2000 år med jødiske ritualmord — og vi tæller stadig

Sand Historie

O​-​D​-​I​-​N​.org, Redaktionen, 21. december 2016.

 

For­sø­ge­ne på at for­hin­dre en gene­rel afslø­ring og erken­del­se af jøder­nes tal­lø­se for­bry­del­ser mod men­ne­ske­he­den er et kapi­tel, der hver dag vok­ser sig stør­re.

Det meste om jødi­ske ritu­al­mord er ble­vet afslø­ret af krist­ne; fx næv­ner Mar­tin Lut­her fæno­me­net i sin advar­sel: “Jøder­ne og deres løg­ne” fra 1542.
I Tal­m­ud og Zions Pro­tokol­ler har jøder­ne erstat­tet udtryk­ket Goyim (ikke-jøde) med “kri­sten” eller “Kristus”. En frem­træ­den­de gejst­lig, Maxi­ne, skrev en præ­di­ken om, hvor­dan jøder­ne bed­ra­ger deres omgi­vel­ser, at “kri­sten er et kode­ord for hed­ning og Satan.”

Men vær opmærk­som på, at jøder­ne skel­ner skar­pt mel­lem deres fod­slæ­ben­de Mes­si­as, jøden Ben Yahas­hua (der end­nu ikke er nået frem) i mod­sæt­ning til den leven­de Kristus, som mani­feste­re­de sig i kød og blod og blev hen­ret­tet på kor­set efter krav fra jøder­ne (fari­sæ­rer­ne). De anså ham for en “falsk pro­fet”. Jøder­ne udstrak­te deres vel­kend­te pato­lo­gi­ske had til også at omfat­te den­ne ånde­li­ge leder, efter­som han gene­relt for­holdt sig kri­tisk eller lige­frem for­døm­men­de over for jøder­ne. I et kendt til­fæl­de fjer­ne­de han deres kræm­mer­bo­der for­an temp­let, og ende­lig iføl­ge Johan­nes-evan­ge­li­et, kap. 8, v. 44 (med en begi­ven­hed der udspil­ler sig inden for et døgn før kors­fæ­stel­sen), kan vi læse, hvad Kristus men­te om jøder­ne og deres ska­ber. Han sag­de direk­te til dem: 

I har Djæ­vel­en til fader, og I er vil­li­ge til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en mor­der fra begyn­del­sen, og han står ikke i sand­he­den, for der er ikke sand­hed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løg­ner er han og fader til løg­nen.

Af sam­me grund spyt­ter enhver “god” jøde vane­mæs­sigt på krist­ne kir­ker under pas­sa­ge. Kristus, den krist­ne ver­dens filo­so­fi­ske over­ho­ved, fri­ster da også iføl­ge jøder­ne og deres spe­ci­el­le hang til per­ver­sio­nen — “et hel­ve­de med evin­de­li­ge pin­s­ler i en kogen­de sup­pe af affø­ring.”


Den hel­li­ge slag­tek­niv er i brug.
Vi kan med dis­se ritu­a­ler bevid­ne en ned­ar­vet sata­nisk blod­fik­se­ring.
Kul­ten evner ikke empa­ti for dyr, og da ikke-jøder ran­ge­rer som dyr i det tal­mu­di­ske uni­vers, er titu­sind­vis af ikke-jødi­ske børn ble­vet mal­trak­te­ret til døde af jødi­ske slag­te­re. Foto: Inter­net­tet

 

[Når jøder i det føl­gen­de bli­ver titu­le­ret “slag­te­ren”, refe­re­res til deres rol­le som kos­her-slag­te­re i det dag­li­ge. Kos­her slag­te­me­to­der er i særklas­se fra­stø­de­n­de. Stru­ben og hals­pulsår­er­ne på slag­te­dy­ret skæ­res over, og luft­rø­ret flås ud. Cen­tral­ner­ve­sy­ste­met må være ube­ska­di­get, så hjer­tet kan pum­pe blo­det ud. I dag udfø­res slagt­nin­gen i bety­de­ligt omfang indu­stri­elt på sær­li­ge kos­her-slag­te­ri­er. Men det bli­ver besti­a­li­te­ten ikke min­dre af. Efter ind­gre­bet rej­ser kød­kvæg sig på bene­ne og for­sø­ger san­se­løst at flyg­te. Dødskam­pen kan vare i mere end 30 sekun­der.
Først da er jøde­ns kød vel for­be­redt.]

Der fin­des et ukendt mil­li­ontal yder­li­ge­re til­fæl­de af jødi­ske ritu­al­mord end dem, der gen­nem tiden er ble­vet opda­get og doku­men­te­ret og der­for frem­går af føl­gen­de oprems­ning. Ind­hol­det dæk­ker fra nog­le århund­re­der før euro­pæ­er­nes ulyk­ke­li­ge fæl­les histo­rie med jøder­ne og frem til 1932.
For­må­let med at vise dis­se til­fæl­de af blod­mord er at åbne øjne­ne på ikke-jøder for, hvil­ke syge­li­ge, mor­de­ri­ske, pædo­fi­le og løg­n­ag­ti­ge mon­stre jøde­dom­men har fostret. Den, der læser listen fær­dig og end­nu ikke mener at have et pro­blem med jøder­ne, må enten selv være jøde eller pato­lo­gisk kri­mi­nel.

Men­ne­skeof­rin­ger bli­ver i dag sta­dig prak­ti­se­ret af jøder­ne i Øst­eu­ro­pa … som udfør­ligt beskre­vet af afdø­de Sir Richard Bur­ton i MS (Manuscript Con­tents), hvil­ket de vel­ha­ven­de jøder i England har sat him­mel og jord i bevæ­gel­se for at under­tryk­ke kend­ska­bet til, og de har kaldt de rasen­de udfald og rama­skrig fra dem, der lever blandt dis­se dege­ne­re­re­de jøder, for pogro­mer. I det mind­ste er dis­se (rasen­de) men­ne­sker ikke kan­ni­ba­ler.
— Alei­ster Crowley [Udta­lel­se fra før­ste halv­del af 1900-tal­let, måske efter 1932.]

VERIFICERBARE RITUELLE MORD BEGÅET AF JØDER INDTIL 1932

[Over­skrif­ten skal for­stås på den måde, at 1932 bestemt ikke var året, hvor jøder­nes ritu­el­le men­ne­skeslagt­nin­ger veg for en høje­re vest­lig moral. Men fra det tids­punkt hav­de jøder­ne overalt i de hvi­de dele af ver­den opnå­et så omfat­ten­de kon­trol med medi­er og under­sø­gen­de myn­dig­he­der, at mor­de­ne ikke læn­ge­re omta­les, under­sø­ges eller pådøm­mes. Jøder­ne kan uden risi­ko repe­te­re deres for­bry­del­ser for­fra — selv i til­fæl­de, hvor dis­se kri­mi­nel­le og deres hand­lin­ger er kendt i offent­lig­he­den, som vi for tiden kan bevid­ne det med “pizza­ga­te”.]

Den før­ste kend­te histo­ri­ker, Her­o­dot, skri­ver om en hebræ­isk kult for men­ne­skeof­rin­ger. Han skrev: “Hebræ­er­ne ofre­de men­ne­sker til deres gud Moloch.” (Her­o­dot, bind II, s. 45.)


Vi jøder er de for­fulg­te!

 

[Enhver kvin­des første­fød­te barn, “den der hav­de åbnet moder­s­kø­det,” (for­mu­le­rin­gen i sig selv vid­ner om men­tal for­styr­rel­se) blev gril­let leven­de på for­si­den af en meta­lovn fore­stil­len­de guden Moloch. Døds­ma­ski­nen blev ophe­det nede­fra, ind­til den glø­de­de …
Til sidst for­stum­me­de bar­nets og offer­dy­re­nes angstskrig. En sort stin­ken­de røg bred­te sig ud over ørke­nen og bekræf­te­de de omkring­bo­en­de stam­mer i, at dis­se men­ne­sker var men­talt syge. Der­for vil­le ingen i det oprin­de­li­ge isra­e­li­ti­ske kon­ge­ri­ge vide af jøder­ne fra det min­dre judæ­i­ske kon­ge­ri­ge, de levi­ti­ske stam­mer. Det er levit­ter­nes indav­le­de, og med tiden ikke min­dre sinds­sy­ge efter­kom­me­re, der i dag gør krav på at være isra­e­le­re.

Lad os begyn­de rem­sen — Men skænk dig først en stiv whi­sky, så du har noget at stå imod med, når kval­men ind­fin­der sig:]

169 f.Kr. — “Kong Antio­chus Epi­fa­nes af Syrien fandt under plyn­drin­gen af temp­let i Jerus­a­lem en græker lig­gen­de på en seng i et hem­me­ligt rum. Man­den tryg­le­de kon­gen om red­ning. Kon­gens føl­ge infor­me­re­de ham om, at en lov befa­le­de jøder­ne at ofre men­ne­sker på en bestemt tid af året. Jøder­ne søg­te der­for efter en ikke-jøde, som de fri­heds­be­rø­ve­de. De fede­de ham op, slap ham løs i sko­ven og drev jagt på ham, ofre­de ham til sidst, spi­ste af hans kød, drak af hans blod og efter­lod resten af krop­pen i en grøft.” (Josep­hus, jødisk histo­ri­ker, Mod Apion.)

418 e.Kr. — Baro­ni­us rap­por­te­rer om, at jøder­ne kors­fæ­ste­de en dreng fra Imm, der lig­ger mel­lem Alep­po og Antioch.

419 e.Kr. — I det syri­ske Imne­star-distrikt mel­lem Chalcis og Antioch bandt jøder­ne på en hel­lig­dag en dreng til et kors og pryg­le­de ham til døde.
(Socrat.)

425 e.Kr. — Baro­ni­us rap­por­te­rer kors­fæ­stel­sen af en dreng.

614 e.Kr. — Efter ero­brin­gen af Jerus­a­lem køb­te jøder­ne for en min­dre sum pen­ge 90.000 fan­ger af den per­si­ske kon­ge Chos­ros II og lyst­myr­de­de dem alle på de mest afsky­e­li­ge måder.
(Clu­ve­ri­us, uddrag, s. 386.)

1071 e.Kr. — Adskil­li­ge jøder fra Blois kors­fæ­ste­de et barn under deres påske­fejring. De prop­pe­de hans lig i en sæk og kaste­de det i Loi­re. Gre­ve Theo­bald brænd­te de skyl­di­ge jøder på bålet.
(Robert af Mons, Mon. Germ. histo­risk skrift VI 520.)

1144 e.Kr. — I Norwich, under den jødi­ske påske­fejring, blev den 12-åri­ge Wil­li­am (sene­re hel­gen­gjort) bun­det af de loka­le jøder og hængt på et kors, mens hans blod blev tap­pet fra et sår i siden. Jøder­ne gem­te hans lig i en nær­lig­gen­de skov. De blev over­ra­sket af en lokal bor­ger, Eil­ver­dus, som de betal­te for at tie. Til trods for det­te blev for­bry­del­sen almin­de­lig kendt.
(Acta san­c­ta, III marts, bind, s. 590.)

1160 e.Kr. — Jøder­ne i Glou­ce­ster kors­fæ­ste­de et barn.
(Mons Germ. histo­risk skrift 520.)

1179 e.Kr. — I Pon­toise, den 25. marts, før den jødi­ske påske­fejring, slag­te­de jøder­ne dren­gen Richard (sene­re hel­gen­gjort) og tap­pe­de blo­det fra hans krop. På grund af det­te, blev jøder­ne udvist fra Frankrig.
(Rob. af Turn., Rig.u.Guillel. Amor.)

1181 e.Kr. — I Lon­don omkring den jødi­ske påske­fejring i nær­he­den af St. Edmunds Kir­ke myr­de­de jøder­ne et barn ved navn Roertus.
(Acta san­ct, III marts bind., s. 591.)

1181 e.Kr. — I Sara­gos­sa myr­de­de jøder­ne et barn ved navn Domi­ni­co.
(Blan­ca His­pa­nia illu­stra­ta, tom. III, s. 657)

1191 e.Kr. — Jøder­ne i Bra­is­me kors­fæ­ste­de en ikke-jøde, der hav­de ankla­get dem for røve­ri og mord. Det ske­te efter, at de hav­de truk­ket ham gen­nem byen. Da Kong Phi­lip Augustus per­son­ligt ind­fandt sig i Bra­is­me, blev firs af jøder­ne brændt.
(Rigor­dus, Hist. Gall.)

1220 e.Kr. — I Wei­s­sen­burg i Alsa­ce, den 29. juni, myr­de­de jøder­ne dren­gen Hein­rich (sene­re hel­gen­gjort).
(Murer, Hel­ve­tia san­c­ta.)

1225 e.Kr. — I Mün­chen, stjal en kvin­de, der var ble­vet fri­stet med jødisk guld, et lil­le barn fra sin nabo. Jøder­ne tap­pe­de blod fra bar­net. Kvin­den blev fan­get i sit næste for­søg, og hun blev over­dra­get til myn­dig­he­der­ne.
(Mei­chel­beck, Hist. Bay­ern II. 94)

1235 e.Kr. — Jøder­ne begik en til­sva­ren­de for­bry­del­se 1. decem­ber i Erfurt.
(Hen­ri Despor­tes, Le myste­re du sang, 66.)

1236 e.Kr. — I Hage­nau i Alsa­ce blev tre dren­ge fra Ful­da-egnen, der opholdt sig i en møl­le, angre­bet af jøder om nat­ten og dræbt med det for­mål at tap­pe deres blod.
(Trit­he­mi­us; Chro­ni­c­le af Albert von Strassburg)

1239 e.Kr. — Det kom til almin­de­lig opstan­del­se i Lon­don på grund af et mord, der var begå­et af jøder­ne.
(Mat­t­hew v. Paris, Gran­de Chron.)

1240 e.Kr. — I Norwich omskar jøder­ne en ikke-jødisk dreng og holdt ham skjult i ghet­to­en for at kors­fæ­ste ham sene­re. Efter læn­ge­re tids søgen fandt fade­ren sit barn og rap­por­te­re­de for­bry­del­sen til  Bis­hop Wil­helm af Rete.
(Mat­t­hew v. Paris, op. cit. bind. 39.)

1244 e.Kr. — På St. Bene­di­cts Kir­ke­gård i Lon­don blev liget af en dreng fun­det. Hans krop var fle­re ste­der læde­ret af stiksår, rif­ter og indrid­se­de jødi­ske sym­bo­ler. Han var ble­vet tor­tu­re­ret til døde, og hans blod var ble­vet tap­pet af ham. Kon­ver­te­re­de jøder, der blev tvun­get til at afko­de de jødi­ske tegn, fandt nav­net på bar­nets for­æl­dre og tol­ke­de, at bar­net var ble­vet solgt til jøder­ne som helt lil­le. Der­ef­ter for­lod frem­træ­den­de jøder i hem­me­lig­hed byen.

1250 e.Kr. — Jøder­ne i Sara­gos­sa ind­før­te den hor­rib­le regel, at enhver, der afle­ve­re et barn til ofring, vil­le bli­ve efter­gi­vet gæld og skat­ter. I juni 1250 over­lod Moses Albay-Huzet (også kaldt Alba­ju­cet­to) den 7-åri­ge Domi­ni­co del Val i jøder­nes vold til kors­fæ­stel­se.
(Johan. a Lent, Sche­di­as, hist. de pseu­do­mes, judæ­orum, s. 33)

1255 e.Kr. — I Lin­coln, England, på dagen for Peter og Paulus, blev den 8-åri­ge Hugh (sene­re hel­gen­gjort) kid­nap­pet af de loka­le jøder, holdt skjult og sene­re kors­fæ­stet. Jøder­ne pryg­le­de ham med sta­ger så læn­ge, at der næsten ikke var mere blod i hans lege­me.
(Acta san­ta 6. juli 494.)

1257 e.Kr. — Jøder­ne i Lon­don mis­hand­le­de et barn, så de kun­ne udfø­re deres årli­ge ofring.
(Clu­vi­ri­us, epi­to­me histo­ri­arum, s. 541. kol. I)

1260 e.Kr. — Jøder­ne i Wei­s­sen­burg myr­de­de et barn.
(Annal. Col­ma­ri­ens.)

1261 e.Kr. — I Pforzheim blev en 7-årig pige, der var fal­det i jøder­nes vold, lagt på et lin­ned og dol­ket gen­nem lem­mer­ne, så hen­des blod blev suget op af under­la­get. Bag­ef­ter blev liget kastet i flo­den.
(Tho­mas, Can­ti­pra­ta­nus, de ratio­ne Vitæ.)

1279 e.Kr. — De mest pro­mi­nen­te jøder i Lon­don kors­fæ­ste­de et barn den 2. april.
(Florent de Wor­ce­ster, Chron. 222.)

1279 e.Kr. — Et barn blev kors­fæ­stet ved Nort­hamp­ton efter uhyr­lig tor­tur.
(Hen­ri Despor­tes Le myste­re du sang, 67.)

1282 e.Kr. — I Mün­chen køb­te jøder­ne en lil­le dreng og dol­ke­de ham over hele krop­pen.
(Rader., Bavar. san­c­ta I. Bd. s. 315.)

1283 e.Kr. — Et barn blev solgt af sin bar­nepi­ge til jøder­ne i Mainz, der myr­de­de det.
(Baro­erus ad annum No. 61. Anna­len von Col­mar.)

1286 e.Kr. — I Mün­chen tor­tu­re­re­de jøder­ne to dren­ge til døde. Syna­go­gen blev sat i brand fra alle sider, og 180 jøder inde­brænd­te.
(Murer, Hel­ve­tia san­c­ta.)

[End­nu et “pogrom”!]

1286 e.Kr. — For april på Oberwe­sel i Rhin­en blev den 14-åri­ge Wer­ner (sene­re hel­gen­gjort) lang­somt — gen­nem tre dage — tor­tu­re­ret til døde af jøder­ne.
(Act. sct. II. Bd. b. april s. 697 til 740.)

1287 e.Kr. — Jøder­ne i Bern kid­nap­pe­de Rudolf (sene­re hel­gen­gjort) under deres påske­fejring og tor­tu­re­re­de ham gru­somt for til sidst at skæ­re stru­ben over på ham.
(Hein, Murer, Hel­ve­tia san­c­ta.)

1292 e.Kr. — Jøder­ne myr­de­de en dreng i Col­mar.
(Ann. Colm., II, 30.)

1293 e.Kr. — I Krems ofre­de jøder­ne et barn. To af mor­der­ne blev straf­fet, de øvri­ge red­de­de sig ved gul­dets kraft.
(Monum. XI, 658.)

1294 e.Kr. — I Bern myr­de­de jøder­ne igen et barn.
(Ann Colm., II, 32; Hen­ri Despor­tes, Le myste­re du sang, s. 70.)

1302 e.Kr. — I Rene­ken gen­tog sam­me for­bry­del­se sig.
(Ann. Colm. II, 32.)

1303 e.Kr. — Ved Wei­s­sen­see i Thürin­gen blev en ung stu­de­ren­de Con­rad, søn af en sol­dat, myr­det under den jødi­ske påske­fejring. Hans mus­k­ler var skå­ret i styk­ker, og han vener var åbnet og blo­det tap­pet af ham.

1305 e.Kr. — I Prag omkring den jødi­ske påske­fejring blev en ikke-jøde, der gen­nem fat­tig­dom var tvun­get til at arbej­de for jøder­ne, i nøgen til­stand søm­met til et kors, slå­et med stok­ke og spyt­tet i ansig­tet.
(Tentzel.)

1320 e.Kr. — I Puy blev en kor­dreng fra den loka­le kir­ke ofret.

1321 e.Kr. — I Anne­cy blev en ung præst myr­det. Jøder­ne blev dre­vet ud af byen på Kong Phil­lip V’s bud.
(Denis de Saint-Mart.)

1331 e.Kr. — Ved Über­lin­gen i det nuvæ­ren­de Baden kaste­de jøder­ne søn­nen til bor­ge­ren Frey i en brønd. De sene­re fund­ne snit på offe­rets krop viste, at for­in­den var blo­det ble­vet tap­pet af ham.
(Joh. Vito­du­ran, Chro­nik.)

1338 e.Kr. — Jøder­ne mis­hand­le­de en ade­lig fra Fran­co­nia i Mün­chen til døde. Hans bror anstil­le­de et sandt blod­bad på jøder­ne.
(Hen­ri Desport.)

1345 e.Kr. — I Mün­chen åbne­de jøder­ne vener­ne på en lil­le dreng, Hein­rich, og stak ham mere end 60 gan­ge. Kir­ken kano­ni­se­re­de ham.
(Rad. Bav. sct. II s. 333.)

1347 e.Kr. — I Mes­si­na blev et barn kors­fæ­stet på lang­fre­dag.
(Hen­ri Desport.)

1350 e.Kr. — Dren­gen Johan­nes, en stu­de­ren­de på mun­ke­sko­len under St. Sig­bert klo­stret i Colog­ne, døde efter at være ble­vet dol­ket af loka­le jøder.
(Acta san­c­ta., aus den Kir­chen­ak­ten v. Köln.)

1380 e.Kr. — Ved Hagen­bach i Swa­bia blev en sam­ling jøder over­ra­sket i mis­hand­lin­gen af et barn.
(Mar­tin Cru­si­us, Swa­bi­as års­bog, Del III, Bog V.)

1401 e.Kr. — Ved Dies­sen­ho­fen i Schweiz (nær Schaf­f­hau­sen) blev den 4-åri­ge Con­rad Lory myr­det. Hans blod var efter for­ly­den­der ble­vet solgt af stald­kar­len Johann Zahn for 3 flor­i­ner til jøden Micha­el Vitel­man.
(Acta san­c­ta.)

1407 e.Kr. — Jøder­ne blev udvist fra Schweiz efter en til­sva­ren­de for­bry­del­se i sam­me områ­de.
(ibid.)

1410 e.Kr. — I Thurin­gia blev jøder­ne for­dre­vet efter afslø­rin­gen af et ritu­elt mord.
(Boll. II, april 838. Baro­ni­us 31.)

1429 e.Kr. — Ved Ravens­burg i Würt­tem­berg blev Ludwig van Bruck, en dreng fra Schweiz, som læste i byen og boe­de blandt jøder­ne, mis­hand­let af tre jøder gen­nem fle­re til­fæl­de af tor­tur og seksu­el­le over­greb. Det fore­gik under en stor jødisk fest (påske­fejrin­gen) mel­lem den jødi­ske påske og Pin­sen.
(Baron. 31, Acta san­c­ta. III. Bd. for april s. 978.)

1440 e.Kr. — En jødisk læge i Pavia, Simon af Anco­na, skar hove­d­et af et 4-årigt barn, der var kid­nap­pet og bragt til ham af en retar­de­ret ikke-jøde. For­bry­del­sen blev afslø­ret, da en hund sprang ud ad et vin­due med bar­nets hoved i mun­den. Mor­de­ren undslap.
(Alp­honsus Spi­na, de bel­lo Judæ­orum lib. III. con­fid. 7.)

1452 e.Kr. — I Savo­na myr­de­de et stør­re antal jøder et 2-årigt dren­ge­barn. De stak hul­ler overalt på hans krop [ved hjælp af syle] og opsam­le­de blo­det i et kar, som de ellers brug­te til omskæ­ring af deres dren­gebørn. Jøder­ne dyp­pe­de små styk­ker frugt i blo­det og ind­t­og dem som en deli­ka­tes­se.
(Alp­honsus Spi­na, de bel­lo Judæ­orum lib. III, con­fid. 7.)

[Det er et kendt fak­tum, at jøder har fun­det behag i at ind­ta­ge blo­det fra ofre, der er myr­det under afsin­dig smer­te og har udskilt sto­re mæng­der adre­na­lin i blo­det. Virk­nin­gen er måske eufori­se­ren­de i en ube­gri­be­lig per­vers for­stand. For­hå­bent­lig ken­des for­kla­rin­gen kun af de mest men­talt ska­de­de jøder.]

1453 e.Kr. — I Breslau kid­nap­pe­de jøder­ne et dren­ge­barn, fede­de ham op og pla­ce­re­de ham i en tøn­de, der ind­ven­digt var beklædt med pig­ge. De rul­le­de ham frem og til­ba­ge i den luk­ke­de tøn­de for at opsam­le hans blod.
(Hen­ri Despor­tes, Le myste­re du sang, 75.)

1454 e.Kr. — På Lou­is af Alman­zas gods i Casti­li­en myr­de­de to jøder en dreng. De flå­e­de hans hjer­te ud og brænd­te det; oplø­ste der­ef­ter asken i vin, som de drak i fæl­les­skab med deres brød­re i tro­en. Ved at ofre bety­de­li­ge sum­mer lyk­ke­des det jøder­ne af for­sin­ke ret­ter­gan­gen, idet to af de tre invol­ve­re­de juri­ster var af jødisk afstam­ning. Der­ef­ter blev jøder­ne lands­for­vist fra Spanien.
(Alp­honsus Spi­na, de bel­lo Judæ­orum.)

[Der­ef­ter blev Den Span­ske Ink­vi­si­tion opret­tet. Den har af gode grun­de været gen­stand for jødisk dæmo­ni­se­ring, idet den hav­de til for­mål at opspo­re og udvi­se de jøder, der var gået under jor­den og ble­vet kryp­to­jø­der, “mar­ra­nos” (svi­ne­æ­de­re, kal­det blandt jøder).]

1462 e.Kr. — I en bir­ke­skov ved Rinn nær Inns­bruck blev dren­gen Andreas Oxner solgt til jøder­ne og ofret på en sten. Siden kano­ni­se­re­de kir­ken ham. Et grav­mæ­le kal­det “Zum Judenste­in” blev byg­get på ste­det.
(Acta san­c­ta., III. juli bind I. 472.)

1468 e.Kr. — Ved Sepul­ve­da i Gam­mel Casti­li­en kors­fæ­ste­de jøder­ne en kvin­de på lang­fre­dag efter påbud fra rab­bi­ne­ren Solo­mon Pecho.
(Did. de Colm. Gesch. v. Seg.)

1470 e.Kr. — I Baden blev jøder dømt for at have myr­det et barn.
(Tho. Patr. Bar­bar.)

1475 e.Kr. — I Trent, den 23. marts (skært­ors­dag) inden den jødi­ske påske­fejring, ofre­de jøder­ne den 2-åri­ge Simon (sene­re hel­gen­gjort).

1476 e.Kr. — Jøder­ne i Regens­burg myr­de­de seks børn. Under­sø­gel­ses­dom­me­ren fandt i en underjor­disk grot­te hos en jøde ved navn Jos­fol rester­ne af de myr­de­de ofre sam­men med et blod­be­stænkt stenkar og en slags alter.
(Raderus Bava­ria san­c­ta Band III, 174.)

1480 e.Kr. — I Tre­viso blev en til­sva­ren­de for­bry­del­se begå­et som den i Trent: mor­det på den sene­re kano­ni­se­re­de Seba­sti­a­no af Por­to-Buf­fo­le fra Ber­ga­mo. Jøder­ne tap­pe­de hans blod.
(H. Despor­tes, Le myste­re du sang 80.)

1480 e.Kr. — Ved Mot­ta i Vene­cia myr­de­de jøder­ne et barn under den jødi­ske påske­fejring.
(Acta san­c­ta I. Bd d. 3. april.)

1485 e.Kr. — I Vecen­za mis­hand­le­de jøder­ne Lau­ren­ti­us til døde (sene­re hel­gen­gjort).
(Pope Bene­di­ct XIV Bull. Bea­tus Andreas.)

1490 e.Kr. — Ved Guar­dia i nær­he­den af Toledo kors­fæ­ste­de jøder­ne et barn.
(Acta san­c­ta I. Bd. d. 3. april.)

1494 e.Kr. — Ved Tyr­nau i Ungarn over­man­de­de 12 jøder en dreng, åbne­de hans vener og tap­pe­de omhyg­ge­ligt hans blod. De drak selv en del af det og gem­te resten til deres fæl­ler i tro­en.
(Ban­fin Fasti, ungar. br. III. 5. dec.)

1503 e.Kr. — I Lan­ge­nens­lin­gen over­lod en far sin 4-åri­ge søn til to jøder fra Wald­kir­chen i Baden for 10 flor­i­ner under for­ud­sæt­ning af, at dren­gen blev leve­ret til­ba­ge, når en min­dre del af hans blod var tap­pet af ham. Imid­ler­tid tog jøder­ne så meget blod, at bar­net døde.
(Acta san­c­ta. II Bd. for april s. 839: Dr. Joh. Eck, Judeb­bu­chli­en.)

1505 e.Kr. —  En for­bry­del­se sva­ren­de til den fra Lan­ge­nens­lin­gen i 1503 blev for­søgt ved Budweis i Böh­men.
(Hen­ri Despor­tes, Le myste­re du sang. 81.)

1509 e.Kr. — Fle­re jøder … myr­de­de adskil­li­ge børn.
(Clu­ve­ri­us, Epi­to­me hist. etc. s. 579.)

1509 e.Kr. — Jøder­ne i Bosin­gen (Ungarn) kid­nap­pe­de en hjul­ma­gers barn, slæb­te ham ned i en kæl­der, tor­tu­re­re­de ham gru­somt, åbne­de hans vener og suge­de blo­det fra ham med fjer­po­ser. Bag­ef­ter efter­lod de hans lig i en hæk. De til­stod efter gen­tag­ne benæg­tel­ser. (Zieg­ler Schön­p­latz s. 588, col. 1,2.)

1510 e.Kr. — I Ber­lin blev jøder­ne Salo­mon, Jacob, Aaron, Levi Isaac, Rab­bi Mosch og slag­te­ren Jacob til­talt for at have købt en 3- eller 4-årig dreng for 10 flor­i­ner af en frem­med, for at have lagt ham på et bord i en kæl­der, gen­nem­hul­let ham med nåle i de sto­re blod­ri­ge vener, ind­til han slut­te­lig blev slag­tet af slag­te­ren Jacob.
En omfat­ten­de sag begynd­te, og hund­re­de jøder blev fængs­let i Ber­lin. En del af jøder­ne til­stod at have købt dren­gen af frem­me­de, at have stuk­ket ham, tap­pet hans blod for at drik­ke det i til­fæl­de af syg­dom eller til kon­ser­ve­ring med toma­ter, inge­fær og hon­ning. Mindst 41 at de til­tal­te jøder blev dømt til døden ved bræn­ding efter at have til­stå­et. Alle øvri­ge jøder blev lands­for­vist fra Bran­den­burgs ene­mær­ker.
(Richard Mun: “The Jews in Ber­lin”.)

1520 e.Kr. — Jøder­ne i Ungarn gen­tog for­bry­del­sen fra 1494 ved at myr­de et barn i Tyr­nau og Biring og tap­pe blo­det.
(Acta san­c­ta II. Bd. d. april s. 839.)

1525 e.Kr. — Et ritu­al­mord i Buda­pe­st med­før­te en udbredt anti­se­mi­tisk hold­ning i befolk­nin­gen. Det år blev jøder­ne udvist fra Ungarn.
(Hen­ry Despor­tes, Le myste­re du sang 81.)

1540 e.Kr. — Ved Sap­pen­feld i Bay­ern blev den 4-åri­ge Micha­el Pisen­har­ter op mod den jødi­ske påske­fejring kid­nap­pet fra sin far og bragt til Tit­ting (det nord­li­ge Ingolstadt), hvor han udstod den mest gru­som­me tor­tur gen­nem tre dage; hans vener blev åbnet og blo­det tap­pet af ham. Liget viste tegn på kors­fæ­stel­se. Blo­det blev fun­det i Posin­gen.
(Raderus, Bava­ria san­c­ta. III. Bd. 176f.)

1547 e.Kr. — Ved Rava i det sene­re Polen kid­nap­pe­de to jøder en skræd­ders søn ved navn Micha­el og kors­fæ­ste­de ham.
(Acta san­c­ta II. Bd. april s. 839.)

1569 e.Kr. — I Vitov (Polen) blev Johann, den 2-åri­ge søn af enken Koz­mi­a­ni­na, brutalt myr­det af jøden Jacob fra Leipzig.
(Acta san­c­ta eben­da.)

1571 e.Kr. — M.A. Bra­dag­i­nus blev ritu­elt slag­tet af jøder.
(Seb. Mun­ster, Cos­mo­grap­hia.)

1571 e.Kr. — Joa­chim II, valg­mand i Bran­den­burg, blev for­gi­vet af en jøde, som var hans for­tro­li­ge.
(Schei­da­nus X. Buch. sei­ner Hist. pag. 60.)

1573 e.Kr. — I Ber­lin blev et barn, som var ble­vet købt fra en tig­ger, tor­tu­re­ret til døde af en jøde.
(Sart­o­rious s. 53.)

1574 e.Kr. — Ved Punia i Letland myr­de­de jøden Joa­chim Smi­er­lowitz kort før den jødi­ske påske­fejring en 7 år gam­mel pige ved navn Eliza­beth … på omkring sam­me tid blev en dreng kid­nap­pet i Zglo­bi­ce og ført til Tar­now, hvor en anden dreng under mistæn­ke­li­ge omstæn­dig­he­der blev fun­det i jøde­rs vare­tægt. Beg­ge dren­ge­ne blev befri­et i tide.
(Act. san­c­ta II. Bd. d. april s. 839.)

1575 e.Kr. — Jøder­ne myr­de­de en dreng, Micha­el af Jaco­bi.
(Despor­tes.)

1586 e.Kr. — I en serie af til­fæl­de blev børn kid­nap­pet fra deres for­æl­dre og myr­det. Under optræv­lin­gen af dis­se for­bry­del­ser kun­ne Rupers føre spo­ret til­ba­ge til jøder­ne.
(Bro­u­ver Trier’schen Ann. v. J. 1856.)

1592 e.Kr. — Ved Wil­na blev en 7-årig dreng, Simon, på den mest gru­som­me måde tor­tu­re­ret til døde af jøder­ne. Der blev fun­det fle­re end 170 læsio­ner udført med kni­ve og sak­se på hans lig, for­u­den adskil­li­ge stiksår ind under fin­ger- og tåneg­le.
(Acta san­c­ta III. Bd. des juli.)

1595 e.Kr. — Ved Costyn i Posen blev et barn tor­tu­re­ret til døde af jøder­ne.
(Acta san­c­ta 389.)

1597 e.Kr. — I Szyd­lov blev blo­det fra et barn brugt ved ind­vi­el­sen af en ny syna­go­ge. Øjen­lå­ge­ne, nak­ken, lem­mer­ne, vener og selv kønsor­ga­ner­ne udvi­ste utal­li­ge stiksår.
(Acta san­c­ta, II Bd. for april.)

1598 e.Kr. — I lands­by­en Wodz­ni­ck, i den pol­ske provins Podo­lia, blev den 4-åri­ge … søn af en bon­de, kid­nap­pet af to unge jøder og mis­hand­let gen­nem fire dage frem mod den jødi­ske påske­fejring under udfol­del­sen af den mest besti­al­ske tor­tur og under del­ta­gel­se af pro­mi­nen­te jøder fra det loka­le tros­sam­fund.
(Acta san­c­ta, II Band for april 835.)

1650 e.Kr. — Ved Kaa­den i Stei­er­mark blev den 5½ år gam­le Mat­hi­as Til­lich slag­tet af en jøde den 11. marts.
(Tentzel.)

1655 e.Kr. — Ved Tunguch i Ned­re Tyskland myr­de­de jøder­ne et barn i anled­ning af den jødi­ske påske­fejring.
(Tentzel, monatl. Unter­red. v. juli 1693 s. 553.)

1665 e.Kr. — I Wien den 12. maj mal­trak­te­re­de jøder­ne en kvin­de på den mest ræd­selsvæk­ken­de måde. Liget blev fun­det i en dam. Det var prop­pet i en sæk, der blev tyn­get ned med sten. Hen­des krop var overalt dæk­ket med læsio­ner, hove­d­et var afskå­ret, og beg­ge ben var ampu­te­ret under knæ­e­ne.
(H.A. von Zieg­ler, Tagl. Schaupl. s. 553.)


Eje­ren står inde for, at alt leven­de er slag­tet under frem­kal­del­se af mak­si­mal angst. Foto: Inter­net­tet

 

1669 e.Kr. — På stræk­nin­gen fra Metz til Bou­lay, i nær­he­den af lands­by­en Gla­tig­ny, blev en 3-årig dreng den 22. sep­tem­ber kid­nap­pet fra sin mor af jøden Rap­ha­el Levy. Dren­gen var skræk­ke­ligt mis­hand­let. Han krop var ond­skabs­fuldt skam­fe­ret.  Mor­de­ren blev brændt leven­de den 17. janu­ar 1670.
(Abre­ge du pro­ces fait aux Juifs de Metz, ebd. 1670.)

1675 e.Kr. — Ved Miess i Bohe­mia (Böh­men) blev et 4-årigt barn den 12. marts myr­det af jøder­ne.
(Acta san­c­ta II. Bd. for april.)

1684 e.Kr. — I lands­by­en Grod­no under rus­sisk Minsk-sty­re kid­nap­pe­de jøden Schulka den 6-åri­ge dreng Gabri­el og brag­te ham til Bia­ly­sto­ck, hvor dren­gen i over­væ­rel­se af adskil­li­ge jøder blev tor­tu­re­ret til døde, mens blo­det blev tap­pet af ham.
(Rap­por­ter fra magi­stra­ten i Zabl­ud­vo.)

1753 e.Kr. — Lang­fre­dag den 20. april i en lands­by nær Kiev (Ukrai­ne) blev den 3-åri­ge søn af en adels­mand Studzin­ski kid­nap­pet af jøder­ne, holdt skjult i et værts­hus ind­til slut­nin­gen af sabat­ten, hvor­ef­ter han mon­strøst blev ofret med assi­stan­ce fra rab­bi­ne­ren Sch­ma­ja. Dren­gens blod blev hældt på et antal fla­sker.
(Kri­mi­nal­re­gi­ste­ret fra byret­ten i Kiev.)

1764 e.Kr. — Den 10-åri­ge søn af Johann Bal­la — for­s­vun­det fra Orkul (Ungarn) den 19. juli — blev med man­ge læsio­ner på krop­pen fun­det i en nær­lig­gen­de skov.
(Tisza-Eslar, von einem unga­ri­s­chen Ubge­ord­ne­ten 108.)

1791 e.Kr. — Den 21. febru­ar blev liget af den 13-åri­ge Andreas Takals, der hav­de boet hos en jøde ved navn Abra­ham, fun­det uden for en lands­by i nær­he­den af Tas­nad (Sie­ben­bur­gen). Blo­det var ble­vet tap­pet af ham ved gen­nem­bor­ing af en hals­ve­ne.
(Ger.-Akt i.d. Archiv. v. Zilah.)

1791 e.Kr. — På sam­me tid blev to blod-mord rap­por­te­ret fra Hol­les­chau (Moravia) og Wop­lawi­cz i distrik­tet Dup­lin.
(Tisza-Eslar, v.e. ungar. Abge­ord.)

1791 e.Kr. — Under Sul­tan Selim III’s sty­re myr­de­de jøder­ne i Pera en ung græker ved at hæn­ge ham i et træ i bene­ne.
(Hen­ri Despor­tes.)

1803 e.Kr. — Den 10. marts bort­før­te den 72-åri­ge jøde Hirsch fra Sugen­heim fra områ­det mel­lem Ullstadt og Len­gen­feld i Buchof nær Nür­n­berg en 2-årig dreng. Adskil­li­ge dage sene­re benæg­te­de jøden, at han over­ho­ve­det hav­de været i Buchhof den 10. marts. Bar­nets far, der ønske­de at bevi­se det mod­sat­te ved at føre vid­ner, blev afvist i ret­ten med trus­ler og for­nær­mel­ser. Tolv dage sene­re blev dren­gen fun­det død; hans tun­ge var skå­ret igen­nem, og mun­den var fyldt med blod. Jøder­ne belej­re­de distrik­tets guver­nør, ind­til sagen faldt ud til deres for­del. Dren­gens far blev under trus­ler tvun­get til at under­skri­ve en pro­tokol, hvor han atteste­re­de, at dren­gen end­nu var varm, da han blev fun­det, efter at være fros­set ihjel.
(Fri­edr. Oer­tel, “Was glau­ben die Juden?” Bam­berg, 1823.)

[Omkring det tids­punkt begynd­te jøder­ne at få ind­fly­del­se på de juri­di­ske syste­mer, som de i dag, decem­ber 2016, fuld­stæn­digt kon­trol­le­rer.]

1804 e.Kr. — I Gra­fen­berg i nær­he­den af Nür­n­berg blev en 2- 3-årig dreng kid­nap­pet af en gam­mel jøde ved navn Bau­soh fra Erm­reuth. Sol­da­ter haste­de til und­sæt­ning for at for­hin­dre en for­bry­del­se efter at have hørt dren­gens skrig.
(Dr. J. W. Chil­la­ny.)

1810 e.Kr. — Mel­lem rap­por­ter­ne fra ret­ten i Dama­scus fin­des et brev fra John Bar­ker, tidl. kon­sul i Alep­po, i hvil­ket han taler om en fat­tig kvin­de, der plud­se­lig for­svandt fra Alep­po. Hebræ­e­ren Rap­ha­el af Anco­na blev ankla­get for at have slag­tet hen­de og tap­pet blo­det af hen­de.
(A. Lau­rent. Affai­res de Syrie.)

1812 e.Kr. — På øen Kor­fu i okto­ber måned blev tre jøder, der hav­de strangu­le­ret et barn, dømt til døden. Nogen tid sene­re blev bar­net af en græker, kaldt Riga, bort­ført og myr­det af jøder­ne.
(Achil­le Lau­rent, Affai­res de Syrie.)

1817 e.Kr. — Til­ta­len for mor­det det­te år på den lil­le pige Mari­an­na Adam­oviez blev fra­fal­det på grund af rets­sa­gens lang­va­ri­ge for­løb.

1823 e.Kr. —  Ved Veli­sch i det rus­sisk rege­re­de Vitebsk blev den 3½-åri­ge søn af den inva­li­de Jeme­li­an Iva­nov bort­ført den 22. april; han fand­tes tor­tu­re­ret til døde, og blo­det var tap­pet af ham. Til trods for, at en stor del af vid­neud­sag­ne­ne i ret­ten pege­de på jøder­ne, blev ret­ter­gan­gen plud­se­lig indstil­let.
(Pav­li­ko­v­sky, eben­da.)

1824 e.Kr. — I Bei­rut blev tol­ken Fatch-allah-Sey­egh myr­det af sin jødi­ske hus­vært, og som efter­forsk­nin­gen fastslog — af ritu­el­le årsa­ger.

1826 e.Kr. — I War­sawa blev en myr­det 5-årig dreng fun­det med fle­re end hund­re­de sår på krop­pen som tegn på, at blo­det var tap­pet af ham. Hele War­sawa var i en til­stand af oprør; overalt påstod jøder­ne deres uskyld uden end­nu at have været til­talt. Vid­neud­sag­ne­ne til ret­ten, samt de rets­me­di­cin­ske bevi­ser, blev fjer­net fra sagens doku­men­ter.
(Pav­li­ko­vski, wie oben s. 282.)

1827 e.Kr. — Ved Vil­na i Rusland blev det kniv­stuk­ne lig af en bon­des søn, Ossib Petro­vi­cz, fun­det. Iføl­ge den 16-åri­ge hyr­de Zulovskis vid­neud­sagn, blev søn­nen kid­nap­pet af jøder­ne.
(Nach einer Mit­teil­ung des gou­ver­ne­ment Vil­na.)

1829 e.Kr. — I Turin blev køb­man­den Anto­i­ne Ger­va­lons kone bort­ført fra sin mand. I en kæl­der blev hun for­be­redt til ofring af to rab­bi­ne­re. Med sine sid­ste kræf­ter kun­ne hun påkal­de sin mand, der var på vej gen­nem det jødi­ske kvar­ter sam­men med et kon­tin­gent sol­da­ter, mens han råb­te hen­des navn højt. På den måde blev hun befri­et. Imid­ler­tid lyk­ke­des det jøder­ne at dys­se sagen ned ved at beta­le for sig.
(Auszug aus einem Bri­e­fe des Barons von Kal­te.)

1831 e.Kr. — Dat­te­ren til en kor­poral fra gar­den i St. Peters­burg blev myr­det. Fire dom­me­re aner­kend­te, at det var et blod­mord, mens en fjer­de var i tvivl.
(Despor­tes.)

1834 e.Kr. — Iføl­ge vid­neud­sag­net fra jøden Ben Nound, der hav­de kon­ver­te­ret til kri­sten­dom­men, var en gam­mel ikke-jødisk mand fra Tripo­li ble­vet omrin­get af 4–5 jøder og hængt op i et appels­in­træ i tæer­ne. Da den gam­le mand var døden nær, skar jøder­ne hal­sen over på ham med et slag­tek­niv og lod krop­pen hæn­ge, ind­til alt blo­det var opsam­let i en skål.
(Hen­ri Despor­tes, Le myste­re du sang. 91.)

1839 e.Kr. — På øen Rho­dos kom en 8-årig søn af en køb­mand ikke til­ba­ge efter at have bragt æg ud til nog­le jøder. Jødisk pen­ge­magt blev gjort gæl­den­de; rets­hand­lin­ger­ne blev udskudt og til slut helt under­trykt.
(Hen­ri Despor­tes, Le myste­re du sang. 92.)

1839 e.Kr. — Dama­scus’ told­kon­tor opda­ge­de en jøde med en fla­ske blod. Jøden til­bød 10.000 pia­stre, hvis sagen kun­ne dys­ses ned.
(cf. Prozess bei A. Lau­rent, op. cit. S. 301.)

1843 e.Kr. — Mord på ikke-jødi­ske børn udført af jøder­ne på Rho­dos, Kor­fu og andre ste­der.
(Famont L’Egypte sous Mehe­met Ali, Paris, 1843.)

1875 e.Kr. — Ved Zboro i distrik­tet Saros i Ungarn angreb en flok jøder den 16-åri­ge ser­vi­tri­ce Anna Zampa i huset hos hen­des fore­sat­te, Hor­owitz. Kni­ven var alle­re­de hævet over hen­des hoved, da en kusk til­fæl­dig­vis kom for­bi og red­de­de hen­de. Rets­præ­si­den­ten, Bart­ho­lo­maus Wink­ler, der stod i gæld til jøder­ne, var ban­ge for at brin­ge sagen i ret­ten.

1877 e.Kr. — I lands­by­en Sza­laa­cs, i distrik­tet Bihar (Ungarn) blev Josef Kle­es 6-åri­ge nie­ce, The­resia Szaa­bo, og hans 9-åri­ge nevø, Peter Szaa­bo, myr­det af jøder­ne. Imid­ler­tid var det en jødisk læge, der fore­stod den rets­me­di­cin­ske under­sø­gel­se, og han erklæ­re­de, at bør­ne­ne ikke var ble­vet myr­det. Der­med slut­te­de sagen.
(M. Ono­dy, eben­da.)

1879 e.Kr. — I Buda­pe­st, op til Purim-festen blev en ung ser­vi­tri­ce bedø­vet med et sove­mid­del i sin drink. Et døgn efter festen våg­ne­de hun afkræf­tet op og kun­ne dår­ligt gå. På sin høj­re unde­rarm, ven­stre lår og på krop­pen under nav­le­høj­de opda­ge­de hun cir­ku­læ­re sår, der lig­ne­de plet­ter af blod med små åbnin­ger i mid­ten. Der var ble­vet tap­pet blod af hen­de.
(M. Ono­dy, eben­da.)

1879 e.Kr. — Ved Kutais i Kaukasus myr­de­de fire jødi­ske bil­led­sæl­ge­re en 6-årig pige. Hun hav­de snit­sår mel­lem fin­gre­ne og var ble­vet skå­ret med kniv. På bene­ne lidt oven­for hen­des læg­ge var der fore­ta­get vand­ret­te indsnit, og der var ikke en drå­be blod i hen­des årer. Med hjælp fra Ruslands magt­ful­de jøder und­gik de skyl­di­ge at bli­ve straf­fet.
(Uni­vers.)

1881 e.Kr. — Ved Kas­chau i Ungarn for­svandt dat­te­ren af en vis Josef Koczis. To uger sene­re blev krop­pen fun­det i en brønd kom­plet tømt for blod.
(M. Ono­dy, Tisza-Eszlar.)

1881 e.Kr. — I Ste­i­na­man­ger for­svandt den 8-åri­ge grand­dat­ter af en kusk, der arbej­de­de for jøder­ne.
(M. Ono­dy, even­da.)

1881 e.Kr. — I Ale­xan­dria myr­de­de jøder­ne igen et ikke-jødisk barn ved navn Evan­ge­lio For­noraki. For­æl­dre­ne til det strangu­le­re­de barn, der blev fun­det på stran­den, til­lod en post mor­tem under­sø­gel­se af bar­net. Under­sø­gel­sen strak­te sig over fle­re dage og var årsag til oprør blandt jøder­ne. Baruch-fami­li­en, der var hoved­mistænkt, blev til­ba­ge­holdt, men sene­re løsladt.
(Civi­ta cat­to­li­ca, von des. 1881.)

1881 e.Kr. — I den gal­li­ske by Lut­scha blev den pol­ske hus­hol­der­ske Fran­ziska Muich, som arbej­de­de for den jødi­ske værts­hus­hol­der Moses Rit­ter og tid­li­ge­re var ble­vet vold­ta­get af ham, myr­det af Moses og hans kone, Git­tel Rit­ter; det­te iføl­ge bon­den Mari­ell Sto­chl­in­skis vid­ne­for­kla­ring.
(Otto Glo­gau, der Kul­turk. Heft. 128. 15. febru­ar 1886.)

1882 e.Kr. — Ved Tisza-Eszlar, kort før den jødi­ske påske­fejring, for­svandt den 14-åri­ge pige Est­her Soly­mo­si. Efter­som pigen sidst var ble­vet set i nær­he­den af syna­go­gen, ret­te­des mistan­ken straks mod jøder­ne. De to søn­ner af tem­peltje­ne­ren Josef Scharf, 5-åri­ge Samu­el og 14-åri­ge Moritz, ankla­ge­de deres far og sag­de, at Est­her var ble­vet ført ind i temp­let og slag­tet der. Pigens lig blev aldrig fun­det.

1882 e.Kr. — Kort tid efter duk­ke­de en anden lig­nen­de sag op i Gala­ta. Serious, en anset jurist i det græ­ske sam­fund, send­te en appel til de fol­ke­li­ge repræ­sen­tan­ter i Kon­stan­ti­nopel om at lade ret­fær­dig­he­den ske fyl­dest. Men jøder­ne bestak det tyr­ki­ske poli­ti, der lod vis­se doku­men­ter i sagen for­svin­de. Bestuk­ne læger erklæ­re­de, at mode­ren til den kid­nap­pe­de og myr­de­de pige var men­talt for­styr­ret.

1883 e.Kr. — Igen blev der begå­et et ritu­elt mord i Gala­ta. Poli­ti­et blev bestuk­ket med jødi­ske pen­ge og for­hin­dre­de en efter­forsk­ning. Avi­sen Der Stam­boul argu­men­te­re­de imod de skyl­di­ge og blev stop­pet. Under­tryk­kel­sen koste­de jøder­ne 140.000 fran­cs.

1884 e.Kr. — Ved Sturz (i det vest­li­ge Prøj­sen) blev en janu­ar mor­gen det par­te­re­de lig af den 14-åri­ge dreng Onop­hri­us Cybul­la fun­det under en bro. Efter lægens opfat­tel­se viste par­te­rin­gen tegn på bety­de­lig eks­per­ti­se og behæn­dig­hed i bru­gen af kni­ven. Selv om den myr­de­de dreng hav­de været sund og stærk, var den døde krop helt uden blod. Mistan­ken ret­te­des straks mod for­skel­li­ge jøder, og under efter­forsk­nin­gen brag­tes meget bela­sten­de facts for dagens lys. Dis­se blev imid­ler­tid kon­sta­te­ret util­stræk­ke­li­ge, og de til­ba­ge­hold­te jøder blev løsladt.
(Otto Gla­gau, der Kul­tur­ki, Heft 119. 15. maj 1885.)

1885 e.Kr. — Ved Mit-Kamar i Egypten blev en ung kop­ter slag­tet op til påske­fejrin­ger­ne.

1888 e.Kr. — Ved Breslau i juli begik den 24-åri­ge rab­bi­ner-stu­de­ren­de Max Bernste­in fra den tal­mu­di­ske sko­le en for­bry­del­se mod den 7-åri­ge dreng Seve­rin Hacke, som Bernste­in hav­de lok­ket ind på sit værel­se. Bernste­in tap­pe­de blod fra dren­gens kønsor­ga­ner. Efter doms­af­si­gel­sen til­stod Bernste­in: “Bibe­len og Tal­m­ud lærer os, at den dybe­ste synd kun kan bødes gen­nem uskyl­digt blod.” Der­for hav­de han tap­pet blod af dren­gen. Jøder­ne indså de vide­re­gå­en­de kon­se­kven­ser [ved at for­sva­re ham yder­li­ge­re] og erklæ­re­de Bernste­in for “reli­gi­øst for­styr­ret”.

1891 e.Kr. — En dreng blev myr­det ved Rhin­en i nær­he­den af Xan­ten. Den ellers sun­de og raske 5-åri­ge søn af møbels­ned­ke­ren Hege­mann blev den 29. juni kl. 18 fun­det af tje­ne­stepi­gen Dora Moll i råd­man­den Kup­pers kostald. Dren­gen lå på siden med bene­ne truk­ket fra hin­an­den og frem­vi­ste et cir­ku­lært snit af ritu­el karak­ter. Det var udført med sik­ker hånd og hav­de dræ­net ofret for blod. Dren­gen blev alle­re­de sav­net fra kl. 10.30 om mor­ge­nen. Tre vid­ner hav­de set ham bli­ve truk­ket ind i stal­den af den jødi­ske slag­ter Bus­choff.

1899 e.Kr. — Den 26. marts blev den enli­ge 19-åri­ge syer­ske Agnes Kurza slag­tet af den jødi­ske slag­ter Leopold Hils­ner. Liget blev fun­det uden blod. Mor­de­ren blev dømt til døden af ret­ten i Kut­ten­berg.

1900 e.Kr. — Ved Könitz (i det vest­li­ge Prøj­sen) blev den 18-åri­ge første­år­s­tu­de­ren­de Ernst Win­ter den 11. marts 1900 myr­det på besti­alsk vis. To dage sene­re blev styk­ker af den par­te­re­de krop fisket op af Möns­ch­see. Næsten fem dage sene­re, den 15. april under den jødi­ske påske­fejring blev hans hoved fun­det i et buskads af legen­de børn. Hans lig var dræ­net for blod. Win­ter var ble­vet ritu­elt myr­det. Mor­det var fore­gå­et i en kæl­der og blev udført af den jødi­ske slag­ter Moritz Levi, efter at ofret var ble­vet lok­ket ned i kæl­de­ren af en ung jødisk kvin­de. På mord­da­gen var et stort antal til­rej­sen­de jøder til ste­de i Könitz, og de for­svandt den føl­gen­de dag uden nogen plau­si­bel begrun­del­se for det kor­te ophold. Blandt de besø­gen­de var slag­ter­ne Hal­ler fra Tuchel, Ham­bur­ger fra Schlo­chau, Eisen­stedt fra Pre­chlau og Rosen­baum fra Ezersk. Slag­te­ren fra Könitz, Hei­mann, for­svandt kort efter mor­det.

1911 e.Kr. — Den 13-åri­ge sko­led­reng Andrei Yous­h­chin­sky blev den 12. marts myr­det i Kiev. Otte dage sene­re blev hans lig fun­det på et teg­l­værk søn­der­slå­et og uden blod. Mistan­ken faldt på den jødi­ske leder af teg­l­vær­ket, Men­del Bei­liss. Sagen kom først for ret­ten to og et halvt år sene­re (fra 29. sep­tem­ber til 28. okto­ber 1913). I den mel­lem­lig­gen­de peri­o­de blev der gjort utal­li­ge for­søg på at lede efter­forsk­nin­gen ud på et sidespor. Sam­ti­dig døde et stort antal vid­ner plud­se­ligt og una­tur­ligt, og fal­ske ankla­ger og til­stå­el­ser fulg­te en efter anden udløst af bety­de­li­ge bestik­kel­ses­sum­mer. I den dunk­le­re bag­grund bag de til­tal­te så man Fai­vel Sch­ne­er­son, med­lem af den lubavi­ti­ske sekt, leder af zadi­ker­ne (“hel­ge­ner­ne”) inden for sek­ten og den ide­o­lo­gi­ske anstif­ter af mor­det. Rets­sa­gen end­te med, at Bei­liss blev løsladt, men på sam­me tid afgjor­de ret­ten, at mor­det hav­de fun­det sted inde på det jødi­ske teg­l­værk, der var det reli­gi­øse cen­ter for jøder­ne i Kiev, og med det for­mål at skaf­fe blod. Næsten alle ankla­ge­re, vid­ner og myn­dig­he­der, der hav­de talt imod jøde­dom­men, blev sene­re ofre for den bol­sje­viki­ske ter­ror.  
(Aus­führ­li­che Dar­stel­lun­gen des Prozeßes ent­hal­ten “Ham­mer” Nr. 271, 273, 274, 275; Okto­ber bis Dezem­ber 1913.)

[Vi kan stil­le spørgs­må­let, og det har aldrig været mere beret­ti­get end i 2016: — Hvem blev egent­lig straf­fet?]

1926 e.Kr. — De legem­li­ge rester af Hans og Eri­ka Feh­ses børn blev fun­det i en pak­ke på bytor­vet i Breslau. Bør­ne­ne var ble­vet slag­tet. Køns­de­le­ne mang­le­de. Den loka­le kos­her-slag­ter blev mistænkt for at være ger­nings­man­den. Han for­svandt spor­løst.

1928 e.Kr. — Stu­de­ren­de på andet år Hel­mut Dau­be blev slag­tet nat­ten mel­lem den 22. og 23. marts. Om mor­ge­nen lå det blod­lø­se lig for­an hans for­æl­dres hjem.
(cf. “Der Stur­mer”.)

1929 e.Kr. — Mor­det ved Manau. Dren­gen Karl Kes­slers blev fun­det slag­tet den 17. marts, fle­re dage før den jødi­ske påske­fejring. Liget var uden blod.
(cf. “Der Stur­mer”.)

1932 e.Kr. — Martha Kas­par blev slag­tet og par­te­ret ved Pader­horn den 18. marts. Kro­p­s­de­le­ne var dræ­net for blod. Jøden Moritz Mey­er blev idømt 15 års fængsel.
(cf. “Der Stur­mer”.)

[Efter­som vi i vores hvi­de, vest­li­ge sam­fund hol­der os for gode til at slå dis­se mis­fo­stre ihjel, var det så ikke rime­ligt, at deres straf i det mind­ste sva­re­de til den liv­s­tid, de har fra­ta­get deres ofre — dog mindst 16 år — og uden mulig­hed for løsla­del­se før tiden. Dis­se eksi­sten­ser kan ikke nor­ma­li­se­res. De har gen­nem mere end 2000 år demon­stre­ret, at de ikke ope­re­rer inden for almin­de­li­ge huma­ne ram­mer. De er reli­gi­øse fana­ti­ke­re og psy­ko­pa­ter gen­nem indavl, omskæ­ring og indok­tri­ne­ring.
Efter evt. løsla­del­se skal de fra­ta­ges et even­tu­elt dansk stats­bor­ger­skab og udvi­ses til et fjer­nt ube­bo­et områ­de, uan­set hvor­når de er ind­van­dret. Der skal ikke vises dem nogen form for nåde. Intel­li­gent betin­get empa­ti vil kun bli­ve opfat­tet som svag­hed.
Jøder­ne, og der er ingen grund til und­ta­gel­ser, er i sand­hed Satans yngel, som det frem­går af det tid­li­ge­re refe­re­re­de bibel­sted. “En kræfts­vulst på men­ne­ske­he­den,” vil vi til­fø­je, en svulst der skal fjer­nes og iso­le­res hur­tigst muligt, hvis kær­lig­hed, respekt, hen­syn og anstæn­dig­hed skal have nogen chan­ce på den­ne jord.

Ind­til vide­re kan vi håbe på, at de ver­se­ren­de ryg­ter om frem­træ­den­de jøde­rs mis­hand­ling af kid­nap­pe­de ikke-jødi­ske børn i vor tid vil føre til ret­ter­gang og dom­fæl­del­se uden for­mil­den­de omstæn­dig­he­der — nød­ven­dig­gjort af et for­e­net krav fra den øvri­ge men­ne­ske­hed. Tro ikke, at det­te para­si­ti­ske mon­ster hav­de druk­ket blod nok, da vi nåe­de til 1932. Tvær­ti­mod. Jøder­ne har nu fået magt til at gen­nem­fø­re deres ritu­a­ler i det skjul­te, uan­fæg­tet af medi­er og myn­dig­he­der, som de ejer. De har ikke kul­ti­ve­ret sig en tød­del efter vest­li­ge nor­mer. Para­sit i habit gør ingen hvid mand. Der­for er deres fort­sat­te til­ste­de­væ­rel­se en vok­sen­de risi­ko for vores hvi­de børn, for sam­fun­det og natio­nen og for et nor­disk Danmark.

Læs også artik­len (den er på engelsk) “The Ass in the Lion’s Skin” (Æslet i løvens ham).]