Attentatet mod World Trade Center 9/11-2001 er opklaret (nyt kapitel 1 af 3)

Sand Historie

Opdateret pr. 11. september 2017.

Med denne artikel bringer vi den hidtil bedste forklaring på, hvorfor to af verdens mest stabile stål- og betonkonstruktioner, skyskraberne Twin Towers, juvelerne i World Trade Center på Manhattan i USA frem til 2001, efter en kortvarig, begrænset brand, bogstaveligt talt forpuffede i en sky af gråhvidt pulver.

Hvad  blev der af stålet, betonen, glasset, inventaret, personerne og måske to passagerfly?
Da støvet lettede over den invaliderede skyline ragede ruinbunken efter hver af de 415-417 meter høje tårne højst 35 meter op i luften. Mærkeligt nok interesserede medierne sig kun overfladisk for det faktum, at ud af tårnenes samlede masse på 1.000.000 tons manglede omkring 80 procent!
Krigsbeskyldningerne mod den islamiske verden beslaglagde godtroende menneskers opmærksomhed og fratog dem evnen til at undres.

På basis af Dimitri Khalezovs bog The Third Truth about 9/11 bringer vi hans svar på dette nu 16 år gamle mysterium: Hvad skete der 9/11?
Hans svar og resultaterne af anden privat efterforskning siden 2001 har medført, at mysteriet i 2017 er langt mindre. Men der er stadig uforklarede sider af det, vi har kunnet iagttage på grundlag af foreliggende materiale på Internettet.

I dag, hvor denne reviderede udgave af vores oprindelige artikel fra 2014 udgives, er det præcis 16 år siden, at dette århundredes første verdensomspændende bedrag udspillede sig. Desværre er løgnene og tilsløringerne fra officielle kilder stadig de samme med hensyn til, hvem der stod bag angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001. Dette bedrageri rangerer på højde med andre illusioner fra det forgangne årtusinde, herunder især påstandene om industriel udslettelse af jøder under Anden Verdenskrig, men også historien om, at mordet på præsident John F. Kennedy i 1963 var en enkelt mands private projekt.

Disse løgne vedligeholdes i desperat omfang ved hjælp af verdens stærkeste våben:
det jødiske mediemonopol.

Løgnen om 9/11 beskyttes af en bestemt grund af USA’s myndigheder i form af “den første sandhed”, den for plebejerne, der er for troskyldige til at ane uråd. Det har i de seneste 16 år kostet tusinder af dem livet. Det forklarer vi senere. “Den anden sandhed” er for patricierne, der hjælpes lidt på vej med nogle antydninger og derefter formulerer en løsning til eget brug; men stadig absolut forkert.

“Den tredie sandhed” er selve sandheden! i al sin overbevisende enkelhed.

Den kendes og fortælles af os barbarer, som ikke er godtroende og ikke holder mund.

Det var ikke Osama bin Laden og Al-Qaeda eller den amerikanske regering, der stod bag attentatet mod World Trade Center i New York. Det var en verdensomspændende overvejende jødisk sekt, der dominerer CIA, Mossad m.fl. amerikanske og ikke-amerikanske organisationer og myndigheder i sektens stræben mod en NWO.

Hvis du er et sandhedssøgende menneske, må du være med til at afsløre dette første store bedrag i indeværende årtusinde. Vi, der er gået fri af hjernevasken, må udstille løgnen og dens bagmænd. Lær sandheden her på O-D-I-N.org og udbred den efter bedste evne. Det kræver en smule læsning og eftertanke af dig. Det bedste finder du her, hvis du vil vide, hvad der virkelig skete den 11. september 2001.

Læs uden at springe noget over, ellers mister du vigtige forudsætninger i den overordnede fremstilling og argumentation.

Forord af Hugo Ravn

 


John F. Kennedy. Foto: Internettet

 

John F. Kennedy var den mest indsigtsfulde og selvstændige leder, den vestlige verden har kunnet mønstre siden Adolf Hitler. Kennedy respekterede Hitler for de resultater han opnåede i Tyskland, inden den jødisk fremprovokerede Anden Verdenskrig opslugte og ødelagde alt, hvad der var anstændigt og ordentligt.
Begge disse enestående statsmænd havde observeret, hvilken trussel det verdensomspændende kriminelle jødiske netværk repræsenterer for den vestlige verdens levevis og kultur, og de havde begge mod og mandshjerte til at tale åbent om problemet og forsøge at løse det på fredelig vis. 

De fleste ved, hvordan det gik dem. Spørgsmålet er, om det hvide Europa, som de henvendte sig til, skal finde sig i jødernes myrderier, eller vi kan mobilisere det nødvendige mod og sammenhold til at tage kampen op – stadig for at opnå en fredelig politisk løsning til trods for jødernes fanatisme.

“De bedste blandt goyim skal du dræbe,” lyder tilskyndelsen i Talmud, jødernes betydeligste lærebog! (goyim betyder ikke-jøder).

Kennedy opfordrede nationen til at stå sammen mod jødevældet i USA

Uddrag af Kennedys tale til amerikanske pressefolk og nationen om hemmelige selskaber og landsskadelige medier – kort før han blev myrdet i Dallas, Texas, i 1963 – har vi oversat her:

“Selve ordet hemmeligholdelse er frastødende i et frit og åbent samfund, og vi er som folk arveligt og historisk konfronteret med hemmelige samfund, hemmelige loyalitetsafgivelser og hemmelige procesforløb. … Vi står overalt i verden over for en monolitisk og hæmningsløs konspiration, der primært baserer sig på skjulte midler til udbredelsen af dens indflydelsessfære, på infiltration i stedet for fremtræden, på undergravende virksomhed i stedet for frie valg, på intimidering i stedet for fri vilje. Det er et system, der har rekrutteret umådelige menneskelige og materielle ressourcer i opbygningen af et finmasket net, en højst effektiv maskine, der kombinerer militære, diplomatiske, efterretningsmæssige, økonomiske, videnskabelige og politiske operationer. Dens planer er fordækte – ikke offentlige, dens fejltagelser bliver begravet – ikke bragt som overskrifter, dens modstandere bringes til tavshed – bliver ikke hørt; intet forbrug anfægtes, intet rygte trykkes, ingen hemmelighed afsløres. … Derfor afgjorde den athenske lovgiver, Solon, at det var en forbrydelse for enhver borger at afstå fra at ytre sin mening. Jeg beder om jeres hjælp til denne enorme opgave at informere og engagere det amerikanske folk. Jeg har tillid til, at med jeres hjælp, kan mennesker blive, hvad de er født til at være: frie og uafhængige.”

(Se den originale tekst nederst på siden. Når du har afsluttet nærværende artikel, er vores artikler om, hvorfor og hvordan J. F. Kennedy blev myrdet af jøderne i USA tilsvarende interessante og overbevisende.)

Hvad har et bestemt netværks hang til mord, intimidering, konspiration og hemmeligholdelse at gøre med angrebet på World Trade Center?

Svaret er: Det verdensomspændende kriminelle jødiske netværk har ALT med denne forbrydelse at gøre. Det vil fremgå af denne artikel og dens kilder.

Et mantra i tidens USA lyder:

I cannot tell you about evidence that has been gathered. It is classified information.
I cannot tell you about evidence that has been gathered. It is classified information.
I cannot tell you about evidence that has been gathered. It is classified information.

Når befolkningen evindeligt mødes af hemmeligholdelse, fortielser og løgnagtige forklaringer fra de mennesker, der er sat til at regere nationen, opstår en magtesløshed og en længsel efter sandheden. Den tilstand fører til konspirationer, og der har verseret mange af slagsen om angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 (kaldt “9/11″), især i USA selvfølgelig, og ikke mindst fordi, den officielle rapport har vist sig at være én stor bortforklaring. Magthaverne har besluttet dens fuldkommenhed, men når befolkningen opdager, at der findes én sandhed for magthaverne og en anden for folket, ønsker de mest selvstændigt tænkende at kende dem begge.
Blandt de mange verserende teorier om 9/11 er en stor del af dem plantet. Der findes desværre mennesker med historiske grunde til at undertrykke sandheden, og der er søsat mange groteske konspirationer, som er med til at forplumre billedet. “Vi spiller med på begge sider,” er erkendelsen af en af jødernes strategier, og den siger alt om perfiditeten i de kredse, hvor sandheden altid har været en fjende.

Den sundt analyserende forklaring, som vi giver en forsmag på med denne artikel, rammer efter vores vurdering hovedet på sømmet om 9/11. Nærmere den absolutte sandhed kommer sandhedssøgende mennesker næppe i forhold til dette massemord, der kostede næsten 3.000 mennesker livet. Der var naturligvis et segment af menneskeheden, der gik fri, som altid går fri, og som kender de fleste detaljer om 9/11, og det er forbrydere af deres format, det er nødvendigt at gøre op med.

Den følgende forklaring får hele tiden flere tilhængere, selv i akademiske kredse. Dér har man af grunde, som er farlige for os alle, hersket en uskøn afventende tilbageholdenhed i det meste af ti år. Modet har i høj grad svigtet hos dem, der kunne gøre en forskel i den offentlige debat. Der er desværre for mange eksempler på, at afvigelser fra den officielle konsensus har medført opsigelser fra universiteterne. Det er også i kriminelt omfang sket i Danmark.

Den følgende overbevisende forklaring skyldes russeren Dimitri Khalezov, der i 80’erne var ledende officer i en sovjetisk efterretningsafdeling (der på engelsk ville hedde) Special Control Service of the 12th Chief Directorate of the Defense Ministry. Det var en afdeling, hvor man bl.a. indsamlede data fra overvågning af atomart materiale inden for USSR og i verden ude omkring. Med Khalezovs egne ord bevidner han blot, hvad han ved. I 2010 havde han i bogform endeligt formuleret sin forklaring på, hvad der virkelig foregik under 9/11. Bogens titel er The third truth about 9/11 (Den tredje sandhed om 9/11). Det er denne version fra 4. juli 2013, vi henviser til i det følgende.


Forfatter til
The Third Truth about 9/11.

 

Vores langsigtede mål her på O-D-I-N.org med at bringe Dimitri Khalezovs forklaring og anklage er ønsket om, at sandheden om 9/11 en dag vil skabe et så uomgængeligt folkeligt pres, at et forhåbentligt endnu eksisterende anstændigt USA bliver nødt til at stille de ansvarlige for retten og straffe dem for deres medvirken. Imidlertid kan vi frygte, at anstændige mennesker aldrig mere vil komme til orde eller magt i USA.

Her bringer vi Dimitri Khalezovs bevidnelse i en dansk resumerende men absolut loyal udgave. Vi opfordrer alle, der søger sandheden, til at læse The third truth about 9/11 (ca. 1.000 sider på engelsk i A4-format), som kan hentes fra linket sidst i denne artikel. Vi tilstræber at have den nyeste version liggende. Vi har betalt for vores kopi og vi har kontrolleret den checksummer.
Vi opfordrer læseren til at gøre det samme. Khalezovs tekster, hjemmesider og videoer på Internettet er konstant under angreb, så det er nødvendigt at kontrollere, at teksterne er de originale. Fremgangsmåden forklares til sidst. Endelig er det op til læserne selv at honorere forfatteren efter hans forslag [2].

Det skal med her, at i forskellige spørgsmål udvikler vi her på redaktionen vores egen mere detaljerede forklaring, men uden at konfrontere hovedlinjerne i Khalezovs opfattelse af det skete. Det er også os, der kalder gerningsmanden for en morder. Betegnelsen er møntet på det skyldige kollektiv af jødiske logebrødre, der hærger, primært den vestlige europæiske verden, hvis historie, intellektuelle ejendom og fysiske værdier gradvist overtages gennem jødernes parasitiske livsform i værtslandene.

— Hugo Ravn

Officielle facts om tvillingetårnene i World Trade Center

 


Tvillingetårnene var en karakteristisk og prominent del af New Yorks skyline.
Foto: Internettet

 

Twin Towers var summen af Nordtårnet og Sydtårnet, henholdsvis WTC bygning 1 og 2. Tvillingetårnene udgjorde indtil angrebet den 11. september 2001 en central og iøjnefaldende del af komplekset World Trade Center på Manhattan i New York. Bygning 1 var 417 meter høj, bygning 2 – 415 meter, hver bygning havde 110 etager. Fra Nordtårnet stak yderligere en 110 meter høj radio- og Tv-mast op fra toppen. Tårnene blev designet af den japansk-amerikanske arkitekt Minoru Yamasaki og blev opført i perioden 1966–73. 
WTC-kompleksets Bygning 7, The Salomon Building, var et 47-etagers højhus med trapez-formet tværsnit lidt nord for tårnene. Fælles for de tre bygninger var, at den overjordiske del af konstruktionerne helt overvejende bestod af stål, ca. 100.000 tons i hvert tårn.


Ill.: Internettet

 

Om lidt følger en kort beskrivelse af det officielle hændelsesforløb ved angrebet på World Trade Center og Pentagon i løbet af tirsdagen den 11. september 2001.
Dermed anfægter vi indtil videre ikke de amerikanske myndigheders officielle udlægning fra 2004 i “The 9/11 Commission Report”. Denne rapport er endnu i 2017 uændret i forhold til, hvad kommission i 2004 mente der var sket, og hvad motivet mentes at have været. Kommissionens rapport er mere et politisk manifest end en sandfærdig undersøgelse og rapportering om angrebet på World Trade Center og Pentagon. Den kan læses via linket nedenfor. Bemærk fx på side 579, punktet “12 What to do? A Global Strategy”, der viser, at neokonservativ tænkning allerede var introduceret som en konsekvens af forbrydelsen. Bogen præsenteres på Wikipedia med følgende tribut: “Nominering: National Book Award for Nonfiction” (hvis nogen skulle komme i tvivl). Rapporten er i et og alt et bestillingsarbejde fra myndigheder, der har gjort alt for at tilsløre sandheden og fortsætter med at gøre det. Sagen har fået samme tendentiøse behandling som det brutale mord på John F. Kennedy i 1963, og efter vores overbevisning er morderen den samme.

The 9/11 Commission Report (skal læses i Adobe Acrobat Reader, der frit kan hentes via linket).

Her følger den hidtil mest sammenhængende forklaring på, hvad der skete før, under og efter den 11. september 2001, og vi beskriver nogle af konsekvenserne af forbrydelsen. Denne afsløring er ikke fra i går; den har været tilgængelig for offentligheden siden 2010, men har ikke nydt større opmærksomhed i USA. Årsagen er ikke kun, at mainstreammedierne er jødisk kontrollerede, men at amerikanerne i almindelighed har utroligt vanskeligt ved at forlige sig med, at forsvaret af nationen kunne sættes ud af spillet af en mindre gruppe af kriminelle. Det betyder, at vi aldrig hører sandheden fra medier og de efterforskere i USA, der er kommet tættest på en forklaring har stadig store problemer med at erkende virkeligheden og har forsøgt at forklare sig væk fra den nukleare virkelighed.

I Danmark er den offentlige mening totalt i hænderne på jøderne, og meget få private har formået at distancere sig fra hjernevasken og sætte sig grundigt ind i forudsætningerne og begivenhederne på grundlag af egne observationer og konklusioner. Vores beskrivelse af forbrydelsen 9/11 bygger i høj grad på private undersøgelser og samvittighedsvidners beretninger. Her taler vi primært om en tidligere sovjetisk efterretningsofficer Dimitri Khalezov, hvis bog The third truth about 9/11 er grundlæggende læsning for enhver, der har indset, at en kriminel jødisk klike med filialer over hele verden har som målsætning at begå hensynsløs kriminalitet mod den øvrige menneskehed.
Dimitri Khalezovs bog er på engelsk og findes kun som e-bog læselig i PDF-Reader. Forfatteren opfordrer alle til at kopiere den og dele den med andre. Vi linker senere til den nyeste udgave fra  4. juli 2013! – Vi har også lyttet til den tidligere CIA-agent Susan Lindauer og hendes vidnesbyrd. På video fortæller hun om sin tid som koordinator mellem CIA og Irak, indtil hun faldt i unåde og blev frihedsberøvet i fem år uden retssag, på nippet til at blive kemisk lobotomeret. Hendes anholdelse og fængsling skete i medfør af “Patriots Act”, der giver myndighederne i USA særlige beføjelser over for personer, der mistænkes for terrorisme. Vi linker til hendes video sidst i artiklen.

På Internettet findes en guldgrube af velmente partsindlæg om 9/11 med vidt forskellige udlægninger af motivet til en af verdens mest uhyrlige forbrydelser. På en enkelt formiddag blev næsten 3.000 sagesløse amerikanere myrdet af morderens marionetter. En betydelig del af materialet på Internettet er konstrueret for at forvirre og vildlede, og det har i høj grad medvirket forplumringen af billedet gennem 16 år.
Sandheden vil dog sejre til sidst, og de bedste af undersøgelserne er højst brugbare forsøg på at bringe sandheden for en dag. Vi henviser løbende til den del, som vi bedømmer er kvalificeret og nyttig. Enhver kan med sig selv afgøre værdien af materialet ved at krydsreferere hovedlinjerne. Man kan fx finde en del billeddokumentation, der udmærker sig ved at være ukoordineret i modsætning til jødiske TV-stationers repeterende indoktrinering med historien om, at det var islamiske gidseltagere, der angreb World Trade Center.

Tirsdag formiddag den 11. september 2001 indtraf følgende på Manhattan

Kl. 08:46:30 blev Nordtårnet i bygningskomplekset World Trade Center (Bygning 1) angiveligt ramt på nordvæggen gennem etagerne 93–99 (primært 94–98) af et Boing 767-200ER passagerfly. Der opstod øjeblikkeligt en eksplosionsbrand i højde med de nævnte etager, og da ilden stilnede af, kunne man observere en stor takket, aflang åbning i nordvæggen og nogle mindre sekundære åbninger i samme højde i sydvæggen.

Kl. 09:02:59 blev Sydtårnet (Bygning 2) angiveligt ramt på sydvæggen gennem etagerne 77–85 (primært 78–84) af et lignende Boing 767-200ER passagerfly. Der opstod igen en eksplosionsbrand i højde med de nævnte etager, og da ilden tog af, kunne man observere en stor takket, aflang og lidt skråtstillet åbning i sydvæggen og en mindre men synlig åbning i samme højde i østvæggen samt en mindre åbning tæt ved det nordøstlige hjørne i nordvæggen.

Opsøg billederne på Internettet; søg fx på YouTube med “9/11 attack on world trade center” og vælg “Billeder”.


Ill. fra FEMA’s rapport (Federal Emergency Management Agency).

 

Flyets formodede indslagsretning på nordsiden af Nordtårnet (WTC 1; tæt på midten og næsten vinkelret på bygningen. Den nedtonede vinge antyder, hvor meget flyet menes at have krænget i anslaget (venstre vinge lidt lavere end højre).
Et Boing 767 passagerfly har et vingefang på 47,57 meter; tvillingetårnene havde kvadratisk tværsnit med sider på 63,40 meter. Bemærk at kærnen i Nordtårnet er orienteret i øst–vestlig retning.


Ill. fra FEMA’s rapport.

 

Flyets formodede indslagsretning på sydsiden af Sydtårnet (WTC 2); tættere på det sydøstlige hjørne og i en vinkel mod øst. Bemærk at kærnen i Sydtårnet er orienteret i nord–sydlig retning

Vindene over Manhattan blæste det meste af denne formiddag svagt fra nordvest. Dermed kan man orientere sig om optagelsernes retning ved at iagttagelse røgfanerne.


Ill.: Internettet

 

Kl. 09:37:46 blev centret for krige i verden, Pentagon i Washington, angiveligt ramt i landskabshøjde af et Boing 757 passagerfly på den vestvendte pentaeder. Derved opstod der i den yderste mur en næsten cirkulær åbning med en diameter på 3–4 meter, og der opstod brand i den yderste bygning. Yderligere to bygningsrækker ind mod midten af den koncentriske, femkantede konstruktion blev gennembrudt. Der fremkom ikke udstrakte skader på ydervæggen, men den (af flere årsager) opblussende brand medførte efter ca. 29 minutter, at de overliggende 3–4 etager i den yderste ringbygning faldt sammen.

Opsøg billederne på Internettet; søg fx på YouTube med “9/11 attack on pentagon” og vælg “Billeder”.


Ill.: Internettet

 

Kl. 09:59:00 faldt Sydtårnet sammen efter at have brændt i 56 minutter.

Kl. 10:03:11 styrtede angiveligt et Boing 757 passagerfly ned på en mark i nærheden af Shanksville, Pennsylvania.

Kl. 10:28:00 faldt Nordtårnet sammen efter at have brændt i 101,5 minutter.

Kl. 17:20:33 faldt Bygning 7 sammen uden at være ramt af noget fly, angiveligt demoleret på klassisk vis på grund af svækkelse efter brandskader opstået under og efter tvillingetårnenes fald.

De officielle flyvemønstre for de fire involverede “flights” fremgår af kommissionsrapportens sider 32 og 33.

Kølige iagttagelser, og et brændende spørgsmål

Ved begge angreb på tårnene bredte sig en eksplosionsagtig og karakteristisk væskebrand vandret ud fra bygningen, og der blev slynget facadebeklædning (aluminiumsplader) og mindre brændende objekter ud, som straks faldt til jorden. Efter ret kort tid blev den synlige ild mere sporadisk, tydeligvis fordi det mest flygtige af brændstoffet var brugt op. Derefter var det dominerende indtryk en massiv sort røgudvikling som fra oliebrande inde i bygningen, i begyndelsen i samme højde som de primære udvendige skader, men efterhånden også adskillige etager opefter, idet bygningen virkede som en skorsten og hullerne i murene som trækkanaler. Dertil kom indtrykket af et flydende stof, der ved høj temperatur bredte sig som glødende tunger nedad. Men udefra viste den uberørte del af tårnene, såvel som de ramte etager, ingen tegn på egentlige brandskader – indtil bygningen overraskende og uforklarligt styrtede sammen i en gigantisk støvsky.

Det samlede angreb forvoldte næsten 3.000 menneskers død. Omkring 400 var rednings- og politifolk, der forsøgte at undsætte nødstedte. En enkelt jødisk person omkom i tårnene. To andre jødiske personer hævdes at have været passagerer i de fly, der verserer i den officielle forklaring. Men eftersom det, der ramte Twin Towers og Pentagon, aldrig er blevet identificeret som et af disse fly, svæver påstanden frit i luften så at sige.

Umiddelbart under og efter sammenstyrtningen af tårnene blev store dele af Manhattan indhyllet i en vulkanagtig sky af gråhvidt støv. Skyen lignede et fænomen, der kan opleves ved vulkanudbrud, hvor såkaldt pyroklastiske skyer, eller glødelaviner kan opnå temperaturer på op til 1000°C. Det er uvist, hvilken temperatur støvskyen havde i de første sekunder efter pulveriseringen. Der blev fundet totalt udbrændte biler lige i nærheden af tårnene, men skyen blev hurtigt kølet ned, da den bredte sig til siderne.
Ud af tvillingetårnenes samlede masse på ca. 1.000.000 tons, hvoraf godset i de perifere og centrale dragere i tårnene var 6,35 cm tykt, eller tykkere end de forreste panserplader i en kampvogn, lå ca. 20 procent (en femtedel) tilbage på “ground zero”, da støvskyerne lettede. Hvor var de manglende 80 procent forsvundet hen? – 800.000 tons bygningsmasse, heraf 160.000 tons konstruktionsstål.

Myndighederne udpegede hurtigt attentatets gerningsmænd

Nogle af os husker, hvordan dele af den amerikanske regering og de mediebårne myndigheder ivrede efter at udpege den islamiske verden som ansvarlige for attentatet mod World Trade Center og Pentagon. De mest fremtrædende i denne hetz var daværende præsident, George W. Bush, vicepræsident Dick Cheney, krigsminister Donald Rumsfeld og krigsrådgiver i Pentagon, Richard Perle, men der var mange flere fra gruppen af primært jødiske personligheder, der på tidspunktet førte sig frem som “neokonservative”. Vi viser senere videoen “9/11 missing links”, der afslører en del af det kriminelle netværk i USA:

Overskrifter og navne som “terrorist attack”, “America under attack”, “Islamic war against western lifestyle”, “Al-Qaeda”, “Osama Bin Laden”, “full-scale investigation”, “retaliation” m.fl. blev trommet gennem medierne, og kort efter introduceredes “Saddam Hussein” som verdens slyngel nummer ét, bevæbnet med arsenaler af “masse­ødelæg­gelses­våben”.
Efter kort tids intense medieudladninger førte det nye “risikobillede” til konceptet “Krig mod terror”. Dermed fik statsmagterne såvel i USA som i Europa stærkt udvidede beføjelser til at snage i borgernes privatliv, og på det strategiske niveau blev det legitimt at rette såkaldt forebyggende angreb (preemptive strikes) mod lande, der efter neokonservative tænkeres uanfægtede voteringer måtte være arnested for terrorisme. Irak og Afghanistan kom til at holde for i “verdenssamfundets” efterfølgende serie af angreb på verdensfreden.
Allerede da tårn nummer to var sat i brand, blev disse velforberedte nøgleord og kampråb taget i brug og derefter atter og atter gentaget i medierne.

Nitten navngivne og afbildede medlemmer af Al-Qaeda (siderne 238 og 239 i kommissions-rapporten) havde, påstår den, med Osama Bin Laden som anstifter og bagmand gennemført fire kapringer af passagerfly med afgang hhv. fra Boston, Boston, Washington og Newark. Kaprerne styrede angiveligt to af flyene ind i tvillingetårnene, et tredje ind i Pentagon, og det sidste, der antoges at være bestemt for Det Hvide Hus, blev på grund af kamp mellem passagerer og kaprere fløjet lodret ned i en mark i Shanksville, Pennsylvania. Angiveligt blev alle passagerer og flykaprere dræbt ved de fire selvmordsaktioner.

Alle undersøgelser af 9/11 er berettigede, men ikke alle har afgørende betydning

Det bliver livligt diskuteret, om det var fly, missiler eller noget andet, der ramte tvillingetårnene og Pentagon, men strengt taget er det uden betydning i forhold til den umiddelbart opnåede effekt på offentligheden via medierne. Der er vidneforklaringer, der hver for sig peger på såvel et mindre fly som et passagerfly eller et missil. Enkelte insisterede på, at tårnene bare eksploderede uden, at noget flyvende objekt var i nærheden, og det kan måske også forklares. Men det umiddelbare og afgørende indtryk af, at et Boing 767 passagerfly havde ramt tårnene, blev eftertrykkeligt hamret fast i TV- medierne fra kort efter angrebet, og det var afgørende for hele verdens oplevelse af, hvad der foregik.

Passagerfly versus Twin Towers

 


En Boing 767-200ER fra American Airlines. Foto: Internettet

 

American Airlines Fligt 11 og United Airlines Flight 175 var passagerfly af denne type, der hhv. skulle have gennembrudt murene i Nordtårnet og Sydtårnet i World Trade Center.

Enhver fornuftig videnskabsmand afviser i dag, at et Boing 767-200ER passagerfly, der helt overvejende består af aluminium, havde evnen til at diffundere ind gennem væggen på tvillingetårnene uden at i det mindste halvdelen blev slynget tilbage og faldt til jorden i form af identificerbare vragdele. Men alle officielle videoklip viser, at flyene skar sig gennem skyskrabernes stål som en varm kniv gennem smør. De gennemgående lodrette stålbjælker i tvillingetårnenes ydervægge havde en centerafstand på 101,6 cm og var ca. 38 cm brede. Dermed kolliderede mere end en tredjedel af flyet i det horisontale plan direkte med en panseragtig stålbjælke, hvis flige vinkelret på facaden var 2,5 tommer tykke (det er 6,35 cm!). Disse bjælker, der er vist i et vandret snit på tegningen nedenfor, var forbundet på tværs udfor hver etageadskillelse med lige så kraftige traverser. Dette net af stålbjælker udgjorde yderskallen i tårnenes overordnede rørkonstruktion.

En stor del af diskussionen på Internettet har handlet om flyenes penetreringsevne og den sandsynlige spredning af vragrester ved kollisionen, ikke om flyene kunne skade den bærende konstruktion ved en påflyvning. Det sidste var udelukket. Tårnene var konstrueret til at kunne modstå den kinetiske energi fra en fuldlastet Boing 707 (det største kommercielle fly i 60’erne) ved normal marchhastighed og ville ifølge WTC’s chefingeniør i 2001 kunne tåle at kollidere med et antal af den slags fly samtidig.
Tilbage er kun påstanden om, at tårnenes konstruktion blev så omfattende svækket ved den fortsatte brand, at konstruktionen som helhed brød sammen. Den forklaring afvises af alle med viden om brande i bygninger, hvis bærende konstruktion er af konstruktionsstål. Jetbrændstof, der minder om petroleum, forbrænder hurtigt i fri luft ved en temperatur på 1030 °C, langt under ståls smeltepunkt på 1516 °C. 

Når jetbrændstoffet var brændt, ville afkølingen begynde, og bygningens sædvanlige indhold af brændbare materialer ville ikke kunne ændre på det forhold. Det kendte scenarium ville gentage sig; ilden på de ramte etager ville dø ud inden for ganske få minutter uden at skade konstruktionens bæreevne. Den følgende afkøling ville i dette tilfælde blive fremskyndet af trækken gennem de opståede åbninger.
I Nordtårnet observerede man en kvinde stå i åbningen i den nordlige væg med hånden på en af bjælkerne i facaden, kort før tårnet faldt.


Den øverste halvdel af tegningen repræsenterer den udvendige side af bygningen. Centerafstanden mellem de lodrette stålbjælker var 101,6 cm, mellemrummet, regnet mellem de inderste flige, 63,5 cm. Glassets lysåbning har været ca. 50 cm. Den udvendige aluminiumsbeklædning, ca. 3 mm, er antydet. Godset i de tykke af fligene i disse lodrette stålprofiler var 6,35 cm tykt (2,5″). Bygningens overflade bestod altså for 2/3’s vedkommende af vinduer, og for den resterende 1/3 af vældig solidt stål. Der var reelt tale om en panseragtig facade for denne 3.dels vedkommende, for ikke at nævne etageadskillelserne på hver 1,6 meters højde, der yderligere var forstærket med beton i gulvplanet, og hvoraf “flyet” mod Nordtårnet må have ramt mindst 5 og mod Sydtårnet mindst 6 af disse adskillelser.

 

Et tankeeksperiment:
Et passagerflys kollision med en sådan panserskal kan sammenlignes med, at et aluminiumsprojektil affyres imod en tynd stålplade, der er så tyk, at projektilets samlede bevægelsesenergi ikke kan bøje den. Det svarer til, at tårnenes strukturelle stivhed kunne modstå en kollision med et Boing 707-fly uden at ændre form. Hvis vores stålplade er så tyk, at aluminiumsprojektilet ikke kan bøje den, vil det aldrig kunne passere stålpladen, for det kan under ingen omstændigheder gennembore den.
Med andre ord ville et sådant projektil af aluminium deformeres og splintres mod stålpladen og i princippet falde til jorden foran den. Det er derfor Dimitri Khalezov så rigtigt gentager, at aluminium ikke kan “penetrere” stål. Hvis vi udvider eksperimentet og affyrer 3 projektiler af aluminium samtidig (o o o), side om side og vandret, så det ene rammer stålpladen og de to andre rammer lige ved siden af (o o|o|), har vi et billede af, hvordan 2/3 af flyet (teoretisk) ville kunne passere ind i tårnet gennem vinduesåbningen ved siden af hver stålbjælke. Men i vores eksperiment er der ingen sammenhængskraft mellem de 3 projektiler, og dermed passerer 2/3 af aluminiums-projektilerne uhindret forbi stålpladen. Et fly derimod hænger vældig godt sammen, og derfor vil den ene trediedel, der rammer et stålprofil holde fast i de to trediedele der rammer vinduet således, at langt over en trediedel af flyet (i virkeligheden op mod halvdelen) ville blive knust mod tårnet, kastet tilbage og ramle ned på underlaget i gadeplan. Ingen af disse millioner af vragstumper, som et nedstyrtet passagerjetfly normalt efterlader, og hvoraf en stor del indeholder identificerbare numre, blev fundet i nærheden af tårnene. En isoleret sektion med vinduesåbninger, to dele af et understel (landingshjul) og en (forkert) motor var alt, hvad der fandtes. Disse få vragdele blev med sikkerhed plantet i forvejen.


Her er en del af den bærende ydervæg fremhævet, så man kan se den indbyrdes 1-etages forskydning mellem de 3-etager høje moduler.
Ill. FEMA’s rapport

 

Passagerfly versus Pentagon

 


En Boing 757 fra United Airlines. Foto: Internettet

 

American Airlines Flight 77 og United Airlines Flight 93 var passagerfly af denne type, der hhv. skulle have gennemboret 3 bygningsblokke i Pentagon og have boret sig ned i en mark i Shanksville, Pennsylvania, i begge tilfælde på en måde, så stort set ingen vragdele blev efterladt uden for indslagsåbningen.

I tilfældet Pentagon er det endnu mere oplagt, at hverken en Boing 757 eller noget andet konventionelt fly ville kunne gennembryde murene i det yderste bygningslag og derefter gennemtrænge yderligere to lag bygninger og kun efterlade en kanal, der var 3–4 meter i diameter. Det er logisk for enhver, der ikke er engageret i en desperat dækhistorie, at en flyvemaskine ville efterlade det meste af vingerne og halepartiet på området uden for indslagsåbningen og to huller i ydermuren, hvor motorerne var brudt igennem.
Alle spor peger på, at Pentagon blev ramt af et pansret missil. Dette faktum var i høj grad af betydning for forsvarets beslutningstagere.
Et medieperson på “nedstyrtningsstedet” forklarede i andet forsøg, at et passagerfly havde ramt Pentagon. Men da han rapporterede umiddelbart efter påflyvningen, endnu under indtryk af ubearbejdede realiteter, mente han, at det flyvende objekt måtte have været et missil. I den tilpassede version lancerede han et interessant passagerfly, hvor vingerne kunne glide ned langs kroppen, inden det borede sig ind i Pentagon, og vi bedes venligst forstå, at et sådant fly kunne forsvinde helt gennem en åbning på kun 3–4 meter i diameter. Måske kunne halefinnen og haleplanet også klappe sammen?

Her er en kort videooptagelse, der blev offentliggjort i 2011. Måske viser den et missil slå ind i Pentagon. Under alle omstændigheder minder det lyse flyvende objekt ikke meget om et passagerfly. Kig her.

Dimitri Khalezov har detaljeret og nøgternt redegjort for en viden, som han kun kan have fra en bestemt del af det sovjetiske efterretningsvæsen. Hans speciale var oprindeligt afprøvning, dataindsamling, opbevaring og vedligeholdelse af nukleare materialer i Sovjet. Han blev senere tilknyttet en enhed, “16479”, der beskæftigede sig med efterretninger om kærnevåben og kærnemateriale, bl.a. registrering af emnernes bevægelser og håndtering uden for Sovjetunionen i forhold til eksisterende traktater.
I sin bog (og i et længere britisk interview fra 2013, som vi linker til senere) argumenterer han overbevisende for, at det var et sovjetisk bygget krydsermissil af typen P700 Granit, en flyvende murbrækker, normalt udrustet med en 500 kiloton atombombe, der ramte Pentagon. Missilet blev affyret fra Atlanterhavet 2–300 miles fra kysten (320–480 km).


Ill.: Internettet

 

Sovjetisk P700 Granit krydsermissil. De ret små bæreplaner stikker ud mod betragteren. Missilet blev udviklet som forsvar mod USA’s hangarskibe. Det var kraftigt pansret, vejede 7 tons og fløj med 2,5 mach. Officiel rækkevidde: 625 km. Bevægelsesenergien var så høj, at det kunne slå en krydser over på midten, selv uden sprængladning. Missilet rummede en avanceret software til intelligent målsøgning, undvigelse og angreb. Russerne mente selv, at fra missilet blev taget i brug engang i 70’erne til flere år efter 9/11 var det umuligt at skyde det ned fra fly eller med antiluftskyts. Granit-krydsermissilet var, når øvelser undtages, altid armeret med en termonuklear krigsladning på 500 kiloton.

 


Her ses ladningen forrest og motoren, en ramjet, bagest; i midten brændstoftanken. Foto: Internettet

 

Missilets resterende brændstofbeholdning har næppe været tilstrækkeligt til den efterfølgende ødelæggende brand i Pentagon. Brandfolk på stedet udtalte til journalister, at indtrykket af denne brand og dens skadevirkninger på Pentagons vestfacade blev forstærket af, at det brændte med kraftig sort røgudvikling fra trailere, der stod parkeret i nærheden af muren ikke langt fra indslagsstedet. Der findes ikke mange billeder på Internettet af Pentagon i tidsrummet fra påflyvningen, og indtil de overliggende etager og taget faldt sammen ca. 29 minutter senere. Der findes til gengæld mange billeder af Pentagon fra efter bygningskollapset, hvor den mindre og næsten cirkulære åbning havde udviklet sig til en kløft gennem det yderste bygningslag og en sodsværtet kanal, der fortonede sig ind gennem de næste to bygninger, det hele præget af ødelagte bygningsdele. En betydelig sodsværtet facade skulle utvivlsomt underbygge historien om et nedstyrtet passagerfly.

WTC_Pentagon_missil_bane_480xy
Det flyvende objekt, der ramte Pentagon, borede en tunnel gennem 3 bygningsblokke. Udgangsåbningen i den sidst gennembrudte mur ved (V) var stadig cirkulær og ca. 3 m i diameter. Det er en ret desperat påstand, at et Boing 757 passagerfly skulle kunne skabe en sådan projektilkanal! med sin aluminiumskrop.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

Det har længe været indlysende for mange, at de amerikanske myndigheder i vidt omfang brugte medierne til at camouflere, hvad der virkelig var sket, ikke mindst i forhold til Pentagon.

I sin bog fortæller Dimitri Khalezov, at det konkrete russiske missil var udrustet med en termonuklear krigsladning på 500 kiloton, men at ladningen ikke blev udløst. Atomsprængningen ville have udslettet store dele af Washington DC. Den ikke udløste kærneladning er et interessant aspekt i forhold til de senere begivenheder samme dag. Mere om det punkt lidt senere.


Dette er en uspecifik gengivelse af et termonukleart atomsprænghoved, primært baseret på Plutonium-239, men forstærket med Uran-238-reflektor, en let og effektiv kombination.
Ill.: Internettet

 

Overlevende flykaprere!

Dimitri Khalezov fortæller, at 12 af de 19 “islamiske terrorister”, der figurerer i den officielle kommissionsrapport som kaprere af de fire fly, kan udelukkes, enten fordi de endnu er i live (8) eller havde et alibi for kapringstidspunktet.
Ud af de fem, der skulle have kapret American Flight 11 og fløjet maskinen ind i tvillingetårn 1, har de fire nu enten et alibi eller er konstateret i live. Af de fem, der skulle have kapret United Flight 175 og fløjet maskinen ind i tvillingetårn 2, gælder tilsvarende for to af dem. Af de fem, der skulle have kapret American Flight 77 og fløjet maskinen ind i Pentagon, er det samme tilfældet for fire af dem, og endelig – Af de fire, der skulle have kapret United Flight 93 og fløjet maskinen ned i en mark i nærheden af Shanksville, Pennsylvania, har to af dem nu enten et alibi eller er i live.
Tidligere (fx i 2007) var andre begyndt at undersøge, om de 19 personer, der officielt blev udråbt til flykaprere, nu også kunne være det. Se de 4–5 min. her (fra 1:05:30 til 1:10:00).

Eftersom en eller flere kaprere fra hvert af flyene enten har et alibi eller er i live, og det lader til at være dokumenteret, hvis man kigger på Internettet, falder hele flykaprings-scenariet til jorden. 
På det angivne nedstyrtningssted for United Flight 93, en mark i nærheden af Shanksville, Pennsylvania, fandt havarieksperterne ikke tilnærmelsesvis de vragdele, som et nedstyrtet passagerfly ville have efterladt, og de fandt ingen spor af forulykkede mennesker overhovedet.
De i medierne hyppigt refererede telefonsamtaler mellem passagerer og pårørende kan ikke have fundet sted fra de angivne flyvehøjder, mente Khalezov, og det er der senere ført teknisk bevis for. 
Dimitri Khalezov præciserer i interviewet, at hans ærinde ikke har været at spekulere i et kapringsscenarium, for det kender han ikke til. Han foretrækker at udtale sig om det, han er klar til at vidne i retten om, og dette vidnesbyrd er i høj grad interessant og hans konklusion mere end sandsynlig.

K-141 “Kursk” (projekt 949A, eller “ANTEY-II”, NATO kodenavn “OSCAR-II”)

Vi rejser nu et år tilbage i tiden i forhold til angrebet på World Trade Center.

Den russiske atomubåd Kursk kunne medføre 24 Granit krydsermissiler i et tilsvarende antal affyringssiloer. Medierne har fortalt os: “Kursk blev den 12. august 2000 under en øvelse i Barentshavet ramt af en kraftig eksplosion i torpedorummet. Skaderne var så omfattende, at ubåden sank på 108 meter vand ikke langt fra Kolahalvøen. Ingen af besætningen på 118 mand overlevede længe nok til at blive reddet.”


Klik på billedet for at se en større udgave. Ill.: Internettet

 

Omfanget og slagkraften af en Oscar II-ubåd var imponerende. Kursk var med længden 155 meter, bredden 18,2 m og en dybgang på 9,2 m, verdens hidtil største offensive ubåd. Den blev drevet af 2 OK-6506 atomreaktorer (2×190 MW), der bl.a. leverede damp til to skrueturbiner. I neddykket tilstand kunne Kursk sejle 32 knob. Det yderste skrog, casingen, som tillader passage af det omgivende søvand, bestod af 8,5 mm rustfri stålplader. Foruden at være modstandsdygtig over for korrosion var den yderste skal langt mindre magnetisk end sædvanligt stål. Ubådens magnetiske signatur var derfor vanskelig at detektere. Trykskroget var af 5,1 cm stål og havde en diameter på ca. 8,5 meter. Ubåden kunne dykke til 600 m (officielt 300 m), og den kunne operere 6 måneder ad gangen (officielt 3 måneder). Bevæbningen bestod, foruden af et antal miner og konventionelle, evt. atombærende, torpedoer, af 24 Granit missiler med termonukleare sprænghoveder på hver 500 kiloton. Missilsiloerne var arrangeret i to parallelle rækker i rummet mellem casingen og trykskroget, 12 i hver side. De 24 missiler kunne om nødvendigt affyres som 2 salver med 12 missiler i hver. Hver af disse sværme på 12 missiler ville i luften danne en autonom, intelligent enhed af indbyrdes kommunikerede missiler. Dermed kunne ubåden angribe to hangarskibe på samme tid uden at målene havde store chancer for at overleve. Missilerne tilpassede sig dynamisk til forholdende undervejs til målet.
Her på tegningen er styrbords silosektion illustrativt trukket til side, så trykskrogets indretning kan anes. Man skal forestille sig, at Kursk var malet sort udvendigt.

Dimitri Khalezov mener, at Kursk endte på bunden med 22 Granit-missiler, hver med et nukleart sprænghoved på 500 kiloton. Han bygger sin opfattelse på, at skriverierne i russiske medier om sikringen af disse missiler tiltrak sig opmærksomhed ved at være for utrolige. De officielle medier kunne lige så godt have oplyst, at et eller fleres missiler manglede. Khalezov mener, at samtlige missiler blev stjålet fra ubåden, inden den blev bjærget. Dermed er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om, at ulykken kunne være planlagt og skyldes en terrorhandling. I lyset af det følgende er den hypotese langt mere sandsynlig end forklaringen om et hændeligt uheld.

Her er et eksempel på en artikel fra 2000 (på engelsk) hentet fra et site, der kalder sig Tickets from Russia. Artiklen indleder med at slå fast, at Kursk stadig har 22 Granit-missiler ombord. Artiklen informerer i øvrigt interessant om Granit-missilets avancerede målsøgningsegenskaber.

Dimitri Khalezov viser, at russiske medier fortsatte skriverierne om, at dykkere havde sikret missilerne i siloerne ved hjælp af skum. Angiveligt var hver silo blevet fyldt med ekspanderende skum, hvorefter dækslerne var blevet forseglet. Dette skulle forgive at forhindre missilerne i at rive sig løse under den forestående bjærgning. Dette er ren nonsens, fortsætter Khalezov, eftersom missilerne ikke kunne være sikret bedre end i rampen i siloerne uden skum. Fastgørelsen var i forvejen sikker nok til at modstå trykket fra detonerende bomber i nærheden af ubåden. Han mener, at myndighederne med denne historie ville skabe indtrykket af, at siloerne var blevet beskadiget under eksplosionen om bord, mens formålet reelt var at forhindre nogen i at opdage, at siloerne var tomme, såvel under som efter bjærgningen. 
Da Kursk var bragt på det tørre, blev missilsiloerne hver for sig med indhold skåret! ud af vraget og uåbnet transporteret væk, angiveligt for at blive demoleret på grund af “håbløst ødelagte missiler”. De relevante ansvarlige myndigheder i Rusland, hvis opgaver Khalezov kender fra sin tidligere tjeneste, ville under ingen omstændigheder skrotte nukleart materiale. Det koster mere end guld. Missiler og sprænghoveder ville blive repareret og genbrugt i muligt omfang. Som minimum ville det kostbare plutonium eller uran blive sikret til nye formål. De pågældende russiske medier afsluttede historien med at skrive, at Kursk’s 22 missilsiloer (underforstået med missiler) endelig var blevet demoleret. Således skulle enhver ide om, at missilerne kunne være faldet i hænderne på tyve være imødegået.

Under alle omstændigheder viste angrebet på Pentagon, at mindst ét Granit-missil var ude af det russiske regnskab og uden for russisk kontrol. Khalezov er sikker på, at det amerikanske varslingssystem opdagede og identificerede missilet 5–8 minutter, inden det ramte Pentagon, men uden mulighed for at neutralisere det i luften. Missilets marchhastighed var 2,5 mach, eller over 2.900 km/t, og det havde (som det fremgår af artiklen fra Tickets) et sofistikeret undvigelsessystem.
Opdagelsen af missilet udløste krigsalarmering i Det Hvide Hus, og der blev umiddelbart etableret kontakt mellem præsident Putin og den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice. Under denne samtale har Putin utvivlsomt forsikret om, at russerne intet kendskab havde til angrebet. Det er usandsynligt, at USA i forvejen kendte til tabet af de 22 missiler, men ellers må dette tidspunkt have været sandhedens time for russerne. Naturligvis vidste morderens netværk i USA alt om dette. Den amerikanske præsident, George W. Bush, var på skolebesøg og kunne ikke deltage i de første hektiske beslutninger. Khalezov beskriver, hvordan vicepræsident Dick Cheny og udenrigsminister C. Rice øjeblikkeligt blev bragt i sikkerhed i den atomsikre bunker tæt på Det Hvide Hus.
Det må have været en ubeskrivelig lettelse for de ikke indviede, da missilet kort efter traf sit mål, uden at udløse et atomragnarok. Men var det et tilfælde, at et højteknologisk missil kunne rammes af en så forræderisk defekt?

Ormen borede sig ind

Man kan forestille sig, hvordan den psykiske terror udviklede sig i løbet af formiddagen den 11. september 2001. Kl. 8.46 blev det Nordtårnet tilsynelandende (efter indslagsåbningen at dømme) ramt af et fly og en voldsom eksplosion i nærheden af toppen, og kl. 9.03, 16–17 minutter senere, observerede mange, at Sydtårnet blev ramt af et flyvende objekt og en tilsvarende eksplosion. Sandsynligheden for en tilfældig ulykke ved Nordtårnet veg pladsen for visheden om et koordineret angreb hos kredsen af forsvarseksperter og i regeringen. Kun 35 minutter senere, kl. 9.38, i det 52. minut efter første angreb, modtog alle ved angrebet på Pentagon det ultimative bevis for, at nationen var under angreb. Inden for få minutter lokaliserede man resterne af missilet i Pentagon, og typen Granit blev visuelt bekræftet. Selv om man ikke skulle have nået at finde det udetonerede nukleare sprænghoved, vidste alle, at Granit-missilet som standard fremfører et 500 kiloton atomvåben.

Dermed udviklede morderens agenda sig hastigt på det psykologiske plan. Spekulationerne kunne begynde og konklusion var givet på forhånd:
Måske var eksplosionerne i tvillingetårnene ikke bare spektakulær sabotage, men dækkede over, at en eller flere atombomber var plantet i de to bygninger. Måske var ladningerne blevet “injiceret” ved hjælp af mindre missiler? Ingen havde glemt “bilbomben” under WTC i 1993, og mange vidste, at der var blevet udløst en mini-atombombe på omkring 0,1 kiloton. Desuden verserede friske efterretninger om russiske kuffert-atombomber, der kunne være i terroristers besiddelse, og man kunne ikke udelukke islamiske terrorister. Rædselsscenariet tonede frem, at blot én enkelt atomladning på fx 150 kiloton (dvs. med en sprængkraft svarende til 150.000 tons trotyl*) ventede på at blive udløst 300 meter over Manhattan (til sammenligning var bomben over Hiroshima “kun” på 12,5 kiloton!). Det meste af New York og dens befolkning på 7–8 millioner sjæle ville forsvinde i et altødelæggende inferno. I modsætning til det nukleare sprænghoved i Pentagon, ville en atombombe i et af tvillingetårnene ikke kunne nås på grund af brandene, så enhver mulighed for at neutralisere eller flytte ladningen eller bombe den ud var udelukket. Det ville have være håbløst at forsvare risikoen ved at lade jagerfly skyde miniatombomber mod de indespærrede i tårnene.

Beslutningstagerne var nødt til at tage højde for “worst case”, at det nukleare sprænghoved mod Pentagon skulle have detoneret, men fejlede. Det var derfor uvist, hvornår en af de sandsynlige ladninger i tårnene kunne blive udløst. Konklusionen på de overvejelser kunne kun blive, at sprængningen kunne indtræffe når som helst. Lidet kendte man til morderens plan: at brandene i tårnene kun skulle tjene verden som bevis for, at et selvmordsangreb var blevet udført af et antal muslimske flykaprere. Derefter ville en kraftig brand og en deraf forårsaget strukturel svækkelse få tårnene til at kollapse, lød det videre manuscript.
Mange af os, der kiggede med for første gang, oplevede intuitivt, at årsag og virkning ikke harmonerede i den officielle version, men disse indtryk udkrystalliserede langt senere på det bevidste plan. Morderens skema var naturligvis ikke fri for risici, at der kunne indtræffe uforudsete hændelser med virkninger, man ikke havde kunnet kalkulere på forhånd. Men i det store og hele havde han garderet sig godt.
Inden for de følgende minutter handlede den mere patriotiske del af de amerikanske myndigheder i en form for kontrolleret chok, og nåede en kynisk konklusion:
Det ville være muligt at forklare nationen, at måske 5000 mennesker blev dræbt i tårnene af islamiske terrorister i kaprede fly, men ikke at 7–8 millioner newyorkere døde sammen med byen på grund af en forsvarsmæssig fadæse. Ofring af menneskeliv for at redde andre kræver sin kyniker, men her betød forskellen i antallet af sandsynlige ofre, for ikke at tale om supermagtens forsvarsmæssige ydmygelse over for omverdenen, at valget blev let.

Men hvordan kunne den del af myndighederne, der ikke kendte til morderens konspiration, overhovedet have et valg? Det er det afgørende interessante spørgsmål, som Dimitri Khalezov giver os svaret på efter denne faktablok.

*) Sprængkraften af en atombombe kan sammenlignes med den ækvivalente sprængkraft af x tons trotyl (TNT), men sammenligningen er kun relevant, når det handler om chok- og trykbølge. Traditionelt sprængstof udvikler ingen varme af betydning, ingen radioaktivitet og ingen magnetisk impuls. Det betyder, at de mest ødelæggende aspekter af en atomsprængning, varmen og strålingen (idet vi kun i parentes nævner den magnetiske afsvidning af al elektronik), er fraværende ved en konventionel sprængning.
Hvad nytter det, at man overlever trykbølgen fra en atombombe med 45% forbrændinger på kroppen? Man dør alligevel inden for nogle dage, hvis man ikke får intensiv hjælp. Eller hvad nytter det, at man overlever trykbølgen og ildkuglen efter at have modtaget en dødelig dosis af radioaktiv stråling? Man dør alligevel inden for ca. 30 dage. Så selv om vi forestiller os, at nogen havde slæbt 150 tusinde tons trotyl 300 meter op over Manhattan og havde detoneret det hele på én gang, ville mange mennesker dø i ruinerne af sammenstyrtede bygninger, men personskaderne ville være for intet at regne mod skaderne fra en atombombe med tilsvarende sprængkraft.
Det samlede dødstal for Hiroshima og Nagasaki var efter 4 måneder omkring 120.000 mennesker, og det med en samlet sprængkraft på højst 30 kiloton. Vi taler her om en bombe over Manhattan, der kunne være 5 gange kraftigere. I heldigste tilfælde ville der “kun” være tale om 1–2 mini-atombomber på maksimal styrke dvs. 2 x 15 kiloton (30.000 tons TNT). Strålingsskaderne ville under alle omstændigheder blive uhyggelige, og tilfældet ville vidne om et gabende hul i sikkerhedssystemet, især pinligt ved, at alle ansvarlige myndigheder var blevet advaret med “bilbomben” i 1993. Det var første gang et fjendtligt atomvåben var blevet indført og udløst i USA. Nu var det sket igen, denne gang med en 500 kiloton nuklear ladning, dog uden at den (endnu!) var blevet udløst.

Forskellige byggemyndigheders syn på ikke demolerbare skyskrabere

Ifølge Dimitri Khalezov var byggemyndighederne i New York og Chicago sidst i tresserne fælles om at forlange af en bygherre, at han skulle fremlægge en troværdig demoleringsplan*, inden byggeriet af særligt høje skyskrabere kunne sættes i gang. Tvillingetårnene skulle være over 400 meter høje og hver for sig indeholde omkring 100.000 tons stål. Man må have regnet ud, at opgaven med at installere og kontrollere det nødvendige antal skæreladninger ved traditionel demolering ville være uoverkommelig. Endvidere kunne effekten af en nok så kontrolleret sønderdeling af konstruktionen ikke forudsiges med sikkerhed for så høje og velkonstruerede bygninger som tvillingetårnene. En trinvis demolering og fjernelse af bygningerne fra toppen var udelukket; den ville medføre et uacceptabelt forbrug af tid og penge.

Alternativet var en kontrolleret underjordisk sprængning af en rettet nuklear ladning!
Det lyder forrykt, når man hører om muligheden første gang, og i moralsk forstand er det måske ikke det helt rigtige koncept midt i en storby, hvis der ikke var masser af penge involveret. Men udføres en sådan nuklear demolering under kontrollerede forhold, er den uden risiko for tab af menneskeliv, og resultatet overgås ikke med nogen anden kendt teknik.
Derfor blev bygningerne 1, 2 og 7 i komplekset World Trade Center forberedt med bombekamre dybt nede i den klippe, som fundamentern skulle hvile på, og bygningerne kunne i givet fald (måske efter 100 års god tjeneste eller i en nødsituation) relativt smertefrit demoleres med konfektionerede nukleare ladninger. Når bygningerne og nærområdet var blevet evakueret, ville ladningerne blive kørt på plads i bombekamrene og udløst.

Dette punkt, understreger Dimitri Khalezov, kan han vidne om i retten, og han forklarer, at han fik kendskab til sagen i 80’erne under sovjetperioden gennem sit arbejde i en specialafdeling (der oversat til engelsk ville hedde) Special Control Service of the 12th Chief Directorate of the Defense Ministry, en afdeling der indsamlede data fra overvågning af atomart materiale såvel inden for som uden for USSR. Derfor har han i lang tid vidst, at disse anlæg til demolering af Twin Towers og Salomon-bygningen i New York, samt i øvrigt Sears Tower i Chicago, blev anlagt i klippegrunden, hvor bygningerne skulle rejses. Oversat til engelsk hed demoleringsplanen: Emergency Nuclear Demolition Scheme.

Mellem USA og USSR (og Rusland i dag) blev i 1976 indgået en traktat om fredelig udnyttelse af nuklear sprængkraft. I medfør af traktaten begrænses sprængkraften af den enkelte ladning til 150 kiloton. Det var i medfør af denne traktat, at Dimitri Khalezovs afdeling var informeret om installationerne i New York og Chicago. Det amerikanske koncept blev af Khalezov og hans kollegaer opfattet som hasarderet og førte til interne spøgefuldheder i afdelingen.

Han tilføjer, at der kortvarigt i 70’erne opstod en debat i en amerikansk avis, fordi en ansat i WTC havde fundet et blåprint, der viste demoleringskamrene under tårnene, og havde henvendt sig til avisen. Men åbenbart vakte afsløringen ingen særlig opmærksomhed hos avislæserne. Virkeligheden kan virke så overvældende, at ingen ønsker at tænke konsekvenserne til ende, eller går ud fra, at det er en avisand. Det er en gennemgående overspringshandling, som overalt på kloden udnyttes af et internationalt kriminelt netværk, der tilbagevendende, ligesom det er tilfældet i denne beretning, optræder som illusionister og racistiske massemordere.

*) Demolering er kontrolleret sprængning i modsætning til nedrivning ved demontering eller nedbrydning. Det sidste er uoverkommeligt med moderne stålbygninger, der ikke lader sig nedbryde. Derfor bliver de sprængt. Men efterhånden som størrelsen af skyskraberne er vokset, er mængden af nødvendigt konventionelt sprængstof ganske enormt, og forberedelsen af de nødvendige ladninger, der gruppevis skal udløses i forskellige tempi, så tidsrøvende, at løsningen ikke er attraktiv. Endelig ved man ikke, hvordan separerede dele af stålkonstruktioner vil falde og lande fra 3–400 meters højde. Man kan forestille sig, at resultatet ville blive en 100 meter høj bunke af stål og beton, ekstremt ustabil, farlig for oprydderne og næsten umulig at fjerne.

Beskrivelse af teknikken

I samme tidsrum som Amerika forberedte sine højhuse til nuklear demolering, brugte russerne i USSR nukleare ladninger til fx at skabe kunstige søer eller underjordiske reservoirer i grundfjeldet til opbevaring af gas. Fordelen ved dybe indslagsladninger var, at de ekstremt høje temperaturer dannede en hermetisk tæt kugleskal af et materiale, der i afkølet tilstand kan sammenlignes med vulkansk glas (størknet plasma). Disse kamre var derfor perfekte til opbevaring af gas under tryk.

Her er redaktionens oversættelse af et afsnit fra en artikel af Dimitri Khalezov om nuklear sprængning i atmosfæren i modsætning til underjordiske sprængninger, og især om, hvordan en nuklear ladning kan bruges til demolering af en skyskraber. Han fortæller, at han (efter 9/11) blev opfordret til at skrive en teknisk artikel om selve princippet og lægge den på Wikipedia. Wikipedia fjernede imidlertid artiklen inden for en uge med den begrundelse, at indholdet konspirerede mod den officielle udredning om attentatet mod WTC. Forfatteren havde intet sted i den oprindelige artikel nævnt World Trade Center ved navn.

Dette link er til sitet Nuclear Demolition, der (på engelsk) forklarer om atomsprængninger generelt, men …

Inden du læser videre i artiklen, er det meget vigtigt for forståelsen, at du foretager et lille sidespring og læser vores oversættelse af den informative …
“Del 3 fra Nuclear Demolition” er det afsnit, der især beskriver nuklear demolering af skyskrabere. Det er nødvendigt at forstå principperne, inden vi folder det videre hændelsesforløb ud. Vi har tilføjet en illustration, der viser rækkevidden af en nuklear rettet ladning på 150 kiloton fra 50 meter under fundamentet op gennem en skyskraber af tvillingetårnenes format. Læs venligst Del 3 fra Nuclear Demolition inden du læser videre her.

En hastig beslutning blev truffet på grundlag af tilrettelagt desperation

Hvis nogen havde placeret en atombombe højt oppe i et af tvillingetårnene, ville den eneste måde at uskadeliggøre den på være at demolere begge bygninger ved hjælp af de dertil indrettede nukleare ladninger.
Konceptet tillod ikke, at begge ladninger blev udløst på samme tid. Herom senere. I det bedste scenarium ville bombemandens atombombe blive forstøvet eller fragmenteret og dermed definitivt sat ud af spillet. Atombomber udløses ikke ved hård behandling, men gennem en meget sikker udløser. Denne udløser kan til gengæld aktiveres af en sensor, hvis nogen eller noget forsøgte at flytte bomben. Men den risiko måtte man løbe. Kunne bomben ikke direkte neutraliseres gennem en demolering, ville det i det mindste spare millioner af menneskeliv, hvis den udløstes i gadeniveau i modsætning til 300 meter over byen. Skulle den være gemt så højt i skyskraberen, at knusnings- og beskadigelseszonerne ikke kunne nå den, var der stadig en mulighed for, at den endte i det underjordiske inferno fra demoleringen, hvor temperaturen på dette tidspunkt ville være over 5000 °C. Der var simpelthen alt at vinde ved at demolere tårnene hurtigst muligt.

Hvilket af tårnene befandt atombomben sig i? Eller var der en bombe i begge? Ville morderen, når han opdagede, hvad der skete med det ene tårn, udløse atombomben i det andet? Disse spørgsmål kunne beslutningstagerne ikke få svar på. De var nødt til at bruge den eneste mulighed, der repræsenterede en fremtid for New York.
Som præmisserne indtil videre havde præsenteret sig, var der ikke tid til yderligere overvejelser.

Hvorfor blev Sydtårnet demoleret først?
Det havde jo kun brændt i 56 minutter, mens Nordtårnet havde brændt i 72 minutter.


Illustrationen viser, hvor de små hvælvinger, bombekamrene til installering af det nukleare udstyr, ifølge Khalezovs beregninger var placeret, nemlig i kanten af soklerne. Det forklarer, hvorfor dele af de modstående vægge ragede op i ruindyngen til sidst, og hvorfor de nærmeste bygninger led omfattende skade.
Det er imidlertid ikke sandsynligt, at Bygning 7 led strukturelle skader under demoleringen af tårnene. Det ville stride mod sikkerheden i konceptet. Forestiller man sig to tunneller, der i 77 meters dybde udgik fra Bygning 7, én til hvert af tårnene, er det logisk, at man ikke kunne demolere Nordtårnet (WTC 1) som det første, da man dermed kunne afskære sig fra Sydtårnet (WTC 2).
Ill.: The Third Truth about 9/11

 

Dimitri Khalezov oplyser, at der fandtes et tunnelsystem 50 meter under tvillingetårnenes fundamenter (der begynder 27 meter under gadeniveau). Fra Bygning 7, der fungerede som kontrolcenter for demoleringsanlægget, førte en tunnel med anlagt minijernbane til hvert af tårnene (formentlig fra bunden af en ca. 77 meter elevatorskakt). Med adskilte tunneller kunne uforudsete følger af demoleringen af det ene tårn ikke spærre adgangen til det andet. Det er endvidere rimeligt at antage, at de nukleare ladninger af samme grund ikke måtte findes i bombekamrene samtidig. Man kunne ikke risikere, at et uheld med første demolering kom til at afskære adgangen til en allerede placeret ladning.
Der indgik tre kærneladninger i demoleringsplanen, der omfattede de to tvillingetårne og Bygning 7. Hver af ladningerne var på 150 kiloton, og de blev opbevaret og vedligeholdt under Bygning 7. Man skal forestille sig, at en 150 kiloton atombombe på det tidspunkt har fyldt som en cylinder med målene ca. 80 cm i diameter og 1,5–2 m lang. Den operative håndtering af de nukleare anordninger hørte under en afdeling af Secret Service, mens vedligeholdelsen kan have sorteret under the U.S. Department of Energy.
Bygning 7 var i øvrigt kendt som administrativt center for visse hemmelige tjenester og 23. etage var indrettet som en særligt sikker kommandocentral til håndtering af katastrofesituationer i New York. Den var underlagt OEM, Office of Emergency Management.

Efter det første angreb, der ramte Nordtårnet kl. 8.46 blev proceduren for demolering af tvillingetårnene senest igangsat som en del af det generelt forhøjede beredskab. Dermed var den første nukleare demoleringsladning ved at blive bragt på plads under Sydtårnet, da Granat-missilet borede sig ind i Pentagon kl. 9.37.46. Dimitri Khalezov skønner, at ordren til at demolere Sydtårnet allerede blev sendt til Bygning 7 kl. 9.40, måske allerede da NORAD* konstaterede det fjendtlige missil lidt tidligere, logisk 9–10 minutter inden det ramte Pentagon. Morderens marionetter spildte ikke tiden. Amerikanske patrioter opfattede hurtigt (utvivlsomt nænsomt tilskyndet), at der herskede en katastrofesvanger sammenhæng mellem det atomarmerede missil i Pentagon og begivenhederne, der udviklede sig i tårnene på Manhattan.

Sydtårnet blev demoleret, så snart det var muligt og faldt til jorden i en surrealistisk dommedagssky kl. 9.59.
Mange uskyldige mennesker døde.

En CBS-fotograf løb ca. 15 minutter efter Sydtårnets fald ind i Bygning 7 og stødte på Mr. Bennette, en Secret Service-mand, der var iført beskyttelsesudstyr og sikkerhedshjelm. Inden du ser denne afslørende videooptagelse fra Bygning 7, bedes du først læse vores oversættelse af Dimitri Khalezovs kommentar til videoen (klik derefter på billedet i kommentaren).

Medierne udbasunerede, at Sydtårnet var “kollapset” på grund af “strukturel svækkelse” som følge af branden.

Morderen plan forløb indtil videre tilfredsstillende.  

Kl. 10.28, efter en lille halv time til at placere, armere og klarmelde den næste demoleringsanordning, blev Nordtårnet demoleret.
Nye dødsofre blev føjet til morderens liste.

Demoleringen kl. 17.20 af Bygning 7 skete ca. 7 timer efter demoleringen af Nordtårnet. Bygning 7 var ikke nævneværdigt beskadiget efter de to første demoleringer, men man var nødt til at slette sporene af demoleringsanlægget som helhed. De eksisterende skakter og afbrudte tunneller til tårnene ville pege direkte på Bygning 7, når de blev fundet. Denne demolering foregik naturligvis vha. en sekundær udløser et sted uden for bygningen. Tiden blev brugt til at flytte afgørende data og udstyr ud af bygningen og sluttelig evakuere den.

Demoleringen af Bygning 7 er interessant i teknisk forstand. Vi har tidligere vist, at huset med sine “kun” 47 etager ville blive ramt af knusningszonen til og med den øverste antennespids. Det betød, at hele bygningen blev pulveriseret ved demoleringen. Dette surrealistiske pulveriseringsfænomen har vi allerede vist et eksempel på med billedsekvensen fra Nordtårnets fald i delartiklen Del 3 fra Nuclear Demolition (ellers kig igen). Fænomenet ses i naturlig hastighed ca. 50 sek. inde i denne video af Nordtårnets fald, lige efter at lastbilen har passeret.

Den pulveriserende effekt på bygningerne 1, 2 og 7 i World Trade Center skyldtes chokbølgen mod alt, hvad der lå inden for knusningszonen i forhold til den nukleare underjordiske eksplosion. Når chokbølgen passerer gennem fast stof med supersonisk hastighed, ødelægges den strukturelle sammenhængskraft på molekylebasis i alle materialer. Alle bestanddele i form af partikler forbliver på plads i strukturen og ser ud til at være uforandrede, indtil en mekanisk påvirkning sender dem bort for alle vinde i større eller mindre portioner af støvkorn, 1/100 mm i diameter.
  
Da Bygning 7 begyndte at falde, opstod et undertryk på oversiden, og man kan se, at den luft, der strømmer til fra siderne for at udligne undertrykket, hvirvler støv op – ikke kun fra taget, men af taget. Når man først har observeret forskellen, ses den tydeligt på de fleste af optagelserne fra Bygning 7’s fald. Fænomenet kunne måske forklares med, at der allerede lå et lag støv fra tvillingetårnene på det tidspunkt, men hvis man ser godt efter, danner taget fra begyndelsen af faldet en vinkel med sig selv og går til slut helt i opløsning. Har man set optagelser af traditionelle demoleringer af betonbygninger eller murede bygninger, er det som regel tydeligt, når de første ladninger bryder de bærende dele af konstruktionen, allerede inden bygningen kollapser. Men bygning 7 var hverken af beton eller mursten, den var primært af stål. Dermed ville et traditionelt demoleringsskema have foreskrevet placering af et unævneligt antal sprængladninger, og nogle af dem ville have trykket dele af facaden ud indefra. Men Bygning 7 faldt, som det fremgår af de følgende videoklip som en helstøbt kopi af sig selv, bare i pulver. Den overvejende del af Bygning 7 forsvandt ned i det nukleare kammer, hvor temperaturen var over 5000 °C.

Tilbage lå en 10–15 meter høj dynge af facadebeklædning og afstivning, der hidrørte fra en få etager høj “falsk” facade. Bygning 7’s fundament var så at sige smallere end resten af bygningen opefter. Det har måske tjent en oprindelig idé, men for at give indtryk af en plan facade fra gade til top var denne hulhed dækket af en falsk facade i samme plan. Eftersom knusnings- og beskadigelsesbølgerne fulgte fundamentet, undgik den nederste del af den falske sydvendte facade at blive pulveriseret. Samtidig lå bombekammeret for Bygning 7 på den modsatte side, under nordsiden af fundamentet.

Her kan man hvile øjnene på en meget professionelt produceret video, som skyldes organisationen AE911Truth.org. – Men tøv lige, mens du læser følgende:
Videoen beskæftiger sig specielt med Bygning 7. Udgiverne anerkender, at Bygning 7 blev revet ned ved en kontrolleret demolering. Hvorfor det overhovedet diskuteres, forstår vi ikke. Der foreligger en filmet udtalelse fra den daværende ejer, Larry Silverstein, som i 2002 henviste til en samtale mellem ham selv og “the fire department commander” den 11. september 2001, hvorunder Mr. Silverstein skulle have sagt:
 “… Maybe the smartest thing to do is (to) pull it …” Han skulle senere have bekræftet denne udtalelse i retten, men have fastholdt det principielle, at der var tale om en kontrolleret demolering, underforstået af konventionel karakter.

Måske er det velmenende kræfter, der udtaler sig i denne video, der blev frigivet 20. august 2011. Desværre kredser organisationen stadig om det mystiske “nano-thermite”, et stof, der synes at være et mirakelforpufningsmiddel fra et eller andet eventyrland, måske en tophemmelig udgave af den velkendte termit**. Desværre er der endnu ingen, heller ikke i denne video, der forklarer den præcise sammensætning af nano-termit, hvordan den appliceres, og hvordan den opnår samme effekt som en nuklear sprængning. Ingen forklarer, hvordan den kan pulverisere tusinder af tons stål på en brøkdel af et sekund, eller hvordan den kan smelte stål i undergrunden endnu 3 måneder efter tårnenes fald osv., osv. Måske forklarer organisationen AE911Truth intet, fordi nano-termit endnu er på fantasistadiet og videoen i virkeligheden fungerer som officielle kræfters forsøg på at undgå den frygtelige sandhed: at bygningen ganske vist blev “pulled” ved en kontrolleret demolering – men at demoleringen blev udført med en 150 kiloton atomladning, som myndighederne selv havde anbragt under fundamentet. Konsekvensen af en officiel og offentlig indrømmelse af dette, kan man forestille sig.

Tænk på de hundreder af svigtede arbejdere, som i månedsvis indåndede de radioaktive dampe, der steg op fra de tidligere sprængningskamre. Disse dampe kan iagttages på alle billeder fra Manhattan mange måneder efter 9/11. Mange af ofrene for denne kynisme er blevet syge og flere vil dø for tidligt.

Her er Bygning 7’s fald i naturlig gengivelse, og her i animeret langsom gengivelse.

Hvis Secret Service lå inde med dokumentation, som gerne måtte forsvinde, var Bygning 7 den eftermiddag det helt rigtige sted at efterlade den.

Morderen var ganske fornøjet.

Det samme udtryk for sekterisk begejstring kunne man observere blandt en gruppe af jødiske personer, der havde bevidnet tvillingetårnenes fald. Forsamlingen udtrykte en uforfalsket glæde i den almindelige rædsel og lammelse. Jøderne sang og jublede, som var endnu en profeti på entreprenant vis blevet opfyldt. – Hvad fejrede disse afskyeligt hæmningsløse jøder den 11. september 2001 i New York, da mange amerikanske familier havde lidt det ultimative tab? Hvad rører der sig i disse monstrer?

Noter:
*) NORAD: North-American Aerospace Defense Command – et fælles forsvarssystem mod fly, missiler og ballistiske missiler til beskyttelse af De Forenede Stater og Canada. Systemet vedligeholdes i et samarbejde mellem de to landes militære styrker.
**) Termit er et pulver, der består af jernoxid (rust) og aluminiumspulver og brænder ved meget høj temperatur – ca. 2500 °C. Termit indgår i belægningen på svejse- og skæreelektroder.

Qui bono?

Den gode efterforsker nødt til at spørge: Hvem havde gavn af forbrydelsen?

Ejeren af World Trade Center, den jødiske forretningsmand Larry Silverstein, der havde købt komplekset i juli 2001 for 3,2 milliarder dollars og udtrykkeligt forsikret det mod skader ved terror (idet han naturligvis kendte til det tidligere attentatforsøg mod WTC i 1993), modtog 4,6 milliarder dollars i erstatning, måske lidt mere ved erstatningssagens afslutning.
Imidlertid er det højst usandsynligt, at Larry Silverstein var medvidende endsige medskyldig i det egentlige bagvedliggende attentatet. Han havde blot det held, at have informationer fra logen, så han kunne forsikre sin ejendom i normalt omfang, inden den blev ødelagt. Han gjorde det officielle USA en tjeneste ved ikke at afsløre, hvordan demoleringen rent faktisk havde fundet sted, for som oprindelig bygherre af Bygning 7 kendte han udmærket til den nukleare demoleringsplan.
Som alle andre jøder blev han over Internettet advaret om, at noget ville ske med World Trade Center den 11. september 2001, og derfor blev både han selv og hans to børn, der arbejdede i WTC “forhindret” i at møde på arbejde den morgen. Vi tror, at han er en mindre “privat” fisk i det store politiske magtspil.

Mainstreammedierne tjente en god ekstraskilling på salget af aviser og nyheder i tiden under og efter 9/11. De er uden undtagelse ejet af jøder.

Sikkerhedsfirmaer tjente styrtende (de største er jødisk ejede).

Listen over jøder, der sekundært har lukreret på 9/11 er lang.

Men følgende to grupper er de suveræne topscorere:

  1. Den delvist jødisk ejede våbenindustri i USA tjente betydeligt under de efterfølgende kampagner, der skulle afskaffe terror i hele verden.
  2. Det internationale kriminelle jødiske netværk fik en ny anledning til at sætte verden i brand. Dette broderskab profiterer på krige, som det mesterligt selv fremprovokerer. Når krigen er en kendsgerning spinder jøderne guld på at “mægle”, nødhjælpe og sælge våben. Nøglen til New World Order kan snart købes direkte med dette guld. Hver gang vi ikke-jøder indlader os på krig, fremmer vi jødernes drøm om et verdensdiktatur.

(Mens dette skrives fortsætter jødernes angreb på verdensfreden, eller det, der er tilbage af den). Det var hensigten, at “den vestlige verden” skulle intervenere i Ukraine til fordel for den “vestligt orienterede” del af nationen. Modsætninger konstrueres hele tiden. USA og dets NATO-allierede er klar til at hjælpe, hedder det. Marionetten Anders Fogh Rasmussen har i egenskab af generalsekretær for NATO tidligere tilkendegivet, at alliancen var parat til at hjælpe offensivt (den var tidligere en forsvarsalliance). Desværre er det usynligt for mange danskere, at han i virkeligheden tilbyder jødisk kontrolleret krisehjælp til en jødisk igangsat krise?
Såkaldte “russiske separatister” blev anklaget for at have missilramt et civilt passagerfly, der bevægede sig i 7–10 kilometers højde. Ved nedstyrtningen dræbtes ifølge medierne 298 mennesker. Hvordan kan en mindre og relativt uorganiseret militsagtig gruppering være i besiddelse af et så avanceret missil uden samtidig at råde over det medfølende udstyr til sikker identificering af målet? Hvilken fordel skulle en politisk bevægelse kunne drømme om at opnå med en så meningsløs handling?
Der står skrevet Mossad og zionisme hen over hele denne mediebårne kampagne i Ukraine og i de vestlige medier. Det er meningen af Vesten skal bringes i krig mod Rusland. Putin skal udslettes, mener jøderne. Han forsøger at gøre op med jødevældet efter Sovjetunionens kollaps og kan med sit nye Rusland blive et eksempel for resten af verden på et samfund, hvor jøder ikke er overrepræsenteret i magtfulde stillinger. Verden kunne blive et frugtbart og fredeligt sted at leve for alle. En sådan verden passer ikke i ind i det zionistiske verdensbillede.
Efter vores første udgivelse i 2014, har det samme groteske spil udfoldet sig i forhold til Syrien, som jøderne ønsker at kontrollere i deres stræben efter et Storisrael. Iran og Nordkorea trues fra alle sider uden at have provokeret med andet end fred! Man kan drømme om, at nogen effektivt sætter denne zionistiske satankult ud af spillet.)

Fortsæt til kapitel 2