Attentatet mod World Trade Center 9/11-2001 er opklaret (afsnit 3 af 3)

Sand Historie

Optagelser der skal vise påflyvningen af Tvillingetårnene

Når du kigger de følgende videoer kritisk igennem er det nyttigt at vide, at med YouTubes visning, hvor man ser en lille hvid cirkel på tidslinjen, vil et venstre-museklik på højre eller venstre side af cirklen flytte tiden ca. 1/20 sek. hhv. frem og tilbage. Det svarer nogenlunde til 1 billedramme pr. klik.

Nordtårnet
Som bekendt blev Nordtårnet “ramt” som det første af tvillingetårnene. Eftersom intet usædvanligt endnu var indtruffet på Manhattan på det tidspunkt, findes der kun én optagelse af denne “påflyvning”. Og hvilket held …! Den blev leveret senere på dagen af to professionelle filmproducenter, brødrene Jules Naudet og Gedeon Naudet.
Af hensyn til kronologien viser vi deres optagelse som den første her, men vender tilbage til den i næste afsnit med en grundig analysere af den og et forslag til, hvordan den kan være forfalsket. Vi når lige at se omridset af den karakteristiske “indslagsåbning”, da røgen driver væk.

Sydtårnet
WPIX Chopper 7 (start: 0:33 sek.)
9/11 – The Great American Psy-Opera” 3:00:15-3:00:20)

ABC7 Chopper (start: 11:50 sek.)
(“9/11 – The Great American Psy-Opera” 3:00:20–3:00:24)

FOX Chopper 5, Kai Simonson
Der følger et kritisk interview med Kai Simonsen efter den oprindelige scene.
(“9/11 – The Great American Psy-Opera” 3:03:55–3:04:10; man kan med fordel se hele Bakers analyse af denne sekvens: 3:00:26–3:10:24)

GAMMA PRESS
(“9/11 – The Great American Psy-Opera” 3:10:25-3:10:31)

Evan Fairbanks 
I en længere optagelse, der fører frem til denne scene, er der stadig lyd på optagelsen. Lyden afbrydes, da eksplosionen i Sydtårnet er nært forestående, og filmholdet tilfældigvis befinder sig på klodshold. Derefter optages sekvensen (i frøperspektiv) med manden, der læner sig ind over en bil med Sydtårnets top i baggrunden. Senere kom der lyd på denne sekvens også (vises her fra 57:00 min. inde i videoen). Men et stykke tid kunne Fairbanks ikke finde ud af, om det var FBI, der havde konfiskeret kameraet og fjernet den, eller han selv havde slået lyden fra ved en fejl (nyt kamera!). Senere fandt han åbenbart “lyden fra scenen” frem igen. Se her et klip fra “9/11 – The Great American Psy-Opera“. Fordelen ved at afbryde lyden var, at der skulle gives enkelte instruktioner, inden frøperspektiv-scenen var klar til eksplosionen. Bemærk, at manden i scenen ikke er professionel og har problemer med at slappe af, mens alle venter på braget. Senere blev flyet kopieret ind i optagelsen. Evan Fairbanks og hans filmhold kendte tydeligvis tidspunktet for eksplosionen i Sydtårnet. Undervejs i den lange optagelse møder vi et par “bondefangere”, som Khalezov kalder den gruppe, der henvendte sig foran kameraerne og plantede historien om et fly, “… jeg blev fortalt, at en 737-jet ramte bygningen …” siger den ene, og den anden nævner et “selvmordsfly”. I denne optagelse, der er censureret af NIST, er deres identiteter sløret bag en anonymitets-boble. Hvorfor er netop deres identiteter så eksklusive, er de allerede omfattet af vidnebeskyttelsesprogrammet?
Der er jo mange andre personer omkring dem, der vises uden myndighedernes indgreb. Den første bondefanger fjerner sig hastigt, da han har afleveret budskabet om et fly, og nogle af tilhørerne spørger berettiget: “Hvor helvede er vragdelene fra flyet?”. Ingen svarer.

Dimitri Khalezov skriver om Evan Fairbanks:
Alligevel har mange af os svært ved at mistænke denne person (Evan Fairbanks) for at gøre noget forkert, for det lykkedes ham jo samtidig at levere de bedste optagelser af Sydtårnets fald. Han befandt sig lige nedenfor og undgik kun med nød og næppe at blive dræbt. Selv mens han flygtede fra faldende bygningsdele lod han sit kamera køre og filmede virkeligheden omkring sig. Han har leveret uvurderlig dokumentation. Man kan sige, at han opførte sig heltemodigt; ja, det må man give ham, og det kan være svært at mistænke modige mænd som ham for at svindle med overlæg. Derfor blev hans video, der viser “flyet mod Sydtårnet” uden videre accepteret. 
Men glem ikke, at der findes modige og sympatiske mænd blandt de bedste af dine fjender. Tænk over det. Man må aldrig glemme at stille spørgsmålet: Kan denne sympatiske mand eller kvinde skade mig. Og det kan han eller hun givetvis, hvis pgl. er din erklærede fjende, uden at du ved det.
Det er åbenbart, at disse New World Order-mennesker, som langsom men sikkert er ved at installere en global koncentrationslejr på vores planet under foregivende af “globalisering”, såkaldte “internationale love”, kampen for “menneskerettigheder”, “sikkerhed”, “antiterrorisme”, “våbenkontrol”, “antikorruption”, “børnerettigheder”, modstand mod “hvidvask af penge”, “trafficking” osv. har deres egne helte, som er parate til at dø for sagen og for deres organisation. Du skal vide, at mange, der er med i deres frimurerorden er lige så hengivne over for sekten, som de tidligere kommunister var over for Det Kommunistiske Parti. Nogle af disse hengivne soldater af New World Order kan handle lige så heltemodigt som de japanske samuraier under Anden Verdenskrig.
Men offerviljen hos denne sekt må ikke forlede dig til at tro at disse mennesker kæmper for din frihed eller for noget andet til din fordel. De kæmper i virkeligheden ihærdigt for at SLAVEBINDE dig. De ønsker, at du skal være hundrede procent slave i en fremtidig global koncentrationslejr, en slave som under huden vil have en implanteret mikrochip til identifikation, en slave som vil have forbud mod at eje guld eller sølv eller nogen form for våben, en slave som vil være frataget retten til at etablere en familie såvel som alle andre menneskelige frihedsrettigheder.
I det perspektiv bliver det lettere at overkomme den psykologi, der forhindrer os i at mistænke tillidsvækkende “helte”. Den brave hr. Evan Fairbanks har med overlæg forsøgt at snyde dig, fordi han arbejder hårdt på at fremme dit fangenskab på denne planet, og det er ikke med ham selv i rollen som slave.
Jeg håber, at du har forstået min pointe.

Luc Courchesne
Omkring 13 sekunder inde i denne video er flyet netop forsvundet ind i tårnet, og vi ser flammeløse detonationer fra skæreladningerne i væggen, der skal forme profilen af flyet. Det er bittesmå sprængsningsfragmenter og “krudtrøg”, der sendes 5–10 meter ud fra bygningen, inden ilden kommer til syne.

Michael Hezarkhani
Indstil denne video på 35 sek. og bemærk, at netop i det øjeblik, da flyet passerer sydvæggen, detonerer flammeløse ladninger omkring flyet, men også i østvæggen, hvortil hverken fly eller flybrændstof endnu er nået frem!
Man kan undre sig over varigheden af den betydelige zoomning ind på Nordtårnet, der kun afbrydes af en svag zoomning ud til det endnu intakte sydlige tårn indimellem. Der synes at være en vis urolig afventen over den indledende del af optagelsen. Det mærkelige er, at kameramandens reaktion ikke er, som man kunne forvente, at han ville forsøge at indfange flyet i søgeren; i stedet stiller han med det samme skarpt på Sydtårnet, som om han ved, at begivenhederne vil udspille sig dér indenfor de næste sekunder. Der verserer flere forskellige lydspor på Internettet til denne optagelse. Fra 57 sekunder inde i optagelsen udtaler (formodentlig fotografen selv):
“Oh my Go..d, I can’t believe it, a plane just crashed into the building. Oh my Go..d”.
Andre kopier af samme sekvens savner denne (forklarende) reaktion.
Se her et klip fra “9/11 – The Great American Psy-Opera“.
Her er yderligere M. Allens interessante analyse af videoen. “CGI” står for Computer Generated Imagery (med afmaskningsfejl!).

Park Foremann 
(Den oprindelige video fra Park Foremann “Park Foremann NIST release nr. 10.”, som vi først havde linket til her, er ifølge YouTube blevet “fjernet af ejeren”. Det må være sket omkring 20-21. juni 2015. Vi har nu linket en anden kopi af en del af samme optagelse.)
Vi ser ved første øjekast en plausibel optagelse, hvordan kan den være forfalsket?
Det er muligvis gjort ved først at panorere fra et fast punkt og slutte panoreringen med Sydtårnet i billedet. Derefter rettes kameraet mod Sydtårnet fra samme standpunkt, og tårnet filmes, indtil det eksploderer. Sluttelig lægges de to optagelser sammen og på toppen lægges et lag med et “fly” af den rigtige profil. Flyets vinkel og krængning kan justeres undervejs, så det synes at følge en bestemt bane. Optagelsen er fotograferet i nordvestlig retning fra Brooklyn Heights, fra den modsatte side af East River. Dermed er et evt. falskneri begunstiget af televirkningen, der får os til at se objekter i forskellige afstande, som om de befinder sig i samme plan.

Scott Myers
Det har i givet fald være rørende enkelt at tilføje flyet til denne optagelse.

***
Alle disse optagelser blev lavet af professionelle fotografer, og derfor er det ikke så ligetil at bevise, at de er falske, selv om vi ved, at de må være det. I den sammenhæng er det også interessant, at der gennemgående er tale om jødiske professionelle fotografer.
Når vi nu ved, at uomgængelige fysiske love forhindrer, at flyene bare kunne blive absorberet af tårnene, som om vi kiggede på en tegnefilm, gives der ikke andre muligheder end et kollektivt falskneri.
For at koordinere de forskellige optagelser, var det kun nødvendig at udlevere den samme korte drejebog til de udvalgte fotografer. Den behøvede kun at indeholde en perspektivisk tegning af flyets bane fra ca. 1 km fra tårnet, krumningsradius for kurverne, vinklen i det geometriske træfpunkt, samt hastigheden; desuden billedprofiler af en Boing 767-200ER – direkte fra siden, fra siden med 30 graders krængning (om længdeaksen) og det samme set skråt forfra samt en tabel, der viste flyets størrelse som funktion af afstanden; yderligere en instruktion om detaljeringsgraden og en færdig forklaring om, at optagelsen blev afhentet af dette eller hint nyhedsbureau for ikke siden at blive afleveret igen; og endelig – det afgørende præcise tidspunkt t for eksplosionen i tårnet.
Det hele kunne rummes på for og bagsiden af det samme ark papir (eller bedre: lægges på en CD med flyets bane animeret i 3D i forvejen, så den ændrede sig dynamisk ved valg af forskellige betragtningspunkter). Det var op til den enkelte fotograf at vælge sit standpunkt i forhold til banen (måske mellem et antal forud valgte positioner) og dermed om han ville lave et simpelt “fladt” todimensionalt udsnit eller en tredimensional sekvens. Disse scener laves for hver dag mere og mere overbevisende til film eller spil ved hjælp af digital animation – og teknikken var veludviklet allerede i 2001.

Induceret modstand:
Ud over, at det er umuligt for aluminium at penetrere stål, findes et andet afgørende bevis for, at intet fly ramte tårnene, nemlig det aerodynamiske fænomen, der på engelsk hedder “wake vortex” (slipstrømshvirvel), på dansk “randhvirvel”. Det opstår omkring alle flys vingetipper, når vingen drives frem gennem luften (selv omkring et svævefly, hvor motoren kun findes i form af tyngdekraften). På vingernes overside opstår et betydeligt undertryk, der er mindst 3 gange kraftigere en overtrykket på undersiden. Det betyder, at luften fra undersiden af vingen vil forsøge at udligne undertrykket på oversiden, og det kan kun ske rundt om vingernes ender, “tipperne”. Denne utilsigtede strømning reducerer vingens samlede bæreevne, og man forsøger at modvirke tabet bl.a. ved yderst på vingerne at montere såkaldte vinglets, der ligner lange, spidse “ører”.
Hvis man forestiller sig et fly i luften set direkte bagfra, vil den cirkulære strøm rundt om tipperne fra undersiden til oversiden af vingerne danne en spiralformet hvirvelvind bagud fra hver vingetip. Reelt kan den sammenlignes med en vandret cyklon, der breder sig bagud fra hver vingespids, mens diameteren vokser. Fra store eller hurtige fly er der betydelig energi i disse hvirvler, der kan blive stående i luften i minutter efter, at flyet har passeret. I den tid fortsætter de bevægelsen fremad og ud til siderne. De er så kraftige, at de inden for det første minut kan slynge mindre fly om på ryggen, såvel på jorden som i luften.

(Dimitri Khalezov har i bogen beskrevet denne effekt som hidrørende primært fra flyenes turbiner, og det er naturligvis rigtigt, at jetturbiner sender betydelige mængder luft direkte bagud, således at trykket på kort afstand kan blæse en bil omkuld på startbanen, men effekten af disse motorslipstrømme i luften er ukarakteristisk i forhold til randhvirvlerne fra vingerne. I denne videosekvens fra “9/11 The Great American Psy-Opera” ser vi bl.a., at et énmotoret kampfly efterlader to symmetriske randhvirvler i den netop kastede napalm.)
Hvis man (hypotetisk) forestiller sig et Boing 767 200ER passagerfly (der i øvrigt ikke havde vinglets) lige før det rammer et af tvillingetårnene, er effekten af disse randhvirvler maksimal i den tætte luft nær jorden og ved den påståede hastighed på over 500 mph. Randhvirvlerne ville have skabt betydelig turbulens i de efterfølgende ildkugler, som vi så bredte sig ud fra tårnene. Alle kan heldigvis stadig forvisse sig om, at der absolut ikke var noget udefra kommende, der forstyrrede disse ildkuglers koncentriske udbredelse, selv om et betydeligt jetfly netop skulle have passeret den omgivende luftmasse, og to vandrette cykloner nødvendigvis måtte rotere voldsomt umiddelbart omkring tårnene.
Vi kan således føre et stærkt bevis for, at de fysiske spor efter de påståede Boing 767-fly manglede, og derfor kan vi konkludere, er der ikke var virkelige fly involveret i angrebet på World Trade Center. Men flyene kom i høj grad til at eksistere i metafysisk forstand takket være de falsknerier, der blev bragt ind i folks bevidsthed af medierne og bondefangerne. Af de alt overvejende jødiske medier og bondefangere vel at mærke.

Af videoerne på denne liste har kun de tre helikopter-optagelser med sikkerhed været vist på Tv.
Dimitri Khalezov indskyder:
Jeg understreger, at det ikke var de originale optagelser fra ABC, NBC, CBS, FOX, CNN, etc., der var falske, men derimod de konstruerede sekvenser med fly af aluminium, der penetrerede tårne af stål – sekvenser, der af bl.a. WNYW og WABC blev sendt ud som nyheder til naive Tv-kiggere.
Medierne har, omend mindre sympatisk, reserveret en sidste udvej for at beskytte netværket [hvis påstanden om selvmordsflyene skulle komme under alvorligt pres]. De vil hævde at kunne dokumentere, at alle videoer, der viser Flight 175 ramme Sydtårnet direkte, blev optaget af freelance-journalister og solgt med alle rettigheder til deres netværk. Navnene på disse freelancere er: Michael Hezarkhani, Evan Fairbanks og Luc Couchesne.
Mediernes forsvar vil blive: “Vi forfalskede ikke disse videoer, vi købte dem i god tro og tillid til, at det var sande optagelser af katastrofen, der var indtruffet!”
Spørgsmålet er nu: Når dette falskneri bliver afsløret, vil hverdagens mennesker så stadig tro på DEN STORE LØGN?
Som en håndsrækning til sandheden tilbyder jeg 5,000 dollars til enhver, der kan forsyne mig med en video af et passagerfly, der kolliderer med Sydtårnet den 11. september 2001 uden at Newtons 3. lov krænkes (loven om modsat rettede kræfter). Dato for optagelsen samt ejerskabet må kunne dokumenteres.

Her analyserer vi “påflyvningen” af Nordtårnet

Jules Naudet og hans bror Gedeon Naudet har leveret den eneste optagelse af eksplosionen i Nordtårnet, angiveligt forårsaget af en påflyvning. Det var en vigtig dokumentation at bringe senere på dagen den 11. september 2001, og den blev gentaget til langt ud på aftenen.
Man skal tænke på, at indtil kl. 8.46.30 denne tirsdag, den 11. september 2001, gik alt som sædvanligt i byen New York. Filmholdets tilstedeværelse på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt var et ganske enestående tilfælde. Dermed påkalder tilfældet sig berettiget opmærksomhed, og vi vil analysere resultatet i dette afsnit.
Nogle undersøgere, herunder Dimitri Khalezov, mener, at denne sekvens er konstrueret; at den på falsk grundlag giver sig ud for at være en del af en dokumentarfilm om New Yorks brandmænd. Mange opfatter ønsket om at dokumentere byens brandmænd netop på det tidspunkt som en fordækt anledning til at opholde sig i New York op til 9/11. At filmholdet netop befandt sig på en position, hvorfra der var frit udsyn til Nordtårnets nordvæg, anses også for mindre tilfældigt.
Men … selv om Naudet’erne er professionelle filmmagere, og selv om vi ved, at passagerfly af aluminium ikke bare kan “absorberes” gennem en facade af tommetykt konstruktionsstål (som blæk i et stykke trækpapir) er det, når man tænker detaljerne igennem, ikke så ligetil at forklare scenen som det falsum, den må være. 

Scenen er optaget fra krydset Church Street–Lispenard Street, ca. 1150 m i lige linje fra Nordtårnet.

Her er vores lægmandsanalyse:
1. scenarium:
Morderen havde (via mellemmand og som en sag mellem logebrødre) engageret Jules Naudet til, diskret …! og på ca. 1 kilometers afstand fra Nordtårnets nordside, at optage en scene, hvor et Boing 767-lignende objekt under troværdige omstændigheder nærmer sig Nordtårnet, flyver ind i nordvæggen og forsvinder bag den.
Morderen præciserede følgende forudsætninger:

  1. Der findes intet virkeligt flyvende objekt, billedet af en flyvende Boing 767 skal senere manipuleres ind i optagelsen.
  2. Nordtårnet vil eksplodere præcis kl. t.
  3. Eksplosionen vil udvikle sig med center i 96. etage som en ildkugle fra midten af væggen. En passende brøkdel af et sekund forinden skal “passagerflyet” ramme Nordtårnet og blive opslugt af det, så eksplosionen ser ud til at være forårsaget af flyets brændstof, der er antændt inde i tårnet.
  4. “Flyet” skal nærme sig tårnet langs nordvæggens midtnormal i en højde af ca. 1200 fod og med hastigheden ca. 500 mph (ca. 434 kt).
  5. “Flyet” må først blive synligt på afstand, og konturerne skal være udviskede, så sikker identifikation er umulig.

Kan det laves? … Absolut. Men det er vanskeligt og kræver minutiøse forberedelser, ret omfattende i virkeligheden. Her er kravene:
Naudet forlænger på et kort over Manhattan midtnormalen fra Nordtårnets nordside ud over New York (rød linje på billedet nedenfor). Dermed har han markeret flyets imaginære bane, som det nærmer sig ad.
Filmholdet skal placeres ca. 1 km fra tårnet. Han er samtidig nødt til at vælge en position, så den, set fra tårnet, danner en mindre vinkel i forhold til flyveretningen. Dermed kan han indskyde forhindringer, der blokerer de første ca. 800 meter efter “forbiflyvningen”, men alligevel tillader ham at filme de sidste 300 meter foran tårnet. Hvis han placerer filmholdet lige under flyets bane, vil han, hvis tårnet samtidig er synligt være tvunget til at tage “nærbilleder” af flyet, der kun er 366 m over ham, idet han må formodes at kunne følge det alle 800–1.000 meter frem mod tårnet. Indkopieringen af et så stort og detaljeret fly vil senere blive langt mere kompliceret.
Jules Naudet finder et velegnet sted i krydset Church Street–Lispenard Street, der med tilstrækkelig præcision kan bestemmes til ca. 1150 m i lige linje fra Nordtårnet. På denne lokalitet findes én af de store riste, der afvander gaderne til kloaksystemet, og Naudet udtænker et påskud for at befinde sig i dette kryds lige før “katastrofen”. Herom senere.
Når “flyet” er lige udfor hans position (nederste røde pil) er den beregnede indbyrdes afstand gennem luften ca. 459 meter. Flyet vil kunne høres mindst 1 sekund, inden det når dette punkt, og lyden vil da kun være 1,4 sekund forsinket. Publikum på stedet ville derfor under normale omstændigheder reagere på flyet omtrent når det er i sin korteste afstand. Men den del er ikke så kritisk.
Positionens afgørende fordel er den høje røde bygning på krydsets sydvestlige hjørne (The AT&T-Building), der vil “blokere” passende for udsynet til flyet på den første del af den resterende flyvning, indtil det når positionen, der er markeret med grøn pil på Google-Earth-billedet nedenfor.


AT&T-bygningens kan findes på 40°43’12” N–74°00’17” W. Ill.: Redigeret klip fra Google Earth

 

Jules Naudet beregner, at i det nærmeste punkt i forhold til ham, vil flyet være ca. 1117 meter fra tårnet, og distancen vil med 500 mph blive “gennemfløjet” på 5 sek.
Han råder over et hold på 4–5 logebrødre (eller sayanim-frivillige), som er gode aktører uden at være kendte ansigter. De skal til at indøve en scene, der skal udspille sig naturligt, indtil flyet “høres” af alle tilstedeværende og eksplosionen indtræffer i Nordtårnet 5 sekunder senere. På et signal fra en person bag kameraet skal de reagere med hver deres indstuderede reaktion: Den centrale brandmand skal løfte hovedet, dreje sig til venstre og kigge opad, skygge for øjnene og derefter dreje sig tilbage mod fotografen uden at vise nogen anden reaktion end attituden “det lød som et fly”. Manden i fodgængerfeltet skal bare løfte hovedet i den retning han bevæger sig (men det får ingen betydning, da han bliver skjult bag den centrale brandmand, da flyet passerer. Manden i civilt længere til højre skal reagere ved at kigge mod en lyd, der nærmer sig oppefra og bagfra, og han skal derefter kigge opad, idet han drejer sig til højre. Brandmanden i den hvide skjorte skal skabe variation ved først at kigge mod fotografen og derefter opad i en lidt anden retning end de to første, idet “lydkilden” jo flytter sig. Brandmanden i billedets yderste kant løfter bare hovedet, da han allerede vender mod flyet.

(Den eneste, der ikke reagerer på dette primære lydindtryk i den offentliggjorte optagelse, er kameramanden (Jules Naudet); han fortsætter med at filme optrinet foran sig i stedet for at “kigge” efter flyet med kameraet. Den upåvirkede kameraføring er karakteristisk for en filmfotograf, der filmer et arrangeret optrin, men ikke for en fotograf, der formodes at blive lige så overrasket som de øvrige tilstedeværende over det lavtflyvende, støjende fly over New York.)
Umiddelbart efter, at den første brandmand har vendt sig tilbage mod kameraet, skal fotografen panorere til venstre hen over facaden af den røde bygning, idet han følger “lyden”, og han skal ende med at have tvillingetårnene midt i billedet og i fokus, inden der er gået 5 sekunder efter startsignalet.
Denne scene skal sættes i gang med et tegn, der falder fx 6 sekunder før kl. t.
Med de hidtidige forudsætninger kan scenen indøves, igangsættes og udføres efter et præcist partitur, hvor takterne tælles, og den vil ikke vække nævneværdig opsigt ved at virke arrangeret. Ingen taler i denne scene, før eksplosionen har fundet sted, så hele sekvensen kunne laves uden lyd således, at alt foregik på tælling fra det bestemte startsignal. Bagefter kunne lyden af byens summen, lyden fra et passerende jetturbinefly, den lidt forsinkede lyd fra eksplosionen i tårnet og den gentagne kommentar “Holy Shit” lægges på. “Holy Shit” lyder i øvrigt svagt første gang, endnu inden “flyet” rammer tårnet.

Men … ! I den lidt længere udgave af denne scene, følger fotografen med “brandmændene” i noget der ligner et tjenestekøretøj. Der holder et antal brandbiler på lokaliteten åbenbart med det formål at spærre af, mens brandvæsenet måler et eller andet ved risten, sandsynligvis opsivende gas. Undervejs i denne længere version udtaler brandmanden i den hvide skjorte sig, benævnt “the battalion chief”, i en anden scene om hændelsen og forklarer, at det er usædvanligt at høre et lavtgående fly over Manhattan. Hans stillings-betegnelse er ret overordnet, og hvis der var tale om en falsk reportage, og han var aktør, ville det være mærkeligt, hvis ingen brandmand senere havde gjort gældende, at denne brandchef var ukendt i den lokale afdeling af New Yorks brandvæsen.
Det eneste der stadig ville kunne bestyrke antagelsen om, at optagelse er et falsum, skulle være, at vi ser den virkelige brandchef og at brandchefen har modtaget en lodret ordre oppefra om at samarbejde med filmholdet om en meget vigtig opgave. Begrundelsen kunne være, at der ville indtræffe en hændelse, som af hensyn til nationens sikkerhed skulle se ud som en terrorhandling udført af en bande flykaprere. Forklaringen er ikke utænkelig, men på det tidspunkt var ingen officielle myndigheder blevet alarmeret af eksplosioner, hverken i World Trade Center eller i Pentagon. Ordren til brandchefen måtte i givet fald komme fra morderen.

Sidste mulighed er, at brandchefen også er med i sammensværgelsen. Han kan frit disponere over biler og materiel, og Jules Naudets aktører kan agere som brandfolk. Der er fx intet tydeligt nummer i hjelmen på den centrale brandmand.
Under disse forudsætninger kunne den falske scene være optaget uden at vække opsigt. Nogle brandmænd ville måske indbyrdes spørge, om nogen kendte dem, der havde været sammen med brandchefen den 11. september 2001 på denne opgave, men spørgsmålet har næppe skabt større dønninger.
Timingen i dette scenarium er ualmindeligt kritisk. Alt skal klappe første gang. Risikoen for at fejle er betydelig. Det er en af den slags begivenheder, som ingen betroet fotograf har lyst til at lave fejl i.

Bortset fra fotografens atypiske reaktion, synes vi, at der er et andet påfaldende moment ved scenen omkring risten, i de første sekunder virker det som om, at alle kigger ned i risten, mens der intet foregår, ingen siger noget, et sært dødpunkt, der kan tolkes som venten på startsignalet.

2. scenarium:
Hele sceneriet til og med panoreringen hen over facaden af den røde bygning produceres nogle minutter i forvejen, mens et andet kamera fra samme position er konstant rettet mod tårnene. Når tårnet eksploderer udfører Gedeon Naudet med dette 2. kamera de zoom-bevægelser, vi kan se i den endelige video. Hjemme i redigeringsrummet sammenføjes de to optagelser i overgangen mellem den ufokuserede og fokuserede optagelse af tårnene. Der må ikke været forskel i de to kameraers vinkel på tårnet, brændvidden skal være den samme, og der må ikke være mange minutters tidsforskel, så vil der opstå “spring” i skyggerne, men det er der tilsyneladende ikke. Vi har heller ikke hørt fra New York’ere, der i lyset af de efterfølgende hændelser kom til at undre sig over to fotografer, der filmede hver sin vej, den ene konstant mod Nordtårnet, lige inden den historiske eksplosion samme sted.

3. scenarium:
Den kendte scene er næsten ægte. Brandchefen og hans folk er ægte og tilfældige statister. Jules Naudet er hyret af morderen til at filme et missil, der rammer Nordtårnet kl. t, og få missilet til hhv. at lyde som – og se ud som et Boing 767 passagerfly på optagelserne. Brandfolkene vil næppe huske forskellen i lyden. Det eneste problem er at få brandvæsenet til stede på scenen til tiden. Men nogen kan jo have “gasset” risten i forvejen og sendt besked til brandvæsenet i god tid. På stedet filmer Jules Naudet løs, og da tidspunktet indtræffer, hvor missilet passerer, er det tilfældigt, at scenen netop foregår omkring risten. Alle reaktioner ville kunne bruges, men nu blev det altså den, vi ser.
Eller, brandchefen er igen forsætligt medvirkende, og det eneste problem er at se aktive ud, indtil missilet indfinder sig.

Man kan forestille sig et krydsermissil af mere ydmyg udgave end Granit-missilet, et der blev drevet af en jetmotor og bevægede sig i hastighedsområdet op til 500 mph. Det må nødvendigvis have været panserbrydende, men en større ladning krævedes ikke. Det skulle bare kunne penetrere tårnet omkring 96. etage og detonere, idet det samtidig initierede de installerede ladninger, der kun havde til formål at frembringe en åbning som en fly-silhuet i væggen. Der findes både israelske, franske og amerikanske missiler, der opfylder disse betingelser.

Det kunne nemlig ikke være et passagerfly, der ramte tårnene, som vi har vist tidligere. Det ville ikke være teknisk muligt at flyve en Boing 767-200ER i lav højde med 500 mph og få det til at forsvinde ind i tårnet. For det første er luftmodstanden i den tætte luft i 1200 fod for stor til, at motorerne kan drive flyet frem med 500 mph; for det andet er motorerne ikke i stand til at konsumere den tykkere luft ved det nødvendige antal omdrejninger; en del af luftstrømmen i motorerne vil turbulere, hvorved deres effekt falder og flyvehastigheden tilsvarende.

En af Boings instruktører, der på tidspunktet arbejdede med at skole Boing 767-200ER-piloter i simulator (og her skal indskydes, at flysimulatorerne allerede i 2001 var så gode, at piloten ikke kunne mærke forskel, når han endelig sad i det rigtige fly) – fortalte i et radiointerview, at han, efter at have hørt om angrebet på tvillingetårnene, ikke kunne tro på historien, og han lagde en flyvning fra Boston til Manhattan ind i simulatoren for et Boing 737 fly, der er mindre og mere manøvredygtigt end B767, og lod 10 rutinerede piloter på et af holdene forsøge at ramme et bestemt af tårnene (tårnene fandtes naturligvis stadig i simulatorens elektroniske landskab). Det lykkedes ikke for en eneste af dem at ramme tårnet, uden at de måtte sætte hastigheden ned til næsten landingshastighed (ca. 1/5).

Allerede ved 300 kt (300 knob ca. = 345 mph) kan et passagerfly ikke flyves med store styreudslag eller tvinges til hurtig nedstigning eller i det hele taget udføre snævre manøvrer uden hurtigt at nå grænserne for tilladt belastning. Tvinges et passagerfly til at dykke med højere hastighed end den tilladte, opstår der akut risiko for et strukturelt kollaps, og det kan indtræffe på én gang, typisk ved at en af vingerne rives i stykker på grund af interferens, såkaldt flutter. Ved manuel flyvning af en Boing 767-200ER ved marchhastigheden på 530 mph (eller bare 500 mph, hvis det ellers var muligt i 1200 fod) er det nødvendigt at finde målet så hurtigt, at højde og retning kan justeres ind på lang afstand. Ellers flyver man forbi eller over. Det kan desuden være yderst vanskeligt at identificere en bestemt bygning visuelt fra et fly, også selv om bygningen skiller sig ud ved at være markant højere, når man ser den fra gadeniveau.

De problemer opstår aldrig med et krydsermissil, der har betydeligt mindre masse og er langt mere manøvredygtigt. Det kan opsøge målet på flere forskellige måder, fx ved hjælp af GPS og tildelte koordinater, eller mere sikkert, ved hjælp af en sender, der anbringes i selve målet og guider missilet hen mod sig. Kombineres de to målsøgningssystemer er træfsikkerheden uendeligt høj.

Under alle omstændigheder leverede Jules og Gedeon Naudet “levende og uafhængig dokumentation” for en del af det planlagte scenarium: “islamiske selvmordspiloter i kaprede passagerjetfly myrder 3.000 uskyldige amerikanere”.
Vi ved ikke, om denne afgørende scene blev skabt på den ene eller anden måde. Men det er fordægtigt og mistænkeligt at skabe indtryk af, at det var et passagerfly, der ramte tårnet. 

Problemet med denne Naudet-optagelse, ligesom i en vis udstrækning med Park Foremans, er, at et længere og relativt kompliceret forløb (i billedmæssig forstand) støder direkte op til selve eksplosionen i tårnet, hhv. Nordtårnet og Sydtårnet. Det virker umiddelbart hasarderet at satse på at kunne starte dette forløb præcis t–x sekunder i forvejen og håbe på, at man rammer rigtigt, selv med kendskab til det præcise tidspunkt t for eksplosionen. Vores bedste forklaring af disse scener er: digital sammenlægning af flere – næsten samtidige – optagelser, plus et lag, der viser flyet.

NB: Hvis en, der læser dette, har den helt overbevisende forklaring på Naudets og Foremans (falske) optagelser, hører vi gerne om den. Send os venligst din beskrivelse i en e-mail.
Er den beskrevne fremgangsmåde bedre end vores, kommer den med her.

Ad. 11, Et imødekommende retssystem.

Man kan læse om den jødiske infiltrering af retsvæsenet i USA i vores artikel Sådan overtager jøderne kontrollen med højesteret i USA. Fremgangsmåden er præcis den samme i Europa og andre steder, hvor jøderne kupper og truer sig til magtpositioner.

Det er indtil videre ikke lykkedes nogen organisation, der repræsenterer det amerikanske folks harme over 9/11, at komme igennem i USA med et sagsanlæg, der anfægter den officielle forklaring.
Sagsområdet blev længe vogtet af dommer Alvin Hellerstein, chefanklager Michael Mukasey og den særlige mægler Sheila Birnbaum. De er alle jøder. Hvis det ikke stadig er dem, der vogter, er det med sikkerhed andre jøder.

Et forklaringsproblem

Tvillingetårnene og Salomon-bygningen faldt til jorden i et surrealistisk udbrud af støv.

Kranføreren Bobby Gray udtalte, hvad de fleste tænkte, da oprydningen på tomterne gik i gang:
“Jeg har ikke set et eneste tæppe eller møbel. Man skulle tro, at et arkivskab af metal ville overleve faldet, men jeg er ikke stødt på et, eller en telefon eller en computer, intet af den slags. Der var områder, hvor det ikke brændte, jeg siger ikke, at der ikke kan have været utroligt varmt. Men selv fra de områder, hvor det ikke brændte, har vi intet fundet,” siger han og fortsætter “Det er utroligt, at alt bare er pulveriseret i det omfang. Hvordan pulveriserer man tæpper og arkivskabe?”

Ifølge Greg Meeker fra US Geological Survey faldt “seks millioner kvadratfod af murværk, fem millioner kvadratfod af malede overflader, syv millioner kvadratfod af gulvbeklædning, 600.000 kvadratfod af vinduesglas, 200 elevatorer og alt andet ned som støv,” da tårnene kollapsede [han undgik klogeligt direkte at nævne, at næsten alt stål i WTC Twin Towers og WTC-7 også var blevet pulveriseret].

Ill.: The Third Truth about 9/11

 

Tre tydelige ground zeros den 17. september 2001. Det er Nord mod venstre.
Her ser man de radioaktive dampe undvige fra dybet, ikke bare fra fundamenterne til de tidligere WTC-1 og -2-tårne i midten af billedet, men også fra den lidt fjernere WTC-7-bygning (øverst tv. i billedet). Mellem tvillingetårnene og Bygning 7 ses ruinerne af WTC-6 og -5, hvorfra der ikke strømmede dampe overhovedet. WTC-3 nederst th. i billedet (på daværende tidspunkt Marriot Hotel, tidligere Vista Hotel) blev totalt ødelagt. De dele af WTC-4, der vendte ind mod WTC-2, Sydtårnet, blev også helt ødelagt. WTC-5 og -6 står stadig, men WTC-7 er forsvundet helt. Grønne pile: Rester af stålskallen fra tvillingetårnene. Fra Nordtårnet findes de på nordsiden og delvist østsiden, modsat den gule pil. Fra Sydtårnet findes resterne på vestsiden og delvist sydsiden, også modsat den gule pil. Gule pile: – angiver den formodede forskydning af bombekamrene (de små hvælvinger, der indeholdt kærneladningerne) i forhold til fundamentets center; for Nordtårnet omkring det sydvestlige hjørne, for Sydtårnet omkring det nordøstlige hjørne, og 50 meter under fundamentet, dvs. 77 meter under overfladen. Bemærk, at den “overlevende” øverste del af Nordtårnet faldt ned i WTC-4, mens den tilsvarende del af Sydtårnet delvist ramte WTC-3.

Allerede den 16. september 2001 publicerede den jødisk ejede Madrid-avis El Mundo (samme avis som i 2006 var med til at give Muhammed-tegningerne et koordineret opkog i Europa til yderligere ophidselse af den islamiske verden) en artikel om, at 3 russisk fremstillede kuffert-a-bomber af den type, der skulle have været anvendt under angrebet på USA den 11. september, havde verseret i Europa. Sovjetunionen fremstillede 500 af disse bomber, men efter sammenbruddet i 1982 skulle angiveligt 100 af dem mangle i regnskabet.
Dimitri Khalezov understreger, at Sovjetunionen aldrig mistede et eneste kærnevåben ved tyveri, heller ikke ved overgangen til den nuværende Russiske republik. Hvad der senere er sket, har han ingen sikker viden om.
Denne historie var beregnet på patricierne, der dermed fik en forklaring på (mente det officielle Amerika), hvordan pulveriseringen af WTC-bygningerne kunne være foregået. Siden har én af pseudo-konspirationsteorierne om 9/11, som har haft til formål at aflede opmærksomheden fra den sande forklaring, beskæftiget sig med, hvordan disse mini-atombomber kunne have været anbragt forskellige steder i bygningen af Al-Qaeda’s terrorister op til den 11. september 2001, hvor de underforstået skulle have medført bygningernes kollaps og næsten totale pulverisering.
Dimitri Khalezov gør med sin betydelige viden om atomare våben grundigt op med denne teori i sin bog. Han forklarer overbevisende, at brugen af selv små atombomber i atmosfæren ville have medført primære strålingsskader, som ingen kunne have bortforklaret, selv med massiv hjælp fra medierne. Området omkring World Trade Center, som blev evakueret i 6 måneder efter 11. september 2001, ville have været radioaktivt og ubeboeligt længe efter. De kontrollerede underjordiske ladninger på 150 kiloton, der udelukkende medførte sekundær strålingsfare gennem opsivende luftarter, skulle efter normale forholdsregler have været evakueret i 2 år og ikke 6 måneder. Først da ville den indirekte stråling omkring de tidligere sokler, dvs. umiddelbart over og i nærheden af det nye Ground Zero havde været forsvarligt at opholde sig i permanent. Som vi ved, kunne myndighederne ikke tillade sig at skabe indtryk af radioaktivitet, så beboerne i området fik tilladelse til at flytte tilbage efter kun et halvt år. På det tidspunkt var alt overjordisk stål fjernet og solgt til en opkøber i Kina, hed det sig.
I virkeligheden var der ikke meget tilbage, som det fremgår af alle billeder fra umiddelbart efter tårnenes fald. Det primære formål med at fjerne det resterende stål hurtigst muligt var at fjerne sporene af knusningszonens grænsefænomener i visse af resterne. Kun 146 udvalgte længder blev stillet til rådighed for FEMA’s undersøgelse, der, som vi ved, mundede ud i en bekræftende rapport i forhold til kommissionsrapporten med enighed om konklusion: “strukturel svækkelse og kollaps som følge af brandskader”.


Dette billede er fra ét af ground zero-felterne 8 uger efter tårnenes fald. Der drypper flydende metal fra emnet, som ser ud til at være forvredne stålprofiler. Foto: Internettet

 

Entreprenører og arbejdere, der bjærgede det sidste stål, kunne endnu 3 måneder efter sammenstyrtningerne grave flydende stål! op af kraterne, som de nukleare demoleringer havde efterladt. Der er ingen fysisk forklaring på, hvordan “nano-thermite” eller mini-a-bomber i tårnene skulle have kunnet vedligeholde dette energiniveau (over 1500 °C) i undergrunden og, i mini-a-bombernes tilfælde, uden en altødelæggende radioaktiv stråling. Den eneste naturlige forklaring er, at energien kom nedefra, forårsaget af den proces, som vi har beskrevet tidligere. De sekundære kamre, der var opstået efter de 150 kiloton nukleare sprængninger i klippegrunden ville først være fuldstændig afkølet efter et år. For at fremskynde denne proces pøsede myndighederne, stadig uden at forklare arbejderne den sande anledning, uendelige mængder af vand, tilsat “forebyggende” kemikalier, ned i kraterne. Mange billeder viser dampfanerne stige op fra de (i virkeligheden) 3 ground zero-felter i WTC-området, og senere billeder helt frem til 2008, da man forberedte et nyt World Trade Center, viste, at betydelige mængder af beton var fyldt i hullerne som gigantiske propper, stadig med lodrette stålrør i betonen til at frigive yderligere tryk nedefra.


Foto: Internettet

 

Dette er 5–7 år efter 9/11. Man kan se en del af åbningen i stenmassen, øst for det sted, hvor Sydtårnet har stået, dvs. delvist over det sekundære sprængningskammer. Et af de nye tårne, “7 World Trade Center”, der blev færdigt i maj 2006, ses øverst tv. Det har et rombe-formet tværsnit og står delvist forskudt fra en tilsvarende åbning under den forgangne Bygning 7. Demoleringsladningen under Sydtårnet var placeret 50 meter under fundamentet, skønsmæssigt under det nordøstlige hjørne. Klippegrunden repræsenterer på dette sted en del af det tidligere fundamentshul, der stedvis viser overgangen mellem beskadigelseszonen og den omgivende ubeskadigede stenmasse. Der er fyldt beton i bunden, som det kan ses, hvor meget ved vi ikke. Man kan også se de to lodrette udluftninger langs kanten, det ene rør, delvist skjult af stilladset til venstre, og det andet ret for. I toppen af billedet den karakteristiske U.S. Post Office-bygning, som det lykkedes at bevare. Ellers ødelagde nedbringningen af WTC-bygningerne 1, 2 og 7, selv om demoleringerne i sig selv var kontrollerede, de fleste af de nærmeste bygninger, og det meste af komplekset måtte rives ned. Hver af de tre demoleringer repræsenterede en jordrystelse svarende til 5,5 på Richter-skalaen, et faktum, der er blevet undertrykt. Heldigvis findes der mange vidneforklaringer om “rystelser som fra et tog, der passerede lige under”. Senere blev der anlagt en mindepark, og bygget nye tårne, men forskudt fra de tre ground zero-felter.


Klik på billedet for at se en større udgave. Foto: Internettet

 

Dette billede er fra 1. september 2008, fra den samme åbning, hvor Sydtårnet tidligere stod. Billedet er optaget med 12–24 mm vidvinkel. I baggrunden igen “7 World Trade Center”-tårnet. I nærbillede viser stenmassen en interessant folde- og flydestruktur, som vi ikke har set i nogen tidligere eksisterende beskrivelse af formationerne under Manhattan. Fænomenet præsenteres officielt som et enestående geologiske fænomen, der ved et held er kommet til syne ved oprensningen af fundamenterne til tvillingetårnene. Bagved ses igen de to rør til udluftning af underverdenen. 

Der findes flere nærbilleder fra klargøringen af denne fundamentsåbning, og et spørgsmål falder os ind: Hvorfor er de oprindelige sædvanligvis præcist sprængte huller, hvori de tidligere betonfundamenter stod, nu så irregulære, at ingen af de oprindelige flader kan identificeres?

(Billedet ovenfor og billederne nedenfor er hentet på www.wtc.com. De er fotograferet af Joe Woolhead.)

Hvis du kigger på billederne i helskærm, vises en lille lup med et +, klik på billedet med luppen, så det kommer til at fylde hele skærmen.

Huller i istiden, 28. august 2008, Tower 4 Site
Skadet stenmasse, 28. august 2008, Tower 4 Site
Sprækket sten renses væk, 28. august 2008, Tower 4 Site
Kanal med skadet kant, 28. august 2008, Tower 4 Site
Glimmervæg, 28. august 2008, Tower 4 Site
Tætning med beton, 28. august 2008, Tower 4 Site
Spuling af stenmassen, 28. august 2008, Tower 4 Site
Udluftningsrør, 28. august 2008, Tower 4 Site
Afrenset stenformation, 28. august 2008, Tower 4 Site
Grænsen for beskadigelseszonen, 2. september 2008, at Tower 4, forskallingen markerer starten på et nyt mindre højt tårn “4 World Trade Center”, der bygges en “tårnbredde” øst for det tidligere WTC 2, Sydtårnet.

Nye tårne, det såkaldte “Freedom Tower” tv., der måske blev åbnet i 2014 og Larry Silversteins nye “7 World Trade Center” th., der åbnede i 2006. De røde markeringer viser, hvor de tre nukleare ladninger hhv. under Sydtårnet (nærmest), Nordtårnet (i midten) og Bygning 7 (fjernest), alle tre på 150 kiloton, skønnes at have haft deres centre, 77 meter under gadeplan.

Da fundamentshullerne og sprængningskamrenes øverste del var renset op, og entreprenørerne kunne gå i gang med at stabilisere og forsegle åbningerne mod underverdenen, blev de særprægede flydemønstre og varmespor præsenteret i medierne  som eksempler på, at klippegrunden under Manhattan blev formet under højt tryk, bl.a. under istiden. Tilgængelige beskrivelser af de lokale geologiske forekomster nævner (endnu) ingen andre eksempler på, at denne proces medførte tilsvarende mønstre. Så ville man vel have konstateret det allerede sidst i 60’erne, da det såkaldte “badekar” (the Bathtub) til tvillingetårnenes fundamenter blev etableret.

Det er et makabert faktum, at imens denne strålende og mediebårne genrejsning foregår i futuristiske rammer af glas og stål, med den uomgængelige effekt, at fortidens tårne glemmes, at de 3.000 myrdede glemmes, at erindringen om dette århundredes mest modbydelige forbrydelse sendes ned i hukommelseshullet – på samme tid, mens du læser dette, dør flere og flere af cancer og strålingsrelaterede sygdomme, som de pådrog sig under oprydningen efter 9/11. Det er blevet almindeligt at tale om en “9/11-disease” i USA!

Arbejdere, politifolk og brandfolk blev holdt i uvidenhed om de radioaktive dampe, de indåndede, nogle af dem i op til seks uger. Vi krænker ingen ved at forudsige, at mindst nye 3.000 mennesker vil dø inden der er gået 20 år efter 9/11 på grund af de skader, de pådrog sig på de tre ground-zeros inden for få uger. De vil bukke under, inden de er 50–65 år gamle. Dødeligheden blandt 9/11-frivillige er næppe offentliggjort i sandt omfang. De registrerede lidelser gives andre navne end “strålingsrelateret”, fx. “asbestose”, en lidelse, der kun kan opstå efter årtiers konstant påvirkning. Billedet af den samlede indirekte strålingsskade er blevet gjort diffust. Læs i Dimitri Khalezovs bog om strålingsskadernes tydelige spor. De er opregnet i kapitlet “Alleged ‘asbestos’ and examples of chronic radiation sickness within the ‘Ground Zero’ responders” (siderne 463–489).

“Et land, som ikke ærer sine helte, består ikke længe.” skulle Lincoln have sagt. Det hvide europæiske USA, som vi kendte i første halvdel af det 20. århundrede, endnu respektabelt, er i dag i hænderne på en jødisk kriminel verdensbevægelse, der myrder til højre og venstre for at bane vejen for sektens ideologi og endelige mål, NWO.

Hvem var morderen?

Som læseren kan forstå, er morderen ikke én person, men en jødisk organisation, en loge, der har New World Order som sit mål. Der er ingen tvivl om, at aktionen mod USA den 11. september 2001 havde været umulig at gennemføre uden hjælp fra Mossad og logebrødre i det franske efterretningsvæsen. Men hele det syge sayanim-koncept, der gør alle zionistiske jøder til fødte agenter for Mossad gennem en slags religiøst påbud, der forpligter dem til at yde den israelske stat (Zion) en offergave, når som helst det hellige land har brug for dem, bevirker at et stort antal jøder var impliceret som nærmere eller fjernere medvirkende til 9/11.

I de umiddelbare optagelser fra lige efter eksplosionen i Sydtårnet ser vi en række jødiske personligheder sværme omkring gerningsstedet, hvor de til motiverede mikrofonholdere udråber den færdige forklaring om fly, selvmordspiloter, terrorister, brand, svækket konstruktion og kollaps.

Dimitri Khalezov udpeger Mossads daværende operationelle chef, Mike Harari, som ansvarlig for at have organiseret angrebet 9/11. Khalezov kendte ham som en person med en lidenskabelig apokalyptisk prætention og som en hævngerrig natur. Harari havde, mens de begge opholdt sig i Thailand, pralet af præstationen. Da attentatet var blevet vist på det lokale Tv i Bangkok, ringede Harari til Khalezov og inviterede ham … “husk at medbringe en flaske god vin,” instruerede han, så de kunne fejre begivenheden sammen.

Dimitri Khalezov har indføjet et antal undsigelsesklausuler i sin bog, “Disclaimers” fra side 39. Han argumenterer bl.a. for, at han ikke kan anklages for at have afsløret hemmeligheder om USA, da han aldrig har aflagt troskabsløfte over for De Forenede Stater, ligesom han ikke kan anklages for at afsløre hemmeligheder om Sovjetunionen, da systemet i praksis er ophørt med at eksistere.
Det interessante er, at han også afviser at kunne anklages for antisemitisme i ordets ordinære forstand. Selv om hans argumentation og bevisførelse gennem det meste af bogen peger på Mossad og jødiske forbrydere, lægger han hovedansvaret på en overordnet organisation af frimurere. Han accepterer endog Israel som en legitim stat. Vi er naturligvis dybt uenige på det punkt. Israel repræsenterer fra første færd en konfiskation af Palæstinensisk land, ligesom navnet Israel er et tyveri. Jødernes land hed Judæa og lå et andet sted. Hvis jøderne vil have det område tilbage, må de forhandle sig til det og betale, hvad det koster. Det jødiske krav om en stat efter eget valg i Palæstina 3.000 år efter, at jøderne udvandrede fra Judæa, fra “et land med sot og sygdom” – er en monstrøsitet, der ville svare til, at Danmark besatte Island for at hædre Odin og Thor og fremhæve den danske overlegenhed.

[Vedrørende frimurerloger: Et internationalt netværk med NWO som sit mål eksisterer. Derom hersker ingen tvivl, en forlængelse af “Illuminati”. Men at det ikke primært skulle bestå af jøder, er vi bestemt ikke enige i. Man behøver blot at se sig omkring. Det er mere reglen end undtagelsen, at hvor internationale omvæltninger og transaktioner resulterer i historiske katastrofer som 9/11, er det primært jøder, der trækker i trådene og samtidig går skadesløse ud af katastrofen. Vores sikre oplevelse er, at jøderne, præcis som det er foreskrevet i deres Mosebøger, aspirerer til – og allerede i vidt omfang har sat sig på – de fleste magtgivende og magtudøvende organisationer på verdensplan, herunder USA (verdens eneste militære supermagt), FN (det vigtigste redskab til international lovgivning), Nato (ekstra kanonføde i kampen mod den islamiske verden), EU (redskabet til central styring af Europa), dermed har jøderne også i skræmmende omfang besat regeringerne i det oprindeligt hvide Europa, som de ønsker at udslette etnisk og kulturelt.
Vi mener, at Dimitri Khalezovs “disclaimer” i forhold til jøderne skal forhindre, at han pludselig omkommer ved et “selvmord”. Resten af hans bog viser, at vi har god grund til den tolkning.]

Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at der med dette atombærende missil mod Pentagon samtidig blev sendt et vink med en vognstang til det patriotiske og europæiske USA. “Gør som vi siger uden at anfægte vores storslåede plan med jer.”

Underforstået: Vi råder over yderligere 21 atombærende missiler af samme overbevisende kaliber, som jeres nationale forsvar næppe kan stille noget op imod i praksis. Næste gang er det ikke sikkert, at atomsprænghovedet på 500 kiloton ikke udløses.

Herfra er det op til læseren at sætte sig ind i de yderligere omstændigheder ved at læse Dimitri Khalezovs bog, hvori han meget dygtigt og interessant analyserer detaljer fra 9/11 og beslægtede angreb, de dødelige forsendelser af miltbrandsporer (Anthrax) til et antal amerikanske Tv-stationer og to senatorer, samt ikke mindst, de forudgående og efterfølgende angreb med mini-atombomber, snart utallige steder i verden. Alle disse anslag mod verdensfreden er i jødiske medier blevet solgt til den måbende almenhed (til dem, hvor Tv-væggen repræsenterer hjemmets eneste input fra omverdenen) som “islamisk terror”, og Dimitri Khalezov sandsynliggør på overbevisende måde, at det netop ikke kunne være islamiske gerningsmænd i et eneste af tilfældene.

Den refererede udgave af e-bogen ligger under vores domæne. Dvs. at du nedenfor linker til vores betalte udgave af bogen.

God fornøjelse.

Vigtige videoer
Dimitri Khalezovs video, 2013 (fra London … ?, den britiske interviewer er os ubekendt), må nødvendigvis ses i sin helhed (ca. 5 timer). I slutningen af denne video udspørges Khalezov af Kevin Barrett (American Freedom Radio) og Khalezov slutter af med at mene, at Mossad spillede en mindre rolle og “franskmændene” og frimurerne en større i forbrydelsen mod USA den 11. september 2001. Efter vores opfattelse medvirkede Mossad og den franske efterretningstjeneste i egenskab af nationale efterretningstjenester i de faser, der fremmede Israels missilteknologi og ubådsvåben og Frankrigs interesser i fælles ubådsteknologi og erhvervelse af nukleart materiale, mens det var jødiske NWO-frimurere i Mossad og det franske efterretningsvæsen, der sammen med logebrødre i USA var ansvarlige for planlægningen og udførelsen af angrebet 9/11.
Dimitri Khalezov synes at være enig i denne sondring:

Samme film fra Vimeo:

Radiosamtale (2011) mellem Dimitri Khalezov, Gordon Duff fra VeteransToday.com og studieværten Kevin Barrett i American Freedom Radio.
Her udfolder Dimitri Khalezov sin viden om internationale efterretninger på området nukleare våben og forklarer yderligere om Mossads operationelle chef på tidspunktet, Mike Harari, at han indrømmede at have organiseret 9/11 og bekræftede dette ved at danse og feste i anledning af den vel gennemførte aktion, da tvillingetårnene var styrtet sammen.
Bær venligst over med de irriterende afbrydelser i interviewet, indholdet er interessant. Hold fast alle 90 minutter og 40 sekunder:

9/11 – The Great American Psy-Opera af Alexander “Ace” Baker (gode analyser og kreative musikindslag, Judy Wood undrer sig over støvet, men har endnu ikke fundet forklaringen):

9/11 missing links af Mike Delaney og Christopher Bollyn, indtalt af John Martinson, udpeger i vidt omfang de jødiske chefer og rådgivere i USA’s ledende og kontrollerende organisationer. Nogle af dem har parallelt israelsk statsborgerskab:

Susan Lindauer (start 7 min. inde i videoen, hvor hun begynder sit foredrag for en forsamling) er tidligere CIA-medarbejder og var den primære kontaktperson mellem USA og Saddam Husseins Irak. I en periode forud for 2. Golfkrig førte CIA uofficielle forhandlinger med Irak på vegne af det officielle USA. Til trods for Saddam Husseins (en tidligere allierets) betydelige vilje til at samarbejde og finde en fredelig løsning, hvor “USA kunne have fået alt,” siger Susan Lindauer, stillede USA ham til sidst (via CIA) et ultimativt krav, som han aldrig ville kunne honorere. Alternativet var krig. Susan Lindauer tog afstand fra fremgangsmåden og blev fængslet i 5 år i medfør af undtagelsesreglerne i Patriots Act. Hun var på nippet til at blive gjort tavs gennem kemisk lobotomi, en sporløs udgave af “det hvide snit”.
Måske aner læseren det typisk jødiske fingeraftryk i disse forhandlinger, der førtes på skrømt med Irak? Det var i hvert fald de neokonservative (læs: jødiske) kræfter i USA, der på det tidspunkt førte nationens udenrigspolitik; og det er der i virkeligheden intet usædvanligt i, hverken før eller senere, bortset fra eskaleringen gennem det krigsskabende ny mantra “preemptive strikes” (forebyggende angreb):

911Matrix of Details Exposed er en video, der fokuserer på den økonomiske sidegevinst for den jødiske højfinans i USA ved at lægge Twin Towers og Salomon-bygningen i grus.
Bygningerne, og deres indhold af inkriminerende dokumentation om den finansielle elites omfattende hvidvaskning af penge og myndighedernes efterforskning af disse, blev på brøkdele af sekunder gjort ikke-eksisterende og “skaden” var uoprettelig.
Selv om denne video tegner et skræmmende billede af udbredt kriminalitet i private jødisk ejede selskaber og organisationer, der i betydeligt omfang udgør den amerikanske højfinans, er det nødvendigt at bevare troen på, at store dele af den offentlige administration, sikkerhedstjenesterne, politiet og forsvaret i USA består af patriotiske amerikanere, der ikke har fået deres stillinger foræret eller opnået dem gennem nepotisme og korruption og som ønsker at tjene det amerikanske folk på ærlig vis. Vi taler om anstændige amerikanere, hvis udelte loyalitet mod fædrelandet forhindrer dem i at intimidere, svindle og bedrage deres fødeland.
Ca. 21 min. inde i videoen er der omtalt en interessant renovation i et af tårnene.
Bemærk også, at der stadig tales om den mystiske “nano-thermite” i denne video, der givetvis er fra inden Dimitri Khalezovs afsløring blev almindelig kendt:

Building the World Trade Center. Filmen er produceret af Port Authority of New York og New Jersey (PANYNJ) i 1983. Offentliggjort på YouTube 20. december 2013. Filmen viser stoltheden, der fulgte dette bygningsværk, og stedvis stålkonstruktionens enorme dimensioner:

Khalezovs bog The third truth about 9/11

Hent The Third Truth about 9/11 (filen skal åbnes og læses i PDF-Reader, der gratis kan hentes her).

OBS: Det kan tage lidt tid at hente hele filen første gang. Gem en kopi hos dig selv, så den læses hurtigere ind næste gang. Husk at kontrollere autenticiteten som forklaret nedenfor.

Hash-kalkulator:
Dimitri Khalezovs hjemmesider, videoer og skriftlige materiale på Internettet udsættes jævnligt for hackning og sabotage i form af sletninger eller ændringer i teksterne.
For at føre kontrol med, at filerne altid er de originale, er også denne PDF-udgave af hans bog ledsaget af en såkaldt hash-kode (en slags avanceret tværsum). Hash-koden findes ved at sende tekstfilen, i dette tilfælde en PDF-fil, igennem et lille program, der ved hjælp af én eller flere algoritmer (forskrifter) udleder en tal- og bogstavkode, som er unik for tekstens øjeblikkelige udseende.
Sådan gør du:
Hent denne zip-fil: Hash_Calculator.zip.

OBS: Hvis du modtager en advarsel fra flittige McAfee om “potentielt” virusindhold, er det en politisk udmelding. Desværre ikke den eneste. Vi har brugt denne zip-fil fra mange steder uden problemer. Hvis McAfee popup’en ignorerer sin egen mulighed “Hent alligevel”, så luk McAfee’s advarsel på x-symbolet. Derefter fortsætter hentningen.

Un-zip filen og start DAMN_HashCalc.exe. Programmet er harmløst, det ligger under vores domæne, og vi bruger det hele tiden.
DAMN Hash Calculator er nem at arbejde med:


Foto: Skærmkopi af DAMN Hash Calculator.

 

Gem filen “911tholgy_Third_Truth_about_9-11_v4.pdf” på Skrivebordet eller i en anden mappe på din PC. Start DAMN og vælg muligheden “File”. Med søge […] funktionen opsøges og vælges den gemte PDF-fil, hvorefter billedet ser ud som vist ovenfor.
Klik derefter på Calculate.
Efter at have regnet et øjeblik viser kalkulatoren en række hash-værdier for netop denne fil. Programmet leverer med den viste indstilling en lang række koder. Men her bruger vi kun MD5-koden og CRC-32-koden. De skal for “third Truth” se ud præcis som disse to koder:

MD5-koden skal være: EF61728FF5D407D58CCB43DC30C89D44
CRC-32-koden skal være: E2ACD1D1

Hvis den ene eller begge koder afviger, bedes du kontakte os, så vi kan lægge den rigtige version af Dimitri Khalezovs bog op igen.

Du kan ved hjælp af DAMN-kalkulatoren kontrollere, at dine egne tekstfiler ikke bliver ændret undervejs på Internettet. Du danner deres MD5- og CRC-32-koder ved hjælp af kalkulatoren og sender koderne med til modtageren – men separat – ikke i teksten. Hvis modtageren også henter kalkulatoren ned, kan han undersøge om dine medsendte koder matcher de koder, han får fra DAMN, når han tester tekstfilerne fra dig, og så ved han, at de er originale.

En anden “forklaring” var 98 procent rigtig – det gør de 2 procent løgn særligt giftig

En videnskabsmand, William Tahil, B.A., udgav i 2006 sin “private” rapport “Ground Zero: The Nuclear Demolition of The World Trade Center”, hvori han argumenterer for, at WTC blev ødelagt af to reaktorer, der i hemmelighed var installeret som kraftkilder 80 meter under tvillingetårnene, én under hvert tårn (men ikke under Bygning 7). Gennem sabotage af køleanlægget løb de to reaktorer løbsk og “eksploderede” med en halv times mellemrum. Tahil foregiver, at det såkaldte “Kina-syndrom”, nedsmeltning af reaktorernes kærne, kunne føre til en nuklear eksplosion, hvorved disse eksplosioner bekvemt ville forklare skadeomfanget (præcis som Dimitri Khazelov har redegjort for), men uden at afsløre, at det var myndighederne selv, der havde anbragt tre nukleare ladninger som en del af en overlagt nøddemoleringsplan for World Trade Center.
Rapporten har et meget professionelt, nærmest officielt, præg. Den er spækket med diagrammer og forklaringer på atomare processer m.v., men ikke den afgørende forklaring. Dimitri Khalezov opfatter den som et bestillingsarbejde, en sidste gardering, hvis det officielle USA en dag blev konfronteret med uomgængelige beviser for, at der blev udløst atomeksplosioner under WTC i 2001. (Man ville dog stadig skulle klynge sig til “traditionel” demolering af Bygning 7, hvilket i sagens natur måtte skabe betydelige vanskeligheder, hvis myndighederne nogen sinde indlod sig på en dialog med kritikerne.)
Dimitri Khalezov præciserer, at der aldrig kan opstå en proces, der blot ligner en atomeksplosion i en atomreaktor. I den henseende er en atomreaktor absolut sikker. Dermed kan der ikke opstå en ødelæggende supersonisk chokbølge. Principperne er vidt forskellige fra en atombombe til en reaktor. Renheden af brændslet er for det første for lille i en reaktor; for det andet kræver det en sofistikeret teknik at bringe det atomare brændstof i en bombe over sin kritiske masse, hvilket er en absolut forudsætning for en atomeksplosion. Til gengæld ville en nedsmeltning af to reaktorer under Manhattan have forurenet grundvandet og ødelagt alt liv i årtier frem, og som bekendt er det ikke sket.
Dimitri Khalezov opfatter Tahils forklaring som den farligste af de 7 verserende konspirationsteorier (forklaret på siderne 294–334), fordi den er 98% rigtig, og det gør de 2% forsætlig løgn særligt giftig.

Her er W. Tahils rapport: Ground Zero: The Nuclear Demolition of The World Trade Center.

Officielle rapporter

Den officielle kommissionsrapport om 9/11.

NIST’s rapport om 9/11 (National Construction Safety Team).

FEMA’s hjemmeside (Federal Emergency Management Agency)

FEMA’s rapport fra september 2002 om 9/11:
Kapitel 1, Introduktion
Kapitel 2, WTC 1 og WTC 2
Kapitel 3, WTC 3
Kapitel 4, WTC 4, 5 og 6
Kapitel 5, WTC 7
Kapitel 6, Bankers Trust Building
Kapitel 7, Perifere bygninger
Kapitel 8, Observationer, fund og anbefalinger
Undersøgelsens sammendrag
Appendiks A, Oversigt over brandbeskyttelse i bygninger
Appendiks B, Strukturstål og stålsammenføjninger
Appendiks C, Begrænset metallurgisk undersøgelse
Appendiks D, Ståldata samling
Appendiks E, Information om fly
Appendiks F, Bygningsingeniørers reaktionsplan for nødsituationer
Appendiks G, Anerkendelser
Appendiks H, Akronymer og forkortelser
Appendiks I, Metriske konverteringer
Fema’s studie af bygningspræstationer.

Kontaktdata

Dimitri Khalezovs kontaktdata.

Denne artikel linker til følgende delartikler

  1. Kort beskrivelse af Manhattans undergrund
  2. Hvordan fungerer en moderne nuklear demolering?
  3. Dimitri Khalezovs kommentar til video om Secret Service i Bygning 7
  4. The Secret of the Kursk’s Weapons
  5. Årets kup: World Trade Center, New York, NY

John F. Kennedy speech just prior to his assassination …

 

“The very word “secrecy” is repugnant in a free and open society. And we are as a people, inherently and historically, opposed to secret societies, to secret oaths, and to secret proceedings. … For we are opposed around the world by a monolithic and ruthless conspiracy that relies primarily on covert means for expanding its sphere of influence, on infiltration instead of invasion, on subversion instead of elections, on intimidation instead of free choice, on guerrillas by night instead of armies by day. It is a system which has conscripted vast human and material resources into the building of a tightly knit highly efficient machine that combines military, diplomatic, intelligence, economic, scientific and political operations. Its preparations are concealed, not published. It’s mistakes are buried, not headlined. Its dissenters are silenced, not praised. No expenditure is questioned, no rumor is printed, no secret is revealed. … That is why the Athenian lawmaker, Solon, decreed it a crime for any citizen to shrink from controversy. … I am asking for your help to this tremendous task of informing and alerting the American people. Confident that with your help, man will be what he was born to be, free and independent.”

Her er talen i sin sammenhæng: John F. Kennedy’s speech on secret societies and freedom of the press (transcribed into text).

Retur til afsnit 2  Retur til afsnit 1