konventionel sprængladning ca. 300 meter oppe i hvert af tvillingetårnene og muligheden for at udløse dem med et signal.
  8. Agenter, der færdedes mellem beslutningsansvarlige personer eller var en del af dem, skulle stimulere indtrykket af et koordineret atomangreb, nævne de dødelige konsekvenser og styre konklusionen i retning af den eneste “rigtige” løsning; derefter pege på indicierne fra den forberedte dækhistorie om flykapringer og selvmordsterror (sandheden for plebejerne).
  9. Et nyhedsbureau i USA til lancering af angrebene på World Trade Center.
  10. Et imødekommende retssystem.

Den eneste organisation uden for USA, der rådede over alle disse ressourcer og havde mulighed for at gennemføre angrebet og skabe illusionen, var den israelske efterretningstjeneste, Mossad, der råder over en hær af agenter i USA, primært i CIA.
Men Mossad fik sandsynligvis hjælp fra den franske efterretningstjeneste, fortæller Dimitri Khalezov, og her taler han om samarbejdende brødre i en international jødisk frimurerloge. (“Illuminati”* er beklageligvis spillevende.)

I de følgende afsnit redegør vi for morderens adgang til disse ressourcer.

*) Illuminati var en orden af “spirituelt oplyste” fra byen Ingolstadt i 1776’ernes selvstændige Bayern. Da ordenen blev afdækket og forbudt i 1784, blev mange af dens dokumenter beslaglagt og lagt offentligt frem. Papirerne rystede omverdenen ved at afsløre ordenens omstyrtende hensigter og evnen til at infiltrere usynligt. I de passager, der beskriver hvordan offentlige kontorer, professioner og politiske partier blev infiltreret, ses et stærkt sammenfald med de såkaldte Zions Protokoller, hvoraf et kapitel blev afsløret i England i 1905. Teksterne er gennemsyret af en olympisk nedladende tone over for den ikke illuminerede verden, pøbelen, plebejerne, slaverne.
Johan Adam Weishaupt (f. 1748, d. 1830) (hans logenavn var “Achilles”) var stifter og leder af Illuminati. Beskrivelser af hans baggrund begrænser sig ofte til: “bayrisk filosof fra Ingolstadt”. Hos formidlere af jødiske kilder, herunder Wikipedia, nævnes Weishaupts jødiske slægtskab ikke. I det hele taget giver mange privilegerede offentlige kilder udseende af, at Illuminati ikke var jødisk inspireret eller ledet. Men med Illuminatis ekstreme målsætninger er organisationens jødiske grundlag interessant for hele verden: Adam Weishaupt var søn af ortodokse jøder, og de konverterede først til et mere praktisk romersk-katolsk tilhørsforhold tidligt i hans barndom. Det er påfaldende, at selv om Illuminatis forskrifter og Zions Protokoller er skrevet i samme ånd og tone som visse dele af Torahen og Talmud, afviser det jødiske verdenssamfund vredt ethvert jødisk ansvar for indholdet.

Ad. 1, En agenda for angrebene på USA, Europa og den islamiske verden.

  1. Angrib USA’s forsvarsberedskab i ydmygende omfang.
  2. Angrib Nordtårnet i World Trade Center, et prominent nationalt smykke.
  3. Angrib Sydtårnet og udeluk et hændeligt uheld.
  4. Angrib Pentagon med et nukleart våben – og præsenter beslutningstagerne for et katalyserende spørgsmål.
  5. Præparer befolkningerne gennem medierne.
  6. Slet sporene under og inde i Salomon-bygningen.
  7. Angrib den islamiske verden.
  8. Implicer Europa.
  9. Spind guld på krigen, på våbenproduktion, på afsætningen, på rådgivningen, på konsulenttjenesterne, på nødhjælpen, på mæglingen, på underleverancerne, på grundstofferne, på olien, på folkevandringerne, på undersøgelserne, på medicinen, på historieskrivningen, på nyhedsformidlingen, på filmene, på … uendeligt mange flere salgbare emner.
  10. Læn dig tilbage og nyd, at goyim udrydder sig selv, omkommer i indbyrdes krige, at al orden opløses, at nationerne går under og til sidst kan overtages uden modstand.
  11. Glæd dig til Zion og den ny verdensorden.

Ad. 2, En indledende kampagne, der hos FBI og CIA ville efterlade rapporter …

Vi husker alle den muntre beretning om den arabiske mand, der meldte sig på en privat flyveskole i Californien for at lære at flyve, men angiveligt under kursusforløbet skulle have spurgt, om han kunne spare landings-lektionerne, som han alligevel ikke ville få brug for! Dette blev naturligvis indberettet til FBI (og med sikkerhed blev det også registreret i CIA), men de gode borgere, der henvendte sig til myndighederne, hørte aldrig mere til sagen. I hvert fald ikke i form af påskønnelse.

Det er temmelig indlysende, at det ikke var seriøse luftpirater, endsige agenter for Al-Qaeda, der opførte sig så uprofessionelt og provokerende, selv om de senere kom til at figurere på den officielle liste over fuldblods luftpirater.
Der blev registreret andre forrykte tilfælde af uprofessionel opførsel, men det er unødvendigt at referere dem alle for at gøre dette forståeligt.

Den lille flok var netop provokatører, som morderen ad omveje havde engageret til at plante falske spor. Hensigten var, at ideen om en forestående arabisk flykapring skulle begynde at udkrystallisere i de nedre lag af sikkerhedstjenesterne. Derfra ville den gennem en herskende lokal naturlov tilflyde pressen og dermed hele befolkningen.

På den baggrund var det meget nemt at sælge flykapringsscenariet til den godtroende amerikanske befolkning den 11. september 2001 gennem medierne.

Dette sceneri blev energisk udbygget efter den 11. september 2001:

Den 12. september 2001 opdagede (man) flere biler, der kunne tilhøre de meget omtalte (indtil da unavngivne) flykaprere, parkeret i forskellige lufthavne. I bilerne fandt man flyvemanualer på arabisk, en video med titlen “Hvordan man flyver et passagerjetfly”, kopier af den hellige koran (nogle med personlig signatur fra Osama bin Laden selv), samt adskillige afskedsbreve, der fortalte, at forfatterne nu befandt sig i Paradis omgivet af smukke kvinder.

Mon ikke Barney og Betty i TV-hjørnet derefter kunne lægge to og to sammen og få det til at gå op med, at det alfaderlige USA gjorde alt for at beskytte sine børn ved at forfølge disse saudiarabiske flypiraters forbryderiske leder gennem hulerne i de afghanske bjerge. En af Osama bin Ladens våbenfæller syntes at hedde Saddam Hussein og bo i Irak. Snart skulle det vise sig, at CIA havde pålidelige efterretninger om, at denne sponsor af terrorisme mod Vesten lå inde med umådelige mængder af “masseødelæggelsesvåben” (eller er det olie?).

Ad. 3, En højt placeret hjælper i det amerikanske forsvar …

Den 11. september 2001 var USA’s jagerluftforsvar engageret i øvelser, der bl.a. gik ud på, at finde og identificere virkelige jetlinere, der figurerede som “kaprede” fly forskellige steder over USA. Samtidig iværksatte FEMA en ABC-øvelse (Atomar-Biologisk-Cemisk) i New York, således at FEMA-enheder fra omkringliggende stater deltog i at forstærke New Yorks beredskab mod en kemisk, biologisk og/eller atomar krig. Visse afdelinger havde modtaget ordrer om at være til stede i New York allerede fra om morgenen den 10. september 2001.
På toppen af dette var NEST (Nuclear Emergency Search Team), der udgjorde USA’s ekspertise i håndtering af nukleare nødsituationer, blevet sendt til Europa for at deltage i en øvelse (Jackal Cave), der skulle vare til den 15. september 2001.
Var det et tilfælde, at disse øvelser engagerede centrale styrker, kommunikationsmidler og ekspertviden i relation til et potentielt nukleart angreb den 11. september 2001? Var det et tilfælde, at et øget ABC-beredskab stod klar i New York, hvis noget skulle blive udsat for radioaktiv stråling?
Næppe.

Det kan i høj grad undre, at NORAD (North American Aerospace Defense Command) viste sig ude af stand til at præstere et effektivt modsvar på tilstedeværelsen af et fjendtligt atomvåbenbærende missil i amerikansk luftrum, selv om missilet og dets bevæbning blev registreret og identificeret korrekt og i tide til at udløse et modangreb. Vi taler om verdens dyreste og mest moderne forsvar. Denne side af 9/11 er fordækt, og private undersøgelser obstrueres af myndighederne. Vil læseren vide mere om dette hul i forsvaret hos verdens eneste supermagt, er der heldigvis mange undersøgere på Internettet, som ikke har givet op endnu.

I den sammenhæng er det på sin plads at nævne Mr. Michael C. Ruppert.


Præsentation: Wikipedia

 

Han døde i april 2014, angiveligt for egen hånd ved et skud gennem tindingen. Han var tidligere professionel efterforsker i LAPD. Som pensioneret politimand løb han utrætteligt myndighederne på døren for at få kastet lys over, hvem der havde det overordnede ansvar for forsvarsfadæsen den 11. september 2001. Han talte offentligt om, at han lå inde med en bekræftet erklæring fra en ansat i forsvaret, og at denne erklæring ville kunne fælde Bush, junior, Cheney og Rumsfeld som medansvarlige.
Desværre er han ikke den eneste sandhedssøgende i forhold til 9/11, der er fundet død med et hul i tindingen og en pistol ved hånden, uden at nogen har kunnet bevidne selvmordet eller har set det komme.

Selv om Dimitri Khalezov i sin bog kommer langt omkring i det samlede hændelsesforløb, giver han i det britiske interview udtryk for den sympatiske holdning, at han hellere vil tale om det, han ved med sikkerhed, nemlig tilstedeværelsen af de nukleare ladninger under WTC og de karakteristiske spor de efterlod sig, end om det, han er nødt til at gætte sig til.

Hvad der i virkeligheden skete med de fire passagerfly fra den officielle historie om 9/11 er uvist. Eller skal vi kalde dem “flights” (flyvninger). For der er ingen sikker relation mellem de omtalte flights og det fysiske modstykke for et eneste af dem. Khalezov nævner i det britiske interview, at de to Boing 767 jetpassagerfly der langt om længe blev associeret med Flight 11 og Flight 175, der skulle have påfløjet tårnene, enten blev stjålet tomme i Boston og sikret mod utidig tilstedeværelse senere ved at blive dumpet i havet, eller de blev skudt ned på samme måde som de fly, der blev kaldt Flight 77 og Flight 93, sandsynligvis blev. Måske blev alle fire fysiske fly brugt et eller andet sted over USA som tomme, fjernstyrede og meget troværdige øvelsesobjekter i den verserende flykapringsøvelse, indtil USA i det virkelige liv blev angrebet med et atomvåbenbærende missil, og forsvarsledelsen mistede overblikket over, hvem der var ven eller fjende. Under den tiltagende panik blev flyene måske skudt ned som “kaprede, muligvis atomvåbenbærende fly”. Beredskabsniveauet nåede helt op på DEFCON 3 i den mest kritiske fase. Dette niveau medfører en udvidet ret til at skyde først og spørge senere i forbindelse med mistanke om et atomangreb. Det beredskabsniveau havde ikke været i brug i USA i 30 år.

Med hensyn til muligheden for at fjernstyre fly er det interessant, at jøden Dov Zakheim (ordineret rabbiner), der gjorde lynkarriere under George W. Bush og blev Undersecretary of Defence og chef for Pentagon, samtidig var CEO (administrerende direktør) for den internationale division af SPC (System Planning Coorporation), som i 1980’erne udviklede systemet CTS (Command Transmitter System), der gjorde det muligt samtidig at fjernstyre op til 8 luftfartøjer, fra jorden eller fra et luftfartøj.
Dette fortælles i videoen “9/11 missing links“, fra 1:34:10. Vi vender tilbage til denne video under punktet Ad. 6.

Her på redaktionen er vi overbeviste om, at intet fly blev fløjet ind i WTC-tårnene, og at Pentagon blev ramt af et Granit-krydsermissil. Hvad der i virkeligheden overgik de fire fly, ved kun få med sikkerhed.
Til gengæld ved vi med sikkerhed, at de fire flights blev udpeget som årsag til og brugt som forklaring på brandene i World Trade Center og Pentagon og hullet i en mark i Pennsylvania.

Ad. 4, Et Granit-krydsermissil …

Som de tidligere beskrivelser viser, var Granit-missilet i lige høj grad avanceret og effektivt. I Israel stod planerne om at opbygge en selvstændig atomar ubådsslagstyrke højt på dagsordenen op mod årtusindskiftet. Seks nybyggede ubåde er senere blevet leveret fra Tyskland, de tre som “wiedergutmachung”, dvs. krigsskadegodtgørelse! – til verdens folkemordere nummer ét. 
Det er sandsynligt, at Frankrig også bidrog med ubådsudstyr. Den zionistiske plan for en ny verdensorden forudsætter, at slyngelstaten Israel råder over et uforholdsmæssigt stort atomarsenal (i 2012 var det verdens 4. største) samt muligheden for at sende et dødbringende atomvåben smykket med davidstjernen til ethvert punkt på kloden. Derfor var ubådene fra Tyskland forberedt til missiler, men kunne ikke leveres med den type, som jøderne ville have.

Vores hypotese er, at Mossad og den franske efterretningstjeneste slog pjalterne sammen og planlagde røveriet/tyveriet af Granit-missilet fra Kursk. Om de forårsagede ulykken eller blot udnyttede den, kan vi ikke vide. Franskmændene har stor erfaring med dykning og miniubåde, og Mossad var interesseret i et effektivt missil til nationens planlagte ubådseskadre, ude at spilde tid med at udvikle en selvstændig teknologi.
På den konto stjæler jøderne patenter og kostbar viden i hele den højteknologiske verden, hvor de kan slippe afsted med det. Hold kortene tæt til kroppen, hvis du har en god idé. Franskmændene, og her taler vi om den jødiske besættelsesmagt i Frankrig, blev formodentlig betalt med en andel af det nukleare materiale, og senere med detaljer om Granit-missilet, da det var blevet dissikeret og kopieret.

Dimitri Khalezov skriver i sin bog bl.a. følgende om mediernes omtale af Kursk’s forlis:
“I et af de tidligste TV-interview (som af gode grunde aldrig blev gentaget), blev der luftet en alternativ historie (i forhold til den officielle). En dykkergruppe var i al hast fløjet fra Sortehavsflåden til Nordflåden i et forsøg på at redde eventuelle overlevende besæt­nings­medlemmer fra Kursk, og gruppens leder havde fortalt følgende historie:
Gruppen var de første dykkere på stedet, hvor Kursk var blevet fundet. Trods en kraftig storm dykkede flere af dem for at nå Kursk så hurtigt som muligt. Men på den sidste del af dykningen fik de øje på adskillige andre dykkere, der allerede var travlt beskæftiget omkring vraget af Kursk. Disse ukendte dykkere opererede fra to andre ubåde, der lå på bunden ved siden af Kursk. Gruppen af dykkere, der havde trodset stormen på overfladen og havde problemer med den dybe dykning (alle forbindelser strammes og slækkes i takt med dykkerskibets bevægelser), gik berettiget ud fra, at dykkerne ved Kursk allerede var i gang med at løse bjærgningsopgaven, hvorpå de afbrød dykningen og vendte tilbage til dykkerskibet. (Det må indskydes, at sigtbarheden i havene nord for polarcirklen ofte er 50–70 meter, hvilket gør dykkerarbejde mange gange lettere end i tempererede farvande.) Det blev senere dementeret, at der skulle havde været ubåde i nærheden af den sunkne Kursk, og alle rygter om andre ubåde døde ud på TV og overlod pladsen til den officielle propagandamaskine.”

Vi har forsøgt at forestille os, hvilke muligheder dykkerne og mandskabet fra dykkerskibet ville have haft, hvis deres observation havde givet anledning til mistanke. Ville bjærgningsoperationen ved Kursk kunne anfægtes fra overfladen. Vejret var hårdt, og det er vanskeligt at kommunikere gennem 108 meter vand, især hvis modtageren ikke ønsker at svare. Og uden en sikker identifikation af dykkerne og ubådene omkring Kursk ville det have været hasarderet at angribe fra overfladen. Kursk og eventuelle overlevende ville kunne skades yderligere. Det er rimeligt at antage, at observationen gav anledning til tilkaldelse af fornøden assistance, og at den næppe har været inden for umiddelbar rækkevidde.

En dybvandsoperation med dykkere udføres med fordel fra et undervandsfartøj, hvor dykkerne har korte distancer at svømme, så de ikke behøver at dekomprimere i vandet, og hvor de er uafhængige af vind og vejr på overfladen.
Under disse forhold kan dykkerne ved Kursk have haft tid nok til at fjerne og sikre et antal af de 22 missiler (evt. alle) inklusive deres nukleare ladninger, inden de atter blev forstyrret. Dimitri Khalezov er overbevist om, at alle 22 missiler med deres atomsprænghoveder blev stjålet fra Kursk, og at gerningsmanden er medlem af en frimurerloge (mere korrekt: en jødisk sekterisk bevægelse) med folk i Mossad og den franske efterretningstjeneste, blandt andre!

Dimitri Khalezov teoretiserer i sin bog om muligheden for, at sprængningen af torpedorummet i Kursk indtraf efter tyveriet af missilerne, at Kursk måske blev kapret af agenter, da ubåden planmæssigt, som en del af den igangværende flådeøvelse, var blevet “parkeret” på bunden. Øvelsen kan meget sandsynligt have inkluderet nedlukning af reaktorerne og nødbjærgning af missilerne på bunden. Dette skema ville have givet tyven længere tid, da kommunikationen til en taktisk ubåd kan være afbrudt i dagevis. Det ville aldrig komme til offentlighedens kendskab, hvis man fandt tegn på, at et antal besætningsmedlemmer havde kapret ubåden, myrdet dens ledelse og mandskab, åbnet siloportene og -dækslerne, oversvømmet ubåden og derefter forladt den. På det tidspunkt, hvor sprængningen i torpedorummet blev udløst, kunne tyven for længst have været i sikkerhed.

I morderens besiddelse fandtes i 2001 ikke bare ét, men måske hele 22 Granit-krydser­missiler, hvert missil med en termonuklear krigsladning svarende til 500 kiloton TNT. Pentagon var i egenskab af krigsministerium et primært mål for den tidligere sovjetiske modstander, og derfor var “Pentagon” allerede kodet ind som nr. 1 i missilets liste over primære mål.

Granit-missilet, der hamrede gennem tre bygninger i Pentagon, har med stor sikkerhed været armeret med det originale sprænghoved og dets kærnemateriale. Dermed afslørede morderen ikke, at der var tale om et skinangreb. Den “forfejlede” udløsning kunne i den ophedede situationen blive opfattet som held i uheld, og dermed blev trusselsbilledet fastholdt. Vi mener bestemt, at det netop ikke var morderens hensigt at udløse denne atombombe. På en eller anden måde var udløsningsmekanismen blevet deaktiveret på en måde, så indgrebet ikke var åbenlyst. En atomeksplosion i Washington DC ville have kostet for mange brændofre blandt morderens egne, og det efterfølgende ragnarok ville have været umuligt at kontrollere og guide i retning af “islamisk terror”.

Ad. 5, Ekspertisen til affyring af et Granit-missil fra havet, og en affyringsrampe.

Den nødvendige viden var allerede tilvejebragt af israelske og måske franske teknikere efter august 2000, da man havde dekonstrueret det første af Granit-missilerne og konstrueret en affyringsrampe, evt. ud fra data fra en af Kursk’s siloer, hvis man da ikke allerede var i besiddelse af tegningerne. 

Det er en mulighed, at Granit-missilet hurtigt blev installeret i en israelsk ubåd, og at Mossad fik hjælp fra dette våben. En ubåd kunne med forsigtighed nærme sig den amerikanske kyst uset og affyre missilet fra neddykket tilstand. Affyringen ville ikke efterlade spor af betydning på overfladen. Eller hvis teknikken endnu ikke tillod affyring i neddykket tilstand, måtte den ske fra overfladen efterfulgt af en hurtig dykning.

Affyringen kunne også have foregået fra et almindeligt handelsskib. Rampen fylder ikke meget på dækket. Den kunne have været monteret i en container, som blev sænket straks efter affyringen. Alle spor ville være slettet. Det civile fartøj behøvede end ikke at reducere farten. Blev der optaget satellitbilleder af affyringen, har vi ikke hørt om dem. Vi ville heller ikke have hørt om det, hvis fartøjet senere var blevet identificeret.
“Missil” var netop det ord, som ikke kunne udtales, og den efterfølgende håbløse dækhistorie om Flight 77’s påflyvning af Pentagon skulle mane alle missilfantasier i jorden. Dette forsøg på at bortforklare et missilangreb med en påflyvning af et passagerfly siger en del om niveauet af desperation. 

Efter affyringen overtog Granit-missilet opgaven med at nå det indkodede mål, helt uden at møde hindringer, som vi ved i dag.

Ad. 6, Efterretninger om det øjeblikkelige beredskab i USA, specielt mod Atlanten.

Efterretninger af den kategori erhverver Mossad ved et rutinemæssigt telefonopkald, bogstaveligt talt. Den amerikanske administration, supermagtens forskellige værn og beredskabstjenester er i skræmmende omfang infiltreret af Mossads agenter på ledende poster, dvs. amerikanske jøder, hvis primære loyalitet ligger i Israel.
Videoen 9/11 missing links viser omfanget af infiltreringen og nævner en god del af nøglepersonerne ved navn. Begynd 53:45 minutter inde fra afsnittet “Dual Citizens”. Fra 1:02:40 nævnes nogle af de “dobbelte statsborgerskaber”, der sidder i indflydelsesrige stillinger i USA med alverdens muligheder for at kompromittere statens politik. Det kan anbefales at se Videoen i fuld længde, godt 2 timer. Vi linker til den til sidst. Videoen indledes med en beretning om Levon-affæren i Egypten i 1954 og det israelske overfald i 1967 udført i internationalt farvand på det ubevæbnede amerikanske efterretningsskib “USS Liberty”. Et angreb på USA fra supermagtens måske “allernærmeste allierede” (kig fra 5:20). Vi kan varmt anbefale følgende bog fra 2016 – Erasing the LIBERTY, skrevet af én af de overlevende Phillip F. Tourney.

Ad. 7, En fjernstyret konventionel sprængladning i hvert af tvillingetårnene …

Hvordan lykkedes det morderen at placere – i begge tårne – sprængladninger og tilstrækkeligt brændstof, så resultatet kom til at ligne en eksplosionsbrand inde i bygningen omkring et passagerfly med sønderrevne brændstoftanke – og derefter yderligere sikre, at branden fik så godt fat i omgivelserne, at den ikke døde ud?

Vi har tidligere kommenteret de surrealistiske billeder af flyene, der som æteriske legemer glider uskadte gennem skyskrabernes stålvægge med bugen og vingerne ubeskadigede og fulde af jetbrændstof! Ved en virkelig påflyvning ville mindst halvdelen af flyet endnu have befundet sig uden for tårnet, når brændstoffet eksploderede, og karakteristiske vragdele og lemlæstede mennesker ville have landet nedenfor på jorden. Ildkuglen fra det eksploderende brændstof ville primært have udviklet sig på indslagssiden af tårnet.
Men det er ikke det vi ser på billederne. Vi ser fly af aluminium penetrere panseragtige stålbjælker og eksplodere inde i skyskraberne. Talrige videooptagelser af angrebet på Sydtårnet (da alle havde fundet kameraet frem) viser, at ildkuglen fra eksplosionen alt overvejende bredte sig ud fra den nordlige side af skyskraberen, dvs. modsat indslaget, som om en gigantisk flammekaster var blevet tændt inde i bygningen. Tilsvarende gælder i et vist omfang for eksplosionen i Nordtårnet.

Tydeligvis udgår de eksplosionsbrande, vi ser fra tårnene, fra bygningens indre, og det harmonerer dårligt med, at brændstoffet kun findes i bugen og vingerne af et eksploderende passagerfly. Hvis det var tilfældet, ville branden have været udpræget asymmetrisk, fordi brændstoffet allerede ville have eksploderet uden for bygningen på indslagssiden.

Et Boing 767-200ER passagerfly med fulde tanke rummer ca. 90.000 liter jetbrændstof. Vi ved ikke præcist, hvad der kræves af brændstof til en flyvning fra Boston til Los Angeles. Men turen tager ca. 5 timer, og Boing 767 bruger ca. 6.500 liter i timen. Uden at gå nærmere ind i korrektion for vinden, men med et tillæg på 5% for flyvesikkerheden, kræver det en mindste brændstofbeholdning på ca. 34.000 liter. Jetbrændstof vejer gennemsnitligt 800 g/liter. Det giver en samlet vægt på omkring 27.200 kg eller 27,2 tons. Beholdningen kan med andre ord rummes i 34 beholdere à 1 kubikmeter. Industrielle palletanke rummer 1.000 liter, så enten kunne beholdningen rummes i 34 palletanke, eller alternativt i 68 plasttromler à 500 liter. Det var altså en mulighed at bringe selv et matchende kvantum jetbrændstof på plads i bygningen i forvejen. 

Men hvem kan afgøre, om de kendte eksplosioner hver for sig matchede afbrændingen af 27 tons jetbrændstof? Vores påstand er, at 1/3, altså 9 tons af beholdningen ville kunne skabe et ganske overbevisende show, specielt, hvis det blev assisteret af en god pyroteknisk plan. Dermed er vi nede på 11–12 palletanke, til hvert af tårnene, kombineret med lidt yderligere materiel til effekter og til at holde branden i gang.  Palletanke kan stables, så 12 af dem med lethed kan opbevares i et mindre (aflåst) depotrum.
Således kan brændstofaspektet let forklares.

Det andet aspekt ved eksplosion (der på nogle optagelser umiskendeligt lyder som en detonation) er tilvejebringelsen af de åbninger, der skulle opstå i ydervæggene af tårnene. Den største åbning skulle ligne konturerne af et Boing 767 fly, og et antal mindre åbninger i de øvrige mure skulle gøre det ud for udslyngningsskader. 

Det er vores påstand, at disse flyprofil-åbninger blev frembragt med rettede sprængladninger, der var anbragt på indersiden af murenes stålprofiler. Princippet i en sådan ladning fremgår af illustrationen her:


1. Detonator, 2. Ladning, 3. Hul metalkegle af en vis tykkelse. Ill.: Internettet

 

Vi ser tværsnittet af en skæreladning. Længden (ind i tegningen) er normalt fra 30 til 100 cm, højden fra 10 til 50 cm. Fra venstre mod højre vises faserne fra tænding af detonatoren til den endelige kileform er opstået. Når chokbølgen breder sig fra toppen mod bunden, bliver kærnen på grund af sin vinklede form omdannet til en plasmakile i hele midterplanets længde. Kilens hastighed er supersonisk og temperaturen mange tusinde °C.

Rettede ladninger findes kort fortalt i to udgaver, stråleladninger og skæreladninger. Med en stråleladning opstår en plasmastråle med cirkelrundt tværsnit; den efterlader en cirkulær åbning i alt, hvad den rammer. Med en sprængskæreladning opstår en plasmakile, der tilsvarende skærer og smelter gennem alt; den efterlader et snit som en skærebrænder. Meget kraftige stålprofiler kan på et splitsekund skæres igennem på tværs uden i øvrigt at deformeres nævneværdigt.

Med skæreladninger ville stålprofilerne i væggene ikke blive bøjet udad, selv om ladningen var placeret på indersiden – og ellers kunne den placeres på en af siderne. Ved en hurtig beregning skønner vi, at der har været 2,50–2,60 m mellem fast gulvet til det faste loft på hver etage.


Det kendte billede af åbningen i Nordtårnet (fra FEMA-rapporten). Det er ledsaget af teksten: “Zone of aircraft impact on the north face of WTC 1.”

 

Vi har fremhævet etageadskillelserne (de blålige bånd på tværs) for at vise, at på etagerne 95, 96 og 97 blev en del af adskillelsen sprængt bort.


De gule linjer følger kanterne af de afskårne stålbjælker.
De røde linjer på næste billede markerer, hvor det ville være nødvendigt at placere skære- og trykladningerne langs gulvet og loftet på etagerne 94–99 for at sprænge denne åbning.
Ill.: O-D-I-N.org

 


De ikke markerede områder, især “trappen” i billedets nederste venstre kvadrant, repræsenterer afskalning af aluminiumsbeklædningen, der efter at være skåret over på tværs blev revet væk i samlingen, der følger etageadskillelsen. Det skete, da væsken eksploderede og skabte et enormt tryk og en ildkugle ud gennem åbningen.
Ill.: O-D-I-N.org

 

Mens vi var ved at tegne, hvor ladningerne skulle anbringes, blev vi opmærksomme på, at det “fly”, der skulle have skåret sig gennem nordvæggen må have haft vinger med større positiv v-form end en Boing 767–200ER, nemlig 13–14 grader mod Boings ca. 5–6 grader. Vingernes v-form, i dette tilfælde positiv, fordi vingespidserne er højere oppe end vingeroden, må ikke forveksles med de to vingers indbyrdes pilform. Selv for en hårdt belastet Boing 767–200ER vil v-formen ikke ændre sig ret meget for vingen som helhed. Belastningen vil primært få vingens yderste halvdel til at krumme en smule opad. Men åbningen i Nordtårnet har ingen krumme linjer.


Underkanterne af det gule felt viser de gennemgående retninger, der blev sprængt ud i væggen for at give indtryk af en v-formet flyvinge. Men vinklen passer ikke.
Ill.: O-D-I-N.org

 

Se selv her:


Hvis højre vinge fra et Boing 767–200ER passagerfly passer med snittet i væggen (rød silhuet), så passer venstre vinge ikke, og vice versa (blå silhuet).
Den venstre “vinge” har heldigvis for denne undersøgelse efterladt en ret præcis smal åbning, og hvis vingen fra en Boing 767–200ER skal passe i den åbning, vil der ikke findes en korresponderende åbning til den højre vinge. Vinklerne passer ikke. Skaderne på de lodrette kolonner passer ikke til det fly, der påstås at have forvoldt dem. Ærgerligt … efter alt det besvær.
Ill.: O-D-I-N.org

 


Sådan ser v-formen ud i én af de computeranimationer, der er fremstillet for at understøtte den officielle rapport. Her er vinklen mellem de frembragte åbninger rigtig og derfor meget forskellig fra vinklen i den virkelige åbning. Bemærk at mange flere stålbjælker er bøjet, som de ville være, hvis et pansret flyvende objekt, fremstillet i et superhårdt materiale med evnen til at penetrere konstruktionsstål og med supersonisk fart virkelig havde ramt Nordtårnet. Vi må skuffe med, at den slags egenskaber ikke eksisterer for noget kendt passagerfly.
Foto: Internettet

 

På alle vores kopier af “indslagsåbningen” i Nordtårnet står en kvinde og støtter sig til en af kolonnerne. Hun blev senere identificeret som Mrs. Edna Cintron. Overraskende nok blev ingen undsat fra siden af tårnene, og hun omkom senest, da tårnet blev demoleret. Men hun demonstrerede for alverden med sin tilstedeværelse i åbningen kort forinden, at der ikke var specielt varmt på etage 94, efter at væskerne var brændt ud. På billedet med den gule figur ses hun 5 kolonner tv. for figurens midterste spids.


Her er en anden optagelse, hvor Mrs. Edna Cintron tydeligt ses. De nærmeste kolonner i venstre del af facaden bøjer ikke indad, men til siden, hvilket er effekten af ensidige modellerende sprængskæreladninger. De mange lige snit i forskellig højde – ikke nødvendigvis vinkelret på kolonnerne – er skæreladningernes tydelige aftryk.
Foto: Internettet

 

Vidner, der boede tæt på World Trade Center, har forklaret, at i perioden op til den 11. september 2001 kunne de observere natlige besøgende, der ankom i anonyme biler omkring kl. 3, når tårnene var tomme og aflukkede og områdets beboere formodedes at sove. De besøgende var væk igen, inden de første morgenduelige mødte i centret.

En opgradering af brandbeskyttelsen i tårnene blev udført mellem 1999 og 2000. Den foregik på etagerne 92–100 samt 102 i Nordtårnet og på etagerne 77–78, 88–89, 92 og 96–97 i Sydtårnet. Vi minder om, at de senere angrebne etager i Sydtårnet var 77–85 og i Nordtårnet 93–99. Mistanken er naturligvis, at morderens specialister allerede på det tidspunkt placerede sprængladninger inde i de hule stålkolonner og plastrede åbningerne til med den brandhæmmende belægning, som typisk ville være genstand for opgraderingen. Man kunne senere detonere ladningerne, når man vidste, hvor de var placeret.

Den 18. august 2001 rømmede en gruppe bestående af fire installations-kunstnere under navnet Gelatin* Nordtårnets 91. etage, hvor de havde disponeret over et antal rum gennem det meste af et år. Enoghalvfemsindstyvende etage ligger kun to etager under det niveau, der 3 uger senere blev sat i brand ved en eksplosion. Kunstnernes projekt gik officielt ud på at kreere en “illegal” installation, “The B-thing”**.
The Lower Manhattan Cultural Council havde sikret gruppen arbejdsro i dette “studie” i Nordtårnet. Council’et gjorde sig i øvrigt bemærket med støtte til et betydeligt antal israelske kunststuderende. Der kan imidlertid være tale om almindelig favorisering, som er helt normalt for jødiske forsamlinger i det værtsland, hvor de har ophold.
Her var altså en kunstnergruppe med midler (eller forbindelser) til at betale husleje i over ½ år i et af verdens dyreste handelscentre, eller blive begunstiget med et gratis udlån. Officielt blev gruppen sponsoreret af to gallerier i Wien, der ikke overraskende var jødisk ejede (Mossad fører sig gerne frem i skikkelse af “kunststuderende”).
Under arbejdet med “installationen” fjernede gruppen et af vinduerne, angiveligt for at opsætte en udvendig balkon! De ønskede ikke at præsentere værket for offentligheden endnu, da det åbenbart skulle udtrykkes i billeder, måske eksklusivt for Wien. Det blev angiveligt fotograferet fra en helikopter. Gelatin udgav senere en særpræget bog med en del skitser fra tårnet – og dårlige billeder af balkonen udefra. Bogen ligner et sjusket alibi for at udgive sig for kunstnere.

Her er en video med John Friend, der fører os igennem bogen. Og her en anden video om kunstnergruppen Gelatin’s tilstedeværelse i Nordtårnet.

Mistanken er naturligvis, at de indirekte arbejdede for morderen og uforstyrret kunne rekognoscere og berede vejen for de senere sprængningseksperters forberedelser af Nordtårnet og Sydtårnet under forskellige “kunstfærdige” påskud. Formålet med at fjerne et vindue kunne være at foretage en direkte pejling af stålbjælkernes kraftigste flige, dem der vender vinkelret på facaden. Disse israelske agenter ville kunne bore sig igennem fra vinduesfatningen, og hullet ville ikke kunne ses, når vinduet var monteret igen. Hvis tykkelsen af disse stålflige aftog mod toppen af skyskraberne, ville 91. etage være den rigtige etage at måle på.

*) Navnet Gelatin lyder på engelsk som et sprængstof.
**) The B-thing kan på engelsk lyde som “pryglingen” eller “afklapsningen”, specielt hvis det udtales af tysktalende.

Vi ved ikke hvem, der har kunnet færdes i World Trade Center om natten, men det må have været folk med forbindelserne i orden. Det nærer mistanken om, at der var tale om specialister, der indgik i morderens plan. Under forudsætning af, at en sådan styrke har kunnet disponere over et centralt depot i hver af tårnene i forhold til etagerne 94–98 i Nordtårnet og 78–84 i Sydtårnet, og disse depoter har kunnet sikres mod åbning indtil natten til den 11. september 2001, har opsætningen eller dens færdiggørelse og klargøringen af de nødvendige sprængemner været en ukompliceret opgave. Den har kunnet gennemføres samme nat som en velforberedt militær aktion.

Man skal forestille sig, at når materialerne først har været til stede i et eller flere centrale depotrum i forhold til de 5 aktuelle etager, og der har foreligget en detaljeret plan for opsætning af ladningerne, placering af væskebeholderne osv., har fx 12 rutinerede personer i hvert tårn kunnet gennemføre appliceringen på få timer. Dvs. man behøvede kun at afspærre etagerne under påskud af fx: “Fejl i airconditioneringen – området er lukket til kl. 10″ – fra om morgenen den 11., når man forlod tårnet for sidste gang. Eller låsene til de præparerede rum blev bare blokeret, og inden de tidligst mødte kunne finde ud af hvorfor, blev de optaget af et langt alvorligere problem.

For at opnå den effekt, vi kan observere under sprængningerne, skulle den virke kraftigst ud fra sydsiden af Nordtårnet for at skabe indtryk af bevægelse fra nord mod syd. Derfor skulle den betydeligste del af brændstoffet trykkes ud af sydsiden på 3 af etagerne. På indersiden skulle væskebeholderne forsynes med trykladninger, som ville forstøve væsken, og i samme øjeblik skulle den tændes, typisk med fosfor, slynges ud ad de forberedte mindre åbninger på sydsiden og blæse ud gennem de tomme vinduesåbninger. En mindre del skulle skydes ud ad den store indslagsåbning, når den opstod i nordsiden. Skæreladningerne skulle detonere en anelse før brændstoffet (som vi kan se de gør), således at trykket fra den brændende væske blev sendt ud gennem åbningerne som ildkugler, der ville omspænde kanterne i samme øjeblik de opstod. Enkelte mortérlignende rør skulle slynge fastere brændende emner langt ud fra bygningen. Disse emner var ikke større flydele, men skulle senere kunne forklares som sådan. De rigtige flydele, 4 i alt (et fly af de nævnte typer indeholder flere millioner forskellige dele), blev plantet i omgivelserne, eller var allerede placeret, og blev efter eksplosionen afdækket for at blive opdaget tilfældigt.


Teksten siger: “Areas of aircraft debris impact.” (steder hvor vragrester fra flyene ramte). Kilde: FEMA

 

Efter eksplosionen i Sydtårnet blev der bl.a. fundet en jetmotorkærne, som angiveligt skulle være en vragdel fra den Boing 767-200ER passagerudgave, der var fløjet ind i tårnet. En tidligere pilot i CIA, John Lear (fra 3:40 til 5:40), har forklaret, at den fundne motor ikke blev brugt i Boing 767, da den er produceret af General Electric, og Boing anvendte udelukkende Pratt & Whitney-motorer. “De folk, der plantede motoren, tog fejl,” siger han, “og efterlod en forkert motor.” Emnet behandles også på Rense.com Artiklen indeholder bl.a. følgende (anonyme) udtalelse fra en fly- og motormekaniker (oversættelse):
Jeg er fly- og motormekaniker i et større luftfartsselskab. Jeg vedligeholder 767’ere. Motorerne [fotograferet på Manhattan] er IKKE fra en 767. Ingen eksisterende 767 bruger CFM56’ere. Den er ikke kraftig nok til at løfte en 67’er. DE MOTORER PÅ GADEN I NEW YORK FALDT IKKE AF EN 767.

For at vedligeholde branden kunne der være anbragt oliebeholdere, der smeltede ved den primære brand og sendte brændende olie nedad i bygningen. Termitladninger i nærheden af bygningens strukturelle knudepunkter ville efter nogen tid bidrage til indtrykket af, at bygningen blev svækket.
Men stålkonstruktionen blev på intet tidspunkt i denne fase svækket af betydning, ikke før den nukleare demolering transformerede alt stof op til ca. 80. etage (300 meter) til hvidligt pulver. Man skal også lægge mærke til, at kort efter den indledende væskeeksplosion, svandt branden betydeligt ind, og havde der udelukkende været tale om jetbrændstof, ville den primære brand være gået ud af mangel på næring, og det ville have været muligt at bekæmpe de mindre følgebrande.

Sprængningen blev udløst med en eller flere elektriske detonatorer med indbyggede små forsinkelser og masser af sprængsnor (tynde detonerende plasticslanger), der var trukket ud til alle komponenter i opsætningen, evt. med trådløse sekundære udløsere; eller de to tændingsprincipper var arrangeret parallelt som ekstra sikkerhed. Tændingen foregik via en eller flere radiostyrede udløsere, der var beskyttet, så sprængningen kun kunne udløses med et unikt signal, enten fra en manuel udløser i Bygning 7 eller automatisk ved påflyvningen, hvis “flyet” i virkeligheden var et missil, og der var indstalleret en målsøgningsanordning (homing device) mellem eksplosiverne.
Det tilsvarende mønster blev anvendt ved forberedelsen af Sydtårnets påflyvning.

Denne forbrydelse er så foragtelig, at det er vanskeligt af finde ord.
Primært fordi det planlagte helvede blev udløst, mens der var sagesløse mennesker i tårnene. De var dømt til at brænde inde, springe i døden for at undgå flammerne eller blive disintegreret i en supersonisk chokbølge.
For de patriotiske amerikanere var der tale om en panikhandling, for morderen var det realiseringen af et forsætligt massemord, men en detalje i den plan, hvis foreløbige mål var at give omverdenen indtryk af, at livet i World Trade Center og USA gik sin normale gang, indtil “islamistisk terror” gjorde sit indtog i Amerika. Derefter ville han profitere af de medfølgende krige og ulykker. Guldet og gridskheden er hans drivkraft, og med guldet, han tjener på at myrde løs på goyim, vil han grundlægge en ny verdensorden.

Ad. 8, Agenter, der færdedes mellem beslutningstagerne …

Som punkt Ad. 6.

Ad. 9, Et nyhedsbureau i USA til lancering af angrebene på World Trade Center.

Her kan vælges ad libitum. ABC, CBS, NBC, CNN, FOX m.fl. er alle jødisk ejede og kontrolleret. 

Vi gengiver her et uddrag af Dimitri Khalezov beskrivelse af forløbet i TV-medierne, fra det første tårn, Nordtårnet, blev ramt af en spektakulær eksplosionsbrand højt oppe, hvorved der opstod et gabende hul i nordsiden.

Bemærk, at vi og Dimitri Khalesov først mente, at flyene i de viste videoer var udtryk for digital manipulation, men i 2017 blev vi klar over, at denne antagelse er forkert, idet hele 53 videooptagelser viser noget, der ligner et “fly” nærme sig tårnene langs de officielle baner. Så mange uafhængige optagelser kunne ikke alle have været manipuleret med et så præcist resultat. I næste afsnit af denne gennemgang har vi nærmere beskrevet en undersøgelse, der er i 2016 blev udført af Mr. Richard Hall fra Richplanet. Det er fortsat givet, at intet fysisk fly ramte tårnene eller Pentagon, og sandsynligvis blev også tårnene ramt af et missil, og disse missiler var i stand til at fremføre en projektion forestillende et Boing passagerfly. Hvordan denne teknik virker, ved vi endnu ikke, men teorien forklarer bl.a. de spøgelsesagtige fly, som vi kan se forsvinde ind i tårnene uden at blive beskadiget.

***
[…]

“Den 11. september, kl. 8.46 [eksplosionen i Nordtårnet]:
Mange ledende øvrighedspersoner i USA var stadig ikke sikre på, om det virkelig var et fly eller noget andet (der havde ramt Nordtårnet). Ledende personer i Secret Service og forsvaret, som havde hørt om eksplosionen, inden den allerførste nyhedsrapportering fra CNN to minutter senere, hældte umiddelbart til den antagelse, at det enten var et krydsermissil eller endda et eller andet jord-til-luft-missil, som ved en fejl havde ramt tårnet i World Trade Center. – Selv om der ikke umiddelbart fandtes videooptagelser til rådighed, der kunne vise det omtalte fly, “opdagede” man samme aften, at det “heldigvis” var lykkedes to franske kameramænd at filme flyet, da det nærmede sig og ramte Nordtårnet og udløste en enorm orange ildkugle. Tårnet var tilsyneladende blevet ramt i en direkte vinkel, og ildkuglen bredte sig på den modsatte side i forlængelse af “flyveretningen” – senere for Sydtårnets vedkommende i modsat retning, så brandens primære forløb forstærkede indtrykket af en flyveretning. Denne eneste optagelse til rådighed, var fra det franske kamerahold, og den blev gentaget fra de forskellige TV-kanaler til langt ud på aftenen den 11. september og igen den følgende dag. De første TV-billeder fra inden man havde modtaget den franske film, viste ingen ildkugle, idet eksplosionen da var overstået. De viste en del sort røg fra et hul, der skulle forestille at være skåret ud i tårnets pansermur af vingespidserne og halefinnen på et passagerfly af aluminium.

[…]

Den 11. september, kl. 8.49:
CNN blev det første større TV-netværk, der begyndte at vise optagelser af WTC-ulykken, idet man hævdede at have ubekræftede forlydender om, at et fly denne morgen var fløjet ind i et af tårnene i World Trade Center.

Den 11. september, kl. 8.49:
Majoriteten af USA’s topledere, herunder spidser fra efterretningstjenesterne, højtstående militære og endda NORAD’s operationelle tjenestegørende personel modtog deres allerførste indtryk af WTC-ulykken gennem CNN’s nyhedsrapporter. Den alt overvejende majoritet af dem troede umiddelbart, at der kun var tale om en ulykke. United Airlines modtog første underretning om WTC-ulykken via CNN’s TV-nyheder.

[…]

Den 11. september, kl. 9.03 [eksplosionen i Sydtårnet, 17 minutter efter eksplosionen i Nordtårnet]:
CNN Live viste angiveligt en direkte optagelse af det andet fly, der nærmede sig Sydtårnet og gennemborede det – fulgt af spektakulære orange ildkugler og flyvende vragstykker. I det øverste venstre hjørne af CNN’s skærmbillede vistes teksten “COURTESY WABC”, som betyder, at videoen ikke var CNN’s egen, men blev stillet til rådighed af andre. Hele baggrunden i billedet af Twin Towers var underligt ensfarvet. 
På et bestemt tidspunkt, uden at vi så billeder fra Courtesy WABC, talte CNN’s nyhedsvært med stationens rapporter på WTC-scenen, og pågældende meldte tilbage om en enorm eksplosion i Sydtårnet, uden overhovedet at antyde, at noget fly skulle have være involveret. Efter at have modtaget denne opdatering, udtalte værten, at måske var det et fly og tilføjede: “lad os ikke spekulere”, men holdt sit forslag åbent ved at gentage ordet “måske” yderligere to gange. 

Den 11. september, kl. 9.03 [eksplosionen i Sydtårnet]:
Nyhedsværten på Fox News 5 diskuterede med en tidligere FBI-agent, hvorvidt den første “påflyvning” kunne være en terrorhandling – da i det samme den “direkte” TV-sending (med WABC-logoet) – viste det andet fly ramme tårn nr. 2 og totalt forsvinde ind i bygningen, der derefter eksploderede i en enorm orange ildkugle. Trods den omstændighed, at billederne angiveligt blev sendt direkte, udtalte nyhedsværten, da han 3 minutter senere havde besluttet at repetere samme sekvens: “Jeg troede først, det skete … Jeg troede, at det var en gentagelse, men faktisk så vi det ske direkte, måske for 2 minutter siden …” Dette tyder på, at selv Fox News’ på dette tidspunkt ikke var sikre på, hvor sekvensen stammede fra, og først, efter at den var udsendt, fik fortalt, at de havde bevidnet en direkte udsendelse. Disse såkaldt direkte billeder blev vist med en uforklarlig forskydning på 19 sekunder.


Billedet: Formodet “live” TV-skærm fra Fox News 5 kl. 9.03 (den er 19 sekunder forsinket i forhold til sand tid). Fox’ egen nyhedsvært opfattede ikke straks, at det var en direkte optagelse, og 3 minutter senere meddelte han, at han tidligere havde opfattet, at der allerede var tale om en gentagelse. Der gik 3 minutter før han forstod, at udsendelsen var direkte.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

[…]

Den 11. september, 9.04:
CBS’ nyhedsvært, der i begyndelsen blev flankeret af nogle “direkte” optagelser af tvillingetårnene, med det anflyvende 2. fly – præcis de samme optagelser, som havde tilflydt andre større nyhedsagenturer, havde forpasset det andet flys “virkelige” kollision med tårnet, fordi han på tidspunktet havde interviewet en kvinde, der befandt sig et sted i nærheden af WTC. Han besluttede derfor at genvise forløbet, hvor flyet nærmede sig og kolliderede med tårnet. Men denne gang benyttede han CBS’s egne optagelser af scenen. Disse optagelser er taget fra et andet standpunkt og viser tydeligt en gigantisk orange ildkugle, der pludselig vælter ud af Sydtårnet, men intet fly. Studieværten beklagede, at han ikke kunne se noget fly overhovedet – og antydede, at det måtte skyldes en fejl. Imidlertid oplyste en kvinde, som han havde interviewet [i studiet] at eksplosionen blev forårsaget af et fly.
Få minutter senere besluttede studieværten, uden nærmere forklaring, at vise den samme optagelse igen, og denne gang bekræftede han, at han omsider “kunne se et fly” (til trods for, at der stadig intet fly var at se).

[…]


Side 154 i The Third Truth about 9/11.

 

[…]

Den 11. september, 9.16:
CBS TV viste nye optagelser af flyet, der skulle have ramt Sydtårnet – denne gang bevægede flyet sig hen mod kameraet, og man kan tydeligt se, at det foretager et stejlt dyk, før det forsvinder bag Sydtårnet. (Senere blev denne specielle optagelse af 9/11’s efterforskere døbt “dykbomber-optagelsen”.) Den tilhører en kategori af optagelser, der viser den samme “blånelse”, såvel i baggrunden som i tårnene – som vi genser med ramme nr. 2 i WNYW-serien ovenfor. En CBS nyhedsvært havde flg. kommentar: “nye optagelser; lidt Hollywood-agtige, men virkelige”.


Billedet: Nye optagelser som vist fra CBS 5 kl. 9.16 (ET). På de to billedrammer ovenfor ses et fly i en tydeligt dykkende kurs, inden det rammer sit mål (på andre optagelser er dette nummer 2 flys bane tydeligt horisontal et godt stykke før det rammer Sydtårnet. Dette fænomen forklares i næste afsnit af vores artikel). Da ildkuglen foldede sig ud, bemærkede studieværten, at det lignede noget fra Hollywood.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

[…]
11. september, kl. 9.22:
CNN’s nyhedsvært gentog endnu en gang, at de [CNN] ikke var i besiddelse af optagelser med det 2. fly fra dets kollision med Sydtårnet [i betydningen: CNN var ikke i besiddelse af egne optagelser], og så genafspillede de et bånd, der netop viste flyet kollidere med tårnet, men med teksten “COURTESY WABC” i øverste venstre hjørne af billedet. Sekvensen viser et fly, der nærmer sig tårnet fra billedets højre side og forsvinder ind i tårnet, og kort efter bryder de orange ildkugler ud fra tårnets modsatte side. Ved normal hastighed er der ingen tegn på tekniske anormaliteter i sekvensen; men afspilles den ramme for ramme, er det meget tydeligt, at et par helt sorte rammer tilsyneladende umotiveret findes mellem det tidspunkt, hvor flyet forsvinder ind i tårnet og det tidspunkt, hvor de velkendte orange ildkugler begynder at vise sig. Dette peger for det første klart på digital manipulation, og for det andet på meget kort tid til at foretage denne manipulation. [Uanset, om der er udført en digital manipulation, kender vi ikke den præcise anledning, idet det efter Mr. Richard Hall’s undersøgelse i 2016 ikke har været nødvendigt at tilføje et fly. Måske har hensigten været at skjule eller tilføje andet.] Den, der udførte dette, havde åbenbart ikke tid til at kontrollere sit arbejde og fjerne de sorte rammer. Tidsrummet mellem sand tid og disse rammer er kalkuleret til ca. 17 sekunder, og det betyder, at de personer, der udførte disse manipulationer den 11. september, sandsynligvis kun havde mellem 10 og 15 sekunder til rådighed.* Yderligere kan det ses, at ordet “Live” på de 4 rammer ovenfor tydeligvis er med forskellig baggrund (2 med rød baggrund og én med blå), fordi disse to dele af videoen blev kombineret i al hast (tidtagningen i det nederste højre hjørne plejer at skifte i CNN-optagelser mellem ET, MT, PT etc., men i den 4. ramme vises “PT” i stedet for “MT”, men det er ikke så unormalt for CNN, de skifter hele tiden. Ved normal hastighed er der mindre end 1 sekund mellem de 4 rammer). Det rigtigt fornøjelige ved dette klip er imidlertid, at to CNN-journalister, der diskuterede nyheden foran denne baggrund, ikke nævnte ordet “plane” en eneste gang. De gentog til gengæld ordene “explosion” og “exploded” mindst 6 eller 7 gange.


Side 161 i The Third Truth about 9/11.

 

[…]

11. september, kl. 9.25:
CNN bragte de første citater fra øvrighedspersoner i USA, der havde kaldt WTC-begivenhederne en “terrorhandling”. [Bemærk, at der endnu kun var forløbet 40 minutter siden det indledende angreb på Nordtårnet.]
***

Dette foregående uddrag er kun et kort interval af Dimitri Khalezovs omfattende kronologiske oversigt over en periode fra 5. september 2001 til 20. maj 2003 (s. 146–220 i bogen). Disse eksempler giver en fornemmelse af, hvor både sindrig og skrøbelig tilsløringen af 9/11 var. Men denne skrøbelighed vogtes endnu i 2017, snart 16 år efter forbrydelsen. Denne bevogtning udføres med verdens farligste og mest effektive våben:

DET JØDISKE MEDIEMONOPOL !!!

Et meget lidt uafhængigt retssystem holder nemt sagsøgere fra døren, hvis de ikke har beviserne i orden, og i denne sag ligger bevisbyrden helt tydeligt hos dem, der anfægter den officielle rapport om 9/11.

Der har været flere prominente forklaringer på 9/11. Især har Judy Wood og Morgan Reynold med deres observationer og sunde spørgsmål været snublende tæt på løsningen. Desværre var titlen på deres memorandum uheldig, selv om den ikke er forkert “… Directed Energy Weapon (DEW)” fra 2006. Havde de bare nøjedes med den, men den endelige titel blev: “Star Wars Directed Energy Weapon (DEW)”. Dermed gjorde de det for nemt for myndighederne at afvise deres i øvrigt prisværdige arbejde som forfløjen fantasi. De havde mere ret, end de anede; en underjordisk nuklear ladning på 150 kiloton, der udvikler sig asymmetrisk, er i høj grad et directed energy weapon. Men konceptet faldt dem ikke ind. Det er for ubegribeligt i sit udgangspunkt. Khalezov havde et betydeligt forspring med sit professionelle forhåndskendskab til installationen under bygningerne 1, 2 og 7 i World Trade Center, helt tilbage fra 80’erne. Mange af de skader, som Wood og Reynold peger på og undrer sig over, er forklaret med Khalezovs model.
Selv om de to DEW-tænkere siden må have fået kendskab til forklaringen om kontrollerede nukleare demoleringsladninger, har de ikke uddybet deres standpunkt og har måske problemer med den mentale øvelse, der er nødvendig for at vende retningen på dette 9/11 Directed Energy Weapon.

I næste afsnit indleder vi med at gennemgå Mr. Richard Hall’s undersøgelse og de mulige scenarier som følge af den. Derefter følger en visning af de mest kendte videosekvenser, der indeholder en “påflyvning”. Vi har hentet en version af hver af dem på YouTube og angiver starttidspunktet, hvis “kollisionen” ikke er den indledende scene.

Fortsæt til kapitel 3  Retur til kapitel 1