Attentatet mod World Trade Center 9/11-2001 er opklaret (afsnit 1 af 3)

Sand Historie

Med denne artikel bringer vi den hidtil mest overbevisende forklaring på, hvorfor to af verdens mest stabile stål- og betonkonstruktioner, skyskraberne Twin Towers, juvelerne i World Trade Center på Manhattan i USA, efter en kortvarig, begrænset brand, bogstaveligt talt forpuffede i en støvsky.

Hvad  blev der af stålet, betonen, glasset, inventaret, personerne og måske to passagerfly?
Da støvet lettede over den invaliderede skyline ragede ruinbunken efter hver af de 415-417 meter høje tårne højst 35 meter op i luften. Mærkeligt nok interesserede medierne sig kun overfladisk for det faktum, at ud af tårnenes samlede masse på 1.000.000 tons manglede omkring 80 procent! Krigsbeskyldningerne mod den islamiske verden beslaglagde pøblens opmærksomhed og fratog den evnen til at undres.

På basis af Dimitri Khalezovs bog The Third Truth about 9/11 bringer vi hans svar på et 13 år gammelt mysterium: Hvad skete der 9/11? – og hans svar er – bogstaveligt talt – en sand åbenbaring.

Ja, vi passerede for nylig 13-års dagen for dette århundredes første verdensomspændende bedrag, nemlig løgnen om, hvem der stod bag attentatet mod World Trade Center i New York den 11. september 2001. Bedragerier af tilsvarende kaliber i det forgangne årtusinde er fx påstanden om industriel udslettelse af jøder under Anden Verdenskrig og senere historien om, at en enkelt forvirret mand myrdede John F. Kennedy.

Disse løgne vedligeholdes i desperat omfang, godt hjulpet af verdens kraftigste våben: det jødiske mediemonopol.

Løgnen om 9/11 beskyttes af en bestemt grund af USA’s myndigheder i form af den 1. “sandhed”, den for plebejerne, der formodes ikke at kunne lægge to og to sammen. Det har i de seneste 13 år kostet tusinder af dem livet. Det forklarer vi senere. “Sandhed” nummer 2 er for patricierne, der hjælpes lidt på vej med nogle antydninger og derefter formulerer en løsning til eget brug; men den er stadig absolut forkert.

Den 3. sandhed er … sandheden! i al sin overbevisende enkelhed.

Den fortælles af os barbarer, som ikke vil tages ved næsen.

Det var ikke Osama bin Laden og Al-Qaeda eller den amerikanske regering, der stod bag attentatet mod World Trade Center i New York. Det var en verdensomspændende overvejende jødisk sekt, der råder over CIA, Mossad m.fl. amerikanske og ikke-amerikanske organisationer og myndigheder som redskaber for deres stræben mod NWO.

Hvis du er et sandhedssøgende menneske, må du være med til at mane dette det første store bedrag i indeværende årtusinde i jorden. Lad os barbarer udstille løgnen og dens bagmænd. Lær sandheden og udbred den efter bedste evne. Det kræver en smule læsning og eftertanke af dig, men det hele findes her, hvis du vil vide, hvad der virkelig skete den 11. september 2001.

Det er bedst at læse fra starten uden overspring så vigtige forudsætninger ikke mistes.

Forord af Hugo Ravn

 


John F. Kennedy. Foto: Internettet

 

John F. Kennedy var den mest indsigtsfulde og selvstændige leder, den vestlige verden har kunnet mønstre siden Adolf Hitler. Kennedy respekterede Hitler for de resultater han opnåede i Tyskland, inden den jødisk fremprovokerede Anden Verdenskrig opslugte og ødelagde alt, hvad der var anstændigt og ordentligt.
Begge disse enestående statsmænd havde observeret, hvilken trussel det verdensomspændende kriminelle jødiske netværk repræsenterer for den vestlige verdens levevis og kultur, og de havde begge mod og mandshjerte til at tale åbent om problemet og forsøge at løse det på fredelig vis. 

De fleste ved, hvordan det gik dem. Spørgsmålet er, om det hvide Europa, som de henvendte sig til, skal finde sig i jødernes myrderier, eller vi kan mobilisere det nødvendige mod og sammenhold til at tage kampen op – stadig for at opnå en fredelig politisk løsning til trods for jødernes fanatisme.

“De bedste blandt goyim skal du dræbe,” lyder tilskyndelsen i Talmud.

Kennedy opfordrede nationen til at stå sammen mod jødevældet i USA

Uddrag af Kennedys tale til amerikanske pressefolk og nationen om hemmelige selskaber og landsskadelige medier – kort før han blev myrdet i Dallas, Texas, i 1963:

“Selve ordet hemmeligholdelse er frastødende i et frit og åbent samfund, og vi er som folk arveligt og historisk konfronteret med hemmelige samfund, hemmelige loyalitetsafgivelser og hemmelige procesforløb. … Vi står overalt i verden over for en monolitisk og hæmningsløs konspiration, der primært baserer sig på skjulte midler til udbredelsen af dens indflydelsessfære, på infiltration i stedet for fremtræden, på undergravende virksomhed i stedet for frie valg, på intimidering i stedet for fri vilje. Det er et system, der har rekrutteret umådelige menneskelige og materielle ressourcer i opbygningen af et finmasket net, en højst effektiv maskine, der kombinerer militære, diplomatiske, efterretningsmæssige, økonomiske, videnskabelige og politiske operationer. Dens planer er fordækte – ikke offentlige, dens fejltagelser bliver begravet – ikke bragt som overskrifter, dens modstandere bringes til tavshed – bliver ikke hørt; intet forbrug anfægtes, intet rygte trykkes, ingen hemmelighed afsløres. … Derfor afgjorde den athenske lovgiver, Solon, at det var en forbrydelse for enhver borger at afstå fra at ytre sin mening. Jeg beder om jeres hjælp til denne enorme opgave at informere og engagere det amerikanske folk. Jeg har tillid til, at med jeres hjælp, kan mennesker blive, hvad de er født til at være: frie og uafhængige.”

(Se den originale tekst nederst på siden. Når du har afsluttet nærværende artikel, er vores artikel om, hvorfor J. F. Kennedy blev myrdet af jøderne i USA tilsvarende interessant og overbevisende.)

Hvad har et bestemt netværks hang til mord, intimidering, konspiration og hemmeligholdelse at gøre med angrebet på World Trade Center?

Svaret er: Det verdensomspændende kriminelle jødiske netværk har ALT med denne forbrydelse at gøre. Det vil fremgå af denne artikel og dens kilder.

Et mantra i tidens USA lyder:

I cannot tell you about evidence that has been gathered. It is classified information.
I cannot tell you about evidence that has been gathered. It is classified information.
I cannot tell you about evidence that has been gathered. It is classified information.

Når befolkningen evindeligt mødes af hemmeligholdelse, fortielser og løgnagtige forklaringer fra de mennesker, der er sat til at regere nationen, opstår en magtesløshed og en længsel efter sandheden. Den tilstand fører til konspirationer, og der har verseret mange af slagsen om angrebet på World Trade Center den 11. september 2001 (kaldt “9/11″), især i USA selvfølgelig, og ikke mindst fordi, den officielle rapport har vist sig at være én stor bortforklaring. Magthaverne har besluttet dens fuldkommenhed, men når befolkningen opdager, at der findes én sandhed for magthaverne og en anden for folket, vil de mest selvstændigt tænkende kende dem begge.
Blandt de mange verserende teorier om 9/11 er en stor del af dem plantet. Der findes desværre mennesker med historiske grunde til at undertrykke sandheden, og der er søsat mange groteske konspirationer, som er med til at forplumre billedet. “Vi spiller med på begge sider,” er en jødisk talemåde, der siger alt om perfiditeten i de kredse, hvor sandheden er en fjende.

Den sundt analyserende forklaring, som vi giver en forsmag på med denne artikel, rammer efter vores vurdering hovedet på sømmet om 9/11. Nærmere den absolutte sandhed kommer sandhedssøgende mennesker næppe i forhold til dette massemord, der kostede næsten 3.000 mennesker livet. Der var naturligvis et segment af menneskeheden, der gik fri, som altid går fri, og som kender de fleste detaljer om 9/11, og det er forbrydere af deres format, det er nødvendigt at gøre op med.

Den følgende forklaring får hver dag flere og flere tilhængere, selv i akademiske kredse. Dér har man af grunde, som vi alle sammen skal frygte, allerede forholdt sig passivt i 13 år, åbenbart uden evne eller vilje til at producere en overbevisende god forklaring. Eller modet har svigtet hos dem, der kunne og ville. Der er mange eksempler på ekskommunikation af anderledes tænkende fra universiteterne, når sandhedssøgende mennesker vovede at ytre sig mod jødernes overordnede agenda. Det sker også i Danmark.

Den følgende overbevisende forklaring skyldes russeren Dimitri Khalezov, i 80’erne ledende officer i en sovjetisk efterretningsafdeling (der på engelsk ville hedde) Special Control Service of the 12th Chief Directorate of the Defense Ministry, en afdeling, hvor man bl.a. indsamlede data fra overvågning af atomart materiale inden for USSR og i verden omkring. Med hans egne ord, bevidner han blot, hvad han ved. I 2010 havde han i bogform formuleret sin forklaring på, hvad der virkelig foregik under 9/11. Bogens endelige titel er blevet The third truth about 9/11 (Den tredje sandhed om 9/11). Det er denne version fra 4. juli 2013, vi henviser til i det følgende.


Forfatter til
The Third Truth about 9/11.

 

O-D-I-N.org’s langsigtede mål med at bringe Dimitri Khalezovs forklaring og anklage er, at sandheden om 9/11 en dag skal skabe et folkeligt pres så uomgængeligt, at det anstændige USA bliver nødt til at stille de ansvarlige for retten og straffe dem for deres medvirken. Blot kan man frygte, at anstændige mennesker aldrig mere kommer til orde eller får magt i USA.

Her bringer vi Dimitri Khalezovs bevidnelse i en dansk resumerende men absolut loyal udgave. Vi opfordrer alle, der søger sandheden, til at læse The third truth about 9/11 (ca. 1.000 sider på engelsk i PDF-format), som kan hentes fra linket sidst i denne artikel. Vi tilstræber at have den nyeste version liggende. Vi har betalt for vores kopi og vi har kontrolleret den checksummer.
Vi opfordrer læseren til at gøre det samme. Khalezovs tekster, sites og videoer på Internettet er konstant under angreb, så det er nødvendigt at kontrollere, at teksterne er uændrede.
Vi forklarer fremgangsmåden til sidst. Endelig er det op til læserne selv at honorere forfatteren efter hans forslag [2].

Det skal med her, at i forskellige spørgsmål udvikler vi her på redaktionen vores egen mere detaljerede forklaring, men uden at konfrontere hovedlinjerne i Khalezovs opfattelse af det skete. Det er også os, der kalder gerningsmanden for en morder. Betegnelsen er møntet på det skyldige kollektiv af jødiske logebrødre, der hærger, primært den vestlige europæiske verden, hvis historie, intellektuelle ejendom og fysiske værdier de gradvist overtager gennem deres parasitiske livsform i værtslandene.

— Hugo Ravn

Officielle facts om tvillingetårnene i World Trade Center

 


Tvillingetårnene var en karakteristisk og prominent del af New Yorks skyline. Foto: Internettet

 

Twin Towers var summen af Nordtårnet og Sydtårnet, henholdsvis WTC bygning 1 og 2. Tvillingetårnene udgjorde indtil angrebet den 11. september 2001 en central og iøjnefaldende del af komplekset World Trade Center på Manhattan i New York. Bygning 1 var 417 meter høj, bygning 2 415 meter, hver bygning havde 110 etager. Fra Nordtårnet stak yderligere en 110 meter høj radio- og Tv-mast op fra toppen. Tårnene blev designet af den japansk-amerikanske arkitekt Minoru Yamasaki og blev opført i perioden 1966–73. 
WTC-kompleksets Bygning 7, The Salomon Building, var et 47-etagers højhus med trapez-formet tværsnit lidt nord for tårnene. Fælles for de tre bygninger var, at den overjordiske del af konstruktionerne helt overvejende bestod af stål, ca. 100.000 tons i hvert tårn.


Ill.: Internettet

 

Om lidt følger en kort beskrivelse af det officielle hændelsesforløb ved angrebet på World Trade Center og Pentagon i løbet af tirsdagen den 11. september 2001.
Foreløbigt anfægter vi ikke dermed de amerikanske myndigheders officielle udlægning fra 2004 i “The 9/11 Commission Report”. Denne rapport er endnu i 2014 uændret i forhold til, hvad kommission i 2004 mente der var sket, og hvad motivet mentes at have været. Kommissionens rapport er mere et politisk manifest end en sandfærdig undersøgelse og rapportering om angrebet på World Trade Center og Pentagon. Den kan læses via linket nedenfor. Bemærk fx på side 579, punktet “12 What to do? A Global Strategy”, der viser, at neokonservativ tænkning var ved at blive introduceret som en konsekvens af forbrydelsen. Bogen præsenteres på Wikipedia med følgende tribut: “Nominering: National Book Award for Nonfiction” (hvis nogen skulle komme i tvivl). Rapporten er i et og alt et bestillingsarbejde fra myndigheder, der har gjort alt for at tilsløre sandheden og fortsætter med at gøre det. Sagen har fået samme tendentiøse behandling som det brutale mord på John F. Kennedy i 1963, og efter vores overbevisning er morderen den samme.

The 9/11 Commission Report (skal læses i Adobe Acrobat Reader, der frit kan hentes via linket).

Vi bringer i det følgende den hidtil mest overbevisende og sammenhængende forklaring på, hvad der skete i USA op til- og i løbet af den 11. september 2001, og vi beskriver, hvilke konsekvenser disse hændelser umiddelbart fik og endnu har i dag. Denne afsløring er ikke fra i går; den har været tilgængelig for offentligheden siden 2010, men har ikke nydt den fortjente opmærksomhed og udbredelse, og den eneste grund er, at mainstreammedierne er jødisk kontrollerede. Det betyder, at vi aldrig hører sandheden fra disse medier. I Danmark er kontrollen næsten total, dvs. den offentlige mening i Danmark formes udelukkende af jøder. Vores beskrivelse om 9/11 bygger i høj grad på private undersøgelser og samvittighedsvidners beretninger. Her taler vi primært om en tidligere sovjetisk efterretningsofficer Dimitri Khalezov, hvis bog The third truth about 9/11 er grundlæggende læsning for enhver, der modsætter sig den nuværende tilstand, hvor en hemmelig, primært jødisk, loge med filialer over hele verden begår hensynsløs kriminalitet mod den øvrige menneskehed. E-bogen er på engelsk og kan åbnes i PDF-Reader. Forfatteren opfordrer alle til at kopiere den og dele den med andre. Vi linker senere til den nyeste udgave fra  4. juli 2013! – Desuden har vi satset på den tidligere ansatte i CIA, Susan Lindauer, og hendes vidnesbyrd. På video fortæller hun om sin tid som koordinator mellem CIA og Irak, indtil hun faldt i unåde og blev frihedsberøvet i fem år uden retssag og på nippet til at blive kemisk lobotomeret. Hendes anholdelse og fængsling skete i medfør af “Patriots Act”, et regelsæt, der giver myndighederne i USA særlige beføjelser over for personer, der mistænkes for terrorisme. Vi linker til hendes video sidst i denne artikel.

På Internettet findes en guldgrube af velmente partsindlæg om 9/11 med vidt forskellige udlægninger af motivet til en af verdens mest uhyrlige forbrydelser. På en enkelt formiddag blev næsten 3.000 sagesløse amerikanere myrdet af morderens marionetter. En betydelig del af materialet er plantet for at virke som støj og vildledning, og det har i høj grad medvirket til at forplumre billedet gennem snart 13 år.
Sandheden vil dog sejre til sidst, og de bedste af undersøgelserne er højst brugbare forsøg på at bringe sandheden for en dag. Vi henviser løbende til den del, vi bedømmer som kvalificeret og nyttig. Enhver kan med sig selv afgøre værdien af materialet ved at krydsreferere hovedlinjerne. Man kan fx finde en del billeddokumentation, der udmærker sig ved at være ukoordineret i modsætning til jødiske Tv-stationers repeterende indoktrinering med historien om, at det var islamiske gidseltagere, der angreb World Trade Center.

Tirsdag formiddag den 11. september 2001 indtraf følgende på Manhattan

Kl. 08:46:30 blev Nordtårnet i bygningskomplekset World Trade Center (Bygning 1) angiveligt ramt på nordvæggen gennem etagerne 93–99 (primært 94–98) af et Boing 767-200ER passagerfly. Der opstod øjeblikkeligt en eksplosionsbrand i højde med de nævnte etager, og da ilden stilnede af, kunne man observere en stor takket, aflang åbning i nordvæggen og nogle mindre sekundære åbninger i samme højde i sydvæggen.

Kl. 09:02:59 blev Sydtårnet (Bygning 2) angiveligt ramt på sydvæggen gennem etagerne 77–85 (primært 78–84) af et lignende Boing 767-200ER passagerfly. Der opstod igen en eksplosionsbrand i højde med de nævnte etager, og da ilden tog af, kunne man observere en stor takket, aflang og lidt skråtstillet åbning i sydvæggen og en mindre men synlig åbning i samme højde i østvæggen samt en mindre åbning tæt ved det nordøstlige hjørne i nordvæggen.

Opsøg billederne på Internettet; søg fx på YouTube med “9/11 attack on world trade center” og vælg “Billeder”.


Ill. fra FEMA’s rapport (Federal Emergency Management Agency).

 

Flyets formodede indslagsretning på nordsiden af Nordtårnet (WTC 1; tæt på midten og næsten vinkelret på bygningen. Den nedtonede vinge antyder, hvor meget flyet menes at have krænget i anslaget (venstre vinge lidt lavere end højre).
Et Boing 767 passagerfly har et vingefang på 47,57 meter; tvillingetårnene havde kvadratisk tværsnit med sider på 63,40 meter. Bemærk at kærnen i Nordtårnet er orienteret i øst–vestlig retning.


Ill. fra FEMA’s rapport.

 

Flyets formodede indslagsretning på sydsiden af Sydtårnet (WTC 2); tættere på det sydøstlige hjørne og i en vinkel mod øst. Bemærk at kærnen i Sydtårnet er orienteret i nord–sydlig retning

Vindene over Manhattan blæste det meste af denne formiddag svagt fra nordvest. Dermed kan man orientere sig om optagelsernes retning ved at iagttagelse røgfanerne.


Ill.: Internettet

 

Kl. 09:37:46 blev krigskomplekset Pentagon i Washington angiveligt ramt i landskabshøjde af et Boing 757 passagerfly på den vestvendte pentaeder. Derved opstod der i den yderste mur en næsten cirkulær åbning med en diameter på 3–4 meter, og der opstod brand i den yderste bygning. Yderligere to bygningsrækker ind mod midten af den koncentriske, femkantede konstruktion blev gennembrudt. Der fremkom ikke udstrakte skader på ydervæggen, men den opblussende brand medførte efter ca. 29 minutter, at de overliggende 3–4 etager i den yderste ringbygning faldt sammen.

Opsøg billederne på Internettet; søg fx på YouTube med “9/11 attack on pentagon” og vælg “Billeder”.


Ill.: Internettet

 

Kl. 09:59:00 faldt Sydtårnet sammen efter at have brændt i 56 minutter.

Kl. 10:03:11 styrtede angiveligt et Boing 757 passagerfly ned på en mark i nærheden af Shanksville, Pennsylvania.

Kl. 10:28:00 faldt Nordtårnet sammen efter at have brændt i 101,5 minutter.

Kl. 17:20:33 faldt Bygning 7 sammen uden at være ramt af noget fly, angiveligt på grund af skader opstået under og efter tvillingetårnenes fald.

De officielle flyvemønstre for de fire involverede “flights” fremgår af kommissionsrapportens sider 32 og 33.

Kølige iagttagelser, og et brændende spørgsmål

Ved begge angreb på tårnene bredte sig en eksplosionsagtig og karakteristisk væskebrand vandret ud fra bygningen, og der blev slynget facadebeklædning (aluminium) og mindre brændende objekter ud, som straks faldt til jorden. Efter ret kort tid blev den synlige ild mere sporadisk, tydeligvis fordi det flygtigste brændstof var brugt op. Derefter var det dominerende indtryk en massiv sort røgudvikling som fra oliebrande inde i bygningen, i begyndelsen i samme højde som de primære udvendige skader, men efterhånden også adskillige etager opefter, idet bygningen virkede som en skorsten og hullerne i murene som trækåbninger. Dertil kom indtrykket af flydende brændbart stof, der ved høj temperatur bredte sig som tunger nedad. Men udefra viste den alt overvejende del af tårnene under de ramte etager ingen tegn på alvorlige brandskader eller røgudvikling – indtil bygningen overraskende og uforklarligt styrtede sammen i en gigantisk støvsky.

Angrebene forvoldte næsten 3.000 menneskers død. Omkring 400 var rednings- og politifolk, der forsøgte at undsætte andre. En enkelt jødisk person omkom i tårnene. To andre jødiske personer hævdes at have været passagerer i flyene.

Umiddelbart under og efter sammenstyrtningen af tårnene blev store dele af Manhattan indhyllet i en vulkanagtig sky af gråhvidt støv. Skyen lignede et fænomen, der kan opleves ved vulkanudbrud, hvor såkaldte pyroklastiske skyer, eller glødelaviner kan opnå temperaturer på op til 1.000°C. Det er uvist, hvilken temperatur støvskyen havde i de første sekunder efter kollapset. Der blev fundet totalt udbrændte biler lige i nærheden af tårnene, men skyen blev hurtigt kølet ned, da den bredte sig til siderne.
Ud af tvillingetårnenes samlede masse på ca. 1.000.000 tons, hvoraf godset i de perifere og centrale dragere i tårnene var 6,35 cm tykt, eller tykkere end panseret i en kampvogn, lå ca. 20 procent tilbage på “ground zero”, da støvskyerne lettede.
Hvor var de manglende 80 procent (800.000 tons bygningsmasse, heraf 160.000 tons konstruktionsstål)?

Myndighederne udpegede hurtigt attentatets gerningsmænd

Nogle af os husker, hvordan dele af den amerikanske regering og de mediebårne myndigheder ivrede efter at udpege den islamiske verden som ansvarlige for attentatet mod World Trade Center og Pentagon. De mest fremtrædende i denne hetz var daværende præsident, George W. Bush, vicepræsident Dick Cheney, krigsminister Donald Rumsfeld og krigsrådgiver i Pentagon, Richard Perle, men der var mange flere fra gruppen af primært jødiske personligheder, der på tidspunktet førte sig frem som “neokonservative”. 

Overskrifter og navne som “terrorist attack”, “America under attack”, “Islamic war against western lifestyle”, “Al-Qaeda”, “Osama Bin Laden”, “full-scale investigation”, “retaliation” m.fl. blev trommet gennem medierne, og kort efter introduceredes “Saddam Hussein” som verdens slyngel nummer ét, bevæbnet med arsenaler af “masseødelæggelsesvåben”.
Efter kort tids intense medieudladninger førte det nye “risikobillede” til konceptet “Krig mod terror”. Dermed fik statsmagterne såvel i USA som i Europa stærkt udvidede beføjelser til at undersøge borgernes privatliv, og på det strategiske niveau blev det legitimt at rette såkaldt forebyggende angreb (preemptive strikes) mod lande, der efter neokonservative tænketankes voteringer måtte være arnested for terrorisme. Irak og Afghanistan kom til at holde for i “verdenssamfundets” efterfølgende serie af angreb på verdensfreden.
Allerede da det andet tårn var sat i brand, blev disse nøgleord og kampråb taget i brug og derefter atter og atter gentaget i medierne.

Nitten navngivne og afbildede medlemmer af Al-Qaeda (siderne 238 og 239 i kommissions-rapporten) havde, fortæller den, med Osama Bin Laden som den påståede anstifter og bagmand gennemført fire kapringer af passagerfly med henholdsvis afgang fra Boston, Boston, Washington og Newark. Kaprerne skulle have styret to af flyene ind i tvillingetårnene, et tredje ind i Pentagon, og det sidste, der antoges at være bestemt for Det Hvide Hus, var, angiveligt på grund af opstået kamp mellem passagerer og kaprere, fløjet lodret ned i en mark i Shanksville, Pennsylvania. Angiveligt blev alle passagerer og flykaprere således dræbt ved fire selvmordsaktioner.

Alle undersøgelser af 9/11 er berettigede, men mange diskussioner er irrelevante

  1. Det har været diskuteret, om det var fly eller missiler, der ramte tvillingetårnene og Pentagon.
    Det er i forhold til den opnåelige effekt på offentligheden uden særlig betydning, om der anvendtes fly eller missiler. Faktisk er der vidneforklaringer der hver for sig peger på et mindre fly, et passagerfly hhv. et missil.
  2. Det har været diskuteret, om de omhandlede passagerfly var fjernstyrede, evt. militære fly af samme type, i så fald uden gidsler og pilot. Passagerlister kan forfalskes, så de ingen steder fører hen. (FBI afviste at udlevere passagerlister, i hvert fald indtil 2008. Vi ved ikke om de er udleveret senere, men allerede efter 7 år kan muligheden for at spore “modvillige” efterladte være behæftet med alverdens blindgyder.)
    Men det er i forhold til den opnåelige effekt på offentligheden ikke afgørende, om det var civile eller lignende militære fly, om de reelt indeholdt gidsler eller ikke. Forskellige vidner beskriver såvel civile som anonyme militærlignende udgaver.
  3. Det har været diskuteret, om der overhovedet var fly eller missiler indblandet. Flyene kunne være redigeret ind i de få faste optagelser, der blev vist fra tre-fem Tv-stationer, som eksklusivt dækkede attentatet med formodede direkte optagelser. Sprængladninger kunne i forvejen have været anbragt i tårnene, og billeder af den rigtige flytype kunne  i en sandwich-opbygget videosekvens være synkroniseret med billederne af de eksploderende ladninger. Videokyndige peger på korresponderende synkroniserings-mærker i de officielle reportager.
    Heller ikke i denne sondring er den opnåelige effekt på offentligheden afhængig af, om der var fly involveret eller ingen flyvende objekter overhovedet. Medierne kunne under alle omstændigheder overbevise deres verdensomspændende publikum om flyenes tilstedeværelse ved konstant på Tv at repetere ordet “plane” og vise billeder af noget der lignede de omtalte fly. En del øjenvidner berettede, at tårnene eksploderede, uden at de selv forinden havde hørt eller set flyet. Enkelte insisterede på, at tårnene bare eksploderede uden noget flyvende i nærheden.

Passagerfly versus Twin Towers

 


En Boing 767-200ER fra American Airlines. Foto: Internettet

 

American Airlines Fligt 11 og United Airlines Flight 175 var passagerfly af denne type, der hhv. skulle have gennembrudt murene i Nordtårnet og Sydtårnet i World Trade Center.

Mange fysikere afviser, at et Boing 767-200ER passagerfly, der helt overvejende består af aluminium, bare kunne diffundere ind gennem væggen på tvillingetårnene uden at i det mindste halvdelen blev slynget tilbage og faldt til jorden i form af identificerbare vragdele. Men alle officielle videoklip viser, at flyene skar sig gennem skyskrabernes stål som en varm kniv gennem smør. De gennemgående lodrette stålbjælker i tvillingetårnenes ydervægge havde en centerafstand på 101,6 cm og var ca. 38 cm brede. Dermed kolliderede mere end en tredjedel af flyet i det horisontale plan direkte med en panseragtig stålbjælke, hvis flige vinkelret på facaden var 2,5 tommer tykke (det er 6,35 cm!). Disse bjælker, der er vist i et vandret snit på tegningen nedenfor, var forbundet på tværs udfor hver etageadskillelse med lige så kraftige traverser. Dette net af stålbjælker udgjorde yderskallen i tårnenes overordnede rørkonstruktion.

En stor del af diskussionen på Internettet har handlet om flyenes penetreringsevne og den sandsynlige spredning af vragrester ved kollisionen, ikke om flyene kunne skade den bærende konstruktion ved en påflyvning. Det skyldes, at det sidste var udelukket. Tårnene var konstrueret til at kunne modstå den kinetiske energi fra en fuldlastet Boing 707 (det største kommercielle fly i 60’erne) ved normal marchhastighed og ville ifølge WTC’s chefingeniør i 2001 kunne tåle at kollidere med et antal af den slags fly samtidig.
Tilbage er kun påstanden om, at tårnenes konstruktion blev så omfattende svækket ved den fortsatte brand, at konstruktionen som helhed brød sammen. Den forklaring afvises af alle med viden om brande i bygninger, hvis bærende konstruktion er af konstruktionsstål. Jetbrændstof, der minder om petroleum, forbrænder hurtigt i fri luft ved en temperatur på 1030 °C, langt under ståls smeltepunkt på 1516 °C. 

Når jetbrændstoffet var brændt, ville afkølingen begynde, og bygningens sædvanlige indhold af brændbare materialer ville ikke kunne ændre på det forhold. Det kendte scenarium ville gentage sig; ilden på de ramte etager ville dø ud inden for ganske få minutter uden at skade konstruktionens bæreevne. Den følgende afkøling ville i dette tilfælde blive fremskyndet af trækken gennem de opståede åbninger.
I Nordtårnet observerede man en kvinde stå i åbningen i den nordlige væg støttende sig til en af bjælkerne i facaden, kort før tårnet faldt.


Den øverste halvdel af tegningen repræsenterer den udvendige side af bygningen. Centerafstanden mellem de lodrette stålbjælker var 101,6 cm, mellemrummet, regnet mellem de inderste flige, 63,5 cm. Glassets lysåbning har været ca. 50 cm. Den udvendige aluminiumsbeklædning, ca. 3 mm, er antydet. Godset i de tykke af fligene i disse lodrette stålprofiler var 6,35 cm tykt (2,5″). Bygningens overflade bestod altså for 2/3’s vedkommende af vinduer, og for den resterende 1/3 af vældig solidt stål. Der var reelt tale om en panseragtig facade for denne 1/3’s vedkommende, for ikke at nævne etageadskillelserne på hver 1,6 meters højde, der yderligere var forstærket med beton i gulvplanet, og hvoraf “flyet” mod Nordtårnet må have ramt mindst 5 og mod Sydtårnet mindst 6 af disse adskillelser.

 

Et tankeeksperiment:
Et passagerflys kollision med en sådan panserskal kan sammenlignes med, at et aluminiumsprojektil affyres imod en tynd stålplade, der dog er tyk nok til, at projektilets samlede bevægelsesenergi ikke kan bøje stålpladen. Det svarer til, at tårnenes strukturelle stivhed kunne modstå en kollision med et Boing 707-fly uden at ændre form. Hvis vores stålplade er så tyk, at aluminiumsprojektilet ikke kan bøje den, vil det aldrig kunne passere stålpladen, for det kan under ingen omstændigheder gennembore den.
Med andre ord ville et sådant projektil af aluminium deformeres og splintres mod stålpladen og i princippet falde til jorden foran den. Det er derfor Dimitri Khalezov så rigtigt gentager, at aluminium ikke kan “penetrere” stål. Hvis vi udvider eksperimentet og affyrer 3 projektiler af aluminium samtidig (o o o), side om side og vandret, så det ene rammer stålpladen og de to andre rammer lige ved siden af (o o|o|), har vi et billede af, hvordan 2/3 af flyet (teoretisk) ville kunne passere ind i tårnet gennem vinduesåbningen ved siden af hver stålbjælke. Men i vores eksperiment er der ingen sammenhængskraft mellem de 3 projektiler, og dermed passerer 2/3 af aluminiums-projektilerne uhindret forbi stålpladen. Et fly derimod hænger vældig godt sammen, og derfor vil den 1/3, der rammer et stålprofil holde fast i de 2/3 der rammer vinduet således, at langt over 1/3 af flyet (i virkeligheden op mod halvdelen) ville blive knust mod tårnet, kastet tilbage og ramle ned på underlaget nedenfor. Ingen af disse millioner af vragstumper, som et nedstyrtet passagerjetfly normalt efterlader, og hvoraf en stor del indeholder identificerbare numre, blev fundet i nærheden af tårnene. En isoleret sektion med vinduesåbninger, to dele af et understel (landingshjul) og en (forkert) motor var alt, hvad der fandtes. Disse få vragdele blev med sikkerhed plantet i forvejen.


Her er en del af den bærende ydervæg fremhævet, så man kan se den indbyrdes 1-etages forskydning mellem de 3-etager høje moduler (ill. fra FEMA’s rapport).

 

Passagerfly versus Pentagon

 


En Boing 757 fra United Airlines. Foto: Internettet

 

American Airlines Flight 77 og United Airlines Flight 93 var passagerfly af denne type, der hhv. skulle have gennemboret 3 bygningsblokke i Pentagon og have boret sig ned i en mark i Shanksville, Pennsylvania, i begge tilfælde på en måde, så stort set ingen vragdele blev efterladt uden for indslagsåbningen.

I tilfældet Pentagon er det endnu mere oplagt, at hverken en Boing 757 eller noget andet konventionelt fly ville kunne gennembryde muren på hver side af det yderste bygningslag og derefter gennemtrænge yderligere to lag bygninger gennem en kanal med en diameter på 3–4 meter uden at efterlade dele af vinger, motorer og haleparti på området omkring indslagsåbningen, eller i det mindste efterlade mærker i ydermuren fra flyets vinger, motorer og hale. Alle spor peger i retning af, at Pentagon blev ramt af et pansret missil, men også det spørgsmål er reelt uden betydning for den opnåelige effekt på offentligheden (men i høj grad af betydning for forsvarets beslutningstagere).
Kun et enkelt øjenvidne, en medieperson, bevidnede i andet forsøg, at have set et passagerfly ramme Pentagon. Lige efter hændelsen fortalte han, endnu præget af ubearbejdede realiteter, at det var et missil. I sin rettede version nogen tid efter lancerede han et interessant passagerfly, hvor vingerne på forunderlig vis gled ind langs kroppen, da det borede sig ind i Pentagon, idet det frembragte en åbning på kun 3–4 meter i diameter. Måske kunne halefinnen og haleplanet også klappe sammen?

Her er en kort videooptagelse, der blev offentliggjort i 2011. Måske viser den et missil slå ind i Pentagon. Under alle omstændigheder minder det lyse flyvende objekt ikke meget om et passagerfly. Kig her.

Dimitri Khalezov har detaljeret og nøgternt redegjort for en viden, som han kun kan have fra en bestemt del af det sovjetiske efterretningsvæsen. Hans speciale var oprindeligt afprøvning, dataindsamling, opbevaring og vedligeholdelse af nukleare materialer i Sovjet. Han blev senere tilknyttet en enhed, “16479”, der beskæftigede sig med efterretninger om kærnevåben og kærnemateriale, bl.a. registrering af emnernes bevægelser og håndtering uden for Sovjetunionen i forhold til eksisterende traktater. I sin bog (og i et længere britisk interview fra 2013, som vi linker til senere) argumenterer han overbevisende for, at det var et sovjetisk bygget krydsermissil af typen P700 Granit, en flyvende murbrækker, normalt armeret med en 500 kiloton atomladning, der ramte Pentagon. Missilet blev affyret fra Atlanterhavet 2–300 miles fra kysten (~ 320–480 km).


Ill.: Internettet

 

Sovjetisk P700 Granit krydsermissil. De ret små bæreplaner stikker ud mod betragteren. Missilet blev udviklet som forsvar mod USA’s hangarskibe. Det var kraftigt pansret, vejede 7 tons og fløj med 2,5 mach. Officiel rækkevidde: 625 km. Bevægelsesenergien var så høj, at det kunne slå en krydser over på midten, selv uden sprængladning. Missilet rummede en avanceret software til intelligent målsøgning, undvigelse og angreb. Russerne mente selv, at fra missilet blev taget i brug engang i 70’erne til flere år efter 9/11 var det umuligt at skyde det ned fra fly eller med antiluftskyts. Granit-krydsermissilet var, når der ikke var tale om øvelse, udelukkende armeret med en termonuklear krigsladning på 500 kiloton.

 


Her ses ladningen forrest og motoren, en ramjet, bagest; i midten brændstoftanken. Foto: Internettet

 

Missilets resterende brændstofbeholdning har næppe været tilstrækkeligt til den efterfølgende ødelæggende brand i Pentagon. Brandfolk på stedet udtalte til journalister, at indtrykket af denne brand og dens skadevirkninger på Pentagons vestfacade blev forstærket af, at det brændte med kraftig sort røgudvikling fra trailere, der stod parkeret i nærheden af muren ikke langt fra indslagsstedet. Der findes ikke mange billeder på Internettet af Pentagon i tidsrummet fra påflyvningen, og indtil de overliggende etager og taget faldt sammen ca. 29 minutter senere. Der findes til gengæld mange billeder af Pentagon fra efter bygningskollapset, hvor den mindre og næsten cirkulære åbning havde udviklet sig til en kløft gennem det yderste bygningslag og en sodsværtet kanal, der fortonede sig ind gennem de næste to bygninger, det hele præget af ødelagte bygningsdele. En betydelig sodsværtet facade skulle utvivlsomt underbygge historien om et havareret passagerfly.

WTC_Pentagon_missil_bane_480xy
Det flyvende objekt, der ramte Pentagon, borede en tunnel gennem 3 bygningsblokke. Udgangsåbningen i den sidst gennembrudte mur ved (V) er stadig cirkulær og ca. 3 m i diameter. Det er en ret desperat påstand, at et Boing 757 passagerfly skulle kunne skabe en sådan projektilkanal! med sin aluminiumskrop.
Foto: The Third Truth about 9/11

 

Det har længe været indlysende for mange, at de amerikanske myndigheder i vidt omfang brugte medierne til at camouflere, hvad der virkelig var sket, ikke mindst i forhold til Pentagon.

I sin bog fortæller Dimitri Khalezov, at det konkrete russiske missil var udrustet med en termonuklear krigsladning på 500 kiloton, men at ladningen ikke blev udløst. Atomsprængningen ville have udslettet store dele af Washington DC. Den ikke udløste kærneladning er et interessant aspekt i forhold til de senere begivenheder samme dag. Mere om det punkt lidt senere.


Dette er en uspecifik gengivelse af et termonukleart atomsprænghoved, primært baseret på Plutonium-239, men forstærket med Uran-238-reflektor, en let og effektiv kombination. Ill.: Internettet

 

Overlevende flykaprere!

Dimitri Khalezov fortæller, at 12 af de 19 “islamiske terrorister”, der figurerer i den officielle kommissionsrapport som kaprere af de fire fly, kan udelukkes, enten fordi de endnu er i live (8) eller havde et alibi for kapringstidspunktet.
Ud af de fem, der skulle have kapret American Flight 11 og fløjet maskinen ind i tvillingetårn 1, har de fire nu enten et alibi eller er konstateret i live. Af de fem, der skulle have kapret United Flight 175 og fløjet maskinen ind i tvillingetårn 2, gælder tilsvarende for to af dem. Af de fem, der skulle have kapret American Flight 77 og fløjet maskinen ind i Pentagon, er det samme tilfældet for fire af dem, og endelig – Af de fire, der skulle have kapret United Flight 93 og fløjet maskinen ned i en mark i nærheden af Shanksville, Pennsylvania, har to af dem nu enten et alibi eller er i live.
Men også spørgsmålet kapring eller ikke kapring er mindre afgørende for den opnåelige effekt på offentligheden.
Tidligere (fx i 2007) var andre begyndt at undersøge, om de 19 personer, der officielt blev udråbt til flykaprere, nu også kunne være det. Se de 4–5 min. her (fra 1:05:30 til 1:10:00).

Er det sandt, at en eller flere kaprere fra hvert af flyene enten har et alibi eller er i live, og det ser ud til at kunne dokumenteres, falder hele flykaprings-scenariet til jorden. Khalezov giver – på given foranledning – under det britiske interview udtryk for sin private hypotese: at de to Boing 767 passagerfly, der skulle have ramt hver sit tvillingetårn, ikke blev kapret men stjålet tomme i Boston Lufthavn og fløjet ud over Atlanterhavet, hvor de blev sænket (skaffet af vejen). De to andre fly, begge af typen Boing 757, blev heller ikke kapret, men skudt ned af forfølgende jagere. Nedskydningen foregik med maskinkanon, eftersom det i praksis er umuligt at affyre amerikanske missiler mod amerikanske fly. Dette indbyggede “jeg-er-en ven”-genkendelsessystem findes i såvel militære som civile fly. Han mener, at de amerikanske myndigheder handlede i panik.
På det angivne nedstyrtningssted for United Flight 93, en mark i nærheden af Shanksville, Pennsylvania, fandt havarieksperterne ikke vragdele fra et helt passagerfly, og ingen spor af forulykkede mennesker overhovedet. Meget tyder på, at flyet blev ødelagt i luften og faldt til jorden flere forskellige steder. De i medierne hyppigt refererede telefonsamtaler mellem passagerer og pårørende kan ikke have fundet sted fra de angivne flyvehøjder, mener Khalezov.
Dimitri Khalezov præciserer i interviewet, at hans ærinde ikke har været at spekulere i kapringsscenariet, som han ikke har tilstrækkelig viden om. Han foretrækker at udtale sig om det, han kan bevidne. Og hans vidnesbyrd er i høj grad interessant; konklusionen mere end sandsynlig.

K-141 “Kursk” (projekt 949A, eller “ANTEY-II”, NATO kodenavn “OSCAR-II”)

Vi rejser nu et år tilbage i tiden i forhold til angrebet på World Trade Center.

Den russiske atomubåd Kursk kunne medføre 24 Granit krydsermissiler i et tilsvarende antal affyringssiloer. Medierne har fortalt os: “Kursk blev den 12. august 2000 under en øvelse i Barentshavet ramt af en kraftig eksplosion i torpedorummet. Skaderne var så omfattende, at ubåden sank på 108 meter vand ikke langt fra Kolahalvøen. Ingen af besætningen på 118 mand overlevede længe nok til at blive reddet.”


Klik på billedet for at se en større udgave. Ill.: Internettet

 

Omfanget og slagkraften af en Oscar II-ubåd var imponerende. Kursk var med længden 155 meter, bredden 18,2 m og en dybgang på 9,2 m, verdens hidtil største offensive ubåd. Den blev drevet af 2 OK-6506 atomreaktorer (2×190 MW), der bl.a. leverede damp til to skrueturbiner. I neddykket tilstand kunne Kursk sejle 32 knob. Det yderste skrog, casingen, som tillader passage af det omgivende søvand, bestod af 8,5 mm rustfri stålplader. Foruden at være modstandsdygtig over for korrosion var den yderste skal langt mindre magnetisk end sædvanligt stål. Ubådens magnetiske signatur var derfor vanskelig at detektere. Trykskroget var af 5,1 cm stål med en diameter på ca. 8,5 meter. Ubåden kunne dykke til 600 m (officielt 300 m), og den kunne operere 6 måneder ad gangen (officielt 3 måneder). Bevæbningen bestod, foruden af et antal miner og konventionelle hhv. atombærende torpedoer, af 24 Granit missiler med termonukleare sprænghoveder på hver 500 kiloton. Missilsiloerne var arrangeret i to parallelle rækker i rummet mellem casingen og trykskroget, 12 i hver side. De 24 missiler kunne om nødvendigt affyres som 2 salver med 12 missiler i hver. Hver af sværmene på 12 missiler ville i luften formere en autonom, intelligent enhed af indbyrdes kommunikerede missiler. Dermed kunne ubåden angribe to hangarskibe på samme tid uden at målene havde store chancer for at overleve. Missilerne tilpassede sig dynamisk til forholdende undervejs til målet.
Her på tegningen er styrbords silosektion illustrativt trukket til side, så trykskrogets indretning kan anes. Man skal forestille sig, at Kursk udvendigt var malet matsort.

Dimitri Khalezov mener, at Kursk endte på bunden med 22 Granit-missiler, monteret med nukleare sprænghoveder. Han bygger sin opfattelse på, at skriverierne i russiske medier om sikringen af disse missiler tiltrak sig opmærksomhed ved at være utrolige. De officielle medier kunne lige så godt have oplyst, at et eller fleres missiler manglede. Khalezov mener, at samtlige missiler blev stjålet fra ubåden, inden den blev bjærget. Dermed er det vanskeligt at frigøre sig fra tanken om, at ulykken meget vel kunne skyldes sabotage. I lyset af det følgende er den hypotese langt mere sandsynlig end forklaringen om et hændeligt uheld.

Her er et eksempel på en artikel fra 2000 (på engelsk) hentet fra et site, der kalder sig Tickets from Russia. Artiklen indleder med at slå fast, at Kursk stadig har 22 Granit-missiler ombord. Artiklen informerer i øvrigt interessant om Granit-missilets avancerede målsøgningsegenskaber.

Dimitri Khalezov viser, at russiske medier fortsatte skriverierne om, at dykkere havde sikret missilerne i siloerne ved hjælp af skum. Angiveligt var hver silo blevet fyldt med ekspanderende skum, hvorefter dækslerne var blevet forseglet. Det skulle forestille at forhindre missilerne i at rive sig løse under den forestående bjærgning. Dette er ren nonsens, fortsætter Khalezov, eftersom missilerne ikke kunne være sikret bedre end i rampen i siloerne uden skum. Fastgørelsen var i forvejen sikker nok til at modstå trykket fra detonerende bomber i nærheden af ubåden. Han mener, at myndighederne med denne historie ville skabe indtrykket af, at siloerne var blevet beskadiget under eksplosionen om bord, mens de reelt ville forhindre, at nogen under bjærgningen opdagede, at siloerne var tomme.
Da Kursk var bragt på det tørre, blev missilsiloerne hver for sig med indhold skåret ud af vraget og uåbnet transporteret bort, angiveligt for – med håbløst ødelagte “missiler” – at blive demoleret. De relevante ansvarlige myndigheder i Rusland, hvis opgaver Khalezov kender fra sin tidligere tjeneste, ville under ingen omstændigheder skrotte nukleart materiale. Det koster mere end guld. Missiler og sprænghoveder ville blive repareret og genbrugt i muligt omfang. Som minimum ville det kostbare plutonium eller uran blive sikret til nye formål. De pågældende russiske medier afsluttede historien med at skrive, at Kursk’s 22 missilsiloer (underforstået med missiler) endelig var blevet demoleret. Således skulle enhver ide om, at missilerne kunne være faldet i hænderne på tyve være imødegået.

Under alle omstændigheder viste angrebet på Pentagon, at mindst ét Granit-missil var ude af det russiske regnskab og uden for russisk kontrol. Khalezov er sikker på, at det amerikanske varslingssystem opdagede og identificerede missilet 5–8 minutter, inden det ramte Pentagon, men uden mulighed for at neutralisere det i luften. Missilets marchhastighed var 2,5 mach, eller over 2.900 km/t, og det havde (som det fremgår af artiklen fra Tickets) et sofistikeret undvigelsessystem.
Opdagelsen af missilet udløste krigsalarmering i Det Hvide Hus, og der blev umiddelbart etableret kontakt mellem præsident Putin og den amerikanske udenrigsminister Condoleezza Rice. Under denne samtale har Putin utvivlsomt forsikret om russernes ukendskab til angrebet. Det er usandsynligt, at USA i forvejen kendte til tabet af de 22 missiler, men ellers må dette tidspunkt have været sandhedens time for russerne. Naturligvis vidste morderens netværk i USA alt om dette. Den amerikanske præsident, George W. Bush, var på skolebesøg og kunne ikke deltage i de første hektiske beslutninger. Khalezov beskriver, hvordan vicepræsident Dick Cheny og udenrigsminister C. Rice øjeblikkeligt blev bragt i sikkerhed i den atomsikre bunker tæt på Det Hvide Hus.
Det må have været en ubeskrivelig lettelse, da missilet kort efter traf sit mål, uden at udløse en atomeksplosion. Men var det et tilfælde, at et højteknologisk missil kunne rammes af en så forræderisk defekt?

Ormen borede sig ind

Man kan forestille sig, hvordan den psykiske terror udviklede sig i løbet af formiddagen den 11. september 2001. Kl. 8.46 blev det ene tvillingetårn ramt af en voldsom eksplosion i nærheden af toppen, og kl. 9.03, 16–17 minutter senere, indtraf en tilsvarende eksplosion i det andet tårn. Sandsynligheden for et tilfældigt uheld svandt dramatisk ind, og indtrykket af et koordineret angreb bredte sig i kredsen af forsvarseksperter og i regeringen. Kun 35 minutter senere, kl. 9.38, inden for 52 minutter fra første angreb, modtog alle det ultimative bevis for, at nationen var under angreb. Inden for få minutter lokaliserede man resterne af missilet i Pentagon, og typen Granit blev visuelt bekræftet. Selv om man ikke direkte havde fundet det ueksploderede nukleare sprænghoved, fortalte alle efterretninger, at Granit-missilet normalt fremfører atomvåben.

Dermed udviklede morderens agenda sig hastigt på det psykologiske plan. Spekulationerne kunne begynde og konklusionerne var forudbestemt:
Måske var eksplosionerne i tvillingetårnene ikke bare spektakulær sabotage, men dækkede over, at en eller flere atombomber var plantet i de to bygninger. Måske var ladningerne blevet “injiceret” ved hjælp af mindre missiler? Ingen havde glemt “bilbomben” under WTC i 1993, og det var uofficiel viden, at der var tale om en mini-atombombe på omkring 0,1 kiloton; desuden verserede efterretninger om kuffert-atombomber, der skulle være i terroristers besiddelse (ikke nødvendigvis islamiske). Rædselsscenariet ville være, at en enkelt atomladning på fx 150 kiloton (dvs. med en sprængkraft svarende til 150.000 tons trotyl*) blev udløst 300 meter over Manhattan (bomben over Hiroshima var “kun” på 12,5 kiloton!). Det meste af New York og dens befolkning på 7–8 millioner ville forsvinde i et altødelæggende inferno. I modsætning til det nukleare sprænghoved i Pentagon, ville en atombombe i et af tvillingetårnene ikke kunne nås  på grund af brandene, så enhver mulighed for at neutralisere eller flytte ladningen eller bombe den ud var udelukket.

Beslutningstagerne var desuden nødt til at gå ud fra, at det nukleare sprænghoved i Pentagon skulle have været udløst, men fejlede. Det var derfor uvist, hvornår en af de sandsynlige ladninger i tårnene kunne blive udløst. Konklusionen på de overvejelser kunne kun blive, at sprængningen kunne indtræffe når som helst. Lidet kendte man til morderens plan: at brandene i tårnene skulle have et plausibelt forløb, der gav civile vidner og Tv-seerne indtryk af et selvmordsangreb med fly, en heftig brand og en deraf forårsaget strukturel svækkelse, hvorved tårnene kollapsede.
Mange af os, der kiggede med, oplevede intuitivt, at årsag og virkning ikke harmonerede i den officielle version, men disse indtryk krystalliserede først senere. Også morderens skema var underkastet risici for hændelser, hvis virkning han ikke havde kunnet kalkulere på forhånd. Men i det store og hele havde han garderet sig godt.
Inden for de følgende minutter handlede den (formodet) patriotiske del af de amerikanske myndigheder i en form for kontrolleret chok, men dog ud fra en kynisk logik:
Det ville være muligt at forklare nationen, at måske 5.000 mennesker blev dræbt i tårnene af islamiske terrorister i kaprede fly, men ikke at 7–8 millioner newyorkere døde sammen med byen på grund af en forsvarsmæssig fadæse. Ofring af menneskeliv for at redde andre kræver sin kyniker, men her betød forskellen i antallet af sandsynlige ofre, for ikke at tale om supermagtens forsvarsmæssige ydmygelse over for omverdenen, at valget var let.

Men hvordan kunne den del af myndighederne, der ikke kendte til morderens konspiration, overhovedet have et valg? Det er det afgørende interessante spørgsmål, som  Dimitri Khalezov giver os svaret på.

*) Sprængkraften af en atombombe kan sammenlignes med den ækvivalente sprængkraft af x tons trotyl (TNT), men sammenligningen er kun relevant, når det handler om chok-og trykbølge. Traditionelt sprængstof udvikler ingen varme af betydning, ingen radioaktivitet og ingen magnetisk impuls. Det betyder, at de mest ødelæggende aspekter af en atomsprængning, varmen og strålingen (idet vi kun i parentes nævner den magnetiske afsvidning af al elektronik), er fraværende ved en konventionel sprængning. Hvad nytter det, at man overlever trykbølgen fra en atombombe med 45% forbrændinger på kroppen? Man dør alligevel inden for nogle dage. Eller hvad nytter det, at man overlever trykbølgen og ildkuglen efter at have modtaget en dødelig dosis af radioaktiv stråling? Man dør alligevel inden for nogle dage. Så selv om vi forestiller os, at nogen havde slæbt 150 tusinde tons trotyl 300 meter op over Manhattan og havde detoneret det hele på én gang, ville mange mennesker dø i ruinerne af sammenstyrtede bygninger, men personskaderne ville være for intet at regne mod skaderne fra en atombombe med tilsvarende sprængkraft. Det samlede dødstal for Hiroshima og Nagasaki var efter 4 måneder omkring 120.000 mennesker, og det med en samlet sprængkraft på højst 30 kiloton. Vi taler om en bombe over Manhattan, der kunne være 5 gange kraftigere. I det bedste tilfælde ville der “kun” være tale om 1–2 mini-atombomber på maksimal styrke dvs. 2 x 15 kiloton (30.000 tons TNT). Strålingsskaderne ville under alle omstændigheder blive uhyggelige, og tilfældet ville vidne om et gabende hul i sikkerhedssystemet, selv om alle ansvarlige myndigheder var blevet advaret af “bilbomben” i 1993. Det var første gang et fjendtligt atomvåben var blevet indført og udløst i USA. Nu var det sket igen, denne gang med en 500 kiloton nuklear ladning, dog uden at den (endnu!) var blevet udløst.

Forskellige byggemyndigheders syn på ikke demolerbare skyskrabere

Ifølge Dimitri Khalezov var byggemyndighederne i New York og Chicago sidst i tresserne fælles om at forlange af en bygherre, at han skulle fremlægge en troværdig demoleringsplan*, inden byggeriet af særligt høje skyskrabere kunne sættes i gang. Tvillingetårnene skulle være over 400 meter høje og hver for sig indeholde omkring 100.000 tons stål. Man må have regnet ud, at opgaven med at installere og kontrollere det nødvendige antal skæreladninger ved traditionel demolering ville være uoverkommelig. Endvidere kunne effekten af en nok så kontrolleret sønderdeling af konstruktionen ikke forudsiges med sikkerhed for så høje og velkonstruerede bygninger som tvillingetårnene. En trinvis demolering og fjernelse af bygningerne fra toppen var udelukket; den ville medføre et uacceptabelt forbrug af tid og penge.

Alternativet var en kontrolleret underjordisk sprængning ved hjælp af en nuklear ladning! Det lyder umiddelbart vanvittigt, og i moralsk forstand er det forkasteligt at anvende konceptet midt i en storby. Men en nuklear demolering (under kontrollerede forhold) er i høj grad gennemførlig uden risiko for tab af menneskeliv, og resultatet er overbevisende.
Derfor blev bygningerne 1, 2 og 7 i komplekset World Trade Center forberedt med bombekamre dybt nede i den klippegrund, som fundamentet stod på, så tårnene i givet fald (måske efter 100 års god tjeneste eller i en nødsituation) relativt smertefrit ville kunne demoleres med konfektionerede nukleare ladninger. Når bygningerne og nærområdet var blevet evakueret, ville ladningerne blive kørt på plads i bombekamrene og udløst.

Dette punkt, understreger Dimitri Khalezov, kan han vidne om i retten, og han forklarer, at han fik kendskab til sagen i 80’erne under sovjetperioden gennem sit arbejde i en specialafdeling (der oversat til engelsk ville hedde) Special Control Service of the 12th Chief Directorate of the Defense Ministry, en afdeling der indsamlede data fra overvågning af atomart materiale såvel inden for som uden for USSR. Derfor har han i lang tid vidst, at disse anlæg til demolering af Twin Towers og Salomon-bygningen i New York og Sears Tower i Chicago blev anlagt i klippegrunden, hvor bygningerne skulle rejses. Oversat til engelsk hed demoleringsplanen: Emergency Nuclear Demolition Scheme.

Mellem USA og USSR (og Rusland i dag) blev i 1976 indgået en traktat om fredelig udnyttelse af nuklear sprængkraft. I medfør af traktaten begrænses sprængkraften af den enkelte ladning til 150 kiloton. Det er sandsynligvis også i medfør af denne traktat, at hans afdeling var velinformeret om installationerne i New York og Chicago. Det amerikanske koncept blev af Khalezov og hans kollegaer opfattet som hasarderet og førte til interne spøgefuldheder i afdelingen.

Han tilføjer, at der kortvarigt i 70’erne opstod en diskussion i en amerikansk avis, fordi en ansat i WTC havde fundet et blåprint, der viste demoleringskamrene under tårnene, og henvendte sig til avisen. Men åbenbart vakte afsløringen ingen særlig opmærksomhed hos avislæserne. Virkeligheden kan virke så overvældende, at ingen ønsker at tænke konsekvenserne til ende. Det er en gennemgående overspringshandling, som overalt på kloden udnyttes af et internationalt kriminelt netværk, der tilbagevendende, ligesom det er tilfældet i denne beretning, optræder som illusionister og racistiske massemordere.

*) Demolering er kontrolleret sprængning i modsætning til nedrivning ved demontering eller nedbrydning. Det sidste er uoverkommeligt med moderne stålbygninger, der ikke lader sig nedbryde. Derfor bliver de sprængt. Men efterhånden som størrelsen af skyskraberne er vokset, er mængden af nødvendigt konventionelt sprængstof blevet enorm og antallet af nødvendige ladninger, der hver for sig skal placeres omhyggeligt, uoverkommeligt at installere i praksis. Endelig ved man ikke, hvordan selv opdelte stålkonstruktioner vil falde og lande fra 3–400 meters højde. Man kunne forestille sig en 100 meter høj stålbunke, der var ekstremt ustabil, farlig for omgivelserne og næsten umulig at fjerne.

Beskrivelse af teknikken

I samme tidsrum som Amerika forberedte sine højhuse til nuklear demolering, brugte russerne i USSR nukleare ladninger til fx at skabe kunstige søer eller underjordiske reservoirer i grundfjeldet til opbevaring af gas. Fordelen ved dybe indslagsladninger var, at de ekstremt høje temperaturer dannede en hermetisk tæt kugleskal af et materiale, der i afkølet tilstand kan sammenlignes med vulkansk glas (størknet plasma). Disse kamre var derfor perfekte til opbevaring af gas under tryk.

Her er redaktionens oversættelse af et afsnit fra en artikel af Dimitri Khalezov om nuklear sprængning i atmosfæren versus under jordens overflade, og især om, hvordan en nuklear ladning kan bruges til demolering af en skyskraber. Han fortæller, at han (efter 9/11) blev opfordret til at skrive en teknisk artikel om selve princippet og lægge den på Wikipedia. Wikipedia fjernede imidlertid artiklen inden for en uge med den begrundelse, at artiklen konspirerede mod den officielle udredning om attentatet mod WTC. Forfatteren havde intet sted i den oprindelige artikel nævnt World Trade Center ved navn.

Dette link er til sitet Nuclear Demolition, der (på engelsk) forklarer om atomsprængninger generelt, men …

Inden du læser videre i artiklen, er det meget vigtigt for forståelsen, at du foretager et lille sidespring og læser vores oversættelse af den informative …
Del 3 fra Nuclear Demolition, den del, der især beskriver nuklear demolering af skyskrabere. Det er nødvendigt at kende disse principper for bedre at kunne forstå det videre hændelsesforløb. Vi har tilføjet en illustrativ tegning, der viser rækkevidden af en nuklear demoleringsladning på 150 kiloton fra 50 meter under fundamentet og op gennem en skyskraber af tvillingetårnenes format. Hop med linket nu …!

En hastig beslutning blev truffet på grundlag af tilrettelagt desperation

Hvis nogen havde placeret en atombombe højt oppe i et af tvillingetårnene, ville den eneste måde at uskadeliggøre den på være at demolere begge bygninger ved hjælp af de dertil indrettede nukleare ladninger.
Konceptet tillod ikke, at begge demoleringsladninger blev udløst på samme tid. Herom senere. I det bedste scenarium ville bombemandens atombombe blive forstøvet eller fragmenteret og dermed definitivt sat ud af spillet. Atombomber udløses ikke ved hård behandling, men gennem en udløser. Denne udløser kan til gengæld aktiveres af en sensor, hvis nogen eller noget forsøgte at flytte bomben. Men den risiko måtte man løbe. Kunne bomben ikke direkte neutraliseres gennem en demolering, ville det i det mindste spare millioner af menneskeliv, hvis den udløstes i gadeniveau og ikke 300 meter over byen. Skulle den være gemt så højt i skyskraberen, at knusnings- og beskadigelseszonerne ikke kunne nå den, var der stadig en mulighed for, at den endte i det underjordiske inferno fra demoleringen, hvor temperaturen på dette tidspunkt ville være over 5.000 °C. Der var tilsyneladende alt at vinde ved at demolere tårnene hurtigst muligt.

Men hvilket af tårnene befandt atombomben sig i? Eller var der en bombe i dem begge? Ville bombemanden, når han opdagede, hvad der skete med det ene tårn, udløse atombomben i det andet? Beslutningstagerne kunne ikke vide det, men de erkendte, at de var nødt til bruge den eneste mulighed, der repræsenterede en fremtid for New York, og uden at spilde tiden.

Hvorfor blev Sydtårnet demoleret først? Det havde jo kun brændt i 56 minutter, mens Nordtårnet allerede havde brændt i 72 minutter.


Illustrationen viser, hvor de små hvælvinger, bombekamre (ikke at forveksle med sprængningskamre), til installering af det nukleare udstyr ifølge Khalezovs beregninger var placeret, nemlig i kanten af soklerne. Det forklarer, hvorfor dele af de modstående vægge ragede op i ruindyngen til sidst, og hvorfor de nærmeste bygninger led omfattende skade. Det er imidlertid usandsynligt, at Bygning 7 led strukturelle skader under demoleringen af tårnene. Det ville stride mod sikkerheden i konceptet. Forestiller man sig to tunneller, der i 77 meters dybde udgik fra Bygning 7 til hver sit tårn, er det logisk, at man ikke kunne demolere Nordtårnet (WTC 1) som det første, da man dermed kunne afskære sig fra Sydtårnet (WTC 2). Ill.: The Third Truth about 9/11

 

Dimitri Khalezov oplyser, at der fandtes et tunnelsystem 50 meter under tvillingetårnenes fundamenter (27 meter dybe). Fra Bygning 7, der fungerede som kontrolcenter for demoleringsanlægget, førte en tunnel med anlagt minijernbane til hvert af tårnene (formentlig fra bunden af en ca. 77 meter elevatorskakt). Med adskilte tunneller kunne uforudsete følger af demoleringen af det ene tårn ikke spærre adgangen til det andet. Det er endvidere rimeligt at antage, at de nukleare ladninger af samme grund ikke måtte findes i bombekamrene samtidig. Man kunne ikke risikere, at et uheld med første demolering kom til at afskære adgangen til en allerede placeret ladning.
Der indgik tre kærneladninger i demoleringsplanen, der omfattede de to tvillingetårne og Bygning 7. Hver af ladningerne var på 150 kiloton, og de blev opbevaret og vedligeholdt under Bygning 7. Man skal forestille sig, at en 150 kiloton atombombe på det tidspunkt har fyldt som en cylinder med målene ca. 80 cm i diameter og 1,5–2 m lang. Den operative håndtering af de nukleare anordninger hørte under en afdeling af Secret Service, mens vedligeholdelsen kan have sorteret under the U.S. Department of Energy.
Bygning 7 var i øvrigt kendt som administrativt center for visse hemmelige tjenester og 23. etage var indrettet som en særligt sikker kommandocentral ved katastrofehåndtering i New York, underlagt OEM, Office of Emergency Management.

Efter det første angreb, der ramte Nordtårnet kl. 8.46 blev proceduren for demolering af tvillingetårnene senest igangsat som en del af det generelt forhøjede beredskab. Dermed var den første nukleare demoleringsladning ved at blive bragt på plads under Sydtårnet, da Granat-missilet borede sig ind i Pentagon kl. 9.37.46. Dimitri Khalezov skønner, at ordren til at demolere Sydtårnet allerede blev sendt til Bygning 7 kl. 9.40, måske allerede da NORAD* konstaterede det fjendtlige missil lidt tidligere, logisk 9–10 minutter inden det ramte Pentagon. Morderens marionetter spildte ikke tiden. Amerikanske patrioter opfattede hurtigt (utvivlsomt nænsomt tilskyndet), at der herskede en katastrofesvanger sammenhæng mellem det atomarmerede missil i Pentagon og begivenhederne, der udviklede sig i tårnene på Manhattan.

Sydtårnet blev demoleret, så snart det var muligt og faldt til jorden i en surrealistisk dommedagssky kl. 9.59.
Mange uskyldige mennesker døde.

En CBS-fotograf løb ca. 15 minutter efter Sydtårnets fald ind i Bygning 7 og stødte på Mr. Bennette, en Secret Service-mand, der var iført beskyttelsesudstyr og sikkerhedshjelm.   Inden du ser denne afslørende videooptagelse fra Bygning 7, bedes du først læse vores oversættelse af Dimitri Khalezovs kommentar til videoen (klik derefter på billedet i kommentaren).

Medierne udbasunerede, at Sydtårnet var “kollapset” på grund af “strukturel svækkelse” som følge af branden.

Morderen plan forløb indtil videre tilfredsstillende.  

Kl. 10.28, efter en lille halv time til at placere, armere og klarmelde den næste demoleringsanordning, blev Nordtårnet demoleret.
Nye dødsofre blev føjet til morderens liste.

Demoleringen kl. 17.20 af Bygning 7 skete ca. 7 timer efter demoleringen af Nordtårnet.  Bygning 7 var ikke nævneværdigt beskadiget efter de to første demoleringer, men man var nødt til at slette sporene af demoleringsanlægget som helhed. De eksisterende skakter og afbrudte tunneller til tårnene ville pege direkte på Bygning 7, når de blev fundet. Denne demolering foregik naturligvis vha. en sekundær udløser et sted uden for bygningen. Tiden blev brugt til at flytte afgørende data og udstyr ud af bygningen og sluttelig evakuere den.

Demoleringen af Bygning 7 er interessant i teknisk forstand. Vi har tidligere vist, at huset med sine “kun” 47 etager ville blive ramt af knusningszonen til og med den øverste antennespids. Det betød, at hele bygningen blev pulveriseret ved demoleringen. Dette surrealistiske pulveriseringsfænomen har vi allerede vist et eksempel på med billedsekvensen fra Nordtårnets fald i delartiklen Del 3 fra Nuclear Demolition (ellers kig igen). Fænomenet ses i naturlig hastighed ca. 50 sek. inde i denne video af Nordtårnets fald, lige efter at lastbilen har passeret.

Den pulveriserende effekt på bygningerne 1, 2 og 7 i World Trade Center skyldtes chokbølgen mod alt, hvad der lå inden for knusningszonen i forhold til den nukleare underjordiske eksplosion. Når chokbølgen passerer gennem fast stof med supersonisk hastighed, ødelægges den strukturelle sammenhængskraft i alle materialer. Alle bestanddele i form af partikler bliver på plads i strukturen, indtil en mekanisk påvirkning sender dem bort for alle vinde i større eller mindre portioner af støvkorn, 1/100 mm i diameter.
  
Da Bygning 7 begyndte at falde, opstod et undertryk på oversiden, og man kan se, at den luft, der strømmer til fra siderne for at udligne undertrykket, hvirvler materiale op – ikke kun fra taget, men af taget. Når man først har observeret forskellen, ses den tydeligt på de fleste af optagelserne fra Bygning 7’s fald. Fænomenet kunne måske forklares med, at der allerede lå et lag støv fra tvillingetårnene på det tidspunkt, men hvis man ser godt efter, danner taget fra begyndelsen af faldet en vinkel med sig selv og går til slut helt i opløsning. Har man set optagelser af traditionelle demoleringer af betonbygninger eller murede bygninger, er det som regel tydeligt, når de første ladninger bryder de bærende dele af konstruktionen, allerede inden bygningen kollapser. Men bygning 7 var hverken af beton eller mursten, den var primært af stål. Dermed ville et traditionelt demoleringsskema have foreskrevet placering af et unævneligt antal sprængladninger, og nogle af dem ville have trykket dele af facaden ud indefra. Men Bygning 7 faldt, som det fremgår af de følgende videoklip som en helstøbt kopi af sig selv, bare i pulver. Den overvejende del af Bygning 7 forsvandt ned i det nukleare kammer, hvor temperaturen var over 5.000 °C.

Tilbage lå en 10–15 meter høj dynge af facadebeklædning og afstivning, der hidrørte fra en få etager høj “falsk” facade. Bygning 7’s fundament var så at sige smallere end resten af bygningen opefter. Det har måske tjent en oprindelig idé, men for at give indtryk af en plan facade fra gade til top var denne hulhed dækket af en falsk facade i samme plan. Eftersom knusnings- og beskadigelsesbølgerne fulgte fundamentet, undgik den nederste del af den falske sydvendte facade at blive pulveriseret. Samtidig lå bombekammeret for Bygning 7 på den modsatte side, under nordsiden af fundamentet.

Her kan man hvile øjnene på en meget professionelt produceret video, som skyldes organisationen AE911Truth.org. – Men tøv lige, mens du læser følgende:
Videoen beskæftiger sig specielt med Bygning 7. Udgiverne anerkender, at Bygning 7 blev revet ned ved en kontrolleret demolering. Hvorfor det overhovedet diskuteres, forstår vi ikke. Der foreligger en dokumenteret udtalelse fra den daværende ejer, Larry Silverstein, der i 2002 henviste til en samtale mellem ham selv og “the fire department commander” den 11. september 2001, hvorunder Mr. Silverstein skulle have sagt:
 “… Maybe the smartest thing to do is (to) pull it …” Han skulle senere have bekræftet denne udtalelse i retten, men have fastholdt det principielle, at der var tale om en kontrolleret demolering, underforstået af konventionel karakter.

Måske er det velmenende kræfter, der udtaler sig i denne video, der blev frigivet 20. august 2011. Desværre kredser organisationen stadig om det mystiske “nano-thermite”, et stof, der synes at være et mirakelforpufningsmiddel fra et eller andet eventyrland, måske en tophemmelig udgave af den velkendte termit**. Desværre er der endnu ingen, heller ikke i denne video, der forklarer den præcise sammensætning af nano-termit, hvordan den appliceres, og hvordan den opnår samme effekt som en nuklear sprængning. Ingen forklarer, hvordan den kan pulverisere tusinder af tons stål på en brøkdel af et sekund, eller hvordan den kan smelte stål i undergrunden endnu 3 måneder efter tårnenes fald osv., osv. Måske forklarer organisationen AE911Truth intet, fordi nano-termit endnu er på fantasistadiet og videoen i virkeligheden fungerer som officielle kræfters forsøg på at undgå den frygtelige sandhed: at bygningen ganske vist blev “pulled” ved en kontrolleret demolering – men at demoleringen blev udført med en 150 kiloton atomladning, som myndighederne selv havde anbragt under fundamentet. Konsekvensen af en officiel og offentlig erkendelse af dette, kan man forestille sig.

Tænk på de hundreder af svigtede arbejdere, som i månedsvis indåndede de radioaktive dampe, der steg op fra de tidligere sprængningskamre. Disse dampe kan iagttages på alle billeder fra Manhattan mange måneder efter 9/11. Mange af ofrene for denne kynisme er blevet syge og flere vil blive det.

Her er Bygning 7’s fald i naturlig gengivelse, og her i animeret langsom gengivelse.

Hvis Secret Service lå inde med dokumentation, som gerne måtte forsvinde, var Bygning 7 den eftermiddag det helt rigtige sted at efterlade den.

Morderen var ganske fornøjet.

Det samme udtryk for sekterisk begejstring kunne man observere blandt en gruppe af jødiske personer, der havde bevidnet tvillingetårnenes fald. Forsamlingen udtrykte en uforfalsket glæde i den almindelige rædsel og lammelse. Jøderne sang og jublede, som var endnu en profeti på entreprenant vis blevet opfyldt. – Hvad fejrede disse afskyeligt hæmningsløse jøder den 11. september 2001 i New York, da mange amerikanske familier havde lidt det ultimative tab? Hvad rører der sig i dem?

Noter:
*) NORAD: North-American Aerospace Defense Command – et fælles forsvarssystem mod fly, missiler og ballistiske missiler til beskyttelse af De Forenede Stater og Canada. Systemet vedligeholdes i et samarbejde mellem de to landes militære styrker.
**) Termit er et pulver, der består af jernoxid (rust) og aluminiumspulver og brænder ved meget høj temperatur – ca. 2500 °C. Termit indgår i belægningen på svejse- og skæreelektroder.

Qui bono?

Hvem havde gavn af forbrydelsen? – er den gode efterforsker nødt til at spørge.

Ejeren af World Trade Center, den jødiske forretningsmand Larry Silverstein, der havde købt komplekset i juli 2001 for 3,2 milliarder dollars og udtrykkeligt forsikret det mod skader ved terror (idet han naturligvis kendte til det tidligere attentatforsøg mod WTC i 1993), modtog 4,6 milliarder dollars i erstatning, måske lidt mere ved erstatningssagens afslutning.
Imidlertid er det højst usandsynligt, at Larry Silverstein var medvidende endsige medskyldig i det egentlige bagvedliggende attentatet. Han havde blot det held, at have forsikret sin ejendom i normalt omfang, inden den blev ødelagt. Han gjorde det officielle USA en tjeneste ved ikke at afsløre, hvordan demoleringen rent faktisk havde fundet sted, for som oprindelig bygherre af Bygning 7 kendte han udmærket til den nukleare demoleringsplan.
Som alle andre jøder blev han via Internettet advaret om, at noget ville ske med World Trade Center den 11. september 2001, og derfor blev både han selv og hans to børn, der arbejdede i WTC “forhindret” i at møde på arbejde den morgen. Vi tror, at hans økonomiske fordel ved attentatet var mindre, og at han i virkeligheden havde foretrukket at beholde sine oprindelige bygninger. Endelig er han kun en mindre “privat” fisk i det store politiske magtspil.

Mainstreammedierne tjente en god ekstraskilling på salget af aviser og nyheder i tiden under og efter 9/11. De er uden undtagelse ejet af jøder.

Sikkerhedsfirmaer tjente styrtende (de største er jødisk ejede).

Listen over jøder, der sekundært har lukreret på 9/11 er lang.

Men følgende to grupper er de suveræne topscorere:

  1. Den delvist jødisk ejede våbenindustri i USA tjente astronomiske summer under de efterfølgende kampagner, der skulle afskaffe terror i hele verden.
  2. Det internationale kriminelle jødiske netværk fik en ny anledning til at sætte verden i brand. Dette broderskab profiterer på krige, som det mesterligt selv fremprovokerer. Når krigen er en kendsgerning spinder jøderne guld på at “mægle”, nødhjælpe og sælge våben. Nøglen til New World Order kan snart købes direkte med dette guld. Hver gang vi ikke-jøder indlader os på krig, fremskynder vi jødernes drøm om et verdensdiktatur.

(Mens dette skrives fortsætter jødernes angreb på verdensfreden, eller det, der er tilbage af den). Det er hensigten, at “den vestlige verden” snart skal intervenere i Ukraine til fordel for den “vestligt orienterede” del af nationen. Modsætninger konstrueres hele tiden. USA og dets Nato-allierede er klar til at hjælpe, hedder det. Marionetten Anders Fogh Rasmussen har i egenskab af generalsekretær for Nato tidligere tilkendegivet, at alliancen var parat til at hjælpe offensivt (den var tidligere en forsvarsalliance). Desværre er det usynligt for mange danskere, at han i virkeligheden tilbyder jødisk kontrolleret krisehjælp til en jødisk igangsat krise?
De såkaldte “russiske separatister” anklages i disse dage for at have missilramt et civilt passagerfly, der bevægede sig i 7–10 kilometers højde. Ved nedstyrtningen dræbtes ifølge medierne 298 mennesker. Hvordan kan en mindre og relativt uorganiseret militsagtig gruppering være i besiddelse af et så avanceret missil uden samtidig at råde over det medfølende udstyr til sikker identificering af målet? Hvilken fordel skulle en politisk bevægelse kunne drømme om at opnå med en så meningsløs handling?
Der står skrevet Mossad og zionisme hen over hele denne mediebårne kampagne i Ukraine og i de vestlige medier. Det er meningen af Vesten skal bringes i krig mod Rusland. Putin skal udslettes, mener jøderne. Han forsøger at gøre op med jødevældet efter Sovjetunionens kollaps og kan med sit nye Rusland blive et eksempel for resten af verden på et samfund, hvor jøder ikke er overrepræsenteret i magtfulde stillinger. Verden kunne blive et frugtbart og fredeligt sted at leve for alle. En sådan verden passer ikke i ind i det zionistiske verdensbillede.)

Fortsæt til afsnit 2