Apollo 15 billeder lavet på Jorden

Sand Historie

O-D-I-N.org, Redaktionen, 2017-03-30

 

Olec Oleynik, Ph.D.c, har udført og beskrevet den følgende undersøgelse. Han var tidligere ansat i Afdelingen for Fysik og Teknologi på Karkov Statsuniversitet i Ukraine. Undersøgelsen blev oversat fra russisk til engelsk af “BigPhil” til offentliggørelse for et vestligt publikum via Aulis Online i april 2012. Den oprindelige undersøgelse er sandsynligvis fra 2008-09, men indholdet forældes aldrig. Det eneste, der ikke tåler tidens tand i denne sammenhæng, er NASA’s troværdighed.

Dansk bearbejdelse marts 2017 v. O-D-I-N

Vi bringer denne artikel som dokumentation for én af det 20. århundredes monumentale illusioner, da hele den godtroende menneskehed i 1960’erne igen blev ført bag lyset af den internationale jødiske mafia, som stræber efter at etablere deres eget verdensdiktatur. I dag, hvor mange ved, at det har kostet hundreder af menneskeliv at holde sandheden om “Project Apollo” skjult, kan NASA og CIA ikke stå frem og erkende falskneriet. Det ville ikke kun afsløre fremtrædende beslutningstagere og politikere som bedragere og mordere, men samtidig frarøve det amerikanske folk stoltheden af den potentielt mest glorværdige bedrift i nyere tid, nemlig at have sendt en mand til Månen og bragt ham tilbage inden udgangen af årtiet 1960-69. Det var præsident J. F. Kennedy, der satte dette visionære mål i 1963, og de fleste i dag tror på, at det blev nået. Da NASA indså, at det ikke kunne gennemføres inden udgangen af 1969, besluttede ledelsen at forfalske den del af missionerne, der ellers skulle have foregået uden for LEO (Low Earth Orbit, lav bane om Jorden).
Denne undersøgelse af billederne fra Apollo 15 missionen viser med al ønskelig tydelighed, at de billedrammer, der angiveligt er fotograferet på Månen, ikke kan være optaget på Månen. Dermed må de være fremstillet på Jorden.
Ydermere: I dag ved vi med sikkerhed, at NASA i tidsrummet fra 1969-72 ikke rådede over en raketmotor, der var stabil og kraftig nok til at bringe Apollo missionernes kommandomodul (46 tons) ud af Jordens tyngdefelt til det ydre rum. Vi ved, at astronauterne var blevet brændt op, når de vendte tilbage fra det ydre rum, fordi der endnu ikke fandtes et varmeskjold, der kunne modstå ophedningen fra en direkte anflyvning af Jordens atmosfære, som NASA ellers lod til at mestre. Og endelig ved vi, at ingen astronaut kunne have passeret van Allen bælterne uden at have pådraget sig strålingsskader.
Alle astronauter, der hævdes at have passeret van Allen bælterne – alle fra Apollo æraen, som ikke er døde af andre kendte årsager – har levet et langt liv uden strålingssymptomer. Der findes i øvrigt ingen information i NASA’s omfattende skriverier om astronauterne om, at de nogen sinde er blevet undersøgt for eventuelle tegn på skader fra stråling. Det taler for sig selv – ligesom kropssproget hos de tre Apollo 11 astronauter, da de første gang skulle fortælle verden om deres enorme bedrift.
Havde en astronaut iført datidens rumdragt sat foden på Månen, ville han ikke have overlevet den kosmiske stråling, herunder mikroskopiske partikler, der konstant bombarderer alt uden for Jordens beskyttende atmosfære.

Trods dette bliver billeder, der påstås at være fotograferede på Månen under Apollo-missionerne, stadig af alt for mange ukritiske medieforbrugere opfattet som sikre beviser for, at mennesket engang betrådte Månen. For dem, der har læst George Orwells bog “1984”, er det allerede et velbeskrevet fænomen, at medieforbrugende menneskers opfattelse af deres lidt fjernere virkelighed fuldstændigt kan kontrolleres ved hjælp af strategisk placerede TV-skærme, ikke mindst gennem de millioner af TV’er, der er opstillet i familiernes dagligstuer.
Med denne artikel og den beskrevne undersøgelse får du igen en unik mulighed for at gøre op med en af illusionerne i dit liv, at udvide din horisont ud over, hvad du er blevet hjernevasket til at opfatte som virkelighed gennem de seneste 45 år.

Stereoskopisk test af Apollo-billeder “fra Månens overflade”

Metoden, der beskrives i det følgende til validering af fotografiske billeder, kan påvise objekter, hvis påståede placering strider imod de perspektiviske regler for det tredimensionale rum. Når det samme motiv observeres fra to lidt forskudte standpunkter, og forskydningen er kendt, vil vinkelforskydningen mellem fjernere objekter kunne bruges til at beregne deres virkelige afstand. Metoden udnytter den effekt, der kaldes “stereoskopisk parallakse”.

Ordet parallakse er afledt fra det græske ord “parallaxis”, der betyder “ændring”. I fotografisk sammenhæng betyder parallakse forskydningen af identiske elementer i billedet som funktion af en ændring i kameraets position. Vi kender problemet med parallaksefejl i ældre kameraer, hvor vi skulle kigge gennem en separat søger, der var lidt forskudt fra kameraets objektiv, og resultatet blev ofte skuffende, fordi vi endte med det billede, som objektivet “så”, og ikke det billede, vi havde set i søgeren.

I det følgende udnytter artiklens forfatter parallaksen mellem to næsten ens billeder ved at lægge dem over hinanden som lag, i dette tilfælde ved hjælp af billed­redigerings­programmet Adobe Photoshop, og han viser forskellen ved hjælp af funktionen “Difference”. – Difference, eller “blandingsmåden Difference” (= forskellen ved sammenlægning – “blanding”), trækker i matematisk forstand billederne fra hinanden ved at finde differencen mellem værdierne for de røde, grønne og blå (RGB) farver pr. pixel mellem modstående pixels. Hver af de tre hovedfarver, der er repræsenteret i hver pixel af billedet, er repræsenteret af et tal fra 0 (Sort) til 255 (Hvid). Først når et digitalt billede vises på en PC eller sendes til en printer, bliver tallene omsat til de tilsvarende farve- eller gråtoner. Så i virkeligheden indeholder alle digitale billeder (farve- som sort-hvide) udelukkende masser af tal, indtil billedet vises på en output-enhed. Når to billeder placeres i hvert sit lag i Photoshop, vil Difference-funktionen regne på modstående sæt af RGB-værdier, idet den sætter minus foran værdierne i det ene lag, så de trækkes fra modstående værdier i det andet lag. Dermed vil alle beregninger på to identiske billeder medføre differencerne nul = sort, altså et helt sort resultat. Hvis de to billeder ikke er identiske, vil forskellen træde frem som lysere toner.

Parallakse-forskydningen bevirker generelt, at vi kan tolke vores omgivelser som tredimensionale. Vores øjne har typisk en pupilafstand på 6-7 cm. Hvert øje sender sit eget billede til hjernen, og vinkelforskydningen mellem dem omsættes i hjernen til en oplevelse af rum og dermed afstand. Vi opfatter på den måde vores verden som tredimensional. Det samme princip gælder for hørelsen. Personer med kun ét øje, har en reduceret afstandsopfattelse, og er man døv på det ene øre, er det nærmest umuligt at tolke retningen til en lydkilde.

Objekter længere væk en to kilometer vil ved en mindre ændring i kamerapositionen medføre en praktisk parallakse på nul. Ved hjælp af Photoshop behandles billederne typisk efter følgende opskrift:

  1. To næsten ens billeder placeres i hvert deres lag (typisk i en PSD- eller TIFF-fil).
  2. Blandingsmåden Difference bruges på det øverste lag (hvorved billederne trækkes fra hinanden).
  3. Der foretages optiske korrektioner af: rotation, fortegning, perspektiv, forskydning og skalering langs x og y akserne for at opnå størst mulig konvergens, typisk for baggrunden, altså et output fra Difference så tæt på sort som muligt.
  4. Øverste lag ændres til sit normale udseende ved at skifte til blandingsmåden “Normal”.
  5. Ikke overlappende dele af billederne “skæres” væk.
  6. De konvergerede lag overføres enkeltvis til Photoshops GIF-afspiller.
  7. Resultat: et stereoskopisk billede, der antyder en 3D-effekt, selv på en flad skærm.

Fig. 1. Et stereoskopisk billede – dog kun med en “flip-flop” stereoskopisk effekt her. GIF-animationen antyder dybde i billedet på samme måde, som når vores øjne sender to vinkelforskudte billeder til hjernen, og hjernen kombinerer dem til et rumligt indtryk. Med stereoskopisk billedbehandling kan afstanden til billedelementer i rummet beregnes. Illustration: Wikipedia.

For et billede, der optages indendørs i et studie med form som en stor cirkulær hal, måske 3-500 meter i diameter, med en krum panoramabaggrund, dvs. hvor der ikke findes et fjernt billedelement med parallaksen nul, vil den (stort set) todimensionale baggrund som objekt interagere med de tredimensionale objekter efter faste perspektiviske love. En sådan baggrund, der giver sig ud for at illustrere noget fjernt, kan med stor sikkerhed påvises at være tættere på, end den umiddelbart synes i billederne, og dermed vil det med stor sikkerhed kunne konkluderes, at baggrunden er kunstig.

Måden at fremstille et stereoskopisk billede på er følgende: Fra et bestemt punkt optages først ét billede; i tilfældet nedenfor, blev de to skorstene holdt i billedsøgerens centrum. Derefter flyttes kameraet vandret fx 1 meter til siden, og et andet billede tages med præcis samme indstillinger, dvs. også med de to skorstene i midten af søgeren. Forskydningen af kamerastandpunktet var i tilfældet nedenfor med broen – 1 meter. For at kunne sammenligne billederne blev de korrigeret for rotation, fortegning og perspektiv. Når de to billeder vises skiftevis, kan vi se, at forskydningen på tværs er størst helt inde ved sivkanten og aftager ud mod horisonten. På afstande over 2 km er det i praksis umuligt at skelne forskydningen, selv om den teoretisk findes helt ud i uendeligheden. De perspektiviske love bevirker, at når vi i dette tilfælde bevæger os langs kysten på denne side af vandet, vil vi tydeligt kunne se broen “flytte” sig i synsfeltet, mens skorstenene i baggrunden ikke tydeligt skifter position (selv om de kun er 1.334 meter væk, iflg. Google Earth). Bevægelser i vandoverfladen og skyerne, samt den kørende trafik og ændringer i belysningen har naturligvis ingen signifikant betydning i denne sammenhæng. Kun forskydningen mellem de faste objekter kan bruges.

Forskydningen mellem objekterne i de to billeder er vist nedenfor ved hjælp af blandingsmåden “Difference”, der medfører Sort alle steder, hvor billederne er tæt på at være sammenfaldende, mens afvigelser vises som lysere områder:

(For mere detaljeret vejledning i fremstillingen af stereoskopiske billeder, kan man besøge denne artikel – der er på russisk. Kig på billedeksemplerne; oversættelse vha. Google bidrager ikke væsentligt til forståelsen af tekniske detaljer.)

Det er nu muligt at måle parallaksen og beregne afstanden til fjerne objekter. Afstanden La til ethvert objekt A, beregnes som følger:

La = Lb x b/a

Hvor Lb er afstanden til objektet B, b er forskydningen for objektet B, og a er forskydningen for objektet A.

Det er i princippet ligegyldigt, hvilken billedstørrelse der måles på, bare alle målene er fra samme forstørrelse. Vi har målt pixels på 100% billederne og omregnet fra pixel til mm. Jo større afstanden er, desto mindre er parallaksen, og jo mere usikker bliver målingen. Forskydningen i billedet for en bestemt detalje tættest på billedets underkant er omregnet til 156 mm, forskydningen for nærmeste bropille til 5,9 mm, for bropille nr. 2 fra højre til 3,5 mm, mens forskydningen for den fjerneste (synlige) bropille er 1,9 mm. Ved hjælp af formlen ovenfor kan afstanden til bropillen til højre beregnes til 185 meter, til bropille nr. 2 fra højre til 312 meter og til den fjerneste (synlige) bropille til 574 meter.

Afstanden til nærmeste bropille:
La = 7 x 0,156/0,0059 m = 185 meter (faktisk 209 m, 11% for kort).
Afstanden til bropille nr. 2 fra højre:
La = 7 x 0,156/0,0035 m = 312 meter (faktisk 309 m, 1% for kort).
Afstanden til fjerneste (synlige) bropille:
La = 7 x 0,156/0,0019 m = 574 meter (faktisk 435 m, 32% for langt).

Den faktiske afstand til de to skorstene i midten er 1.334 meter, men allerede på den afstand ser forskydningen ud til at være nul. Ved objekter på afstande ud over 2 km, vil parallaksen i praksis være nul.

Konklusion: Til trods for usikkerheden ved at måle på et relativt lille billede, har facit den rigtige størrelsesorden, og metoden bekræfter de perspektiviske regler.

Fremgangsmåden er tilsvarende for undersøgelsen af parallakser i billederne fra Apollo 15 missionen, angiveligt fotograferet på Månens overflade. Afstanden til de bagved­liggende bjerge er ifølge NASA’s egne kort over landings­stederne gennem­gående langt over 2 kilometer. Man må således som udgangs­punkt forvente, at billederne afspejler en konsistent virkelighed. Hvis det modsatte kan bevises, kan billederne ikke være taget i det påståede månemiljø, men må være lavet i en kunstig opstilling – og dermed på Jorden.

Efter at have demonstreret parallakse-fænomenet med et eksempel fra Jorden, går vi til Oleyniks undersøgelse af billederne fra Apollo-billedarkivet. Apollo 15 landingsmodulet (LM) landede efter det oplyste kl. 22:16:29 UTC den 30. juli 1971 i området Hadley (26°7’55.99″N 3°38’1.90″E) nær Hadley kløften (også kaldt Rima Hadley), Montes Apenninus (Apenniner-formationen) og Mons Hadley (Mount Hadley). Den første månerover blev efter påstanden brugt til omfattende rekognoscering. Inden for 67 timer udførte besætningen angiveligt tre EVA’er (ExtraVehicular Activity = aktivitet uden for landingsfartøjet) og var uden for landingsfartøjet i sammenlagt 18½ time. De medbragte et nyt 500 mm (tele)objektiv, kamera og tilbehør, der gav dem flere fotografiske muligheder end nogen tidligere mission. De forlod efter det oplyste Månen den 2. august 1971 og var tilbage på Jorden den 7. august.

Apollo 15’s bemanding var flg.:

  • Kaptajn David R. Scott,
  • pilot på kommandomodulet Alfred M. Worden, og
  • pilot på månelandingsmodulet James B. Irwin.

Her kan vi indskyde lidt interessant historie om James B. Irwin (27:05 min. inde i videoen). Billy Kaysing fortæller:
Efter sin tilbagekomst fra “Månen” blev James Irwin religiøst anfægtet. Han tog til Tennessee for at holde foredrag om kristendommen, og der mødte han præsten Lee Galvani. Lee tilskyndede Irwin til at lægge kortene på bordet om Apollo bedraget. Tilsyneladende formåede Lee at nå ind til Irwins samvittighed, for i august 1991, ringede Irwing til mig i mit hjem, og sagde til mig: “Jeg forstår, at du har skrevet en bog, der hedder “We Never Went to the Moon”? (Vi rejste aldrig til Månen). Så sagde han – “Jeg kommer til at tænke på, at denne telefon kunne blive aflyttet, så jeg vil bede dig ringe mig op på min private telefon på fredag.” Det var i Colorado Springs i Colorado. Så jeg sagde ok Jim, jeg ringer til dig, og han gav mig sit private telefonnummer. Imidlertid – da jeg ringede op fredag, var James Irwin død. Han var død af et hjertetilfælde.

Fig. 5. Foto-topografisk kort over Apollo 15 missionens landingssted.

I det følgende bliver et antal sæt af næsten ens fotografier fra Apollo 15’s månefotografering undersøgt, og parallakser og tydelige ændringer i de relative positioner for bestemte objekter bliver analyseret.

Den første serie. Kaptajnen David Scott tog et par billeder til et mini-panorama under EVA-1 nær LM (landings-/startmodulet), det er billederne AS15-86-11601 og AS15-86-11602.

Fig. 6. Landingsmodulet med James Irwin stående bagved roveren. Apenniner-formationens forside og krateret St. George ses i baggrunden. Afstanden fra kameraet til månelanderen og roveren er omkring 10 meter, og Apenniner-formationen og krateret er i den virkelige måneverden 4-8 kilometer væk.

De gule rektangler markerer de udsnit af fotografierne, der blev valgt til undersøgelsen for parallakse til separation af 3D-objekter fra evt. 2D-objekter.

Fig. 7. Tv. subtraktionen mellem de to fotografier efter skalering, rotation og de-fortegning. Th. viser animationen parallaksen mellem de to optagelser.

Forgrunden: Landingsmodulet, roveren og astronauten James Irwin viser en fælles forskydning. Apenniner-formationen og krateret St. George forskydes også som helhed. Yderligere ændrer skyggen sig på bjergene og krateret (husk at billederne er optaget umiddelbart efter hinanden, og lyset på Månen burde ikke ændre sig i det tidsrum, da der ikke findes skyer eller andet, der kan gå for solen). Disse forskydninger viser, at der er mindre end 300 meter til baggrunden (“bjergene”) – ikke 5 kilometer!

En så lille ændring i kamerapositionen (David Scott) – et 10-tals centimeter – skulle ikke få bjergene på 5 kilometers afstand til at bevæge sig, da parallaksen burde være nul.

De stereoskopiske billeder fra Apollo 15 viser gennemgående en klar skillelinje mellem forgrund og baggrund. Dette er et af eksemplerne. På grundlag af afstanden mellem kameraet og roveren, kan afstanden til “månelandskabet” i mini-panoramaet ikke være over 150 meter.

Konklusion: Disse billeder blev med stor sandsynlighed taget på Jorden i en studieopstilling.

Den anden serie. James Irwin optog en 360 graders panorama-sekvens (Fig. 8). Afstanden fra hans kamera til landingsmodulet var omkring 40 meter. Her er James Irwin’s ALSEP panorama i slutningen af EVA-2.

Fig. 8. Til venstre indsamler David Scott prøver; mod højre Mount Hadley; derefter Landingsmodulet i midten; bag landingsmodulet skinner solen ind i kameraet; til højre Apenniner-formationen og St. George krateret i en afstand af 5-8 kilometer.

De to billeder, der indeholder Mount Hadley, blev udvalgt fra panoramaet (afstanden skal være omkring 30 kilometer, højden mere end 2,5 kilometer) AS15-87-11849 og AS15-87-11850. Bemærk i øvrigt hvor afrundet Mount Hadley er i NASA’s gengivelser. I billeder, der er optaget gennem kikkert fra Jorden, ses dette bjerg som en kantet formation med springende højder.

Fig. 9. Bemærk de mange støvleaftryk efterladt af David Scott og James Irwin.

De gule rektangler viser igen de udvalgte områder til undersøgelsen for parallakse.

Fig. 10. Tv. subtraktionen mellem de to billeder efter skalering, rotation og de-fortegning. Th. det stereoskopiske resultat.

Til trods for den ganske lille forskydning af kameraet, bevæger bjergene sig, hvilket modsiger påstanden om, at bjergene er et fjernt objekt. Hvis kriterierne for subtraktionen ændres, så den mest dæmpede baggrund erstattes med den mest dæmpede forgrund, fremkommer en ny selvmodsigelse.

Fig. 11. Tv. ses subtraktionen, hvor dæmpningen af forgrunden er prioriteret.
Th. parallaksen, der resulterer fra de to sammenlagte billeder. Dette billede blev opnået ved subtraktion mellem to billeder, der er optaget med en kamera-forskydning på ikke over 20 centimeter. Efter korrektion for skalering, rotation, fortegning, perspektiv og forskydning ses her den stereoskopiske udgave.

Derpå blev der udført en estimering af fejlene. Hvis det forudsættes, at dette er et virkeligt månelandskab, skal afstanden fra astronauterne til månens nærmeste horisont (linjen AB) være 1,5 kilometer og afstanden til objekterne i baggrunden, foden og toppen af Mount Hadley, 20-35 kilometer.
En forskydning på 100 målte pixels under den nærmeste horisont er brugt i beregningen – idet linjen AB viser en gennemsnitlig forskydning på ± a pixels (varierende med billedopløsningen). Størrelsen af forskydningen overholder Gaussians fordeling, hvilket betyder, at dette er støj. En prøve blev valgt fra 50 punkter over linjen AB, dvs. for objekter på distancen 20-35 kilometer. Dette giver en pixelforskydning af a (på 10-50). Dette skift har en retning og er ikke genstand for Gaussians fordeling. Yderligere, jo højere a-punktet ligger, desto større forskydning – ved foden er den 10a ved toppen 50a pixels.

Det er logisk at forudsætte, at hvis et måneobjekt for afstande i intervallet [0,01; 1,5] kilometer er i ro, og støjen ligger i området ± a, så er parallaksen nul, og for fjernere objekter i intervallet [20; 35] kilometer er parallaksen også nul ved den samme værdi for støj, dvs. når forskydningen er ± a pixels og overholder Gaussians fordeling.

Imidlertid viser resultatet noget andet. Objekter over linjen AB bevæger sig proportionalt med en stigning i forskydningen afhængigt af højden over den nærmeste horisont.

Konklusion: Mount Hadley bevæger sig og “nikker”. Det var en indlysende forkert forudsætning at antage, at dette var et virkeligt månelandskab. Denne undersøgelse demonstrerer, at sammensætningen af disse billeder repræsenterer et totalt kunstigt panorama, nogle 10-tals meter dybt og med en model af “Hadley” i baggrunden, der udfoldes horisontalt og vertikalt for at skabe en illusion af afstand og perspektiv.

Herefter undersøges en Apollo 15 billedserie fra tæt ved Rima Hadley for tilstedeværelse af stereoskopisk parallakse. Rima Hadley kløften er mindst 135 kilometer lang med en gennemsnitlig bredde på omkring 1,2 kilometer og en gennemsnitlig dybde på omkring 370 meter (taget fra Greeley, 1971 og gengivet i F. Leverington, 2008).

Den tredje serie. David Scott og James Irwin foretog nogle få ture i roveren til Rima Hadley (Fig. 12) for at indsamle prøver. Et af panoramaerne består af billederne fra AS15-82-11165 til AS15-84-11284.

Fig. 12. James Irwin fører kameraet. Apenniner-fronten og krateret St. George ses til venstre. Rima Hadley sænkningen præger forgrunden. David Scott samler prøver i nærheden af roveren. Mount Hadley ses i baggrunden. Solen skinner ind i kameraet i den midterste optagelse. Apenniner-formationen er mere end 35 kilometer væk. (Panoramaet blev sammensat af undersøgelsens forfatter.)

I to af panoramaets optagelser ses bunden af Rima Hadley, der strækker sig til Apenniner-fronten og krateret St. George. Afstanden fra kameraet til Rima kanten er omkring 5 m, til Apenniner-formationen og krateret er der 4-8 kilometer. De følgende optagelser er taget med en forskydning af kameraet på ikke over nogle 10-tals centimeter, AS15-82-11178 og AS15-82-11179.

Fig. 13. Udsigt over Rima Hadley kløften, Apenniner-fronten og krateret St. George. Felterne, der skal undersøges for parallakse, er markeret.

Fig. 14. Tv. subtraktionen på forgrunden efter korrektion for skalering, rotation, fortegning, forskydning og perspektiv. Th. den resulterende parallakse efter sammenlægningen af de to optagelser.

Vi kan iagttage bevægelse i overfladerne i forhold til hinanden langs kanten af sænkningen mellem punkterne A og B.
Dette kan med de givne forudsætninger ikke forekomme i billeder af virkeligheden.

Konklusion: Disse billeder blev højst sandsynligt optaget på Jorden i et kuppelformet studie et sted, hvor der var installeret bevægelige panoramabaggrunde, for senere at blive yderligere justeret i et fotografisk laboratorium.

Fig. 15. Landingssted og rutekort for Apollo 15 fra en af NASA’s tegnere (stationerne 1-14 er vist).

Billederne AS15-85-11423 og AS15-85-11424 er næste valg. De er taget på station 2, “observation af Rima Hadley”.

Fig. 16. Billederne AS15-85-11423 og AS15-85-11424 fra station 2 med udsigt hen over Rima Hadley kløften. Kameraets forskydning er ikke over 0,5 meter.

Fig. 17. Foto-topografisk kort over Rima Hadley kløften. Det grønne mærke angiver stedet for optagelserne. Den grønne pil angiver retningen fra kameraets position til knækket på Hadley, iflg. kortet ca. 7 km. Den stereoskopiske proces viser, at afstanden ikke er over 140 meter i det studie, hvor billederne i fig. 25 er optaget.

Kortets skala (Fig. 17) viser, at den modstående skrænt er mere en 1 kilometer væk, og af højdekurverne fremgår, at kløften dette sted er 300 meter dyb. Det er umuligt at udgrave en kunstig sænkning af tilsvarende størrelse. Så, hvis der er snydt, må den modsatte skrænt være “et maleri” med en længde af et 10-tals meter for at simulere et månelandskab. Hvis fotografierne var ægte og skulle bekræfte NASA’s fortælling, skal parallaksen vise, at afstandene i billederne korresponderer med det virkelige månelandskab.

Horisontal-stereoskopisk effekt

For at finde parallaksen, må billederne korrigeres vha. optisk zoom, rotation, de-fortegning, perspektiv og forskydning langs x og y akserne for billedet som helhed. Det er nødvendigt at bruge alle logiske midler for at trække den horisontal-stereoskopiske effekt ud for de fjerne landskaber.

Resultatet bliver følgende stereoskopiske billedsæt:

Fig. 18. Et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-85-11423 og AS15-85-1142, der viser horisontal stereoskopisk effekt efter korrektionerne.

Stereoskopisk parallakse er klart synlig i Fig. 18, og vi kan foretage et indledende estimat over afstanden til den modsatte skrænt af Rima Hadley. Afstanden er 50 meter (husk, at den burde være mindst 1 km ifølge kortet). Den fjerne baggrund forskydes en smule, selv om parallaksen burde være nul, eftersom kortet viser, at der er omkring 20 kilometer ud til bjergene.

Den generelle iagttagelse er, at selv om baggrundene i månelandskabet indeholder fjerne objekter, der skulle være mange kilometer væk, er det IKKE muligt at opnå en stereoskopisk parallakse på nul med de tidligere nævnte billedkorrektioner. Det er jeg blevet bekræftet i ved at forberede dusinvis af billedpar fra Apollos månebilleder (det samme har mange andre efterforskere erfaret). Dette mere end antyder, at afstanden til fjerne objekter, der skulle være mange kilometer væk, ikke er det i Apollo-billederne.

Disse billeder er simuleringer af at være på Månen.

Hvordan blev de falske månelandskaber fra Apollo lavet? Utilstrækkelig konvergens mellem billedområder i den fjerne baggrund medfører parallaksefejl i stereoskopiske billeder. Den relative fejl er forholdet mellem forskydningerne for et objekt i forgrunden mod et i baggrunden.

Et fortegningsmønster for baggrundslandskaber

Det fjerne terræn i et stereoskopisk billedpar kan blive ændret til præcist at matche hinanden. For at nå dertil er det imidlertid nødvendigt at gå ud over de optiske korrektioner, der påvirker billedet som helhed, og introducere digital nulstilling af fortegningen på kun en del af billedet.

Naturen af et simuleret baggrundslandskab kan afsløres ved at påføre billedet et udlignende fortegningsmønster og undersøge resultatet. Det er klart, at hvis fortegningsmønstret ender med at have en kurvet overflade, så er det fordi den korresponderer med projektionen af baggrunden på en kurvet panoramaskærm, og det vidner om, at de fjerne baggrundslandskaber blev fremstillet kunstigt.
I stedet for at have fotograferet et fjernt månelandskab, har “astronauterne” taget billeder af en modelleret forgrund med en projiceret baggrund.

Radius for den krumme panoramaskærm kan tilnærmelsesvis findes ved hjælp af et fortegningsmønster.

Fig. 19 herunder viser fortegningen. En million pixels var involveret i korrektionen af disse to billeder. I matematiske termer betyder det millionvis af beregninger med en usikkerhed langt under pixelniveau.

Fig. 19. Digitalt fortegningsmønster for baggrunden i AS15-85-11423 – udført ud over de optiske korrektioner – så det kom til at matche AS15-85-11424.

En regelmæssigt kurvet, konkav korrektion af billedets øverste del bekræfter, at et “månelandskab” blev projiceret op på en fremadhældende, let konveks panorama baggrundsskærm. Ingen anden teknik kan ellers forklare den måde billedets en million pixels opfører sig på.

Fig. 20. Her illustreres funktionaliteten og enkelheden i et simuleret Apollo-månelandskabspanorama. Nettet repræsenterer projektionsskærmen, der kan have omgivet hele Apollo-studiet.

Nedenfor ses det endelige resultat af korrektionerne (der er korrigeret for såvel de optiske forskelle som for den krumme baggrund).

Fig. 21. Udsigten hen over Rima Hadley “under Apollo 15 missionen”. Dette er et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-85-11423 og AS15-85-11424 som det ser ud efter såvel de optiske korrektioner som den digitale ikke-lineære korrektion af fortegningen i det fjerne landskab. Afstandene til billedelementerne er specificeret i meter med en præcision på hhv. 1%, 2%, 15%, 30% og 45% for afstandene 3, 11, 20, 40 og 60 meter. Ifølge kortet er afstanden til den modstående skrænt af Rima Hadley 1.000-1.200 meter.

Parallaksen for den fjerne baggrund er nul. I Fig. 21 kan vi se, at afstanden til den modsatte skrænt af Rima Hadley kun er 40 meter, mens NASA’s kort viser, at den i virkeligheden er 1.000-1.200 meter. Forskellen er ikke så lille endda!
Dette perspektiv er seriøst i konflikt med den officielle Apollo 15 forklaring.

Skala-stereoskopisk effekt

En skala-stereoskopisk effekt udføres langs z-aksen med billederne AS15-85-11423 og AS15-85-11424. For at opnå en skala-forskydning tager fotografen det første billede i én position og det næste fra en position tættere på eller længere væk fra motivet.

Fig. 22. Et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-85-11423 og AS15-85-11424 med skaleret stereoskopisk effekt, efter flg. korrektioner: 1) optisk: skalering, rotation, de-fortegning, perspektiv, lokalforskydning og forskydning langs x og y for billederne som helhed, 2) digital: de-fortegning af det fjerne baggrundsterræn, 3) maksimal subtraktion i det fjerne baggrundsterræn. Dette medfører tilsammen 4) den skalerede stereoskopiske effekt. Afstanden til billedelementerne er angivet i meter med 60% nøjagtighed.

Den skala-stereoskopiske parallakse er tydeligt synlig i Fig. 22, der bruges til at estimere afstanden til den modsatte skrænt af Rima Hadley. Afstanden er omkring 40 meter. Også den skala-stereoskopiske effekt peger tydeligt på, at den virkelige Rima Hadley blev simuleret i en kunstig opstilling på Jorden.

Bestemmelsen af et universelt fortegningmønster for en fjern baggrundsform

I forsøget på at verificere, at der er brugt en krum baggrundsskærm, blev to andre Apollo 15-billeder af “månelandskabet” undersøgt, nemlig optagelserne AS15-85-11424 og AS15-85-11449, angiveligt fra station 2 med udsigt hen over og langs Rima Hadley.

Fig. 23. Billederne AS15-85-11424 og AS15-85-11449 skal forestille udsigten hen over Rima Hadley fra station 2.

Nedenfor ses det digitale fortegningsmønster på den fjerne landskabsbaggrund i billederne AS15-85-11424 og AS15-85-11449.
En million pixels i de to billeder blev tilpasset med en nøjagtighed under pixelniveau.

Fig. 24. Fortegningsmønstret for det fjerne “baggrundslandskab” i AS15-85-11424 og AS15-85-11449.

Mønstret bekræfter, hvad der tidligere er konstateret, at dele af “månelandskabet” blev projiceret op på en fremadhældende, let konveks, krummende panorama-baggrundsskærm.

Horisontal-stereoskopisk effekt

Med følgende recept:

  1. korrektion for, rotation, fortegning, perspektiv, partiel forskydning, og forskydning langs x og y for billedet som helhed,
  2. korrektion for tilstedeværelsen af et krummende panorama,
  3. maksimalt opnåelig subtraktion i det fjerne landskab og
  4. udnyttelsen af horisontal stereoskopisk effekt …

– opnås dette stereoskopiske billedsæt:

Fig. 25. Et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-85-11424 og AS15-85-11449, der skal forestille udsigten over Rima Hadley. Der er udført optiske korrektioner og digital korrektion af fortegningen i det fjerne baggrundslandskab. Afstandene til billedelementerne er angivet i meter og med usikkerheder på hhv. 15%, 45% og 95% for afstandene 20, 45 og 140 meter. Ifølge officielle kort er afstanden til den modstående skrænt af Rima Hadley 1.000-1.200 meter og afstanden til knækket på Rima Hadley ca. 7 km.

Fra tidligere beregninger kendes afstanden til stenene i forgrunden på bunden af Rima Hadley. Baseret på parallaksen er det nu muligt at estimere afstandene til de øvrige billedafsnit som vist i Fig. 25. Det er klart, at fejl akkumuleres; summen af enhver afstandsfejl til stenene i forgrunden på bunden af Rima Hadley, såvel som fejl i bestemmelsen af forskydningen af andre dele af billedet, er i dette tilfælde 15%.

Skala-stereoskopisk effekt (igen)

En skala-stereoskopisk effekt blev også opnået ved at kombinere billederne AS15-85-11424 og AS15-85-11449 i forhold til z-aksen, idet kameraet blev flyttet nærmere til motivet.

Fig. 26. Et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-85-11424 og AS15-85-11449 med skala-stroposkopisk effekt. Korrektionerne for billedet som helhed er: 1) skalering, rotation, de-fortegning, lokal perspektivisk forskydning og generel forskydning langs x og y akserne, 2) maksimal subtraktion på fjerne landskaber, der tilsammen medfører 3) denne skala-stereoskopiske effekt. De angivne afstande til billedelementerne er i meter med en fejl på ikke over 85%.

Den skala-stereoskopiske parallakse er tydeligt synlig i Fig. 26. Ved at bruge afstande, der er bestemt ud fra skala-parallaksen, kan afstanden til den modsatte skrænt og til Rima Hadley buen estimeres. Afstandene iflg. parallaksen til den modsatte skrænt af Rima Hadley er ikke over 40 meter og til Rima Hadley buen ikke over 140 meter.

Ifølge det topografiske kort er afstandene til disse lokationer – til skrænten mere end 1 kilometer og til Rima Hadley buen omkring 7 kilometer. Igen er der alvorlige anomalier i Apollo-dokumentationen. Med denne skala-stereoskopiske metode er det muligt at estimere afstanden til Rima Hadley buen og til baggrundens projektionsskærm.

Fig. 27. Et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-85-11424 og AS15-85-11449. Kombinationen viser en skala-stereoskopisk effekt efter diverse optiske korrektioner generelt, samt digital kompensation for fortegningsmønstret i det fjerne landskab. Den relative fejl på afstandene er ikke over 60%.

Baseret på det stereoskopiske resultat, er den beregnede afstand til bjergene i horisonten 140 meter (med en usikkerhed på 60%). Ifølge kortet burde den være mere end 20 kilometer. Den virkelige afstand er mere end 100 gange større, end billederne viser! Disse alvorlige fejl i Apollo 15 missionens billeddokumentation viser, at disse billeder uden tvivl er forfalskninger.

Undersøgelsen af den stereoskopiske effekt i fotografierne AS15-85-11423, AS15-85-11424 og AS15-85-11449 viser, at disse billeder ikke indeholder fjerne objekter, der er længere væk end nogle få hundrede meter. Afstanden i billederne til den modsatte skrænt af Rima Hadley er omkring 40 meter (men skulle være 1.000-1.200 meter), til Rima hadley buen er afstanden omkring 90 meter (det topografiske kort siger omkring 7 kilometer), til bjergene er den 100-140 meter (men skulle helst være 20 km baseret på Månens topografi). Usikkerheden i beregningen af disse afstande er 15-60%.

Afvigelserne mellem Apollo 15 missionens fotografiske dokumentation og den angivne virkelighed peger på et nedskaleret landskab, på fremstillingen af en kunstig dal, 40 meter bred og 90 meter lang, der simulerer Rima Hadley; ved hjælp af en baggrundsskærm bag denne model antydes et fjernt månelandskab.

Kunne en projektionsskærm være brugt til simuleringen af det fjerne månelandskab for alle de andre Apollo 15 fotografier fra Månens overflade? Flere billeder fra NASA’s billeddokumentation for Apollo 15 missionen blev undersøgt mht. det fjerne landskab.

I Fig. 7 ser vi, efter de optiske korrektioner, at alle forgrundsobjekterne, landingsmodulet, roveren og astronauten James Irwin blive forskudt som en helhed. Ethvert fjernt objekt, så som Apenniner-formationen og St. George krateret, forskydes også som en helhed. Også skyggerne på bjergene og krateret skifter. Separationslinjen mellem bjergene og forgrunden er tydeligt synlig. En umiddelbar vurdering af den stereoskopiske effekt viser, at afstanden til baggrunden (bjergene) er mindre end 300 meter, og ikke de 5 kilometer, der fremgår af Apollo-dokumentationen.

For at konvergere det fjerne månelandskab blev et digital fortegningsmønster påført de optisk korrigerede billeder AS15-86-11601 og AS15-86-11602.

Fig. 28. Et fortegningsmønster blev påført det fjerne baggrundslandskab i de konvergerede billeder i det stereoskopiske billedsæt af AS15- 86-11601 og AS15- 86-11602.

Fig. 28 viser fortegningsmønstret, der blev påført de konvergerede billeder AS15-86-11601 og AS15-86-11602 for at opnå en stereoskopisk parallakse på nul. Husk, at påføringen af et fortegningsmønster er en ekstra digital korrektion ud over den normale optiske korrektion. Ved at korrigere ud over de optiske korrektioner i det stereoskopiske billedsæt er billedernes pålidelighed i høj grad blevet anfægtet, og det fører til postulatet, at billedernes månelandskab er kunstigt.

Det regelmæssigt kurvede, repeterende fortegningsmønster for andre sæt af billeder tyder på, at de fjerne baggrunde er projicerede billeder på en bagvedliggende skærm, der er placeret omkring 100 meter væk med “astronauterne” i forgrunden.

Efter at have påført fortegningsmønstret opnåede vi følgende stereoskopiske billedsæt:

Fig. 29. Her ses det stereoskopiske billedsæt på grundlag af billederne AS15-86-11601 og AS15-86-11602, og parallaksen kan studeres. Linjen AB er en horisontal separationslinje langs foden af bjerget; ovenfor er det en projektion på en skærm for at simulere et bjerglandskab på Månen.

Efter den optiske korrektion, blev det kendte fortegningsmønster for baggrunden påført de to “fjerne” landskaber i billederne AS15-87-11849 og AS15-87-11850:

Fig. 30. Her ses fortegningsmønstret, der blev påført det fjerne “landskab” for at konvergere de to fotografier AS15-87-11849 og AS15-87-11850 mod et stereoskopisk billedsæt.

Fig. 30 viser fortegningsmønstret påført baggrunden for billederne AS15-87-11849 og AS15-87-11850. Med dette fortegningsmønster opnås følgende stereoskopiske billedsæt:

Fig. 31. Et stereoskopiske billedsæt på grundlag af billederne AS15-87-11849 og AS15-87-11850. Vi kan studere dynamikken i scenen efter de optiske korrektioner og påføringen af fortegningsmønstret.

Fig. 31 viser et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-87-11849 og AS15-87-11850, så vi kan studere dynamikken i “månelandskabet” efter at de optiske korrektioner er udført og fortegningsmønstret er påført. Resultatet viser, at dette “månelandskab” repræsenterer en simulation af fjerne objekter, der skulle være adskillige kilometer væk. Virkningen af denne simulation for et tilfældigt sæt af billeder fra dette “månelandskab” er konsistent med den i de tidligere viste billedsæt.

Fig. 32. Et andet stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-82-11178 og AS15- 82-11179 efter korrektion af skalering, rotation, fortegning, forskydning og perspektiv.

Fig. 32 viser er stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-82-11178 og AS15-82-11179; det er opnået alene gennem optiske korrektioner.
Et fortegningsmønster er påført det fjerne månelandskab i det ene foto i billedsættet AS15-82-11178 og AS15-82-11179 og viser en rotation i baggrunden:

Fig. 33. Et fortegningsmønster blev påført det fjerne “månelandskab” for at vise forskellen i krumning mellem AS15-82-11178 og AS15-82-11179.

Et andet billedsæt fra stationerne 9-11 på grundlag af billederne AS15-82-11121 og AS15-82-11122 understreger, at billedet af bjerget og den centrale del af Rima Hadley blev projiceret op på en baggrundsskærm. Nedenfor vises det endelige stereoskopiske billedsæt efter de optiske korrektioner og med det samme fortegningsmønster som tidligere påført det fjerne månelandskab.

Fig. 34. Et stereoskopisk billedsæt på grundlag af billederne AS15-82-11121 og AS15-82-11122 efter optiske korrektioner og påføring af fortegningsmønstret over det fjerne landskab. Den officielle afstand til skrænten af Rima Hadley er angiveligt ikke under 1.500 meter, mens afstanden udregnet på grundlag af parallaksen bliver omkring 50 meter (usikkerheden er ikke over 60%).

Afstanden i billederne til den modsatte skrænt af Rima Hadley er kun 50 meter. Foden af bjerget og Apenniner-formationen ses tydeligt. Dette er utvivlsomt billeder (AS15-82-11121 og AS15-82-11122) af et landskab, der delvist var projiceret op på en skærm, inden de blev fotograferet af “astronauterne”. Den faktiske længde af Rima Hadley kløften på Månen er 135 km, bredden er omkring 1,2 km, og den er cirka 370 meter dyb.

Undersøgelsens Konklusion

Professor G. Schiller fra University of California har udtalt: “For at en manipulation kan lykkes, må den forblive usynlig. En manipulation er først en succes, nå den manipulerede tror på, at alt utvivlsomt går naturligt for sig … Kort fortalt, manipulationen kræver en falsk virkelighed, hvori den ikke bemærkes. Meget ofte bliver en sådan falsk virkelighed forstærket af medierne.”

Under konvergeringen af disse Apollo 15 billeder, blev mere end en million beregninger (antallet af pixels i billederne) udført i overensstemmelse med de optiske love. For at opnå en nul-stereoskopiske effekt blev et karakteristisk fortegningsmønster påført de fjerne landskaber, der indgik i de fotografiske sessioner.

Utallige fotografiske eksempler fra Apollo 15 missionen viser et identisk fortegningsmønster, der svarer til – en projektionsskærm på en afstand af 100-120 meter fra forkanten af studiets scene. Denne fremgangsmåde repræsenterer en seriøs forfalskning af det sande månelandskab. En kunstig model i form af en landskabssænkning med en bredde på 30-60 meter har gjort det ud for Månens virkelige Rima Hadley kløft, der er 1,200 meter bred. Med skalamodellen som forgrund blev det fjernere månelandskab projiceret op på en krum baggrundsskærm, så “astronauterne” kunne tage månebilleder i et studie på Jorden.

Apollo 15 missionens fotografiske dokumentation honorerer ikke den stereografiske verifikationsmetode, dvs. strider mod uomgængelige optiske love. Den tilsyneladende ændring i de relative positioner for objekter, opnået ved at flytte kamerapositionen et 10-tals cm, viser at:

  • afstanden til fjerne billedelementer, som fx bjergformationer, er ikke et 10-tals km, men nogle få hundrede meter,
  • landskaberne er ikke kontinuerlige, men gennemskæres af tydelige separationslinjer,
  • der ses uforklarlige forskydninger mellem billedelementerne i panoramaet.

Dermed, på grundlag af de viste eksempler, kan denne undersøgelse konkludere, at Apollo 15 missionens fotografiske dokumentation IKKE gengiver det virkelige månelandskab med fjerne baggrunde beliggende mere end en kilometer væk fra kameraet.

Disse billeder blev uden tvivl optaget i et studie – indtil 300 meter i udstrækning. Et komplekst panorama, der skulle gøre det ud for et månelandskab viser typer af bevægelse, såsom horisontal og vertikal proportionsforvrængning, der giver betragteren et indbildt indtryk af afstanden til objekter og perspektivet som helhed.

Om forfatteren

Dr Oleg Oleynik uddannede sig i perioden fra 1984 til 1993 på Fysisk- og Teknologisk Afdeling (Phystech) på Karkov Statsuniversitet, hvor han opnåede en mastergrad i fysik og fysisk metallurgi.
Fra 1993 til 1999 var han senioringeniør, videnskabelig assistent og viderestuderende på Soros.
I 1999 bestod han eksamen på Phystech’s efteruddannelses skole, og han erhvervede sin Ph.D.c med speciale i eksperimentel kærnefysik og i fysik om ladede partiklers stråling fra Fysisk- og Teknologisk Afdeling på Karkov Statsuniversitet. Dette blev efterfulgt af et præliminært forsvar og en positiv gennemgang af D.S. V.T. Lazurik.
Efter 1999 forlod han Phystech for at indlede en selvstændig karriere.
Fra 1999 til 2012 organiserede han ikke-statslig research over mennesker på Internettet, grundlagde en skole, et gymnasium og et universitet med akademiske uddannelser og grader.

Efterskrift

To år er gået siden den første udgivelse af denne artikel i Rusland. Siden da besluttede NASA at fremstille serier af stereofotografier til betragtning gennem rød/cyan 3D-briller, idet de samtidig lagde overlappende dele af Apollo-billederne fra “Månen” sammen. Nu og da slipper forlydender ud om, at nogle af fotografierne på NASA’s website er blevet erstattet med retoucherede udgaver.

En artikel med titlen “The method of correlative calculation of parallax and camouflage” blev udgivet (på russisk). Jeg kritiserede artiklen ved at gøre gældende, at

Dele af billedrammer overlægges indbyrdes ved hjælp af en applikation, der laver 360 graders panoramaer PTGui, hvilket fjerner parallaksen, hvorved med tiden afstanden til objekter i baggrunden vil blive kunstigt forøget. Vær venlig at kontrollere applikationens algoritme.

Mere her (på russisk).

NASA svarede ikke. I stedet blev følgende passus føjet til artiklen The Moon Hoax (her vises den engelske version) i den russiske udgave af Wikipedia i slutningen af 2009 (og atter fjernet den 31 juli 2011) – “… ydermere, analyser af billeder taget under missionerne på Månen viser, at fjerne baggrundsobjekter absolut er fjerne og ikke kan genskabes i et studie ved hjælp af trickfotografi”, idet man refererede til samme artikel “En metode til korrelativ beregning af parallakse og camouflage”.
Ethvert forsøg på at korrigere informationerne på Wikipedia og pege på de alvorlige fejl i Wikipedias artikel mislykkedes.
Moderator blev ved med at slette linket.

Dr Oleg Oleynik